2005-01 - Skanderborg Roklub

Vinterens første gåtur i Velling Skov
Søndag den 5. december stillede 8 personer
op i roklubben. Der var desværre kommet
et par afbud, men vi kørte til Velling, hvor
jeg skulle vise rundt i en del af skoven, som
vi ikke havde været i før. Jeg vil straks sige,
at i modsætning til søen rundt (læs den beretning),
var der ingen vildfarelser.
Først fulgte vi landevejen til Katrinedal,
hvor vi gik til venstre ad Svinsbjergvej, der
stort set følger Salten Å. Vi så det gamle
teglværk, som nu fungerer som keramikværksted
og udstilling. Der var mange interessante,
sjove og kønne figurer.
Turen på Svinsbjergvej er meget hyggelig
og smuk. Der bor folk der, og de har nu
4-hjuls trækkere i modsætning til i gamle
dage, hvor hesten eller traktoren skulle klare
strabadserne om vinteren. Tænk at det
skulle blive mondænt at bo der!
Vi ’besteg’ selve Svinsbjerg, og det er altså
svært at finde en smukkere udsigt i dette
land. (Det skulle da lige være Velling Kalv,
som vi kommer på i marts). Vi kunne ikke
med sikkerhed afgøre, om der havde været
andre mennesker der, siden vi var der i
marts, men vi kunne med sikkerhed afgøre,
at der havde været køer og får! Da vi kom
tilbage til vejen, skulle vi forbi et smukt beliggende
hus, og jeg advarede mod de bidske
og gøende hunde. De var der nu ikke,
men lige rundt om svinget kom den lokale
dame med sine 2 meget fredelige hunde.
Derefter gik vi ad en anden vej tilbage østpå.
Pludselig kom en bil kørende på skovvejen,
og den stoppede op nogle gange. Vi
undrede os. Måske undrede de sig også,
men vi fik aldrig styr på hinandens gøremål.
Om eftermiddagen så vi en mand på
sin traktor, og nu har jeg vist nævnt alle
andre, der var i skoven den dag.
Der var ikke enstemmighed for forslaget
om at bestige Velling Kalv (for ikke
indviede er det en ca. 100 meter næsten
lodret bjergvæg, hvor toppen ligger over
trægrænsen – måske lidt overdrevet, men
det er altså stejlt). Willi forsynede damerne
med svampe fra de væltede træer til juledekorationer
med nogle velrettede spark.
Her er det måske på sin plads at nævne, at
store dele af Velling skov er naturskov, og
det betyder, at skoven får lov til at passe sig
selv. Der er i øvrigt heller ingen maskiner,
der kan køre på de stejle skrænter.
Så var der kaffepause, og heldigvis var der
nogle, der havde en lommelærke med. Det
gav os kræfter til at fortsætte, og kræfterne
var nødvendige, da vi skulle op af bakken
mod Velling Koller.
Desværre var udsigtspunktet groet til med
træer – tænk sig noget så galt: Man kan
ikke se naturen for bare natur. Jeg fandt
ikke ud af, om det blev til, at en ville ringe
til Silkeborg Statsskovdistrikt. De fleste
af os kunne huske Velling Kollers forlystelsespark
fra gamle dage (det var vel en
forløber for Disneyland og Legoland), men
der var ikke noget tilbage. Der var nogle
dyr og fugle, men vi kunne desværre ikke
se dem alle, da der var låst. I øvrigt er man
ved at udvide med en campingplads, og det
er da et dejligt sted at campere.
Vi gik så tilbage til bilerne, hvor 3 sagde
tak for turen og kørte hjem, mens vi andre
spiste frokost, inden vi gik en tur mere.
Denne tur førte først til Røverhulen, hvor
fortællingerne siger, at røverne gemte sig
mellem deres overfald på de rejsende. Hulen
var et hul, og det kan da godt være, at
21