det balancerende menneske - Steno Diabetes Center

at gå i dybden og gøre deltagerne meget aktive, styrende og
fortællende. Derfor blev workshops tidssat til 4 timer inkl. et let
måltid, i stedet for et typisk 1½-2 timers fokusgruppeinterview.
Alle workshops blev foretaget af Stenos forskergruppe og blev
styret af en erfaren facilitator. Undervejs var en person fra forskergruppen
afsat til udelukkende at observere workshoppen,
mens en tredje person videofilmede workshoppen.
I selve workshoppen var hovedvægten lagt på den tværgående
patientuddannelse, og der var således i udgangspunktet ikke
fokus på sygdomsspecifikke emner eller øvelser. Til gengæld
havde vi i analyseøjemed opmærksomhed på de sygdomsspecifikke
behov og hensyn, der måtte være relevante for den
sundhedspædagogiske model.
Rekruttering
Deltagerne til de fire workshops blev rekrutteret via de fire kommunale
tovholdere i Region Syddanmark, som efter instrukser
fra Stenos forskerteam fik lokale praktiserende læger eller
andre sundhedsprofessionelle til at rekruttere patienter, der
matchede inklusionskriterierne (diagnosticeret med enten type
2 diabetes, KOL eller hjertesygdom). De interesserede blev formelt
inviteret til workshoppen (i brevet omtalt som ’samtale’) og
i samme brev informeret om formål, forløb, tid og sted. En uge
før selve workshoppen henvendte vi os telefonisk til deltagerne
for at minde dem om workshoppen, og for at give dem mulighed
for at stille spørgsmål til undersøgelsen. Dette telefonopkald
blev samtidig brugt til at interviewe deltagerne om stamoplysninger
og sygehistorie.
På selve dagen for workshoppen bad vi deltagerne underskrive
en samtykkeerklæring, således at materiale (video, tekst og
billeder) fra dagen kunne bruges i analysen og vises til andre
sundhedsprofessionelle, dog med ændring af navne.
Deltagerne (se tabellen side 21)
I patientworkshops deltog i alt 25 mennesker med forskellig
social og sygdomsmæssig baggrund.
Probes (se tabellen på side 21)
I patientworkshops blev der inddraget såkaldte probes. I dette
afsnit beskrives det nærmere, hvad der menes ved probes og
der argumenteres for metodens relevans i forhold til udviklingen
af den sundhedspædagogiske model.
”To probe” betyder på engelsk at kulegrave, undersøge og
granske. I denne forbindelse skal begrebet forstås som kommunikationsværktøjer,
der kan hjælpe forskeren med denne
”kulegravning” af deltagernes liv. Metoden probes er velkendt
indenfor innovation, design, udvikling og forskning. ”Cultural
probes”, som de også kaldes, blev første gang brugt af gaver,
Dunne og Pancetti i 1999 i et designprojekt, hvor de ønskede
input og samarbejde med en gruppe ældre i forskellige samfundsgrupper.
Siden er metoden adapteret og brugt af forskere
indenfor flere forskellige områder, f.eks. har den været brugt
20
som en eksplorativ metode omkring hjælpemidler indenfor
sygdomspleje (Crabtree et al. 2003) og til at opnå en holistisk
og empatisk forståelse af personer, som dyrker motion for at
opnå velvære (Mattelmäki 2003). Metoden finder desuden
mere og mere fodfæste indenfor etnografisk forskning (Robertson
2006). Overordnet baseres Probes er på de fire elementer:
“Uncertainty, play, exploration and subjective interpretation”
(gaver et al. 2004). Tidligere tog forskningsmetoden grundlæggende
udgangspunkt i en pakke med forskellige medier såsom
billeder, engangskamera, dagbog, båndoptager og postkort.
Pakken skulle bruges til at udforske egen dagligdag hjemme og
senere sende materialet tilbage til forskerne eller designerne.
Probes er med tiden blevet brugt og udviklet i mange retninger,
men rummer fortsat oftest en pakke med forskellige medier og
opgavetyper, da det sikrer højt deltagerengagement.
Metoden probes er valg til dette projekt i ønsket om at gøre
deltagerne så aktive, styrende og fortællende som muligt.
Tidligere erfaringer blandt Stenos forskere har vist, at patienter
med en kronisk lidelse ofte har en bestemt historie, som de
fortæller de sundhedsprofessionelle - en såkaldt ”professionel”
sygdomshistorie. Dette kan imidlertid undgås, hvis deltagerne
skal forholde sig til noget konkret og i stedet for blot at blive
stillet løse spørgsmål til deres sygdom. Desuden er ønsket, at
øvelserne forhindrer, at deltagerne holder en distanceret facade
og føler sig fremmede overfor hinanden, samt forhindrer at
snakken bliver styret uhensigtsmæssigt meget af facilitatoren.
gennem probe-metoden og dertilhørende en-mands, to-mands
og plenum-øvelser er dette forsøgt undgået.
I henhold til tidsplanen var det i dette studie ikke muligt at
deltagerne modtog probes forud for workshoppen. Til brug i
patientworkshops blev der derimod udviklet probes. De er hver
især udviklet ud fra deres formål. På side 21 ses en liste med de
forskellige probes. Der er både skriftlige og mundtlige øvelser,
individuelle øvelser, 1:1-øvelser og fælles plenumdiskussioner.
Under de fire patientworkshops havde de forskellige probes
to funktioner. Dels ønskede vi så meget viden som muligt om
deltagernes behov og ønsker, dels ønskede vi at afprøve brugen
af probes som et fremtidigt undervisningsredskab med henblik
på at styrke deltagelse og dialog. Sidstnævnte hensigt bygger
videre på vores empowerment-baserede tilgang og en hypotese
om, at probe-metoden i en videreudviklet form også kan være
brugbar som undervisningsredskab. Dette er i overensstemmelse
med formålet med probes; at skabe deltagelse og dialog,
samt sikre, at mennesker med vidt forskellige forudsætninger
kan deltage. Vi anså derfor ikke de anvendte probes som færdigudviklede
pædagogiske øvelser, da vi ønskede, at der skulle
være mulighed for feedback og hjælp til at videreudvikle øvelserne.
På den anden side var det vigtigt for os, at de anvendte
probes havde den ønskede funktion undervejs.