Skabelse og kamp – ANLIGGENDET I GTS TALE OM SKABELSEN

Skabelse og kamp 

– ANLIGGENDET I GTS TALE OM SKABELSEN 

LEKTOR,CAND.THEOL. CARSTEN VANG 

Denne artikel er en lettere bearbejdet udgave af et foredrag, som oprindeligt blev holdt ved 

Menighedsfakultetets teolkursus januar 2006. 

Indledning 

Det første udsagn i GT anfører, at Gud i 

begyndelsen skabte himlen og jorden. GT åbner 

med at berette om al tings skabelse og om 

menneskets enestående stilling inden for det 

skabte. GT begynder ikke med at fortælle om 

udvælgelsen af Abraham eller om folkets 

udfrielse fra trældommen i Egypten. Det 

indleder ikke med frelseshistorien, men med at 

fortælle om al tings skabelse og om hele 

menneskehedens fælles forhistorie. Derved 

understreges, hvor vigtig skabelsen er i den 

gammeltestamentlige teologi. Skabelsen er ikke 

underordnet forløsningen og historien, sådan 

som det undertiden har været sagt. 1 Skabelsen er 

foranstillet beretningen om Guds åbenbaring. 

Den er forudsætningen for at kunne berette om 

Guds udvælgelse af ét bestemt folk. Pagtens og 

frelsens Gud er himlens og jordens skaber. 

Denne artikel vil besvare spørgsmålet, hvad 

der er GTs særlige anliggende, når det gælder 

dens skabelsesteologi. Da GTs tekster er blevet 

til over en lang periode, og da de formmæssigt 

set er ganske forskellige og afspejler dybt 

varierende situationer, er det naturligt, hvis ikke 

alle delelementer uden videre lader sig forene til 

en tankemæssig helhed. Visse tekster i GT, især i 

Salmernes Bog, Jobs Bog og Esajasbogen, sætter 

Guds skabelse i relation til en sejr, som han 

Artikel | Carsten Vang 

vandt over bestemte destruktive kræfter, og som 

kulminerede i disse magters tilintetgørelse. 

Hvilken betydning har denne kamp for GTs 

forståelse af skabelsen? Det vil udgøre den anden 

hoveddel i artiklen. 

Altings skaber 

GTs særlige anliggende kommer frem allerede i 

indledningsverset: "I begyndelsen skabte Gud 

himlen og jorden". Det første, som GT har at 

sige om Gud, er, at han skabte alt, himlen og 

jorden, både den usynlige og den synlige verden, 

både det vældige himmelhvælv og det mindste 

element på jorden. Såvel det, som ligger helt 

uden for vores horisont, som den verden, der er 

menneskets, har han skabt. Gen 1 udfolder i en 

stærkt stiliseret beretning Guds aktive og 

bevidste skabelse af hvert eneste delelement, 

både det, der ikke bevæger sig, og det, som 

bevæger sig. Første til tredje skabelsesdag 

beskriver de ubevægelige rammer for livet på 

jorden: lyset, hvælvingen, det tørre land, 

planterne. Fjerde til sjette skabelsesdag 

omhandler alt det, som bevæger sig: 

himmellegemer, fisk og fugle, dyr på landjorden 

og til slut mennesket. Der er intet, som ikke 

skyldes Gud. 

GTs anliggende træder tydeligere frem, når vi 

sammenholder Gen 1 med skabelsesfortællinger 

ΙΧΘΥΣ ΙΧΘΥΣ | 3 | okt 06 

27

28 


fra Israels omverden. De begynder med at skildre 

gudernes tilblivelse som følge af, at himmel og 

jord mødes, eller det ferske og det salte vand 

flyder sammen. 2 Dernæst beskrives gudernes 

indbyrdes opgør og kampe, før skabelsen af jord, 

mennesker og dyr omsider kan finde sted. Gen 1- 

11 ved intet om alt dette. Det, der siges om Gud, 

er, at han skabte alt fra begyndelsen. Hvad var der 

før begyndelsen? Der var Gud selv og hans 

dynamiske, livgivende Ånd. 3 

Uafhængig af det skabte 

GTs anliggende er videre at understrege, at Gud 

er forskellig fra det skabte. "I begyndelsen skabte 

Gud". Gud er forud for skaberværket. Han er 

uafhængig af det, som det fremgår af Ps 102,26- 

28 (jf. Ps 90,1-2). I modsætning til skaberværket 

er han ikke underlagt tidens vilkår. Der er ingen 

identitet eller konfluens mellem skaber og 

skabning. Gud er uden for den verden, som han 

selv har skabt. Derfor må Israel ikke lave sig noget 

billede af Gud for at tilbede ham. Intet af det 

skabte, hvad enten det er himmellegemer, dyr 

eller mennesker, kan repræsentere Gud. Det vil 

være at sammenblande skaber og skabning. 

Distancen mellem skaber og skabning ses 

metaforisk som forskellen mellem en pottemager 

og det ler, som han suverænt former på 

drejeskiven (jf. Es 45,9; Gen 2,7). 

Skabte Gud ud af et allerede foreliggende 

materiale? Det antydes i den danske oversættelse 

af Gen 1,2: "Jorden var dengang tomhed og 

øde ...". Mange fortolkere opfatter v 2 som en 

tilstandssætning, som beskriver vilkårene, inden 

Gud begyndte at skabe. 4 Skabelsen begynder 

således først med befalingen i v 3: "Der skal være 

lys". Først var der kaos; derefter skabte Gud ved 

at bekæmpe og ordne dette kaos. 

Imidlertid er ordet "dengang" noget, som 

oversætterne har føjet ind. Det er en eksegetisk 

betinget tilføjelse. Ordet står ikke i grundteksten. 5 

V2 beskriver nærmere den ene del af det, som 

Gud skabte if. v 1, nemlig jorden. Hvad jorden 

ΙΧΘΥΣ | 3 | okt 06 

Gud er if. GT ikke blot en 

guddommelig 

håndværker, men den 

absolutte skaber af alt, 

hvad der er til, også dets 

grundformer 

angår, var den tomhed og øde. Den kunne ikke 

bebos. V 2 udfolder det sidste ord i v 1. Verset 

beskriver ikke nogen tilstand inden skabelsen. 6 

Verbet ar"B' bārā’ "skabe" markerer i GT ofte 

noget underfuldt, som bliver til. Det står altid 

med Gud som subjekt. Det er et hovedanliggende 

for Gen 1 at understrege, at intet eksisterer 

uafhængigt af Gud og uden for hans vilje. På den 

baggrund finder jeg det mest sandsynligt, at v 2 

skildrer det, som Gud skabte indledningsvist, før 

han begyndte at ordne og forme dette urmateriale 

gennem sine befalinger. Gud er if. GT ikke blot 

en guddommelig håndværker, men den absolutte 

skaber af alt, hvad der er til, også dets 

grundformer. 7 

Ingen kaoskamp 

At Gud er forskellig fra og over det skabte, 

understreges endvidere af det næste ved GTs 

anliggende om skabelsen: Gen 1 rummer ingen 

antydning af kamp mod en kaosmagt, som først 

skal overvindes, før skabelsen kan finde sted. 

Denne forestilling er gennemgående i de 

babyloniske skabelsesmyter, f.eks. Enuma Elish. 

Marduk spalter den overvundne kaosgudindes 

krop op i to dele, og ud af dem former han hhv. 

himlen og jorden. 8 Men denne tanke er helt 

fraværende i Gen 1. V 2 skildrer et kaos: Jorden 

var kendetegnet ved ubeboethed, formløshed, 

mørke og afgrundsdybe vande. Den indledende 

tilstand af omfattende og dybe vande har Gen 1,2 

fælles med mange andre skabelsesberetninger; 

men dette kaos er i Gen 1 uden selvstændig

potens eller modstand. Guds Ånd svævede over 

vandende som en stor fugl, der er aktivt til stede 

og rede til at agere. Potensen ligger i Guds Ånds 

dynamiske nærvær, ikke i noget andet. 

Det er formentlig velkendt, at det hebr. ord, 

som gerne oversættes med "urdybet" (tehôm) ofte 

bliver tolket som en reminiscens af den 

babylonske myte om kaoskampen. 9 Men sprogligt 

set er det ikke muligt at aflede ordet t e hôm af 

navnet på den den babylonske kaosgudinde 

Tiamat. Genesis 1 er i udpræget grad antimytisk, 

sol og måne kaldes eksempelvis for "det store lys" 

og "det lille lys" (1,16). Også de største havdyr er 

skabte (v 21). Skabelsesberetningen formidler et 

syn på skabelsen, som er helt igennem 

antidualistisk. Der består ikke nogen modsætning 

til Skaberen. 

Dette har videre den konsekvens, at Genesis 

gør op med den guddommeliggørelse af naturen 

og naturens kræfter, som var så udbredt i 

Nærorienten. Naturen er skabt, men den er ikke 

guddommelig. 

Den suveræne skaber 

Gud skabte ikke gennem kamp og konflikt. Han 

skabte ved at befale. Han er den konge, som 

byder, og hvis ord har skabende og livgivende 

magt. Hele skaberværket reagerer på hans 

befaling. I Ps 33,6-9 understreges denne 

tanke: "(v6) Ved Herrens ord blev himlen skabt, 

hele dens mangfoldighed 10 ved et pust fra hans 

mund ... (v9) For han talte, og det skete, han 

befalede, og det stod der". Tilsvarende hedder det 

i Ps 148,5: "Himlene skal lovprise Herrens navn, 

for på hans befaling blev de skabt". Skaberen er 

absolut suveræn. Han er altings herre. En opståen 

i form af en tilfældig, planløs, blind 

videreudvikling af noget eksisterende, kender GT 

ikke til. GT mangler i det hele taget ord for 

"udvikle, udvikling". Det er måske ikke tilfældigt. 

If. Gen 1 skabte Gud planter og dyr "efter 

deres arter" (hebr.: ~h,nEymil. l e mînēhem), dvs. efter 

deres "slags" eller deres "typer". Selv om det hebr. 

Artikel | Skabelse og kamp 

ord for "art" !ymi mîn ikke må forveksles med 

nutidens videnskabeligt-biologiske brug af ordet, 

betyder det, at Gud skabte plante- og dyreriget 

med en omfattende artsdiversitet, en række 

forskellige typer. Gud skabte i udgangspunktet en 

verden, som var mangfoldig. 

Skabelsen er god 

En afgørende side ved GTs syn på skabelsen er, 

at den er god. Efter hver eneste skabelsesdag 

hedder det: "Gud så, at det var godt". Og da 

menneskets skabelse var ført til ende på den 6. 

dag, hedder det i 1,31: "Gud så alt, hvad han 

havde skabt, og se: virkelig godt" daom bAj-hNEhiw> 

w e hinnê tob m e ‛od. 11 Skabelsen var perfekt, ikke bare 

efter menneskets, men efter skaberens egen 

målestok. Den er fuldendt både med hensyn til 

skønhed og til at kunne bebos af mennesket. 

Visdommen jublede over skabelsen, efterhånden 

som den skred frem (Ordspr 8,30f; jf. Job 38,7). 

Skaberværket er et udtryk for sin skabers store 

glæde. 

Urhistorien beskriver imidlertid, hvordan det 

onde kom ind i skaberværket og fik så fatale 

følger, at Gud til sidst besluttede sig for at 

udrydde alt levende i form af en syndflod. Det 

onde skyldes imidlertid ikke en iboende defekt 

ved skabelsen. Det onde kom ind som følge af 

menneskets oprør og ulydighed mod skaberen 

(Gen 3). Af dette oprør fulgte lidelse, smerte, 

undertrykkelse og død for hele skaberværket. 

Resten af GT illustrerer dette på stærkeste vis. 

Også på dette område taler GT et ganske andet 

sprog end myterne: Det onde er ikke nogen 

kaosmagt, der bestandig truer og skal bekæmpes 

ved regelmæssigt at gennemspille skabelsesmyten i 

kulten. Det onde skyldes if. GT, at mennesket lod 

sig lokke ind i et oprør mod Gud. 

Selv her bevarer skaberen al magt, fordi han nu 

tager det, som er ham imod – lidelse, 

forkrænkelighed, død – med ind i sin gerning, når 

han fælder dom. Han er den, som døder og gør 

levende (Deut 32,39; 1 Sam 2,6; 2 Kong 5,7). 12 


29

30 


Han, som skaber lys og liv, kan også skabe mørke 

og død, jf. domsdoksologierne i Amosbogen (Am 

4,12; 5,8-9; 9,6). 

Samtidig er det væsentlig at observere, at selv 

om skabningen siden faldet ligger under for 

lidelse og forkrænkelighed, så ændrer dette ikke 

ved, at skabelsen fortsat er god, og at skabningen 

er bærer af en dyb og gennemgående skønhed. 

Det onde kom ind i verden, og meget 

antydningsvist siges det, at en ond magt står Guds 

vilje imod. Men hans skabende, opretholdende og 

fornyende gerning gælder fortsat (Ps 104). Og 

mennesket besidder fortsat evnen til at iagttage, 

erkende og selv skabe (Ps 8). 

Skabelsens orden 

En afgørende dimension ved GTs tale om 

skabelsen er, at Gud skabte en verden, som er 

kendetegnet ved en gudvillet orden. Gud gav alt 

sin særlige plads og funktion. Det fremgår bl.a. af 

Gen 1, hvor hver af de seks skabelsesdage bliver 

skildret efter det samme grundlæggende mønster. 

Den jord, som Gud skabte ved sit ord, er 

struktureret analogt med, hvordan den litterære 

fremstilling i Gen 1 er struktureret og ordnet. 

Ofte hedder det i GT, at Gud satte grænse for 

havet og bestemte dets rammer: "Jeg, som satte 

sandet som grænse for havet, et ældgammelt skel, 

det ikke overskrider" (Jer 5,22). 13 At sætte grænse 

indebærer at skabe orden. Det er en orden, som er 

konstant. 

Alt i skaberværket er ifølge GTs 

skabelsesforståelse gennemtrængt af denne orden. 

Det er det centrale budskab i Ps 104. Vandet i 

form af kilder og bække og form af regn og dug 

fra oven tjener de formål, som Gud har villet 

(104,10-18). Dyrene har sine særlige habitater (v 

18). Måne og sol udfylder de funktioner, som 

skaberen gav dem med henblik på at give døgnets 

vekslen mellem nat og dag, sommer og vinter (vv 

19-23). Selv havet med sin overvældende 

variation af liv, langt mere end noget menneske 

kan gennemskue, har Gud skabt med orden. Den 


samme orden, som gælder for menneskets evne til 

at besejle havene, gælder havenes mylder. Gud 

satte "love" for himmel og jord, hedder det hos 

Jeremias (Jer 31,35-36). Disse ordninger er ikke 

blinde lovmæssigheder, men er et udslag af Guds 

omsorg for hele sin skabning. 

Denne orden har også en moralsk-etisk side. 

Gud vil, at samfundet skal være gennemsyret af 

ret og retfærdighed. Skabelsens orden og 

samfundets orden er en del af den samme helhed 

af orden. Når herskere styrer med retfærdighed, 

fremmer de den orden, som Skaberen vil have. 

Den grænse, som Gud har sat for havet, kaldes i 

Ordspr 8,29 netop en qxo hoq, en "lov", eller 

"lovmæssighed". Det samme ord bruges også om 

"ordning" og "bud". 

Skabelsen og Guds visdom 

Sl 104,24 udbryder som en slags konklusion: "Du 

har skabt alle dine værker med visdom, Herre": 

t'yfi[' hm'k.x'B. ~L'Ku kullām b e håqmāh ‛āśîtā. 

Visdom er et nøgleord til GTs forståelse af 

skabelsen. En særlig indsigt, kløgt og formåen 

ligger bag skabelsen i alle dets dele. Verden er ikke 

tilfældig, selv om den kan forekomme tilfældig 

(hvilket GT bevidner i andre skrifter). Især 

Ordspr 1-9 understreger visdommens betydning 

for skabelsen og for menneskelivet som helhed. I 

Ordspr 8 fremstilles visdommen personificeret 

som en kvinde, der står offentligt frem og 

indbyder alle til at følge hende. I 8,22-30 siger 

visdommen om sig selv, at den ikke blot er 

skabelsesimmanent, men var til, før Gud 

overhovedet begyndte at skabe. V 22: "Som 

begyndelsen på sine handlinger skabte Herren 

mig". 

Oversættelsen "skabe" (DO 1992) er 

imidlertid ikke dækkende. I Ordspr 8,22 

anvendes ikke det skabelsesteologiske verbum 

ar"B' bārā’ eller verber med betydningen "forme, 

danne", men verbet hn"q' qānāh. Dette verbum 

betyder meget ofte "erhverve sig, købe". Det kan 

imidlertid også anvendes i betydningen "avle, få".

Et eksempel herpå finder vi i Gen 4,1b: "Jeg fik 

en søn". Professor ved Menighedsfakultetet i 

Oslo, Arvid Tångberg, holdt for nogle år siden et 

foredrag på MF over Ordspr 8,22-31. 14 Her 

oversatte han verbet hn"q' qānāh i v 22 således: 

"Gud frembragte mig". 15 I de næste vers skildres 

visdommen på forskellige måder som værende 

født af Gud. Derfor er det bedre at forstå v 22 om 

Guds frembringelse. Visdommen har en 

fortrolighed til Gud, som skabningen ikke har. 

Den var ikke blot tilskuer til skabelsen, men Guds 

aktive medhjælp. Gud skabte verden med visdom, 

og den, der iagttager og grunder over det skabte, 

iagttager og grunder over visdommen. 

Hvordan skal skabelsesdagene i Gen 1 tolkes? 

Betyder Gen 1, at Gud skabte verden i løbet af 

6 døgn? 1) De seks skabelsesdage vil antyde et 

fremadskridende forløb og en bevidst ordning. 

2) Der er for mig ikke tvivl om, at Gud kunne 

skabe på 6 x 24 timer. I Ex 20,11 bliver 

sabbatsbuddet begrundet med, at Gud skabte 

på 6 dage og hvilede på den syvende (sml. 

også Ex 31,17). Andre gange i GT sigter 

formlen 6 dage + 1 dag til ugens syv dage 

(f.eks. Jos 6,3-4). 

Men det forhold, at sol og måne, hvis opgave 

er "at skille dag fra nat" (Gen 1,14), først 

kommer til på den 4. dag, kunne antyde, at 

skabelsesberetningen tænker på "dage" på en 

anden måde end normalt. Desuden finder vi 

vendingen "det blev aften, det blev morgen" 

alene i skabelsesberetningen. Den optræder 

ellers ikke i GT. Normalt har GT en anden 

litterær markering af, at et nyt døgn begynder 

i fortællingen: "Tidligt næste morgen ..." (se 

f.eks. Gen 22,3; Ex 32,6; Gen 19,34; Ex 

32,30). 

At tolke Gen 1 om dage i den normale 

betydning af ordet giver for mig at se også 

vanskeligheder i forhold til Gen 2: Mens kvæg 

og vilde dyr bliver skabt af Gud på den femte 

dag, dvs. før mennesket, fortæller Gen 2, at 

Gud første formede Adam, derefter formede 


han alle de vilde dyr og himlens fugle (2,19). 

Derfor forekommer det mig, at Gen 1 ikke vil 

tale om en skabelse i løbet af 6 x 24 timer. 

Men en skabelse i epoker. Også skabelsens 

forløb er ordnet. 

Den fortsatte skabelse 

GT betragter imidlertid ikke skabelsen som en 

isoleret begivenhed engang i fortiden. Skabelsen 

er ikke bare en begyndelse. Gud er ikke bare den 

første årsag til alt eksisterende. Han er vedvarende 

og uafbrudt den aktivt skabende. Det fremgår 

meget tydeligt af afsnit som Ps 104 og Job 38-39. 

Der er en direkte sammenhæng mellem skabelsen 

engang og skabelsen nu. Gud lader alt levende 

finde føde, såvel de planteædende som de 

kødædende dyr og som mennesket. Dyrs og 

planters evne til at udnytte de mest forskellige 

vilkår skyldes Skaberen. Fra klassisk tid har man 

kaldt denne dimension ved skabelsen for Guds 

creatio continua, Guds fortsatte skabelse. GT 

synes at anvende et andet ord, nemlig fornyelse. Ps 

104,30 siger: "Du gør jorden ny" hm'd"a] ynEP. 

vDEx;T. t e haddeš p e nê ’ a dāmāh. Gud fornyer 

uafbrudt livet på jorden. Også denne side af Guds 

virke kaldes "skabe". Naturen ville øjeblikkeligt 

falde tilbage til en tilstand af "øde og tomhed", 

dersom Gud ikke kontinuerligt velsigner og giver 

liv til alt levende. En verden, der består i egen 

kraft og udvikles pga. iboende kræfters tilfældige 

samspil, er helt fremmed for GT. Det vil i praksis 

være en fornægtelse af skaberen. Kosmos blev ikke 

blot til på Guds ord, det fornys stadig ved det 

samme ord (Ps 147,15ff). 

Guds herlighed 

GT har et særligt anliggende omkring sin tale om 

skabelsen ved igen og igen at understrege, at alt 

det skabte afslører Guds herlighed. Såvel 

himmelhvælvet i al dets majestæt som dyrs og 

menneskers gudgivne liv reflekterer Guds 

skønhed og herlighed. Det fremgår af Ps 8,2: 

"Herre, hvor herligt er dit navn over hele jorden" 


31

32 


og af salmen som helhed. Det fremgår endvidere 

af salmer som Pss 19, 33 og 104. Dette siges vel at 

mærke ikke om skabelsen, som den var før 

syndefaldet; men det siges om den verden, som 

den fremtræder nu. Guds væsen og Guds storhed 

bliver tydeligt ved at iagttage skabningen, f.eks. 

universet. En sand erkendelse af skaberværket kan 

derfor aldrig forblive deskriptiv. Den må resultere 

i lovprisning og tilbedelse af ham, som står bag. 

Hele jorden skal frygte ham (Ps 33,8). 

GTs særlige anliggende omkring skabelsen får 

nogle følger for GTs teologi, som vi ikke andet 

end kan antyde på dette sted: 

1. Skaberen skildres i GT som den levende Gud, 

den frygtindgydende Gud, hvis kraft og 

virkelighed overgår menneskets fatteevne. Han 

er ikke nogen fortidig Gud, men den til 

enhver tid levende Gud. Han er ikke nogen 

tankekonstruktion, men indbegrebet af al 

virkelighed. 

2. Skaberen alene er gud. Menneskets såkaldte 

guder er enten tomhed eller dæmoniske 

magter. Som eksempel kan nævnes Ps 96,4-6; 

Esajas 40-48; Deut 32,17. Intet kan 

sammenlignes med ham. 

3. Derfor skal Gud æres af alle folk, for han er 

skaberen: Ps 96. At vende om til Gud er at 

vende tilbage til sin skaber. Han er den 

retfærdige konge, der vil sætte sin retfærdige 

orden igennem. Han vil skal dømme alle 

mennesker med retfærdighed ud fra den 

samme moralske standard, hvormed han 

skabte verden (Ps 96,10.13; Gen 18,25). 

Meget andet kunne føjes til, ikke mindst om 

menneskets særlige plads i Guds skabelse, dette at 

mennesket blev skabt i Guds billede. 16 Bare som 

en antydning kan vi føje til, at skabelse ved ordet 

står ikke alene i GT. I Gen 2 fortælles der, at Gud 

formede mennesket som en pottemager (2,7). 

Mennesket er samhørigt med jorden. En 

væsentlig side ved GTs antropologi er hermed 

antydet. Imidlertid er der endnu en dimension 

ved GTs tale om Guds skabelse, som må med, for 

at billedet ikke skal blive for mangelfuldt. 


Efter min mening har GT et 

markant og klart sigte, som 

går ud på, at skabelsen 

ikke er dualistisk, og at 

Gud ikke skabte på 

grundlag af, at han først 

havde overvundet 

bestemte kaosmagter 

Skabelse og kamp 

Efter min mening har GT et markant og klart 

sigte, som går ud på, at skabelsen ikke er 

dualistisk, og at Gud ikke skabte på grundlag af, 

at han først havde overvundet bestemte 

kaosmagter. Det er imidlertid ikke hele billedet i 

GT. Flere tekster taler faktisk om en voldsom 

kamp mellem Gud på den ene side og bestemte 

kaosmagter på den anden. Undertiden kaldes 

magterne ved navn, f.eks. Rahab, Livjatan eller 

dragen i havet. Ofte synes denne kamp at finde 

sted i havet, eller Havet er slet og ret navnet på en 

af de fjender, som Gud besejrer. 

De væsentligste af disse tekster er: Ps 89,10-12; 

74,12-18; Job 26,10-14; Es 27,1 og 51,9-10. 

De nævnte tekster er alle poetiske; de er ikke 

fortællende stof på samme måde som Urhistorien 

er det. De har ikke nødvendigvis til hensigt at 

berette om hændelser i en bestemt historisk 

sammenhæng af sekvens og årsagsvirkning. 

Ps 89,10-12 

Denne salme giver et tydeligt eksempel på det, vi 

her taler om. Salmisten bekender her i hymnisk 

form til Gud: 

" 10 Du hersker over det hovmodige hav, 

når dets bølger rejser sig, dæmper du dem. 

11 Du knuste Rahab som en gennemboret, 

med din stærke arm splittede du dine fjender. 

12 Himlen tilhører dig, ja, jorden tilhører dig,

jorden med alt, hvad den rummer, grundlagde 

du. 

13 Du skabte nord og syd, 

Tabor og Hermon jubler over dit navn" 

Disse tekster har en lang række fællestræk, som 

binder dem sammen: 

1) Denne kamp mellem Gud og magterne 

fandt sted i fortiden (Ps 89,11; 74,12-15; Job 26, 

10-14). Opgøret skete i "ældgamle tider" (Es 

51,9); 2) Gud viste sin magt enten i havet eller 

mod havet. Skuepladsen for denne kamp var i 

vandene. Guds modstandere synes at være 

havuhyrer af substantielle dimensioner. 3) Fælles 

er endvidere, at Gud totalt besejrede disse 

kaosmagter, så deres potens og kraft blev 

tilintetgjort: Gud "knuste" (ak'D" dākā’) Rahab 

(Ps 89,11a); han "smadrede" (rBeVi šibber) alle 

Livjatans hoveder og "knuste" (#c;r" rāsas) 

dragehovederne på vandet, og stumperne blev 

givet til fiskene at æde (Ps 74,13-14); Job 26,12b- 

13 taler om, at Gud "knuste" (#x;m' māhas) 

Rahab og "gennemborede" slangen (ll;x' hālal). 

Det samme sker i Es 51,9: Sejren skyldes Guds 

mægtige kraft. Gud vandt altså en knusende sejr. 

I Es 27,1 ses denne sejr som en futurisk hændelse: 

Gud vil dræbe dragen i havet. 

Den nærmeste kontekst for Guds definitive 

sejr over magterne er skabelse: Ps 89,12 taler 

umiddelbart efter kaoskampen om, at Gud 

grundlagde (ds;y" yāsad) jorden, og at han skabte 

(~t'ar"b. b e rā’tām) nord og syd. Det samme er 

tilfældet i Ps 74,16-17: "Din er dagen, og din er 

natten, du har givet solen og månen deres plads". 

Og i Job 26 forbindes Guds kamp med hans magt 

over naturen, hans magt over havets vande og 

over skyernes vand på himlen. Esajasbogen 

derimod forbinder ikke kampen med skabelsen. 

I resterne fra byen Ugarit har man fundet en 

kana'anæisk tekst (fra ca. 1300 f.Kr.), hvis sprog 

og indhold minder stærkt om Es 27,1. I 

indledningen til den bevarede del af teksten 17 

siger guden Mot til Ba'al: 


"... Som du har knust Lotan, den flygtende 

slange, 

gjort ende på den bugtede slange, 

den mægtige med syv hoveder, 

skal du (selv) blive gennemboret" 18 

Lotan, som Ba'al siges at have smadret, er det 

samme som det bibelske Livjatan. Vendingerne 

den "flygtende slange" og "den bugtede slange" er 

fuldstændig parallelle med Es 27,1. Andre 

kana'anæiske tekster taler gentagne gange om 

Ba'als kamp mod Havet, som han overvinder og 

besejrer. 19 Denne kamp synes at have spillet en 

stærk rolle i kana'anæiske forestillinger. De 

bibelske tekster synes således nært beslægtede med 

mytiske forestillinger om guden Ba'als kamp med 

og sejr over forskellige kaosmagter, f.eks. Havet 

eller Livjatan. 

Repræsenterer disse gt-lige tekster et andet 

skabelsesanliggende end det, som vi møder i 

Genesis og andre tekster i GT? 

For det første skal vi være opmærksomme på, 

at myten om Ba'als kamp med Havet ikke har 

nogen skabelsesteologiske konsekvenser i de 

ugaritiske tekster. Myten er ikke nogen 

skabelsestekst overhovedet. Kaoskonflikt og 

skabelse er mig bekendt ikke kombineret i de 

hidtil kendte kana'anæiske tekster. Vi møder som 

sagt denne forbindelse i Ps 89 og 74 (og i Job 26), 

men øjensynligt ikke i de kana'anæiske tekster. 

For det andet er sammenhængen mellem kamp 

og skabelse heller ikke tydelig i de nævnte GT 

tekster. Lad os se nærmere på dem: 

Såvel Ps 74 som Ps 89 er kollektive klagesalmer. 

Guds folk befinder sig i en alvorlig krise, fordi 

fjender har erobret Jerusalem og forvandlet Guds 

helligdom til en sodet ruinbunke (Ps 74); 

Davidsdynastiet er blevet sat fra magten (Ps 89). 

Menigheden klager over, at Gud har svigtet sin 

tidligere trofasthed mod sit folk. Hvorfor holder 

Gud sin stærke hånd tilbage, spørger 74,11? V 12 

slår fast, at Gud fra ældgammel tid har været 

Israels konge og hyrde. Herefter følger i v 13 en 

række hymniske udsagn om, hvad Gud gjorde, 


33

34 


alle indledet med "du": Han fik havet til at rejse 

sig, han knuste dragehovederne og gav de afrevne 

kropsdele til havets fisk. 20 Han lod kilder vælde 

frem og udtørrede floder (v 15). Dette tyder på, 

at Ps 74,12ff sigter til en bestemt hændelse i 

Israels historie, nemlig Guds sejr over Egypten 

ved Sivhavet. Gud gjorde undere for sit folk i den 

udtørrede ørken, og da de stod ved floden Jordan, 

som var fyldt med vand. Livjatan med sine mange 

dragehoveder er med andre ord et metafor for 

Egypten, der blev besejret ved et bestemt hav, 

Sivhavet. Havet er ikke Guds modstander i Ps 74, 

men synes snarere at være på Guds side i kampen 

mod Livjatan (v 13a). 21 Vv 16-17 fremhæver 

derefter Guds magt som den, der frembringer 

døgnets skiften og årstidens vekslen. Salmisten 

minder Gud om hans herredømme på to 

væsentlige områder: da han knuste Livjatans 

mange hoveder (vv 13-14), og hans herredømme 

som skaber af planeterne på himlen (vv 16-17). 

Disse mægtige gerninger giver grundlag for at 

appellere til Gud om hans hjælp. Salmisten 

anvender det mytiske sprog for at beskrive Guds 

tidligere sejr, da han i ældgammel tid befriede sit 

folk. Men det mytiske sprog synes anvendt i en ny 

kontekst. Og sejren over Livjatan synes ikke 

knyttet sammen med skabelsen på anden måde 

end at begge dele, sejr og den vedvarende 

skabelse, skyldes Guds overvældende kraft. Es 

51,9-10 anvender uden tvivl mytens billedsprog 

om Guds magt, da han i sin tid kløvede havet og 

førte sit folk igennem og befriede det fra Egypten. 

Ps 89 klager over, at Gud har svigtet sin pagt 

med David. Salmisten holder trodsigt fast ved, at 

ingen har den magt, som Gud har (89,6-9): 

"Hvem er som du? Stærk er Herren" (v 9). Som 

et eksempel på Guds vældige styrke nævner vv 10- 

11, at Gud engang knuste Rahab og spredte sine 

fjender. Som et yderligere eksempel på Guds 

stærke hånd nævner vv 12-13, at Gud er hele 

skaberværkets herre. Men sammenhængen 

mellem sejren over Rahab og Guds skabermagt er 

ikke klar. De to omtales side om side. Er der en 


tidsmæssig og kausal sammenhæng mellem sejr og 

skabelse? Der er snarere tale om isolerede 

hændelser, der hver for sig illustrerer den Guds 

kraft, som menigheden desperat længes efter at se 

virksom igen. Der er ikke antydning af, at Gud 

grundlagde jorden som en konsekvens af sejren 

over Rahab. Begge dele viser Guds absolutte magt 

(v 14). Igen tages det mytiske sprog i anvendelse 

for at fastholde, at ingen magt i verden kommer 

på højde med Guds. 

Også i Job 26,11-14 er temaet Guds 

overvældende kraft. Her synes kampen mod 

Rahab imidlertid at indgå i en skabelseskontekst. 

Gud bekæmpede Rahab og slog slangen ihjel i 

forbindelse med, at han satte grænse mellem vand 

og det tørre land. Rahab har i Jobs bog intet med 

Egypten at gøre, men er udelukkende en 

kaosmagt. Guds sejr skal understrege Guds 

uhyggelige storhed. Derfor bør Jobs venner ikke 

tale for let om Gud. 

Hvordan er sammenhængen mellem kamp og 

skabelse da i GT? 

1. I Esajasbogen er denne sammenhæng ikke til 

stede. De mytisk-poetiske udtryk anvendes 

enten som et billede på Guds magt, da han 

førte sit folk ud af Egypten (fortiden – Es 51) 

eller som et symbol på Guds eskatologiske 

dom over alle onde kræfter på den yderste dag 

(fremtiden – Es 27,1). Dette billede bliver 

videreført i Åb 12. Selv om Es 40-55 ofte 

beskriver Gud som den suveræne skaber af 

himlen og jorden og menneskene, forbinder 

Esajas det aldrig med Guds kamp med Rahab 

og dragen i havet. 

2. I Ps 74,12-17 og 89,10-13 fremholdes Guds 

kamp mod magterne i fortiden som eksempler 

på Guds store kraft. I Ps 74 bliver mytens 

kampsprog formentlig appliceret på Egyptens 

nederlag og Guds folks befrielse. I Ps 89 er 

denne sammenhæng langt fra klar. Såvel Guds 

kamp som hans skabermagt er eksempler på 

Guds overvældende kraft, som menigheden 

desperat har brug for. Men om kampen er

forudsætningen for skabelsen, er ikke klar. 

Kun i Job 26 synes der at være en direkte 

sammenhæng. I alle tre tekster er målet at 

beskrive Guds stærke magt, ikke at beskrive, 

hvordan skabelsen fandt sted. 

3. GT har som sit særlige anliggende at 

fremholde Gud som den suveræne skaber af 

alt, både det synlige og det usynlige. Denne 

tanke står så stærkt, at GT i visse poetiske 

tekster kan alludere til bestemte forestillinger 

om Guds sejr over stærke onde kræfter, men 

uden at de sætter spørgsmålstegn ved, at Gud 

er den absolutte skaber. Kampen mod Rahab 

og Livjatan og andre kræfter er på deres 

særlige måde et eksempel på, hvordan noget 

ondt er kommet ind i det gode, som Gud har 

skabt. 

Det sidste, som her skal nævnes vedr. GTs 

anliggende omkring skabelsestanken, er, at GT 

ser frem mod en skabelse af en ny himmel og en 

ny jord (Es 65,17-25; 66,22-24), hvor det, som 

dominerer den nuværende verden, nemlig oprør, 

forkrænkelighed og død, ikke skal være mere. 

NOTER 

1. Det gælder ikke mindst G. von Rad i hans 

gammeltestamentlige teologi, Theologie des Alten 

Testaments. Vol. I-II (Müchen: C. Kaiser Verlag 

1969/1975), 149ff. Til betydningen af den gt-lige 

skabelsesteologi, se f.eks. M. Sæbø, "Creator et 

Redemptor. Om skapelsens teologiske plads og 

funksjon i Det gamle testamente", i Deus Creator. 

Bidrag til skapelsesteologien (Oslo: 

Universitetsforlaget 1971), 2-4. 

2. F.eks. den babylonske skabelsesmyte Enumah 

Elish, tavle 1 linje 1-13, efter Ulla og Aage 

Westenholz, Gilgamesh. Enumah Elish. Guder og 

mennesker i oldtidens Babylon (Spektrum 1997). 

3. Konteksten tilsiger, at rûah elohîm i Gen 1,2b 

snarere skal forstås som "Guds ånd" end som 

"Guds storm" eller "Guds vind", se C. Vang, 

"Ånden som skaberånd: Til oversættelsen af 

1.Mos. 1,2", Fønix 11 (1987), 295-300; V.P. 

Hamilton, The Book of Genesis: Chapters 1-17 


(NICOT; Grand Rapids: Eerdmans 1990), 111-15. 

4. F.eks. C. Westermann, Genesis 1-11 (BKAT I/1; 

Neukirchen: Neukirchener Verlag 19762 ), 130ff. 

5. Genesis har adskillige gange tidsadverbiet 

"dengang", enten som en gengivelse af det hebr. 

za' az (Gen 4,26; 12,6; 13,7), eller som 

konstruktionen ~AyB. beyôm + inf.constr. (Gen 2,4; 

5,1). Ingen af delene genfinder vi i Gen 1,2a. 

6. V 1 er næppe nogen overskrift til 

skabelsesberetningen. GT har aldrig overskrifter i 

form af helsætninger med verbaludsagn. En 

hyppigt tilbagevendende overskrift i Genesis er 

derimod: NN tAdl.AT hL,ae ’ēlleh tôledôt NN 

"Dette er NNs slægts(historie)", f.eks. 2,4a; 5,1; 6,9. 

7. R.H. Cronk, The Message of the Bible (Crestwood 

1982), 32 (citeret efter C.H.H. Scobie, The Ways of 

our God: An Approach to Biblical Theology (Grand 

Rapids: Eerdmans 2003), 155). 

8. Enumah Elish tavle IV linje 128-140, V 55ff og VI 

30-34. 

9. Således Westermann, op.cit. 

10. Ordret: "hele dens hær". 

11. Samme formulering findes i Dom 18,9: "Vi har set, 

hvor godt landet er". 

12. Det er muligt at opfatte den gentagne gt-lige 

formulering "Gud døder og gør levende" som en 

sammenfatning af væsentlige sider ved GTs 

gudsbillede, jf. C. Vang, "'HERREN er én!' Om 

enhed og forskellighed i Gammel Testamentes 

teologi", i Teologi for kirken. Festskrift i anledning af 

Menighedsfakultetets 25-års jubilæum 1967-1992 

(Menighedsfakultetets Videnskabelige Serie 1; 

Århus: Kolon 1993), 115-31: 123ff. 

13. Tilsvarende Job 26,10; 38,8-11; Ps 33,7; Ordspr 

8,29; Ps 104,9. 

14. Forelæsning den 4. oktober1999 over emnet 

"Skabelse og visdom i Proverbia 8". 

Forelæsningen er tilgængelig som bånd 1014 på 

MFs bibliotek. 

15. Jf. endvidere samme, "Notes on the Text and 

Interpretation of Proverbs 8:22-31", i Elie Wardini 

(ed.), Built on Solid Rock: Studies in Honour of 

Professor Ebbe Egede Knudsen on the Occasion of 

his 65th Birthday April 11th 1997 (Oslo: Novus 

Forlag 1997), 296-305. 

16. For en diskussion af spørgsmålet om indholdet af 


35

36 


menneskets gudbilledlighed, se H. Blocher, In the 

Beginning: The opening chapters of Genesis 

(Leicester: InterVarsity Press 1984), 79-94. 

17. Teksten omhandler Ba'als kamp med guden Mot; 

den videnskabelige betegnelse for den er CTA 5- 

6. 

18. Citeret efter Kana'anæiske myter og legender. 

Oversættelse med indledning og kommentar af Finn 

O. Hvidberg-Hansen. Bind I (Århus: Aarhus 

Universitetsforlag 1990), 105. Min fremhævelse. 

19. F.eks. "Ba'al og Havet" (CTA 2). 

20. Den hebr. tekst har noget ganske andet, nemlig 

"ørkenens folk". DO følger her en tekstrettelse 

som foreslået af Biblia Hebraica Stuttgartensia, og 

som mange fortolkere har taget til sig, således 

f.eks. H.-J. Kraus, Psalmen 60-150 (BKAT XV/2; 

Neukirchen: Neukirchener Verlag 19785 ). 

Tekstrettelsen forudsætter dog for store 

ændringer af den overleverede tekst, jf. Marvin E. 

Tate, Psalms 51-100 (WBC 20; Waco: Word 1990). 

21. DO 1931 oversatte derimod med "du kløvede". 

FORFATTEROPLYSNINGER 

Stilling: Lektor, cand.theol. ved Menighedsfakultetet, 

Århus. 

Karriereforløb: Født den 11. september 1953 i Herning. 

Gift med Merry og har to børn og et barnebarn. 

Student i 1972 fra Herning gymnasium. Cand.theol. 

1983 fra Århus Universitet. Skrev i 1983 en prisopgave 

over Jeremiasbogen og Jeremias' forhold til den 

deuteronomistiske bevægelse. Adjunkt i GT ved 

Menighedsfakultetet fra 1984, lektor sammesteds 

1998. I de senere år har han arbejdet med at forstå, 

hvorfor Hoseas og Deuteronomium minder så meget 

om hinanden. I den forbindelse har han bl.a. skrevet 

om Deuteronomiums baggrund og datering i IXOYC, 

vol. 23/3-4 (1996) 

ΙΧΘΥΣ | 3 | okt 06

Skabelse og kamp – ANLIGGENDET I GTS TALE OM SKABELSEN

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?