5 Tak til min kone, Anya, min ven Joy og min redaktør ... - Boghallen
5 Tak til min kone, Anya, min ven Joy og min redaktør ... - Boghallen
5 Tak til min kone, Anya, min ven Joy og min redaktør ... - Boghallen
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Iqbal Farooq på Bornholm<br />
af Manu Sareen<br />
© Politikens Forlag<br />
JP/Politikens Forlagshus A/S, 2011<br />
1. udgave, 1. oplag<br />
ISBN: 978-87-400-0004-7<br />
Printed in Denmark 2011<br />
Illustrationer: Lars-Ole Nejstgaard<br />
Omslag: Lars-Ole Nejstgaard<br />
Grafisk <strong>til</strong>rettelæggelse: Pamperin & Bech Grafisk<br />
Sats <strong>og</strong> tryk: Scangraphic<br />
Udgivet af Politikens Forlag A/S<br />
Vestergade 26, DK-1456 København K<br />
Tlf.: 33 47 07 07<br />
Politikensforlag.dk<br />
Kopiering af denne b<strong>og</strong> må kun finde sted på institutioner <strong>og</strong> virksomheder,<br />
der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer.<br />
Institutioner <strong>og</strong> virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN,<br />
skal ved ønske om kopiering hen<strong>ven</strong>de sig <strong>til</strong> forlaget.<br />
<strong>Tak</strong> <strong>til</strong> <strong>min</strong> <strong>kone</strong>, <strong>Anya</strong>, <strong>min</strong> <strong>ven</strong> <strong>Joy</strong> <strong>og</strong><br />
<strong>min</strong> <strong>redaktør</strong> Jesper Roos Jacobsen.<br />
Til alle jer børn i verden, der oplever krig, sult <strong>og</strong><br />
andre elendigheder, fordi voksne ikke kan passe på jer.<br />
<br />
Solen hang <strong>og</strong> skinnede på en blå himmel, <strong>og</strong> alle på skolen<br />
var bare glade i låget. Jeg derimod havde det en lille smule<br />
nederen, for inspektøren havde tvunget mig ind <strong>til</strong> skolens<br />
hjernedame nummer 1. Jeg stod foran hendes dør <strong>og</strong> gloede<br />
på skiltet, som jeg har gjort <strong>min</strong>dst tusind gange før: Jeanette<br />
Ølholm – skolepsykol<strong>og</strong>.<br />
– Hey, det er jo Iqbal. Vildt, mand, hvad sker der? råbte<br />
n<strong>og</strong>le bag mig.<br />
Det var Felix Lucas <strong>og</strong> Mikkel Lyx fra 5. x. De to bavianer<br />
stod i deres FCK-trøjer <strong>og</strong> gloede på mig, som om jeg var et<br />
rummonster.<br />
– Hey, hva’ så, drenge?<br />
– Oj, Iqbal, har du ikke <strong>og</strong>så lige oplevet det sygeste? spurgte<br />
Mikkel Lyx.<br />
– Tja, jo, det har jeg vel … men jeg kan sgu ikke lige huske<br />
det. Jeg nikkede mod døren. – Det er derfor, jeg skal ind<br />
<strong>til</strong> psykodamen.<br />
– Ornlig sygt, mand, sagde Felix. – Sådan at glemme det.<br />
De stod bare <strong>og</strong> stirrede på mig.<br />
– Hey, hva’ så, svinum? Nørrebros store helt! Skal du ind<br />
5
<strong>til</strong> psykokællingen, eller hvad sker der lige for dig, mand?<br />
Det var Whahib fra 9. a, der kom imod os.<br />
– Øh, tja, inspektøren sagde, at jeg skulle tale lidt med<br />
hende efter alt det, som er sket. Han mener, at jeg trænger <strong>til</strong><br />
at tale med en voksen.<br />
– Oj, er du syg i dit hoved, siden at du skal ind <strong>til</strong> psykol<strong>og</strong><strong>og</strong>oen?<br />
spurgte Felix Lucas.<br />
– Luk lige kajen, det hedder psykokællingen, sagde Whahib<br />
<strong>og</strong> rystede på hovedet. – Iqbal er sgu ikke syg. Han er lidt<br />
presset o<strong>ven</strong> i bolden <strong>og</strong> skal bare tale med en voksen. Ik’, Iqbal?<br />
– Øh, jo, jo, Whahib, den er vist god nok … bare tale med<br />
en voksen, svarede jeg <strong>og</strong> bankede på.<br />
Døren gik op, <strong>og</strong> Jeanette Ølholm stod foran mig med sit<br />
anspændte blik <strong>og</strong> sit store hår, der stod ud <strong>til</strong> alle sider.<br />
– Åh, der er du, Iqbal. Det var sandelig på tide. Hun lagde<br />
en hånd på <strong>min</strong> skulder. – Kom ind, kom endelig ind <strong>og</strong> få<br />
en diagnose eller bare en lille snak. Du har brug for det, <strong>og</strong><br />
det ved du vist <strong>og</strong>så godt selv, ikke <strong>og</strong>så?<br />
Hun rev mig ind på kontoret <strong>og</strong> smækkede døren efter<br />
mig, før jeg nåede at svare. Jeg hørte lige Felix råbe, at vi ses<br />
om en time eller n<strong>og</strong>et i den retning.<br />
– Øh, hej igen, Jeanette, sagde jeg <strong>og</strong> kiggede rundt. Kontoret<br />
lignede næsten sig selv. Der var de to store brune lædersofaer,<br />
skrivebordet <strong>og</strong> briksen, hvor jeg plejede at ligge <strong>og</strong><br />
fortælle. Bag hendes skrivebord hang der et maleri, jeg ikke<br />
havde set før. Det fores<strong>til</strong>lede en skaldet mand. Faktisk var<br />
han så skaldet, at han lignede en kæmpe diller.<br />
– Ja, hej, hej, du! sagde hun <strong>og</strong> knipsede et par gange, for<br />
jeg kunne ikke rigtig lade være med at kigge på maleriet.<br />
– Jeg har selv malet det.<br />
Hun satte sig i kontorstolen.<br />
– Det er jo ganske længe siden, at du har været her <strong>og</strong> underholde<br />
mig … øh, jeg mener, at det er længe siden, du har<br />
været her for at tale med mig, <strong>og</strong> det var sandelig på tide, at<br />
du kom, for du kan tro, at jeg har brug for … åh, jeg mener,<br />
at du har brug for at tale med mig <strong>og</strong> …<br />
Hun stoppede, <strong>og</strong> helt hvid i hovedet kastede hun sig ned<br />
på skrivebordet, sikkert fordi hun havde glemt at trække vejret.<br />
Hendes store bryster var ved at hoppe ud af blusen <strong>og</strong> flyde<br />
ind over tastaturet på skrivebordet. Hun hev efter vejret,<br />
talte <strong>til</strong> ti <strong>og</strong> kom langsomt <strong>til</strong> sig selv.<br />
– Du kan lægge dig på briksen <strong>og</strong> slappe heeelt af i heeele<br />
kroppen. Kom så, slap heeeeelt af <strong>og</strong> fortæl mig så, hvad der<br />
egentlig skete på Bornholm.<br />
Jeg satte mig på briksen. – Øh, altså, jeg kan ikke rigtig…<br />
– Er det rigtigt, at I var tæt på at blive slået ihjel? Åh, jeg<br />
glæder mig sådan <strong>til</strong> at høre om det, smilede hun <strong>og</strong> klappede<br />
i hænderne som et lille barn. – Det er jo så vildt spændende<br />
med alt det, der er sket. Nå, fortæl så, Iqbal. Ud med<br />
dine inderste følelser <strong>til</strong> en voksen <strong>og</strong> moden kvinde. Ja, alt-<br />
6 7
så en professionel voksen <strong>og</strong> moden kvinde.<br />
Hun t<strong>og</strong> en lille sort blok frem fra skuffen.<br />
– Jeg drikker lidt urtete, imens du fortæller. Og tager n<strong>og</strong>le<br />
noter, det er ret vigtigt, så vi lige kan samle op bagefter.<br />
– Okay, så. Jeg lagde mig ned. – Jeg kan altså ikke huske så<br />
meget, men det startede med, at jeg…<br />
– Åh, jeg kan altså slet ikke <strong>ven</strong>te … <strong>og</strong> tyskerne, altså, det<br />
var lige nervepirrende nok, men jeg har jo <strong>og</strong>så kun set det i<br />
fjernsynet. Hun kiggede ud ad vinduet. – Eller var de i virkeligheden<br />
fra Østrig? Nå, men fortæl, fortæl.<br />
– Altså, det startede med, at…<br />
– I øvrigt, vil du have lidt urtete?<br />
– Nej tak … altså…<br />
– Økol<strong>og</strong>isk saft?<br />
– Nej tak, heller ikke økosaft! Men det er altså nu, hvis du<br />
vil have n<strong>og</strong>et ud af mig.<br />
– Åh, ja, det må du undskylde. Nu er jeg helt s<strong>til</strong>le, s<strong>til</strong>le,<br />
s<strong>til</strong>le, s<strong>til</strong>le. Hun holdt en finger op for munden <strong>og</strong> hviskede:<br />
– Og det er dig, der siger n<strong>og</strong>et. Jeg noterer alt ned, men helt<br />
s<strong>til</strong>le. Jeg spørger ikke <strong>til</strong> tyskerne … eller Bornholm … eller<br />
<strong>til</strong> de somaliske pirater.<br />
Hvis der var n<strong>og</strong>en, som var bimlende gal <strong>og</strong> havde brug<br />
for at tale med en voksen, måtte det altså være vores skolepsykol<strong>og</strong>,<br />
tænkte jeg.<br />
– Nå, men det første, jeg husker, var, at jeg kom for sent i<br />
skole. Jeg mødte hr. Wibrandt <strong>og</strong> dr. Khan i opgangen.<br />
– Okay, fint, fint, Iqbal, god start, god start. Du trækker<br />
vejret normalt, det er fint. Hun t<strong>og</strong> mig om håndleddet. – Ja,<br />
jeg tjekker lige din puls, <strong>og</strong> den virker normal. Det er et godt<br />
tegn, men hvorfor kom du egentlig for sent, Iqbal?<br />
Jeg kom <strong>til</strong> at kigge på den skaldede mand igen. – Tja, det<br />
kan jeg ikke helt huske.<br />
– Okay, Iqbal. Mere sagde hun ikke i et par sekunder.<br />
– Okay, Iqbal, jeg tror simpelthen, vi er ude i en fortrængning.<br />
Hun lagde kuglepennen på skrivebordet. – Det betyder,<br />
at man ikke vil huske. Det kan jo være forbundet med<br />
n<strong>og</strong>et dårligt. Det er helt normalt, man kan ikke dø af det, så<br />
du kan være helt rolig. Prøv, om du kan huske … skete der<br />
n<strong>og</strong>et lige før, du kom for sent i skole?<br />
Mig <strong>og</strong> den skaldede mand havde lidt en stirrekonkurrence.<br />
Pludselig kom jeg i tanke om n<strong>og</strong>et. Hun havde sgu ret.<br />
Det var forbundet med n<strong>og</strong>et dårligt. Jeg fløj op af briksen.<br />
– Fuck, manner!<br />
– Så, så, Iqbal. Læg dig nu ned.<br />
Jeg huskede pludselig det hele <strong>og</strong> var klar <strong>til</strong> at fortælle <strong>til</strong><br />
psykodamen.<br />
– Det var jo på grund af onkel Rafig, den sindssyge bjergged!<br />
Ja, nu kan jeg huske det. Onkel Rafig, den totalt hjernelamme<br />
gangster <strong>og</strong> hans sure tæer.<br />
8 9
KapItel 1<br />
Numzi Numzi<br />
– Iqbal, vågn op, <strong>min</strong> dreng.<br />
Jeg kunne høre fars stemme, men jeg havde åbenbart mere<br />
end svært ved at komme op lige præcis den morgen.<br />
– Hrmfysja, ja, ja, jeg skal nok. Bare lige fem <strong>min</strong>utter mere,<br />
far. Bare lige fem <strong>min</strong>utter.<br />
– Jamen, der er altså ikke tid <strong>til</strong> at snorke mere, <strong>og</strong> jeg ved<br />
godt, at du kom sent i seng. De andre er allerede oppe <strong>og</strong> på<br />
vej i skole.<br />
– Ja, ja, jeg kommer nu, svarede jeg <strong>og</strong> rejste mig med lukkede<br />
øjne.<br />
Jeg orkede det bare ikke. Gad hverken lærerne eller skolen<br />
igen.<br />
– Fuck, manner, vi kom altså kongesent i seng i går, far.<br />
– Åh, ja <strong>min</strong> søn. Nævn det ikke. Jeg havde lige glemt alt<br />
om den skide skiderik <strong>til</strong> Rafig, sukkede far.<br />
Han var kommet hjem <strong>til</strong> os ret sent aftenen før. Han havde<br />
banket vildt hårdt på døren <strong>og</strong> vækket os alle sammen.<br />
Klovnen væltede ind med en stak papirer i den ene hånd <strong>og</strong> en<br />
globus i den anden, smed sin hvide jakke <strong>og</strong> sparkede sine sko<br />
af, så den ene ramte døren <strong>til</strong> vores værelse. Og det var mig,<br />
der, nærmest i søvne, samlede den op, <strong>og</strong> jeg var ikke i tvivl<br />
om, at det var onkels. Den stank af nedbrændt ostebutik.<br />
– Det var d<strong>og</strong> et sindssygt tidspunkt at komme forbi på,<br />
vrissede far. – Er du ikke klar over, at danskerne går i seng i<br />
ordentlig tid? Derfor gør vi det <strong>og</strong>så!<br />
– Rolig, Nazem, rolig. Jeg står her med den fedeste plan.<br />
Onkel Rafig smilede. – Måske den største af dem alle. Ja, du<br />
kan kalde den Planen over alle planer.<br />
Far satte sig i sofaen. – Hvad nu?<br />
Onkel Rafig sl<strong>og</strong> ud med armene. – Congo!<br />
– Congo? sukkede far <strong>og</strong> lod hovedet falde ned i sine hænder.<br />
– Jamen, Nazem, for fanden. Congo er altså stedet, hvor<br />
det sker, mand. Glem Indien, Kina <strong>og</strong> Udkantsdanmark.<br />
Congo er sgu bongo, mand.<br />
– Åh, gud, hvad har jeg d<strong>og</strong> gjort, siden jeg skal belemres<br />
med sådan en hjernedød bror? Congo, hvor herre skal bevare<br />
mig vel.<br />
Mor, Fatima <strong>og</strong> Dindua gad ikke bruge en halv nat på onkels<br />
genialiteter <strong>og</strong> listede i seng igen.<br />
Onkel foldede papirerne ud, så de næsten dækkede hele<br />
stuegulvet, <strong>og</strong> pegede som en sindssyg på en masse kruseduller.<br />
– Dette, <strong>min</strong> kære familie, er den sygeste plan i verden.<br />
– Jamen, hvad står der, Rafig? spurgte far, der kiggede ud<br />
mellem fingrene.<br />
10 11
Onkel fortalte, at han havde mødt en mand fra Congo på<br />
Hovedbanegården. Fyren hed Numzi Numzi <strong>og</strong> havde på en<br />
eller anden måde fået overbevist onkel om, at Congo var<br />
fremtiden. Det var stedet, hvor man skulle investere penge.<br />
Numzi Numzi havde <strong>og</strong>så sagt, at hvis han lige fik 10.000<br />
kroner, ville onkel få den fedeste ide, så han kunne tjene totalt<br />
mange penge nede i Congo.<br />
– Øh, onkel, du gav vel ikke ham der Numse Numzi-fyren<br />
10 kilo, vel? spurgte Tariq.<br />
– Nej, nej, Tariq. Rafig kiggede over på far. – Jeg ligger jo<br />
ikke inde med så mange penge, vel? Jeg skal blankt indrømme,<br />
at jeg var totalt på. Det er ikke hver dag, man får sådan<br />
en chance, så jeg bad Numzi om at <strong>ven</strong>te på Hovedbanegården.<br />
Og så spurtede jeg ned <strong>til</strong> Sofia K. Led på Istedgade <strong>og</strong><br />
lånte lige 10 kilo. I ved, hende den syge polske lånehaj <strong>og</strong><br />
bordelmutter.<br />
Der lød et klask fra far, der t<strong>og</strong> sig <strong>til</strong> hovedet. – Åh, nej,<br />
ikke Sofia Kastanjehjerne Led! Hun blev jo dømt for ulovligheder<br />
sammen med Anni Pølseby sidste år. Ifølge aviserne<br />
skulle hun være Djævlen selv. Jeg vil ikke høre mere, Rafig.<br />
Far holdt sig for ørerne. – Jeg vil på ingen måder høre mere.<br />
Du kan umuligt være <strong>min</strong> bror, din tyrkiske lammehjerne.<br />
– Jamen, onkel, hvad var så den fedeste ide? spurgte jeg, <strong>og</strong><br />
der blev helt s<strong>til</strong>le i stuen.<br />
– Jamen, den sygeste forretningside var, ifølge Numzi, solarier.<br />
Salg af solarier <strong>til</strong> afrikanerne nede i Congo. Og der<br />
13
kommer mere, smilede onkel. – For det topfedeste ved Numzis<br />
ide er, at det er soldrevne solarier. Så man kan tjene megamange<br />
gryn! Det bliver så stort, <strong>og</strong> jeg ved jo <strong>til</strong>fældigvis, at<br />
man ikke har elektricitet nede i negerhytterne. Det er derfor,<br />
at hele svineriet skal køre på solenergi, havde onkel stolt sagt,<br />
mens han satte sig i vores stribede læderhjørnesofa, som han<br />
faktisk <strong>og</strong>så havde skaffet os for tre år siden.<br />
– Hmm, onkel. Ikke for n<strong>og</strong>et, vel? Og ikke for at være<br />
personlig, men har du tænkt over, at folk nede i Congo nok<br />
ikke har brug for solarier? indskød Tariq.<br />
Onkel smilede <strong>til</strong> Tariq.<br />
– Du må gerne være personlig over for den skiderik, sukkede<br />
far <strong>og</strong> sank endnu dybere ned i sofaen. Samtidig skreg<br />
han et eller andet uforståeligt indisk ned i en pude, som han<br />
havde taget op <strong>til</strong> ansigtet.<br />
– Jamen, Tariq, du fatter jo intet. Der er så meget sol hele<br />
dagen lang nede i det der Congo Bongo-land. Det kan jo<br />
netop betale sig med soldrevne solarier, sagde onkel <strong>og</strong> ledte<br />
efter Congo på globussen, men endte med at pege på Colombia<br />
i Sydamerika.<br />
– Øh, tja, jeg kan ikke lige finde det der Congo-land, men<br />
Colombia, Congo Bongo, same shit. Det er sgu ulande det<br />
hele.<br />
Åh, onkel, for fanden da. Du tror sgu da ikke, at afrikanerne<br />
lægger sig ind i et solarium, når solen skinner hele dagen,<br />
sagde jeg.<br />
Onkel gav et lille hop <strong>og</strong> gloede ud i luften. Lidt efter rejste<br />
han sig <strong>og</strong> pakkede sine papirer sammen. Da han var færdig,<br />
stod han som en statue med globussen under armen.<br />
– Så forstod du det endelig, <strong>og</strong> det var vist <strong>og</strong>så på tide! Jeg<br />
var altså ved at blive lidt bekymret for dig, Rafig. Jeg kan love<br />
dig, at du endnu en gang har overbevist mig om, at du umuligt<br />
kan være <strong>min</strong> bror. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.<br />
Du skal vide, at man i Danmark siger, at æblet ikke falder<br />
langt fra stammen. Det betyder følgende for mig <strong>og</strong> <strong>min</strong>e<br />
danske landmænd: Hvis man støder ind i stammen på et æbletræ,<br />
så falder æblerne ikke så langt. Kan du forstå det, Rafig?<br />
– Øh, ikke helt, Nazem. Onkel så rundt i stuen. – Øh,<br />
hvad betyder det for mig?<br />
– Ja, for os her i Danmark betyder det, at du vist er stødt<br />
ind i stammen lidt for mange gange i dit usle liv. Derfor falder<br />
æblerne hele tiden i hovedet på dig, dunk, dunk, dunk.<br />
Og det er altså ikke så godt.<br />
– Øh, far det er nu ikke lige…<br />
– <strong>Tak</strong>, Iqbal! Det glæder mig, at du er enig med din far.<br />
Onkel nikkede <strong>til</strong> far.<br />
– Okay, okay. Ja, ja. Jeg tror vist, at jeg har fattet det … sådan<br />
n<strong>og</strong>enlunde. Øh, tja, men så går jeg vist igen, sagde onkel,<br />
men stoppede pludselig op.<br />
– Der er vel ingen af jer, der lige kan låne mig ti kilo, vel?<br />
Det der lån hos Sofia K. Led har en syg rente, you know. Den<br />
stiger med fem kilo om dagen.<br />
14 15
– Hvad, onkel? sagde jeg. – Du har sgu da ikke taget et så<br />
åndssvagt lån, mand? Når du vågner i morgen, så skylder du<br />
ikke hende Led-kvindemennesket 10 kilo, men 15 kilo, <strong>og</strong><br />
i overmorgen, så er vi oppe på 20 kilo, <strong>og</strong> dagen efter igen,<br />
så…<br />
– Okay, Iqbal, jeg tror altså, at onkel har fattet det, afbrød<br />
Tariq <strong>og</strong> forsatte: – Onkel, så er der vist ikke andet for, end<br />
at du må få et arbejde.<br />
– Tariq, for helvede. Jeg har sgu da aldrig haft et rigtigt arbejde.<br />
– De burde sætte dig på det første <strong>og</strong> hurtigste fly <strong>og</strong> eksportere<br />
dig ud af landet. Langt væk. Du bidrager ikke <strong>til</strong> vores<br />
samfund, sagde far på vej ind i soveværelset.<br />
Onkel smuttede, <strong>og</strong> vi andre var <strong>og</strong>så hoppet i seng.<br />
Han var altså skyld i, at jeg kom vildt sent i seng. Og nu havde<br />
jeg megasvært ved at komme op.<br />
– Åh, det var godt, at du kom op, Iqbal, sagde mor, da jeg<br />
omsider kom ud i køkkenet. – Din havregrød står dér, <strong>og</strong> så<br />
ses vi senere i dag.<br />
Jeg skyndte mig at fråde <strong>min</strong> morgenmad, hoppede i tøjet<br />
<strong>og</strong> piskede ud ad døren <strong>og</strong> ned ad trapperne. Jeg måtte bare<br />
ikke komme for sent. Vi skulle nemlig have Jeppe Mønsted.<br />
Der var n<strong>og</strong>en, der sagde, at han engang havde slået en ihjel,<br />
der kom for sent. På vej ud ad døren fores<strong>til</strong>lede jeg mig,<br />
hvordan han greb mig om halsen, imens han grinte sit lede<br />
grin. Jeg var lige ved at ramle ind i hr. Wibrandt, der stod på<br />
2. sal.<br />
– Hvad fanden er det for en djævelsk larm du laver, din lille<br />
terrorist? Man skulle fandeme tro, at du var på flugt fra ordensmagten,<br />
brølede han, så spyttet stod ud <strong>til</strong> alle sider.<br />
– Øh, jamen, jeg skal i skol…<br />
– Ikke n<strong>og</strong>et jamen her, <strong>min</strong> fine <strong>ven</strong>. Det kan jeg i den<br />
grad lige forsikre dig om.<br />
– Jeg skal bare i skole. Jeg kom for sent op, <strong>og</strong> nu kommer<br />
jeg <strong>og</strong>så for sent i…<br />
– Hvad fanden er den af, Iqbal? Pjækker du fra skole,<br />
knægt? Det må jeg altså nok sige. Den havde jeg godt nok ikke<br />
lige set komme. Tænk, at du, af alle mennesker, svigter<br />
den danske folkeskole. Og så med din far, der løber rundt <strong>og</strong><br />
sætter dannebr<strong>og</strong>sflag op over det hele. Han rystede på hovedet.<br />
– Tja, Iqbal, du skuffer mit gamle danske livgarderhjerte,<br />
det skal du altså lige vide.<br />
– Øh, æh, næ, jeg pjækker altså ikke. Det er jo bare, fordi<br />
onkel kom ret sent i går <strong>og</strong>…<br />
– Næ, nej, du kan godt spare dig, lille <strong>ven</strong>. Jeg er nu ret<br />
skuffet, Iqbal. Mig, der troede, at du <strong>og</strong> din fremmede familie,<br />
som vi har taget os så godt af i dette land, var begyndt blive<br />
en del af fællesskabet, afbrød hr. Wibrandt <strong>og</strong> fortsatte:<br />
– Jeg troede, at I pakistanere havde lidt mere respekt for den<br />
gæstfrihed, som vi trods alt byder jer fremmede fugle her i<br />
Dannevang. Det har bestemt ikke været let, men vi har d<strong>og</strong><br />
16 17
udt jer velkommen. Her i gode gamle Danmark, som er et<br />
yndigt land, snøftede han med den ene hånd på sit hjerte.<br />
– Vi er nu indere.<br />
– Ja, ja, ja, for pokker. Det er vel alt sammen det samme<br />
nede i Arabien, Afrika, eller hvor fanden I kommer fra. Iqbal,<br />
er du klar over, at dengang jeg var lille, så kunne man ikke<br />
bare regne med at komme i skole? Næ, du, dengang var vi<br />
altså slet ikke så heldige. Jo, lige bortset fra søndagsskole. Der<br />
fik vi sgu o<strong>ven</strong> i købet prygl, Iqbal. Ja, prygl, morgen, middag<br />
<strong>og</strong> aften. Og ved du hvad, det får man sgu rigtige mandfolk<br />
ud af. Ikke alt det der med kreative fag <strong>og</strong> rundkredspædag<strong>og</strong>ik.<br />
Vorherre bevares, det er sgu ikke <strong>til</strong> at holde ud. Jeg<br />
brækker mig sgu over al den blødhed, Iqbal.<br />
Dr. Khan trådte ud af sin lejlighed, hvilket stoppede hr.<br />
Wibrandt et par sekunder.<br />
– Ja, hvad fanden giver du, Khan? Den lille bandit pjækker<br />
sgu fra den danske folkeskole.<br />
– Jamen, jeg pjækker altså ikke, for…<br />
Nu var det dr. Kahns tur <strong>til</strong> at ryste på hovedet. – Åh, Iqbal.<br />
Er du klar over, at der, hvor <strong>min</strong> familie kommer fra i Pakistan,<br />
er det kun dem, der har mange penge, som kan sende<br />
deres børn i skole?<br />
– Der kan du sgu selv høre, Iqbal. Jeg har lige sagt det samme<br />
<strong>til</strong> knægten, sagde hr. Wibrandt <strong>og</strong> gav dr. Khan et klask<br />
i ryggen, så Khans briller var ved at flyve væk.<br />
– Og tænk engang, Iqbal, sagde dr. Khan <strong>og</strong> rettede på<br />
sine briller. – Tænk engang på din stakkels farfar i Indien,<br />
som måtte slide <strong>og</strong> slæbe, så din far kunne komme i skole.<br />
Der er mange børn rundtomkring i verden, der drømmer<br />
om at komme i skole, Iqbal.<br />
De <strong>min</strong>dede om et gammelt ægtepar, der var gået amok.<br />
Det var umuligt at få taletid, så jeg kunne ikke gøre andet<br />
end at <strong>ven</strong>te på, at de var færdige.<br />
– Okay, okay, jeg har fattet det. Men gider I at fatte, at jeg<br />
ikke fatter, at I ikke fatter, at jeg ikke pjækker! Jeg har bare<br />
sovet over mig, <strong>og</strong> nu kommer jeg endnu mere for sent, fordi<br />
I to tanter har opholdt mig her på trappen. Fatter I det?<br />
Min lærer slår mig sgu ihjel. Fatter I det?<br />
De blev begge s<strong>til</strong>le <strong>og</strong> kiggede overrasket på hinanden.<br />
– Så kom d<strong>og</strong> af sted, knægt, i stedet for at, øh, hænge her<br />
i opgangen, sagde hr. Wibrandt. Kort tid efter smækkede de<br />
deres døre samtidig.<br />
Jeg piskede ned ad trapperne, op ad Blågårdsgade, forbi<br />
grønthandleren Baba Ganus, der bar en masse kasser med<br />
coladåser ind fra sin ridsede varev<strong>og</strong>n. Jeg nåede lige at vinke<br />
<strong>til</strong> både ham <strong>og</strong> frisøren Rubin, der stod <strong>og</strong> klippede sine næsehår.<br />
Det gjorde han altid, når der ikke var kunder. Jeg løb<br />
videre ad Korsgade, ind<strong>til</strong> jeg kom <strong>til</strong> Blågårdsskole. Der var<br />
helt s<strong>til</strong>le i skolegården. Den første time var allerede begyndt.<br />
Fuck! Danmarks ledeste lærer, Jeppe Mønsted, <strong>ven</strong>tede. Mega<br />
nedtur. Det var tredje gang i denne uge, jeg kom for sent.<br />
Og det var kun onsdag.<br />
18 19