Det gamle bådebyggeri i Snekkersten - Handels- og Søfartsmuseet

132
Skibet „Elisabeth" af København, kapt. Caleb Hyatt, oversejler den engelske
kaperkutter „Lord Nelson" i Kanalen 14/12 1805. — Farvelagt tegning
af Jacob Petersen (?). — Handels- og Søfartsmuseet.
„Elisabeth", der snart kaldes en bark, snart en pinke, er bygget i Norge
1800. Den var på 75 læster. 1802 købtes den af agent Duntzfeldt fra Ph.
Ryan. Skibets første rejser (1802-03, 1803-04) gik til St. Croix. 1804,
da det var overgået til Christmas, Terborch & Co., udrustedes det til en
rejse til Isle de France (Mauritius). Det førtes af kapt. Caleb Hyatt, der
var født i New York, rnen som 1798 havde taget skipperborgerskab i København
; han havde tidligere ført skib til Ostindien et par gange. Skibet
nåede bestemmelsesstedet 29/4 1805. Det vides ikke, hvad det skulde hente
af varer dér. På tilbagerejsen blev skibet i december opbragt af den
engelske kaperkutter „Lord Nelson" og ført til Guernsey, en af de engelske
kanaløer, til nærmere undersøgelse. Det blev frigivet ved admiralitetsrettens
dom af 6/3 1806. Danmark var på det tidspunkt ikke i krig med England,
men Mauritius, som det havde anløbet, var jo rigtignok fransk, hvad der
vel har givet anledning til opbringeisen. „Elisabeth" hjemkom kort efter
til København. Det gik atter ud 1/12 1806, nemlig til Ostindien under
kapt. Landgreen, men denne gang slap det ikke så nemt. Det blev beslaglagt
af englænderne i Kalkutta i januar 1808.
Billedet er usigneret, men er formentlig tegnet af Jacob Petersen efter
en skitse af skibets 2. styrmand S. Nielsen.

133
S/S „Anglo-Dane" af København, Det Forenede Dampskibs-Selskab. -
Maleri af J. Dahl 1879. - Handels- og Søfartsmuseet.
Jernskruedampskibet „Anglo-Dane" blev bygget af A. Leslie & Co. i
Hebburn (ved Newcastle) 1866. Kendingsmål: 203'4" X 26V X 14A";
tonnage : 806 brt., 564J/2 nrt., o. 860 tdw. Det var et af de største dampskibe
i landet dengang. Maskinen udviklede 360 ihk., og farten var 8/2-9
knob. Det var skonnertrigget. Den initiativrige reder C. P. A. Koch forsøgte
sammen med engelske forretningsvenner at starte et selskab, The Anglo-
Danish Steam-Navigation Cornp., 1866 og bestilte straks fire dampskibe
dertil. Planerne blev imidlertid kuldkastede på grund af pengekrise i England.
For at bevare de 4 udmærkede skibe for Danmark og for at hjælpe
Koch fik C. F. Tietgen, der økonomisk stod bag ham, ideen til at stifte Det
Forenede Dampskibs-Selskab, hvori de fleste eksisterende danske ruteselskaber
før eller senere indgik med deres flåde, tillige med de nævnte 4 nybygninger
(„Anglo-Dane", „Dagmar", „Thyra" og „Valdemar").
„Anglo-Dane" indsattes 1867 i Islandsfarten, men den overgik ret
snart til Nord- og Østersøtrafikken, specielt i ruterne fra Konigsberg til
Hull og på andre Østersøhavne. Det var i de år, hvor der var rift om at
sikre sig korntransporterne fra Rusland til England. - Skibet blev ombygget
1874. Bortset fra småuheld sejlede det støt og roligt, indtil det den 21/10
1917 forliste på en rejse (med kullast) fra South Shields til Helsingør i
konvoj ud for Lerwick (Shetlandsøerne), idet det enten ramtes af en torpedo
eller blev minesprængt. Det brækkede over i to dele og sank i løbet
af 5 minutter. En af fyrbøderne omkom, de øvrige af besætningen reddedes.

134
Det gamle bådebyggeri i Snekkersten. - Tegning af Carl Baagøe 1:880. -
Handels- og Søfartsmuseet.
Langs vore kyster er der i tidens løb opstået talrige større og mindre
træskibsværfter og bådebyggerier, beregnet på at opfylde de lokale krav,
søfarten og fiskeriet har stillet. Ikke så få af dem eksisterer endnu.
Et par kilometer syd for Helsingør ligger fiskerlejet Snekkersten med
en lille havn og med et bådebyggeri, anlagt o. 1873-74, og tilhørende havnen.
Den populære reportagekunstner, Carl Baagøe, tegnede det en tidlig
forårsdag 1880. Til venstre ses værkstedsbygningen med et løbetøj foran
til udhaling af bådene. På pladsen ligger kævler, råt tilhugget tømmer og
rundholter; en større, klinkbygget fiskerbåd er under kalfatring. Bag den
ses flere optrukne både. Til højre skimtes havnens lige anlagte nordmole,
og i baggrunden fås et glimt af Sundet. Den dag i dag eksisterer bådebyggeriet
på samme sted, og værkstedsbygningen står omtrent som den ses
på billedet, dog uden den morsomme vejrfløj. Der er opført en ny værkstedsbygning
ud mod havnen nu ; forøvrigt var det ret sent, at bådebyggeren
gik over til maskinel kraft, - han holdt længe fast ved de gamle
metoder. Der er nu planer om at ombygge den gamle bygning.
Takket være Tuborgfondet har Handels- og Søfartsmuseet som bekendt
i de sidste 15-20 år gjort et stort arbejde med at tilvejebringe oplysninger
om ældre dansk skibs- og bådebyggeri. En hel del gamle skibstømrerredskaber
er indsamlet, og museets modelbygger, Chr. Nielsen, har opmålt
omtrent 70 lokale fartøjstyper fra hele landet og bygget modeller af en
del af dem.

!35
Vejerboden ved Vestindisk pakhus i København. - Laveret tuschtegning
af Martinus Rørbye 1826. - Handels- og Søfartsmuseet.
Mellem havneløbet og Ny Toldbodgade, syd for Københavns toldbod,
ligger stadig en række store pakhuse. De fleste af dem er opført i 1700'erne.
den såkaldte „florissante" handelsperiode, enten af kompagnierne eller af
datidens storkøbmænd: Toldbodpakhus (nu Kieler pakhus, 1 777~79)5 Vestindisk
handels pakhus (1780-81), de Conincks pakhus (nu Gule pakhus,
o. 1780), etatsråd Bruuns pakhus (nu Blå pakhus, 1781-83) og Østersøiskguineiske
kompagnis pakhus (nu korntørringsmagasiner). Den smukkeste
af disse karakterfulde nyttebygninger er sikkert Vestindisk pakhus, der ligesom
Kiel'er og etatsråd Bruuns og vist også de Conincks pakhuse er bygget
af C. F. Harsdorff i en enkel stil, passende til bygningernes funktion. Som
bekendt findes der i Vestindisk pakhus i 7. etage under gavlen et sjældent
fornemt interiør bevaret, det såkaldte „kongeværelse", i klassicistisk stil,
med paneler og pilastre i hvidt og guld, med indsatte tapeter og spejle i
smukt udskårne rammer, med møbler, tegnet af arkitekten, og med et
kronekompas under loftet. Værelsets navn skyldes, at kronprins Frederik
(VI) 1801 fulgte slaget på Rheden herfra. Rummet er for få år siden
blevet restaureret.
Pakhuset er bygget af Det kgl. vestindiske Handelsselskab (oktroj 11/5
1778), der havde en kortvarig blomstringsperiode, takket være Danmarks
kloge neutralitetspolitik under stormagtskrigene.
Rørbyes tegning viser den åbne vejerbod, som er anbragt mellem bygningen
og bolværket. Man skimter den store balancevægt imellem buerne i
tåxnets underdel. Til højre ser man lidt af havnen med dens småskibe, over
til Flådens leje, hvor der ligger et aftaklet orlogsskib.

i36
Overkøbmand i Guinea, senere sukkerraffinadør i København L. F. Rømer.
- Portrætstik af G. W. Baurenfeind i 760 efter G. M. Fuchs. - Handels- og
Søfartsmuseet.
Ludvig Ferdinand Rømer er født 1714 i Elsfleth (Oldenborg) og kom
som ung mand til København. 1 739 blev han ekstraordinær underassistent
på Christiansborg i Guinea, hvor han viste sig pligttro og dygtig, så han
steg til overassistent. Han blev afsat 1 744 af en uduelig guvernør og vendte
hjem, men 1746 kom han ud igen som købmand. Foruden at passe kompagniets
sager udmærket tjente han selv en del penge. Da han 1749 blev
udset til guvernør., foretrak han imidlertid at rejse hjem på grund af
klimaet, der havde taget stærkt på ham. I København fortsatte han sin
købmandsvirksomhed og fik 1754 privilegium som sukkerraffinadør. Han
døde 1776. - Under sit ophold hjemme fulgte han stadig forholdene i
Guinea med største interesse: i mellemtiden (1754) havde staten frigivet

J 37
handelen, så privat virksomhed kunde udfolde sig. I bogen „Tilforladelig
Efterretning om Negotien på Kysten Guinea" (i75 6 ) fremsatte han sine
forslag til handelens forbedring, bl. a. slavehandelen, som dengang var den
vigtigste. Mest kendt er hans „Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea"
(1760), hvori han giver en fyldig beskrivelse af de danske etablissementer
på Guldkysten, af de øvrige europæiske staters handel og kolonisering dér,
samt af negrenes liv, skikke, overleveringer, religion osv. Han har 1 sm
fritid studeret en del arkivalier på Christiansborg og brugt dem til sine
historiske oversigter, men størsteparten af bogen har han skrevet ud fra
sine egne erfaringer og fra negrenes beretninger. Bl. a. har han meget
at fortælle om fetischvæsenet. Selv om hans sorte hjemmelsmænd nok har
bildt ham en del fejlagtige ting ind, - i moderne tid er bogen endda blevet
karakteriseret som „overmåde upålidelig" -, er den meget morsomt at læse
og giver et sympatisk indtryk af forfatteren og hans færden dernede. Bogen
er en blanding af memoirer og facts. Rømer giver højst interessante billeder
af forholdene blandt europæerne på kysten Guinea og kritiserer mange
personer uden dog at nævne navne. Han er opsat på at give besked om
det, som ingen anden forfatter har fortalt om. Bogen må stadig have værdi
som etnografisk kildeskrift.
Biskop Erik Pontoppidan, der havde læst Rømers optegnelser, opfordrede
ham til at udgive dem og forsynede bogen med en fortale, hvori han
nævner det ønskelige i, at verdens indbyggere bliver hinanden noget bedre
bekendte end før, hvad Rømers „merkværdige og ligesaa troeværdige Skrift"
bidrager til. Pontoppidan kommer ind på et slags forsvar for negerhandelens
berettigelse, idet han siger, at en negerslaves kår i Vestindien er langt
bedre end i Afrika; han kunde dog ønske, at man til gavn for de sortes
udødelige sjæle vilde give dem kristelig undervisning. Udfra moderne
tankegang kunde der nok indvendes ikke så lidt mod de biskoppelige
argumenter.
Et håndgribeligt minde fra Rømers virksomhed i København haves i
Nyhavn 11, hvor hans sukkerraffinaderi lå. Over porten ses en forgyldt
mandsfigur, iført lang frakke og med en vældig sukkertop i hver hånd.