Til forsvar for nostalgien

Marianne Jørgensen
22 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

Til forsvar for nostalgien
“Det er jo den rene
nostalgi” hører man ofte
i miljødebatten, og når
det siges er det sjældent
i et bifaldende tonefald.
Af Peter Mortensen
Ordet “nostalgi” består af de
græske ord “nostos”, som betyder
tilbagevenden, og “algia”,
som betyder smerte. Nostalgien
sætter ord på det moderne menneskes
hjemve efter dét, som kom
før det moderne. Nostalgikeren
længes efter førmoderne værdier
– harmoni, fællesskab, naturlighed,
bæredygtighed – fordi disse
opfattes som mangelvarer i et
højeffektivt forbrugersamfund.
Nostalgi opstod som et medicinsk
begreb, og længe tog man
nostalgien yderst alvorligt, ikke
mindst indenfor psykiatrien. Så
sent som under 2. Verdenskrig
brugtes begrebet til at diagnosticere
den specielle melankoli som
forfulgte mennesker – specielt
professionelle soldater – der havde
tilbragt for lang tid hjemmefra.
Folk fra bjergrige lande som
Norge og Schweiz var angiveligt
specielt prædisponerede for nostalgi.
Lidelsen kunne kun helbredes
ved hjælp af øjeblikkelig
hjemsendelse, ellers risikerede
man at dø af nostalgi.
I dag er vi mere tilbøjelige til
at opfatte nostalgi som en uproduktiv,
barnagtig og i værste fald
destruktiv følelse. Nostalgien har
tillige et uheldigt ry for at alliere
sig med reaktionære tendenser i
tiden. Nostalgien, hedder det sig,
er en form for hykleri, som fjerner
fokus fra reelle problemstillinger,
idet den opdigter en fortid,
som aldrig har eksisteret.
Nostalgien benægter de indlysende
forbedringer, som moderniteten
har medført; den skaber et
vrangbillede af en renskuret fortid
uden krige, slaveri, klasseforskelle,
kvindeundertrykkelse og
tårnhøj spædbørnsdødelighed.
Disse anklager indeholder
alle mere end ét gran af sandhed,
og de bør absolut tages alvorligt.
Det er imidlertid bemærkelses-
værdigt, hvor ofte nostalgi-kritikken
fremsættes af deltagere i
miljødebatten – det være sig erhvervsledere,
intellektuelle, videnskabsfolk,
embedsmænd eller
politikere af forskellige observanser
– som ønsker at delegitimere
alternative synspunkter. I
polemikken om den midtjyske
motorvej fra Århus til Herning
eller debatten om indførslen af
genmodificerede fødevarer er det
f.eks. en standardmanøvre for
tilhængerne at stigmatisere modstanderne
som “nostalgikere”.
For usentimentale “realister”
er nostalgien ikke blot et harmløst
irritationsmoment men en
farlig patologi, som må og skal
bekæmpes. Tiden kræver fleksibilitet
og omstillingsparathed,
hvis vi skal kunne klare os i en
stadig mere konkurrencepræget
verden. Men nostalgikerne klamrer
sig infantilt til noget, som de
knap nok ved hvad er, og som
måske aldrig rigtig har eksisteret.
Det bagudvendte blik blokerer
for de strukturreformer, som
skal bringe det moderne projekt
tilbage på skinnerne, og forsinker
således samfundets næste
store spring fremad.
Korrektiv til fremskridtet
Der er ingen tvivl om at nostalgien
kan tjene og i visse tilfælde
har tjent suspekte formål, men
jeg vil alligevel i denne sammenhæng
forfægte det modsatte argument.
I en tid hvor den blinde
udviklingstro har spillet fallit
men alligevel fortsat bestemmer
dagsordenen, kan nostalgien udfylde
en anden funktion og ses i
et betydelig mere positivt lys.
Nostalgien kan opfattes som et
vigtigt og nødvendigt korrektiv
til den rent mekaniske fremskridtstanke,
hvis fortsatte hærgen
vi kan måle og iagttage overalt i
det naturlige landskab.
Nostalgikeres tanker kredser
typisk om tilstande, som præges
af social og økologisk ligevægt:
Edens Have, Arkadien, Barndommens
Lykkeland, De Gode
Gamle Dage, Det Organiske
Samfund. Sådanne ideal-billeder
er måske naive og i sidste instans
urealiserbare – det ved den intelligente
nostalgiker i øvrigt også
godt. Man kan ikke vende tilbage
til udgangspunktet, og i de fleste
tilfælde ville det næppe være
ønskværdigt.
Pointen er imidlertid, at nostalgiens
myter ikke blot kan
føre os på vildspor – de kan også
inspirere vore forsøg på at forestille
os en tilværelse, som byder
på andet og mere end større biler,
bredere motorveje, hurtigere
internetforbindelser og mere effektive
lykkepiller. Nostalgikeren
kaster grus i industrisamfundets
evigt kværnende maskineri ved
at forestille sig et radikalt – for
ikke at sige utopisk – alternativ
til det bestående. Nostalgikeren
insisterer på, at ikke alle former
for fremskridt er af det gode, og
at livet i fortiden i hvert fald på
nogle punkter tilbød mere tilfredsstillende
vilkår for en menneskeværdig
eksistens. Nostalgien
er således ikke udelukkende fokuseret
på fortiden, men peger
på én gang tilbage og fremad.
Nostalgiens forsvarere
Filosoffer, digtere og forfattere har
været dygtige til udnytte nostalgiens
kritiske potentiale. Schweizeren
Jean-Jacques Rousseau chokerede
Europas intellektuelle, da
han i midten af det 18. århundrede
fremmanede ideen om
“den ædle vilde”. Den selvsamme
primitive skabning, som længe
havde tjent oplysningsfilosofferne
som skræmmebillede på en
brutal og barbarisk urtid, havde
ifølge Rousseau levet et relativt
idyllisk liv, fri for de mangfoldige
lidelser, som plagede neurotiske
moderne mennesker. Pointen
med Rousseaus polemik var naturligvis
ikke, at Europas ind-
byggere straks burde vende tilbage
til “naturtilstanden”, selv
om han ofte blev læst på denne
forenklede måde. Pointen var
snarere at udfordre Oplysningstidens
forestilling om, at fremtiden
altid og på alle punkter forbedrer
på fortiden. Efter Rousseau
blev det vanskeligere at ignorere
nostalgiens vigtigste indsigter –
at fremskridtet på visse punkter
skaber flere problemer end det
løser, og at vores jagt på materiel
velfærd har omkostninger, både
”Nostalgiens myter kan inspirere os til en
tilværelse, som byder på andet og mere
end større biler, bredere motorveje,
hurtigere internetforbindelser og mere
effektive lykkepiller”
for os selv og for andre.
I populære digte som “Jeg er
født på Jyllands sletter” (1901)
overdriver digteren Jeppe Aakjær
skamløst, hvor idyllisk livet formede
sig på hans barndoms
midtjyske bøndergårde i tiden
før det moderne gennembrud:
Koen stod med reb om øret
ved en frønnet vognkæp bunden,
med en kat på hver sin side
og med drøvets drevl af munden.
Inde var kun lavt til loftet,
månen kasted lys i stuen,
bedstefar i lædertrøjen
stavred om ved skorstensgruen.
Mor gled ind ad frammesdøren,
slæbende på malkespanden,
snart har koens varme drikke
fyldt hver barnekop til randen.
Aakjærs nostalgiske hjemstavnsdigtning
provokerede hans fæller
blandt socialdemokrater og
radikale, som mente, at den indignerede
stridsmand måtte
være blevet blødsøden på sine
gamle dage. Men Aakjærs strategi
var mere kompliceret end
som så. Han forklejnede ikke de
negative aspekter ved det gamle
agrarsamfund – snarere tværtimod,
som det fremgår af digtet
TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 23

om “Jens Vejmand” (1905).
Men Aakjær brugte sin digtning
til at gøre opmærksom på visse
kvaliteter ved gammellivet, som
han mente burde bæres videre
ind i den moderne tidsalder.
Rationaliseringen af landbruget
og den deraf følgende affolkning
af landdistrikterne var i fuld
gang. Men var bevægelsen fra
land til by, fra husmandssted til
lejekaserne, virkelig en forbedring
af levevilkårene for jævne mennesker?
Aakjær havde, som alle
nostalgikere, sin tvivl.
Et tredje eksempel på den
kritiske nostalgi er J.R.R. Tolkiens
Ringenes Herre-trilogi. Der er
ingen tvivl om, at Tolkien selv
var nostalgiker. Instruktøren
Peter Jackson har således udtalt,
at Tolkien “så ringen som en
metafor for maskinen. Han hadede
industrien og måden, hvorpå
befolkningen specielt i England
var blevet slaver af fabrikkerne,
da den industrielle revolution
ramte landet i 1850’erne. For
ham handlede ringen om at miste
sin frie vilje, ligesom man
gør, hvis man er fabriksarbejder.
Maskinen gør dig til slave og
forhindrer dig i at fungere og
tænke selv.”
Efterkrigstidens undergangsstemning
farvede utvivlsomt
Tolkiens pessimistiske syn på
den vestlige industricivilisation.
Under deres rejse forfærdes Sam
og Frodo over Mordors forurenede
luft, ødelage skove og udpinte
jord. Tolkiens besked er
klar. Teknologien har til formål
at frigøre menneskene fra naturens
tyranni, men hvis den gives
ubegrænsede udfoldelsesmuligheder
vil den skabe en dæmonisk
kraft, som reducerer alle levende
skabninger – inklusive menneskene
selv – til råmateriale for
produktion. Hvis fornuften dyrkes
som en Gud, vil den kamme
over og blive til vanvid. For meget
oplysning indhylder verden i
uigennemtrængeligt mørke.
Tolkien var en naturelsker,
som mente at andre levende
skabninger – dyr, planter og især
træer – havde værdi i sig selv og
burde behandles med respekt.
Hobbitternes loyalitet overfor
Herredet, hvor Ringenes Herre
begynder og slutter, er ikke udelukkende
en social følelse rettet
mod andre hobitter. Den indbefatter
også en bredere kærlighed
til naturen, en naturfølelse som
aldrig er abstrakt økologisk,
men som altid konkretiseres i
hobbitternes omsorgsfulde omgang
med de ting, der omgiver
dem. Tolkiens bøger inviterer
læseren indenfor i en komplet
førmoderne verden, der føles
som et tabt hjemsted.
Nostalgi, javist, men Tolkiens
nostalgi er ikke af den slags, som
skaber virkelighedsflugt og får
folk til at melde sig ud af samfundet.
Tværtimod, det er en nostalgi
af den kritiske og – tør man
sige – progressive slags. Tolkien
anfægter det moderne verdensbillede
på forskellige måder,
f.eks. når han relativerer modsætningen
mellem “primitive”
og “civiliserede” samfundsformer.
Hvem er til syvende og sidst mest
“primitive” – de fredeligt agerdyrkende
hobbitter eller Saurons
gryntende, krigeriske Orker?
Hvis det moderne samfund
skal gøres beboeligt og bæredyg-
Marianne Jørgensen
tigt, må vi bl.a. søge inspiration i
vores nostalgiske forestillinger
om fortiden. Nostalgien fornægter
ikke blot virkeligheden, for
den er en langt mere kompliceret
følelse, som kombinerer længsel,
erindring, drøm og håb. Nostalgien
er, ligesom poesien og fantasien,
en vigtig ressource for
moderne mennesker, for den gør
os i stand til at tænke selvstændigt.
Hvis fremskridtet ikke kan
rumme plads til Det Gode Liv,
fortjener det måske slet ikke betegnelsen
fremskridt. Hvad er
fremskridt overhovedet for en
størrelse? Giver det mening at
kalde en udvikling for fremskridt,
hvis den afvikler netop de kvaliteter,
som har gjort livet værd at
leve?
En ægte nostalgi sætter fremskridtet
til debat. Og netop derfor
kan nostalgien meget vel vise sig
at være den eneste fremtid, vi har.
Peter Mortensen er lektor i engelsk
ved Aarhus Universitet
(engpm@hum.au.dk).
24 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

Bendt Ulrich Sørensen: Banale Udsagn II (økonomi), 2003. Træsnit.
TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 25