Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Indholdsfortegnelse
Forord s. 4
Indledning s. 4
Romantikken – nationen, folket og individet s. 4
Danske professorers konstruktion af et mere moderne individ s. 6
Problemformulering s. 7
Metodiske overvejelser s. 7
Videnskabsteori og metode i forbindelse med den kvalitative hermeneutiske
analyse jeg anvender ved besvarelsen af spørgsmål 1, og i forlængelse heraf
begrundelse for ekstra afsnit i projektdesign, operationalisering og
problemafgrænsning s. 8
Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning s. 11
0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til
1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer s. 14
Oplysningstiden s. 14
Idealismen s. 15
Immanuel Kant s. 15
De tyske idealister s. 16
Heinrich Steffens s. 17
Niels Treschow s. 19
1

0a. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige
Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819 s. 21
Ontologisk position s. 21
Livet som ontologisk fænomen s. 22
Det vegeterende liv s. 23
Det dyriske liv s. 24
Konklusion: Det åndelige menneskelige liv s. 24
De uorganiske ting s. 25
1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’
udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819? s. 25
Individet s. 26
Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform s. 27
Personlig frihed s. 29
Selvbevidsthed s. 29
Fornuft s. 30
Samvittighed s. 31
Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse s. 32
Følelser s. 32
Jeghedsfølelser s. 32
Universelle følelser s. 34
Sympathetiske følelser s. 34
Kærlighed s. 35
2

1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’
udlagt i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828? s. 35
Det pathologiske s. 35
Drift s. 36
Sympathetiske og egoistiske drifter s. 38
Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal s. 39
Første hovedtrin – naturtilskyndelsen s. 39
Andet hovedtrin – forstands- eller fornufttilskyndelsen s. 40
Tredje hovedtrin – karaktertilskyndelsen s. 40
Fjerde hovedtrin – livet i Gud s. 41
2. Summary s. 42
Litteraturliste s. 43
3

Forord
Jeg har valgt at gøre Sibberns psykologiske værker fra 1819 og 1828 til kilder for, hvordan man i
akademiske kredse i en lang periode i 1800-tallet omtrent har opfattet begreberne individ,
personlighed og personlig frihed, netop da disse værker og indholdet af disse i meget høj grad blev
anvendt på Københavns universitet og dermed må anses som en fælles akademisk reference for,
hvordan disse fænomener blev sat på begreb. I hvert fald har generationer af akademikere været
tilhørere til forelæsninger, hvor Sibbern har forelæst i psykologi, og indholdet af disse
forelæsninger må have afspejlet, hvordan Sibbern i sine værker om emnet fremstillede disse
fænomener. Stort set alle studerende, der ankom til Københavns universitet i perioden 1813 til
1869, har måttet tilegne sig dele af Sibberns psykologi, da de skulle til eksamen i emnet for at
gennemføre det filosofikum, der var portalen til de videre universitetsstudier.
Specialet vedrører også, hvordan psykologien opstår som en akademisk disciplin på Københavns
Universitet, men som hjemhørende under filosofien.
Da Sibbern formulerer hele sin psykologi og dermed også begreberne individ, personlighed og
personlig frihed i overensstemmelse med sin fortolkning af kristendommen, så tenderer Sibberns
psykologi imod at være en religionsfilosofi med vægten på dets betydning for det antropologiske,
og på visse steder bevæger han sig ind på områder, der ellers varetages af teologer. Derfor kommer
dette speciale til at omhandle emner og begivenheder, som jeg vil betegne som hjemhørende under
dansk religionshistorie.
Indledning
Romantikken – nationen, folket og individet
Claus Bjørn skriver i bogen Danmarkshistorien, bind 10, 1800-1850 på side 165, at romantikken
var ’en epoke i europæisk kulturhistorie, der strakte sig fra sidst i 1700-tallet til ind i 1830’rne’.
Bjørn skriver videre om romantikken, at bevægelsen i øvrigt er svær at sætte på formel, men at den
indebar et budskab om at frigøre jeg’et i forhold til dagligdagen og fornuften ved hjælp af fantasi og
inspiration, der skulle løfte mennesket ind i en oplevelse af en altomfattende guddommelig
sammenhæng, som gennemtrængte alle levende væsner. (Bjørn, 2003, 165) I den romantiske
litteratur opdagedes folket, og det jævne menneske ’repræsenterede ofte ..(..).. det ideale,
ureflekterede liv i pagt med den guddommelige ordning, som ikke mindst naturen var udtryk for’.
(Bjørn, 2003, 166)
Romantikken fik vidt forskellige udformninger rundt omkring i Europa, men i Danmark, hvor
romantikken slog igennem i årene efter 1800, var romantikken fuldstændigt domineret af den tyske
4

omantik og fik et i øvrigt et afdæmpet og harmonisøgende præg, der farvede både litteratur, kunst
og videnskabelig tænkning. Romantikken havde også i Danmark stor gennemslagskraft, blandt
andet ved at en lang række centrale begreber som personlighed, frihed, menneske- og samfundssyn
og nationalitet her bliver givet et meningsindhold, som rækker langt ind i en senere tid. 1 (Bjørn,
2003, 165-168)
Bjørn skriver, at romantikken blev introduceret i Danmark ved Heinrich Steffens’
forelæsningsrække i København, der indledtes den 11. november 1802 (Bjørn, 2003, 169), hvor der
sad mange af den kommende tids kulturpersonligheder og videnskabsmænd som tilhørere. Iblandt
andre Adam Oehlenschläger, Steen Steensen Blicher, Jakob Peter Mynster, Nikolaj Frederik
Severin Grundtvig, Hans Christian Ørsted, Anders Sandøe Ørsted og Frederik Christian Sibbern. 2
(Korsgaard, 2004, 208)
Steffens bringer historiefilosofien til Danmark, og forestillingen er den, at der er en parallel
sammenhæng imellem individet, nationen og hele menneskeslægten:
’Som det enkelte Menneskes Tilværelse er en Række af Tildragelser, hvis indvortes foreenende
Princip hans inderste Væsen selv er, saaledes bestaar Nationernes Historie af en Række afvexlende
Begivenheder, i hvilke det enkelte Individs falder med – og den hele Menneskeslægt, Nationerne
selv i deres Conflict, drives gjennem tusendfold Forandringer til et Maal, som ingen kjender. I
denne uendelige Vexelvirkning, hvis indvortes skabende Princip er os ubekjendt, virker hele
Menneskeslægten tvingende paa enkelte Nationer og Nationerne tvingende paa ethvert enkelt
Individ. Men det enkelte Menneske selv, med en Frihed i sin Barm, som vel kan kues, nedtrykkes –
selv til et ukjendeligt Minimum – men aldrig ganske udryddes, virker, med større eller mindre Kraft
tilbage paa sin Nation – fra sin Nation paa hele Menneskeslægten. Ved denne Vexelvirkning af det
Hele paa det Enkelte, af det Enkelte paa det Hele, fremstaar et identisk Billede – Historien, som
forudsætter den hele Natur, som Grundvolden for al endelig Tilværelse, og hele Menneskeslægten
som Udtrykket for hiin Vexelvirkning selv.’ (Korsgaard, 2004, 213, hvor han citerer fra Steffens:
Indledning til Philosophiske Forelæsninger i København, 1803, s. 91)
1 Det, jeg her har skrevet i forbindelse med romantikken og dens indtog i Danmark, er ikke kontroversielt. Mogens
Pahuus giver udtryk for helt tilsvarende opfattelser (Pahuus, Red., 2001, 6-7), det samme gør Ove Korsgaard
(Korsgaard, 2004, 142-144) og Lorenz Rerup. (Feldbæk, Red., 1991, bind 2, 331-332)
2 At sætte Steffens’ optræden i København som den skelsættende begivenhed for romantikkens indførelse er der stort
set enighed om. Pahuus skriver i bogen Punktnedslag i dansk livsfilosofi på side 6: ’De første årtier af 1800-tallet er
præget af den romantiske filosofi..(..).. Den romantiske filosofi introduceredes frem for alt af H. Steffens, men også
naturforskeren Hans Christian Ørsted bidrog markant hertil.’ Carl Henrik Koch og Korsgaard peger ligeledes på
Steffens som hovedskikkelsen i forbindelse med indførelsen af romantikken i Danmark. (Koch, 2004, 33), (Korsgaard,
2004, 205-206 )
5

I denne tekst, som er en del af manuskriptet til forelæsningerne i København i 1802-1803, lader
Steffens os ane, på hvilken måde han sammenkæder ’det enkelte menneske’, ’nationerne’,
’menneskeslægten’ og ’den hele natur’ som sammenhængende i en uendelig vekselvirkning i en
dynamisk proces imod sine egne skjulte mål. Selvom disse mål er skjulte, er det enkelte individ
alligevel udrustet med en ’frihed’ til at ane sin bestemmelse og påvirke sin ’nation’, som igen
påvirker de øvrige nationer og dermed menneskeslægten, og således bliver individet fortolket som
indlejret og hjemhørende i en slags ’verdenshistorisk hermeneutik’.
På den måde får det enkelte individ og dets måde at forvalte sin frihed karakter af en etiks opgave,
ikke mindst da Steffens forbinder de uransagelige og dynamiske lovmæssigheder, som
gennemtrænger alle ting som udtryk for Guds ånd. Historiske studier bliver dermed et middel til at
opnå erkendelse af Guds skjulte hånd i verden, og da mennesket er det ’højeste væsen’, hvori den
guddommelige besjæling kommer klarest til udtryk, giver studiet af menneskeslægtens historie
muligheden for en erkendelse af selve det guddommelige væsen. (Korsgaard, 2004, 213-214)
Derfor er det ingen overdrivelse, at i de idealistiske grundantagelser, som Steffens formidler til det
danske publikum, bliver det enkelte individ i høj grad tilkendt en væsentlig rolle i det store hele, da
det enkelte individ netop er det, som kan begribe dele af den guddommelige indgriben på jorden,
eller det enkelte individ er det væsen, hvori eller for hvem erkendelsen af det guddommelige finder
sted, og som det enkelte individ bør tilse at bringe sig i overensstemmelse med og samarbejde med.
Danske professorers konstruktion af et mere moderne individ
Den opmærksomhed på individet, som der opstår i romantikken, afspejler sig også i, at der for
første gang udgives egentlige lærebøger i psykologi til brug på universitetet, og disse er væsentlige
kilder til, hvordan begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ bliver givet et særligt
meningsindhold i Danmark i den tids videnskab.
Niels Treschow, der var professor i filosofi ved Københavns Universitet fra 1803 til 1813, hvorefter
Frederik Christian Sibbern overtog professoratet indtil 1870 (Jensen, Red., 1980, 44 og 49), var den
første til at skrive en dansk lærebog i psykologi til universitetsbrug på dansk. (Jensen, Red., 1980,
48-51) Titlen på Treschows bog, der udkom i 1812, var Om den menneskelige Natur i
Almindelighed, især Dens aandelige Side. 3
I 1819 udkom Sibberns første psykologilærebog Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast
til en Psychologie, der i 1828 blev ledsaget af efterfølgeren, Menneskets aandelige Natur og Væsen.
3 Faktisk udgav Treschow, allerede i 1803, en lærebog til monarkiets latinskoler for det nye fag antropologi, som
omfattede disciplinerne anatomi, diætetik, fysiologi, teoretisk gymnastik og psykologi. Den psykologiske del omfattede
ca. 100 sider, og disse var udgangspunktet for den senere Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens
aandelige Side fra 1812. (Koch, 2004, 151-152)
6

Et Udkast til en Psychologie. Psychologisk Pathologie, som jeg herefter blot vil benævne med titlen
Psychologisk Pathologie.
Det bliver Sibberns bøger, der får et langt liv for så vidt, at de i modificeret form blev genoptrykt i
1843, 1849, 1857, 1862, 4 og i 1885 genudgives bind to fra 1828. 5 Derfor har vi grund til at tro, at
Sibberns to værker bliver en slags fælles reference i perioden eller opnår en slags status som to
sammenhængende autoritative værker på området indtil langt op i 1800-tallet. Da jeg derfor har
grund til at tro, at disse værker har haft en ikke uvæsentlig virkningshistorie i sam- og eftertiden,
vælger jeg disse som kilder for min undersøgelse. Da Sibbern er professor på Københavns
universitet fra 1813 til 1870, vil jeg også undersøge, i hvilken grad der er grund til at tro, at det
fremsatte i disse lærebøger har været formidlet igennem Sibberns undervisning.
Problemformulering
1. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i
Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie
fra 1828?
Metodiske overvejelser
For at besvare spørgsmål 1 må jeg fremhæve og analysere relevante aspekter af de nævnte værker,
hvor min metodiske tilgang er kvalitativ-hermeneutisk. Denne metodiske tilgang vil jeg uddybe i
det efterfølgende afsnit, da jeg mener, at dette vil præcisere min metode for min læser. Det er også
nødvendigt, da jeg her begrunder, hvorfor jeg vælger at lade indgå afsnit i det efterfølgende
’Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning’, som ikke umiddelbart kan udledes af
problemformuleringen.
4 Disse genoptryk er sammentrængte udgaver, hvor det væsentligste fra både Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et
Udkast til en Psychologie og Psychologisk Pathologie er medtaget, men de grundlæggende anskuelser er de samme.
(Sibbern, fortalerne til 1843 og 1862 udgaven, som indgår i 1862-udgaven, Psychologie, indledet ved almindelig
Biologie, i sammentrængt fremstilling)
5 Den sidste udgave fra 1885 er ’pa smaa Ændinger nær’ et genoptryk af udgaven fra 1828. (Sibbern, G., 1885, fortalen
til Psykologisk Patologie) Jeg har sammenlignet på udgaverne af værkerne fra 1828 og 1885 og har konstateret, at der
ikke er grund til at betvivle Gabriel Sibberns udsagn. Begge består af tre kapitler og er struktureret ved hjælp af 104
paragraffer med hver sin titel, og samtlige titler på alle 104 paragraffer er nøjagtig enslydende.
7

Videnskabsteori og metode i forbindelse med den kvalitative
hermeneutiske analyse jeg anvender ved besvarelsen af spørgsmål
1, og i forlængelse heraf begrundelse for ekstra afsnit i
projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning
1. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns
Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie fra 1828?
Dette upræcise spørgsmål må jeg have struktureret eller inddelt i delspørgsmål, der tilsammen vil
besvare spørgsmålet, så undersøgelsen af kilderne bliver så stringent, at den lever op til kravet om
videnskabelighed. 6 Da undersøgelsen ifølge emnets og kildernes karakter kun kan udføres ved
hjælp af en kvalitativ og hermeneutisk tilgang, må jeg tilstræbe en metodisk tilgang og indstilling i
overensstemmelse med idealerne for hermeneutisk videnskab, og derfor har jeg med vilje
formuleret spørgsmålet lidt løst og ikke operationaliseret spørgsmålet, som var det en mere empirisk
orienteret undersøgelse. For at inddele spørgsmål 1 i underspørgsmål, der tilsammen besvarer
spørgsmålet, ikke udtømmende, men dog meningsfuldt, har jeg været nødsaget til at læse de
pågældende værker af Sibbern for derigennem at undersøge, hvordan delspørgsmålene har kunnet
stilles meningsfulde i forhold til de svar, som kilderne faktisk giver. Det har så vist sig, at Sibbern i
værkerne anvender netop disse begreber, og derfor er delspørgsmålene stort set udledt af spørgsmål
1, men i mindre bidder. Hvordan, jeg har udført dette, fremgår af projektdesignet, som er afsnittet
herefter.
Denne fremgangsmåde finder jeg begrundet på baggrund af idealerne for en kvalitativ-hermeneutisk
metode, som jeg her kort vil redegøre for. Jeg tilstræber en metodisk tilgang, der er inspireret af
Hans George Gadamers hermeneutik. Som jeg fortolker dette ideal, så indebærer denne tilgang for
det første en fordomsfri indstilling af mig, og ideelt set også af min læser, hvilket Gadamers begreb
’fuldkommenhedsforventning’ refererer til. Med begrebet henvises til, at det er nødvendigt at have
det udgangspunkt, at kilderne udtaler sig sandt og meningsfuldt om emnet, de omhandler. Det vil
sige, at jeg bør gå til kilderne med størst mulig åbenhed overfor, at Sibberns fortolkninger er
meningsfulde. Denne forventningsfulde tilgang er nødvendig, da al dybere forståelse er kendetegnet
ved en horisontsammensmeltning, hvilket kortest muligt forklaret vil sige, at både jeg, der
undersøger, og Sibbern, der skrev, har taget farve af den tid og det miljø, vi har levet i, så den
horisont af viden, færdigheder og selvfølgeligheder, vi derfor orienterer os i og ved hjælp af,
6 Ud over fortalerne i begge værker består bogen fra 1819 af 330 sider og bogen fra 1828 af 480 sider. Det betyder også,
at det er nødvendigt at udarbejde et begrebsligt analytisk redskab, hvormed der kan selekteres, hvis det skal være muligt
at fremstille aspekter herfra i en meningsfuld sammenhæng.
8

forhindrer forståelsen af den anderledes forståelseshorisont, medmindre man er indstillet på i nogen
grad at sætte sig ud over egen horisont. (Køppe, Red., 1995, 118-121)
Praktiske konsekvenser heraf for denne undersøgelse, hvad angår den ontologiske og
videnskabshistoriske tradition, som Sibbern befinder sig i og selv baserer sig på
Set i det perspektiv er Sibberns værker udtryk for både tidstypiske og helt sikkert egne antagelser.
Det vil sige, at under undersøgelsen vil jeg og med mig min forståelseshorisont møde aspekter af
den forståelseshorisont, der er Sibberns og den tid og det miljø, han levede i. En kvalitativ-
hermeneutisk undersøgelse er på den måde altid et møde imellem to forståelseshorisonter, da ingen
er uhildet, neutral og fordomsfri i mødet med den forståelseshorisont, som kilderne er udtryk for og
udgør. Derfor kaldes Gadamers fortolkningsvidenskab også for den perspektivistisk-hermeneutiske
metode, da alle ’altid-allerede’ på forhånd har et perspektiv, hvoraf størstedelen er ikke-bevidst, og
en samvittighedsfuld undersøgelse af kilder må derfor indebære en grad af sammensmeltning
imellem horisonter. 7 (Olsen, 2003, 160-161)
Sibberns værker fra 1819 og 1828 er udtryk for hans særegne fortolkning af menneskets indre liv,
men er i høj grad også udtryk for tidens videnskabelige forståelseshorisont, hvor Danmark står i
særlig gæld til Tyskland. Koch skriver i forordet til Den danske idealisme på side 11 og 12, at
tidens videnskab praktisk talt er ubegribelig uden et vist kendskab til den tyske videnskabshistorie,
idet der gøres brug af en terminologi, der både fremstiller og baserer sig på en særlig ontologi,
hvilket vil sige en særlig opfattelse af virkelighedens beskaffenhed. 8
7 Udtrykket ’altid-allerede’ stammer fra Heidegger, men anvendes også af Gadamer, således er udtrykket en fagterm
indenfor videnskabsfilosofien. (Lübcke, Red., 1989, 131-136)
8 Ontologi er en filosofisk disciplin, hvorunder der arbejdes med tilværelsens store spørgsmål som: ’Er verden af
materiel eller åndelige natur?’, ’Har mennesket en fri vilje eller er det blot et produkt af arv og miljø og derfor
forudbestemt til at handle på én ganske bestemt måde?’ (Klausen, 1998, 12) Ifølge Søren Harnow Klausen er de
ontologiske grundpositioner; dualisme, materialisme, idealisme og dobbeltaspektteorien. Dualismen er den ontologiske
position, at virkeligheden antages at bestå af to uafhængige og forskellige ontologiske regioner, det materielle og det
bevidsthedsmæssige. Materialisme er den position, hvor virkeligheden grundlæggende antages at være materiel, hvilket
vil sige, at den tilsyneladende ikke-materielle bevidsthed i den sidste ende antages at være identisk med en særlig slags
fysiske fænomener. Idealismen er den grundantagelse, at alt, hvad der eksisterer, dybest set er af bevidsthedsmæssig
natur, og de materielle ting derfor dybest set er fremtrædelsesformer for en ikke-materiel værensform.
Dobbeltaspektteorien betegner den position, hvor grundantagelsen er den, at bevidsthed og det materielle ikke er absolut
forskellig, men blot er to forskellige måder, hvorpå den samme virkelighed fremtræder, og at der grundlæggende er
identitet imellem disse to fremtrædelsesmåder. (Klausen, 1998, 38-39)
Jeg nævner dette, da der er uenighed om, hvorvidt de tyske og danske idealister er idealister eller tilhængere af
dobbeltaspektteorien. Når disse idealister betegnes som idealister, er det næppe uafhængigt af, at den eller de, der har
bedømt disse ’idealister’ som idealistiske, selv er materialister. Vi orienterer os, som børn af vores tid, overvejende
materialistisk, og set fra et materialistisk synspunkt bliver det nærliggende at betragte alle ikke-materialistiske
positioner som idealistiske, som er den mest radikale modsætning til en materialistisk position, da man som materialist
er tilbøjelig til at se alle gradbøjninger af det bevidsthedsmæssige som overflødig.
Hvis vi spurgte Sibbern og de øvrige ’idealister’, om de selv så sig som idealister i den betydning af begrebet, som
Klausen har, så ville en del af disse idealister og Sibbern formentlig protestere, da deres bestræbelse, ifølge Klausen og
9

Jeg vurderer, at det i praksis betyder, at det er nødvendigt med et afsnit, hvor jeg kort redegør for
den humanistiske videnskabshistorie frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen
udkommer. Da det er nødvendigt at præsentere Sibberns værker i den videnskabshistoriske
kontekst, hvori de hører hjemme, og som er mere eller mindre nødvendig for overhovedet at forstå
de ontologiske og erkendelsesteoretiske præmisser for den tids videnskab og dermed at forstå
Sibberns værker. Afsnittet vil kun være redegørende, og jeg baserer mig her overvejende på lødig
sekundærlitteratur, og afsnittet vil ikke rumme noget overraskende for den læser, der er orienteret i
emnet. Dog har jeg læst de første 50 sider af den nævnte bog af Treschow for at orientere mig lidt i
Sibberns forgængers værk om samme emne, og derfor baserer jeg mig her på primærlitteratur. I
projektdesignet fremgår, hvilke af tidens videnskabsfolk jeg har valgt at fremhæve. 9
Ligeledes ser jeg mig nødsaget til i særskilte afsnit at præcisere Sibberns ontologiske position, som
den fremgår i Menneskets aandelige Natur og Væsen, med henblik på at få frem i lyset, på hvilket
grundlag han baserer sig. 10 Dette afsnit vil udgøre udgangspunktet for besvarelsen af spørgsmål 1.
Bjarne Troelsen, var at finde enheden bag eller identiteten imellem det bevidsthedsmæssige og det materielle. (Klausen,
1998, 117 og 140-142), (Pahuus, Red., 2001, 14-20)
Man kan så mene, at ambitionen er håbløs eller at de ’idealistiske’ filosoffers ambitioner om at slå bro imellem
virkelighedens to aspekter ikke lykkedes, men de fleste vil helt sikkert mene, at de prøvede, og hvis vi vil forstå denne
periodes videnskab, må vi være villige til at prøve at forstå dem, som de ønskede at blive forstået, hvilket jeg kan
konkludere under henvisning til Gadamers teori om ’forståelseshorisonter’ og ’horisontsammensmeltning’. Det betyder,
at både denne undersøgelse og læsningen heraf kræver af os, at vi i det mindste er villige til at anerkende, at den
ontologiske position, som Sibbern repræsenterer, er en position, som er mulig at have, og at det formentlig var en
almindelig antagelse i perioden, og derfor må vi tage denne ontologiske position seriøs, hvis vi vil beskæftige os med
tidens videnskab på andet end et overfladisk plan.
Som en tilføjelse til hvad jeg har skrevet om, at vores tid er domineret af en materialistisk ontologi, så er det på sin
plads at nævne, at en af vor tids betydningsfulde alternative ontologiske grundantagelse til materialismen er den
moderne fænomenologi, som Husserl grundlagde, og som Heidegger og Gadamer er repræsentanter for. (Pahuus, 1975,
113-119) Det betyder, at undersøgelse i forbindelse med spørgsmål 1 baserer sig på en fænomenologisk ontologi. Jeg
nævnte ikke denne position i sammenhæng med de øvrige, da Klausen i stedet nævner fænomenologien som et
væsentligt supplement til de øvrige ontologiske grundpositioner. (Klausen, 1998, 288-298)
9 Vedrørende sine kilder til Menneskets aandelige Natur og Væsen oplyser Sibbern i fortalen, at han kun sjældent
direkte har anført kildehenvisninger og de få, der er ’..maatte heller være blevne borte. Man har ikke Anledning til paa
et eller andet bestemt Sted i et Skrivt at anføre saadane Forfattere, hvis Grundtanker, om man end just ikke aldeles er
gaaet ind i deres Fremstillingsmaade, ligge til grund overalt. Man har dem for meget at takke, til at kunne anføre dem
her eller der. ’ (Sibbern, 1819, Fortalen, X) De forfattere, som Sibbern mener at være helt i overensstemmelse med, er
Platon, Kant, Fichte, Schelling, Steffens og Jean Paul, samt visse unavngivne digtere, som en psykolog også har meget
at takke for. Fortalen afsluttes med ordene; ’ei heller behøves vel, at den Hellige Skrivt nævnes, da dens store
Indflydelse paa mit psychologiske Studium vel maa forstaae sig af sig selv.’ (Sibbern, 1819, Fortalen, X) Sibbern mener
åbenbart selv, at det, han skriver, er helt i overensstemmelse med disse angivne kilder. Treschow er ikke nævnt her som
én, han er helt enig med, men er derimod nævnt et enkelt sted, da Sibbern er uenig med ham. (Sibbern, 1819, 314)
10 Sibberns ontologiske position er ikke anderledes i Psychologisk Pathologie, og derfor er redegørelsen for denne, som
den fremgår af Menneskets aandelige Natur og Væsen, også gældende for den. Dette baserer jeg på, at der i
Psychologisk Pathologie er utallige henvisninger til forgængeren. Andet bind er bogstavelig talt i fortsættelse af den
første. Der er ikke tale om, at Sibbern har ændret synspunkt.
10

Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning
0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til
1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer
Oplysningstiden
Idealismen
Immanuel Kant
Heinrich Steffens
Niels Treschow
1. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige Natur
og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819
Som allerede nævnt er besvarelsen af dette spørgsmål et udgangspunkt for og en begyndelse af
besvarelsen af problemformuleringens spørgsmål 1. Afsnittet har jeg struktureret ved hjælp af
følgende underemner, som jeg vil redegøre for, og som tilsammen vil udgøre en kortfattet, men
sammenhængende redegørelse for Sibberns ontologi, der opsummeres i afsnittet ’Konklusion: Det
åndelige menneskelige liv’.
Ontologisk position
Livet som ontologisk fænomen
Det vegeterende liv
Det dyriske liv
Konklusion: Det åndelige menneskelige liv.
De uorganiske ting
1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt
i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819?
I Menneskets aandelige Natur og Væsen udlægger Sibbern begreberne ’individ’, ’personlighed’ og
’personlig frihed’ med vægten på den ideelle og vellykkede personlighedsudvikling. Derfor vil jeg i
denne undersøgelse beskæftige mig mest med Menneskets aandelige Natur og Væsen, da det er her
problemformuleringens første spørgsmål især besvares.
11

Besvarelsen af spørgsmålet vil jeg strukturere ved først at fremhæve det centrale vedrørende
begrebet ’individ’ og herefter for begreberne ’personlighed’ og ’personlig frihed’.
Under redegørelsen for disse centrale og sammenhængende begreber må jeg inddrage visse andre
centrale begreber, som Sibbern selv anvender i sammenhæng med hovedbegreberne individ,
personlighed, personlig frihed. Hvilke begreber, der her er tale om, fremgår herunder som de
overskrifter, der er understregede, men ikke fede.
I afsnittet ’Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og
selvforglemmelse’ opsummerer jeg det gennemgåede og supplerer ligeledes med de nødvendige
ledsagebegreber.
Individet
Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform
Personlig frihed
Selvbevidsthed
Fornuft
Samvittighed
Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse
Følelser
Jeghedsfølelser
Universelle følelser
Sympathetiske følelser
Kærlighed
1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt
i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828?
Spørgsmålet, hvordan begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlægges, vil jeg
især besvare ved hjælp af Menneskets aandelige Natur og Væsen.
I Psychologisk Pathologie gives omtrent de samme svar, som jeg også kortfattet vil redegøre for,
men da dette værk fortrinsvist omhandler, hvad der forhindrer den ideelle personlighedsudvikling,
12

der især skildres i forgængeren, vil jeg ligeledes som en del af besvarelsen på
problemformuleringens spørgsmål kortfattet redegøre for disse psykiske fænomener, der udgør en
fare for personlighedsudviklingen, som Sibbern benævner som de pathologiske.
Denne kortfattede redegørelse for disse pathologiske fænomener og den kortfattede redegørelse for
individ, personlighed og personlig frihed, som det fremstilles i Psychologisk Pathologie, har jeg
struktureret ved hjælp af følgende overskrifter.
Det pathologiske
Drift
Sympathetiske og egoistiske drifter
Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal
Første hovedtrin - naturtilskyndelsen
Andet hovedtrin - forstands- eller fornufttilskyndelsen
Tredje hovedtrin - karaktertilskyndelsen
Fjerde hovedtrin - livet i Gud
13

0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske
udvikling frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og
Væsen udkommer
Oplysningstiden
Oplysningstiden startede omkring 1695 og varede til omkring 1789. Bevægelsen udgik fra England,
men fandt sine mest markante udtryk i Frankrig. Oplysningsfilosofferne og deres disciples program
var en mere selvstændig og kritisk forholdemåde og en vurdering af alle fordomme og alle
videnskabelige, politiske og religiøse autoriteter. Ved hjælp af uhildet fornuft og disciplineret brug
af sanserne burde traditioner og sædvaner vurderes og ændres, hvis disse ikke var hensigtsmæssige.
(Lübcke, Red., 1996, 324-325), (Sørensen, 2003, 483-484) I oplysningstiden foregår en
sekulariseringsproces, hvor en religiøs og spekulativ virkelighedsopfattelse trænges tilbage til fordel
for en mere verdslig opfattelse af virkeligheden, hvilket ikke er en uproblematisk proces, da der
dermed rokkes ved hele samfundsstrukturen og dennes legitimering, den kristne religion. Den
danske oplysningsfilosofi og dens repræsentanter var dog aldrig så radikal, at der for alvor blev
stillet spørgsmålstegn ved den bestående orden. (Feldbæk, 2003, 191)
Fra omkring 1720 bliver oplysningsfilosofien en væsentlig åndsretning i Danmark (Danmark-
Norge, 108), og omkring 1750 skulle borgerskabet i byerne i det danske rige have tilegnet sig
oplysningstidens forestillinger. (Feldbæk, 1998, 111) Hovedskikkelsen i etableringen af en dansk
oplysningsfilosofi var Ludvig Holberg. Ole Feldbæk angiver ligefrem Holbergs fortløbende
forfatterskab som udtryk for, hvordan oplysningen trænger igennem (Feldbæk, 1998, 109), og i
Kocks bog Dansk oplysningsfilosofi benævnes perioden indtil 1750 som ’Holbergs tidsalder’, hvad
litteraturhistorie angår. (Koch, 2003, 211)
Oplysningstidens opvurdering af det fornuftige indebar en nedvurdering af de ikke eller mindre
fornuftige fænomener som følelser, lidenskaber, affekter og fantasi, som nærmere ansås som selve
årsagen til ufornuftige handlinger. (Pahuus, 1995, 14) I oplysningstidens højsommer er der også
eksempler på en mindre ensidig fremhævelse af det fornuftige. I Rousseaus Afhandling om
videnskaberne og kunsterne fra 1750 fremføres tanken, at kulturen og samfundets institutioner var
hovedårsagen til fordærvelsen af den oprindelige frie, gode og følsomme menneskenatur (Pahuus,
1995, 15), og selvom Rousseau er oplysningsfilosof, så fremhæver han fra 1750 det følsomme som
et menneskeligt fænomen, der har sin egen værdi og berettigelse, og bryder hermed i nogen grad
med oplysningstidens grundantagelser og peger dermed vel nok frem imod romantikken. (Sørensen,
2003, 547)
14

Ligeledes vurderer Holberg heller ikke følelser ensidigt dårligt, men har opfattelsen, at følelser og
lidenskaber er nødvendige, da disse faktorer i sindet aktiverer til handlinger, men at både følelser,
lidenskaber og handlinger bør ledes og tøjles af fornuften. Disse forestillinger fremstiller Holberg i
sine Moralske tanker fra 1744 og Epistlerne, der udgives fra 1748. (Koch, 2003, 219-221)
På den måde er der tale om en tendens til fornuftsdyrkelse i oplysningstiden, men ikke kun en
ensidig opvurdering af det fornuftige og nedvurdering af følelser.
Idealismen 11
Fra omkring 1790 slår romantikken eller idealismen igennem som reaktion mod oplysningstidens
fornuftsdyrkelse og den franske revolution. (Lübcke, Red., 1996, 372-373) Intentionerne med den
franske revolution havde været at opbygge et samfund efter fornuftige principper, men mange
mente, at revolutionen nu var i færd med at udfolde sig til et rædselsregime. Hvordan kunne
revolutionens fornuftige idealer ende i, hvad ikke helt uberettiget kunne vurderes til at være
ufornuftig galskab? Filosofisk rejste dette misforhold imellem ideal og virkelighed spørgsmålet om
forholdet mellem tænkning og virkelighed, mellem ånd og materie. Opgaven var, om muligt, at
overvinde denne dualisme. (Jessen, Red., 1999, suppl. materiale, 1-2)
Immanuel Kant
Et svar på eller en påpegning af netop disse erkendelsesteoretiske vanskeligheder var allerede
udarbejdet af Kant (1724-1804), der ganske vist normalt regnes for oplysningsfilosof, men som
alligevel er en overgangsskikkelse til idealismen. I 1781 udgives værket Kritik der reinen Vernunft,
der er en undersøgelse af, hvad mennesket er i stand til at erkende, og hvad der udgør erkendelsens
grænser. Ifølge Kant er der vandtætte skoder imellem menneskets bevidsthed, erkendelse, tænkning
og den virkelighed, der sanses. Med andre ord menneskets erfaring af den verden, det befinder sig i,
er en erfaring, som den fremtræder i eller for bevidstheden. Erfaring er erfaring, som vi oplever den
eller som den fremtræder for os, men hvordan, verden er i sig selv, er principielt uden for
rækkevidde af den menneskelige erkendelse. (Jensen, Red., 1980, 36-37) Sansning og erfaren er i
Kants optik dermed formidlet igennem de betingelser, som er givet med og igennem bevidsthedens
og erkendelsens perciperende, frembringende eller syntetiserende aktivitet.
Ifølge Kant er mennesket borger i to verdener. Den udstrakte sansbare materielle legemlige verden,
som består af objekter, der er styret af naturlove, og en ikke-udstrakt verden, hvortil bevidsthed og
tænkning hører, og heraf følger også en nygrundlæggelse af etikken. Mennesket er som kropsligt
væsen fyldt med følelser, drifter og behov underlagt lovmæssigheder og er på den måde ufrit, da her
ingen valgmuligheder er. I kraft af bevidstheden og tænkningen har mennesket mulighed for at
11 I fodnote 8 har jeg orienteret om, at det formentlig ville være mere korrekt at benævne denne idealisme som en
dobbeltaspektteori. Jeg vil alligevel fortsætte med at anvende betegnelsen ’idealisme’, da denne betegnelse er den
hævdvundne.
15

vurdere og herpå træffe valg og har dermed muligheden for at handle frit, det vil sige i
overensstemmelse med sine egne valg. Det etiske potentiale for mennesket er, at det kan lade sig
være styret af mål, der ikke ligger i umiddelbar forlængelse af dets behov, begær, drifter og ønsker.
Kants morallov eller påståede anledning til at blive et frit handlende væsen er, at du skal handle
sådan, at du kan ønske, at din handling bliver en almen lov eller med andre ord, at man altid handler
forbilledligt. En anden variant af moralloven lyder: ’Du skal handle således, at du altid bruger
menneskeheden, både i din egen person og i enhver andens, også som (for)mål og aldrig kun som
middel.’ (Wolf, 1997, 37) Kants etik er på den måde nøje sammenhængende med forestillingen om
en fri vilje.
Kants filosofi vandt indpas i Danmark omkring 1790 og blev hurtigt tidens modefilosofi, der greb
de unge studerende ved universiteterne, hvor der også forelæstes over Kants filosofi. I 1790’erne
måtte man forholde sig til Kant, hvis man ville være en del af den videnskabelige diskussion ved
Københavns Universitet og de dertilhørende miljøer. (Jensen, Red., 1980, 36-40) Kants filosofi blev
for eksempel i Danmark i 1790’erne med A. S. Ørsted som den betydeligste repræsentant anvendt
som baggrund for et betydeligt forsvar for kirken og kristendommen, der især siden regeringsskiftet
i 1784 havde været udsat for bastante angreb. A. S. Ørsted anvendte Kants lære til at argumentere
for, at det guddommelige ikke kan fattes ved hjælp af fornuften. 12 (Feldbæk, 1998, 242-244)
De tyske idealister
Kants dualisme imellem de to verdener, som mennesket er borger i, søgtes i tiden efter ham
overvundet af især tyske filosoffer som Schiller, Schelling og Ficthe i 1800-tallets første tredjedel.
Disse idealistiske filosoffers ambition var at overvinde kløften imellem Kants erfaren for os og
tingene i sig selv eller de modsætninger, som den franske revolution var en demonstration af;
fornuftens idealer og den træge virkelighed, som tilsyneladende ikke var begribelig ved hjælp af
fornuften. Dualismen måtte erstattes af en monisme, og det vil sige en teori, der bedre formår at
forklare sammenhængen eller identiteten i mellem verden, som den erfares i bevidstheden, og som
den beskrives videnskabeligt, og som den i øvrigt er i sig selv. Bestræbelserne gik på at finde
enheden bag disse to sfærer eller to modsætninger. Denne enhed søgtes indfanget ved hjælp af
begreber som ’det absolutte’, ’ånden’, ’ideen’. (Jessen, Red., 1999, suppl. materiale, 1-5)
I Danmark introduceredes idealismen eller romantikken, som allerede nævnt i indledningen, især af
Steffens ved en forelæsningsrække i København, der begyndte d. 11. november 1802 (Koch, 2004,
33), men jeg vil her kort vende tilbage til Steffens i forlængelse af, hvad jeg skrev i indledningen.
12 Kants antagelser om virkelighedens beskaffenhed implicerer rigelig plads til antagelsen om, at der eksisterer en Gud
eller noget guddommeligt eller oversanseligt, da selv den forelæggende sansbare empiriske virkelighed kun er
tilgængelig for den menneskelige bevidsthed, netop som den perciperende bevidsthed lader den empiriske verden sig
fremstille. Da det som så er umuligt at erkende verden, som den er i sig selv, så bliver det nemmere at forestille sig
eksistensen af det ikke sansbare, og det var rundt regnet også A. S. Ørsteds argumentation i striden.
(Koch, 2003, 49)
16

Heinrich Steffens
Steffens var født i Norge, men studerede i København og Kiel og opholdt sig fra 1799 i Jena, hvor
han lærte personer som Fichte, Schelling og Goethe at kende, og det vil sige, da han var i
København fra 1802, kommer han hjemvendt fra selve den tyske idealismes højborg og med et
førstehåndskendskab til de tyske idealisters førende skikkelser. (Koch, 2004, 31-32) I København
har han dog formidlet sin egen variant af idealismen. (Pahuus, Red., 2001, 16)
I artiklen Personlighedens poiesis – sammenhængen mellem æstetik og dannelsestænkning i den
danske romantik af Troelsen uddybes aspekter af den variant af idealismen, Steffens præsenterer sit
københavnske publikum for. 13 Troelsen mener, at Steffens formidler en mere jordnær, mindre
spekulativ og mere empirisk udgave af idealismen, som givetvis udstikker retningslinjerne for den
mere afdæmpede danske idealisme i forhold til den tyske, hvor ambitionen var at gøre ethvert
aspekt af tilværelsen og naturen tilgængelig for erkendelsen ud fra antagelsen om, ’at der dybest set
er identitet mellem den menneskelige bevidsthed og den ’verdensånd’, der er det
altgennemtrængende, organiserende princip i den empiriske virkelighed’. (Pahuus, Red., 2001, 16)
Ifølge Troelsen er der hos de danske idealister derimod den tendens, at de afviser muligheden for
helt at kunne overvinde kløften mellem erkendelsen og den empiriske virkelighed, der er
videnskabens og tænkningens genstand, der vedbliver at være en rest, som unddrager sig at blive sat
på begreb, men som til dels kan overvindes ’i et spring’. (Pahuus, Red., 2001, 21)
Dette ’spring’ eller erkendelsesøjeblik bliver af Steffens forstået som et nedslag af inspiration af
forskeren, hvor han i et genialt glimt ser sammenhænge i tilværelsens empiriske mangfoldighed,
som han, og eventuel ingen, har set før. (Pahuus, Red., 2001, 19) Det, der leder forskeren på ret
kurs, er en ubestemt ’anelse’, som pludselig kommer til klarhed i ham, som er et tilfælde af det
eviges nedslag eller opblussen i ham (Pahuus, Red., 2001, 20), og hermed mener Steffens et
guddommeligt nedslag i eller opblussen i netop den enkelte i sin særegenhed. Steffens forestiller
sig, hvert enkelt menneske og såmænd også hver enkelt nation er skabt med et potentiale som en
særegen individualitet, som kan og gerne skulle udfolde sig herefter:
’Vi hænge alle sammen med det Oprindelige, Evige, som med en Rod, af hvilken vi ere Potenzer.
Ethert Barn er et hemmeligt Ziffer, en Spire for en egen, individuel Aand..(..).. og den hele
Opdragelse, naar den er hvad den bör være, bestaar i det dybe Studium: hvorledes vil det Evige
aabenbare sig i dette Individuum?’ (Pahuus, Red., 2001, 22)
Da enhvers pludselige indsigt i hidtil skjulte sammenhænge i alle virkelighedens sfærer således er et
potentiale, der kun venter på sit gennembrud, og videnskabens fremskridt ligeledes bliver afhængig
13 Manuskriptet er udgivet i bogen Indledning til Philosophiske Forelæsninger af Steffens fra 1803.
17

heraf, så er det ingen overdrivelse, at der er meget fokus på individet. Da hovedtanken i Steffens
naturfilosofi er; ’at den iboende udviklingstendens i naturen er en tendens mod stadig større
individualisering med det menneskelige individ som det endelige mål’. (Pahuus, Red., 2001, 22)
Dog er det ikke gennemsnitsmenneskets lod at udfolde sin individualitet. Den, der alene bekymrer
sig om dagen og vejen, vil ikke vise sig lydhør overfor det eviges åbenbaring i sig og vil derfor
være tilbøjelig til at underkaste sig tidsånden, og den enkeltes individualitet vil så formentlig kun
vise sig indirekte, for eksempel i form af en dårlig samvittighed, som man kan prøve at se bort fra,
eller hvis man i et ’sandhedens øjeblik’ kommer til at sige sin mening, men fortryder i det øjeblik,
man hører sig selv sige det, hvorefter man ’glatter ud’ og forklarer, og alle lader det ’være glemt’.
(Pahuus, Red., 2001, 23)
At udfolde sin individualitet kræver et etisk engagement, da prisen kan være den, at man bringes i
konflikt med sine omgivelser, og det stiller således den enkelte i den situation, at man må vælge
imellem det mere risikable at følge sin overbevisning eller at smyge sig udenom, og her ser vi uden
tvivl en arv fra Kants etik.
Jeg tør godt konkludere, at når individualisering er en iboende tendens i naturen, og udfoldelsen af
det enkelte menneskelige individs særegenhed med dets mulige ’klarsyn’ er det alting stræber imod,
og disse fænomener ligeledes er i overensstemmelse med Guds hensigt med sine skabninger, så
bliver en form for individualistisk selvudfoldelse og selvrealisation givet alle tænkelige former for
legitimitet og er et fænomen, der er svært at komme udenom, og studiet af det menneskelige væsen
kommer til at fremstå som uhyre væsentligt.
Steffens havde håbet at blive indsat i det ledige professorat i filosofi ved Københavns universitet.
Det skete ikke, da hertug Frederik Christian af Augustenborg, den ledende skikkelse i Universitetets
styrelse, mente, at Steffens fordrejede hovederne på de unge studerende, og i stedet blev den mere
besindige Treschow den ny professor i filosofi fra 1803. (Koch, 2004, 34), (Korsgaard, 2004, 208)
Om Steffens ligefrem skulle fordreje de københavnske hoveder, ved jeg ikke, men han vakte opsigt
og inspirerede flere. 14 Oehlenschläger blev under Steffens ophold så inspireret, at han samtidigt
hermed udgav en digtsamling med den nye romantiske farve. (Bjørn, 2003, 169) Det er ligeledes
sandsynligt, at den kommende biskop fra 1834-54 på Sjælland, Mynster, fik et personligt religiøst
gennembrud i 1803, hvor Steffens skulle have været den åndelige fødselshjælper. Mynsters
religiøse klarsyn skulle, ifølge ham selv, have bestået i en personlig og inderlig oplevelse af, at
samvittigheden var et vidnesbyrd om Guds realitet, og at denne samvittighed uden forbehold må
14 Sibbern, der i 1802 var 17 år, forlod dog Steffens forelæsninger, da han mente det foredragne var galskab. (Koch,
2004, 88)
18

lydes i et og alt, og at konsekvenserne heraf ligegyldig hvad helt overlades i Guds faderlige hånd. 15
(Rasmussen, 1999, 42-44) Fra 1805 vender Mynster sig polemisk imod de rationalistiske præster.
(Rasmussen, 1999, 47)
I 1807 tilbød kronprins Frederik dog Steffens at arbejde i Danmark, og under en audiens skulle
kronprinsen have sagt: ’Det er mig kært, at De igen kommer til os; De er et godt Hoved; vi ville
kunne bruge Dem. Forelæsninger maa De ikke holde; De gör mine Undersaatter forrykte.’
(Korsgaard, 2004, 208) At Steffens skulle have gjort kongens undersåtter forrykte er næppe en
rimelig beskrivelse. Mynster og Oehlenschläger, som Steffens formentlig havde afgørende
indflydelse på, virkede jo siden hen i prominente stillinger under enevælden.
Niels Treschow
Som nævnt før var Treschow, som enevældens folk så som en mere realistisk indstillet filosof,
professor fra 1803 til 1813, hvor Sibbern tog over. Fra 1807 blev Treschows filosofi udarbejdet som
et bevidst alternativ til de tyske idealister, der ikke tilkendte det enkelte individs særegenhed nogen
særlig betydning andet end som et mere eller mindre tilfældigt udslag af den altomfattende større
besjælende idé, hvilket han opfattede som bekymrende, da han heri så et potentiale for inhumanitet.
(Pahuus, Red., 2001, 24-25) Ligeledes skulle Treschow være bekymret over ’den ny handelsånd’,
som han mente, at englænderne i særlig grad var en inkarnation af, og som manifesterede sig ved en
begærlighed efter ophobning af rigdomme med ofte tvivlsomme midler. Overfor hvad Treschow
vurderede som en overdreven nytteberegnende mentalitet, skulle det være Treschows ambition at
være talsmand for en religiøs begrundet humanisme, hvor den enkeltes værdi og ret til at ånde en
friere luft forsvares. Disse forestillinger kommer i kølvandet på bombardementet af København i
1807. (Nielsen, 1991, 16-18)
Selvom enevældens folk i ham så en mere realistisk indstillet filosofiprofessor, så udvikler
Treschow efterhånden sin egen variant af idealismen eller dobbeltaspektteorien og antagelser
vedrørende det enkelte individ, som ikke er helt ulig Steffens. Det vil jeg kort skildre, som det
fremgår i den allerede nævnte første danske lærebog i psykologi til brug på Københavns universitet
15 I Mynsters erindringer fra 1854, der er kilden til dette, beretter han selv om sit pludselige religiøse klarsyn: ’..da jeg
mod Aften sad ene i min Sopha..(..).. foer der mig med Eet giennem Sielen som et Lys fra det Høie, og jeg sagde mig
med al Klarhed: Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning – og i denne Henseende nærede jeg ingen
Tvivl – dersom du skal lyde den i Noget, da skal du lyde den i Alt, uden Undvigelse, giøre og tale, hvad der er din Pligt,
saa fuldt som du erkiender og formaaer, ganske ubekymret om Verdens Dom, dens Roes eller dens Dadel; og dersom
der er en Gud – og heller ikke derom var der i mit Hierte nogen Tvivl – og du jo ikke vægrer dig ved i Noget at bøie dig
for ham og at hengive dig i hans Villie, da skal du giøre det i Alt, uden Forbehold, og ganske, ganske overlade dig og
alt Dit i hans faderlige Haand, nøies med de Evner, han tildeler dig, og taale de Savn, han paalægger dig.’ (Mynster,
1854, 151-152)
19

Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens aandelige Side fra 1812. 16 Treschow går i
bogen lige til sagen forstået på den måde, at han berører både sin ontologiske grundposition og i
forbindelse hermed sine antagelser om det menneskelige individ:
’1. Efter Identitets Systemets Grundsætninger kan Mennesket vel betragtes som et sammensat
Væsen; men ei som sammensat af Sjæl og Legeme; thi begge ere kun modsatte Sider af det samme:
saavidt det nemlig baade kan være Gienstand for den indvortes og udvortes Sands. I sidste
henseende kan man derimod i Mennesket adskille den grovere og udvortes organisation fra den
indvortes og finere, og i enhver, men fornemmelig i den første, atter mange besynderlige Dele, som
organer eller Redskaber for den anden.’ (Treschow, 1812, 11)
Af dette citat fremgår utvetydigt, at Treschow forstår sig selv som en videnskabsmand, der tilslutter
sig og arbejder ud fra sin variant af dobbeltaspektteorien, og umiddelbart herefter fortsætter
Treschow:
’2. Organisme kan nemlig ikke tænkes uden et Øiemed eller noget, som Delenes forenende kræfter
skal frembringe. Dette er her intet andet end Grundformens Uddannelse, der med sin
Regelmæssighed og Skiønhed i Sanseverden svarer til hvad man i en højere tingenes Orden kalder
en Idee eller umiddelbar Udflydelse af Fornuften selv, endskiøndt de under deres Udvikling kan
synes at forandre sig baade til det Værre og til det Bedre. I denne Grundformens og Ideens
uforanderlighed består hvert Menneskes Individualitet. ’ (Treschow, 1812, 11-12)
Det samlende princip bag menneskets to fremtrædelsesmåder, det bevidsthedsmæssige og det
legemlige, er, som det fremgår af ovenstående citat, en uforanderlig ’grundform’, der kan udvikle
sig både til det bedre og det værre, og som sammen med ideens uforanderlighed udgør hvert
menneskes individualitet. På den måde tilkendes dette ’kimen til den enkeltes særegenhed’ en
selvstændig ontologisk status.
16 Treschow skriver i fortalen til sin bog, at værkets tilblivelse må ses sammenhængende med ni års forelæsninger over
emnet. (Treschow, 1812, Fortalen, VI) Treschow har altså under hele sin professorgerning undervist i emnet og har i
den forbindelse både udarbejdet en plan og tumlet med emnet, som efterhånden har muliggjort værket på 480 sider.
20

0a. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets
aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819
Ontologisk position
På side 41 til 43, i anmærkning 17 4 og 5 til § 8 Om det animalske Liv, formulerer Sibbern sig om de
forskellige ontologiske positioner, hvorefter han præciserer sin egen:
’.. er de forskellige Forestillingsmaader at erindre, hvilke have dannet sig om Forholdet imellem
Legeme og Sjæl; nemlig Materialisme, Spritualisme, Dualismen og den her foredragne
Identitetslære..(..).. Den almindeligste (dualistiske) Forestillingsmaade har været den at tænke sig
Sjæl og Legeme som tvende forskellige Substanser, hvorved da deres umiddelbare gjensidige
Indflydelse blev ubegribelig. Istedetfor denne forestillingsmaade eensidigen at nægte Realiteten
eller Virkeligheden af den ene Classe af saa heterogene Phænomener, medens Realiteten af den
anden antoges, i det enten de aandelige betragtedes som finere legemlige, eller de legemlige
ansaaes for et blot Skin, og der kun tillagdes de indre aandelige, som de alene umiddelbare, nogen
Virkelighed: dette var Udveje, der ej kunde føre til noget tilfredsstillende Resultat.’ (Sibbern, 1819,
41-42)
Her ser vi, at Sibbern anvender udtrykket spiritualisme om, hvad der ifølge Klausens begreber
benævnes som idealisme, og at han anvender begreberne materialisme og dualisme på en lignende
måde som Klausen. 18 Sibbern afviser disse ontologiske grundantagelser til fordel for ’den her
foredragne Identitetslære’, som han umiddelbart efter uddyber:
’Dybsindigere var den Lære der udgik fra Cartesius 19 , som indsaae, at begge Slags Phænomener
kun kunde være forbundet ved noget tredje, ved begges fælledes indre princip..(..).. Ved Leibniz
Lære..(..).. er man bleven bragt til, paa en anden end den af Cartesius fremsatte Maade at tænke sig
Forbindelsen imellem Rækken af de blot sjælelige og af de legemlige Phænomener hos Mennesket
knyttet ved højere Mellemvirkning nemlig ved en Forudbestemmelse, ifølge hvilken ethvert Punkt i
den ene Række kommer til at svare til det medfølgende Punkt i den anden..(..)..Det naturligste er at
søge det forbindende Punct nærmere, nemlig i Livets fra begge dets ytringsmaader forskellige indre
individuelle princip, der i begge udtrykker sig og træder virkende frem i tvende hovedretninger,
men dog i en Totalorganisation, i hvilken den ydre og den indre Virksomhed hænge sammen paa
samme Maade, som tvende forskellige Ytringer af det legemligen, eller tvende af det aandeligen
virkende Liv.’ (Sibbern, 1819, 42-43)
17 Anmærkning er Sibberns betegnelse for fodnoter.
18 Se fodnote 8.
19 Rene Descartes.
21

Der er ingen tvivl om, at Sibbern selv anser sig for at bekende sig til eller formulere sin egen variant
af den ontologiske position, der af Klausen betegnes som dobbeltaspektteorien, men som Sibbern
kalder identitetslære.
Sibbern mener, at hos mennesket er der en ’højere mellemvirkning’, som er ’livets..(..).. indre
individuelle princip’, der er ’knyttet ved en..(..).. forudbestemmelse’, som er det forbindende punkt
for rækken af sjælelige og legemlige fænomener. Dette tredje ’forbindende punkt’, hvor livet går ud
i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som vi herefter skal undersøge nærmere, og
som vi snart skal se, er, hvad Sibbern definerer som psykologiens genstand.
Jeg kan allerede nu konkludere, at dette tredje, som er ’det naturligste at søge..(..).. nærmere’, er
noget i eller ved bevidstheden, som alligevel er andet og mere end noget kun bevidsthedsmæssigt,
men er noget ’ved begges fælledes indre princip’, hvilket er det, som Sibbern vil gøre til genstand
for en psykologisk undersøgelse. I forbindelse hermed og som forudsætning herfor vil jeg nu
redegøre for det liv, som er det besjælende princip for både det tredje forbindende punkt og de
legemlige og sjælelige fænomener.
Livet som ontologisk fænomen
Det hidtil fremhævede, er fra anmærkninger til § 8 Om det animalske Liv, og det vil sige, at dette
forbindende punkt knyttet ved en forudbestemmelse ikke blot er kendetegnende for mennesket, men
er gældende for både dyr og mennesker, som også er et dyr, men hvor menneskets indre
individuelle princip, har særlige potentialer, som jeg er i færd med at beskrive, hvilket jeg vil gøre i
sammenhæng med Sibberns nøglebegreb ’liv’.
Jeg vælger at citere Sibbern, hvor han selv første gang i bogen bringer emnet på bane i § 3 Livets
forskellige hovedtrin:
’De psychologiske Undersøgelser begynde vi naturligvis med det Spørgsmål: hvad er Mennesket?
Det første Svar er dette, at han er et levende organisk Væsen. Livet maa blive vor Betragtnings
første Gjenstand. Men Livet træder saavel i naturen i Almindelighed, som i det menneskelige
Individ i Særdeleshed, frem under flere Hovedformer. I enhver af disse constituerer det sig til en
ejendommelig Art af Liv og Subsistents. Mennesket kan saaledes siges i sit ene totale Liv at leve
mere end ét deri indbegrebet Liv. Et højere Liv fremstiller sig paa Basis af det lavere, ligesom det
og i Tiden kommer frem efter dette. Saaledes have vi i Mennesket som blot Individ, at lægge Mærke
til, først det blot organiske eller det vegetative Liv, dernæst det dyriske, endelig det højere
aandelige Liv. Men Individet taber sig atter som Deel eller Lem i et sig dannende større Hele, i
hvilket, som saadant, Livet træder frem (eller hypostaserer sig) i endnu højere Former, hvorved da
selve Individet hæver sig til et dobbelt Hele, et jordisk, og et overjordisk. Det første er det
22

selvskabelige Hele, hvori Familien er det første, Staten det andet hovedtrin. Det sidste er den
usynlige kirke.
Af disse Livets hovedformer eller Sphærer, er den tredje, det blot individuelle aandelige Liv, det, vi
i Psychologien have at undersøge. Men de tvende første maa i Korthed betragtes først, da vi kun
derved kunne komme til en rigtig indsigt i Livets væsen i Almindelighed, hvilken herved maa ligge
til Grund, og da det aandelige Liv er rodfæstet i hine første, hvis Grundformer desuden gjentage sig
paa en høiere Maade i det aandelige Liv.
Vi begynde da med en almindelig biologisk Betragtning eller med et blik paa Livet i Almindelighed,
og ville udtrække dette Overblik paa alle Livets Hovedformer. Først derefter gaae vi til vort
egentlige Formaal, Menneskets aandelige Natur og Væsen.’ (Sibbern, 1819, 12-13)
For det første ser vi, at ’livet’ hos Sibbern er det gennemgående princip hos planter, dyr og
mennesker, men at livet træder frem på forskellig vis afhængigt af, hvilket væsen det besjæler. 20
Det menneskelige liv er som natur både vegetativ, dyrisk og åndelig og det åndelige menneskelige
liv, som er psykologiens genstand, er således rodfæstet i det vegetative og dyriske liv. Menneskets
åndelige liv er ligeledes sammenfaldende med det tredje forbindende punkt, som mennesket
besjæles igennem, og hvor livet går ud i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som
er livets indre individuelle princip, der er knyttet ved en forudbestemmelse.
Det vil jeg nu uddybe i særskilte afsnit, og hver af disse er at betragte som en yderligere forklaring
til det ovenstående lange citat:
Det vegeterende liv
Hermed mener Sibbern, hvad der kendetegner plantelivet, hvor livet er aldeles fortabt i legemlig
reproduktion og formation, men hvor den enkelte plante dog individualiserer sig som en særegen
plante. 21 (Sibbern, 1819, 36) Menneskets vegeterende liv består i de mere legemlige fænomener
som optagelse og udskillelse af næring, indånding og udånding, kroppens restitution under søvn og
hvile, men også at få børn. (Sibbern, 1819, 21)
20 Det er næppe forkert at antage, at hvor de tyske idealister skulle gøre brug af begrebet ’idé’, ’ånd’ eller ’verdensånd’
som det bagvedliggende princip, så er begrebet ’liv’ Sibberns tilsvarende grundprincip.
21 Sibbern skriver, at planter har en slags sjæl, ’tænker man sig sædvanligvis’. (Sibbern, 1819, 38) Om Sibberns noget
forbeholdne ordvalg skyldes, at han som redelig videnskabsmand vedkender sig, at han ikke kan vide, om planter har en
sjæl, eller han inderst inde er forbeholden overfor tanken, det skal jeg ikke kunne sige, men antagelsen er helt sikker i
overensstemmelse med logikken i Sibberns ontologi, hvor forestillingen er den, at til noget ydre materielt eksisterer
noget tilsvarende ikke-materielt, og da en plante jo er et levende materiale, så må man antage dets tilsvarende ligeledes
levende, men ikke-materielle eksistens, og ifølge den logik så er det nærliggende at mene, at planter har en slags sjæl.
23

Det dyriske liv
Mennesket sættes i legemlig henseende i klasse med dyrene, men som dets ypperste repræsentant.
Da dyr sanser og fornemmer, ’indtræder her en højere Universalitet’. (Sibbern, 1819, 36) Dette
uddybes ved, at sansningen virker ind i det dyriske liv som incitament til at lede dets virksomhed.
Det sansede forbinder sig hermed med et forskelligt herfra indre liv, som på en sjælelig måde ytrer
sig i fornemmelser, følelser og begær. Oveni dette dyrets sjæleliv i forbindelse med sansningen
eksisterer også et indefra kommende universelt liv, som ytrer sig ’som en indre stemme’ i drift og
instinkt, som giver dyrets tilværelse enhed og holdning. På grund af sin manglende ’højere
bevidsthed’ lever dyret ’ligesom hensunket i naturen, som et organ i det hele’. (Sibbern, 1819, 37)
Hos dyret ytrer livet sig på tre måder, men disse måder er sammenhængende og må ses som tre
ytringer af det samme ene liv. Livet i dyret konstituerer sig som ’reproducerende, fornemmende og
attrående samt ifølge attråen reagerende liv’. (Sibbern, 1819, 39) I dyret kan man sige, at der lever
en sjæl, ’fordi her først det indre Liv træder frem for sig i Virkninger, der aldeles ikke skee i
Rummet eller på en rummelig måde’. (Sibbern, 1819, 40)
Konklusion: Det åndelige menneskelige liv
Det individuelle åndelige menneskelige liv er, som allerede nævnt i det lange citat, rodfæstet i det
vegetative og dyriske liv, men gentager sig i det åndelige liv på en højere måde. Nærmere bestemt
indgår det særlige menneskelige liv i både det jordiske og i en sfære, der ikke er jordisk. Denne
over-jordiske sfære af individuelt åndeligt liv, som ’vi i Psychologien have at undersøge’, er
sammenfaldende med eller befinder sig i nærheden af, hvad Sibbern benævner som ’den usynlige
kirke’.
Når Sibbern her taler om ’en usynlig kirke’, så er der ingen tvivl om, at han her knytter an til den
lutheranske protestantiske to-regimentelære, hvor forestillingen er den, at kirken og den verdslige
øvrighed begge er Guds repræsentanter. Den ’sande’ kirke er dog ikke nødvendigvis det samme
som den synlige kirke, som kan udvikle sig i gal retning. Derimod er den sande kirke et usynligt
samfund af troende (Lausten, 1997, 161), der af den grund har det rette sindelag, hvorfor de
frivilligt og af sig selv er næstekærlige. 22 (Sørensen, 2002, 327-329) Og det kan ikke forstås på
andre måder, end at det åndelige liv, som er det særegne for netop mennesket, og som netop er
psykologiens genstand, er sammenfaldende med, hvad man i luthersk forstand forstår ved det
område, der vedrører tro eller mangel på det samme. Det giver også en vis mening, når vi tænker på
de grundlæggende lutherske antagelser om, at mennesket vilje er bundet til det onde eller til sig selv
(viljens indkrogethed i sig selv) eller viljen er bundet til Gud i kraft af troen på Gud, som kun finder
sted, hvis Gud giver den enkelte troen. (Lindhart, 1998, 155-158) Enten er mennesket ondt og
selvisk eller også er det godt og næstekærligt, men kun i kraft af troen. Det må betyde, at enten
22 Sibbern skriver igen om den synlige og usynlige kirke på side 61, hvor han formulerer sig fuldstændigt i
overensstemmelse med, hvad jeg her har skrevet om emnet.
24

mener Sibbern, at målet med psykologien er i samarbejde med teologer og kirken at skabe
forudsætninger for gode protestanter, eller også mener han, at hensigten med psykologien er at
befordre mennesker, hvor idealet er det samme; mennesker der frimodigt handler ikke kun betænkt
på sig selv. Det betyder også, at det menneskelige individ og denne usynlige åndelige sfære, som er
psykologiens genstand, bliver tilkendt en central plads i Sibberns ontologi som det forbindende
punkt, hvor livet går ud i både rækken af sjælelige og legemlige fænomener.
De uorganiske ting
Afslutningsvist vil jeg skrive, at i Sibberns ontologi bliver de uorganiske ting ikke anset for at være
levende, men Sibbern mener, at selv her synes en tendens til individualisation at være til stede.
Dette kan iagttages ved krystaller under deres vækst, ’at de uddanne sig til en aldeles i sig selv
afsluttet form’. (Sibbern, 1819, 30)
1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig
frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen
fra 1819?
I omkring den sidste 2/3 del af Menneskets aandelige Natur og Væsen redegøres for, hvad Sibbern
kalder de ’trende første Hovedgjenstande for den nu følgende psychologiske Udvikling, og under
dem henhører alt, hvad man plejer at omfatte med Udtrykket: menneskelige Sjæleevner’. (Sibbern,
1819, 128) De tre hovedgenstande, som Sibbern anvender de sidste godt 200 sider af bogen på at
undersøge, er erkendelsen, følelsen og viljen. (Sibbern, 1819, 128) Hver af de tre hovedgenstande
undersøges i hver deres kapitel, og meget af min her efterfølgende redegørelse for Sibberns begreb
om individ, personlighed og personlig frihed har Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen
fremstillet under disse undersøgelser af erkendelsen, følelsen og viljen.
Sibbern skriver, at ved siden af denne gruppe af psykologiens hovedgenstande findes der tillige en
anden hovedgruppe, som Sibbern kalder de pathologiske, hvormed han mener læren om drifter,
affekter og lidenskaber. (Sibbern, 1819, 128) Denne hovedgruppe kræver dog sin egen
undersøgelse, som Sibbern skriver, han vil udføre senere. 23 (Sibbern, 1819, 128)
Det, der er vigtigt, er, at Sibberns fremstilling af også begreberne individ, personlighed og personlig
frihed i Menneskets aandelige Natur og Væsen er en fremstilling af, hvad der:
23 Hvilket Sibbern netop gør i Psychologisk Pathologie. Helt skarpt opdelt udfører Sibbern nu ikke sin undersøgelse. I
afsnittet, hvor jeg redegør for de egoistiske følelser eller jeghedsfølelser, som han fremstiller disse i Menneskets
aandelige Natur og Væsen, dér har Sibbern taget hul på de pathologiske fænomener, som ellers burde høre under
Psychologisk Pathologie.
25

’kunne siges at udgjøre Menneskets oprindelige, staaende, for alle fælledes Natur, hvorimod Læren
om Menneskets naturlige Drivter, Affekter, Lidenskaber og disses Magt og mangfoldige Spil strax
fører til at betragte de mange fra en normal og sund Forfatning afvigende tilstand, hvori Mennesket
kan befinde sig, og hvilke, om end i dem ogsaa en Natur rører sig, dog ej ere egentligen naturlige
Tilstande.’ (Sibbern, 1819, 129)
Med andre ord, svarene på mine spørgsmål, om hvordan Sibbern fremstiller begreberne individ,
personlighed og personlig frihed, befinder sig først og fremmest i Menneskets aandelige Natur og
Væsen. Derfor vil jeg også fortrinsvist besvare disse spørgsmål i dette afsnit.
Individet
Som allerede nævnt er livet ’betragtnings første Gjenstand’, men livet træder frem i det enkelte
individ på en særlig måde eller det enkelte menneske er ikke blot levende, men er levende på sin
egen helt særegne måde:
’Sjælen træder frem og kommer til ydre Virkelighed eller constituerer sig i et uafbrudt vedligeholdt
Liv; under en bestandig bevaret ejendommelig Grundform; og i et Rummet fyldende Materiale,
Legemets, som Livets reelle Ydre.’ (Sibbern, 1819, 17)
En ting er altså livet eller det livgivende princip, noget andet er den ejendommelige grundform, der
indoptager livet på sin egen særlige måde, hvorved den enkeltes sjæl og legeme træder frem i sin
særegenhed. Om denne individets grundform skriver Sibbern på siden efter:
’En særegen Grundform følger Umiddelbart med Livets ydre Bestaaen. Denne Grundform bevares
bestandig under hele Livet..(..).. Den beroer paa Individets egen indre Natur alene, og udpræger
sig, eller rettere udpræges ved Livets Princip, med en indenfra kommende Nødvendighed.’ (Sibbern,
1819, 18)
Det kan ikke opfattes anderledes, end at ethvert menneske netop har sin helt egen væremåde i stil
med, hvad vi så hos Treschow og Steffens. Sibbern skriver lidt senere om denne grundform i
forbindelse med forplantning:
’..hvorved den reproducerende Livsvirksomhed gaaer ud over Grænserne af Individets Liv til
Slægtens vedligeholdelse af den samme Grundform i nye Individer, i det Spiren til et nyt Individ
gaaer frem af det første og udvikler sig deri, d. e. uddanne sig deri sit Ydre, indtil det sondrende sig
derfra fremtræder for sig.’ (Sibbern, 1819, 21)
26

Ud over væremåde og væsen består det særegne i den individuelle grundform altså også i det
legemlige for så vidt, at børn ligner deres forældre, hvilket heller ikke er overraskende for os, når vi
erindrer, at i Sibberns univers har alle levende væsener en legemlig fremtræden og en tilsvarende
ikke materiel, men sjælelig fremtræden, som logisk set bliver individuel og særegen på samme
måde, som at alle mennesker har sin helt egen legemlige særegenhed.
Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform
Det egentlige formål med den jordiske tilværelse er at modnes til det evige liv, som mennesket dog
allerede har del i i dets jordiske tilværelse. (Sibbern, 1819, 60) Som forberedelse hertil og som et
formål i sig selv er formålet med den jordiske tilværelse en form for perfektion i overensstemmelse
med sin grundform:
’Den rene, sunde og fuldelige Leven selv..(..).. er Livets egentlige Formaal, ligesom da dets
Produkt, naar det er fuldkomnest uddannet, det i ungdommelig Fylde frodigt blomstrende Legeme,
ikkun er og betyder noget, ved at være et indre frodigt og kraftigt Livs fulde ydre Udtryk.’ (Sibbern,
1819, 20)
Og det skal vi se nærmere på, da netop dette er, hvad Sibbern forstår ved personlighed, men først
må vi opholde os yderligere ved det liv, som den enkelte optager på sin egen måde i
overensstemmelse med sin individuelle grundform. Livet skulle kun kunne komme til udtryk på
netop den måde, som grundformen nu kan lade det ske, men der er også muligheden af, at det endnu
ikke er sket, hvilket vil sige, at individet endnu ikke har realiseret sin personlighed.
Sibbern skriver om livet mange steder, og derfor har jeg valgt at citere det sted, hvor han beskriver
det særlig grundigt og sammenhængende med det kantianske problem, som jeg redegjorde for i
afsnittet ’Immanuel Kant’, der består i, at det dybest set ikke er muligt at vide noget om verden i sig
selv, men kun for os. Heroverfor mener Sibbern, at det er muligt at erfare verden, som den er i sig
selv, da fællesnævneren for det erfarende menneske og det erfarede er, at begge er levende:
’..vi aldeles frembringe os vor Forestilling om Tingen ved vort eget aandelige Livs indenfra
kommende virken, men dog netop frembringe os Forestillingen saaledes, som Tingen uafhængigt af
os og vor Forestillen er til; hvilket da ikkun kan være formedelst en oprindelig samstemming og
indre forbindende imellem det sandsende Væsen og Tingen, noget for begge Forskelligt tredje, der
baade constituerer Tingen og Forestillingen om den, og nu netop saaledes indenfra i det anskuende
Væsen fremvirker Billedet om Tingen, som den udenfor Anskuelsen i sig selv er. Dette tredje er det
almene Liv, der lever i alt, baade i den indre Forestillen og i den ydre Mangfoldighed. Livet
27

kommer i ethvert individ indenfra. Men det liv, der lever i den Enkelte, er det selv samme uendelige
liv, der lever i det hele.’ (Sibbern, 1819, 216)
Der er altså intet, der principielt forhindrer, at verden og andre erfares som det, de er i sig selv. Det
’billede man gør sig’ af for eksempel et medmenneske er netop et indre billede, hvilket vil sige en
slags mental repræsentation. Sibbern giver et eksempel på, hvordan det erfarende menneske har
mulighed for at gøre sig et billede af et andet menneske, men med objektiv gyldighed, som er
muligt, da både den erfarende og den erfarede er levende og dermed er samstemmende som
besjælede af det liv, hvortil Gud er kilde: 24
’Vi skue, i den Verden, hvori vi ere, aabenbart ikke blot de legemlige Gjenstande, men ogsaa meget
ikke legemligt. Fornemmeligen ville vi her lægge Mærke til, at vi danne os de bestemteste
Forestillinger om andre Menneskers indre Individualiteter, deres Character 25 og Hjerte..(..).. Men
Character og hjerte hos et Menneske, noget, der, naar det vækker vor Tillid og Kjærlighed, har en
Realitet for os, Skues dog alene ved Aandens Øie, ved en metal Anskuen, altsaa ikkun ifølge den
Maade, paa hvilken vi føre Individets ydre momentane og sandselige Ytringer tilbage til en
Grundforestilling, i og ved hvilken vi paa en aldeles indre Maade anskue det givne Individs indre
Væsen. Hvortil kommer, at vi ikke kunde erkende dette, hvis vi ej ifølge vor Menneskenatur
oprindeligviis sympathiserede med ethvert Menneske.’ (Sibbern, 1819, 218)
En dybere erfaren af mennesker finder altså sted ’ved aandens øje’, hvor vi skuer dets indre væsen,
som det ydre er et udtryk for. Dette er muligt, da vi oprindeligt har sympatiseret med enhver, hvilket
må opfattes, som vi alle er besjælet af det liv, som Gud er leverandør af. Når vi erfarer andre på en
dybere måde, så er det den andens væsen, deres individualitet, deres karakter og hjerte, hvilket har
at gøre med den enkeltes grundform og særegenhed, som jeg allerede har forklaret.
Som vi har fået forklaret, så antages et menneske stadig at orientere sig i forhold til omverden ved
hjælp af indre mentale forestillinger. Forskellen i forhold til Kant er dog, at der principielt er
mulighed for, at forestillingen har objektiv gyldighed, altså at forestillingen svarer helt til det
erfarede uafhængigt af den erfarende.
24 Kort efter skriver Sibbern om dette liv, at Gud er dets kilde, og at tilværelsen er det, hvori en Guddom åbenbarer sig,
og at det derfor gives en ’uendelig fylde af Væren og Væsenhed’. (Sibbern, 1819, 219-220) Dog skal det nævnes, at
Guds ånd er absolut forskellig fra al natur og naturliv. (Sibbern, 1819, 61)
25 Med karakter mener Sibbern omtrent det samme som grundformen, men med den forskydning, at når grundformen
som sjæleligt materiale er udfoldet, så viser sig karakteren. Med grundformen tænker Sibbern på et potentiale. Med
karakteren tænker Sibbern på dette potentiale i udviklet form eller som potentialets realisering, hvilket vil sige, at vi i
nogen grad har at gøre med en personlighed. (Sibbern, 1819, 32-33)
28

I menneskets indre verden 26 vælder det indefra kommende universelle liv frem og skaber det
særegne ved individet, da det universelle naturliv optages hos individet i overensstemmelse med
dets grundform, ’saa at dens hele Virken i Organismen bestemmes ved dennes Ejendommelighed’.
(Sibbern, 1819, 26)
Forestillingen er den, at det er uhyre vigtigt, at det universelle liv sætter sig igennem eller virker
igennem individet i overensstemmelse med dets grundform, da det netop er måden, hvorpå det
universelle liv kommer til live i den enkelte, hvilket nærmest er nødvendigt, da netop det at være
besjælet af livet på den måde er forudsætningen for at gøre sig et billede af verden og andre
mennesker, som faktisk svarer til måden, hvorpå dette og disse er i sig selv. Det vil sige, at den
enkeltes personlige udvikling eller dannelse i heldig retning eller individets realisering af det
potentiale, som den individuelle grundform udgør, hvilket vil sige en grad af personlig
selvrealisering, er en forudsætningen for at erkende verden, som den er, og at danne ægte
forestillinger om andres karakter og hjerte og dermed fatte ægte tillid til og kærlighed til disse.
(Sibbern, 1819, 215-219)
Igen levner Sibbern den fornemmeste plads til Vor Herre, når han skriver:
’Den højeste Universalitet endeligen er den, hvortil vi komme ved Herrens egen evige Ånd, hvorved
al Værens og Væsenheds Kilde og Centrum nu ogsaa træder ind i den Enkelte. Men ogsaa kun paa
dette Trin indtræder den ægte frie og absolutte, over alt Endeligt ophøjende, Personlighed.’
(Sibbern, 1819, 66)
Den største personlighed udfoldes ved Guds ånd, og på den måde tenderer Sibberns psykologi vist
imod en slags kristen mystik. Idealet for personlighed som ved Guds ånd sker almindeligvis ikke af
sig selv. Muligheden, for at den gudsgivne tro kan komme til udfoldelse i én, skal der kæmpes
noget med, og en selvstændig indsats er også påkrævet (Sibbern, 1819, 62), og dette er forbundet
med selvbevidsthed. Som undersøgelsen er skredet frem, har vi nu et indblik i de mere centrale
begreber, der ligger til grund for, hvordan Sibbern fremstiller ’personlighed’ i dette værk. Dog må
det hidtil fremstillede ses i sammenhæng med, hvad der følger i det efterfølgende afsnit, da
individet ikke dannes til personlighed, uden at det har opnået en grad af selvbevidsthed.
Personlig frihed
Selvbevidsthed
Det, der ligger til grund for det åndelige liv, er bevidstheden, der viser sig som en indre selvskuen,
hvor den enkelte gør sig selv til objekt for sig selv. Denne subjektets gøren sig til objekt for sig selv
26 Sibbern anvender også udtrykket ’mikrokosmos’. (Sibbern, 1819, 26)
29

finder ikke sted i et tomrum, da individet altid er i en tilstand som bekymret, ængstelig, glad eller
hvad det nu er, og det vil sige, at subjektet objektiverer sig som værende i en bestemt tilstand, som
det ikke umiddelbart kan ændre på, men som netop i denne mentale akt ses som virkende i sig og
som sine. Ligeledes befinder en person sig altid i en situation og har en tilværelse, der er sin, og
denne konkrete situation og tilværelse, som er personens, hører med til den mentale akt, da
subjektets objektivering af sig selv ligeledes omfatter den situation og den tilværelse, som er
personens, og som glæder, bekymrer eller hvad det nu gør i forhold til personen. (Sibbern, 1819,
69-71) Denne selvobjektivering finder sted, ved at man gør sig en forestilling om sig selv og sin
tilværelse, og hermed opstår en bevidsthed, hvorved jeg’et sætter sig som et personligt jeg i forhold
til sig selv og med alt, hvad der rører sig, i sig. Og sådan udvikler bevidstheden sig til
selvbevidsthed. (Sibbern, 1819, 73)
Fornuft
Ved hjælp af fornuften, som alle har i sig, fremstiller det gode sig som godt, det skønne som skønt,
det guddommelige som guddommeligt, det onde som ondt, men kun i kraft af selvbevidstheden
erkendes det, der her fremstiller sig for én, som det, det er. Det, som fornuften fremstiller, og som
lader sig erkende som sådan af den enkelte i kraft af selvbevidstheden, er vedrørende, både hvad der
rører sig i individets indre sjælelige liv og i den sociale virkelighed, hvori man færdes. Den enkelte
bør leve efter, hvad fornuften således lader den enkelte indse. Det vil sige, at den enkelte ved at
erkende og vedkende sig de erkendelser, som således gøres, lader sig besjæle af den fornuft og
derfor handler herefter som den naturlige følge af selvovertagelsesprocessen, som jeg skrev om
under overskriften ’Selvbevidsthed’. 27 (Sibbern, 1819, 74-76)
Og heri ligger en frihed. Den enkeltes bestemmelse ligger i at identificere sig med sig selv, som
man nu viser sig at være, og som ifølge den individuelle grundforms særegne måde at optage livet
på ikke kan være anderledes, og således identificere sig med sig selv, som man faktisk er. Helt
præcist formulerer Sibbern sig sådan om fænomenet:
’Saaledes kan da Mennesket, uagtet det virkende og gjørende i ham er noget andet end ham selv,
hvilket andet gjør ham til det, han vorder, - thi dets Kraft er dets, ej hans – dog siges at vorde, hvad
han selv gjør af sig, d. e. med Selvbestemmelse lader gjøre af sig..(..)..Der er i denne
Selvbestemmelse noget absolut, noget der umiddelbart er, hvad der er, fordi det nu engang er saa.
Og dette absolutte er en Grundact, en Grunddaad, hvorved Individet selv fæster Sind og Hjerte til
det, det lader herske i sig.’ (Sibbern, 1819, 86)
27 Fornuften virker således i én og er en guddommelig indflydelse i os og herudaf kan opstå en levende kærlighed til
Gud. (Sibbern, 1819, 78)
30

Når Sibbern skriver om denne selvovertagelsens handling, at det er noget absolut, så mener han
hermed, at disse fænomener har ontologisk status. Sibberns anvisninger på at tage sig selv og sin
tilværelse i besiddelse (Sibbern, 1819, 96) er for ham ikke blot en fortolkning iblandt andre mulige
fortolkninger, men er uomgængelige fænomener i forlængelse af den organiserende stræben, som
livet inciterer til, og som ytrer sig i mennesket ifølge dets natur. (Sibbern, 1819, 31)
Samvittighed
I den frihed, der foreligger eller som man tilegner sig i kraft af selvovertagelsen, ligger der også en
på samme måde absolut begrænsning, da jeg’et med sin frihed føler sig betinget af en indefra
kommende indre lov; samvittigheden, der fortæller, hvad man bør. (Sibbern, 1819, 86-87)
Om samvittigheden vil jeg lade Sibbern selv uddybe:
’Skarpest føles denne Grundbegrænsning i Samvittigheden, hvor Æresfrygten for og
Vedhængenheden ved den indre Lov gaaer i et med den personligste Følelse af det egne Selvs sande
Vel..(..).. Samvittigheden er den inderste og dybeste i Personligheden, som Personlighed; ved den er
Jeget som personligt og med den stærkt fremtrædende Følelse af denne Personlighed, rodfæstet i
det Evige..(..)..Den ligger saaledes paa det Punct, hvor det Evige gaar over i, og gaar i ét med, det
personligste.’ (Sibbern, 1819, 87-88)
Sibberns betragtninger om frihed og samvittighed er uden tvivl en variant af den kantianske frie
vilje og det kategoriske imperativ om at handle ud fra en maksime, som er forbilledlig (Lübcke,
Red., 1996, 227-234), og på samme måde her hos Sibbern er den personlige frihed forbundet med
en erhvervet fri vilje. Den frie vilje og den personlige frihed er således ikke noget, mennesket har
fra begyndelsen af sit liv, men er noget, det burde tilkæmpe sig på et tidspunkt i livet. Den enkelte
er et individ fra starten, men personlighed bliver det først ved sin fri selvovertagelse og
sammenhængende hermed opnåelsen af en fri vilje, og således bliver det selvbestemmende i den
konkrete tilværelse, som selvovertagelsen også inkluderer:
’Saaledes træder da umiddelbart til Selvpositioneringen, og falder sammen i eet med den, en anden
Grundposition, hvorved Jeget sætter sig i et bestemt Grundforhold til Verden eller sætter sig paa en
bestemt Maade til denne, tagende Livet paa denne eller hiin bestemte Maade. Det griber dette eller
hiint, hvortil det knytter sig, hvorom dets Hovedhensyn dreje sig, og hvorved det lader sig styre.’
(Sibbern, 1819, 100)
Som her uddybet så betyder selvovertagelsen, hvorved man bliver selvbestemmende på sin egen
måde i overensstemmelse med sin natur (grundform og karakter), at der kommer kontinuitet ind i
den enkeltes tilværelse. Den enkelte vil, ifølge Sibbern, typisk optræde ensartet, da det på sin måde
31

handler i overensstemmelse med sin samvittighed, hvilket er muligt i kraft af tilegnelsen af sin fri
vilje, og dette er nyt i forhold til før, hvor individet undertiden var henvist til at sige, mene, handle
som andre i det miljø, hvori han færdes, på grund af sit ikke-realiserede potentiale af sig selv som
personlighed og derfor manglende selvbestemmelse og selvstændighed. (Sibbern, 1819, 103)
Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse
Som allerede beskrevet så er en grad af personlig udvikling påkrævet for at erkende og holde af
verden og andre, som det eller disse faktisk er. Antagelsen skal vist forstås ret bogstaveligt, også
selvom det peger i retningen af den grumme konklusion, at et dårligt udført arbejde, en uheldig
vurdering, en ulykkelig kærlighed osv. meget vel kan have at gøre med, at man er en mislykket eller
ikke-realiseret personlighed, og det vil jeg nu uddybe.
Som vi før så, så er der principielt intet til hinder for, at mennesket i sit indre mikro-kosmiske
sjælelige liv gør sig et billede af sin verden og sine medmennesker, der svarer helt til, hvordan disse
faktisk er, men det betinger den personlige udviklingsproces, som resulterer i, at fornuften i én lader
det gode fremstille som godt, det onde som ondt, osv., og som således erkendes, som hvad det er i
kraft af selvbevidstheden, som ligeledes giver den erkendende mulighed for at handle herefter i
overensstemmelse med sin samvittighed og i kraft af sin frie vilje.
Et sådant selvbevidst og ideelt set etisk handlende menneske burde nu ikke tilbringe resten af sin
tilværelse i selvbevidst refleksion og lignende kognitive manøvrer. Disse bevidste mentale
manøvrer burde vedvarende finde sted, men det meste af tilværelsen burde bestå af
selvforglemmende virksomhed. Det vil jeg uddybe, og dertil vil jeg tage afsæt i følelser.
Følelser
Følelser er grundlæggende den stemning af behag eller ubehag, der er sammenhængende med
erfaringer med mennesker, ting og begivenheder, der fremkalder behag og ubehag, men ifølge
Sibbern findes der to hovedtyper af følelser; jeghedsfølelser 28 og universelle følelser.
Jeghedsfølelser
Jeghedsfølelser går ud på eget behag eller ubehag (Sibbern, 1819, 299), og disse vil jeg nu give et
eksempel på. Den, der alene er styret af sin lyst til det behagelige, vil søge dette og søge at undgå
det ubehagelige. Da det behagelige kun er behageligt, indtil lysten dertil er indfriet, er denne
ensidige måde at orientere sig på utilstrækkelig, da det, der vækker lysten, kun kan fastholdes med
behag, indtil lysten er tilfredsstillet. Derfra bliver det oprindeligt lystfulde forbundet med ulyst, og
den behagelystne må nu vente, indtil lysten opstår igen eller vende sig mod noget andet, som
vækker lysten, hvorefter det samme kan gentage sig. På den måde er følelsen af lyst og ulyst ikke
28 Jeghedsfølelser kaldes også for egoistiske følelser. (Sibbern, 1819, 296)
32

tilstrækkeligt nuancerede følelser at lade sig lede af, og hvad værre er, på denne måde erfarer man
ikke verden og sine medmennesker, som de er, men erfarer dybest set, hvad hos dem eller dette, der
tjener egen erfaren af lyst og behag. (Sibbern, 1819, 280-283) Og på den måde må denne tilgang til
tilværelsen betragtes som en form for ’dæmoni’ 29 , da alt og andre alene betragtes som, hvad det
fremkalder i eller for mig. 30
For eksempel er samvittigheden derimod en følelse, som fortæller, hvad man også burde gøre
overfor andre, hvilket meget vel kan være forbundet med ubehag eller ulempe for en selv.
Værre endnu med kærlighed. Kærlighed knytter sig til den andens indre væsen, det vil sige den
andens særegne personlighed, som skues med åndens øje. Hvis ikke kærligheden knytter sig til den
anden selv, men til den fornemmelse den anden vækker i en selv, så gøres den anden til objekt for
egen selvkærlighed og er således et eksempel på ’dæmonisk kærlighed’, som skyldes, at ’billedet af
den anden’ ikke svarer til, hvordan den anden er. 31 (Sibbern, 1819, 184)
Jeg mener ikke, Sibbern skal fortolkes så bogstaveligt, at den, der ikke har gennemlevet
selvovertagelsens proces og efterfølgende gør brug af de herved opnåede kompetencer, er den
eneste, der magter at erfare verden og andre med objektiv gyldighed og dermed også at elske andre,
da enhver ifølge Sibbern har anelse om det, der burde komme til klar bevidsthed. Derfor har mindre
udviklede mennesker og børn givetvis også ’lyse øjeblikke’ og kan ikke betragtes som alene optaget
af egen egoistiske vinding og tilfredsstillelse af egen lyst, men han mener helt sikkert, at
selvovertagelsen med en grad af reel fri vilje, selvbestemmelse og samvittighedsfulde handlinger er
vigtig, og at dette er ethvert menneskes rette bestemmelse. Jeg mener altså ikke, at der er tale om et
absolut enten-eller, men nærmere en høj grad af tendens til en mere ægte personlighed i forbindelse
med selvovertagelsesprocessen, men ikke en udelukkelse af, at der skulle være ægte eller
integrerede personligheder iblandt de mindre selvbevidste mennesker. 32
29
Hermed mener Sibbern; ’..efter christelig Talebrug forstaaes ved det dæmoniske de fra Gud bortdragende
Indflydelser af et i Mennesket sig rørende Princip til det onde’. (Sibbern, 1819, 116) Nærmere forklaret betyder dette, at
som det gode er et i ham indtrædende indflydelses magt, således har vi også at bekæmpe en i os sig rørende naturs
bevægelser, som ellers kan komme til magt og herredømme i os og over os, og som giver selvforagt, da vi ikke har
bekæmpet noget i os, der er os fremmed. (Sibbern, 1819, 115-116)
30
En sådan gøren alt og alle til genstand for egen selvfornøjelse baserer sig alene på, hvad Sibbern kalder
’jeghedsfølelser’. (Sibbern, 1819, 296)
31
Her kan vi sammenligne med Kants skelnen mellem verden for os, som ifølge ham er det eneste, vi har adgang til, og
for sig, som vi ikke kan vide noget om. Sibberns løsning på det kantianske erkendelsesteoretiske dilemma er, at en
personlighed har mulighed for at erkende, hvad verden og andre er i sig selv. Hvorimod et individ vel nok overvejende
er henvist til erkendelse af og erfaren af tingene og de andre, som det fremtræder for ham, hvilket for eksempel er en
realitet, når den erfarende erfarer på baggrund af kun jeghedsfølelser. For at erkende verden må den erfarende erfare det
erfarede på baggrund af en følelsesmæssig tilknytning til det erfarede, som er kendetegnet ved universelle eller
sympathetiske følelser (hensigten med Gadamers begreber om fuldkommenhedsforventning og
horisontsammensmeltning er uden tvivl en lignende måde at overvinde det kantianske problem).
32
Dette er i nogen grad min tolkning af Sibbern, men jeg mener at kunne underbygge min antagelse ved at give
eksemplerne med hunde og barbariske folkeslag: Selv en hund kan skamme sig, da den har en fornemmelse af det
ideelle, men den kan ikke udsondre det gode som godt, dertil kræves et sprog, der kan adskille tanken om det gode fra
33

Universelle følelser
Det selvforglemmende er muligt i kraft af, at den enkelte bliver følelsesmæssigt grebet af nogen
eller noget, hvor hensynet til sig selv glemmes, hvilket sker i forbindelse med det, Sibbern kalder
universelle følelser. Disse fremkaldes af noget objektivt udenfor individet, hvis levende indflydelse
fornemmes under følelsen, hvorved dette noget drager den grebne til sig, hvorved denne glemmer
sig selv. (Sibbern, 1819, 295-296) Om denne selvforglemmende leven skriver Sibbern:
’I de glædefuldeste Følelser forglemmes det egne Jeg; ej om vor egen Kraftyttring, men om
Gjenstandens Fortinlighed dreje under den contemplative 33 Nydelse vore Forestillinger sig;
ligeledes i Kjerlighedens højeste henrykkelse..(..).. ingenlunde er et Omdømme om Tingens Værd
for os, men om Tingens Værd i og for sig, og Erkendelsen af denne Værd har nu den forhøjede
Vitalitet til Virkning.’ (Sibbern, 1819, 315-316)
Således forestiller Sibbern sig, at den største glæde er i opslugthed og hengivelse til det, den eller
dem, hvor glæden er ved nydelsen af det i sig selv værdifulde for dets, disses eller dennes egen
skyld. 34
Sympathetiske følelser er blandede følelser, hvor der indgår både universelle og jeghedsfølelser,
men med en overvægt af de universelle følelser. Her træder selvhensynet tilbage til fordel for det
andet eller den anden, men glemmes ikke helt. (Sibbern, 1819, 299-300) Et eksempel på dette er
samvittigheden, der ganske vist er en universel følelse, for så vidt den vedrører noget, man burde
overfor andre, men alligevel rummer samvittigheden et selvhensyn, da den også har at gøre med et
krav til sig selv om at være mere fuldkommen. (Sibbern, 1819, 308)
Kærlighed
Sibbern vurderer helt sikkert kærlighed imellem kønnene meget højt, og lige såvel, som han ikke er
blind overfor mulige vanskeligheder i forbindelse hermed, lader det til, at han mener, at netop også
kærlighed til et menneske af det modsatte køn rummer særlige muligheder for selvrealisering, og
også i forbindelse med kærlighed af denne art tænker han først og fremmest her på kærlighed til den
andens indre væsen. Jeg mener, at dette er vigtigt at tilføje, når vi tager følgende citat i betragtning:
den konkrete situation. (Sibbern, 1819, 53) Et sprog har derimod de mest barbariske folkeslag, og selv hos disse findes
forestillingen om, at noget andet end det synlige er til, og at dette råder over menneskerne. (Sibbern, 1819, 54)
33 Når Sibbern skriver ’kontemplativ’, så tænker han her på den glæde, der består i at se det gode som godt, det skønne
som skønt og en andens indre væsen i dennes særegenhed som fornuften. De største glæder af denne art kalder Sibbern
universelle følelser. Universelle følelser kan dog også vække mishag (Sibbern, 1819, 297), som for eksempel man
iagttager en uretfærdighed, som man reagerer på under fuldstændig tilsidesættelse og forglemmelse af sig selv.
34 Når Sibberns skriver ’kjerlighedens højeste henrykkelse’, er der næppe tvivl om, at han her også tænker på seksuelle
udfoldelser, og der er heller ikke tvivl om, at han tænker dets plads er strengt indenfor rammerne af ægteskabet. Ingen
steder i Menneskets aandelige Natur og Væsen omhandles seksualitet, men i Om Elskov. Kjærlighed imellem Mand og
Qvinde, der også er fra 1819, nævnes seksualitet og utroskab flere steder. For eksempel på side 61: ’..Tanken paa
Utroskab er saa oprørende og saa frygtelig, fordi Utroskab gjør, at selv det Høiere, Herligere i Jordelivet viser som
Noget, der ingen Bestaaen har, ingen Ægthed.’
34

’Overalt viser sig Ensidigheden og Utilstrækkelighed i de enkelte Individers Naturer, der til fulde
Existents behøve og kræve Forening med andre Individer. Den bestemteste og betydeligste
Modsætning i Naturen er her Kjønnets. Ikkun Halvt lever Menneskenaturen i ethvert Individ.’
(Sibbern, 1819, 58)
1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt
i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828?
Som jeg har skrevet både i projektdesignet og i begyndelse af afsnit 1a., består Psychologisk
Pathologie overvejende af en undersøgelse af drifter, lidenskaber og affekter, som netop kan
forhindre den naturlige og vellykkede personlighedsdannelse, der fremstilles i Menneskets
aandelige Natur og Væsen, som jeg nu i korte træk har redegjort for. Sibbern skriver på første side i
Psychologisk Pathologie, hvor han henviser til stedet i forgængeren, hvor han skriver at han senere
vil levere en undersøgelse af de pathologiske fænomener, at dette stadig er målet med denne bog.
(Sibbern, 1828, 3)
Jeg vil først redegøre for Sibberns pathologiske grundbegreber drifter, lidenskaber og affekter.
Dernæst vil jeg kort redegøre for, hvordan det pathologiske optræder, når drifterne ikke er rettet
imod sine genstande baseret på sympathetiske følelser, men derimod er baseret på egoistiske
følelser og dermed overmander disse oprindelige gode og naturlige tilbøjeligheder.
Som allerede nævnt i afsnittet projektdesign har jeg valgt den fremstillingsmåde, da Sibbern i
Psychologisk Pathologie ved hjælp disse grundbegreber for det pathologiske undersøger nærmest
alle tænkelige områder af tilværelsen, hvor begivenhederne risikerer at løbe af sporet og blokere for
realisationen af den vellykkedes personlighedsudvikling, hvilket ikke er muligt at gengive
detaljeret.
Det pathologiske
Sibberns begreb pathologi er afledt af det græske ’pathos’. (Sibbern, 1885, 3) I Dansk
Fremmedordbog fremgår det, at det græske begreb ’pathos’ egentlig betyder lidelse og nu på dansk
refererer til ’en grebethed, stor og ophøjet lidenskab..(..).. øjeblikkelig og skiftende sjælstilstand;
MODSAT: etos.’ (Hårbøl, 1997, 713) ’Om ’etos’ står, at dets oprindelige græske betydning er ’sæd,
skik’ og på dansk nu referer til ’karakter, moralsk opfattelse, blivende karakteregenskaber’.
(Hårbøl, 1997, 293) Når Sibbern i Psychologisk Pathologie udfolder, hvad han forstår ved det
pathologiske, så er det ikke i modstrid med disse korte definitioner, da det pathologiske hos Sibbern
netop referer til individets lidenskabelige grebethed og sindets omskiftelighed, som er lidelsesfuld
og står i modsætning til en moralsk livsstil og sammenhængende hermed blivende
35

karakteregenskaber hos den enkelte, som Sibbern har redegjort for i Menneskets aandelige Natur og
Væsen.
Alle pathologiske fænomener er forbundet med affektion eller attrå, som Sibbern også kalder
begær, stræben og tilskyndelse. (Sibbern, 1828, 5)
Affektion er et overvejende indre subjektivt fænomen, der indadgående ytrer sig i en
sindsbevægelse og udadgående ytrer sig i et overdrevent følelsesudbrud. Måden, hvorpå det kan ske
for det enkelte individ, beror langt hen ad vejen på individets særegenhed og mindre på det, der
fremkalder affekten, da en lignende affektiv sindets bevægelse i både ind- og udadgående retning
kan have et lignende forløb i forskellige situationer og ved forskellige begivenheder. Hvis den
affektive sindsbevægelse er stærk, overvælder den besindigheden og ’bevæger Sindet med en vis
eensidig, alt Andet fortrængende Heftighed’, hvilket kaldes en egentlig affekt. (Sibbern, 1828, 5)
Den stående kilde til affektionerne kan skyldes ’Det, som constituerer Temperamentet, hvoraf der,
da der er en vis staaende Grundstemning i hele Sindet, kun kan tillægges ethvert Menneske eet’.
(Sibbern, 1828, 6) Her ser vi et eksempel på, at antagelsen om det enkelte individs grundform, som
redegjort for i forrige afsnit, også her bliver tilkendt en konkret betydning i forbindelse med de
uheldige pathologiske sindsbevægelser, sindsudbrud og affekter.
Attråen er et psykisk fænomen, der er mere forbundet med det objektive, da attråen bevæger den
attrående til handling, ’hvorved bestemte Gjenstande, eller Forhold og Tilstande, som endnu ikke
ere til, skulle frembringes’. (Sibbern, 1828, 5) Da det, der attrås, er vidt forskelligt, har attråen et
mere forskelligt præg og udseende afhængigt af genstanden, forholdet eller tilstanden, der attrås.
(Sibbern, 1828, 5)
Drift
Attråens kilde er drift eller drifter, da der ’efter Gjenstandenes Forskellighed, gives mangeslags
Atraa, ogsaa tilskrives Mennesket flere forskellige Drivter’. (Sibbern, 1828, 5)
Om denne drift eller drifter, der er kilden til attrå, skriver Sibberns endvidere:
’Under Livets gang uddanne sig af Drivterne, formedelst Reflection og selvbestemmelse, idet visse
Gjenstande hæves frem og vorde staaende Formaal for vedvarende Attraa og Bestræbelse, visse
fremherskende Attraaens Tilbøieligheder, der kunne blive til Lidenskaber, idet da tillige
Forestillingerne om hine Gjendstande blive til herskende forestillinger.’ (Sibbern, 1828, 6-7)
36

Med andre ord så formes attråen hos den enkelte ad åre i forskellige retninger, og under samme
proces kan der opstå lidenskabelige herskende forestillinger om de ting, attråen er rettet imod, og
hvis denne attrå stiger til en grad af lidenskab og farver de herskende forestillinger på en al for
ensidig måde, så kapper denne attrå og lidenskab over i det pathologiske, som har at gøre med, at
genstandene tabes af syne til fordel for den egoistiske optagethed af, på hvilken måde genstandene
kan tages i besiddelse eller berige den lidenskabeligt attrående for dennes egen skyld.
Et andet sted skriver Sibbern mere udførligt om driftens årsag og dens virkninger som attrå og
begær:
’Allerede at Mennesket er sig et sig selv bevidst Væsen, hvis Liv er Tiden og Tidens Vilkår og
Forhold underlagt, medfører, at han er et Væsen, der ei kan Andet, end at bevæges af Attraa og
Begjær og dermed forbunden Tragten og Stræben, som gaar ud paa, at ved hans egen Virksomhed
Noget skal blive til Virkelighed i et senere Tidspunkt, som det i et tidligere har fremstillet sig for
hans Fornemmelse eller Forestilling. Men at Mennesket tillige er et Væsen, som er langt fra
allerede at være Det, hvortil hans Liv sigter, at den Formation eller Skabning, som i ham er
grundlagt, er langt fra at være færdig, dette gjør, at hiin Atraaen, Begjæren, Tragten og Stræben
træder saa stærkt frem hos Mennesket, og hos ham spiller en saa stor Rolle, og at derfor saa stor en
Deel af de pathologiske Betragtninger komme til at dreie sig herom.’ (Sibbern, 1828, 53-54)
Det individet ikke er fra starten, men er anlagt på at blive, kender vi til fra min redegørelse for
individ, personlighed og personlig frihed hos Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen, så
det vil jeg ikke her kommentere yderligere. Det, Sibbern her skriver om årsagen til drifter og dets
virkninger attrå, begær, stræben og tragten, er, at disse fænomener er helt naturlige og i sig selv
gode og nødvendige i forhold til individets realisation af sig selv som personlighed, hvilket er
hensigten med den enkelte og er som sådan simpelthen en måde, hvorpå livet virker i mennesket.
Da dette spiller så stor en rolle og træder så stærkt frem i mennesket, så forelægger muligheden
altså også for, at disse drifter og denne attråen, tragten, stræben og begær risikerer at udvikle sig til
at være en forhindring for den udvikling, som det enkelte menneske er anlagt på.
Sibbern har også en forklaring på, hvordan driften som blind ’naturtilskyndelse’ virker i mennesket,
hvilket vil sige, hvordan denne blinde tilskyndelse i mennesket omdannes til en mere eller mindre
bevidst attråen og stræben. Sibbern skriver om dette, at driftens ophav fortaber sig i det dunkle, som
han kalder et instinkt:
’Instinkt, der betegner det mere Bevidstløse og Dunkle. Thi skal..(..)..hiin Drivts første aldeles
dunkle Rørelse betragtes som Naturtilskyndelse, og den kaldes da bedre Instinct, end Drivt.’
(Sibbern,1828, 58-59)
37

Sibberns begreb om drift er mangfoldig, som der er genstand, forhold og tilstande at attrå. Også
derfor bliver Psychologisk Pathologie et ret omfattende værk, da Sibbern med sine grundbegreber
for det pathologiske undersøger de psykiske fænomener i forbindelse med alle de mange genstande,
der kan gøres til genstand for attrå. Således skriver Sibbern om ’meddelelsesdrift’, som er driften til
at delagtiggøre andre i, hvad der optager en. (Sibbern, 1828, 75) En moralsk og religiøs drift.
(Sibbern, 1828, 79) Lyksalighedsdrift, fuldkommenhedsdrift og virksomhedsdrift. (Sibbern, 1828,
87) En drift imod viden, frembringelse, kunst. (Sibbern, 1828, 116) Drift til at indgå i selskab,
venskab, kærligheddrift og kønsdrift, der i sig selv er af egoistisk udspring. (Sibbern, 1828, 117)
Drift til nydelse. (Sibbern, 1828, 199) Drift til ære, osv. (Sibbern, 1828, 76)
Enhver genstand, tilstand eller forhold, der kan attrås, er der en drift for, og enhver sympathetisk
drift, der udvikler personen, kan blive kvalt af personens egen egoistiske stræben, hvorved selve
genstanden tabes af syne.
Sympathetiske og egoistiske drifter
Igen anvender Sibbern grundmodsætningen imellem de sympathetiske og egoistiske følelser 35 , som
de følelser hvor ud fra der erfares og handles. I attrå og de heraf afledte handlinger, der er motiveret
af sympathetiske følelser, er der ikke noget pathologisk. I de handlinger, der derimod baserer sig på
egoistiske følelser, optræder de pathologiske fænomener. (Sibbern, 1828, 11-12)
Sibberns grundantagelse for det pathologiske er, at alle de genstande, tilstande og forhold, der kan
attrås, og som der derfor findes en drift for, ideelt set må basere sig på også sympathetiske følelser,
da denne attrå imod tingene, tilstanden eller forholdet, ellers ikke er en rettethed imod dette i sig
selv værdifulde og dermed rummer egentlig selvforglemmelse, som redegjort for i forrige afsnit,
men bliver en rettethed, hvor genstanden, tilstanden eller forholdet netop begæres for, hvad dette
kan være for det begærende individ. Fælles for de pathologiske fænomener er, at de er en rettethed,
en henvendelse imod, en optagethed, en drift imod, der har helt eller delvist mistet sin genstand. Og
i en vis forstand bliver attråen en attrå, der mere eller mindre er vendt imod den attrående selv, som
jeg tidligere har beskrevet under afsnittet om jeghedsfølelser, men som Sibbern igen skriver om i
Psychologisk Pathologie. 36 (Sibbern, 1828, 137) Denne pathologiske jeghedssyge kan forekomme i
forbindelse med alle de genstande, der kan gøres til genstand for begær.
35 Før har jeg benævnt disse med deres anden betegnelse, jeghedsfølelserne.
36 Der er næppe nogen tvivl om, at vi her ser Sibberns fortolkning af den ’indkrogethed i sig selv’, som Luther taler om,
og som det om muligt er altafgørende at blive vendt ud af, men som mennesket ifølge Luther ikke magter at gøre ved
egen indsats, hvilket Sibbern vist også kan siges at mene, selvom han vist er noget mere optimistisk end Luther. Det var
en religionsfilosofisk kommentar, men under redegørelsen af aspekter Menneskets aandelige Natur og Væsen skrev jeg,
at Sibbern selv var inde på, at psykologien havde genstand tilfælles med ’den usynlige kirke’, og derfor finder jeg det
rimeligt nok at knytte den kommentar til, og som vi snart skal se, så fremkaldte Psychologisk Pathologie også en protest
over dens sammenblanding mellem teologi og psykologi.
38

Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal
Sibbern beskriver mennesket som et væsen med flere lag eller niveauer. Sibbern anvender
betegnelsen hovedtrin. Det, der er vigtigt, er, at Sibbern mener, at kun den affekt og attrå, der
kommer til udtryk som psykiske fænomener under det første hovedtrin, hører til de egentlige
pathologiske fænomener. Personer, der kan siges at være kendetegnet ved, hvad der fremgår under
de øvrige hovedtrin, er, hvad Sibbern forstår ved vellykkede frie personligheder eller bedre endnu
gode protestanter. (Sibbern, 1828, 66)
Første hovedtrin - naturtilskyndelsen
På dette stade befinder et menneske sig på et trin, hvor det er behersket af naturtilskyndelser med
dets ’tvende væsentligt forskellige Hovedtrin’ som måder, hvorpå livet kommer til udtryk hos
mennesket. (Sibbern, 1828, 63)
Første trin er den blotte drift, der betegnes som ren naturtilskyndelse og betegner den bevidstløse
instinktive dunkle rørelse, der som egentlig drift i mennesket får skikkelse som rettet attrå imod
bestemte genstande, tilstande eller forhold.
Andet trin er tilskyndelsen:
’Tilbøjeligheden, der er noget Andet, end Drivt, da den først under Livets Gang, formedelst
tiltrædende Opmærksomhed paa Gjendstandende og en derved fremkaldet Tilknytning til visse
iblandt dem, gaaer frem af Drivten, men ogsaa den er dog endnu at kalde Naturtilskyndelse, og det
Standpunct, hvorpaa Mennesket staaer, saalænge han endnu ikkun bevæges af en saadan, er blot
Naturens.’ (Sibbern, 1828, 63)
Dette standpunkt er altså et, hvor individet er optaget af og knyttet til visse genstande eller visse
andre, der er mere end den blotte drift, men ikke på en moden og selvbevidst måde. Sibbern skriver
videre herom i § 38 Hvorledes Tilbøielighed danner sig. Herved om Vanens Magt, at denne
opmærksomhed på visse genstande, begivenheder og andre, der på en rutinemæssig måde er
opstået, har det med at vare ved som en tilbøjelighed, man beskæftiger sig med og prøver at komme
i besiddelse af, hvis det lader sig gøres. (Sibbern, 1828, 118-122) Sibbern skriver herom:
’.. en Tilbøielighed, som ikke uden Anledning ofte kaldes en Kjærlighed, være den ofte nok saa
egoistisk.’ (Sibbern, 1828, 119)
Dette tilskyndelsens trin har altså at gøre med, at man beskæftiger sig med andre og visse
genstande, som man nok har en vis glæde ved, og som undertiden går under navn af kærlighed,
hvad det alligevel ikke helt kan siges at være, da glæden ved disse genstande og andre i den sidste
39

ende er af egoistisk art. Dette andet trin er uden tvivl sammenfaldende med et menneske, som
Sibbern beskriver i Menneskets aandelige Natur og Væsen før den selvovertagelsesproces, der er
forbundet med tilegnelse af selvbevidsthed, personlig frihed og ansvar osv.
Andet hovedtrin – forstands- eller fornufttilskyndelsen
Et menneske på dette dannelsesniveau burde handle efter:
’..den Tilskyndelse, som indtræder, naar Overvejelse og Eftertænkning føre til at handle af Indsigt
og erkendte Grunde, og derfor at følge visse eengang fattede faste Beslutninger, og altsaa at handle
efter Grundsætninger..(..).. Det er her, i denne Intelligentsens og Frihedens Sphære, at Attraaen
opklarer sig til at vorde en egentlig Villie, og at det viser sig, at Mennesket ikke blot i det Enkelte
kan ville og fatte Beslutning, men ogsaa i det Hele en vis Grundvillie hos ham kan danne og befæste
sig.’ (Sibbern, 1828, 63)
Med den forklaring kan vi se, at det, Sibbern her skriver om, er i forlængelse af, hvad vi allerede har
set på som den ret ideelle personlige udvikling, som det fremgik af Menneskets aandelige Natur og
Væsen, hvor den enkelte overtager sig selv, opnår selvbevidsthed, og hvor samvittigheden får sin
egentlige betydning, da personen i kraft af sin selvbevidsthed nu også erkender det gode som godt,
det skønne som skønt, osv., som fornuften fremstiller for denne enkelte, og som ledsages af etisk
handlen. 37 Dette trin deler Sibbern her i endnu et hovedtrin, hvor det fornuftige er mere integreret i
personligheden.
Tredje hovedtrin - karaktertilskyndelsen
Sibbern skriver, at et menneske, der således er behersket af fornuftstilskyndelse, ikke af den grund
hverken kan eller skal ophøre med at være underlagt naturtilskyndelsen. Sibbern mener åbenbart at
for at undgå, at naturtilskyndelser og fornuftstilskyndelser skal stå i modsætning til hinanden, skal
disse tværtimod gensidigt befrugte hinanden og blive en anden af fornuft gennemtrængt natur. 38
(Sibbern, 1828, 64-65)
Sibbern skriver om dette:
37 Det er uden tvivl også i direkte forlængelse af Kants morallov, hvad vi har set i både Menneskets aandelige Natur og
Væsen og nu igen med lidt andre ord her i Psychologisk Pathologie. Søren Kierkegaards tænkning om æstetikere og
etikere (Kierkegaard, 1999, 110) er uden tvivl også i direkte forlængelse af disse aspekter af Sibberns psykologi.
Sibbern benævner endda også anden og tredje hovedtrin som etikkens standpunkt, og det fjerde som det religiøse
standpunkt. (Sibbern, 1828, 66) I betragtning af hvor kendt Kierkegaard er blevet, er det i grunden mærkeligt, at
Sibbern er gået helt i glemmebogen. Hvor mange ved, at skabelonen for Kierkegaards univers befinder sig i Menneskets
aandelige Natur og Væsen fra 1819?
38 Når Sibbern her betænker modsætningen og ophævelsen af den modsætning, der kan forekomme imellem, hvad der
kan være naturligt at gøre, og hvad man som etisk handlende væsen mener man skulle gøre, så er det næppe forkert, at
Sibbern her mener at befinde sig i overensstemmelse med Paulus’ brev til romerne 7. 18-19 eller i hvert fald forholder
sig til samme emne: ’Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre
det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.’
40

’..hvad reen og klar Indsigt og Erkendelse lærer og fordrer eller medfører, skal saaledes udvikle sig
af vor Natur og igjen gaa over i vor Natur, og gribes og omfattes af den Tilskyndelse, som,
kommende frem af sig selv, ogsaa af sig driver Livet fremad, at det erkendte Høiere bliver os til en
anden Natur, ved aldeles at gaae over i Tilbøjeligheden.’ (Sibbern, 1828, 64-65)
Forskellen på andet og tredje hovedtrin er vist, at her på det tredje hovedtrin gør den enkelte ikke
lidt modstræbende, hvad han ved, han burde, men gør det her umiddelbart, glad og gerne, da
naturlig lyst, erkendelse og vilje er helt i overensstemmelse med hinanden.
Fjerde hovedtrin – livet i Gud
Ganske som i Menneskets aandelige Natur og Væsen realiseres personligheden i fuldt flor ved Guds
ånd. Sibbern opererer dog her med to former for religiøsitet. Det første trin er en kristendom, hvor
et menneske har en idé om Gud, den anden er, når et menneske er gennemtrængt af Guds egen ånd:
Væsenhedens trin
På dette trin leves livet i kraft af individets idé om Gud. (Sibbern, 1828, 65-66)
Nådens trin
Dette egentlige kristne liv er kendetegnet ved at være:
’..naar hele Livet saaledes bevæges og gjennemtrænges af Det, som er høiere, end baade Naturen
og Friheden, men til hvis Aabenbarelse baade Natur og Frihed skulle tjene, det Guddommelige og
Evige, at Guddommen selv kan siges at opfylde Sjæl og Sind, Hjerte og Aand, og at Tilskyndelsen
føles og elskes og helligholdes som Guddommens egen actuelle altopfyldende Tilstedeværelse i
Menneskets Indre..(..).. i Kraft af Guds umiddelbare Impuls og Leven i os.’ (Sibbern, 1828, 65)
41

2. Summary
This project examines the psychological works of Frederik Christian Sibbern, Menneskets aandelige
Natur og Væsen from 1819 (The Spiritual Nature and Substance of Man) and Psychologisk
Pathologie from 1828 (Psychological Pathology) with regards to how the concepts ‘individual’,
‘personality’, and ‘personal freedom’ in those works are given a particular meaning. Sibbern was
professor of philosophy at the University of Copenhagen from 1813 to 1870, and was at the
beginning of this period a central figure within the idealistic science of the time. With his works
Sibbern also contributed to making the idealistic science become the scientific paradigm of that
period. Thus, this project examines how the individual is being focused on as an object of special
attention and new interpretation in Danish Romaticism.
Put briefly, Sibbern understands man as a being in which self-consciousness, self-determination,
conscience, and reason are central phenomena. Emotional phenomena and natural impulses are put
in a central position, as well, the notion being that the characteristics of the idealistic development
of the personality are the reciprocal penetration of natural impulses of all kinds and the self-
consciousness, conscience, and reason of the individual. By this reciprocal penetration they create a
different nature.
42

Litteraturliste
Primær litteratur
Carlsen, Søren, (1820), ’Skrædderens Forelæsning og Professor Sibberns Forelæsninger, et
Skuespil, fremstillende Kjøbenhavns lærde og aandelige Liv i dets høieste Potents’. Trykt paa
Forfatterens Forlag. Hos N. Georg Fr. Christensen, Kjøbenhavn.
Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut, Red. medarbejdere (1842), ’Dansk Pantheon. Et
portrætgallerie For samtiden bind 2’. Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut, Kjøbenhavn.
(http://bibliotek.dk/vis.php?term1=lid%3D001990631%20og%20lok%3D810010&format=l&origin
=nada&vis_ccl=Du+ser+p%E5+%E9n+udgave+af%3A+Dansk%20Pantheon%20:%20Et%20Portr
aitgalleri%20for%20Samtiden)
Heiberg, Red. J. L., m. fl., (1829), ’Maanedsskrift for Litterratur. Udgivet af et Selskab. Andet
Bind’, artiklen ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et udkast til en Psychologie’. Anonym
forfatter. Forlagt af Universitetets-Boghandler C. A. Reitzel. Tryk Fabritius de Tengnagels
Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (s. 35-58)
Høffding, Harald, (1905), ’Danske filosoffer’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.
MDCCCCIX. Forlagstrykkeriet, København. (s. 97-118)
Høffding, Harald, (1917), ’Psykologi i omrids paa grundlag af erfaring’. Ellevte, forkortede
udgave. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, Kjøbenhavn. MDCCCCXXX.
Høffding, Harald, (1928), ’Erindringer’. Gyldendalske boghandel. Nordisk forlag, København.
MCMXXVIII.
Kierkegaard, Søren, (1999), ’Etikerens brev. Ligevægten mellem det æstetiske og etiske i
personlighedens udarbejdelse’. Nudansk udgave ved Henning Petersen. Forord af Anders Kingo.
DET lille FORLAG, Frederiksberg. ISBN 87-90030-72-9. (udgivet første gang i 1843, som en del
af Enten-Eller.)
43

Martensen, H., (1872), ’Frederik Christian Sibberns Jordefærd i Frue Kirke den 21 de December
1872’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
Mynster, J. P., (1830), ’Grundrids af den almindelige Psychologie’. Gyldendalske Boghandlings
Forlag. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
Mynster, J. P., (1854), ’Meddelelser om mit Levnet’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.
Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
Mynster, C. N. L., red. (1860), ‘Breve fra J. P. Mynster’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel.
Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
Mynster, C. N. L., red. (1862), ‘Af efterladte Breve til J. P. Mynster’. Forlagt af den Gyldendalske
Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
Mynster, C. N. L., (1866 I), ‘Breve til og fra F. C. Sibbern I’. Forlagt af den Gyldendalske
Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. (breve til Sibbern)
Mynster, C. N. L., (1866 II), ‘Breve til og fra F. C. Sibbern I’, Forlagt af den Gyldendalske
Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. (breve Fra Sibbern)
Møller, Poul Martin, (1965), ’Filosofiske Essays og Strøtanker. Udvalg og forord ved Børge
Madsen’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. (s. 141-161)
Sibbern, Frederik Christian, (1819), ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en
Psychologie. Første Deel’. I den Gyldendalske Boghandling. Trykt i det Schulviske Officin,
Kjøbenhavn.
Sibbern, Frederik Christian, (1822), ’Om Erkendelse og Granskning. Til Indledning i det
akademiske Studium’. Fr. Brummers Forlag. Trykt hos E. Stræbe, Kjøbenhavn. (fortalen og
oversigt, indtil s. XVI)
44

Sibbern, Frederik Christian, (1828), ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en
Psychologie. Psychologisk Pathologie. Anden Deel’. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri,
Kjøbenhavn.
Sibbern, Frederik Christian, (1829), ’Philosophiskt Archiv og Repertorium’. Udgivet af Dr.
Frederik Christian Sibbern. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (s. 58-92)
Sibbern, Frederik Christian, (1853), ’Om Elskov eller Kjærlighed imellem Mand og Qvinde’. Paa
eget Forlag. Trykt i det Schulviske Officin, Kjøbenhavn. (udgivet første gang i 1819)
Sibbern, Frederik Christian, (1862), ’ Psychologie, indledet ved almindelig Biologie, i
sammentrængt Fremstilling. Den nye Udarbeidelses 4. heelt igjennem forøgede og forbedrede’.
Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (fortalerne)
Sibbern, Frederik Christian, (1885), ’Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber’. C. A.
Reitzels Forlag, Kjøbenhavn. (fortalen og indtil side 30) (udgivet første gang i 1828 med titlen
’Psychologisk Pathologie’)
Treschow, Niels, (1812), ’Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især dens aandelige Side’.
Trykt paa Fr. Brummers Forlag hos Ernst Andreas Herman Møller, Hof og Universitetsbogtrykker,
Kiøbenhavn. (indtil s. 50)
Tuxen, Poul, red, (1927), ’Gabrielis’ Breve’. Forfatter Sibbern, Frederik Christian.
Holbergselskabet af 23. september. (de første 153 sider, som udgør, hvad der blev udgivet i 1826,
inklusiv forordet af J. P. Mynster)
Sekundær litteratur
Historiske værker
45

Andersen, Dorthe Sondrup, (2004), ’Guldalder uden forgyldning’. Peoples’s Press, København.
ISBN 87-91293-83-9.
Bjørn, Claus, (2003), ’Danmarkshistorien. Bind 10. Fra reaktion til grundlov 1800-1850’. 2.
udgave, 1. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag
A/S, Copenhagen. ISBN 87-89068-31-9.
Red. Feldbæk, Ole, (1991), ’Dansk Identitetshistorie. bind 2. Et yndigt land. 1789-1848’. C. A.
Reitzels Forlag, København. Trykt hos Olesen Offset, Viborg. ISBN 2-87-7421-712-7.
Feldbæk, Ole, (1998), ’Danmark-Norge 1380-1814. Bind IV. Nærhed og adskillelse 1720-1814’.
Akademisk Forlag, København. ISBN 87-5000-3516-9.
Feldbæk, Ole, (2003), ’Danmarkshistorien. Bind 9. Den lange fred. 1700-1800’. 2. udgave, 1.
oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S,
Copenhagen. ISBN 87-89068-30-0.
Garff, Joakim, (2000), ’SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi’. Gads Forlag, København.
Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-12-02243-8.
Red. Grane, Leif, m. fl., (1992), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind VIII. Det filosofiske
Fakultet. 1. del’. C. E. C. GADS Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-
87848-33-3. (s. 46-52)
Red. Grane, Leif, m. fl., (1993), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie
1788-1936’. C. E. C. GADS Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-
87848-38-4. (s. 1-200)
Red. Henriksen, Aage, m. fl., (1968), ’Den erindrende Faun’. Fremad. Trykt i Gentofte
Bogtrykkeri. (s. 108-116)
Himmelstrup, J, (1934), ’Sibbern. En monografi’. J. H. Schultz Forlag, København.
46

Hvidt, Kristian, (2004), ’Danmarkshistorien. Det folkelige gennembrud. 1850-1900’. 2. udgave, 1.
oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S,
Copenhagen. ISBN 87-89068-32-7.
Red. Jensen, Povl Johs., (1980), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind X. Det filosofiske
Fakultet. 3. del’. C. E. C. Gads Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-
87848-09-0. (s. 1-60)
Red. Jessen, Keld B., (1999), ’Filosofi - fra antikken til vor tid’. Systime. ISBN: 87-7783-789-4.
Med supplerende materiale på forlagets internetadresse: http://www.systime.dk/
Jørgensen, John Chr., (1994), ’Det danske anmelderis historie’. Fisker & Schou. Trykt hos Olesen
Offset, Viborg. ISBN 87-90057-26-0. (s. 56-61)
Kallmoes, Poul,(1946), ’Frederik Christian Sibbern. Træk af en dansk filosofs liv og tænkning’.
Ejnar Munksgaards Forlag, København.
Koch, Carl Henrik, (2003), ’Dansk oplysningsfilosofi’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag
A/S, København. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg A/S. ISBN 87-00-76298-9.
Koch, Carl Henrik, (2004), ’Den danske idealisme’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S,
København. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg A/S. ISBN 87-00-76302-0.
Korsgaard, Ove, (2004), ’Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500
år’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, København. ISBN 87-02-01719-9.
Lausten, Martin Schwartz, (1997), ’Kirkehistorie. Grundtræk af Vestens kirkehistorie fra
begyndelsen til nutiden’. Forlaget ANIS, Århus. ISBN 87-7457-186-9.
Lausten, Martin Schwartz, (1999), ’Kirkens historie i Danmark. Pavekirke – Kongekirke -
Folkekirke’. 1. udgave, 1. oplag, Forlaget, Århus. ISBN 87-900645-02-2.
Lindhart, Jan, (1998), ’Mellem djævel og Gud Martin Luther’. C. E. C. Gads Forlag –
Aktieselskabet af 1994. ISBN 87-12-03338-3.
47

Madsen, K. B., (1986), ’Psykologiens historie i et videnskabsteoretisk perspektiv. Bind 1: Tiden
indtil ca. 1945’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A.S., Copenhagen. ISBN 87-01-50332-4.
Nordenbo, Red. Sven Erik, m. fl., (1976), ’Dansk filosofi og psykologi 1926-1976. Bind 1’.
Filosofisk Institut Københavns universitet. Tryk: JJ Trykteknik A/S, København. ISBN 87-503-
2100-5. (s. 7-23)
Nielsen, Jørgen Juul, (1991), indledningen til ’Menneskeværd og menneskevel’ af Niels Treschow.
C. A. Reitzels forlag A/S, København. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-7421-728-3.
Olesen, Red. Thorsten Borring, m. fl., (1987), ’På jord min Himmel. Kærlighedsliv i historien’.
Den jyske historiker, Århus. Tryk: Werks Offset, Århus. ISBN 87-7288-800-8.
Pahuus, Mogens, (1995), ’Fornuft og Følelse. Den følende fornuft og den vellykkede identitet’.
Philosophia, Århus. Tryk: Werks Offset, Århus. ISBN 87-88663-34-5.
Pahuus, Red. Mogens, (2001), ’Punktnedslag i dansk livsfilosofi’. Aalborg Universitetsforlag.
Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7307-642-2.
Rasmussen, Jens, (1999), ’J. P. Mynster. Sjællands biskop 1834-1854. Kampen for en rummelig
kirke. Forholdet til N. F. S. Grundtvig og Grundloven’. Odense Universitetsforlag, trykt af Special-
Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7838-483-4.
Schultz, Duane P., m. fl., (1992), ‘A History of Moderne Psychology’. Fifth Edition.University of
Southern Florida. ISBN 0-15-537467-2. (til s. 111)
Thomsen, Ole B., (1975), ’Embedsstudiernes Universitet. Bind 2’. Akademisk Forlag. Tryk: JJ
Trykteknik A/S, København. ISBN 87-500-1535-4. (s. 700-720)
Vind, Ole, (1999), ’Grundtvigs historiefilosofi’. Gyldendalske boghandel. Nordisk Forlag A/S,
Copenhagen. Trykt hos Nordisk Bog Center A/S, Haslev. ISBN 87-00-37308-7. (s. 210-220)
Wolf, Jakob, (1997), ’Etikken og Universet’. Forlaget ANIS. ISBN 87-7457-1999-0.
48

Ørsted, Børge, (1965), ’J. P. Mynster og Henrich Steffens’. Institut for dansk kirkehistorie. Nyt
nordisk forlag. Arnold Busck, København. (s. 465-475 og 535-545)
Historieteori, filosofi og videnskabsteori
Gadamer, Hans George, (2004), ’Sandhed og metode: grundtræk af en filosofisk hermeneutik’.
Systime. ISBN: 87-616-0288-4. (s. 9-71 og 165-297)
Jensen, Eric Bernard, (2003), ’Historie – livsverden og fag’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk
Forlag A/S, København. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-00-45724-8.
Kjeldstadli, Knut, (2002), ’Fortiden er ikke hvad den har været – en indføring i historiefaget’.
Roskilde Universitetsforlag. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-7867-091-8.
Kjørup, Søren, (2003), ’Forskning og samfund. En grundbog i videnskabsteori’. 2. udgave, 2.
oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nørhaven A/S,
Viborg. ISBN 87-00-27096-2.
Klausen, Søren Harnow, (1998), ’Metafysik. En grundbog’. 2. oplag. Gyldendalske Boghandel.
Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. ISBN 87-00-26408-3.
Køppe, Red. Simo, m. fl., (1995), ‘Humanistisk Videnskabsteori’. 2. oplag. Danmarks radio
forlaget. Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7047-457-5.
Lübcke, Red. Poul, (1989), ’Vor tids filosofi – engagement og forståelse’. 3. oplag, 2. bind.
Politiken. ISBN: 87-567-3540-5.
Olsen, Poul Bitsch, m. fl. (2003), ’Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog. Ny 3.
udgave’. Roskilde Universitetsforlag. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-7867-223-6.
Pahuus, Mogens, (1975), ’Filosofisk antropologi’. Berlingske forlag. København MCMLXXV.
Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg. ISBN 87-19-35552-1.
49

Opslagsværker
Biblen, (1991), ’Biblen. Den hellige skrifts kanoniske bøger’. 1. udgave, 2. oplag. Udgivet af det
danske bibelselskab. København. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-7523-051-8.
Erslew, (1963), ’Almindeligt Forfatter-lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande fra
før 1814 til efter 1858. Tredje bind’. Rosenkilde og Bagger, København.
Hårbøl, Karl, m. fl., (1997), ’Dansk Fremmedordbog’. 15. udgave, 1. oplag. Munksgaard, Trykt:
Ait Norbok, Norge. ISBN 87-16-12086-8.
Red. Lübcke, Poul, (1996), ’Politikens filosofileksikon’. 1. udgave, 11. oplag. Politikens Forlag
A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordjyllands Bogtrykkeri A/S. ISBN 87-567-5677-1.
Red. Sørensen, Asger, m. fl., (2002), ’Gyldensdals religionsleksikon. Religion. Livsanskuelse’. 3.
udgave, 2. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordisk
Bogproduktion A/S, Haslev. ISBN 87-00-32564-3.
Sørensen, Nils Arne, m. fl., (2003), ’Gads historieleksikon’. 2. udgave, 1. oplag. Gads Forlag.
Aktieselskabet af 1994, København. ISBN 87-12-04114-9.
Internetadresser
http://www.kilder.rundetaarn.dk/biografisketavler/vaerger.htm
http://www.litteraturpriser.dk/aut/DJ.htm#DJJDampe
http://www.e-poke.dk/heiberg_05.asp
http://runeberg.org/dbl/5/0233.html
http://runeberg.org/dandig19/0480.html
http://bibliotek.dk/vis.php?PHPSESSID=ee878445709abd6c5f25d2fa51435d3b&origin=sogning&f
ield1=forfatter&term1=h%F8ffding&field2=titel&term2=Psykologi+i+Omrids+&field3=emne&ter
m3=&field4=fritekst&term4=&cclbuf=&divbuf=Alle+typer&field_mat=&term_mat=&field_sprog
=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa
50