Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk
Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk
Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm som et værn om menneskeværdet. [30] Hvad den senere udvikling angår møder vi hos Pico della Mirandola (1463-94), som af mange regnes for repræsentativ for renæssancen, for første gang begrebet menne-skeværd som en titel: »De dignitate hominis« 1496. Hos Pico er der en tydelig sammenhæng mellem menneskets værdighed og dets selvbestemmelse. [31] Immanuel Kant repræsenterer et andet vigtigt moment i menneskeværdets historie. Kants tale om menneskets værdighed (Würde) har som allerede antydet haft vidtrækkende betydning. Skal vi forsøge at kortlægge, hvilke livssyn, der historisk set har bidraget til at fremme en beskyttelse af menneskeværdet, har vi allerede nævnt stoicismen med naturretstænkningen og kristendommen. Desuden må ikke mindst humanismen , som sammensmelter elementer fra disse livssyn, fremhæves. Humanismen har med sin tale om »Mennesket i centrum« mere end nogen anden sekulær åndsstrømning bidraget til at fremme beskyttelsen af individets liv og sundhed. 4. Menneskeværdets stigende gennemslagskraft Synet på menneskeværdet har gennem tiderne ændret sig både i teori og praksis. Det er bemærkelsesværdigt, at debatten om menneskeværdet ofte har fået ny intensitet efter alvorlige kriser i menneskehedens historie. Det oplevede man eksempelvis efter 2. Verdenskrig. [32] Samtidig synes der dog at kunne konstateres et vist fremskridt i historiens gang. Den norske filosofiprofessor A. Stigen gør gældende, at »Tanken om at man, fordi man er menneske, må sikres visse verdier, som til sammen utgjør et minstemål av betingelser for en menneskeverdig tilværelse, har gjennomgått en langsom utvikling fra romertidens uklare idé om, at mennesket har visse naturlige rettigheter, til FN's Menneskerettighetserklæring av 1948 ... Samtidig med denne anerkjennelse av visse grunnleggende rettigheter og friheter for ethvert menneske, er det skjedd en gradvis utvikling av lovverket, rettssystemet og ombudsordninger til å sikre, at disse rettigheter ikke krenkes, verken av andre mennesker eller av myndighetene«. [33] Også Per Lønning fremhæver, at der kan konstateres fremskridt, når det gælder beskyttelsen af menneskeværdet. Den, som klager over, at det ustandseligt går tilbage, ved ikke, hvad han taler om. I gamle dage var de hurtige til at trække sværdet. Dødsstraffe, ofte med de mest grusomme og raffinerede metoder, hørte til dagens orden. Tortur og lemlæstelse var accepterede indslag i retsplejen. Fra kristendommen blev indført og i hvert fald frem til det 19. århundrede, foregik der i hele vor civilisationskreds en langsom, men forholdsvis jævn udvikling i retning af agtelse for livet. Aldrig har respekten for liv og lemmer, for menneskets legeme, stået højere end i vort århundrede. Men - føjer Lønning til - netop dette blik på historien vækker visse alvorstanker. Det viser nemlig, at respekten for menneskeværdet ikke er noget selvsagt. Den er ikke nedlagt i mennesket en gang for alle, sådan at vi kan være nogenlunde sikre på at have den under alle skiftende forhold. Mennesket har mulighed for at svigte menneskeværdet. Det maner til en vis selvransagelse: Hvordan står det til i dag - det som for os føles selvfølgeligt, er måske ikke så selvfølgeligt endda? Vort århundrede har trods alt oplevet Hitlers gaskamre. [34] Og - kan man tilføje - næsten dagligt kan Amnesty International berette om tilsidesættelse af respekten for menneskeværdet. Og krigen i Eks-Jugoslavien er et nedslående bevis på, at verdenssamfundet ikke formår at beskytte mod selv storstilede og åbenlyse overtrædelser af menneskerettighederne. Som en reaktion på den nedvurdering af mennesket, som fandt sted under Det tredie Rige, men dermed også som et udtryk for menneskeværdets stigende gennemslagskraft, må man forstå den fremtrædende plads, som menneskeværdet har fået i den tyske grundlov . Her læser vi i artikel 1: »Die Würde des Menschen ist unantastbar. Sie zu achten und zu schützen ist Verpflichtung aller staatl. Gewalt«. [35] Den tyske grundlov forudsætter således, fremhæver T. Koch, at ethvert menneske har værdighed uafhængig af dets personlige og sjælelige egenskaber, dets legemlige og åndelige mangler og dets »moralske« værdi for samfundet. Det tilkommer også fosteret og de døde i form af beskyttelse. Denne værdighed er der ikke for statens skyld, den er ikke skabt af retsordningen eller blot tilkendt mennesket. Den beror på mennesket som subjekt, som person, og går forud for enhver statslig lovgivning. Retsstaten fremskaffer ikke menneskets værdighed, men den garanterer den. Det påhviler staten at beskytte menneskeværdet. Dette udfører staten ved at sætte retten, retten i hvilken enhvers værdighed bliver gensidigt agtet, enhver anerkendes som person og får tilkendt et eksistensminimum. Enhvers - også den åndeligt syge og fosterets - ret skal retsligt garanteres og beskyttes mod tredjeparts angreb. [36] Historisk set har menneskerettighederne først og fremmest fungeret som en beskyttelse af individet mod overgreb fra staten. En forholdsvis ny udvikling i teorien om menneskeværd og menneskerettigheder går ud på, at menneskerettighederne ikke blot kræver, at staten respekterer mennesket på en række områder ved at holde sig borte fra menneskets urørlighedszoner, men i stigende grad kræver, at staten træder til som beskytter af menneskeværdet. [37] 5. Hvordan begrundes menneskeværdet? Mennesket har formentlig altid betragtet sig selv som noget enestående i kosmos eller som et væsen, der står over de øvrige jordiske skabninger. Begrundelserne for, at mennesket skulle stå over de øvrige skabninger og derfor have en speciel værdi, har været meget forskellige, men de kan i hovedsagen deles op i to: en antropocentrisk og en teocentrisk. [38] 4 of 8 14-12-2001 13:32
Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm 1. De dominerende ikke-kristelige menneskesyn, det humanistiske, det naturalistiske og det marxistiske menneskesyn, er kendetegnet ved, at mennesket selv er normeringsinstans for menneskeværdet og andre etiske grundværdier. [39] Menneskeværdet er antropocentrisk funderet. Ofte har man lagt vægten på egenskaber som fornuft, vilje og samvittighed. I den græske tænkning og i megen tænkning, som er mere eller mindre tydeligt inspireret heraf, er menneskeværdet blevet begrundet med fornuften . Fordi mennesket har fornuft, har det også værdi. Humanismen begrunder eksempelvis menneskeværdet med, at mennesket er et åndsvæsen, et tænkende væsen - altså med fornuften. [40] Også Kant ser begrundelsen for menneskets »Würde« i, at det gennem sin fornuft pålægger sig selv love. Kaster vi et blik på menneskerettighederne, har de ikke mindst deres udspring i en angelsaksisk tradition, hvor man har ment, at mennesket som individ har en grundlæggende naturlig frihed og værdighed. Det betyder, at friheden og værdigheden ikke er noget, som tilkendes mennesket, eksempelvis af staten, men tværtimod hører til mennesket som menneske og derfor kan kræves respekteret. [41] Man kan godt få en mistanke om, at mennesket er forudindtaget, når det opfatter sig som noget enestående i kosmos. David Faurholt gør det tankeeksperiment, at hvis dyrene kunne tænke og afholdt en verdenskongres, ville de hurtigt blive enige om, at det bedste var, om menneskene ikke eksisterede, og de ville finde det moralsk rigtigt, at menneskene udryddede hinanden uden at forurene jordkloden. [42] I nyere filosofisk etik møder vi da også det synspunkt, at mennesket ikke uden videre står over det øvrige kosmos. P. Singer mener eksempelvis ikke, at et menneske uden videre er mere værd end et dyr. Mennesket må have specielle kendetegn for at kunne regnes for en person. [43] Og A.M. Aagaard henviser til, at der ikke er fremført en universelt tvingende filosofisk begrundelse for menneskerettighederne, og at der ikke kan findes en sådan. Menneskerettighederne bygger nemlig på - og skal værne den historisk tilblevne forståelse af mennesket som en urørlig person. [44] 2. I den jødisk-kristne tænkning bygger tanken om menneskeværdet på Imago Dei, gudbilledligheden og for kristendommens vedkommende på den værdi, som mennesket tilkendes i kraft af Kristi død for menneskets frelses skyld. [45] Der er med andre ord tale om en fremmed værdighed. Efter kristen opfattelse har mennesket på grund af dets gudbilledlighed et værd, som hæver det op over alle andre skabninger (Gen 1,27; 3. Mos 19,2; 1. Pet 1,16). [46] Det har en identitet og besidder en grundværdi uanset udseende, race, begavelse og evne til produktivitet. Samtidig problematiseres talen om menneskeværdet af tanken om menneskets fald. Augustin mente eksempelvis, at gudbilledligheden er gået tabt med syndefaldet. Ikke desto mindre har den kristne kirke til enhver tid hævdet også det faldne menneskes værdighed og krav på respekt. Konflikten mellem de to begrundelser - og dens praktiske konsekvenser På trods af at alle menneskers og alle folks ligeberettigelse også burde være indlysende fra en kristen synsvinkel, var kirken generelt afvisende overfor 1700-tallets menneskerettighedserklæringer. Det skyldtes ikke mindst den modernismens ånd, som kirken så udtrykt i menneskerettighedserklæringerne. [47] Den franske revolutions menneske-rettighedserklæring rummer da også tydelige antikirkelige elementer, formentlig delvis forårsaget af sammenkoblingen af kirken med det gamle regime. [48] Men denne konflikt mellem kirken og menneskerettighederne fortsatte, og kampen for menneske-rettighederne er indtil midten af dette århundrede for en stor del ført, ikke af, men imod kirken. [49] Fra én side set må den kristne bedømme de forskellige konkrete udfoldelser af menneskeværdet ud fra overensstemmelsen med eller modsætningen til den kristne tro. [50] På det plan kan der godt findes en vis overensstemmelse mellem kristen etik og menneskerettighedserklæringerne. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om mennesket er et ubetinget mål i sig selv og derfor har værdighed, sådan som Kant hævdede, eller om menneskets værdighed er tilkendt det af Gud, altså er en fremmed værdighed, hvilket de fleste teologer formentlig vil hævde. Denne afgørende forskel har medført en vis spænding mellem den sekulære og den teologiske forståelse af menneskeværdet. Fra humanistisk side har man til tider opfattet forholdet på den måde, at man måtte befri sig fra den traditionelle teologiske forståelse af mennesket for at kunne skabe plads til tanken om, at mennesket i sig selv besidder værdighed. [51] Modsat argumenterer A. Valen-Sendstad imod at bygge på »kristen humanisme«, »felles kristen kulturarv«, »naturrett«, »almen-etisk innsikt« og ikke på Bibelen, når det drejer sig om menneskeværdet. [52] Også Engedal og Thorbjørnsen anfører, at der i den teologiske begrundelse af menneskeværdet ligger en kritik af de begrundelser, man finder i de andre menneskesyn. Fælles for dem alle er nemlig, at begrundelsen på en eller anden måde har sin basis i mennesket selv. [53] Den anførte konflikt mellem en antropocentrisk og en teocentrisk, fremmed begrundelse af menneskeværdet er ikke blot en teoretisk uoverensstemmelse. Svarende til denne konflikt viser det sig, at den afgørende skillelinie i flere konkrete etiske problemstillinger, eksempelvis eutanasi, går mellem den forståelse, der tillægger menneskelivet en funktionel og derfor relativ værdi, og den forståelse, der anser menneskelivet for at have absolut og fundamental værdi uafhængig af det enkelte 5 of 8 14-12-2001 13:32
- Page 1 and 2: Menneskeværdet idehistorisk og fil
- Page 3: Menneskeværdet idehistorisk og fil
- Page 7 and 8: Menneskeværdet idehistorisk og fil
<strong>Menneskeværdet</strong> <strong>idehistorisk</strong> <strong>og</strong> file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm<br />
1. De dominerende ikke-kristelige menneskesyn, det humanistiske, det naturalistiske <strong>og</strong> det marxistiske menneskesyn, er<br />
kendetegnet ved, at mennesket selv er normeringsinstans for menneskeværdet <strong>og</strong> andre etiske grundværdier. [39]<br />
<strong>Menneskeværdet</strong> er antropocentrisk funderet. Ofte har man lagt vægten på egenskaber som fornuft, vilje <strong>og</strong> samvittighed. I<br />
den græske tænkning <strong>og</strong> i megen tænkning, som er mere eller mindre tydeligt inspireret heraf, er menneskeværdet blevet<br />
begrundet med fornuften . Fordi mennesket har fornuft, har det <strong>og</strong>så værdi. Humanismen begrunder eksempelvis<br />
menneskeværdet med, at mennesket er et åndsvæsen, et tænkende væsen - altså med fornuften. [40] Også Kant ser<br />
begrundelsen for menneskets »Würde« i, at det gennem sin fornuft pålægger sig selv love.<br />
Kaster vi et blik på menneskerettighederne, har de ikke mindst deres udspring i en angelsaksisk tradition, hvor man har ment,<br />
at mennesket som individ har en grundlæggende naturlig frihed <strong>og</strong> værdighed. Det betyder, at friheden <strong>og</strong> værdigheden ikke<br />
er n<strong>og</strong>et, som tilkendes mennesket, eksempelvis af staten, men tværtimod hører til mennesket som menneske <strong>og</strong> derfor kan<br />
kræves respekteret. [41]<br />
Man kan godt få en mistanke om, at mennesket er forudindtaget, når det opfatter sig som n<strong>og</strong>et enestående i kosmos. David<br />
Faurholt gør det tankeeksperiment, at hvis dyrene kunne tænke <strong>og</strong> afholdt en verdenskongres, ville de hurtigt blive enige om,<br />
at det bedste var, om menneskene ikke eksisterede, <strong>og</strong> de ville finde det moralsk rigtigt, at menneskene udryddede hinanden<br />
uden at forurene jordkloden. [42] I nyere filosofisk etik møder vi da <strong>og</strong>så det synspunkt, at mennesket ikke uden videre står<br />
over det øvrige kosmos. P. Singer mener eksempelvis ikke, at et menneske uden videre er mere værd end et dyr. Mennesket<br />
må have specielle kendetegn for at kunne regnes for en person. [43] Og A.M. Aagaard henviser til, at der ikke er fremført<br />
en universelt tvingende filosofisk begrundelse for menneskerettighederne, <strong>og</strong> at der ikke kan findes en sådan.<br />
Menneskerettighederne bygger nemlig på - <strong>og</strong> skal værne den historisk tilblevne forståelse af mennesket som en urørlig<br />
person. [44]<br />
2. I den jødisk-kristne tænkning bygger tanken om menneskeværdet på Imago Dei, gudbilledligheden <strong>og</strong> for kristendommens<br />
vedkommende på den værdi, som mennesket tilkendes i kraft af Kristi død for menneskets frelses skyld. [45] Der er med<br />
andre ord tale om en fremmed værdighed. Efter kristen opfattelse har mennesket på grund af dets gudbilledlighed et værd,<br />
som hæver det op over alle andre skabninger (Gen 1,27; 3. Mos 19,2; 1. Pet 1,16). [46] Det har en identitet <strong>og</strong> besidder en<br />
grundværdi uanset udseende, race, begavelse <strong>og</strong> evne til produktivitet. Samtidig problematiseres talen om menneskeværdet af<br />
tanken om menneskets fald. Augustin mente eksempelvis, at gudbilledligheden er gået tabt med syndefaldet. Ikke desto<br />
mindre har den kristne kirke til enhver tid hævdet <strong>og</strong>så det faldne menneskes værdighed <strong>og</strong> krav på respekt.<br />
Konflikten mellem de to begrundelser - <strong>og</strong> dens praktiske konsekvenser<br />
På trods af at alle menneskers <strong>og</strong> alle folks ligeberettigelse <strong>og</strong>så burde være indlysende fra en kristen synsvinkel, var kirken<br />
generelt afvisende overfor 1700-tallets menneskerettighedserklæringer. Det skyldtes ikke mindst den modernismens ånd, som<br />
kirken så udtrykt i menneskerettighedserklæringerne. [47] Den franske revolutions menneske-rettighedserklæring rummer<br />
da <strong>og</strong>så tydelige antikirkelige elementer, formentlig delvis forårsaget af sammenkoblingen af kirken med det gamle<br />
regime. [48] Men denne konflikt mellem kirken <strong>og</strong> menneskerettighederne fortsatte, <strong>og</strong> kampen for menneske-rettighederne<br />
er indtil midten af dette århundrede for en stor del ført, ikke af, men imod kirken. [49]<br />
Fra én side set må den kristne bedømme de forskellige konkrete udfoldelser af menneskeværdet ud fra overensstemmelsen<br />
med eller modsætningen til den kristne tro. [50] På det plan kan der godt findes en vis overensstemmelse mellem kristen etik<br />
<strong>og</strong> menneskerettighedserklæringerne. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om mennesket er et ubetinget mål i sig selv <strong>og</strong><br />
derfor har værdighed, sådan som Kant hævdede, eller om menneskets værdighed er tilkendt det af Gud, altså er en fremmed<br />
værdighed, hvilket de fleste teol<strong>og</strong>er formentlig vil hævde.<br />
Denne afgørende forskel har medført en vis spænding mellem den sekulære <strong>og</strong> den teol<strong>og</strong>iske forståelse af menneskeværdet.<br />
Fra humanistisk side har man til tider opfattet forholdet på den måde, at man måtte befri sig fra den traditionelle teol<strong>og</strong>iske<br />
forståelse af mennesket for at kunne skabe plads til tanken om, at mennesket i sig selv besidder værdighed. [51] Modsat<br />
argumenterer A. Valen-Sendstad imod at bygge på »kristen humanisme«, »felles kristen kulturarv«, »naturrett«, »almen-etisk<br />
innsikt« <strong>og</strong> ikke på Bibelen, når det drejer sig om menneskeværdet. [52] Også Engedal <strong>og</strong> Thorbjørnsen anfører, at der i<br />
den teol<strong>og</strong>iske begrundelse af menneskeværdet ligger en kritik af de begrundelser, man finder i de andre menneskesyn. Fælles<br />
for dem alle er nemlig, at begrundelsen på en eller anden måde har sin basis i mennesket selv. [53]<br />
Den anførte konflikt mellem en antropocentrisk <strong>og</strong> en teocentrisk, fremmed begrundelse af menneskeværdet er ikke blot en<br />
teoretisk uoverensstemmelse. Svarende til denne konflikt viser det sig, at den afgørende skillelinie i flere konkrete etiske<br />
problemstillinger, eksempelvis eutanasi, går mellem den forståelse, der tillægger menneskelivet en funktionel <strong>og</strong> derfor<br />
relativ værdi, <strong>og</strong> den forståelse, der anser menneskelivet for at have absolut <strong>og</strong> fundamental værdi uafhængig af det enkelte<br />
5 of 8 14-12-2001 13:32
Change language