Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk
Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk
Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm høje status. [5] Og jeg vil ikke indskrænke mig til vor tid. Dette udvidede perspektiv er både nødvendigt for at få den rette forståelseshorisont, og fordi den teologiske etiks opfattelse af menneskeværdet fremkommer i en vekselvirkning med disse videre problemstillinger. Dispositionen for nærværende artikel bliver da således, at jeg i første del vil se mere generelt på menneskeværdet og beslægtede temaer for så i anden del at koncentrere mig om en teologisk belysning af menneskeværdet. 1. Menneskeværd eller menneskets værdighed Begrebet »menneskeværd« forekommer ikke ofte i det danske sprog. Når det fore-kommer, har det en betydning i retning af menneskets adel og menneskets værdighed. [6] På norsk er udtrykket »menneskeverd« derimod hyppigt anvendt, og det er formentlig derfra, vi på det seneste har overtaget det i Danmark. Det er således påfaldende, at hvor man i norske oversættelser af FNs menneskerettighedserklæring af 10 december 1948 i artikel 1 skriver: »Alle mennesker er født frie og med samme menneske verd og menneskerettigheter«, [7] så lyder den danske oversættelse af samme artikel: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. [8] I tyske leksika og etikfremstillinger taler man heller ikke om »Menschenwert«, men om »Menschenwürde«, menneskets værdighed. Den tyske og danske forkærlighed for begrebet værdighed skyldes formentlig en afhængighed af Kants argumentation i »Grundlæggelse af moralens metafysik«. Der hævder Kant nemlig, at mens alle de ting, som vi tragter efter, har betinget, relativ værdi, og dermed kan benyttes som middel til at opnå et mål, har mennesket absolut værdi, værdighed, »Würde«. Mennesket er aldrig blot et middel, men altid også et mål i sig selv. [9] Ifølge Kant har det autonome menneske, som er frit, og som gennem sin fornuft giver sig selv love, værdighed (»Würde«), eftersom det er hævet over enhver prisfastsættelse, og eftersom der ikke gives nogen ækvivalent til det. [10] Denne rigtige tankegang kommer efter min mening tydeligere til udtryk gennem begrebet værdighed end gennem begrebet værd. [11] På trods af at begrebet værdighed altså klarest fremhæver den stilling, som mennesket - også efter kristen tankegang - har i forhold til alle andre ting, kan anvendelsen af udtrykkene menneskeværd eller værdi ses som udtryk for, at menneskets liv og sundhed i praksis bliver relativeret, og derfor må forsvare sin værdi ansigt til ansigt med andre værdier. Jeg vil derfor i det følgende benytte begreberne menneskeværd, værdighed og værdi som synonymer. 2. Forholdet mellem menneskesyn, menneskeværd og menneskerettigheder I debatten om menneskeværdet møder vi tre nærtbeslægtede begreber: menneskesyn, menneskeværd og menneskerettigheder. Jeg vil her kort søge at udrede deres indbyrdes forhold. Mit hovedsynspunkt er, at menneskesynet begrunder menneskeværdet, som atter udfoldes i menneskerettighederne. Eller anderledes udtrykt: Der går fra menneskesynet over menneskeværdet til menneskerettighederne en linie fra teori til praksis. Det er utvivlsomt FNs »Verdenserklæring om Menneskerettighederne« af 10. decem-ber 1948, som i nyere tid har haft den største indflydelse på beskyttelsen af menneske-værdet. [12] Denne erklæring har som bekendt sine forløbere i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og Den Franske Nationalforsamlings erklæring fra 1789. Og verdenserklæringen er i 1966 fulgt op af en konvention vedrørende økono-miske, sociale og kulturelle rettigheder og en konvention vedrørende borgerlige og politiske rettigheder samt af »Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menne-skerettigheder og Grundlæggende Friheder af 1950«. [13] Menneskerettighederne inddeler man normalt i tre grupper: de personlige frihedsrettigheder, de politiske medbestemmelsesrettigheder og social- og kulturrettigheder. [14] Menneskeværdet hører med til den moderne frihedshistorie. Her tilkendes personen en absolut ukrænkelighed overfor enhver jordisk antastelse. [15] Dette kommer til udtryk ved, at talen om menneskets værdighed ofte kobles sammen med talen om menneskets frihed . Menneskeværdet kommer til udtryk gennem lovgivning, ordninger, aftaler og retspraksis, som sikrer menneskets frihed. Når man taler om menneskeværdet eller menneskets værdighed, gør man opmærksom på et vigtigt fælles kendetegn, som alle mennesker har, hvad enten den enkelte er slave eller fri, mand eller kvinde, græker eller barbar, sort eller hvid, arier eller jøde, barn eller voksen, og som hæver dem op over alle andre ting. [16] Sammenligner man med den traditionelle forestilling om menneskets ære, viser det sig, at menneskets værdighed er en specifik moderne fundamentalnorm. Ære har mennesket som tilhørende en stand, en gruppe. Værdighed gælder derimod universelt for ethvert menneske, den begrunder en advarsel imod ødelæggende tiltag fra staten og samfundet. [17] Sammenhængen mellem menneskerettighederne og menneskeværdet er, sådan som jeg forstår den, at menneskerettighedserklæringerne giver udtryk for en specificering af menneskeværdet samtidig med, at de fungerer som en beskyttelse af menneskeværdet. Eller anderledes udtrykt: Den fælles basis for alle menneskerettigheder er den fælles værdighed, som alle mennesker har. [18] Der er altså en snæver sammenhæng mellem menneskerettigheder og 2 of 8 14-12-2001 13:32
Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm menneskeværd. Men medens menneskeværdet som begreb kan virke noget upræcist i en argumentation, er henvisningen til bestemte menneskerettigheder mere konkret. [19] Hvad et konkret samfunds forståelse af menneskeværdet går ud på, afgøres ikke først og fremmest på det teoretiske plan, men af dets lovgivning og retspraksis. Menneskeværdet beskyttes, når en stat gennem sin lovgivning og retspraksis beskytter grundlæggende menneskerettigheder så som retten til liv, samvit-tighedsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed. [20] Både når det drejer sig om artikler som den i FNs menneskerettighedserklæring og i den tyske grundlov, og når man mere alment taler om menneskeværdet, må menneskeværdet altså betragtes som en formel, der dels skal udfyldes med konkrete forestillinger fra den aktuelle social-etik, dels med elementer fra de forskellige samfundsgruppers verdensanskuelse. Det er blevet diskuteret, om menneskeværdet er en grundret, som man kan benytte som udgangspunkt for klager, eller om der kun er tale om en ideel norm. [21] Som ar-gument imod at betragte menneskeværdet som en grundret kan anføres, at der ikke findes en rationelt tvingende begrundelse, som gør det nødvendigt at betragte menne-skeværdet som den absolutte grundværdi. Menneskeværdet udgør altså et slags aksiom. Bliver menneskeværdet imidlertid udtrykkeligt fastslået i en statsret eller en folkeret og udfoldet i konkrete retssætninger, må det efter min mening bedømmes som mere end en ideel norm. [22] Forholdet mellem menneskeværd og menneskesyn tilsvarer det mellem menneskerettigheder og menneskeværd på den måde, at menneskesynet rummer en forståelse og begrundelse af menneskets værd. Men medens menneskesynet kan være en udpræget teoretisk sag, er menneskeværdet først og fremmest et praktisk begreb, et begreb, som fungerer som beskyttelsesbegreb imod overgreb. Menneskeværdet kan givetvis også diskuteres på det principielle plan, men det drejer sig dog primært om konkrete prak-tiske områder, eksempelvis retten til liv, alle menneskers ligeværd og respekten for den personlige integritet. [23] Der synes altså at være den anførte sammenhæng, nemlig at menneskesynet begrunder menneskeværdet, som udfoldes i menneskerettighederne. 3. Den historiske baggrund for begrebet menneskeværd Menneskerettighederne er ikke tidløse ordninger. De er fremkommet på et bestemt tidspunkt som resultat af en historisk udvikling. Som antydet voksede interessen for menneskerettighederne i slutningen af 1700-tallet. Her drejede det sig ikke mindst om at sikre borgerne bestemte rettigheder i forhold til staten. Men menneskerettighederne, som vi møder dem i 1776 og 1789, har fra første færd af haft såvel et objektivt som et subjektivt sigte: De skulle legitimere den nye amerikanske og franske stat, og de skulle fungere som symboler på og instrumenter for det enkelte menneskes frigørelse. [24] Men sagen selv var ikke af ny dato, og dens idehistoriske baggrund var heller ikke entydig. Det samme gælder for menneskeværdets vedkommende. I begrebet menneskets værdighed flyder flere traditioner sammen, eksempelvis humanistiske, stoiske, kristne og tysk-idealistiske. Jeg vil her forsøge at uddybe nogle af hovedelementerne bag den brug af menneskeværd, som er gængs i den vestlige kulturkreds. En grundtanke bag den tale om menneskeværd og menneskerettigheder, som har været fremherskende de sidste par århundreder, er den antikke naturretstradition. [25] I den antikke græske filosofi var man især optaget af rettigheder som beskyttelse af livet og friheden samt af beskyttelsen af ejendom. [26] Det var ikke mindst stoicismen, som fremholdt tanken om menneskets værdighed. Vi møder den eksempelvis hos den stoisk påvirkede filosof, Marcus Tullius Cicero (106 - 43 f. Kr). I skriftet »De officiis« (Om pligterne) kommer Cicero ind på forskellen mellem mennesket og andre levende væsener. Hvad, der specielt udmærker mennesket, er, at det har fornuften. Den medfører en ophøjethed over de øvrige væsener og skænker mennesket værdighed eller værd. Den menneskelige natur har en »excellentia et dignitas«, som er fælles for alle mennesker. Derfor må der vises ethvert menneske agtelse. [27] I. Asheim problematiserer imidlertid rækkevidden af denne opfattelse. Asheim hævder nemlig, at det var karakteristisk for antikkens menneskesyn, at menneskets værd primært blev betragtet under en social synsvinkel og blev bestemt ud fra individets muligheder. Værdi var snarere noget, man erhvervede, end noget man umiddelbart havde. Det var et spørgsmål om kapacitet og ydelse. Man finder i antikken ingen forestilllinger om, at et barn i sig selv har ret til liv i kraft af at være født. Ikke engang stoicismen nåede så langt som til tanken om, at ethvert menneske har rettigheder eller en indre værdi. Nyere studier viser - hævder Asheim - at begrebet »menneskeværd« (dignitas humana) brugt om hele menneskeslægten ikke forekommer hos klassiske romerske og græske forfattere. Antikken troede nok på menneskets værdighed, men det drejede sig da om den fremragende mands værdighed, værdigheden hos det individ, som udmærkede sig i dyder. Væsentlige for et menneskes værd regnede man også sådanne ting som velskabthed og sundhed i en sådan grad, at et liv uden sådanne kendetegn ikke blev regnet for værd at leve. Et barns værdi var ifølge Platon blot potentielt, det havde ingen værdi i sig selv. [28] Først kristendommen introducerede ifølge Asheim troen på hvert eneste menneskes umistelige værdi og skabte med sin afvisning af barnemord og sin omsorg for syge, vanskabte og døende ligefrem et kulturskifte. Dette blev i første omgang begrundet med barmhjertighedstanken, efterhånden også med henvisning til den bibelske fore-stilling, at alle mennesker, ja endog et foster, er formet »i Guds billede«. [29] Selvom selve begrebet »menneskeværd« efter alt at dømme ikke har et specifikt kristent udspring, har sagen altså i høj grad været et anliggende for kristenheden. Ikke mindst det femte bud har stået 3 of 8 14-12-2001 13:32
- Page 1: Menneskeværdet idehistorisk og fil
- Page 5 and 6: Menneskeværdet idehistorisk og fil
- Page 7 and 8: Menneskeværdet idehistorisk og fil
<strong>Menneskeværdet</strong> <strong>idehistorisk</strong> <strong>og</strong> file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm<br />
menneskeværd. Men medens menneskeværdet som begreb kan virke n<strong>og</strong>et upræcist i en argumentation, er henvisningen til<br />
bestemte menneskerettigheder mere konkret. [19] Hvad et konkret samfunds forståelse af menneskeværdet går ud på,<br />
afgøres ikke først <strong>og</strong> fremmest på det teoretiske plan, men af dets lovgivning <strong>og</strong> retspraksis. <strong>Menneskeværdet</strong> beskyttes, når<br />
en stat gennem sin lovgivning <strong>og</strong> retspraksis beskytter grundlæggende menneskerettigheder så som retten til liv,<br />
samvit-tighedsfrihed, religionsfrihed <strong>og</strong> ytringsfrihed. [20] Både når det drejer sig om artikler som den i FNs<br />
menneskerettighedserklæring <strong>og</strong> i den tyske grundlov, <strong>og</strong> når man mere alment taler om menneskeværdet, må<br />
menneskeværdet altså betragtes som en formel, der dels skal udfyldes med konkrete forestillinger fra den aktuelle social-etik,<br />
dels med elementer fra de forskellige samfundsgruppers verdensanskuelse.<br />
Det er blevet diskuteret, om menneskeværdet er en grundret, som man kan benytte som udgangspunkt for klager, eller om<br />
der kun er tale om en ideel norm. [21] Som ar-gument imod at betragte menneskeværdet som en grundret kan anføres, at der<br />
ikke findes en rationelt tvingende begrundelse, som gør det nødvendigt at betragte menne-skeværdet som den absolutte<br />
grundværdi. <strong>Menneskeværdet</strong> udgør altså et slags aksiom. Bliver menneskeværdet imidlertid udtrykkeligt fastslået i en<br />
statsret eller en folkeret <strong>og</strong> udfoldet i konkrete retssætninger, må det efter min mening bedømmes som mere end en ideel<br />
norm. [22]<br />
Forholdet mellem menneskeværd <strong>og</strong> menneskesyn tilsvarer det mellem menneskerettigheder <strong>og</strong> menneskeværd på den måde,<br />
at menneskesynet rummer en forståelse <strong>og</strong> begrundelse af menneskets værd. Men medens menneskesynet kan være en<br />
udpræget teoretisk sag, er menneskeværdet først <strong>og</strong> fremmest et praktisk begreb, et begreb, som fungerer som<br />
beskyttelsesbegreb imod overgreb. <strong>Menneskeværdet</strong> kan givetvis <strong>og</strong>så diskuteres på det principielle plan, men det drejer sig<br />
d<strong>og</strong> primært om konkrete prak-tiske områder, eksempelvis retten til liv, alle menneskers ligeværd <strong>og</strong> respekten for den<br />
personlige integritet. [23]<br />
Der synes altså at være den anførte sammenhæng, nemlig at menneskesynet begrunder menneskeværdet, som udfoldes i<br />
menneskerettighederne.<br />
3. Den historiske baggrund for begrebet menneskeværd<br />
Menneskerettighederne er ikke tidløse ordninger. De er fremkommet på et bestemt tidspunkt som resultat af en historisk<br />
udvikling. Som antydet voksede interessen for menneskerettighederne i slutningen af 1700-tallet. Her drejede det sig ikke<br />
mindst om at sikre borgerne bestemte rettigheder i forhold til staten. Men menneskerettighederne, som vi møder dem i 1776<br />
<strong>og</strong> 1789, har fra første færd af haft såvel et objektivt som et subjektivt sigte: De skulle legitimere den nye amerikanske <strong>og</strong><br />
franske stat, <strong>og</strong> de skulle fungere som symboler på <strong>og</strong> instrumenter for det enkelte menneskes frigørelse. [24]<br />
Men sagen selv var ikke af ny dato, <strong>og</strong> dens <strong>idehistorisk</strong>e baggrund var heller ikke entydig. Det samme gælder for<br />
menneskeværdets vedkommende. I begrebet menneskets værdighed flyder flere traditioner sammen, eksempelvis<br />
humanistiske, stoiske, kristne <strong>og</strong> tysk-idealistiske. Jeg vil her forsøge at uddybe n<strong>og</strong>le af hovedelementerne bag den brug af<br />
menneskeværd, som er gængs i den vestlige kulturkreds.<br />
En grundtanke bag den tale om menneskeværd <strong>og</strong> menneskerettigheder, som har været fremherskende de sidste par<br />
århundreder, er den antikke naturretstradition. [25] I den antikke græske filosofi var man især optaget af rettigheder som<br />
beskyttelse af livet <strong>og</strong> friheden samt af beskyttelsen af ejendom. [26] Det var ikke mindst stoicismen, som fremholdt tanken<br />
om menneskets værdighed. Vi møder den eksempelvis hos den stoisk påvirkede filosof, Marcus Tullius Cicero (106 - 43 f.<br />
Kr). I skriftet »De officiis« (Om pligterne) kommer Cicero ind på forskellen mellem mennesket <strong>og</strong> andre levende væsener.<br />
Hvad, der specielt udmærker mennesket, er, at det har fornuften. Den medfører en ophøjethed over de øvrige væsener <strong>og</strong><br />
skænker mennesket værdighed eller værd. Den menneskelige natur har en »excellentia et dignitas«, som er fælles for alle<br />
mennesker. Derfor må der vises ethvert menneske agtelse. [27] I. Asheim problematiserer imidlertid rækkevidden af denne<br />
opfattelse. Asheim hævder nemlig, at det var karakteristisk for antikkens menneskesyn, at menneskets værd primært blev<br />
betragtet under en social synsvinkel <strong>og</strong> blev bestemt ud fra individets muligheder. Værdi var snarere n<strong>og</strong>et, man erhvervede,<br />
end n<strong>og</strong>et man umiddelbart havde. Det var et spørgsmål om kapacitet <strong>og</strong> ydelse. Man finder i antikken ingen forestilllinger<br />
om, at et barn i sig selv har ret til liv i kraft af at være født. Ikke engang stoicismen nåede så langt som til tanken om, at<br />
ethvert menneske har rettigheder eller en indre værdi. Nyere studier viser - hævder Asheim - at begrebet »menneskeværd«<br />
(dignitas humana) brugt om hele menneskeslægten ikke forekommer hos klassiske romerske <strong>og</strong> græske forfattere. Antikken<br />
troede nok på menneskets værdighed, men det drejede sig da om den fremragende mands værdighed, værdigheden hos det<br />
individ, som udmærkede sig i dyder. Væsentlige for et menneskes værd regnede man <strong>og</strong>så sådanne ting som velskabthed <strong>og</strong><br />
sundhed i en sådan grad, at et liv uden sådanne kendetegn ikke blev regnet for værd at leve. Et barns værdi var ifølge Platon<br />
blot potentielt, det havde ingen værdi i sig selv. [28]<br />
Først kristendommen introducerede ifølge Asheim troen på hvert eneste menneskes umistelige værdi <strong>og</strong> skabte med sin<br />
afvisning af barnemord <strong>og</strong> sin omsorg for syge, vanskabte <strong>og</strong> døende ligefrem et kulturskifte. Dette blev i første omgang<br />
begrundet med barmhjertighedstanken, efterhånden <strong>og</strong>så med henvisning til den bibelske fore-stilling, at alle mennesker, ja<br />
end<strong>og</strong> et foster, er formet »i Guds billede«. [29] Selvom selve begrebet »menneskeværd« efter alt at dømme ikke har et<br />
specifikt kristent udspring, har sagen altså i høj grad været et anliggende for kristenheden. Ikke mindst det femte bud har stået<br />
3 of 8 14-12-2001 13:32
Change language