Art1-KurtChristensen-Menneskeværdet idehistorisk og teologisk

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
Lektor, dr.theol. Kurt Christensen
Menneskeværdet idehistorisk og
teologisk belyst
Del 1 af 2
Resume: I denne første af to artikler [1] fokuseres alment på menneskeværdet og de to beslægtede begreber:
Menneskesyn og menneskerettigheder. Et hovedsynspunkt er, at menneskesynet begrunder menneskeværdet, som udfoldes i
menneskeretighederne. Dernæst belyses såvel menneskeværdets historiske baggrund i klassisk græsk og kristen tænkning
som linier i menneskeværdets historie. Afslutningsvis beskrives to væsensforskellige former for begrundelse af
menneskeværdet, en antropocentrisk og en teocentrisk, og de etiske konsekvenser af disse forskellige begrundelser.
I. Det truede menneske
Vor tid er, hvad angår synet på menneskeværdet, yderst spændingsfyldt. Fra én side set har menneskeværdet vel aldrig været i
så høj kurs som i vor tid. Den ene nation efter den anden har tiltrådt »FNs verdenserklæring om Menneskerettighederne«, og
der lyder fra mange sider tilslutning til, at menneskeværdet må beskyttes, og at der især må øves omsorg for samfundets
svageste. På den anden side synes truslerne mod menneskeværdet at tiltage. Amnesty International melder gang på gang om
krænkelser af de helt elementære menneskerettigheder. Og i den vestlige verden, hvor sådanne krænkelser heldigvis hører til
sjældenhederne, trues menneskeværdet på andre områder. Når det drejer sig om livets randzoner: fosterstadiet og livets
afslutning, synes det traditionelle menneskesyn at smuldre. Og man må frygte, at denne tankegang før eller siden får
konsekvenser for synet på handicappede, gamle og syge i al almindelighed og ikke kun i ekstreme situationer.
Spændingen i synet på menneskeværdet kommer også til udtryk ved, at man i en række sammenhænge benytter
menneskeværdet eller menneskerettighederne som argumenter for modsatrettede synspunkter: Argumentet om en
menneskeværdig død bliver både brugt til at forsvare og til at bestride det legitime i aktiv eutanasi. Ligeledes argumenteres
der i forbindelse med provokeret abort på den ene side med fosterets menneskeværd, på den anden side med kvindens
(menneske-) ret til at bestemme over sin egen krop. Menneskerettigheder og menneskeværd deler således skæbne med andre
etiske grundbegreber såsom menneskets natur og menneskets fornuft. Det bliver blot en anden måde at udtrykke på, hvad
man anser for at være etisk rigtigt. [2]
Udover de allerede nævnte trusler imod menneskeværdet, kan menneskeværdet også på helt andre felter synes truet i praksis.
Det er indlysende, at hverken samfundet eller enkeltmennesker vil betale en hvilken som helst pris for i fuldt omfang at
beskytte menneskeliv. Man kan som eksempel nævne arbejdsmiljøet og trafikken, hvor det er oplagt, at der findes
økonomiske grænser for, hvad man vil betale for at beskytte det enkelte menneskes liv og sundhed.
Et tredie aspekt drejer sig om menneskets værdi i forhold til den ikke-menneskelige natur. Her kan man blandt
miljøbevægelser finde ekstreme eksempler på, at man er villig til at risikere at lemlæste mennesker for at beskytte
naturværdier. Man mener altså øjensynligt ikke, at menneskeværdet uden videre vejer tungere end hensynet til naturen.
Menneskeværdet er imidlertid ikke blot truet derved, at mennesket udsættes for kon-krete trusler af den ene eller anden art,
men også derved, at menneskeværdet ikke har en ubestridt og urokkelig teoretisk begrundelse. [3] Inden for dele af den
filosofiske etik bliver det traditionelle humanistisk-kristne menneskesyn anfægtet. Peter Singer argumenterer eksempelvis for,
at det på filosofisk basis er umuligt at tilkende ethvert menneske en principiel og generel højere værdi end de
ikke-menneskelige dyr. [4]
Sammenfattende rejser de nævnte trusler det tredobbelte spørgsmål: 1) Fødes alle mennesker lige og med samme
menneskeværd? 2) Hvilken værdi har det enkelte men-neske i forhold til samfundsmæssige interesser? 3) Har det enkelte
menneske qua menneske større værdi end den ikke-menneskelige natur?
Eftersom de etiske problemer, som vi konfronteres med, i vid udstrækning drejer sig om det menneskelige liv,
udkrystalliserer forståelsen af menneskets værd sig som et grundlæggende etisk tema . Synet på mennesket og dets værd
udgør derfor også en grundlæggende bestanddel i en kristen tilværelsesforståelse, som langt på vej giver præmisserne for de
konkrete etiske afgørelser.
Hensigten med denne dobbeltartikel er primært at betragte menneskeværdet i teologisk lys. Men for at en sådan belysning kan
sættes i de rette rammer, må perspektivet indledningsvis udvides. Jeg vil derfor se på sammenhængen mellem menneskesyn,
menneskeværd og menneskerettigheder. Jeg vil kaste et blik på forståelsen af menne-skeværdet mere generelt, hvilket er så
meget mere nærliggende, som det ikke primært er kirken, men sækulære kræfter, der har givet menneskeværdet dets nutidige
1 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
høje status. [5] Og jeg vil ikke indskrænke mig til vor tid. Dette udvidede perspektiv er både nødvendigt for at få den rette
forståelseshorisont, og fordi den teologiske etiks opfattelse af menneskeværdet fremkommer i en vekselvirkning med disse
videre problemstillinger.
Dispositionen for nærværende artikel bliver da således, at jeg i første del vil se mere generelt på menneskeværdet og
beslægtede temaer for så i anden del at koncentrere mig om en teologisk belysning af menneskeværdet.
1. Menneskeværd eller menneskets værdighed
Begrebet »menneskeværd« forekommer ikke ofte i det danske sprog. Når det fore-kommer, har det en betydning i retning af
menneskets adel og menneskets værdighed. [6] På norsk er udtrykket »menneskeverd« derimod hyppigt anvendt, og det er
formentlig derfra, vi på det seneste har overtaget det i Danmark. Det er således påfaldende, at hvor man i norske
oversættelser af FNs menneskerettighedserklæring af 10 december 1948 i artikel 1 skriver: »Alle mennesker er født frie og
med samme menneske verd og menneskerettigheter«, [7] så lyder den danske oversættelse af samme artikel: »Alle
mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«. [8] I tyske leksika og etikfremstillinger taler man heller ikke om
»Menschenwert«, men om »Menschenwürde«, menneskets værdighed.
Den tyske og danske forkærlighed for begrebet værdighed skyldes formentlig en afhængighed af Kants argumentation i
»Grundlæggelse af moralens metafysik«. Der hævder Kant nemlig, at mens alle de ting, som vi tragter efter, har betinget,
relativ værdi, og dermed kan benyttes som middel til at opnå et mål, har mennesket absolut værdi, værdighed, »Würde«.
Mennesket er aldrig blot et middel, men altid også et mål i sig selv. [9] Ifølge Kant har det autonome menneske, som er frit,
og som gennem sin fornuft giver sig selv love, værdighed (»Würde«), eftersom det er hævet over enhver prisfastsættelse, og
eftersom der ikke gives nogen ækvivalent til det. [10] Denne rigtige tankegang kommer efter min mening tydeligere til
udtryk gennem begrebet værdighed end gennem begrebet værd. [11]
På trods af at begrebet værdighed altså klarest fremhæver den stilling, som mennesket - også efter kristen tankegang - har i
forhold til alle andre ting, kan anvendelsen af udtrykkene menneskeværd eller værdi ses som udtryk for, at menneskets liv og
sundhed i praksis bliver relativeret, og derfor må forsvare sin værdi ansigt til ansigt med andre værdier. Jeg vil derfor i det
følgende benytte begreberne menneskeværd, værdighed og værdi som synonymer.
2. Forholdet mellem menneskesyn, menneskeværd og menneskerettigheder
I debatten om menneskeværdet møder vi tre nærtbeslægtede begreber: menneskesyn, menneskeværd og
menneskerettigheder. Jeg vil her kort søge at udrede deres indbyrdes forhold. Mit hovedsynspunkt er, at menneskesynet
begrunder menneskeværdet, som atter udfoldes i menneskerettighederne. Eller anderledes udtrykt: Der går fra menneskesynet
over menneskeværdet til menneskerettighederne en linie fra teori til praksis.
Det er utvivlsomt FNs »Verdenserklæring om Menneskerettighederne« af 10. decem-ber 1948, som i nyere tid har haft den
største indflydelse på beskyttelsen af menneske-værdet. [12] Denne erklæring har som bekendt sine forløbere i Den
Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og Den Franske Nationalforsamlings erklæring fra 1789. Og
verdenserklæringen er i 1966 fulgt op af en konvention vedrørende økono-miske, sociale og kulturelle rettigheder og en
konvention vedrørende borgerlige og politiske rettigheder samt af »Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af
Menne-skerettigheder og Grundlæggende Friheder af 1950«. [13]
Menneskerettighederne inddeler man normalt i tre grupper: de personlige frihedsrettigheder, de politiske
medbestemmelsesrettigheder og social- og kulturrettigheder. [14]
Menneskeværdet hører med til den moderne frihedshistorie. Her tilkendes personen en absolut ukrænkelighed overfor enhver
jordisk antastelse. [15] Dette kommer til udtryk ved, at talen om menneskets værdighed ofte kobles sammen med talen om
menneskets frihed . Menneskeværdet kommer til udtryk gennem lovgivning, ordninger, aftaler og retspraksis, som sikrer
menneskets frihed. Når man taler om menneskeværdet eller menneskets værdighed, gør man opmærksom på et vigtigt fælles
kendetegn, som alle mennesker har, hvad enten den enkelte er slave eller fri, mand eller kvinde, græker eller barbar, sort eller
hvid, arier eller jøde, barn eller voksen, og som hæver dem op over alle andre ting. [16] Sammenligner man med den
traditionelle forestilling om menneskets ære, viser det sig, at menneskets værdighed er en specifik moderne
fundamentalnorm. Ære har mennesket som tilhørende en stand, en gruppe. Værdighed gælder derimod universelt for ethvert
menneske, den begrunder en advarsel imod ødelæggende tiltag fra staten og samfundet. [17]
Sammenhængen mellem menneskerettighederne og menneskeværdet er, sådan som jeg forstår den, at
menneskerettighedserklæringerne giver udtryk for en specificering af menneskeværdet samtidig med, at de fungerer som en
beskyttelse af menneskeværdet. Eller anderledes udtrykt: Den fælles basis for alle menneskerettigheder er den fælles
værdighed, som alle mennesker har. [18] Der er altså en snæver sammenhæng mellem menneskerettigheder og
2 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
menneskeværd. Men medens menneskeværdet som begreb kan virke noget upræcist i en argumentation, er henvisningen til
bestemte menneskerettigheder mere konkret. [19] Hvad et konkret samfunds forståelse af menneskeværdet går ud på,
afgøres ikke først og fremmest på det teoretiske plan, men af dets lovgivning og retspraksis. Menneskeværdet beskyttes, når
en stat gennem sin lovgivning og retspraksis beskytter grundlæggende menneskerettigheder så som retten til liv,
samvit-tighedsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed. [20] Både når det drejer sig om artikler som den i FNs
menneskerettighedserklæring og i den tyske grundlov, og når man mere alment taler om menneskeværdet, må
menneskeværdet altså betragtes som en formel, der dels skal udfyldes med konkrete forestillinger fra den aktuelle social-etik,
dels med elementer fra de forskellige samfundsgruppers verdensanskuelse.
Det er blevet diskuteret, om menneskeværdet er en grundret, som man kan benytte som udgangspunkt for klager, eller om
der kun er tale om en ideel norm. [21] Som ar-gument imod at betragte menneskeværdet som en grundret kan anføres, at der
ikke findes en rationelt tvingende begrundelse, som gør det nødvendigt at betragte menne-skeværdet som den absolutte
grundværdi. Menneskeværdet udgør altså et slags aksiom. Bliver menneskeværdet imidlertid udtrykkeligt fastslået i en
statsret eller en folkeret og udfoldet i konkrete retssætninger, må det efter min mening bedømmes som mere end en ideel
norm. [22]
Forholdet mellem menneskeværd og menneskesyn tilsvarer det mellem menneskerettigheder og menneskeværd på den måde,
at menneskesynet rummer en forståelse og begrundelse af menneskets værd. Men medens menneskesynet kan være en
udpræget teoretisk sag, er menneskeværdet først og fremmest et praktisk begreb, et begreb, som fungerer som
beskyttelsesbegreb imod overgreb. Menneskeværdet kan givetvis også diskuteres på det principielle plan, men det drejer sig
dog primært om konkrete prak-tiske områder, eksempelvis retten til liv, alle menneskers ligeværd og respekten for den
personlige integritet. [23]
Der synes altså at være den anførte sammenhæng, nemlig at menneskesynet begrunder menneskeværdet, som udfoldes i
menneskerettighederne.
3. Den historiske baggrund for begrebet menneskeværd
Menneskerettighederne er ikke tidløse ordninger. De er fremkommet på et bestemt tidspunkt som resultat af en historisk
udvikling. Som antydet voksede interessen for menneskerettighederne i slutningen af 1700-tallet. Her drejede det sig ikke
mindst om at sikre borgerne bestemte rettigheder i forhold til staten. Men menneskerettighederne, som vi møder dem i 1776
og 1789, har fra første færd af haft såvel et objektivt som et subjektivt sigte: De skulle legitimere den nye amerikanske og
franske stat, og de skulle fungere som symboler på og instrumenter for det enkelte menneskes frigørelse. [24]
Men sagen selv var ikke af ny dato, og dens idehistoriske baggrund var heller ikke entydig. Det samme gælder for
menneskeværdets vedkommende. I begrebet menneskets værdighed flyder flere traditioner sammen, eksempelvis
humanistiske, stoiske, kristne og tysk-idealistiske. Jeg vil her forsøge at uddybe nogle af hovedelementerne bag den brug af
menneskeværd, som er gængs i den vestlige kulturkreds.
En grundtanke bag den tale om menneskeværd og menneskerettigheder, som har været fremherskende de sidste par
århundreder, er den antikke naturretstradition. [25] I den antikke græske filosofi var man især optaget af rettigheder som
beskyttelse af livet og friheden samt af beskyttelsen af ejendom. [26] Det var ikke mindst stoicismen, som fremholdt tanken
om menneskets værdighed. Vi møder den eksempelvis hos den stoisk påvirkede filosof, Marcus Tullius Cicero (106 - 43 f.
Kr). I skriftet »De officiis« (Om pligterne) kommer Cicero ind på forskellen mellem mennesket og andre levende væsener.
Hvad, der specielt udmærker mennesket, er, at det har fornuften. Den medfører en ophøjethed over de øvrige væsener og
skænker mennesket værdighed eller værd. Den menneskelige natur har en »excellentia et dignitas«, som er fælles for alle
mennesker. Derfor må der vises ethvert menneske agtelse. [27] I. Asheim problematiserer imidlertid rækkevidden af denne
opfattelse. Asheim hævder nemlig, at det var karakteristisk for antikkens menneskesyn, at menneskets værd primært blev
betragtet under en social synsvinkel og blev bestemt ud fra individets muligheder. Værdi var snarere noget, man erhvervede,
end noget man umiddelbart havde. Det var et spørgsmål om kapacitet og ydelse. Man finder i antikken ingen forestilllinger
om, at et barn i sig selv har ret til liv i kraft af at være født. Ikke engang stoicismen nåede så langt som til tanken om, at
ethvert menneske har rettigheder eller en indre værdi. Nyere studier viser - hævder Asheim - at begrebet »menneskeværd«
(dignitas humana) brugt om hele menneskeslægten ikke forekommer hos klassiske romerske og græske forfattere. Antikken
troede nok på menneskets værdighed, men det drejede sig da om den fremragende mands værdighed, værdigheden hos det
individ, som udmærkede sig i dyder. Væsentlige for et menneskes værd regnede man også sådanne ting som velskabthed og
sundhed i en sådan grad, at et liv uden sådanne kendetegn ikke blev regnet for værd at leve. Et barns værdi var ifølge Platon
blot potentielt, det havde ingen værdi i sig selv. [28]
Først kristendommen introducerede ifølge Asheim troen på hvert eneste menneskes umistelige værdi og skabte med sin
afvisning af barnemord og sin omsorg for syge, vanskabte og døende ligefrem et kulturskifte. Dette blev i første omgang
begrundet med barmhjertighedstanken, efterhånden også med henvisning til den bibelske fore-stilling, at alle mennesker, ja
endog et foster, er formet »i Guds billede«. [29] Selvom selve begrebet »menneskeværd« efter alt at dømme ikke har et
specifikt kristent udspring, har sagen altså i høj grad været et anliggende for kristenheden. Ikke mindst det femte bud har stået
3 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
som et værn om menneskeværdet. [30]
Hvad den senere udvikling angår møder vi hos Pico della Mirandola (1463-94), som af mange regnes for repræsentativ for
renæssancen, for første gang begrebet menne-skeværd som en titel: »De dignitate hominis« 1496. Hos Pico er der en tydelig
sammenhæng mellem menneskets værdighed og dets selvbestemmelse. [31] Immanuel Kant repræsenterer et andet vigtigt
moment i menneskeværdets historie. Kants tale om menneskets værdighed (Würde) har som allerede antydet haft
vidtrækkende betydning.
Skal vi forsøge at kortlægge, hvilke livssyn, der historisk set har bidraget til at fremme en beskyttelse af menneskeværdet, har
vi allerede nævnt stoicismen med naturretstænkningen og kristendommen. Desuden må ikke mindst humanismen , som
sammensmelter elementer fra disse livssyn, fremhæves. Humanismen har med sin tale om »Mennesket i centrum« mere end
nogen anden sekulær åndsstrømning bidraget til at fremme beskyttelsen af individets liv og sundhed.
4. Menneskeværdets stigende gennemslagskraft
Synet på menneskeværdet har gennem tiderne ændret sig både i teori og praksis. Det er bemærkelsesværdigt, at debatten om
menneskeværdet ofte har fået ny intensitet efter alvorlige kriser i menneskehedens historie. Det oplevede man eksempelvis
efter 2. Verdenskrig. [32] Samtidig synes der dog at kunne konstateres et vist fremskridt i historiens gang.
Den norske filosofiprofessor A. Stigen gør gældende, at »Tanken om at man, fordi man er menneske, må sikres visse verdier,
som til sammen utgjør et minstemål av betingelser for en menneskeverdig tilværelse, har gjennomgått en langsom utvikling
fra romertidens uklare idé om, at mennesket har visse naturlige rettigheter, til FN's Menneskerettighetserklæring av 1948 ...
Samtidig med denne anerkjennelse av visse grunnleggende rettigheter og friheter for ethvert menneske, er det skjedd en
gradvis utvikling av lovverket, rettssystemet og ombudsordninger til å sikre, at disse rettigheter ikke krenkes, verken av andre
mennesker eller av myndighetene«. [33]
Også Per Lønning fremhæver, at der kan konstateres fremskridt, når det gælder beskyttelsen af menneskeværdet. Den, som
klager over, at det ustandseligt går tilbage, ved ikke, hvad han taler om. I gamle dage var de hurtige til at trække sværdet.
Dødsstraffe, ofte med de mest grusomme og raffinerede metoder, hørte til dagens orden. Tortur og lemlæstelse var
accepterede indslag i retsplejen. Fra kristendommen blev indført og i hvert fald frem til det 19. århundrede, foregik der i hele
vor civilisationskreds en langsom, men forholdsvis jævn udvikling i retning af agtelse for livet. Aldrig har respekten for liv og
lemmer, for menneskets legeme, stået højere end i vort århundrede.
Men - føjer Lønning til - netop dette blik på historien vækker visse alvorstanker. Det viser nemlig, at respekten for
menneskeværdet ikke er noget selvsagt. Den er ikke nedlagt i mennesket en gang for alle, sådan at vi kan være nogenlunde
sikre på at have den under alle skiftende forhold. Mennesket har mulighed for at svigte menneskeværdet. Det maner til en vis
selvransagelse: Hvordan står det til i dag - det som for os føles selvfølgeligt, er måske ikke så selvfølgeligt endda? Vort
århundrede har trods alt oplevet Hitlers gaskamre. [34] Og - kan man tilføje - næsten dagligt kan Amnesty International
berette om tilsidesættelse af respekten for menneskeværdet. Og krigen i Eks-Jugoslavien er et nedslående bevis på, at
verdenssamfundet ikke formår at beskytte mod selv storstilede og åbenlyse overtrædelser af menneskerettighederne.
Som en reaktion på den nedvurdering af mennesket, som fandt sted under Det tredie Rige, men dermed også som et udtryk for
menneskeværdets stigende gennemslagskraft, må man forstå den fremtrædende plads, som menneskeværdet har fået i den
tyske grundlov . Her læser vi i artikel 1: »Die Würde des Menschen ist unantastbar. Sie zu achten und zu schützen ist
Verpflichtung aller staatl. Gewalt«. [35] Den tyske grundlov forudsætter således, fremhæver T. Koch, at ethvert menneske
har værdighed uafhængig af dets personlige og sjælelige egenskaber, dets legemlige og åndelige mangler og dets »moralske«
værdi for samfundet. Det tilkommer også fosteret og de døde i form af beskyttelse. Denne værdighed er der ikke for statens
skyld, den er ikke skabt af retsordningen eller blot tilkendt mennesket. Den beror på mennesket som subjekt, som person, og
går forud for enhver statslig lovgivning. Retsstaten fremskaffer ikke menneskets værdighed, men den garanterer den. Det
påhviler staten at beskytte menneskeværdet. Dette udfører staten ved at sætte retten, retten i hvilken enhvers værdighed bliver
gensidigt agtet, enhver anerkendes som person og får tilkendt et eksistensminimum. Enhvers - også den åndeligt syge og
fosterets - ret skal retsligt garanteres og beskyttes mod tredjeparts angreb. [36]
Historisk set har menneskerettighederne først og fremmest fungeret som en beskyttelse af individet mod overgreb fra staten.
En forholdsvis ny udvikling i teorien om menneskeværd og menneskerettigheder går ud på, at menneskerettighederne ikke
blot kræver, at staten respekterer mennesket på en række områder ved at holde sig borte fra menneskets urørlighedszoner,
men i stigende grad kræver, at staten træder til som beskytter af menneskeværdet. [37]
5. Hvordan begrundes menneskeværdet?
Mennesket har formentlig altid betragtet sig selv som noget enestående i kosmos eller som et væsen, der står over de øvrige
jordiske skabninger. Begrundelserne for, at mennesket skulle stå over de øvrige skabninger og derfor have en speciel værdi,
har været meget forskellige, men de kan i hovedsagen deles op i to: en antropocentrisk og en teocentrisk. [38]
4 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
1. De dominerende ikke-kristelige menneskesyn, det humanistiske, det naturalistiske og det marxistiske menneskesyn, er
kendetegnet ved, at mennesket selv er normeringsinstans for menneskeværdet og andre etiske grundværdier. [39]
Menneskeværdet er antropocentrisk funderet. Ofte har man lagt vægten på egenskaber som fornuft, vilje og samvittighed. I
den græske tænkning og i megen tænkning, som er mere eller mindre tydeligt inspireret heraf, er menneskeværdet blevet
begrundet med fornuften . Fordi mennesket har fornuft, har det også værdi. Humanismen begrunder eksempelvis
menneskeværdet med, at mennesket er et åndsvæsen, et tænkende væsen - altså med fornuften. [40] Også Kant ser
begrundelsen for menneskets »Würde« i, at det gennem sin fornuft pålægger sig selv love.
Kaster vi et blik på menneskerettighederne, har de ikke mindst deres udspring i en angelsaksisk tradition, hvor man har ment,
at mennesket som individ har en grundlæggende naturlig frihed og værdighed. Det betyder, at friheden og værdigheden ikke
er noget, som tilkendes mennesket, eksempelvis af staten, men tværtimod hører til mennesket som menneske og derfor kan
kræves respekteret. [41]
Man kan godt få en mistanke om, at mennesket er forudindtaget, når det opfatter sig som noget enestående i kosmos. David
Faurholt gør det tankeeksperiment, at hvis dyrene kunne tænke og afholdt en verdenskongres, ville de hurtigt blive enige om,
at det bedste var, om menneskene ikke eksisterede, og de ville finde det moralsk rigtigt, at menneskene udryddede hinanden
uden at forurene jordkloden. [42] I nyere filosofisk etik møder vi da også det synspunkt, at mennesket ikke uden videre står
over det øvrige kosmos. P. Singer mener eksempelvis ikke, at et menneske uden videre er mere værd end et dyr. Mennesket
må have specielle kendetegn for at kunne regnes for en person. [43] Og A.M. Aagaard henviser til, at der ikke er fremført
en universelt tvingende filosofisk begrundelse for menneskerettighederne, og at der ikke kan findes en sådan.
Menneskerettighederne bygger nemlig på - og skal værne den historisk tilblevne forståelse af mennesket som en urørlig
person. [44]
2. I den jødisk-kristne tænkning bygger tanken om menneskeværdet på Imago Dei, gudbilledligheden og for kristendommens
vedkommende på den værdi, som mennesket tilkendes i kraft af Kristi død for menneskets frelses skyld. [45] Der er med
andre ord tale om en fremmed værdighed. Efter kristen opfattelse har mennesket på grund af dets gudbilledlighed et værd,
som hæver det op over alle andre skabninger (Gen 1,27; 3. Mos 19,2; 1. Pet 1,16). [46] Det har en identitet og besidder en
grundværdi uanset udseende, race, begavelse og evne til produktivitet. Samtidig problematiseres talen om menneskeværdet af
tanken om menneskets fald. Augustin mente eksempelvis, at gudbilledligheden er gået tabt med syndefaldet. Ikke desto
mindre har den kristne kirke til enhver tid hævdet også det faldne menneskes værdighed og krav på respekt.
Konflikten mellem de to begrundelser - og dens praktiske konsekvenser
På trods af at alle menneskers og alle folks ligeberettigelse også burde være indlysende fra en kristen synsvinkel, var kirken
generelt afvisende overfor 1700-tallets menneskerettighedserklæringer. Det skyldtes ikke mindst den modernismens ånd, som
kirken så udtrykt i menneskerettighedserklæringerne. [47] Den franske revolutions menneske-rettighedserklæring rummer
da også tydelige antikirkelige elementer, formentlig delvis forårsaget af sammenkoblingen af kirken med det gamle
regime. [48] Men denne konflikt mellem kirken og menneskerettighederne fortsatte, og kampen for menneske-rettighederne
er indtil midten af dette århundrede for en stor del ført, ikke af, men imod kirken. [49]
Fra én side set må den kristne bedømme de forskellige konkrete udfoldelser af menneskeværdet ud fra overensstemmelsen
med eller modsætningen til den kristne tro. [50] På det plan kan der godt findes en vis overensstemmelse mellem kristen etik
og menneskerettighedserklæringerne. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om mennesket er et ubetinget mål i sig selv og
derfor har værdighed, sådan som Kant hævdede, eller om menneskets værdighed er tilkendt det af Gud, altså er en fremmed
værdighed, hvilket de fleste teologer formentlig vil hævde.
Denne afgørende forskel har medført en vis spænding mellem den sekulære og den teologiske forståelse af menneskeværdet.
Fra humanistisk side har man til tider opfattet forholdet på den måde, at man måtte befri sig fra den traditionelle teologiske
forståelse af mennesket for at kunne skabe plads til tanken om, at mennesket i sig selv besidder værdighed. [51] Modsat
argumenterer A. Valen-Sendstad imod at bygge på »kristen humanisme«, »felles kristen kulturarv«, »naturrett«, »almen-etisk
innsikt« og ikke på Bibelen, når det drejer sig om menneskeværdet. [52] Også Engedal og Thorbjørnsen anfører, at der i
den teologiske begrundelse af menneskeværdet ligger en kritik af de begrundelser, man finder i de andre menneskesyn. Fælles
for dem alle er nemlig, at begrundelsen på en eller anden måde har sin basis i mennesket selv. [53]
Den anførte konflikt mellem en antropocentrisk og en teocentrisk, fremmed begrundelse af menneskeværdet er ikke blot en
teoretisk uoverensstemmelse. Svarende til denne konflikt viser det sig, at den afgørende skillelinie i flere konkrete etiske
problemstillinger, eksempelvis eutanasi, går mellem den forståelse, der tillægger menneskelivet en funktionel og derfor
relativ værdi, og den forståelse, der anser menneskelivet for at have absolut og fundamental værdi uafhængig af det enkelte
5 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
menneskes funktionsdygtighed. [54]
Litteraturliste:
Aagaard, A.M.: Menneskesynet bag kampen om menneskerettighederne i det 20. århundrede, i: (S. Pedersen red.)
Menneskesynet, København 1989 s. 215-239.
Andersen, S.: Som dig selv. En indføring i etik. Aarhus 1993.
Arendt, R.: Tænkning og tro. Religionsfilosofi - Dogmatik - Etik. København 1967.
Asheim, I.: Øyet og horisonten. Oslo 1991 s. 27-59.
Austad, T.: Menneskeverd og menneskerettigheter, i: (S. O. Thorbjørnsen red.) Utfordringer og ansvar, Oslo 1994, s.
21-50.
Barth, K.: Die kirchliche Dogmatik I/2, Zürich 1975.
Christensen, K.: Eutanasi og menneskeverd, i: Præsteforeningens Blad 1988/49 s. 1025-1032.
Christensen, K. : Det kristne menneskesyn og medicinsk-etiske afgørelser, i : Dilemma, København 1995.
Engedal L.G. og Thorbjørnsen S.O.: Menneskesyn og menneskeverd, i: (A. Smith, red.) På skaperens jord, Oslo 1984 s.
61-92.
Espersen, O. og Foighel, I.: Menneskerettighederne. Den danske Unesco-nationalkommission 1968.
Favrholt, D.: Menneskets ontologiske og etiske vilkår, i: Menneskeopfattelsen. Artikler og replikker fra D. Favrholdt, D.
Gress, O. Jensen, M. Pahuus. Haarby 1980.
Ginters, R.: Werte und Normen. Einführung in die philosophische und theologische Ethik, Göttingen 1982 s. 116 - 147.
Horner, F.: Ethische Kriterien für die Entwicklung sozialer Grundrechte, i: Handbuch der Christlichen Ethik Bd. III.
Freiburg im Breisgau 1982 s. 221-236.
Höffe, O.: Die Menschenrechte in der Kirche, i: Handbuch der Christlichen Ethik Bd. III, Freiburg im Breisgau 1982 s.
236-255.
Kant, I: Grundlæggelse af moralens metafysik, i: (J. Hartnack red.) Kant. De store tænkere. Berlingske filosofi bibliotek,
København 1966.
Koch, T.: Menschenwürde, i: Lexikon der Wirtschaftsethik, Freiburg- Basel-Wien 1993.
Koch, T.: Menschenwürde als das Menschenrecht - Zur Grundlegung eines theologischen Begriffs des Rechts, i: ZEE 1991
s. 96-112.
Lønning, P.: Respekt for ..., Oslo 1974.
Nordlander, A.: Bibelens syn på mennesket, Oslo 1980.
Ordbog over det Danske Sprog bd 13 1982.
Rendtorff, T.: Ethik Bd. II, Stuttgart 1981.
Saladin, P.: Die Rechtsgeltung von Menschenrechten, i: Handbuch der Christlichen Ethik Bd. III, Freiburg im Breisgau
1982 s. 197-220.
Seierstad, I. P.: De ti Bud, Oslo 1966.
Singer, P.: Praktisk etik, København 1993.
Stigen, A.: Tenkningens historie bd. II, Oslo 1992.
Thorbjørnsen, S. O.: Hva er et menneskeliv verd? i: TTK 1993 s. 209-222.
Tödt, H.E.: Menschenwürde, i: Evangelisches Soziallexikon 7. Aufl., Stuttgart-Berlin 1980.
Universal Declaration of Human Rights . De forenede Nationers informationskontor for de nordiske lande.
Valen-Sendstad, A.: Gud er livets Herre (uden angivelse af trykkested og årstal).
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. De forenede Nationers informationskontor for de nordiske lande.
Zippelius, R.: Menschenwürde, i: Evangelisches Staatslexikon 2. Aufl., Stuttgart-Berlin 1975.
1 [1] Artiklen er en bearbejdelse af et foredrag om »Menneskeværdet i
den kristne etik idag« holdt på MFs teolkursus januar 94.
2 [2] Jf. Ginters, Werte s. 122f.
3 [3] Tödt, Menschenwürde sp. 897. Jf. Aagaard, Menneskesynet s. 233,
som henviser til en tilsvarende opfattelse hvad
menneskerettighederne angår
4 [4] Eksempelvis Singer, Praktisk etik s. 109.
5 [5] Jf. Tödt, Menschenwürde sp. 897. Aagaard, Menneskesynet s. 233,
peger på, at der i slutningen af 70'erne opstod uenighed mellem
lutheranere og reformerte om, hvorvidt menneskerettighederne
primært havde en sækular forhistorie eller var direkte påvirket af
engelsk puritanisme. Aagaard hælder selv til det første synspunkt.
6 [6] Jf. Ordbog over det Danske Sprog bd. 13 sp. 1354.
6 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
7 [7] Stigen, Tenkningens historie II s. 836.
8 [8] Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, De Forenede
Nationers Informationskontor for de nordiske lande. Den engelske
tekst indledes således: »All human beings are born free and equal
in dignity and rights«.
9 [9] Kant, Grundlæggelse af moralens metafysik s. 214f.
10 [10] Tödt, Menschenwürde sp. 897. Jf. Andersen, Som dig selv s.
121; Zippelius, Menschenwürde sp. 1554.
11 [11] Austad, Menneskeverd s. 27, argumenterer for, at
»menneskeverdet« (i bestemt form) er det mest velegnede begreb.
12 [12] FNs verdenserklæring havde en forløber i FNs »Charter« art. 1
§ 3 fra juni 1945; jf. Aagaard, Menneskesynet s. 216.
13 [13] Espersen og Foighel, Menneskerettighederne s. 17ff. Jf.
Saladin, Rechtsgeltung s. 201; Horner, Kriterien s. 221.
14 [14] Höffe, Menschenrechte s. 238.
15 [15] Tödt, Menschenwürde sp. 897.
16 [16] Jf. Ginters, Werte s. 137.
17 [17] Tödt, Menschenwürde sp. 897.
18 [18] Ginters, Werte s. 120. Jf. Austad, Menneskeverd s. 47.
19 [19] Ginters, Werte s. 124.
20 [20] Jf. Rendtorff, Ethik II s. 107; Zippelius: Menschenwürde sp.
1554.
21 [21] Jf. Zippelius, Menschenwürde sp. 1556. Koch, Menschenwürde als
das Menschenrecht s. 101, hævder, at menneskeværdet udgør den
fundamentale menneskeret.
22 [22] Jf. Tödt, Menschenwürde sp. 897.
23 [23] Jf. Engedal og Thorbjørnsen, Menneskesyn s. 82.
24 [24] Saladin, Rechtsgeltung s. 198.
25 [25] Jf. Austad, Menneskeverd s. 32.
26 [26] Austad, Menneskeverd s. 34.
27 [27] Jf. Andersen, Som dig selv s. 99. Koch, Menschenwürde sp. 699,
påpeger ganske vist, at antikken ikke tænker med udgangspunkt i
mennesket, men udfra en bestemt kosmologi. Tilsvarende har
stoicismen ikke proklameret rettigheder for alle, men snarere
pligter, som enhver skal overholde i overensstemmelse med naturens
bud.
28 [28] Asheim, Øyet s. 55f.
29 [29] Asheim, Øyet s. 56.
30 [30] Aagaard, Menneskesynet s. 233, skildrer en uenighed mellem
reformerte og lutherske teologer vedrørende menneskerettighedernes
kristne udspring.
31 [31] Jf. Andersen, Som dig selv s. 99ff.; Koch, Menschenwürde sp.
700.
32 [32] Jf. Austad, Menneskeverdet s. 25.
33 [33] Stigen, Tenkningens historie s. 834.
7 of 8 14-12-2001 13:32

Menneskeværdet idehistorisk og file:////Server/ichthys/Artikelsamling/1995/95-3/M-værd1.htm
34 [34] Lønning, Respekt s. 20f.
35 [35] Zippelius, Menschenwürde sp. 1554: Med menneskets »Würde«
forstår man dets egenværdi. Den bayerske forfatningsdomstol
definerer menneskets »Würde» således: »Der Mensch als Person ist
Träger höchster geistig-sittl. Werte und verkörpert einen sittl.
Eigenwert, der unverlierbar und auch jedem Anspruch der
Gemeinschaft, insbes. allen rechtl. und politischen Zugriffen des
Staates und der Gesellschaft gegenüber eigenständig und unantastbar
ist. Würde der menschl. Persönlichkeit ist dieser innere und
zugleich soziale Wert- und Achtungsanspruch, der dem Menschen um
dessentwillen zukommt«.
36 [36] Koch, Menschenwürde sp. 703f.
37 [37] Saladin, Rechtsgeltung s. 200. Jf. Austad, Menneskeverd s. 33.
38 [38] Også Austad, Menneskeverdet s. 29ff. sondrer mellem to
begrundelser, men her er der tale om forskellen mellem en
deontologisk og en teleologisk begrundelse af menneskeværdet.
39 [39] Engedal og Thorbjørnsen, Menneskesyn s. 70.
40 [40] Jf. Engedal og Thorbjørnsen, Menneskesyn s. 65.
41 [41] Jf. Rendtorff, Ethik II s. 107f. Det er tilsyneladende denne
opfattelse, som har fundet nedslag i den tyske grundlov. Jf. Koch,
Menschenwürde sp. 703.
42 [42] Favrholt, Menneskets s. 21.
43 [43] Singer, Praktisk etik s. 109. Vedr. Tooley se Asheim, Øyet s.
39ff.
44 [44] Aagaard, Menneskesynet s. 233.
45 [45] Jf. Tödt, Menschenwürde sp. 897.
46 [46] Zippelius, Menschenwürde sp. 1554.
47 [47] Jf. Höffe, Menschenrechte s. 240.
48 [48] Höffe, Menschenrechte s. 239.
49 [49] Saladin, Rechtsgeltung s. 204. Jf. Rendtorff, Ethik II s. 107.
50 [50] Jf. Tödt, Menschenwürde sp. 897.
51 [51] Koch, Menschenwürde als das Menschenrecht s. 99.
52 [52] Valen-Sendstad, Gud s. 6.
53 [53] Engedal og Thorbjørnsen, Menneskesyn s. 76.
54 [54] Christensen, Eutanasi s. 1028; Austad, Menneskeverd s. 28.
8 of 8 14-12-2001 13:32