Fortællinger fra besættelsen - Historie-nu.dk

ANMELDELSE ANMELDELSE [Kirstine Trauelsen 10. juni 2005]
Anne Wolden-Ræthinge:
Om lidt er de borte -
modstandsbevægelsens
topfolk fortæller til Ninka
344 sider, kr. 299
Gyldendal, 2005
Historie Historie Netmagasinet
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber diskussionerne.
Fortællinger fra
besættelsen
Midt i den omfattende mediedækning af 60-året for Danmarks befrielse
er Anne Wolden-Ræthinge, bedre kendt som Politiken-journalisten Ninka,
udkommet med interviewsamlingen Om lidt er de borte. Ninkas bog
består af en række interviews med centrale modstandsfolk, foretaget i
slutningen af 1980’erne i forbindelse med et dokumentarprogram.
Interviewene indledes med en række af forfatterens egne artikler om
besættelsen fra 1985.
Angrebet på historieskrivningen
Antallet af bøger om Danmarks besættelse under Anden Verdenskrig er
stadigt stigende, nu 60 år efter krigens afslutning. Men selvom strømmen
af litteratur om Anden Verdenskrig til tider forekommer næsten for
voldsom, er Ninkas bog interessant – om ikke som historisk kilde, så
som de medvirkendes egen fortælling om hvad der egentligt skete.
Bogen indledes med en artikelserie, skrevet af Ninka i forbindelse
med 40 års jubilæet for krigens afslutning. Artiklerne fungerer som en
udmærket introduktion dels af bogens elleve medvirkende, der bl.a.
tæller Jørgen Kieler, Jørgen Hæstrup og Frode Jakobsen, dels af de
historiske begivenheders gang – man får lige en historisk briefing.
Samtidig skabes der i de indledende artikler en atmosfære af spænding
og heltemod.
Der lægges ikke fingre imellem i disse indledende artikler: Forfatteren
har en vis skeptisk indstilling dels til det officielle Danmarks håndtering af
besættelsen dengang, dels til historikernes behandling af emnet.
Historikerne vil ikke, påstås det, ”røre ved dem [modstandsfolkene, KT]
med en ildtang”. – En påstand der ikke virker tidssvarende nu, 20 år og
utallige historiske værker efter artiklerne blev skrevet. Den kritiske
holdning til historieskrivningen står i øvrigt også bag titlen på bogen: Bare
rolig, siger forfatteren; snart er de sidste modstandsfolk døde af
alderdom, og så kan vi glemme hvad der skete, og lulle os ind i
forestillingen om, at sandheden er fortalt. Dette bevidst provokerende
angreb på historiskrivningen irriterer ærligt talt mere end det provokerer,

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2
2
nok særligt set i lyset af historieskrivningens udvikling siden Ninka skrev
sine artikler i midten af 1980’erne.
Elleve modstandsfolk fortæller
Om lidt er de borte rummer i alt elleve interviews med forskellige
modstandsmænd. Fællesnævneren for de medvirkende er deres centrale
rolle i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt, men for de
flestes vedkommende ophører ligheden også her. Der er tale om meget
forskellige folk, både hvad angår profession, personlige egenskaber og
holdninger.
Interviewene har alle samme opbygning, som i øvrigt fungerer
udmærket: Der indledes med en introduktion af den pågældende
modstandsmand. Her får man livshistorien op til krigen. Denne indledning
virker til tider lige lang nok, men der er ingen tvivl om at forfatteren helt
bevidst har givet denne del meget plads; hun har villet fortælle
modstandsfolkenes personlige historier, og har derfor fundet denne
indføring i deres liv op til besættelsen og modstandskampen nødvendig.
Og den giver da også en i det store hele udmærket forståelse for de
overvejelser og personlige bevæggrunde der lå bag vedkommendes
’karriere’ indenfor modstandsbevægelsen. Vigtigst forstår man her at der
ikke var tale om nogen organiseret ’indmeldelse’ i modstandskampen,
men at de unge mænds modstand udsprang af en trang til at handle, og
en fornemmelse af at det var nødvendigt at ’gøre noget’ - bare et eller
andet. Dette ’et eller andet’ betød, forstår man, at der somme tider blev
foretaget knapt så gennemtænkte handlinger.
Efter de indledende introduktioner fortælles der om en eller flere
konkrete begivenheder vedkommende modstandsmand oplevede under
krigen. Dette afsnit af interviewene er i de fleste tilfælde det mest
interessante; her præsenteres man for modige – og til tider ifølge eget
udsagn dumdristige – handlinger, udført af de meget unge mænd.
Samtidig med at man føler frygten hos de unge modstandsmænd,
fornemmer man desuden en dybfølt respekt mændene imellem.
Lovprisningerne af ’kollegaerne’ er dog nok vokset i de 40 år der
dengang var gået efter at handlingerne havde fundet sted. Der hersker
en vis nostalgi i mange af interviewene, som man nødvendigvis må bære
over med. Årenes slid bevirker også at nogle af de historier, som i øvrigt
snarere har karakter af anekdoter, gentages hos flere af mændene. –
Men at samme historie går igen hos flere kilder, gør den naturligvis ikke
mere sandfærdig – endsige mindre præget af venskabelig nostalgi!
Den stedvise nostalgi til trods efterlader beretningerne fra forskellige
sabotageaktioner, våbennedkastninger og ikke mindst Jørgen Kielers
ophold i kz-lejren Porta Westphalica et sug i maven hos læseren, der
næppe kan overgås af nogen krimi.
Buhl – den skiderik
Modstandsfolkenes historier afslører dog også at modstandskampen var
andet og mere end kampen mod den tyske besættelsesmagt. Gentagne
gange understreger de medvirkende modstandsfolk at de naturligvis først
og fremmest kæmpede imod besættelsesmagten, men at man også
oplevede konflikter internt i bevægelsen. Blandt andet påstås det flere
gange, bl.a. af Toldstrup selv, at officeren Bennike ville have ham
likvideret. De to mænd stod på det tidspunkt for nedkastningerne af
våben i Jylland, men havde svære samarbejdsproblemer. Hvorvidt denne

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 3 3
3
alvorlige anklage holder stik er dog svært at vurdere, idet forfatteren ikke
borer dybere efter sandheden, men blot tager påstanden for gode varer.
Sidste del af hvert interview består af en slags efterspil, hvori man
hører lidt om vedkommendes liv efter krigen. Her har forfatteren valgt at
stille meget ens spørgsmål til de medvirkende. Især forsøger hun at
problematisere befrielsesregeringen. At forfatteren selv er meget
skeptisk indstillet overfor befrielsesregeringen er slet skjult. Men også
blandt bogens medvirkende hersker der en ret bred enighed om, at Buhl i
hvert fald ikke havde fortjent statsministerposten i 1945. Særligt
Toldstrup harcelerer, ved at kalde Buhl for en ’skiderik’ og
’landsforræder’.
En nuanceret modstandsbevægelse
I læsningen af historierne om de elleve modstandsmænds kamp under
krigen, lades undertegnede læser som ung historiker flere gange forstå,
at der er tale om en periode i Danmarks historie som jeg kun vil have
chancen for at kunne forstå hvis den skulle gentage sig. Skulle dette ske,
spår de fleste af de medvirkende, ville jeg nok også handle ligeså modigt
som de gjorde dengang, idet der er tale om en instinktiv handling,
understreger de igen og igen, frem for en heltemodig indsats.
Om lidt er de borte er et udmærket forsøg på at give en skildring af
besættelsestiden, som den oplevedes, ikke fra officiel, men fra
modstandsmandens side. Det ville være fejlagtigt at opfatte Ninkas bog
som historisk faglitteratur, idet det i sagens natur er yderst problematisk
kun at skildre historien fra denne ene side. For Ninka har det været et
spørgsmål om at lade de medvirkende fortælle deres historie før det var
for sent. Derfor skal Om lidt er de borte ses som et historisk vidnesbyrd,
fortalt af aktørerne selv. Interviewformen gør bogen til en levende
fortælling, og de ret personlige interviews efterlader et indtryk af en mere
nuanceret modstandsbevægelse, end det ofte er tilfældet.
Alt i alt en spændende og absolut læseværdig fortælling om en
dramatisk del af danskernes historie.