Den opsøgende far

Af professor emeritus Kenneth E. Bailey
Den opsøgende far 1
Den opsøgende far
Resume: Artiklen belyser lignelsen i Luk 15, der ofte kaldes for ”den fortabte søn”. Ud fra
et omfattende kendskab til livet i Mellemøsten, opnået gennem 40 års studier og liv i området,
søges en mere autentisk forståelse af lignelsen, og det viser sig, at budskabet bedre karakteriseres
under overskriften ”den opsøgende far”.
Hvad vi bør vide om denne ofte misforståede nærorientalske lignelse.
Jeg var lamslået. Det var i 1958 i Jerusalem. En britisk teolog og gejstlig, dr. Kenneth
Cragg, forelæste over middelalderens disputationer mellem muslimer og kristne. Han havde
netop påpeget at den tids muslimske teologer elskede at citere lignelsen om den fortabte søn
som bevis over for de kristne. Årsagen var, at denne fortælling drejer sig om en søn der
forlader sin far (Gud), rejser til et fjernt land, kommer i vanskeligheder, beslutter sig for at
vende hjem og bliver ved sin hjemkomst budt velkommen - og man fejrer hans hjemkomst.
Han behøver ingen inkarnation og ingen forsoning, intet kors og ingen frelse. Der er ingen
mellemmand mellem de to. Han vender simpelthen hjem, og hans far tager imod ham. Ergo:
Jesus er en god muslim.
Fyrre år senere er jeg ikke kommet mig over chokket. Ja, i virkeligheden blev den forelæsning
begyndelsen på min personlige pilgrimsfærd ind i Jesus af Nazarets tankeverden med
denne berømte tekst som vejkort. Blev der overhovedet givet et svar på denne århundredgamle
muslimske udfordring?
Denne fortælling har hårdt brug for at blive reddet fra vor fortrolighed med den og fra sit
traditionelle kulturelle fangenskab. I århundreder har vi i Vesten læst fortællingen i lyset af
vore egne kulturelle forudsætninger, hvilket har taget brodden af den.
Jeg tilbragte det meste af min barndom i Egypten, og fra 1955 til 1995 boede jeg og min
familie i Egypten, Libanon, Jerusalem og på Cypern, hvor jeg underviste i Det Nye Testamente
på præsteseminarier og forskningsinstitutter. I hele mit voksenliv har det været mit
privilegium at studere Det Nye Testamente mens jeg har boet og undervist i Mellemøsten.
Ja, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for den traditionelle nærorientalske kultur
som Jesus er en del af, begyndte lignelsen om “faderen og hans to fortabte sønner” at lukke
sig op for mig på en ny og spændende måde. I lyset af denne kultur, som vi har adgang til
gennem tidlige jødiske og østkristne kilder, kan der findes svar på den oprindelige udfordring
som min pilgrimsfærd begyndte med. Kort sagt - er inkarnationen og forsoningen en
del af denne centrale lignelse? Ja, de er. Og jeg skal forsøge at forklare hvorfor.
Lukas’ trilogi
Denne lignelse må ses som tredje del af en trilogi i Lukas 15. Farisæerne protesterer over
for Jesus: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Den Babylonske
1 Fra Christianity Today: Oct. nr. 26, 1998
ICQUS nr. 1, 1999 11

Kenneth E. Bailey
Talmud gør det klart at rabbinere ikke spiste sammen med ’am-ha’arets (jævne folk), som
ikke tog det så nøje med at holde loven. Lukas skriver: “Men han fortalte dem [farisæerne]
denne lignelse [ental].” Hvad der herefter følger, er de tre lignelser om det mistede får, den
tabte mønt og de to fortabte sønner (Den Fortabte Søn).
Vi ser altså at Lukas opfattede dem som tre dele af én og samme lignelse. En hyrde betaler
en pris for at finde og bringe et mistet får tilbage. Kvinden gør det samme for sin mønt. I
disse to fortællinger er det klart at Jesus er den gode hyrde og den gode kvinde, hvilket stiller
et spørgsmål til den tredje fortælling: Er han også den gode far? Og er denne tredje fortælling
en parallel til de første to fortællinger i den henseende at faderen betaler en høj pris
for at finde og bringe sin søn/sine sønner tilbage? For at kunne besvare disse spørgsmål,
som peger på de større spørgsmål om forsoning og inkarnation, må mindst 14 sider af lignelsen
reddes fra den traditionelle tolkning.
1. Anmodningen.
Den yngste søn anmoder om at få sin arv mens hans far stadig er i live og ved godt helbred.
I en traditionel nærorientalsk kultur er dette det samme som at sige: “Far, jeg er utålmodig
efter, at du skal dø!” Hvis faderen er en traditionel nærorientalsk far, vil han give sønnen et
slag i ansigtet og jage ham bort fra hjemmet. Der er vist ingen steder i verden hvor dette ikke
er en uhyrlig anmodning. Den fortabte søn er ikke bare en stor knægt der vil ind til den
store by for at blive rig og berømt. Nej, denne søn fremsætter en anmodning som er utilstedelig,
især i den nærorientalske kultur. Faderen forventes at afvise den - hvis han er en nærorientalsk
patriark. Men det er han i virkeligheden ikke, hvilket bringer os til næste punkt.
2. Faderens gave.
Faderen giver den fortabte søn ret til at gøre hvad han vil, med sin del af ejendommen. Fem
gange i lignelsen opfører faderen sig ikke som en traditionel nærorientalsk patriark. Dette er
første eksempel. Arven er af en betragtelig størrelse. Dette er en velhavende familie som har
en hjord fedekalve og en flok geder. Vi ser også at der er tjenere/slaver. Huset rummer
blandt andet en festsal med plads til så mange gæster som på én aften kan sætte en fedekalv
til livs. Man har lejet professionelle musikere og dansere til festmiddagen. Faderen er en respekteret
mand i lokalsamfundet, og derfor tager man imod hans indbydelse. At overdrage
sine arvinger arven er en alvorlig sag, hvilket en far kun ville gøre når døden nærmede sig.
Endvidere “samlede den yngste alt sit sammen” eller “omsatte det i kontanter”, som det også
kan oversættes. Dette betyder, at han solgte sin del af slægtsgården. Da dette sker, bliver
dette tragiske familieopgør offentligt kendt, og familien bliver vanæret i omverdenens øjne.
Jødisk lov i det første århundrede muliggjorde delingen af en arv (hvis faderen var indforstået
med at foretage en sådan deling), men tillod ikke børnene at sælge før faderen var død.
Den anden afvigelse fra normen består i at faderen giver sønnen arven og retten til at sælge,
selv om han ved, at denne ret vil vanære familien i omgivelsernes øjne. Derfor er det helt
fra begyndelsen af lignelsen klart, at Jesus ikke bruger en nærorientalsk patriark som model
for Gud. I den vestlige verden i dag er dette netop hvad Jesus ofte beskyldes for at have
gjort. Men det er ikke tilfældet. Han har tværtimod sprængt alle det nærorientalske patriarkats
grænser ved at skabe dette faderbilllede. Ingen menneskelig far er en adækvat model
12
ICQUS nr. 1, 1999

Den opsøgende far
for Gud. Jesus ved dette og løfter faderskikkelsen op over dens menneskelige begrænsninger
og omformer den så den kan bruges som model for Gud.
3. Det hastige salg.
Den fortabte søn sælger hurtigt (“nogle dage senere”). Det er han nødt til. I landsbyen tiltager
vreden imod ham fordi han har bragt skam over sin far og hele sin slægt ved at tilbyde
en stor del af slægtsgården til salg mens hans raske far stadig driver den. Han er nødt til at
afslutte handelen og komme ud af byen så hurtigt som muligt. Det er værd at lægge mærke
til, at jødisk lov ikke tillod en sådan handel. Den fortabte søn er ligeglad.
4. Qetsatsah-ceremonien.
Fra Den Jerusalemitiske Talmud ved vi, at jøderne på Jesu tid havde en metode til at straffe
en jødisk dreng som mistede familiearven til hedninger. Den blev kaldt “qetsatsahceremonien”.
Rædslen over et sådant tab afspejles også i Dødehavsrullerne. En person der i
den grad havde skuffet de forventninger som lokalsamfundet stillede til ham, ville møde
qetsatsah-ceremonien dersom han vovede at komme tilbage til sin hjemby. Ceremonien var
enkel. Indbyggerne i landsbyen ville komme med en stor lerkrukke, fylde den med brændte
nødder og brændt korn og knuse den for øjnene af den skyldige. Mens dette skete, ville de
forsamlede råbe: “NN er udelukket fra sit folk.” Fra dette øjeblik ville landsbyen ikke have
noget med den egensindige unge mand at gøre.
Ud fra forskellige henvisninger til denne ceremoni ser det ud til at dette band var mere omfattende
end “udelukkelsen” som Amish-folket i Pennsylvania praktiserer. Et medlem af
Amish-folket som er blevet udelukket, kan i det mindste spise ved et bord for sig selv. Et
jødisk band i det først århundrede ser ud til at have været et totalt forbud mod enhver form
for kontakt med den der havde forsyndet sig mod landsbyens uskrevne æresbegreber. Da
den fortabte søn forlader landsbyen, ved han, at han ikke må sætte pengene til blandt hedningerne.
Det gør han. I landet langt borte lever han blandt hedninger. De holder svin!
5. Et liv i ødselhed.
Ofte beskyldes den fortabte søn for at have levet et “udsvævende liv” eller et “vildt liv”.
Imidlertid antyder det anvendte græske adjektiv ikke noget umoralsk. (Syriske og arabiske
oversættelser har i atten århundreder været opmærksomme på denne subtile detalje). Jesus
antyder ikke hvordan den fortabte søn ødte sin formue. Vi får blot at vide at han var en
ødeland. Ved fortællingens afslutning anklager den ældste søn sin bror for at have ødslet
pengene på skøger. Men han er lige kommet ind fra marken og ved ikke noget. Det er tydeligt
at han er interesseret i at overdrive broderens nederlag. Spændingen i fortællingen forsvinder
når udtryk som “udsvævende liv” eller “vildt liv” optræder i teksten.
6. Søgen efter arbejde.
Når pengene er brugt op, ville det være naturligt for den fortabte søn at vende hjem. Men
han har brudt reglerne. Han ved at qetsatsah-ceremonien venter ham hvis han vender tilbage
til landsbyen. Derfor er det ham alt om at gøre at skaffe pengene til veje. For at dette skal
lykkes, behøver han et betalt arbejde. To gange forsøger han at få et. Første forsøg går ud på
at passe svin i landet langt borte. Det andet er en strategi han overvejer aftenen før sin
hjemkomst. Disse to planer må vi undersøge nærmere.
ICQUS nr. 1, 1999 13

Kenneth E. Bailey
Den første plan, at røgte svin, virker ikke. Dette fremgår tydeligt af teksten: “ingen gav ham
noget.” Denne lignelse er meget knap i sin formulering. Alle udtryk er valgt med omhu og
har en præcis mening. Som svinerøgter får den fortabte søn føden, men ingen løn derudover.
De jødiske læsere i det første århundrede ved, at den fortabte søn må tjene de penge
igen som han satte over styr, hvis han skal undgå qetsatsah-ceremonien.
Da hans første forsøg er slået fejl, har han endnu én mulighed tilbage - han vil gå hjem, få
jobtræning og tjene penge. For at blive accepteret til den jobtræning er det nødvendigt at
hans far siger god for ham. Men hvordan skal han overbevise sin far om, at han endnu en
gang bør vise ham tillid?
7. Den selviske plan.
Den teologisk set mest skadelige traditionelle misforståelse i denne lignelse er formentlig
den almindelige forståelse af udtrykket “han gik i sig selv”. Dette er længe blevet tolket som
om det betød at “han angrede” eller “han omvendte sig”. En sådan læsning tager skarpheden
ud af teksten og ødelægger den teologiske enhed i dette kapitel. Den gode hyrde må gennemstrejfe
ødemarken for at finde sit får. Han vender ikke tilbage til landsbyen og venter på
at fåret skal komme hjem og stå og bræge ved leddet til fårefolden. Den gode kvinde tænder
et lys og leder ivrigt efter den tabte mønt. Hun fortsætter ikke med sine gøremål i huset i
forventningen om at mønten af sig selv skal springe op fra en sprække i gulvet og lande på
køkkenbordet.
De to første fortællinger er med andre ord augustinske. Fåret og mønten skal reddes. Men
hvis det lykkes den fortabte søn ved egne anstrengelser at komme hjem, så er den tredje
fortælling pelagiansk eller i det mindste semi-pelagiansk. Det vil sige: den lærer at mennesket
ikke hæmmes af arvesynden eller en fordærvet vilje, men at det ved sin egen anstrengelse,
uden den guddommelige nåde, kan gøre noget for sin frelse.
I den første fortælling er det mistede får et symbol på omvendelse, og omvendelse ses da
som “accept af at blive fundet”. Den anden fortælling bekræfter denne definition. Men hvis
den fortabte søn i sandhed omvender sig i landet langt borte og selv kæmper sig hjem igen,
så modsiger Jesus sig selv. Sådan som den tredje fortælling traditionelt bliver forstået, modsiger
den de to første. Enten er Jesus teologisk uklar, eller også er omvendelse et elastisk
begreb der kan tolkes både augustinsk og pelagiansk. Jeg finder begge muligheder uacceptable.
Findes der et alternativ?
Ved at fortælle lignelsen om den gode hyrde henleder Jesus opmærksomheden på Salme 23,
som også har et mistet får og en god hyrde. Det centrale udsagn står i vers 3, som man traditionelt
har oversat “han giver mig kraft på ny”. Dette har man ofte forstået sådan: Jeg var
nedtrykt, men Herren gav mig nyt mod. Denne betydning indgår givetvis også i salmistens
intention. Men i den hebraiske tekst står der “yashubib nefshi”, hvilket bogstaveligt betyder
“han bringer mig tilbage” eller “han får mig til at vende om”. Det er tydeligt at salmisten er
faret vild, og Gud, den gode hyrde, bringer ham tilbage til de “rette stier”.
Når man læser den fortabte søns udsagn i dette lys, fremkommer en ny mening. Salmisten
troede at det var Gud der bragte ham tilbage (til Gud) og fik ham til at vende om. Den fortabte
søn har i sinde selv at klare sit problem - han gik i sig selv. Verbet for at vende om
14
ICQUS nr. 1, 1999

Den opsøgende far
forekommer ikke! Den lange, rige arabiske oversættelsestradition rummer en række interessante
oversættelser af dette centrale udtryk. Nogle har: “Han fik en lys idé.” Andre oversætter:
“Han sørgede for sine egne interesser” eller “Han tænkte ved sig selv”. Ingen af disse
oversættere så den fortabte søn i landet langt borte som et bodfærdigt menneske. Ja, men
hvad så med hans “bekendelse”?
Den bekendelse han havde øvet sig på, lød: “Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig,”
og det opfatter man (forståeligt nok) sædvanligvis som ægte omvendelse. Men Jesu tilhørere
er farisæere med et godt kendskab til Skriften. De kan genkende den bekendelse som et
citat af Farao da denne prøver at manipulere med Moses for at få ham til at ophæve plagerne.
Efter den niende plage indvilliger Farao til sidst i at møde Moses, og da Moses kommer
til ham, holder han en lignende tale. Alle ved at Farao ikke fortryder noget som helst. Han
forsøger simpelthen at få Moses til at føje sig efter sin egen vilje.
Vi forstår bedst den fortabte søn når vi ser, at det er det samme han forsøger at gøre. Idet
han håber på, at kunne blødgøre sin fars hjerte, har den fortabte søn i sinde at fremlægge sit
forslag til, hvordan bruddet mellem dem kan heles: jobtræning. Han vil få sig et vellønnet
job så han kan spare op. I øjeblikket vil han ikke bo hjemme. Men når de mistede penge er
tilvejebragt, vil han blive i stand til at drøfte forsoning. Det lykkedes ham ikke at få et betalt
job i landet langt borte, men nu vil han forsøge at få sin fars opbakning og med den skaffe
sig et godt betalt job i nærheden af sit hjem. Han vil alligevel kunne frelse sig selv ved loven.
Nåden er ikke nødvendig. Han kan selv klare sig - det tror han i hvert fald! Men er de
mistede penge det virkelige problem?
I sin enetale i landet langt borte åbner den fortabte søn sit inderste for tilhøreren/læseren. Da
han sulter, siger han: “her er jeg ved at sulte ihjel.” Han mener, at hvis blot han kan skaffe
de mistede penge, så vil alt i sidste instans gå i orden igen. I mellemtiden vil han kunne klare
sig, og når først han har pengene igen, vil landsbyen atter acceptere ham. Han tænker ikke
på faderens knuste hjerte eller på den kval faderen måtte føle ved sin afviste kærlighed.
Mens han i landet langt borte taler med sig selv, er der ingen tegn på skam eller anger. Hvis
det er en tjener der står foran sin herre, er planen ikke dårlig. Hvis det er en søn der har med
sin barmhjertige og kærlige far at gøre, er hans planlagte løsning ikke passende.
8. Vendepunktet.
Den fortabte søn forbereder sig på den ydmygende tilbagekomst til landsbyen. Han tænker
på qetsatsah-ceremonien og samler alt sit mod for at udholde dens skam. Den smertelige
samtale med faderen vil heller ikke blive let. Hans eneste håb er, at hans “ydmyge tale” vil
bevæge faderens hjerte, og at han vil sikre sig sin fars opbakning til at få den læreplads der
vil kunne skaffe ham et betalt job. Den fortabte søn forventes ved sin hjemkomst at have
gaver med til familien. Men ikke blot vender han tomhændet hjem, han vender hjem som en
fiasko efter at have fornærmet sin familie og sin landsby ved sin afrejse. Denne smertelige
tilbagerejse udholder han kun af én grund: “her er jeg ved at sulte ihjel!”
Men hvad med faderen? Faderen ved, at det vil gå sønnen ilde. Han venter dag efter dag og
stirrer ned ad den travle gade i landsbyen mod den vej i det fjerne, hvor sønnen var forsvundet
i overmod og arrogance. Faderen er fuldt ud klar over hvordan hans søn vil blive modtaget
i landsbyen når han vender tilbage efter at alt er slået fejl. Derfor lægger faderen også
ICQUS nr. 1, 1999 15

Kenneth E. Bailey
en plan: at nå sin søn før denne når landsbyen. Faderen ved, at hvis det lykkes ham offentligt
at opnå forsoning med sin søn, vil ingen i landsbyen behandle ham dårligt. Ingen vil vove
at foreslå at qetsatsah-ceremonien skal iværksættes.
Faderen ser ham “mens han endnu var langt borte.” Den store afstand er åndelig mere end
den er fysisk. Hvis den fortabte søn tror at han ved at tjene penge kan ordne forholdet til sin
far, så er han endnu langt borte! Udtrykket er lånt fra Es 57,19, hvor Gud lover “fred for
den, der er langt borte, og for den, der er nær”. Dette er nøjagtig, hvad faderen sætter sig for
at gøre. Ved en stor dramatisk handling vil han tilbyde fred til den, der er langt borte, og
derefter koncentrere sig om at skabe fred med den, som er nær (den ældste bror).
Og derfor bryder faderen for tredje gang med den adfærd der forventes af en nærorientalsk
patriark. Han tager fat i sømmen på sin fodside kappe og løber af sted for at byde sin søn,
svinerøgteren, velkommen hjem. Han falder ham om halsen og kysser ham før han hører
sønnens forberedte tale. Faderen viser ikke sin kærlighed som svar på sønnens bekendelse.
Tværtimod, ud af sin egen kærlighed giver han afkald på sin værdighed og tager en tjeners
skikkelse på sig og løber sin søn i møde for at de kan blive forsonet. Traditionelle nærorientalere
i lange kapper løber ikke offentligt. At gøre dette er dybt ydmygende. Denne far
løber, og sønnen er forbløffet. Han er overvældet og kan kun fremsige første del af sin forberedte
tale, som nu antager en ny mening. Han erklærer at han har syndet, og at han ikke
længere er værdig at kaldes søn. Ved at udelade tredje del af talen indrømmer han at han ikke
har nogen gode idéer til, hvordan deres forhold kan genoprettes. Han prøver ikke længere
på at opnå fordele af sin far. Faderen afbryder ikke sin yngste søn. I stedet for sker der det,
at den fortabte søn fatter et andet sind, og i et øjebliks ægte omvendelse accepterer han at
blive fundet.
9. Faderen opfører sig som en mor.
En traditionel orientalsk patriark ville man forvente blev siddende i storslået isolation i huset
for at høre hvad den egensindige knægt havde at sige til sit forsvar. Moderen kunne løbe
ned ad vejen og overdænge drengen med kys.
Vi ved at Gud er ånd og derfor hverken er hankøn eller hunkøn. Men Gud er også personlig,
og Gud er én. Jesus har en tusind år gammel fint afstemt hellig tradition til sin rådighed.
Profeterne kaldte Gud “Fader” og beskrev den fader i delvis kvindelige kategorier. Udtryksmåden
fremhævede Gud som en person og Guds enhed for alle troende, mandlige såvel
som kvindelige. I Det Gamle Testamente skildres Gud som en far der handler med en mors
ømme kærlighed (5 Mos 32,18; Sl 131; Es 42,14; 66,13). Dødehavsrullerne beskriver Gud
med det samme billedsprog. Mere end 200 gange kalder Jesus Gud “Fader”, og i Johannesevangeliet
ser vi at den troende må “fødes ovenfra”. I Johannes’ Første Brev er den troende
“født af Gud”. Det vil sige: Gud føder i Det Nye Testamente, såvel som han gør det i
Det Gamle Testamente (5 Mos 32,18). Også i denne lignelse ser vi at faderen på vejen udviser
en mors ømme kærlighed.
10. Kristologi.
Da faderen kommer ud for at forsone sig med sønnen, bliver han et symbol på Gud i
Kristus. “Faderen”, som er et symbol på Gud, udvikler sig næsten umærkeligt til et symbol
på Jesus. Samme ændring sker der i fortællingen om den gode hyrde. Tre steder i Det
16
ICQUS nr. 1, 1999

Den opsøgende far
Gamle Testamente er Gud den gode hyrde som går ud efter sit mistede får (Sl 23,3; Jer
23,1-8; Ez 34). Jesus genfortæller denne klassiske fortælling og introducerer sig selv som
dens hovedperson. Farisæerne beklager sig: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen
med dem.” Jesus svarer med at fortælle denne fortælling, som i virkeligheden siger:
“Ja, det er rigtigt at jeg spiser sammen med syndere, men det er meget værre end I forestiller
jer! Jeg ikke blot spiser sammen med dem, jeg løber ned af vejen og overdænger dem
med kys og trækker dem med ind for at jeg kan spise sammen med dem!” Det er tydeligvis
sig selv Jesus taler om. Ved afslutningen af fortællingen gør faderen, hvad Jesus gør.
En berømt syrisk teolog fra det 11. århundrede, Abdallah Ibn al-Tayyib i Bagdad, identificerede
faderen i dennes selvhengivende kærlighed på vejen som et symbol på Jesus. Den store
nytestamentlige teolog Joachim Jeremias foretog i dette århundrede samme identifikation.
Jeg kalder dette “hermeneutisk kristologi”, hvilket vil sige: Jesus tager et velkendt symbol
på Gud og omformer det til et symbol på sig selv.
11. Betydningen af festmiddagen.
Der er tre fortolkninger af festmiddagen i lignelsen. Den første gives af faderen, den anden
af en lille dreng på gårdspladsen og den tredje af den ældste søn. De to første harmonerer
med hinanden. Den tredje står i skarp modsætning til de to første. Mange læsere i vor tid
hæfter sig kun ved den tredje. Alle tre fortolkninger må undersøges.
Efter at forsoningen er kommet i stand, beordrer faderen en festmiddag. Han siger: “Lad os
spise og feste. For [her kommer hans begrundelse] min søn her var død, men er blevet levende
igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” Faderen siger ikke: “Han var fortabt og
er kommet hjem.” Derimod læser vi: “Han var fortabt, men er blevet fundet.” Hvem fandt
ham? Det gjorde faderen! Hvor? Ved udkanten af landsbyen! Hvilket vil sige at efter faderens
opfattelse var den fortabte søn stadig fortabt og død ved udkanten af landsbyen. Som
hyrden måtte gå af sted og måtte betale en høj pris for at finde sit får, og som kvinden måtte
lede ivrigt efter sin mønt, sådan ydmygede faderen sig i en kostbar demonstration af en helt
uventet kærlighed for at finde og oprejse sin søn. Festmiddagen fejrer, at det lykkedes at
finde og at oprejse ham.
Og nu til den lille drengs fortolkning. Den ældste søn kommer ind fra marken, og da han
hører musikken, kalder han på en pais. Dette græske ord kan have tre betydninger. Den første
er “søn”, hvilket ikke passer ind i denne tekst. Den anden er tjener, karl, hvilket heller
ikke passer, eftersom alle tjenestefolkene har travlt med at varte op ved den store festmiddag.
Den tredje mulighed er “lille dreng”. Syriske og arabiske oversættelser har altid valgt
dette tredje alternativ. Da den ældste søn nærmer sig hjemmet midt i landsbyen, møder han
naturligvis en flok små drenge som ikke er gamle nok til at ligge til bords med de voksne
ved festmiddagen. De befinder sig uden for huset hvor de danser til musikken og har det
skægt på deres egen larmende facon. Den lille dreng får her samme funktion som koret i et
græsk drama. (Vi ved nu at der var et stort græsk teater i Sepphoris, godt 5 km fra Nazaret.)
Drengen fortæller tilhøreren/læseren sandheden om hvad der sker i fortællingen. Den ældste
søn spørger ham hvad festen drejer sig om, og drengen siger (som jeg ville oversætte det):
“Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi [nu kommer den anden fortolkning]
han [faderen] modtog ham [den fortabte søn] med fred!” Det ord jeg her oversæt-
ICQUS nr. 1, 1999 17

Kenneth E. Bailey
ter med “fred”, er det græske ord hygiaino, som betyder “i god behold”, “ved godt helbred”,
og som er det ord hvorfra vi har ordet hygiejne. Men i det græske Det Gamle Testamente
(Septuaginta) forekommer dette græske ord 14 gange, og uden undtagelse er det en oversættelse
af det hebraiske ord shalom, fred. Når en jøde i det første århundrede brugte ordet
hygiaino, oversatte han i tankerne ordet shalom, hvilket ganske vist betyder “i god behold”,
men også meget mere.
Jeg er sikker på at Jesus brugte ordet shalom i fortællingen. Pointen er at festmiddagen afholdes
for at fejre at faderen havde held til at skabe forsoning - shalom - og venner og naboer
er kommet for at fejre dette sammen med ham. I stedet for at deltage i en qetsatsahceremoni,
hvor man ville vende sig mod sønnen, tager de nu del i glæden over det genoprettede
forhold. Drengen på gårdspladsen bekræfter således faderens fortolkning. For begge
er festmiddagen en fejring af at faderens bestræbelser for forsoning med sønnen er lykkedes.
Ordene i drengens mund, “Han tog imod ham ...” og har i sinde at spise sammen med ham,
minder tilhøreren om farisæernes anklage: “Den mand [Jesus] tager imod syndere og spiser
sammen med dem.” Drengens ord bekræfter, at faderen klart har udviklet sig til et symbol
på Jesus. Jesus tager imod syndere og spiser sammen med dem. I denne lignelse gør faderen
det samme.
Vi må også se på den ældste søns fortolkning, som kommer efter at faderen har forsøgt at
forsone denne søn med sig. Han siger: “Du slagtede fedekalven til ham.” Denne påstand er
det stik modsatte af hvad drengen netop har fortalt den ældste søn. Det er også det modsatte
af faderens erklærede hensigt med festmiddagen. Eftersom den ældste søn modsiger de to
tidligere fortolkninger af festmiddagen, må læseren vælge imellem dem. Er festmiddagen til
ære for den fortabte søn eller for faderen? Fejrer de at den fortabte søns bestræbelser for ved
egen hjælp at komme hjem er lykkedes? Eller fejrer de snarere at faderens bestræbelser for
at skabe shalom (hvilket havde så store omkostninger for ham) har båret frugt?
Det har i fyrre år været min opfattelse at moderne læsere af lignelsen som regel ikke er opmærksomme
på disse kontraster eller på at der må træffes et valg. Festmiddagen peger hen
på nadveren. Vi er ikke i tvivl om, at Jesus er hovedpersonen ved det hellige festmåltid, og
at det ikke er synderne der er i centrum for opmærksomheden. Den ældste brors selvretfærdighed
bliver til farvede brilleglas hvorigennem, han ser verden. Det eneste han kan forstå,
er at den fortabte søn satte pengene over styr, og at han nu er blevet forsonet med deres far
uden først at have betalt pengene tilbage. Kort sagt, nåde er blevet tilbudt og taget imod - i
stedet for lovens krav som kræver at blive opfyldt af synderen. Den ældste søns fortolkning
repræsenterer manges opfattelse - dengang og i dag. Men faderens opfattelse af festmiddagen
(som støttes af drengens) er den måde Jesus tænker på. Mange finder nåden utrolig.
Hvordan kan den være sand? Man får vel hvad man har betalt for, ikke sandt?
12. Den ældste søns vrede.
Hvis festmiddagen blot var en fejring af at den fortabte søn var kommet hjem i god behold,
ville den ældste søn med det samme gå ind i festsalen. Det ville betyde at den fortabte søns
stilling i familien endnu ikke var blevet afgjort. Den ældste søn ville være meget omhyggelig
med at hans synspunkt blev repræsenteret når familien skulle drøfte sagerne. Selvfølge-
18
ICQUS nr. 1, 1999

Den opsøgende far
lig er de alle (udadtil) glade for at den fortabte søn er kommet helskindet hjem. Det ville
være ubehøvlet ikke at glæde sig over det. Men drengen ude på gårdspladsen fortæller den
ældste søn, at det alt sammen er overstået. Deres far har allerede forsonet sig med den fortabte
søn - og har gjort det uden at lade ham betale for sine synder! Derfor er den ældste søn
vred. Han er så vred, at han tager det drastiske skridt at bryde med sin far.
At en søn skulle være til stede og dog nægte at deltage i en sådan festmiddag, ville være en
uhørt fornærmelse mod hans far. Vi kan prøve at forestille os den situation her i Vesten
hvor en ung mand i fuld offentlighed har et højlydt skænderi med sin far midt under en
bryllupsfest. Et skænderi er ikke utænkeligt, men ikke offentligt ved en sådan festlig lejlighed.
Den ældste søns afvisning af faderens forsoning med den fortabte søn fører ham til at
bryde sit forhold til den far der udvirkede det.
13. Faderens reaktion.
For fjerde gang går faderen ud over hvad en traditionel patriark ville gøre. For anden gang i
løbet af samme dag er han villig til at tilbyde en dyr demonstration af ufortjent kærlighed.
Blot sker det denne gang til en lovoverholder, og ikke til en lovovertræder. Nåden gælder
begge sønner. I denne kultur ville man forvente, at faderen fortsatte med festen og ignorerede
den offentlige fornærmelse. Sin ældste søn kunne han tage sig af senere. Men nej! Efter
på det smerteligste at være blevet ydmyget offentligt går faderen ud for at finde endnu en
fortabt søn.
14. Den ældste søns reaktion.
Den yngste søn “accepterede” at blive fundet. Han blev overvældet af faderens kærlighed
der kostede ham så dyrt, og som nu blev tilbudt ham for intet. I modsætning hertil synes den
ikke have gjort noget indtryk på den ældste søn. I stedet for angriber han ubarmhjertigt både
sin far og sin bror offentligt. Faderen forventes til sidst at eksplodere og give ordre til en afstraffelse
til gengæld for de offentlige fornærmelser. For femte gang bryder han med den
patriarkalske kultur. Her har vi ikke at gøre med en usædvanlig far. Her har vi derimod et
symbol på Gud. Som Henri Nouwen har skrevet om denne lignelse: “Dette er en skildring af
Gud, hvis godhed, kærlighed, tilgivelse, omsorg, glæde og medfølelse ingen grænser har.
Jesus viser Guds gavmildhed ved at bruge hele det billedsprog som hans kultur har til rådighed,
mens han konstant omformer det” (The Return of the Prodigal).
Hvis den ældste søn tager imod den kærlighed som nu tilbydes ham, vil han blive nødt til at
behandle den fortabte søn med samme kærlige accept, hvormed faderen bød svinerøgteren
velkommen hjem. Den ældste søn må formes efter den kærlige fars billede der kom til begge
slags syndere i skikkelse af en lidende tjener der tilbød en ufortjent og kostbar kærlighed.
Er han villig til dette? Det hører vi ikke noget om. På dette tidspunkt befinder tilhørerne sig
på scenen og må selv træffe afgørelsen.
ICQUS nr. 1, 1999 19