Martin Andersen Nexø: "Den evige Jøde".

1
5
10
15
20
25
30
35
40
Opgave 3, tekst 3:
Martin Andersen Nexø: "Den evige Jøde", 1913.
DET er en god Ting at ha Venner uden for
Landegrænsen; netop i det fremmede gælder
det jo at bar er broderløs Bag. Saa
meget mere Grund har jeg da til at sætte
Pris paa Hr. Von Germanenstolz’ Venskab;
hans Forbindelser rækker videre end mine,
og der sidder en hjælpende Haand paa
ham.
Bekendtskabet er for Resten adskilligt
ældre end Venskabet; der var en Tid, hvor
vi ikke kunde se hinanden uden at komme
op at kævles. Af en moderne Industridrivende
at være er Hr. von Germanenstolz
meget belæst og kultiveret, et helt Stykke
af en Tænker – men paa visse Omraader
glipper det rigtignok for ham. Han troede
f.Eks. en Overgang at hans Land hade faaet
en guddommelig Mission tildelt – noget i
Retning af at skulle genføde Verden! Og
denne Overbevisning fik ham til Tider til
at stryge den belevne Købmand af sig og
gaa Bersærkergang.
Naar Anfaldene kom over ham, trak
han i en vældig Rustning ligesom Don Quijote
1 , og passede man ikke tilstrækkelig paa
ham, fo’r han ud og gjorde Ulykker. Naa,
enhver har jo sine Hjærnepletter; men helt
let var det ikke altid at ha med ham at gøre.
Han saa i mig som Nordbo en vanartet
Tysker, og begreb ikke at han ikke maatte
ha Lov at hugge Hodet af mig og genføde
Tyskeren i mig – ”wiederherstelle” mig
som han kaldte det.
Ellers var han som sagt en udmærket
Fyr, og der er ingen Grund til at hænge sig
i disse smaa Særheder nu. Saa meget mindre
som han siden har skiftet Opfattelse,
og nu nærmest er tilbøjelig til at betragte
de smaa skandinaviske Folk, som de egentlige
Indehavere af det ur­germanske – af
Verdensfornyelsen altsaa. Nu vil han mig
Den evige Jøde
Martin Andersen Nexø
45
50
55
60
65
70
75
80
Side 1 af 3 sider
ikke mere til Livs naar vi mødes, men
skænker mig sin udelte Beundring; skønt
han selv er langt større og kraftigere, har
han fundet ud af at jeg er ”urwüchsig 2 ”.
Nu kunde jeg sikkert faa Lov at slaa
Hodet af ham – blot jeg vilde love at ”wiederherstelle”
ham som urægte Germaner.
Det har jeg imidlertid ingen Trang til. Jeg
holder mest af ham som han er, især efter
at han har lagt sig det menneskeligste af alt
– lidt Usikkerhed – til. Mennesket bør ikke
være alt for sikker paa noget, og mindst af
alt paa sin Stamtavle.
Hvordan han bragtes til at vakle i sit
Racehovmod? Ja, Forsynet ga ham to Gange
en Næse, og det gik saaledes til:
Naturligvis var Hr. von Germanenstolz
Antisemit; Ordet ”Jøde” virkede som en
rød Klud paa ham. Den største Dumhed i
Verdenshistoren blev efter hans Mening
begaaet, da man aabnede Gettoens Porte;
og han førte en energisk Udryddelseskrig
mod Jøderne. Han organiserede den antisemitiske
Bevægelse og var i mange Aar
dens Formand, i hans udstrakte Virksomheder
beskæftigedes aldrig Jøder. Han plejede
overhovedet ingen Forrretningsforbindelser
med Folk af semitisk Afstamning;
paa Fortovet foran hans Forretningsbygning
stod tydelig indlagt i Mosaik: Besøg af
Jøder frabedes! I de Aar kunde man paa de
store nordtyske Badehoteller se Opslag der
lød: For Jøder serveres ikke! Og hvem
kendte ikke den berygtede antisemitiske
Knejpe, der til for et Aar siden laa i Friedrichsstrasse?
Ølstuen med de forsmæ delige
Vægdekorationer og den vældige
ophængte Knippel, hvorunder stod skrevet:
Jødespørgsmaalets Løsning!
Alt dette og meget mere var hans Værk,
han ga med brutalt Humør Parolen: Tysk­
Noter:
1 Don Quijote: titelfigur i romanen Don Quijote de la Mancha (1605) af den spanske forfatter Cervantes,
upraktisk, tragikomisk fantast der i misforstået idealisme kæmper mod indbildte fjender
2 u r w ü c h s i g : oprindelig

85
90
95
100
105
110
115
120
125
Side 2 af 3 sider
land for Landets egne Børn. Selv hade han
imidlertid ingen – ikke saa meget som en
Smule Tøs engang, end sige en Søn der
kunde overta det hele. Det var ham og
hans Hustru en oprigtig Sorg, og de skyede
hverken Anstrængelser eller Udgifter; men
lie meget frugtede det alt. Saa opgave de
Ævret og besluttede at ta et fremmed Barn
til sig.
Netop ved den Tid hade de en Pige der
var i velsignede Omstændigheder og egentlig
burde jages af Pladsen. Nu ble det ordnet
saadan, at Frue og Pige rejste til Syden,
og efter passende Tid kom Fru von Germanenstolz
hjem som Mor til den dejligste
lille Unge, der oven i Købet hade sort Haar
lisom hendes Mand. Det var overordentlig
heldigt, for ingen skulde vide andet end at
Drengen var deres egen. Saadan en Unge
skal snart erobre sig Indfødsret, Hr. von
Germanenstoltz kom forbavsende hurtig
hen over at Knægten ikke var hans egen,
og kunde blie helt øm om Hjærtet ved at
høre Folks: ”Næ, som han dog ligner sin
Far!” Og det gjorde han virkelig. Øjnene
var nøjagtig de samme – og Haaret.
Kun Næsen vilde ikke ta den rigtige
Form af trompeterende Elefantsnabel, men
gik sin egen Vej og blev for hver Dag krummere.
Og allerede da Ungen var tre Aar,
var der intet at ta fejl af. Tøsen hade snydt
dem, eller rettere de hade forsømt at sikre
sig mod dette. Hvem kunde ogsaa i sin vildeste
Fantasi – – har Verden maaske nogen
Sinde set en Jøde i Træsko?
Hr. von Germanenstolz lae nu ikke længer
Skjul paa, at det kun var et Plejebarn,
og at han hade været uheldig. De var begge
to kommet til at holde en Klat af Skiftingen
3 – men som Formand for Antisemiterne!
Kort sagt, Ungen blev vist ud i Køkkenet,
og man kælede kun for ham i Smug.
Helt jage ham ud af Huset kunde Hr. von
Germanenstolz ikke bringe over sit Hjærte.
Jeg besøgte dem netop paa den Tid;
det pinlige Uheld hade taet paa ham. Lige­
Noter:
3 Skifting: forbyttet barn, bastard
4 Job: person fra Det Gamle Testamente
5 Lyde: fejl, mangel
130
135
140
145
150
155
160
165
170
175
som den Mand Job 4 følte han sig forladt af
Herren – hvem skulde nu overta hans
udstrakte Virksomheder og føre dem videre.
Men med et Slag forvandlede det hele
sig, da hans Hustru – endelig – meddelte
ham, at hun var i velsignede Omstændigheder.
Der kom igen noget af det gamle
Smæld over Germanenstolz.
Han modtog sin ægtefødte Søn med
alle Æresbevisninger. Nordisk Mytologi
var den Gang ved at komme paa Mode i
Tyskland, og Drengen fik Navnet Hejmdal
– efter den aarvaagneste af Aser; det var
ikke langt fra at han fik en Guldvugge at
sove i. Nu først kom Livet til sin Ret; i Plejebarnets
Karakter var der alligevel saa
meget, de stod fremmed overfor og aldrig
vilde kunne ta Ansvaret for – men dette
var deres eget Kød og Blod. Arvingen lignede
paa en Prik Faren baade ind­ og
udvendig; han hade nøjagtig samme Farve
Haar og Øjne. Naar man fastslog dette, gik
Faren ud af sit gode Skind af Henrykkelse.
Germanenstolz jun. blev en prægtig
Knægt, han fyldte Stuerne med Jubel, og
der var ikke Plet eller Lyde 5 paa ham. En
lille Himmelgavtyv var han; han kunde
finde paa alle mulige Tricks for at tilvende
sig noget, og Faren lovede sig meget af dette.
Kanske var her endelig den Germaner
født, der skulde ta det op med Jøderne i
Retning af Geschäftssnille og igen erobre
det finansielle Herredømme over paa tyske
Hænder.
Allerede som lille røbede Drengen en
udpræget Ævne til at vurdere Mennesker.
Og naar han saa takserende paa nogen fortættedes
han Blik, og Næsetippen bøjede
sig klogt nedad som om den konfererede
med Munden. Det gjorde den oftere og
oftere, til det blev et Udtryk hos ham. Og
om det nu skyldtes et Fald eller hvordan –
Næsebenet lae sig en Pukkel til. Den lille
Hejmdals Næse kom mere og mere til at
ligne Plejebrorens.
Der blev ikke rørt ved det; Mand og
Hustru gebærdede sig over for hinanden,

180
185
190
195
200
205
210
som var der ingenting paa Færde, og Besøgende
viste en forbavsende Færdighed i at
se uden om Drengens Næse. Det var som
om han slet ingen Næse hade. Men Hr. von
Germanenstolz faldt mærkværdig af paa
den, og en Dag nedlagde han ret umotiveret
sit Mandat som Formand for Antisemiterne.
Jeg kom temmelig uforberedt ind i alt
dette ved mit næste Besøg. – ”Hvad er det
med lille Hejmdals Næse?” spurgte jeg
naivt. Min Ven sendte mig et døende Blik
men svarede ikke; da forstod jeg med ét
Situationen. – ”Det er vel Polyper?” sae jeg
for at redde lidt af den.
Han bed sig fast i dette med Polyperne,
og en Dag maatte jeg ta med til Leipzig;
han vilde ha Drengen undersøgt, men
holdt aabenbart ikke af at la Undersøgelsen
foretage i Berlin hvor alle kendte ham.
Kirurgen – en berømt Specialist hvis Navn
jeg vel skal vogte mig for at nævne – kunde
imidlertid ingen Polyper finde. – ”Den
Næse fejler overhodet ingenting,” erklærede
han, ”det er den mest vellykkede
Jødenæse, man kan ønske sig. Jeg vil blot
ikke raade Dem til at komme ud for Hr.
Germanenstolz med den.”
Min Ven saa ud, som om han skulde faa
et Slagtilfælde. ”De – De maa ta fejl,” stønnede
han; ”hverken min Hustru eller jeg er
Jøder. Vi er Urgermanere!”
Lægen saa smilende paa ham: ”I saa
Fald hører De og Deres Kone hjemme paa
præhistorisk Museum. Urgermanere – Jottejot!
– Nej, der har været for mange om at
blande Kortene her hos os, min gode
Mand!”
Side 3 af 3 sider
”Naa, derfor bliver man vel ikke til en
Jøde!” brummede Germanenstolz.
”Ikke? Jo, De kan bande paa vi er alle
mer eller mindre Jøder – i hvert Fald for
Herrens Aasyn. Jøderne har i Tidens Løb
listet deres Æg ind i hver eneste Rede, en
Gøgeunge som han her dukker op i enhver
Slægt nu og da. Jeg vil ikke raade Dem til
at bryde Deres Hode med hvordan – De
kunde let komme til at tvivle om Deres
egen Bedstemors Dyd. Kald det simpelthen
den evige Jøde paa Vandring iblandt
os! Og hvis De ønsker det, skal jeg faa ham
til at forsvinde igen; dette er – mig bekendt
– det eneste Ahasverus 6 ikke kan staa for!”
Kirurgen stod og legede med et skarpt
Instrument.
Saa blev Drengen lokalt bedøvet, og
Lægen førte Instrumentet op gennem hans
ene Næsebor og klippede med stor Behændighed
lidt af Næseryggen bort under
Huden. Det blødte ganske lidt – og Jøden
var slaaet forsvarligt ihjæl! Hr. von Germanenstolz
noterede det med en vis Stolthed
som var det hans egen Bedrift. Men kun
over for mig, dette er jo overhodet en
Hemmelighed mellem ham og mig.
Drengen kom sig forbavsende hurtigt,
han vokser godt og bliver for hver Dag
kendelig mere germansk; og Faren pønser
da ogsaa paa at optage den gamle Kamp
med Jøderne igen.
Men der er alligevel ingen Klæm i hans
Argumentation, Nidkærheden mangler.
Han har faaet en Usikkerhed i Udtrykket,
som for resten klær ham og lover Plads for
nye Muligheder.
Noter:
6 Ahasverus: navnet på en jødisk mand, som ifølge en folkelig legende hånede Jesus på vejen til korsfæstelsen
og derefter fik den forbandelse at skulle vandre på jorden indtil Kristi genkomst. Derfor har
han også tilnavnet "Den evige jøde".
215
220
225
230
235
240
245
250