Steen Andersen - Historie-nu.dk

TEKST Jakob Feldt [6. marts 2006] 

Kulturmøde ulturmøde ulturmødet ulturmøde t i i socialanalytisk 

socialanalytisk 

per perspektiv per spektiv 

Jakob Feldt er ansat ved 

Center for Mellemøststudier, 

Syddansk Universitet 

Netmagasinet 

www.historie-nu.dk 

Historie-nu.dk er et gratis 

historie magasin, der 

sætter nutiden i perspektiv 

og giver baggrunden. 

[tema: kulturmøder] 

- - med med eksem eksempler eksem pler fra fra omsorgssekt 

omsorgssektoren 

omsorgssekt oren 

Kulturmøder er blevet en herskende dagsorden i mange sammenhænge de 

senere år. Den dagsorden er i de fleste sammenhænge foranlediget af en 

stigende opmærksomhed på ’kulturfremmede’ mennesker i det danske 

samfund, hvilket afspejles i politik, forskning og ikke mindst i den praktiske, 

pædagogiske og strategiske tænkning omkring, hvordan kulturmøder skal 

eller bør håndteres. Forskningen i kulturmøder er naturligvis foranlediget af 

både den offentlige og politiske opmærksomhed, dvs. af den både monetære 

og begrebslige økonomi som stærke diskurser i samfundet har etableret, 

samt af oplevelsen af hidtidige beskrivelser af (kultur)mødets utilstrækkelighed. 

I denne artikel vil jeg forsøge at diskutere, hvad man kan kalde 

kulturmødets tilblivelse vha. en socialanalytisk vinkel inspireret af Lars Henrik 

Schmidts og Richard Rortys pædagogiske filosofi. De eksempler på 

kulturmøderefleksion jeg vil trække på kommer fra sygeplejerskeuddannelsen 

og omsorgssektoren, hvor ’kulturmødet’ tiltrækker større og større opmærksomhed. 

1 Der er en række meget direkte og oplagte grunde til, at 

kulturmødet tiltrækker sig denne opmærksomhed i omsorgssektoren. Den 

væsentligste er mødet med patienter og klienter med en anden etnisk baggrund 

end dansk, og en anden næsten ligeså væsentlig grund er mødet 

med sygepleje- og omsorgsstuderende med anden etnisk baggrund end 

dansk. Der er derfor to dimensioner i dette kulturmøde, som er: 1. mødet 

mellem ’dem’ og ’os’, hvor ’dem’ er indvandrere med muslimsk baggrund i 

omsorgssektorens primærfunktion og ’os’ er danske sygeplejersker og den 

danske omsorgskultur. 2. mødet ’dem’ og ’os’ hvor ’dem’ ikke er patienter 

og klienter men kommende sygeplejersker, dvs. potentielt ’os’, og så ’os’

www.historie-nu.dk - side 2 

forstået som den danske omsorgskulturs opdragelsessystem på sygeplejerskeuddannelsen, 

som repræsenteres af den enkelte sygeplejerskelærer. 

Det første møde er et møde, der er blevet til på baggrund af 

en primærerfaring. Der er forskel på at pleje danske patienter og klienter 

og så på at pleje indvandrerpatienter især med muslimsk baggrund (erfaringen 

af et kulturmøde). Dette møde fordrer en praksisændring og er derfor 

en udfordring for den tavse og socialiserede viden, som er en central del 

af enhver profession, men også et centralt aspekt af oplevelsen af den faktiske 

eksistens af et ’vi’. 2 Udfordringen af den professionelle praksis og det 

professionelle blik bliver også en udfordring af ’os’. Det andet møde kan 

man betegne som en inkluderende eller koloniserende refleksiv indsats fra 

subjektets ’vi-kultur’, fra omsorgsuddannelsernes bekymring for opretholdelse 

af en professionel og kulturel orden (begrebslig og strategisk identifikation 

af kulturmødet). Den refleksive indsats retter sig mod den ’indre’ 

disciplinering af omsorgspersonalet, og den kredser om spørgsmål som 

’hvad er en god sygeplejerske’, ’hvordan får vi uddannet gode sygeplejersker’, 

’hvordan imødegår vi kulturmødets udfordring’. Sigtet med den refleksive 

indsats er at ’løse’ problemet med ’omsorgsidentiteten’ og problemet 

med kulturmødet i ’kulturmødets tidsalder’. Dette andet møde udtrykker sig 

igennem omsorgsuddannelsernes initiativer omkring selvbeskrivelse og 

selvrepræsentation og uddannelsesforløb omkring temaet kulturmøder. 

I det følgende vil jeg gennem en socialanalytisk vinkel forsøge 

at beskrive, hvordan kulturmøder ’bliver til’ som en følge af bestemte 

måder at opfatte selvet, både det individuelle og det kollektive, på, og hvordan 

kulturmøder er forskellige afhængigt af, hvilke begreber om kultur og 

rationalitet, vi benytter i vores definitoriske praksis, dvs. både hvad vi oplever, 

når vi oplever et kulturmøde, og hvordan vi efterfølgende refleksivt betyder 

dette møde. Perspektivet er således pædagogisk eller terapeutisk 

frem for fænomenologisk. 3 

Fremmedhed og den brudte hjemlighed 

Figuren ’os og dem’ er banalt betragtet en elementær reduktion af et klassisk 

sociologisk klassifikationsværktøj. I almindelig sprogbrug er figuren 

mekanisk, idet den kun forholder sig til en given forskellighed mellem grupper, 

som kan være defineret af etnicitet, religion, sprog, klasse eller noget 

tredje, hvilket principielt kan gå ud på et. ’Os og dem’-figuren reducerer 

kompleksiteten omkring begrebet fremmedhed til et spørgsmål om ydre 

forhold mellem grupper, som er tilsyneladende forskellige, men den negli-


gerer fremmedhed som et indre forhold og som et individuelt forhold. Hvis 

vi betragter fremmedhed som et individuelt vilkår for mennesker i vores 

tidsalder, så bliver figuren ’os og dem’ noget, der bliver til som et led i nogle 

artikulationer, som har udgangspunkt i vores indre fremmedhed. Den tilblivelse 

er interessant både som analyse af identitetsskabelse og som analyse 

af kulturmødets funktionalitet; hvad er det vi gør, når vi taler om kulturmødet? 

I omsorgsuddannelserne er der sket en forskydning, som 

også kan gøres til eksempel for andre sammenhænge i samfundet, som 

manifesteres ved en form for traditionsbrud. ’Vi plejer at gøre sådan, men 

nu…..’ er en erfaring, som vi som analytikere må finde en 

problematiseringsform til. Problemet selv er allerede defineret som et 

kulturmøde af både omsorgspersonale, samfund og forskning. 

Problematiseringsformen fra analytisk hold må således inddrage kulturmødet 

som et aspekt af den skete forskydning, som et aspekt af 

forskydningens situation og erfaring. Når man som sygeplejerske møder 

indvandrere med muslimsk baggrund på eksempelvis hospitaler, så erfarer 

man ofte mange typer af forskydninger af den formaliserede tradition. Man 

skal til at forklare det selvfølgelige, dvs. man skal forklare, hvorfor noget i 

denne kontekst naturligt følger af sig selv uden spørgsmål, hvilket fordrer 

både en udadrettet pædagogisk refleksion mod patienten og en selv-repræsentation, 

der distancerer det selvfølgelige i sygeplejersken, men også retter 

sig mod patienten. Sygeplejerskens opgave bliver således at få den 

kulturfremmede patient til at gøre det selvfølgelige, overvinde forskydningen 

gennem en pædagogisk strategi, men den opgave kan ikke gennemføres 

uden en artikulation af det omsorgskulturelle og professionelle selv. 

I omsorgssammenhæng afslører det intensive arbejde med 

sygeplejerskekundskaber og egenskaber foranlediget af både ’kulturmødet’ 

og øgede krav til teoretisering af omsorgen, det omsorgskulturelle og professionelle 

selv, at denne distinktion er meget vanskelig at opretholde. Den 

gode sygeplejerske er simpelthen ikke bare god til sygdomslære og fysiologi, 

den gode sygeplejerske er omsorgsfuld i sin tilstedeværelse og kommunikation 

med patienter og klienter. I denne forbindelse bliver kulturmødet 

en markant erfaring både i det primære møde, men også i mødet 

med kulturfremmede i uddannelsessystemet. Kulturmødet opstår gennem 

en oplevelse af, at det ikke er nok at kunne bestemte ting, at besidde bestemte 

kundskaber som kan tillæres problemfrit, man skal også være noget 

bestemt, besidde en række egenskaber, som ikke kan karakteriseres som


andet end kulturspecifikke forstået som noget, der er en del af den organiske 

socialitet, vi nødvendigvis alle befinder os i. Spørgsmålet bliver så, 

hvordan man lærer nogen at være noget bestemt, hvis de ikke opfatter det 

som naturligt, som en selvfølge, idet de, de kulturfremmede, allerede følger 

af andre stærke selvfølgeligheder. Det er et kulturmøde set som et møde 

mellem individer, som alle erfarer en forskydning i den formaliserede tradition. 

Hvis vi ser på den individuelle dimension af fremmedhedsforholdet 

som et socialt forhold, dvs. betragter det som vi ikke har en identitet 

men får eller tilegner os en identitet gennem identifikationsprocesser, så 

er det den indre erfaring af ikke at være en selvfølge, som får os til at engagere 

os så kraftigt i billeder af os selv, selv-repræsentationer. Vi forveksler 

repræsentationerne af vores selv med, at selvet formulerer repræsentationerne. 

Lars Henrik Schmidt beskriver det således, at vi forestiller os et selv, 

som vi så identificerer os med. Denne refleksion er en tilegnelsesproces af 

identitet, men den indbefatter en permanent distance – vi skal hele tiden 

leve op til os selv, til vores billede af os selv. 4 Vi illuderer et selv, som vi så 

arbejder på, skal blive til os. Sanseligheden og kropsligheden er de betingelser, 

det regime, forstået som det at eksistere fysisk i en organisk, social 

verden, som vores selv-repræsentationer er betinget af. Det kan vi binde 

sammen med sygeplejerskers erfaring med forskydningen af det selvfølgelige, 

som er en sanselig erfaring, ikke en refleksiv. Sygeplejersker og andet 

plejepersonale sanser så at sige et kulturmøde pga. en forskydning i den 

selvfølgelige måde at gøre tingene på, hvilket opleves som irritation, konflikt 

eller udfordring, fordi handlekulturen anses for at være den a priori 

mest hensigtsmæssige i forhold til professionalismen, men også fordi 

sygeplejerskekulturen er forfængelig. Vi har meget svært ved at adskille det 

at gøre noget på en bestemt måde fra vores identitet, kundskaber fra egenskaber, 

og vi kommer til at forbinde det at gøre noget på en bestemt måde 

med en særlig værdi i stedet for at forbinde det med effektivitet. Sygeplejerskernes 

kulturmøde-problemer kan ses analogt til almindelige udsagn som 

’sådan gør vi nu engang i Danmark’. Dette perspektivs almenhed udtrykt 

med mere eller mindre subtilitet i forskellige sammenhænge skyldes vores 

selv-repræsentationers sanselige grundbetingelser. Vi oplever irritation, 

konflikt eller udfordring, og vi falder tilbage på vores egen lille (ofte hemmelige) 

etnocentrisme. 

Den selvfølgelighed hvormed vi betragter vores individuelle, 

kollektive og professionelle identitet er et udtryk for etableringen af en


hjemlighed. Gennem repræsentationer viser vi, hvem vi er, men samtidigt 

er selv-repræsentationerne udtryk for en distancerende gentagelse, dvs. vi 

gentager vores illuderede selvbillede, hvilket reflekterer distancen til 

hjemligheden – en brudt hjemlighed. Selv-repræsentationerne kan ses som 

en form for forfængelighed, en etablering af anstændighed som repræsenterer 

det, vi ser os selv som. Billedet af os selv er en anstand, hvis begrebslige 

form er anstændighed, i den betydning, at det er noget i sig selv. Vi plejer 

anstændigheden med en stor grad af forfængelighed, som medfører, at 

forskydninger som et kulturmøde foranlediger selv-repræsentation, som vi 

eksempelvis ser det i sygeplejerskeuddannelsen. Den løbende og intensiverede 

indsats for selv-repræsentation bliver udtrykt gennem revisioner af 

’identitetsprogrammerne’ i sygeplejerskeuddannelsen, gennem dannelsesdebatter 

og kursusaktivitet, hvis eksplicitte hensigt er, at gøre sygeplejersker 

og sygeplejerskeuddannelsen i stand til at imødegå kulturmødets udfordring 

og håndtere kulturmødets konflikter. Igen er der en oplagt analogi 

til den generelt intensiverede identitetsdiskussion i uddannelses- og kultursammenhæng, 

hvis højeste ikon må være Brian Mikkelsens kanoner, der er 

udtryk for en yderst forfængelig selv-repræsentation af hele Danmarks kultur. 

Sigtet med den intensiverede selv-identifikation er at bevare den bestemte 

socialitets anstændighed, fordi den er udfordret af forskydninger i 

’det som vi er, som både er utilgængeligt og uomgængeligt’. 5 Det er ikke de 

fremmede som konkrete ydre ’andre’, der afsætter denne forskydning, idet 

alle medmennesker er ’andre’ end en selv men erfaringen af andethed helt 

generelt. De konkrete ydre ’andre’ vil vi forsøge at gøre hjemlige normalt 

gennem opdragelse, uddannelse og tvang, men den indre fremmedhed vil 

vi betvinge gennem artikulation; vi vil forsøge at fjerne den gennem selvrepræsentation 

og en intensiveret indsats for at klarlægge, hvem vi er. Forskydningerne 

provokerer viljen til orden, men skaber ny uorden. Lars Henrik 

Schmidt er inde på nogle overvejelser om det tragiske i anstændighedsprojektet, 

som er meget interessante i kulturmødesammenhæng. Man kan 

ikke gøre noget ved fremmedheden, men man kan gøre noget af den: enten 

helliggøre den eller udrydde den. 6 Enten helliggør man kulturmødet, gør det 

til en kult, dvs. identificerer sig med kulturmødet, eller også vil man forsøge 

at udrydde det. Ingen af delene vil udrydde den sanselige erfaring af forskydninger 

i det, vi ser os selv som. 

Sygeplejerskeuddannelsen vælger løsningen at gøre kulturmødet 

til en kult, men i realiteten kan vi formode, at sygeplejersker og andet 

omsorgspersonale såvel som folk generelt er meget splittede omkring


det. Ens selv-billede vil helst, eller tilsiger en, at man bør gøre kulturmødet 

til en kult, der fortjener nærmest eksistentiel refleksion, hvilket også fungerer 

på et helt banalt politisk niveau; vi er humanistiske demokrater, ergo 

synes vi kulturmødet er en positiv udfordring. Samtidig synes vi i praktiske, 

konkrete, situationer, hvor ting alt andet lige ville fungere lettere uden ydre 

andre, at kulturmødet er en konflikt, som ikke er udfordrende, men irriterende 

og burde udryddes. Dette forhold reflekterer samme skema som 

ovenfor, men som en indre splittelse: Vi burde, men vi føler. 

Kulturmødet bliver således håndteret; vi kan ikke gøre noget 

ved det, men vi kan gøre noget af det. Det er imidlertid et spørgsmål, om 

helliggørelsen af kulturmødet, som vi oplever gennem den intensive refleksion 

over det, ikke i sammenhænge som sygeplejerskeuddannelsen også er 

en strategi for udryddelse af den sanselige erfaring af mødet med andetheden. 

Refleksiviteten og teoretiseringen af kulturmødet sker med henblik 

på at manipulere både mødet i praksis, dvs. finde strategier, som kan få 

udfordringen til at gå væk, og til at manipulere erfaringen af irritation over 

’de andre’. Dette er en strategi for bevarelsen af anstændigheden, for selvrepræsentationens 

anstand, da den kan forstås som en refleksion med 

henblik på effektivitet samtidigt med, at selv-billedet kan bevares og uanstændige 

sansninger kan udgrænses. Strategien er uheldig, fordi den skærper 

anstændigheden eller anstændighedsoplevelsen og virker dermed langt 

mere symbolsk voldelig både som disciplinering af de ydre andre og den 

indre fremmedhed. 

Sygeplejerskerne eksempelvis bruger således kulturmøderefleksionen 

til at overkomme konflikten gennem forstærkede identifikationsprocesser. 

Den forstærkede identifikationsproces er også et udtryk for opbygning 

af magt, hvilket er et aspekt af føromtalte vilje til orden. Indre orden 

skal så at sige give ydre orden. Viden om og teorier om kulturmødet 

skal give strategier og kommunikationsformer til sygeplejerskerne, som gør 

dem i stand til at få de andre, de kulturfremmede, til at holde op med at 

være irriterende, og samtidigt fjerne den oplevelse af uanstændighed, som 

man som oftest føler ved at have lyst til at tvinge andre til noget. 7 Vi bør 

overveje om denne subtile manipulation ikke har en forstærkende effekt på 

konflikten i kulturmødet, dvs. også på de andres anstændighed, samt om 

den ikke accelererer distancen mellem sansningen og selv-billedet. Hensigten 

her er ikke at sige, at kulturmødeanalyse og kulturmødeteorier er et problem, 

men at vores problematiseringsform af kulturmødet må integreres i 

det socialanalytiske perspektiv på netop kulturmødet.


Kultur(er) og rationalitet(er) 

En måde at komme over det tragiske i ovennævnte perspektiv på kulturmødet, 

eller rettere en måde at gøre noget af det, når vi nu ikke kan gøre 

noget ved det, er at begynde at tænke på de former, som vi bruger til at 

skabe selv-repræsentationer og identiteter. Hvordan påvirker vores kulturog 

rationalitetsbegreber selve problematiseringen af kulturmødet samt vores 

forståelse af anstændighed (hvilket ikke kan adskilles)? Når vi betragter 

det som en betingelse, at vores identiteter er sociale, og det er derfor, at vi 

ikke har en identitet og derfor, at vores selv-præsentationer ikke er bedrevet 

af selvet, men af vores sansninger, krop og socialitet, så følger det, at 

formerne for anstandsetablering bliver mere centrale for den engagerede 

analyse end det forhold, at vi faktisk etablerer anstændighed for os selv. 

Man kan sige, at denne artikels første vinkel er diagnostisk, mens dens anden 

del er mere pædagogisk. Jeg vil med hjælp fra Richard Rortys tanker 

om kulturog rationalitetsbegreber skabe en simpel distinktion mellem 

ideen om kultur som værende enten forfængelig eller forgængelig og en 

næsten lige så simpel distinktion mellem rationalitet som værende en 

værdi efter et hierarkisk princip eller som et spørgsmål om instrumentel 

rationalitet, effektivitet og det at få ting til at fungere i praksis. 8 

Der er en hvis tragik i at betragte kulturmødet som et resultat 

af identifikationsprocesser, som er generelle, hvis man ønsker at betragte 

kulturmødet som noget essentielt; som noget der eksisterer i sig selv som 

et møde mellem gensidigt afhængige individer eller kollektiver. Hvis man 

betragter kulturmødet som foranlediget af ydre forhold og ikke indre. Problemet 

med det er dog, at det fornægter selvet og identiteten som social 

betinget. Hvis vi betragter fremmedhed og søgen efter hjemlighed som et 

vilkår for vores selv-skabelse og identitetsudvikling følger det, at vi fundamentalt 

set ikke er autonome, og at vi kan sondre mellem vores refleksioner 

og vores sansninger som to forbundne men forskellige oplevelser. Den 

manglende autonomi og vores behov for alligevel at etablere en ide om 

autonomi gør det interessant at se på effekten af vores kultur og 

rationalitetsideer på vores sociale domæne, som et led i den måde vi skaber 

os selv på og en slags ’det sociales poetik’ for mødet med andre. 9 Vores 

refleksioner må betragtes som en bearbejdning af vores sansninger, 

men ikke det samme som. Refleksionen er en art pædagogik, som skal bearbejde 

vores sansninger med henblik på vores anstændighed og selv-skabelse 

og ikke mindst, hvordan vi forholder os til vores anstændighed, selv-


skabelse og disses effekt i mødet med andre. Således er vi fremme ved, at 

vores refleksion over kulturmødet er en del af kulturmødet; at problemfeltet 

kulturmøder er affødt af vores refleksion; at løsninger på overvindelse af 

kulturmødeproblematikker fortæller os om en bestemt problematisering, 

hvilket er yderst relevant i den sygeplejesammenhæng, som jeg tidligere 

refererede til. Antagelsen i dette pædagogiske perspektiv bliver derfor, at 

en genbeskrivelse, en ny problematisering, naturligvis vil forandre løsningerne 

på kulturmødeproblematikker, men også forandre selve det, vi tror, 

der sker i et kulturmøde/er et kulturmøde. 

Richard Rorty skelner mellem tre forskellige indstillinger til 

begrebet kultur og til begrebet rationalitet. Begge begreber er centrale for 

vores anstændighed og rationalet i vores selv-skabelse. Rorty mener, at det 

er muligt at forholde sig politisk til sig selv, selv-repræsentationen, og til 

sansninger, oplevelsen af kropslighed og andethed, og dermed egentligt 

vælge mellem de forskellige muligheder, der findes for fortolkning i et socialt 

domæne. Det indbefatter muligheden for en skelnen mellem privat og 

offentlig, dvs. muligheden for en skelnen mellem hvordan jeg oplever andre, 

oplever kulturmødet, og hvordan jeg mener, vi som en social sammenhæng 

bør forholde os til det. Den skelnen der opstår, bliver således mellem 

det politiske projekt, som er min egen selv-skabelse og det politiske projekt, 

som er fællesskabet. For at række tilbage til sygeplejerskesammenhængen 

kan man sige, at man ikke behøver at generalisere eller 

bort-reflektere sin egen irritation eller oplevelse af en forskydning i kulturmødet, 

fordi man ikke behøver at ophæve denne sansning til en regel for 

kulturmødet i det sociale domæne generelt. Bramfrit kan man sige, at det 

er okay at synes, at hele den muslimske storfamilie på fødegangen er meget 

irriterende og forstyrrende for arbejdsgangen uden, at man behøver at 

synes, at der er noget galt med dem eller en selv. Man behøver ikke sige: 

’Det er fordi, det er et kulturmøde’, og så gå på kursus for at overvinde 

både sin irritation (sin sansning) og overvinde de andre gennem kommunikative 

og pædagogiske strategier (forstærkede selv-repræsentationer). 10 

At identificere en sansning af en forskydning i det sociale domæne 

som et kulturmøde får let en tendens til helliggørelse af kultur, både 

ens egen og den andens. Kulturen bliver således opfattet som enten en dyd 

eller som et stade, dvs. enten som ’finkultur’ eller som en essentielt menneskelig 

værdi, som kan realiseres, opelskes, og som er progressiv altså 

findes på forskellige stader, niveauer. 11 Rorty kalder disse kulturopfattelser 

for kultur (2) og kultur (3), og for dem begge gælder, at de er menneskelige


kvaliteter, noget som hæver os over dyrene og netop gør os menneskelige. 

Den substantielle forskel mellem dem er, at kultur (2) kan tilegnes gennem 

uddannelse, hvorimod kultur (3) er en slags realisering af et historisk potentiale, 

der gør det muligt at bruge ordet ’fremskreden’ eller ’udviklet’ om 

en kultur. Der findes så også kultur (1), som helt enkelt er et sæt af delte 

vaner, som gør det muligt at fungere i et fællesskab. I det er der ingen særlig 

værdi udover selve rationalet i at kunne fungere i fællesskab, så derfor 

adskiller kultur (1) sig ikke fra kulturer blandt dyr rent principielt. Kultur (1) 

kan være mere eller mindre kompliceret, men dens princip er det samme 

uanset om det er termitter, soldater eller kristne, vi taler om. Møder mellem 

mennesker, som bekender sig til kultur (2) og kultur (3) i forskellige afskygninger, 

oplever kulturmøder, hvorimod mennesker, som bekender sig til kultur 

(1), ikke taler meget om kultur, men søger at få det sociale domæne til 

at fungere som et fællesskab. 12 

Rationalet i vores selv-repræsentationer, dvs. vores refleksioner 

over hvorfor vi gør som vi gør og er som vi er, kan ligeledes opdeles i tre 

forskellige opfattelser som i sammenhæng med vores kulturopfattelse skaber 

forbindelse mellem den ræsonnerede begrundelse for, at noget er på 

en bestemt måde, og så hvordan vi opfatter denne måde, dvs. kulturen. I 

denne artikels eksempel fra sygeplejerskesammenhæng vil det betyde, at 

sygeplejerskerne opfattelse af, at deres kultur er som den er, fordi den er 

rationel, ikke kan betvivles, men det kan diskuteres, hvilken type rationalitet 

kulturopfattelsen står i forbindelse med. Det kan gennem disse distinktioner 

opklares, om sigtet med eller effekten af de omsorgskulturelle selvrepræsentationer 

foranlediget af ’kulturmødet’ er forstærket gentagelse af 

anstændigheden, eller skarpere optrukket om ’kulturmødeproblematikken’ 

er udtryk for en problematiseringsform, som giver andre ansvaret for den 

indre uorden og søger at reparere den brudte hjemlighed gennem kolonisering 

eller frastødelse af andetheden. Er rationalet med at intensivere 

dannelsesdebatten og kulturmødeanalyserne i omsorgsektoren udtryk for 

en vilje til at få fællesskabet til at fungere principielt eller udtryk for en vilje 

til fastholdelsen af en bestemt orden? 

Rorty opdeler som nævnt rationalitet i tre betydninger. Rationalitet 

(1) er evnen til at fungere i et miljø ved at justere sine reaktioner på 

forskellige stimuli, forskellige sansninger. Det er noget, mennesker er meget 

gode til og andre dyr mindre gode til. Det er værdineutralt, og er det 

samme som det, kritisk filosofi benævner instrumentel rationalitet. Rationalitet 

(2) er noget, der beskriver mennesker som værende anderledes end


dyr. Vi har andre mål end overlevelse og effektivitet, og det er den rationalitet, 

som gør det muligt for os at erklære, at vi hellere vil dø end leve i forskellige 

situationer. Denne rationalitet er således værdihierarkisk. Rationalitet 

(3) er ifølge Rorty omtrent det samme som tolerance. 13 Det er evnen til 

ikke at blive for forstyrret af forskellighed, og til ikke at reagere aggressivt 

på forskellighed fra en selv. Denne evne hænger sammen med en villighed 

til at ændre på vaner, men ikke med henblik på at få mere af det, man ønsker, 

eller for at styrke ens selvbillede, men en villighed til at blive et andet 

menneske end det man troede, man var i mødet med andre og verden. At 

lade muligheden for at ønske noget andet end det man tidligere ønskede 

stå åben. 

Afsluttende kommentarer 

Man kan sige, at kulturbegreberne (2,3) er forfængelige. De er en form for 

anstændighed, som vi plejer i spejlet, i selv-repræsentationerne, og som vi 

kan blive fornærmede eller stødte på vegne af, hvis de bliver kritiseret eller 

på anden måde forulempede af andre. Vi føler, at vores individualitet bliver 

ramt af en kritisk karakteristik af vaner og traditioner i vores sociale domæne, 

og dermed identificerer vi selvet med billedet af vi-kulturen i fællesskabet 

og sondrer dermed ikke mellem privat og offentlig. Det er en meget 

typisk konflikt i kulturmødesammenhæng. Min fornærmelse, forundring 

eller bestyrtelse over visse muslimers adfærd i mit sociale domæne, ophæver 

jeg til en konflikt mellem to kulturer eller mere pragmatisk til et møde 

mellem to kulturer, fordi jeg oplever en forskydning af det i mig, som er betinget 

af socialiteten, men som jeg oplever som selvet. Et godt eksempel fra 

nutidens kulturmødedebat er mange muslimers fornærmelse over Jyllandspostens 

tegninger af Muhammad. Den illustrerer vældigt tydeligt mange 

muslimers ekstreme forfængelighed overfor ’muslimsk kultur’ og ekstreme 

identifikation med ’muslimsk vi-kultur’. Denne forfængelighed reproduceres 

meget ofte af venstreorienterede intellektuelle og forskere, som ligeledes 

helliggør kulturen og kulturmødet, fordi de åbenbart synes, at det er forkert 

at fornærme muslimers ’vi-kultur’. Min mistanke er, at de gør det ud fra en 

ide om, at de undertryktes kultur er et svar på noget, eller fordi de betragter 

kultur som bevaringsværdig, eller som følge af deres begreb om anstændighed. 

14 Forfængeligheden eksisterer på samme måde i professionelle kulturer 

som sygeplejen, hvor den intensiverede identitetsdebat og uddannelsesprogrammer 

for identifikation af den gode sygeplejerske er med til at hindre 

tilblivelsen af noget, som kan forandre identiteten og de ønsker, sygeplejer

sker og fællesskabet måtte have for deres virke. Det er således ikke rationalitet 

(3), der styrer engagementet i kulturmødet. 

Min antagelse er, at hvis vi betragter kulturmødet som noget, 

vi bør forholde os både analytisk og engageret til, både privat og offentligt, 

og hvis vi tager udgangspunkt i vores egen selv-skabelse i stedet for at tage 

udgangspunkt i de andre eller selve forskydningen, så vil vi kunne besinde 

os på, at både vores analytiske blik og vores engagement i kulturmødet reflekterer 

en bestemt problematiseringsform. Denne form kan som her 

perspektiveres vha. et blik på, hvad det er vi gør, når vi betragter og analyserer 

kulturmøder og samtidigt forholde os til det, hvilket er en blanding af 

et nietzscheansk perspektiv med Rortys pragmatiske indstilling til både selvet 

og kollektivet. Man kunne begynde med at prøve at betragte identitet og 

kultur som noget forgængeligt i stedet for forfængeligt, og endda betragte 

netop det som noget godt og betryggende. 

BIBLIOGRAFI 

Deleuze, Gilles, ’Hvad er filosofi?’, Gyldendal 1996. 

Fuglsang, Martin og Ljungstrøm, Alexander, ’Det nøgne liv. En poetik for det 

sociale’, Samfundslitteratur, 1999. 

Rorty, Richard, ’Truth and Progress’, Cambridge University Press, 1998. 

Schmidt, Lars-Henrik, ’Diagnosis I. Filosoferende eksperimenter’, Danmarks 

Pædagogiske Universitet, 1999. 

Wackerhausen, Steen, ’Humanisme, professionsidentitet og uddannelse – i 

sundhedsområdet’, Hans Reitzels Forlag, 2002. 

NOTER 

1 Artiklen her er delvist inspireret af min deltagelse i sygeplejelærernes landskur- 

sus i Roskilde 10-12. oktober 2005, hvor temaet var kulturmøder. 

2 se fx Wackerhausen 2002. 

3 Med pædagogisk eller terapeutisk mener jeg, at perspektivet ikke forsøger at 

afklare, hvad kulturmødet ’er’ som et ’noget’, der findes reelt bag abstraktioner, 

teorier og repræsentationer (jf. Husserls distinktion mellem ’naturlig’ og ’videnskabelig’), 

men at perspektivet for at præsentere kulturmødet refleksivt forsøger at 

genbeskrive ideer om kulturmødet og deres virkning og derved kommer til at præsentere 

en alternativ beskrivelse, der kan læses som et forsøg på opløsning af en 

særlig problematisering af kulturmødet. 

4 Schmidt 1999, s. 78. 

5 Schmidt 1999, s. 98 

www.historie-nu.dk - side 11

6 ibid. 98 

7 Hvilket i særdeleshed er markant i netop omsorgsuddannelserne. 

8 Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at hovedstrømmen i efterkrigstidens 

kritiske filosofi og poststrukturalismen netop er meget kritiske overfor den 

instrumentelle rationalitet, hvilket den amerikanske pragmatisme som fx Dewey, 

Davidson, og Rorty kan være et interessant korrektiv til. 

9 Se fx Fuglsang og Ljungstrøm 1999. 

10 Her kan man indskyde Gilles Deleuze’s vurdering, at ’kommunikationsfilosofien 

udmattes i jagten på universel liberal holdning som konsensus, hvori man genfinder 

de kyniske perceptioner og affektioner der tilhører kapitalisten i egen person’. 

Deleuze 1996, s. 186. 

11 Rorty 1998, s. 186-201. 

12 Vi kan redde kultur (2), hvilket er mig meget på sinde, ved at betragte den som 

noget, der kan erhverves gennem uddannelse og som noget, der grundlæggende 

handler om at manipulere med abstrakte ideer for fornøjelsens og selv-skabelsens 

skyld, og evnen til at tale længe om litteratur, filosofi, kunst etc. 

13 Rorty 1998, s. 186. 


14 Underforstået at de venstreorienterede intellektuelle mener, at næsten alle 

menneskelige kulturer skal mødes med anstændighed, deres tilhængeres forfængelighed 

skal ikke udfordres, fordi deres kollektive selv-repræsentation har ret til 

værdighed. Det er efter min mening dybt problematisk for netop fællesskabets 

afhængighed af kultur (1) og sondringen mellem privat og offentlig.

Steen Andersen - Historie-nu.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?