FORMIDLING af ANALYSE; FORTOLKNING OG PERSPEKTIVERING

3) Genre- eller form-fællesskab. Drama, novelle, eventyr, lyrik (bundne
regelmæssige former eller frie (uregelmæssige) vers, sonet, salme, m.fl. Trækker
man en salme, er det nærliggende at komme i tanker om en pensumsalme, trækker
man en novelle, er det nærliggende at trække tråde til andre noveller og
novelletyper.
4) Forfattere: Andre tekster fra pensum af samme forfatter er nærliggende at nævne.
Forfatterbiografi er ikke i sig selv interessant, kun hvis den som ovenfor nævnt har
relevans for din tolkning af teksten. Forfattere med beslægtede arbejder kan også
nævnes.
5) Stilistiske fællestræk: trækker man et barokdigt med antitetisk opbygning, er det
nærliggende at nævne Sorrig og glæde, men også andre tekster med
modsætningen som skelet. Via disse træk kommer man automatisk ind på
perioderne igen, og så bliver perspektiveringsteknikken dynamisk: perioder, -ismer,
stilistik hænger jo også uløseligt sammen!
6) Fortælleteknik. Brugen af den alvidende fortæller er også historisk bestemt. I
Impressionismen forsøger man at smide ham væk selv om man har rigtig meget på
hjerte. Det camoufleres så ofte i klippe- og udvælgelsesteknik i stedet for. Jf.
papirer om impressionistisk fortælleteknik. Igen: via perspektivering på dette niveau
vil man automatisk komme tilbage til de litteraturhistoriske perioder. Tolkning,
formbevidsthed og bevidsthed om fortælleformernes egen historicitet i de
litteraturhistoriske perioder – ja, så kan vi ikke lære jer så meget mere.