FORMIDLING af ANALYSE; FORTOLKNING OG PERSPEKTIVERING

8. At perspektivere
Her er nogle få stikord om dette at perspektivere.
Til mundtlig eksamen i dansk skal man i et 10 minutters oplæg om det trukne
tekstmateriale kunne analysere og fortolke. Ikke nok med det skal analysen og
fortolkningen formidles og perspektiveres.
Perspektiveringen er en lille del af en god eksamination. Man kan sagtens bestå med et
udmærket resultat uden at man perspektiverer ret meget.
At perspektivere kommer fra latin ”per” = igennem og spekter, spektrum ..kommer af det
latinske ”specere”: at se. Et spektrum er jo det farvebillede der fremkommer, når lyset
brydes gennem et prisme: så ses hele farvespektret, m.a.o. alle regnbuens farver.
At perspektivere betyder derfor at se denne enkelttekst som I tilfældigvis trækker til
eksamen i en større sammenhæng, dvs. i det større vidensspektrum I har og har erhvervet
gennem et danskforløb.
Dette vidensspektrum ligger i følgende ”bundter”, og der er frit valg på hylderne! Men
perspektiveringen skal have relevans for tolkningen af din tekst. Det skal helst hænge
organisk sammen med og understøtte din redegørelse for tekstforståelsen. Derfor kan
eksaminationen fint både indledes og afsluttes og hen ad vejen krydres med
perspektiverende stof fra nogle af disse hylder:
1) Litteraturhistoriske perioder, -ismer og fx det historiske, socialhistoriske eller
samfundsmæssige grundlag for at de forskellige ideer om litteraturens form
og indhold overhovedet opstår. Hvorfor var det mon fx lige at de to store
”rationalister” Holberg og Georg Brandes i hver sit århundrede og på hver sin måde
appellerede til brugen af den menneskelige fornuft og realisme i litteraturen såvel
som i verden? At perspektivere en tekst fra 30’erne kan derfor fx bestå i at
karakterisere netop denne periodes idegrundlag og forudsætningerne for dette
idegrundlag: Og hvordan aflæses dette i forskellige stil-”spor”: det modernistiske og
det realistiske og hvorfor popper litteraturen i netop denne periode ud i så mange
forskellige former?
Man kan også perspektivere til andre beslægtede perioder. Trækker man en
realismetekst i 30’erne er det oplagt at perspektivere til andre realisme-perioder og
grunde over hvorfor realismen foretrækkes hvornår. (LV lidt på tværs kan læses
her, dvs. leksikonopslag bagest i bogen støvsuges for kerneord og brødteksten om
de forskellige perioder skimmes med henblik på det samme. I skal ikke læse fra
ende til anden, men plukke, så I selv danner jer et stikordsoverblik. Tekstens
Stemmer kan bruges ligesådan ligesom oversigterne fra de forskellige perioder som
ligger her i materialerne)
2) Tema-fælleskab. Tekster der handler om ca. det samme som den tekst, man
trækker, kan også danne grundlag for perspektivering. Derefter er det fint at tale om
perioden/perioderne også. Samme tema i samme periode, samme tema i andre
perioder. Tema diskuteres ofte i kontrastopstillinger. F.eks. Lykke/fylde over for
ulykke/flugt/fortrængning – fornuft-følelse – magt-afmagt – rig-fattig - løgn-sandhed
– ensomhed-fællesskab – kærlighed-had – liv-død - himmelsk-jordisk – alvorskæmt
– det grimme-det skønne -. En repetitionsopgave kunne være at ”scanne”
teksterne i forhold til tema.

3) Genre- eller form-fællesskab. Drama, novelle, eventyr, lyrik (bundne
regelmæssige former eller frie (uregelmæssige) vers, sonet, salme, m.fl. Trækker
man en salme, er det nærliggende at komme i tanker om en pensumsalme, trækker
man en novelle, er det nærliggende at trække tråde til andre noveller og
novelletyper.
4) Forfattere: Andre tekster fra pensum af samme forfatter er nærliggende at nævne.
Forfatterbiografi er ikke i sig selv interessant, kun hvis den som ovenfor nævnt har
relevans for din tolkning af teksten. Forfattere med beslægtede arbejder kan også
nævnes.
5) Stilistiske fællestræk: trækker man et barokdigt med antitetisk opbygning, er det
nærliggende at nævne Sorrig og glæde, men også andre tekster med
modsætningen som skelet. Via disse træk kommer man automatisk ind på
perioderne igen, og så bliver perspektiveringsteknikken dynamisk: perioder, -ismer,
stilistik hænger jo også uløseligt sammen!
6) Fortælleteknik. Brugen af den alvidende fortæller er også historisk bestemt. I
Impressionismen forsøger man at smide ham væk selv om man har rigtig meget på
hjerte. Det camoufleres så ofte i klippe- og udvælgelsesteknik i stedet for. Jf.
papirer om impressionistisk fortælleteknik. Igen: via perspektivering på dette niveau
vil man automatisk komme tilbage til de litteraturhistoriske perioder. Tolkning,
formbevidsthed og bevidsthed om fortælleformernes egen historicitet i de
litteraturhistoriske perioder – ja, så kan vi ikke lære jer så meget mere.