Historien om gåsen - Greve Museum

Historien om gåsen
Undervisningsmateriale
fra Greve Museum 2006
Hans Schmidt: To gæs. Ca. 1890. Randers Kunstmuseum.

Tekst: Bitten Larsen
Redaktion: Kirsten Egholk
Layout: Anja Hvidberg
Kopiering med kildeangivelse.
En flok gæs på Ventrupgårds
gårdsplads
i 1930’erne. Greve
Museum.
Indhold
3 Introduktion til historien om gåsen
4 Gåsehold i gamle dage
6 Gæslinger
6 Gæs på Nældebjerggård
6 100 gæslinger i stuen
10 Opfedning og slagtning
10 Gåsen bliver nakket
11 Om slagtning af gæs
12 Kråsesuppe til 12 personer
13 Et plukkegilde
14 Et plukkegilde på Nældebjerggård
14 Da 24 gæs blev til 1 dyne
15 Dyneluftning
16 Gåsen er guld værd, men hvad med gåsevogteren?
19 Gåsen som brudens ledsager
19 Brudeudstyr anno 1953
21 Peters Jul - borgerskabets jul
22 Jul på Grevegård
23 Gåsehold helt op i 1950’erne
23 Gåsen i moderne tid - industri, men stadig kvindearbejde
26 Går gæs i gåsegang - gåsen i naturen
28 Forskellige gåseracer
32 Litteratur og kilder

Introduktion til historien om gåsen
Helt op til midten af det 20. århundrede
var det normalt med gåsehold på landet
– også i Greve. Men hjemmegæssene
forsvandt i takt med industrialiseringen
og ankomsten af fjerkræ på frost.
Dette undervisningsmateriale handler
om gåsen i husholdningen og dens
betydning for mennesket i slutningen af
det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Det er historien om springgåsen,
gåsepigen og julegåsen men også om den
selvforsynende landbohusholdning og
den gradvise overgang til moderne tid
med industriel storproduktion.
Kvinde holder gås
frem. Udateret.
Ringsted Museum
og Arkiv.

Gåsepigen, xylografi,
1875. Dansk Bondeliv.
Gåsehold i gamle dage
Både i Greve og resten af landet var
det langt op i 1900-tallet normalt,
at hver gård havde et par gæs til at
give en ekstra indtægt. I skifter, som
er optegnelser over, hvad de enkelte
gårde ejede, kan man se, at hver gård
og husmandssted havde mindst én og
gerne to eller tre gæs helt tilbage fra
1600-tallet. I løbet af de næste 300 år
skete der ikke store ændringer i gåseholdet.
Enten havde bonden livgæs,
som han beholdt år efter år, til de
ikke kunne lægge æg mere, eller også
havde han stubgæs, som var halvvoksne
gæs, han opkøbte i august, og som
blev fedet op på stubmarkerne efter
høsten.
Gåsen var et vigtigt husdyr, og man
forstod at udnytte alle dele af den.
Intet fik lov at gå til spilde. Man kunne
selvfølgelig spise kødet, fedtet og
indmaden eller sælge det, som mange
gjorde, fordi borgerskabet i byerne
gerne ville give en god pris for kødet.
Dun og fjer blev stoppet i dyner og
puder. Vingerne blev brugt som små
koste. De afribbede fjer blev lavet til
skrubber. Udover at fedtet blev spist,
kunne det bruges som smørelse til hjulet
på spinderokken og hestevognen.
Folk troede også, at de kunne forudsige
vejret ud fra gåsens skrog, og det
kunne også bruges til at lave legetøj af
som dukkestole og springgæs. I H.C.
Andersens eventyr om springfyrene
springer en loppe, en græshoppe og en
springgås om kap, og da det er springgåsen,
der vinder, får han lov at gifte
sig med prinsessen. Luftrøret blev tørret
og brugt til både rangler og garnvindsler,
og faktisk var man så glad for
gåsen, at man lavede sange om alle de
gode ting, den kunne bruges til.
Sangen her er fra slutningen af 1600tallet:
“
Til gås vi gasen slipper,
Når hun skal lægge æg, at
æggen’ os ej glipper,
Når gåsen under væg
sin æg udligget har
og unger ventes skøn,
af hvilke lækre gaver kan
haves uden bøn,
til dynen fjeren duer,
til bordet gåsens kød,
til kål vi ister bruger
og fedt deraf til brød.
Gæs på Læsø. Udsnit
af xylografi. 1899.
Dansk Bondeliv.
“

Gåsens anvendelsesmuligheder er
nærmest uendelige, men historien
om gåsen er også historien om livet
på landet. Et liv med hårdt arbejde
næsten hele livet. Det var normalt, at
alle hænder indgik i driften af gården,
og det første arbejde, børnene blev sat
til, var ofte at passe gæssene. Selvom
gården måske kun havde 2-3 livgæs,
var der jo gæslinger hele sommeren,
og dem skulle der passes godt på indtil
slagtningen. Flere mennesker født i
1800-tallet har fortalt, hvordan det at
passe gæssene var det første arbejde,
man blev sat til. Derefter kunne man så
gå videre til at passe større dyr som får
eller køer.
Intet fra gåsen gik til spilde.
Gåsens vinger blev skåret af
ved slagtning og brugt som
små fejekoste til brændekomfuret
og kakkelovnen, Greve
Museum.
Af skroget kunne man
lave en springgås. En pind
sættes på en sammendrejet
snor. En klat vognsmørelse
kan holde pinden fast et
øjeblik, men derefter hopper
skroget i vejret. Holbæk
museum.
Gåsens luftrør blev
brugt som rangle.
Luftrøret blev fyldt
med ærter, tørret
og lukket sammen.
Greve Museum.

FAKTA
På Grevegård brugte
man en gåsebænk
under udrugningen, og
derefter kom gæssene
ud i specielle gåsehuse
på gårdspladsen.
I 1930’erne og
1940’erne var udrugningen
blevet flyttet
fra stuehuset ud i roehuset,
men når gæslingerne
var udruget, kom
de ud i en gåseindhegning
med gåsehuse.
Gæslinger
Gæslingerne var meget værdifulde, og
der blev passet godt på dem. Ud over
at give dem føde og ly gjorde man alt
muligt for at beskytte dem, for de var
udsat for mange farer. Overtro og magi
var en helt naturlig del af hverdagen på
landet i 1800-tallet.
Både gasen, katte og rovfugle kunne
være efter de små gæslinger. Især
glenten var en stor gæslingetyv. Derfor
lod man gæslingerne løbe igennem
et bukseben, for så mente man,
at rovdyret i stedet ville se en mand.
Eller man kunne putte de nyklækkede
gæslinger gennem et hestekranium
eller hoftebenet af en hest, for at de
skulle se ud som en hest. Der var også
overtro forbundet med overhovedet at
få gæslingerne. Til jul blev de voksne
gæs fodret med byg, fordi det skulle
hjælpe på dyrenes frugtbarhed og så
ville der ikke mangle gæslinger til
foråret.
Normalt gik gæssene udenfor, men til
jul kom de ind i huset, og så blev der
passet ekstra godt på dem. Man satte
for eksempel en synål i deres vinge
julenat, for at de onde kræfter, der
var på spil, ikke skulle skade gåsen.
Gåsebænken havde en dobbelt funktion
som siddeplads og rugeplads for
gæssene. Greve Museum.
Man mente nemlig, at stålet, nålen
var lavet af, var ondtafværgende. De
voksne gæs kom også ind i perioden
omkring æglægningen, for så var det
lettere at holde øje med, om alt gik,
som det skulle. Gæssene fik ikke lov
til bare at løbe rundt inde i huset. I
stedet lå de i en gåsebænk. Bænken
var til at sidde på, men indeni var der
plads til, at der kunne ligge gæs og
udruge deres æg. Gæssene lå i de små
rum, bænkens sæde var opdelt i, og
her kunne de få foder ind gennem et
lille hul forrest, eller de kunne stikke
hovedet ud, når der var føde til dem.
De kunne godt finde på at nappe dem,
der sad på bænken, i benene, så det
var med at holde øje med dem, hvis
man ikke ville have blå mærker. Når
gæslingerne var udrugede, kom gæssene
ud igen. Man kunne for eksempel
have en puthave, en indhegnet afdeling
af haven, og her kunne de få lov at gå
lidt rundt sammen med hønsene. Det
var dog nødvendigt, at pigen i huset
holdt sig i nærheden for at holde ræven
og andre rovdyr væk. Hvis ikke man
havde en puthave, måtte man lave en
anden slags indhegning eller have en
person til hele tiden at holde øje med
gæssene og deres unger.

Grundplan over Grevegård.
Grevegård ca. 1910
FAKTA
Grevegårds besætning
bestod i begyndelsen
af 1900-tallet af:
12 heste
25-30 malkekøer
25 ungkreaturer
10-12 får
50 grise
200 høns
20-30 gæs
60-70 ænder
2 hunde

FAKTA
I Dragør er man stadig
stolt af byens gæs. En
flok frivillige har dannet
Gåserepublikken
for at bevare gæssene
i Dragør. Især
gråbrogede gæs går i
gåsehusene og holder
traditionen i hævd.
“
Gæs på Nældebjerggård
Gudrun, som blev født i 1911 på
Nældebjerggård i Greve, har i en erindring
fortalt om deres gæs. Hvert år fik
de mellem 50-80 gæs, som familien
slagtede og solgte i Flæskehallen i
Kødbyen i København.
Vi havde livgæs, det vil sige 2-3 gæs
og 1 gase, og når de begyndte at lægge
æg, skulle de jo ruges ud. Det blev de
med høns. En rugehøne kunne ligge på
4 gåseæg. Det var et meget stort arbejde
at passe alle de rugehøns. 4 uger
skulle de ligge og ruge. (…) Det var
altid spændende hvor mange æg, der
var befrugtet, men det blev da gerne
til mellem 50 – 80; en ordentlig flok at
holde styr på. Når vi så havde høstet
skulle de jo ud på marken og pille
alt det korn op, som var spildt, og så
skulle de vogtes, og det synes jeg altid
var mig, der skulle. Det kunne være
et dejligt arbejde, men de kunne også
drille. Jeg havde gerne en god bog med
under forklædet, og når jeg var godt
optaget af den, og gæssene gik og åd
roligt, kunne en stor gase pludselig
begynde at skræppe op, og vips var
alle gæssene på vingerne og fløj hjem.
Inden jeg så fik mig samlet sammen
og kom hjem, stod de alle hjemme i
sædstakken og trak ud af dem. Det var
jo ikke så godt.
“
Man kunne også nøjes med at have
stubgæs, så man slap for at passe de
små gæslinger. I Greve købte man
mest stubgæs fra Dragør. Det var et
fattigt fiskeleje, og de fleste havde gæs
for at få det hele til at løbe rundt. Da
Dragør ikke var et landbrugssamfund,
kunne det ind imellem knibe med at
skaffe føde til gæssene. De havde
Gæs til salg i Kødbyen
i København. Udateret.
Københavns Stadsarkiv.
simpelthen ikke en mark at få korn fra.
Derfor blev børnene sendt til Magleby,
hvor de fik lov til at gå og samle aks
fra stubmarkerne, så de havde føde til
gæssene om vinteren. De rige bønder
fra Magleby tog ikke betaling for, at
børnene samlede korn, og på den måde
kunne de hjælpe de fattige fiskere lidt.
100 gæslinger i stuen
Gæssene var så vigtig en indtægtskilde
i Dragør, at en mand derfra husker fra
sin barndom i 1940’erne, hvordan hans
far sad oppe hele natten, når gæslingerne
blev klækket. Han ville sikre
sig, at de kom ordentligt ud. Familien
havde ikke en gåsebænk, men satte i
stedet et sejl og et lille stakit op inde
i køkkenet, så de voksne gæs ikke
rendte rundt og kunne have lidt ro. På
den måde kunne familien få helt op til
100 gæslinger i løbet af foråret.

I Dragør passede man gæslingerne
hjemme om foråret, men når de var
store nok til, at rovfugle ikke kunne
tage dem, blev de sejlet til Saltholm.
De blev sejlet derover, når de var
gamle nok. Her kunne de gå og spise
sig fede indtil august, hvor de skulle
sælges. Nogle af Dragør-gæssene blev
solgt direkte til Greve-bønder, der selv
havde taget turen til Dragør, mens
andre blev solgt til en handlende fra
Køge – han blev kaldt ”Køje-manden”.
Han kom, når gæssene var tilbage fra
Saltholm, og solgte dem videre til
bønderne på Greve- og Køgeegnen.
Ved at sælge gæssene i august slap
Dragørs borgere for den dyre opfedning,
som de ikke selv havde råd til. På
de rige bondegårde udenfor Dragør opdrættede
man dog selv gæs på samme
måde som i Greve.
Viggo Johansen: Før sol går ned.
Dragør. Koner, en lille pige og
gæs ved stranden. 1901. Statens
Museum for Kunst.

0
“
Opfedning og slagtning
Noget af det vigtigste i gåsens pleje
var opfedningen op til jul. Uden opfedning
ingen julegås! Fra midten af
november, altså 5-6 uger før jul, blev
gæssene lukket inde ”for ikke at rende
fedtet af sig” og for ikke at blive så
beskidte. På Grevegård blev de lukket
inde i hønsehuset.
Gæssene fik nu havre og eventuelt lidt
byg eller gulerødder. Man sagde, at
skindet ville sprække under plukningen,
hvis de fik for meget byg, fordi de
blev for fede af det. Et sprukkent skind
ville ikke se pænt ud på torvet, når
gåsen skulle sælges, så det ville man
helst ikke have.
En uges tid før jul var opfedningen
færdig. Så blev gæssene lukket ud og
fik lov at vaske sig i gadekæret, eller
hvad man nu havde adgang til af vand.
Derefter var de klar til slagtning. Det
skete hjemme på gården og foregik
ved, at man først holdt vingerne udbredt.
Så pressede man gåsens næb
hårdt ind mod brystet, så den ikke
kunne nappe de omkringstående og
på den måde blev dens nakke blottet,
så man kunne aflive den ved et stik i
nakken. Man måtte være omhyggelig
med aflivningen, så fjerene og dunene
ikke blev ødelagt af blodet, der nu
løb ud. Det ville ske, hvis man bare
hakkede hovedet af den.
Gåsen bliver nakket
En dreng fra Roskilde fortæller:
Nærmere imod Jul kom den store
Dag, hvor de to Husholdningsgrise
måtte lade Liv, og samtidigt 12 à 14
Gæs, som var indkøbt i August til
at gå på stubbene i Efterårsmånederne.
Allerede ved Tretiden om Morgenen
vågnede gårdens Folk igen til
Dåd, Mor og Storpigen med deres
»Tællepråse« i Hånden. Pigen fyrede
op under den store Grubekedel, og
Mor var her og var der, og Mor var
alle vegne, og Far med sin Lygte
med det sparsomme Lys var i Stalden
sammen med Karlen og Drengen ved
Kreaturernes Røgt. Præcis Klokken
fire mødte gamle Per Nilen, der var
kendt for sin Fingernemhed i at pille
Gæs. Min Skole- og Legekammerat
Jakob fulgte med, når Slagtningen
skulle foregå hos os, til stor Glæde for
mig, der også var tidligt på Stikkerne
for ikke at spilde et Minut ved Dagens
Begivenheder. Når Morgenmaden
med Spegesilden og Fedtebrødet…
var indtaget, begyndte man Juleslagtningen.
Mor stod ude i Bryggerset
med opsmøgede Ærmer og det store
grove Lærredsforklæde om sig, og
Far hvæssede sin bedste Slagtekniv,
som han rakte Mor stilfærdigt. Det
store Vaskekar blev trillet hen midt
på Gulvet, hvori »Lyskællingen« blev
anbragt. Omkring Karret blev anbragt
fem gamle Træstole til de voksne, der
skulle plukke Fjerene af Gæssene. Vi
to Drenge hentede Gæssene fra Gåsestien
og bar disse skrigende, smukke
Fugle til Retterstedet. Som Mor stod
der med Slagterkniven og sin alvorlige
Mine, lignede hun slet ikke sig
selv. Det var hende åbenbart en Sorg
nu at skulle dræbe sine kære Dyr,
som hun havde været med til at fodre.
Gåsen blev nu holdt over Karret, og
som det hed »nakket«, hvorefter Mor
med sin skarpe Kniv skar Nakken
over på det Sted, hvor Fjerene var
plukket af, og lod det varme Blod
flyde ned over Pølsepanden med Byggrynene
til herlig Gåsepølse. “

“
Også i Greve var det normalt selv at
slagte sine gæs. De blev slagtet og
plukket ved juletid, og gæssene fra
Grevegård blev kørt til Kødbyen for at
blive solgt. Efter slagtningen sad man
i kostalden og plukkede dem, fordi der
her var dejlig varmt, se grundplanen på
side 7 over Grevegård. Sådan foregik
slagtningen helt op i 1940’erne.
Om slagtning af gæs
Når Gåsen er slagtet, brændes den i
Hovedet med et gloende Jern for at
stoppe Blodets Løb, for at Fjerene
ikke skulle blive smurte; derpå
plukkes først Fjerene af over et Kar,
og man passer nøje at lægge Ripfjerene
for sig selv. Når man således
har gennemgået alle Gæssene, da
tager man et andet Kar, hvorover
man piller Dunene; man samler da
omhyggeligt Dunene, Fjerene og
Ripfjerene hver for sig i Poser og
ophænger dem på et luftigt og tørt
Sted. Fjervingen skæres nu af, og
Gåsen skoldes, men dette må ske
med stor Forsigtighed. Man gnider
den i et Klæde, og når den er tør, da
pilles og renses den; derpå svides
den, hvilket skeer ved, at man lægger
en Visk Halm på Storstenen ved
Ilden og holder Gåsen over, men det
må ske både forsigtigt og hurtigt, at
Gåsen ikke bliver mørk. Nu vaskes
den rigtig godt ud, tørres og gnides
med et rent linned Klæde, hvorpå
Gæssene lægges på rene, tørre
Hylder, hvor der er koldt, thi man
kan ikke skære dem op den Dag, de
er slagtede, thi da vilde Fedtet løbe
ned over Indvoldene.
“
Vejledning i at slagte gæs fra
Kogebog for By- og Landhuusholdninger,
af Sørine Thaarup, 1868.

“
Kogebog for By- og
Landhuusholdninger, af
Sørine Thaarup, 1868.
Kråsesuppe til 12 personer
Hjertet, Kråserne, Vingerne, Fødderne,
Hovedet, Tungen, Halsen, Leveren,
Svesker, Æbler, Eddike, Sukker,
Hviderødder, Gulerødder.
Al Kråsemaden skæres i passende
Stykker, derpå udvaskes den godt.
Man tager en Suppekedel og beregner
½ Pot Vand til hver Portion; når Vandet
er kommet i Kedlen, kommes den
ituskårne Kråsemad i tilligemed lidt
Salt og en del vel skrabede Gulerødder
og Hviderødder, det sættes over Ilden
og passes godt under Skumningen. Når
Alt er mørt, sættes et Dørslag over en
Jydepande, derover hældes Suppen,
man piller forsigtigt Kødet op med en
Gaffel, lægger det i et varmt Fad og
dækker det til, at det kan holdes varmt,
ligeledes Rødderne, som også må
holdes varme. Nu sies Suppen igennem
en Hårsigte tilbage over i Suppekedlen,
efter at den er godt afvasket.
Skulle Suppen være for meget
henkogt, da spædes den med kogt
Vand. I Suppen kommer man Svesker
og skrællede Æbler, der skæres i 8
stykker. Til denne Suppe bruger man
bagte Boller med Korender i. Når
Bollerne er kogte, så er Æblerne og
Sveskerne også nok. Man kommer da
Bollerne over i den varme Terrin, hvorimod
man tillaver Suppen i Kedlen
med lidt Eddike og Sukker efter Smag.
Nu hældes Suppen op i Terrinen, hvori
Rødderne også kommes, når de er afpudsede
og skårne i små Stykker som
Kødet. Efter denne Suppe gives enten
tynde Pandekager, Æbleskiver eller
Klatkager.
Kogebog for By- og Landhuusholdninger
af Sørine Thaarup, 1868.
Intet gik til spilde fra gåsen. Selv fødderne
og tungen kommes i suppen.
Læg mærke til at selve kroppen ikke
bruges. Den blev i stedet solgt.
“

Et plukkegilde
Gåsens fjer er guld værd! Tænk på
Brødrene Grimms eventyr om Fjollehans,
hvor han hjælper en nisse og
som tak får en guldgås. På grund af
gåsen ender han med at blive gift med
prinsessen, får det halve kongerige og
lever lykkeligt til sine dages ende.
At tage fjerene af en gås kalder man
at plukke den. Langt op i 1900-tallet
holdt man et plukkegilde, når gæssene
skulle slagtes og plukkes. Det var en
arbejdsfest, hvor familie og naboer
kom over og hjalp med plukningen.
Det skulle gå hurtigt, for fjerene og
dunene er lettest at få af, mens gåsens
krop stadig er varm. Efter arbejdet
kunne man for eksempel servere
kråsesuppe som tak for hjælpen.
De fleste steder var det mest
kvinderne, der plukkede gæssene,
men en gang i mellem fik mændene
også lov til at deltage. Hvis de havde
fuldskæg, kom de næsten til at ligne
julenisser, fordi skægget fangede de
flyvende dun. Selvom gildet mest var
for kvinder, fik karlene på gårdene
også sjov ud af det. De kunne for
eksempel finde på at sværte sig sorte i
hovederne og så snige sig ind og forskrække
pigerne, der sad og plukkede.
Anna Ancher: Et
plukkegilde. 1904.
Statens Museum
for Kunst. Maleriet
viser, hvordan en flok
kvinder og en enkelt
mand er ved at plukke
årets julegæs.

Omhængsseng
redt op med olmerdugsdyner,
Greve
Museum.
Fjerene og dunene var værdifulde,
og for at få mest muligt ud af gåsen,
brugte man helt op i starten af 1900tallet
at plukke gåsen, mens den var
levende. På den måde kunne den
samme gås blive plukket helt op til
5 gange og dermed give flere fjer og
dun. De fire plukninger foregik, mens
gåsen levede og den femte, når den var
død. Man mente ikke, at der kunne ske
nogen skade ved at plukke den levende
gås, for man hjalp den jo bare med
det, der var dens natur. Nogen mente,
at fjerene fra de levende gæs havde
bedre elasticitet end dem fra døde gæs,
og at det derfor var i orden at plukke
levende gæs, selvom dyrene led. Man
argumenterede ud fra, at hvad der var
nyttigt for mennesker godt kunne ske
på bekostning af dyrene. Det er i dag
forbudt at plukke levende gæs i Danmark,
og det betragtes som dyrplageri.
Det bliver dog stadig praktiseret i enkelte
lande både i og udenfor Europa.
Et plukkegilde på Nældebjerggård
På Nældebjerggård var det mændene
der plukkede, og kvinderne der skold-
ede. Gudrun beskriver et plukkegilde
på sin fødegård omkring 1920´erne:
Nogle naboer og min farbror og
tante kom og skulde være med. Alle
mændene sad i stalden om et stort kar
og pillede fjer og dun af. Det kunde
være svært. Nogle var nemme og
blev fine, andre var pindede og gik i
stykker. Men når så mændene havde
taget det, de kunde få af, kom de ind
i vaskehuset, hvor så konerne stod og
skoldede i gruekedlen. Det var også
et stort arbejde, for de skulle jo helst
være meget fine, for at kunne give en
ordentlig pris i Flæskehallen.
Da 24 gæs blev til 1 dyne
Det var nødvendigt at gemme dun fra
flere års plukninger for at have nok til
bare en enkelt dyne, og en enkelt dyne
var ikke nok til en komplet sengeopredning.
Faktisk var sengeudstyret
dengang ret omfattende sammenlignet
med i dag.
Før madrasser blev almindelige brugte
man halm at ligge på. Først lagde man
et lag halm, så en eller to underdyner,
et underlagen, et overlagen og så

langpuden og overdynen – også kaldet
olmerdugsdynen. Overlagenet blev
foldet rundt om olmerdugsdynen, på
samme måde, som man stadig gør i
Sydeuropa.
Underdynen og lagenerne var som
regel af hør, mens overdynen var af
uld. Både hør og uld var hjemmespundet,
men vævningen kunne godt være
foretaget af andre, hvis ikke man selv
havde en væv. Det kunne både være
lavet af en omrejsende væver eller en,
der havde et væveri. Hvad enten det
var en fastboende eller en omrejsende
væver var det en hel fest, når de kom
med det vævede stof: ”Væveren eller
væversken var kærkomne Gæster den
Dag, de bragte de store ruller af vævet
Tøj tilbage til Hjemmene.”
Ulden til olmerdugen kom ofte fra
gårdens egne får, og det blev spundet
af kvinderne på gården. Før man kunne
spinde ulden, var det nødvendigt at
karte den. Det betyder, at man tog
en tot uld og børstede den godt og
grundigt med to store, flade børster for
at få fibrene i ulden til at ligge samme
vej og gøre det mere luftigt. Ofte holdt
man kartegilde, ligesom man holdt
plukkegilde, hvor kvinderne fra de
omkringliggende gårde kom og hjalp
med kartningen. Det kartede uld blev
opbevaret i store kar eller kurve, indtil
man havde tid til at spinde det i løbet
af de lange vinteraftener. Når ulden var
blevet spundet til garn, farvede man
det og enten vævede eller strikkede af
det.
En dyne af uld kradser! Halmstrå, der
måtte have listet sig frem af sengetøjet,
kradser, og udover det har der været
lopper og edderkopper i sengen. Det
har kriblet og krablet af ekstra liv i
sengene! For at slå utøjet ihjel lagde
man dynerne ind i den store bageovn,
når man havde bagt brød. Så døde
utøjet af varmen, og dunene blev igen
renset for sved, der ellers havde gjort
dem tunge.
Dyneluftning
På Grevegård blev dynerne luftet
hver sommer. Så brusede de helt op
igen. De blev tunge pga. sved. Man
brugte også at sprætte de gamle dyner
op, tage fjerene ud og komme dem
i gruekedlen. Så rensede varmen
dunene, og når de var blevet tørret
og fyldt i dynerne igen, var dynerne
næsten som nye.
Olmerdugsdyner i
omhængsseng, Greve
Museum.

FAKTA
I 2006 koster en dyne
med gåsedun mellem
1000 – 2500 kr.
Dynerne skulle helst stoppes med
gåsedun eller andedun. I mangel af
bedre kunne der bruges hønsedun.
Hønsedun havde godt nok ry for
at være ulykkesbringende, og det
fortælles, at mange hellere ville stoppe
dynerne med halm end med hønsefjer.
Der sad på hønen særlige urofjer,
som man troede kunne give en dårlig
søvn og måske endda en urolig død. I
Præstø lå en kvinde for døden i starten
af 1900-tallet. Det fortælles, at hun
havde svært ved at slippe det sidste liv,
og derfor byttede man hendes hovedpude
ud.
”Da dette var sket, gav den syge et suk
og var død med det samme. Den bortfjernede
Pude blev straks undersøgt,
og det vidste sig, at den var stoppet
med Hønsefjer, så det var ikke underligt,
at hun ikke kunne dø med den
under Hovedet.”
Unge piger ville heller ikke have
hønsefjer i deres brudeudstyr, og man
ville hellere smide hønsefjerene på
Anskuelsestavle med gåsepige. Anskuelsestavlen
har hængt på en byskole omkring år 1900. Så kunne
børnene lære noget om, hvordan det var at være
barn på landet. Det er en meget idylliseret udgave af
landlivet, der vises på tavlen. Dansk Skolemuseum.
møddingen end at bruge dem i dyner
og puder.
Der går 24 gæs til en olmerdugsdyne,
og gåsen repræsenterede en fantastisk
stor værdi sammenlignet med i dag.
Da madrasser blev udbredt i stedet for
sengehalm i løbet af den første halvdel
af 1900-tallet, hjalp det på liggekomforten,
men både dengang og nu var en
gåsedunsdune et af de fineste indslag i
sengen.
Gåsen er guld værd, men
hvad med gåsevogteren?
Gåsen var nok værdifuld i det gamle
landbosamfund, men de, der passede
dem, regnedes ikke for meget. De
blev kaldt gåsepiger, gåsedrenge og
gåseenker og udover gæssene havde
de det tilfælles, at de var nederst i
hierarkiet – tænk bare på Brødrene

Grimms eventyr om gåsepigen. Her
må prinsessen arbejde som gåsepige,
indtil kongen afslører hendes troløse
kammerpige.
Det var normalt, at børn kom ud at
tjene, og det kunne ske allerede fra
5-årsalderen. I 1908 lavede man en
undersøgelse af, hvor mange børn,
der havde erhvervsarbejde. Blandt de
370.000 by- og landbobørn, der deltog
i undersøgelsen var kun 6 børn
ude at tjene som 6-årige. Det vil sige,
at de boede og arbejde et andet sted
end deres forældre. Som 7-årig var 61
børn ude at tjene og som 8-årig var
344 børn ude at tjene. Springene op
til de næste alderstrin er endnu større.
Næsten 10.000 af de 12-årige var ude
at tjene. I alt var mere end 30.000 børn
mellem 6 og 14 år ude at tjene ud af
de 242.000 landbobørn, der deltog i
undersøgelsen. Det svarer til 1/8 af
børnene. Resten hjalp til hjemme på
deres forældres gård, så faktisk arbejdede
1/3 af børnene på landet, og de
kunne passende hjælpe med arbejdet
med gåsen.
Det var ikke alle slags børn, der måtte
ud at tjene. Som regel var det kun
daglejere og husmænd, der ikke havde
råd til at brødføde deres børn, og som
havde behov for den ekstra indtægt,
børnenes arbejde kunne give. Børn
fra de store gårde hjalp til hjemme på
gården. Mange af dem, der var ude
at tjene, fortæller om, hvordan de
savnede deres forældre under tjenesteopholdet
og løb hele vejen hjem på
deres fridag.
Skolen anses i dag for at være barnets
arbejdsplads, men sådan var
L.A. Ring: Gåsevogtere
ved gadekæret i landsbyen
Ring, 1886. Randers
Kunstmuseum. Gæssene
søger roligt efter føde, så
drengene kan tage et hvil.

Spørgsmål
til eleverne:
Hvor mange i din
klasse ville arbejde,
hvis 1/3 passede gæs?
Hvilken type arbejde
laver børn i dag?
Hvor gammel skal
man være ifølge loven,
for at have et fritidsarbejde
i Danmark?
Hvordan er det for
eksempel i Indien?
Hvad sker der hvis et
barn ikke kommer i
skole i dag?
det ikke tidligere. Man var heldigt,
hvis ens husbond tillod, at man gik i
skole. Mange børn arbejdede nemlig
på gårde, hvor husbonden syntes, at
skolen var unødvendig, og i øvrigt
skulle man arbejde for den kost, man
fik. Børn på landet var ikke beskyttet
af nogen lov om arbejdstider og
skolegang, som bybørn var. Godt nok
var der en skolekommission, som
kunne idømme bøder, hvis man holdt
sine tjenestebørn fra skolen, men tit
var det bare andre bønder, der sad i
skolekommissionen, og de kunne godt
forstå, hvorfor man hellere ville have,
at børnene skulle arbejde end i skole.
Ens egne forældre kunne nu også være
imod, at man gik i skole.
Børnene, der kom ud at tjene, blev tit
sat til at vogte gæs. Man mente nemlig
ikke, at der skulle så mange kræfter til
det, men gåsen er stor og ofte aggressiv,
så det har ikke været sjovt.
Først vogtede jeg gæs, siden svin og
til sidst kreaturer, men gæssene var de
værste, for de fløj fra mig, fortæller en
mand født i 1881.
Voksne kunne også vogte
gæs. Kvinden på billedet er
Leise Ols. Ca. 1905. Dragør
Arkiv.
Det blev nu ikke kun brugt gåsepiger
og –drenge til at vogte gæssene. Man
kunne også være gåseenke. Det var
ældre kvinder, oftest enker, der levede
af at have et lille gåsehold. Måske
boede de på aftægt hos deres søn eller
datter og havde gæssene for at kunne
bidrage til husholdningen, eller de
boede alene og levede simpelthen af
pengene fra gæssene. I Dragør var der
mange enker efter sømænd, der var
omkommet på havet, og de levede
netop ofte af at have gæs.
Gåsevogtere på torv i
Dragør. Dragør Arkiv.

Gåsen som brudens
ledsager
Selvfølgelig kom gåsen ikke helt
bogstaveligt med til bryllup, men den
spillede alligevel en rolle i forbindelse
med brylluppet. En gåsedunsdyne var
det absolut fineste og mest kostbare,
en brud kunne få med fra sit barndomshjem.
Der blev samlet ind i flere år
for at have nok dun til dyner og puder
til en brud.
Ud fra de gamle eventyr kan man
ofte se, hvilke emner der tidligere
var betydningsfulde. I eventyret om
Prinsessen på ærten stabler dronningen
en bunke af 20 edderdunsdyner
ovenpå ærten for at teste, om det nu
er en rigtig prinsesse., der er kommet
forbi. Dronningen bruger godt nok edderdunsdyner,
men de er endnu finere
end gåsedunsdyner. Det, at kongen har
så mange dyner, viser, at han er meget
rig.
Almindelige mennesker stablede ikke
dyner op for at sove på dem, men at
have en hel bunke dyner betød rigdom
helt op i 1900-tallet.
Jo flere dyner man havde, jo rigere var
man, og derfor viste man gerne alle
sine dyner frem. Dynerne kunne for
eksempel ligge stablet på gæstesengen
i øverstuen, det var en slags
”praleseng”, hvor gårdmandskonen
kunne prale med alle sine dyner.
I dag får de fleste brudepar en masse
ting til hjemmet af gæsterne ved festen,
men sådan var det ikke tidligere.
Op til 1940’erne og 1950’erne var
det normalt, at pigen igennem sit liv
samlede brudeudstyr. På den måde var
brudeudstyret parat, når hun blev gift,
og hun og hendes mand skulle ikke
starte helt på bar bund. Udstyret bestod
af dyner, puder, linned, duge og potter
og pander, som kunne holde hele
livet. Nogle af tingene kunne bruden
selv have lavet. For eksempel kunne
hun selv have været med til at plukke
dunene til dyner og puder og selv have
broderet på linned og duge. Hun kunne
også have syet brudgommens skjorte.
Fordi alt skulle fremstilles i hånden,
var det nødvendigt at være i god tid, så
man ingenting manglede, når brylluppet
blev aktuelt.
Efterhånden som man fik råd til at
købe færdigproducerede varer, erstattede
de det hjemmelavede udstyr, men
langt op i tiden fik piger stadig udstyr
med sig, når de blev gift.
Brudeudstyr anno 1953
Bente, der er født i 1933 på Grevegård,
fortæller, at da hun blev gift i 1953 fik
hun lavet 2 dyner, 2 puder og en langpude
hos Schmeltz i Roskilde. Familien
brugte normalt Herman Jensens
fjerrenseri i Tåstrup, men Schmeltz var
finere. De havde selv gæs og kunne
derfor komme med egne dun til at
stoppe sengetøjet med.
Schmeltz Væveriudsalg i Roskilde,
hvor Bente fra Grevegård
og Else Hedebo købte udstyr til
deres bryllupper. Roskilde Arkiv
Spørgsmål
til eleverne:
Hvor mange gæs
skulle bruges, hvis det
var 20 gåsedunsdyner
prinsessen skulle have
ligget på?
Bryllupsfoto af Bente fra
Grevegård, som i 1963
blev gift med Gunnar.
Greve Museum.

0
Regning på bryllupsudstyr købt ved
Schmeltz Væveri udsalg i Roskilde,
1935. Greve Museum. Der blev bl.a.
købt 2 kanaldyner og 5 kg dun, 2
hovedpuder og 1,4 kg. dun, 2 underdyner
og 5 kg andefjer.

Peters jul
– borgerskabets jul
Jeg glæder mig i denne tid;
Nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Peters Jul udkom første gang i 1866.
Den blev hurtigt et idealbillede på,
hvordan en rigtig dansk jul skulle
holdes og er det stadigvæk. Men ikke
alle holdt jul som i Peters Jul. Peters
Jul er et eksempel på, hvordan borgerskabet
ville holde jul. Det vil sige
julen, som den blev holdt af velstillede
byboere i for eksempel København
eller Køge. Det er deres jul, der efterhånden
bredte sig til resten af samfundet.
Med risengrød begynder vi
– husk på, der er en mandel i ! –
Og så gås vi skal have.
I gåsens ryg et flag skal stå,
og den har små manchetter på
og grankrans om sin mave.
Når Far skær hul på gåsen så
han løfter mig, jeg kigge må
til sveskerne derinde.
Vi trækker ”gåsekrog” for spøg,
og tænk, en stor klat syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.
Så får vi vin i vore glas,
og Mor hun henter juleknas
og godter til at spise.
Og gåsens skål vi drikke vil
og Far han synger nok dertil
en morsom julevise.
I Peters Jul får de gåsesteg. I dag spiser
de fleste andesteg eller flæskesteg
juleaften, men højtider og traditioner
hører sammen, og at servere noget
uregelmenteret juleaften går ikke. De
enkelte familier kan diskutere, om
det skal være gås, kalkun, and eller
flæskesteg, men at servere strudsebøf
eller oksesteg juleaften går bare ikke.
Forklaringen på, at vi spiser fjerkræ
eller svinekød til jul, er, at oksen helt
op i det 20. århundrede var for kostbar
at spise. Dels var den nødvendig
som trækdyr, og dels skal en ko spise
enormt meget for at vokse sig stor. En
gris eller en gås kan leve af græs om
sommeren og gå og rode efter foder på
møddingen om vinteren, mens en ko er
nødt til at have masser af hø og halm.
Man havde simpelthen ikke foderressourcer
til at opdrætte nok kvæg til
også at spise dem.
I 1800-tallet var det mest i byerne,
man spiste gåsesteg, og så måske
hos præsten og godsejeren på landet.
Almindelige bønder spiste i stedet
flæsk eller andet svinekød, ost, rødbeder
og sennep, risengrød, suppe, sylte,
sigtebrød, rugkringler, julekage og
pebernødder. Fiskerne fra Karlslunde
Strand fortæller, at de til jul spiste
klipfisk og grød omkring år 1900. Hvis
man endeligt selv spiste gåsekød på
landet, var det blevet nedsaltet eller
røget og brugt som fint pålæg.
I dag kan alle genkende julen i Peters
Jul, men Peters Jul er meget anderledes
fra hvordan man på landet holdt
jul i 1866, hvor bogen blev skrevet.
Gåsesteg fra Peters Jul,
udgaven fra 1870. Den
gamle By i Århus.

Spørgsmål
til eleverne:
Holder du jul?
Fejrer din familie jul
ligesom i Peters Jul?
Hvilke højtider fejrer
du, hvis du ikke holder
jul?
Hvilke ændringer i
landbruget har gjort,
at vi nu har råd til at
opdrætte kødkvæg?
Jul på Grevegaard
Bente fra Grevegaard fik i sin barndom
i 1930’erne og 1940’erne andesteg til
jul, mens gåsestegen blev spist nytårsaften.
Begge dage fik de kartofler,
sovs og syltetøj. Bentes far kunne ikke
lide ris à la mande, så i stedet fik de
citronfromage juleaften.
Familien på Grevegaard
holder jul, 1955. Landet.
Landboliv hjemme og
ude.
Gåsehold helt op i 1950’erne
En kvinde fra Greve fortæller om sin
barndom i 1930’erne og 1940’erne, at
de altid havde ænder og gæs på gården
på Greve Main, hvor hun voksede op.
På den måde kunne familien få lidt
ekstra penge og især under 2. verdenskrig
manglede der noget festligt, så

gåse- og andesteg til jul var kærkomment.
Familien fik som regel 12-15
gæslinger, og til jul blev de solgt fra
Grønttorvet på Israels Plads i København.
Familien beholdt kun et par
stykker til næste års æggeforsyning
og så selvfølgelig en til egen julesteg.
Det var helt normalt, at man på denne
Gåsen i moderne tid
– industri, men stadig kvindearbejde
I løbet af 1900-tallet ændrede det
danske samfund sig kraftigt. Danmark
blev rigere, og der blev overskud til at
udvikle landbruget. Man gik fra håndkraft
til maskinkraft, og de produktionsmåder,
der ellers havde været brugt
i de sidste hundreder af år, ændrede
sig. I takt med industrialiseringen
ændredes også gåseholdet. Med tidens
krav om effektivisering kunne det ikke
længere betale sig at hjemmeslagte
fjerkræet og med andelsbevægelsen
så også andelsfjerkræslagterier dagens
lys. De sjællandske bønder havde
længe ønsket sig at starte et fjerkræslagteri
på Sjælland, og i 1932 blev
Ringsted Fjerkræslagteri en realitet.
måde supplerede sin indkomst langt
op i tiden. Især gartnerne og husmandsstederne
på Greve Main havde
mange gæs. Gartnerne solgte ofte den
førnævnte families gæs på Grønttorvet.
De skulle alligevel ind og sælge deres
egne varer.
Ikke kun lokale Ringsted-bønder var
med til at oprette slagteriet. Der var
bønder fra hele Sjælland og også fra
Greve. Mellem 10 og 15 bønder fra
egnen omkring Greve var med, og de
fleste kom fra Karlslunde. Beboerne på
Greve-egnen var altså ikke kun lokalt
orienterede, men forstod at udnytte de
muligheder, de fik.
I 1933 åbnede Ringsted Fjerkræslagteri,
og det blev hurtigt en kvindearbejdsplads.
Ringsted og omegn blev
støvsuget for ledige kvindehænder. På
den måde blev arbejdet, med gåsen
ved at være kvindens domæne, selvom
arbejdet rykkede ud af hjemmet.
Gæssene ankommer
til Ringsted
Fjerkræslagteri.
Udateret. Ringsted
Museum og Arkiv.

Ringsted Andelsfjerkræslagteri 1935
og ca. 1980. Her kan man se forskellen
mellem den første industrialisering
af gåsehold og den senere. På billedet
fra 1935 sidder plukkekonerne på
rad og række og plukker. De sidder
næsten som de ville have gjort, hvis de
plukkede hjemme i stalden. På det andet
hænger gåsen i et transportbånd,
så man hurtigt kan komme videre
til den næste. Ringsted Museum og
Arkiv.

Ikke nok med at industrialiseringen
betød nye arbejdsformer. Den medførte
også nye spisevaner. Tidligere
havde næsten alt mad været sæsonbetonet,
men i løbet af 1950’erne begyndte
der at komme dybfrysere ud til
købmændene på landet og i byerne. En
dybfryser i hjemmet var stadig for dyr,
men hos købmanden kunne man købe
frossent, grydeklart fjerkræ fra for eksempel
Ringsted Fjerkræslagteri. Det
betød, at ænder og gæs ikke længere
behøvede at være julemad men kunne
spises hele året. Også kylling gik fra at
være sommermad til at kunne fås hele
året.
Med til fjerkræindustrien hører også
dun- og dyneproducenter. Med dem
behøvede man nemlig ikke længere
selv at holde gæs for at få de eftertragtede
dun. Overgangen fra hjemmelavede
olmerdugsdyner til nutidens
kanaldyner var dog lang. Mellem
egenproduktion og storindustri kom
dunrenserier frem. Det var renserier
med speciale i dun og fjer, hvor man
kunne man få renset egne dun og
få dem fyldt i dyner eller tage dem
med hjem og selv lave dynerne. Man
kunne købe færdiglavede dyner og
man kunne endda få renset dunene i
sine gamle dyner og eventuelt få lavet
et nyt vår. På den måde genbrugte
man dunene og slap for at købe en ny
dyne. Dunene blev renset ved hjælp
af varme, men nu havde man en stor
maskine til arbejdet i stedet for at
skulle bruge gruekedlen eller ovnen
som tidligere. I Greve kunne man for
eksempel bruge fjerrenseriet i Køge,
der eksisterede fra 1920’erne og frem
til 1986, hvor den sidste ejer lukkede
det. I Greve lå der et almindeligt
renseri på Strandvejen, men ejeren
tog dyner ind og sendte dem til Køge,
så en del Greve-dyner er nok blevet
renset i Køge. Ellers kunne man bruge
fjerrenserierne i Tåstrup, Ringsted eller
København.
Bagsiden af regning på bryllupsudstyr købt ved Schmeltz Væveri udsalg
i Roskilde, 1935. Greve Museum. Se forsiden på side 20.
Spørgsmål
til eleverne:
Arbejder din mor ude
eller hjemme? Og hvad
med din bedstemor og
oldemor?

Gæssene bliver drevet
gennem Algade i Roskilde
på vej til slagteriet.
Udateret. Roskilde Arkiv.
Går gæs i gåsegang?
– gåsen i naturen
Den danske gås nedstammer fra
grågåsen. Egentligt findes der ikke en
særlig dansk gåserace, da f.eks. både
den tyske og svenske tamgås er magen
til danske. De nedstammer også alle
sammen fra grågåsen.
Grågåsen er ikke den eneste vildgås.
Faktisk findes der i Nordeuropa mindst
8 forskellige racer udover grågåsen.
Nogle er selv kommet hertil, men andre,
som f.eks. canadagåsen, er blevet
sat ud i naturen.
Gæssene er lette at kende fra hinanden.
F.eks. har knortegåsen en tydelig hvid
ring om halsen, og bramgåsen har sorthvide
tegninger over hele kroppen. Der
er stor størrelsesforskel på de forskellige
gåseracer. Knortegåsen og den
rødhalsede gås vejer ikke ret meget
mere end 1 kg og canadagåsen når let
op på 4 kg. Grågåsen hører til en af
de store med sine 3,5 kg, og samtidig
er det den mest udbredte i Danmark
og resten af Nordeuropa. I september
2004 talte man mere end 30.000
rastende grågæs i Danmark. Det vil
sige, at mere end 30.000 holdt pause i
Danmark under trækket fra deres sommerhjem
i Nordeuropa til deres vinterhjem
i Sydeuropa. Man regner dog
med, at kun ca. 3500 par yngler her i
Danmark.
Gåsepar holder sammen hele livet,
og de er fælles om yngelplejen. Mens
hunnen ruger de ca. 5 æg ud, bliver
hannen i nærheden og jager eventuelle
fjender væk ved at hvæse, baske
med vingerne og måske endda bide,
hvis den føler sig meget truet. Det er

i øvrigt samme adfærd, man ser hos
tamgåsen, hvis man kommer for tæt
på.
Som nævnt er der hvert år rigtig mange
gæs, der er i Danmark i en periode. De
har bestemte steder, de vender tilbage
til, hvor de kan være i fred, mens de
fælder. Grågåsen skifter nemlig svingfjer
hvert efterår, og mens de venter
på, at de nye vokser ud, kan de ikke
flyve. Deres eneste flugtmulighed er at
løbe væk, hvis der kommer et rovdyr.
Man kan faktisk se, at musklerne på
gåsens krop ændrer sig under fældningen.
Brystmusklerne, som gåsen
bruger, når den flyver, bliver mindre,
mens lårmusklerne bliver større som
følge af løberiet på marken.
Om efteråret kan gæssene være heldige,
at der ligger spildkorn, hvis de
holder rest på en mark. Ellers spiser de
græs og kløver ligesom resten af året.
Gåsen er et flokdyr, der helst vil holde
sig i nærheden af andre gæs. På den
måde er der flere til at holde øje med
farerne, og så er den mest tryg. Men
selvom den er et flokdyr, går gåsen
altså ikke i gåsegang – i hvert fald
ikke bevidst. Som flere af billederne i
materialet viser, går de for det meste i
en stor klump
Som nævnt nedstammer tamgåsen fra
grågåsen, men den tamme er større og
har mere fedt på kroppen. Det er ikke
til at sige, hvornår gåsen blev tam,
men det har været en lang proces.
N.P. Mols: Efterårstræk,
1895. Den Hirschsprungske
Samling.
Maleriet viser vildgæssene,
der flyver sydpå. Imens står
tamgæssene bundet på
jorden og ville gerne flyve
med. Hvilken symbolik er
der i maleriet?

FAKTA
Nordeuropæiske
gåseracer:
Grågås
Blisgås
Bramgås
Dværggås
Canadagås
Knortegås
Kortnæbbet gås
Rødhalset gås
Snegås
Sædgås
Forskellige gåseracer
Forskellige gåseracer tegnet i 1850’erne af Niels Kjærbølling.
Øverst: Snegås og blisgås. Midt: Bramgås. Nederst:
Sædgås og blisgås. Det kongelige Bibliotek.

Forskellige gåseracer tegnet i 1850’erne af Niels Kjærbølling.
Øverst: Speilgås (rødhalset gås), Midt: Knortegås.
Nederst: Blisgås og dværggås. Det kongelige
Bibliotek.
FAKTA
Ved vikingeborgen Trelleborg er
der fundet knogler fra tamgæs, så
der har i hvert fald været domesticerede
gæs de sidste 1000 år.
Domesticering er en meget lang
proces og betyder, at dyret går
fra at være et vildt dyr i naturen
til at blive husdyr. For eksempel
er ulven blevet domesticeret til
en hund og vildhesten er blevet
domesticeret til en hest. Husdyr er
blevet gjort tamme for, at mennesket
har kunnet drage nytte af dem,
og gåsens vigtighed i det gamle
landbosamfund kan der ikke stilles
spørgsmålstegn ved. Dens anvendelsesmuligheder
er nærmest
ubegrænsede som dette materiale
viser.

0
Tegning med bramgåsen. En sjov historie er, at man ikke altid
har regnet bramgåsen for en fugl. I det 13. og 14. århundrede
mente man, at den var et skaldyr. Som katolik måtte man nemlig
ikke spise andet end fisk og skaldyr i fasten, men hvis nu
bramgåsen var et skaldyr, kunne man få lidt afveksling.

Litteratur og kilder
Kilder, erindringer og interview fra Greve Museum, Dansk
Folkemindesamling, Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser
og Dragør Lokalarkiv.
Andersen, H.C.: Eventyr og historier. Sesam 1993.
Brødrene Grimms samlede eventyr.
Brøndegaard, V.J.: Folk og fæ 2. Rosenkilde og Bagger 1992.
Bøtter-Jensen, Anette m.fl.: Opvæksterindringer – antologi om
ændringer i børn og unges vilkår på landet 1860-1920.
Christophersen, Marie: Fra Hedeboegnen. Flensteds Boghandel
1923.
Dehn, Erik: Født til grød eller gås. Gyldendal Uddannelse
2004.
Hansen, Anette Eklund (red.): Børnearbejde – en antologi om
1900-tallets børn og arbejde. Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens
Bibliotek og Arkiv 2005.
Knudsen, Anne: Kyllinger, kyllinger, gæs og høns. I Weekendavisen
29. december 2000.
Krohn: Johan: Peters Jul. Gyldendal 1992.
Olsen, Søren: Gæs. I Kaskelot ps, nr. 4 1998.
Rasmussen, Holger: Hvad gåsen kan bruges til. I: Arv og Eje,
1974.
Skovgaard, Mette: Som man reder. Nationalmuseet 1983.
Thaarup, Sørine: Kogebog for Land- og Byhuusholdninger.
1868.
FAKTA
Udtrykket ”dum som
en gås” bruges nogen
gange om en uintelligent
person, men
faktisk er gåsen ikke så
dum endda.
I Utterslev Mose
ved København er
vildgæssene så menneskevante,
at man
kan komme helt tæt
på dem. Gæssene ved,
at der ikke sker dem
noget her, fordi jagt
er forbudt i mosen
og når jagten går ind
1. september, vender
mange gæs tilbage til
Utterslev Mose for at
være i sikkerhed.

GREVE MUSEUM
N.P. Mols: Efterårstræk,
1895. Den Hirschsprungske
Samling.