Indhold 1. INDLEDNING ...........................................................

INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB Eksamen i Sociologi / januar 2003 

AARHUS UNIVERSITET Søren Rasmussen 

Indhold 

1. INDLEDNING ........................................................................................... 1 

2. BEGREBSAFKLARING: HVAD ER POLITIK? ............................................. 1 

3. GLOBALISERINGSTEORIER OG IDENTITET .............................................. 2 

Spørgsmålet om identitet..............................................................................2 

Globaliseringens konsekvenser – en nuancering..........................................3 

Ekskurs: Hvad siger empirien?.....................................................................5 

4. UDFORDRINGER FOR DEN INSTITUTIONALISEREDE POLITIK................... 6 

Individualiseringens betydning ....................................................................6 

Mediernes rolle.............................................................................................7 

Det globale perspektiv..................................................................................8 

Nye deltagelsesarenaer .................................................................................9 

5. AFSLUTNING......................................................................................... 10 

6. LITTERATUR ......................................................................................... 11


AARHUS UNIVERSITET Eksamensnummer: 792 

1. Indledning 

Nærværende opgave er en besvarelse af spørgsmål 2 og er således en 

diskussion af politikkens vilkår i det senmoderne. De to kapitler fra Schultz 

Jørgensens bog orienterer sig bredt i diagnosen af politikkens vilkår. En 

central tanke i fremstillingen er, at globaliseringen har affødt en frisættelse 

af individet. Denne frisættelse implicerer fremvæksten af en ny politikdimension, 

som sætter fornyede krav til såvel de etablerede politiske institutioner 

som det politiske som sådan. Dette sker sideløbende med ændringer 

i den politiske kommunikation i takt med, at der er sket en selvstændiggørelse 

af massemedierne, men skal også sættes i relation til en ændring af 

den politiske horisont: Politikken får en udbredelse, som rækker udover 

nationalstaten, der hører industrialiseringen til. Endelig udfordres politikken 

af en række nye deltagelsesformer. 

I forhåndenværende opgave eftersøges denne senmoderne udvikling, 

særligt med henblik på konsekvenserne for de etablerede politiske institutioner, 

under inddragelse af relevant sociologisk teori. 1 

2. Begrebsafklaring: Hvad er politik? 

Diskursen om politik har i det senmoderne på flere punkter ændret sig. 

Politik fremstilles af Schultz Jørgensen (2002: 155) som dét redskab, der 

skal danne orden i kaos. I forhold til denne minimale definition fremstår 

forskellige tilgange til den ordensskabende praksis. Er politik alene knyttet 

til fordelingen af værdier med gyldighed for samfundet, som det formuleres 

af David Easton, 2 eller handler politik, som Deborah Stone argumenterer 

for, om den strategiske repræsentation af situationer (1988: 107)? For 

Easton er politik et isoleret økonomisk foretagende, mens Stones sigte i 

højere grad er sprogligt. Stones teori betoner udover fordelingen af værdier 

også formuleringen og fastsættelsen af disse. 

For nærværende opgave fremstår Stones politikforståelse som den 

mest relevante. Et kendetegn ved det senmoderne er nemlig, at det politiske 

felt udvides fra alene at have et emanciperende formål i forbindelse med en 

omfordeling af samfundets goder til også at reflektere spørgsmål om identitet. 

Og denne revurdering af identiteten har i det senmoderne betydelige 

implikationer for fastsættelsen af værdier. Dertil kommer, at Stones begreb 

om politik i højere grad indfanger ændringer i den politiske (af-)mobilisering 

og kommunikation. 

1 Det senmoderne er et komplekst begreb at indfange. Det defineres af Giddens (1996: 11) som 

”den nutidige verden”. Det ses her som en epokal betegnelse, som gælder perioden fra ca. 1973 og 

frem. Det senmoderne har en række implikationer for det sociale liv, blandt andet nye former for 

organisering, kommunikation og individualitet. 

2 Easton refereres fra Hague & Harrop (2001: 65). Eastons indflydelsesrige teori blev formuleret i 

1965. 

1



Politik skal ikke alene forstås i en institutionel sammenhæng som en 

praksis, der udføres af etablerede politiske aktører, nemlig partier og interesseorganisationer. 

Man må endvidere forstå politik i en bredere samfundsmæssig 

sammenhæng. Det var politik, da unge danskere i fjor rejste til 

Israel som fredsvagter, ligesom boykotten af fransk vin i protest over 

Chiracs atomprøvesprængninger i Mururoa i 1995 må betegnes som en politisk 

handling. Det politiske har også en udbredelse i helt dagligdags gøremål, 

når forbrugere fravælger æg fra burhøns for i stedet at købe økologiske 

æg. Således må grænsen mellem politiske og henholdsvis sociale og kulturelle 

aktiviteter betegnes som uklar. 

Politik betragtes altså her som en kamp mellem både institutionaliserede 

og uafhængige aktører om retten til at formulere, fastsætte og fordele 

såvel materielle som identitetsmæssige værdier. 

3. Globaliseringsteorier og identitet 

Spørgsmålet om identitet 

Et af de centrale begreber i diskussionen om det senmoderne er globaliseringen. 

Paul Hirst er skeptisk overfor værdien af begrebet og betegner det 

som en myte. Dette kan henføres til, at han alene forstår globalisering som 

en åben, international økonomi med en stor og stigende strøm af handel og 

kapitalinvesteringer mellem lande (1997: 14). Globaliseringstendenserne 

kan imidlertid spores på andre områder end det økonomiske, og at der er 

sket en voldsom ekspansion og udbredelse af globale medier og kommunikationsformer 

står ikke til diskussion,. 

Det er blandt andet denne udvikling, som får Manuel Castells til at 

tale om et netværkssamfund. Netværkssamfundet implicerer en fragmentering 

af kulturen, idet en øget diversitet i medieudbuddet fører til en segmentering 

af publikum (2000: 12). Således erstattes den tidlige modernitets 

uniforme massepublikum med forskellige senmoderne, interaktive publikumsgrupper. 

Tilsvarende fører udviklingen af netværksbaseret kommunikation 

i form af elektronisk hypertekst til en individualisering i afkodningen 

af den kulturelle betydning (2000: 22). 3 Netværkssamfundet er centerløst. 

Denne indbyrdes sammenhæng mellem globalisering og individualisering 

betyder med Giddens begreber, at afstanden mellem det ekstensionelle 

forstået som globale påvirkninger og det intensionelle i betydningen personlige 

dispositioner formindskes i en grad, så der i det senmoderne er et 

3 Castells synspunkt fremstår som en revision af Habermas’ analyse af den borgerlige offentligheds 

forfald. Ifølge Habermas (1975) implicerer fremvæksten af massemedierne envejskommunikation 

frem for dialog, hvorved individerne går fra at være aktive, kulturræsonnerende deltagere til 

at være passive, kulturkonsumerende tilskuere. 

2



sammenfald mellem disse. Den udviklede massekommunikation implicerer 

en gensidig indtrængningsproces mellem selvet og systemer på globalt 

niveau (1996: 13). 

Giddens henfører denne dynamik til tre tendenser i det senmoderne, 

nemlig adskillelsen af tid og rum, udlejringen af sociale institutioner og en 

gennemgribende refleksivitet. Adskillelsen af tid og rum er betingelsen for 

den udviklede kommunikation, mens udlejringsmekanismerne indebærer en 

dekvalificering af hverdagslivet – tidligere etablerede rutiner og praksiser 

bliver genstand for revision. Dette er baggrunden for den senmoderne 

refleksivitet, der dækker over de konstante justeringer i det sociale livs 

organisering og vilkår, som affødes af ny information og viden (1996: 32). 

Det senmoderne er en post-traditionel orden, hvor interaktionen mellem 

det lokale og det globale stiller fornyede krav til individet. Selvet bliver 

et refleksivt projekt, der forbinder personlig og social forandring, og tvinges 

således til en konstant rekonstituering. Løsrevet fra industrisamfundets 

strukturerende klassebevidsthed med fagforening, partibog og kooperationer 

fremstår individet i det senmoderne som et egentligt individ med 

egne individuelle behov. 4 Denne frisættelse, hævder Giddens (1996: 14), 

tvinger individet til at vælge livsstil blandt mange forskellige muligheder. 

Disse livsstilsvalg bidrager med nye temaer i den politiske debat, og derfor 

indfører Giddens (1996: 19) en dimension udover den emancipatoriske politik, 

som han benævner livspolitik. Denne ny politik drejer sig om menneskelig 

selvrealisering på både individuelt og kollektivt niveau og svarer til 

det, Schultz Jørgensen betegner som identitetspolitik. 5 

Globaliseringens konsekvenser – en nuancering 

Den ovenfor skitserede ændring i det senmoderne samfund, som Giddens 

og Schultz Jørgensen tilsyneladende er enige om, påkalder sig ved videre 

analyse en vis modifikation. Man kan stille sig spørgende overfor, om den 

er slået igennem med den styrke, som de hævder. Schultz Jørgensen anerkender, 

at der er forskellige positioneringer på den nye politikdimension, 

mens denne problematik ignoreres hos Giddens. Derfor er Zygmunt Baumans 

analyse interessant, fordi han problematiserer konsekvenserne af globaliseringen 

(Bauman, 1998). I stedet for at betragte globaliseringen som en 

tendens, der slår igennem med samme gyldighed og effekt for alle individer, 

betragter Bauman først og fremmest globaliseringen som elitens projekt. 

Det er de ressourcestærke og veluddannede, som beskæftiger sig med 

international handel og anvendelse af ny IT-teknologi, der har det største 

udbytte af globaliseringen. De er klædt på til det senmodernes udfordringer 

4 Jf. Schultz Jørgensen (2002: 135). 

5 Schultz Jørgensens udvikling af identitetspolitikken ligger i direkte forlængelse af Giddens’ 

modernitetsanalyse. 

3



for selvet. 6 Omvendt er det for den gruppe, som ikke er i stand til at tilpasse 

sig den nye orden. Her vil kravene om refleksivitet og valg af livsstil blive 

mødt med modløshed (Bauman, 1998: 27). Derfor hævder Bauman, at ophævelsen 

af tid/rum-afstande snarere end at homogenisere de menneskelige 

vilkår har en tendens til at polarisere dem (1998: 24). 7 

Denne distinktion kan videre belyses i Pierre Bourdieus teori om livsstilsvalg 

og sociale positioner. Af ovennævnte fremgår, at det er individer 

med en stor kulturel kapital, der er bedst indstillet på globaliseringens konsekvenser. 

Kulturel kapital dækker nemlig over uddannelse, men skal også 

forstås i en videre betydning som en evne til at tolke kulturens referencesystem. 

8 Derfor replicerer globaliseringens forandringer kun den eksisterende 

orden; man kan sågar hævde, at det senmodernes refleksive udfordringer 

ekspliciterer og udvider de skel, som findes i det industrielle samfund. 

Tilsvarende er der ikke belæg for at formode, at den udvidede kommunikation 

vil rette op på eksisterende ubalancer i fordelingen af social 

kapital forstået som tilhørsforholdet til bestemte sociale grupper. Tværtimod 

må man som en konsekvens af ovenstående analyse fastholde, at de 

udvidede muligheder for social interaktion i det netværksbaserede kommunikationssystem 

primært kommer individer med høj social kapital til gode. 

Bauman drager en radikal konsekvens af denne opsplitning, idet han 

sammenkæder fremvæksten af nye, eksklusive kommunikationsformer med 

en degradering af det offentlige rum (1998: 31). Denne opfattelse er i overensstemmelse 

med Castells tanker om det centerløse netværkssamfund. For 

Bauman betyder dette en fratagelse af mulighederne for at debattere normer, 

overveje værdier, argumentere for og imod dem: 

Værdidomme om rigtigt og forkert, smukt og grimt, sømmeligt eller upassende, 

nyttigt eller unyttigt kan kun dale ned fra det høje, fra regioner, hvor kun det 

allerskarpeste blik en sjælden gang kan trænge ind. […] Der er ikke levnet plads til 

de ”lokale opinionsdannere” og heller ikke til den ”lokale opinion” som sådan 

(Bauman, 1998: 31). 

Med andre ord forsvinder muligheden for at bedrive politik i den forstand, 

at alle kan være med. 

6 Det må således primært være denne gruppe af individer, som Schultz Jørgensen refererer til, når 

han skriver, at ”den enkelte arbejder ikke længere er et anonymt led i et samlebånd, men et menneske, 

der stiller krav om at få opfyldt egne, individuelle behov i både arbejdsliv og livet under ét” 

(2002: 135). 

7 Globaliseringens tendens til elitedannelse implicerer en eksklusion af de personer, som ikke er 

med på globaliseringsbølgen. Eksklusion i den forstand, at de fremstår som ikke-relevante i systemets 

kommunikation (Luhmann, 2002:135). 

8 Jf. Järvinen (2001: 349). 

4



Ekskurs: Hvad siger empirien? 

Distinktionen mellem en elite med stor kulturel kapital, som tager globaliseringens 

muligheder til sig, og en ”underklasse” med lille kulturel kapital, 

som stadig er forankret i det lokale, har betydelige implikationer for positioneringen 

på den ny politikdimension. Dette finder Ole Borre empirisk 

belæg for i sin analyse af Folketingsvalget i 1994, hvor han typologiserer 

vælgerne i fire grupper. Nemlig Venstrefløjen, som ligger til venstre på 

begge politikdimensioner, Gamle Socialister, som er venstreorienterede i 

fordelingsspørgsmål, men højreorienterede på identitetspolitikken, Grønne 

Borgerlige, som ligger til højre på den gamle politikdimension, men til venstre 

på den nye, og endelig Højrefløjen, som ligger til højre på begge dimensioner 

(Borre, 1997: 45). Tabel 1 viser sammenhængen mellem ideologisk 

type og uddannelsesniveau. 

Tabel 1. Ideologisk type i forhold til skolegang. Procent. 

7 år 8-9 år 10 år 12+ år 

Venstrefløj 12 23 29 42 

Gamle socialister 37 39 30 12 

Grønne borgerlige 8 10 14 26 

Højrefløj 43 29 26 20 

Total 100 100 100 100 

Total Nye Venstre 20 33 43 68 

Nye Venstre=Venstrefløj+Grønne Borgerlige. (Borre, 1997:62). 

Af tabellen fremgår, at der er en stærk sammenhæng mellem uddannelsesniveau 

og position på den nye politikdimension. 9 Hvor kun en femtedel af 

de lavestuddannede tilhører det Nye Venstre, er det mere end to tredjedele 

af de højestuddannede, som placerer sig her. Det er de højestuddannede der 

i Baumans optik forventes at være bedst til at tilegne sig de nye muligheder 

under globaliseringen, og Borres analyse viser, at de højestuddannede placerer 

sig markant længere til venstre på den nye politikdimension. Denne 

position er kendetegnet ved global ansvarlighed, pro-miljø-holdninger, 

”blød” retspolitik og åbenhed overfor immigration (Borre, 1997: 42). 10 Der 

synes således at være en alvorlig politisk slagside ved den øgede globaliseringen. 

Hvis det hænger sådan sammen, at det er de ressourcestærke med 

stor kulturel kapital, som primært omfavner globaliseringens muligheder, 

og de samtidig er disponeret for en signifikant mere venstreorienteret hold- 

9 Hvilket er i overensstemmelse med Bourdieus forudsigelse (1997: 22-23). 

10 Borre viser videre i sin analyse, at det netop er uddannelsesniveauet, som bidrager med størst 

forklaringskraft med hensyn til position på identitetspolitikken (1997: 63). Rune Stubager bekræfter 

i en senere analyse af Folketingsvalget i 1998 uddannelsens betydning for placeringen på den 

nye politikdimension (2000: 28). 

5



ning på den ny politikdimension, så indebærer det en skævvridning af det 

politiske landskab. Samtidig er det uhensigtsmæssigt i forhold til et ideal 

om, at alle borgere skal have lige muligheder for deltagelse i såvel 

fastsættelse som fordeling af værdier. 11 

4. Udfordringer for den institutionaliserede politik 

Individualiseringens betydning 

Der er imidlertid flere forhold, som gør, at ovenstående analyse må tages op 

til revision. Først og fremmest må det faktum, at det Nye Højre særligt i 

form af fremmedangst møder stor tilslutning i den aktuelle politiske debat, 

siges at udgøre en alvorlig udfordring for teorien om, at de globaliseringsvenlige 

med Nye Venstre-holdninger har monopoliseret politikkens diskurs. 

Netop denne tilsyneladende modsigelse er den slovenske filosof Slavoj 

Zizek opmærksom på: 

Paradokset er, at den eneste politiske kraft, som stadig har en slags kraft til at ryste 

op i vores forestillingsverden, er den populistiske højrefløj. Det er de eneste, der er 

i live, alle andre er grå. 12 

Årsagen hertil er ifølge Schultz Jørgensen, at partierne ikke har været i 

stand til at inkorporere livspolitikken i deres program. Senmodernitetens 

differentiering af identiteter bliver ikke imødekommet i partiprogrammerne, 

som stadig er bundet op på en forestilling om kollektive interesser. Dette 

gør sig særligt gældende for Socialdemokratiet (Schultz Jørgensen, 2002: 

139). Overfor dette må man indvende, at partier som SF og Det Radikale 

Venstre fremstår med en klar venstreorienteret profil i spørgsmål som vedrører 

identitetspolitikken. Schultz Jørgensens anke overfor disse partier er, 

at de grundlæggende underkender eksistensen af identiteter (2002: 146). 

Man kan tolke det Nye Højres aktuelle succes som et tegn på, at globaliseringens 

fordringer om refleksivitet og individuelt livsstilsvalg endnu 

ikke mødes i store dele af befolkningen. Dette er i overensstemmelse med 

Baumans analyse af globaliseringens konsekvenser, og man må derfor konkludere, 

at den overvejende del af befolkningen endnu ikke i form af uddannelse 

har oparbejdet en kulturel kapital, som sætter dem i stand til at 

frigøre sig fra den eksklusive identitet, som Schultz Jørgensen taler om 

(2002: 144). Identitetsbegrebet i det Nye Højre er netop eksklusivt, da det 

forsøger at holde identiteten fast i bestemte grupper, fx det danske (2002: 

145). 

11 Jf. Robert A. Dahls betingelser for demokrati (1956: 67-71). 

12 Interview med Zizek i Politiken (2002). 

6



Følgelig anerkender Schultz Jørgensen eksistensen af identiteter, men 

fremsætter et ønske om, at de formuleres fremadrettet, så de ikke afspejler 

en nostalgisk længsel efter en svunden tid, og inklusivt, så de er omfavnende 

og ikke-chauvinistiske (2002: 146). Partierne skal sætte ord på disse 

identiteter, og samtidig må det politiske system indrettes på en mere fleksibel 

måde, så det bedre kan tilpasse sig den individualiserede offentlighed. 

Det er den institutionaliserede politiks vilkår, at den i sin nuværende form 

ikke magter at omsætte Schultz Jørgensens ønsker til reel forandring. Og 

dette er et problem for partiernes legitimitet. Vilkåret er som Ulrich Beck 

skriver: ”En institutions beståen er baseret på, at den anerkendes socialt 

som en permanent løsning på et permanent problem” (1999: 115-116). Partierne 

i deres nuværende konstituering fremstår ikke som permanente løsninger 

på den senmoderne udfordring af politikken. 

Spørgsmålet, som Schultz Jørgensen undlader at besvare, er, hvordan 

institutionernes tilpasning til det senmoderne skal udføres i praksis. Heller 

ikke Castells centerløse netværkssamfund eller Giddens begreb om livspolitik 

kan betragtes som konkrete bud på, hvordan en politik, som imødekommer 

de senmoderne udfordringer, skal formuleres. Diagnosen er klar: 

politikkens vilkår udfordres i det senmoderne, men de nuværende teorier 

skylder stadig at forklare, hvordan behandlingen skal sættes ind. 

Mediernes rolle 

”In almost all countries, media have become the space of politics”, skriver 

Manuel Castells (2000: 13). Dette forhold er et indiskutabelt træk ved det 

senmoderne. Politikken diskuteres ikke i forsamlingshuset, men på tvskærmen 

og i dagbladene. Medierne har i løbet af det 20. århundrede gennemgået 

en gradvis selvstændiggørelse fra den politiske institution. 13 Samtidig 

er antallet af landsdækkende aviser blevet markant formindsket, mens 

det offentlige tv-monopol er blevet afviklet. Denne udvikling har ifølge 

Hjarvard (1994: 34-37) betydet, at medierne som helhed er gået fra at være 

formidler af andre samfundsinstitutioners virksomhed til at have en rolle 

som selvstændig medieinstitution, hvilket har medført, at modtagerne af 

medierne opfattes som kunder frem for som borgere. 

At medierne er frigjort fra partierne, indebærer imidlertid ikke, at de 

har mistet deres betydning for den politiske debat i samfundet. Partierne har 

i det senmoderne mistet deres ideologiske fundament, og derfor må de i 

medierne hente det offentlige samtykke til politiske beslutninger. Dette 

betyder, at den politiske debat føres på mediernes præmisser, og disse er i 

stigende grad præget af økonomiske interesser. Kommercialiseringen har 

konsekvenser for debatten, da medierne med øje for oplagsmaksimering 

kører hetz og kampagnejournalistik frem for at give plads til argumenter, 

som det fremføres af Loftager (1999: 23). 

13 Jf. Hjarvard (1999: 32). 

7



Det er således den politiske diskurs, som ændres i det senmoderne. 

Partierne konkurrerer om seernes opmærksomhed, og dette medfører en 

tendens til at fokusere på politikkens struktur og form på bekostning af indholdet. 

14 Dette er en udvikling, som også Castells betoner: ”Media politics 

needs to convey very simple messages. The simplest message is an image. 

The simplest, individualized image is a person” (2000: 13). Dertil kommer 

en journalistisk teknik, der af Hjarvard (1999: 48) betegnes som montage. 

Dette er en redigering af det politiske udsagn, hvor journalisten klipper 

småbidder af udtalelser sammen til en ny betydningsmæssig sammenhæng. 

Formålet hermed er, at kondensere udsagnet, men det sker altså på det fulde 

arguments bekostning. På denne måde flyttes den aktive del fra politikeren 

til journalisten. Politikeren kan – med stigende hjælp fra medierådgivere – 

tage højde for dette ved at tilpasse sine udsagn, så de passer til den kommercielle 

medieverdens krav, men dette betyder da også, at den politiske 

kommunikation føres på mediernes præmisser. 

Den kommercialiserede medieverden implicerer således en ændring i 

politikkens vilkår. Hvor den tidligere har haft en loyalt refererende presse, 

står den i det senmoderne overfor en redigerende instans. 

Det globale perspektiv 

Schultz Jørgensen peger på endnu en udfordring for den nuværende organisering 

af de politiske institutioner. Denne går på, at mange af problemerne i 

det senmoderne samfund ikke kan løses i nationalstatsligt regi (2002: 151). 

Schultz Jørgensen peger blandt andet på miljøproblemer, styring af genmanipulation 

og kontrol med kemiske våben (2002: 154). 

Relateret til denne udfordring er Castells analyse af statens suverænitet 

i netværkssamfundet, der undergraves af de globale værdistrømme, 

kommunikation og information. Der er således tale om en decentralisering i 

forhold til den eksisterende magtbalance: 

The state in the information age is a network state, a state made out of a complex 

web of power-sharing, and negotiated decision-making between international, 

multinational, national, regional, local, and non-governmental, political institutions 

(Castells, 2000: 14). 

I europæisk regi afhænger løsningen af denne problematik, som det betones 

af Harste (2001), af dueligheden af kommunikationsnetværket i en Europaomspændende 

offentlighed, som i sidste ende implicerer, at de politiske 

partier udvikler sig til et europæisk partisystem gennem sammenslutning af 

partier. 

14 Jf. Loftager (1999:25). 

8



Nye deltagelsesarenaer 

Når de etablerede politiske institutioner ikke har formået at tilpasse sig et i 

stigende grad differentieret publikum, har det betydet, at andre kanaler for 

politikudøvelsen er blevet taget i brug. Den individualiserede deltagelse er 

slået igennem med størst tydelighed i det, som Ulrick Beck betegner som 

subpolitik (1999: 108). Ved subpolitik forstår Beck den deltagelsesform, 

som opstår, når det rigtig politiske eksproprieres fra det politiske system og 

kommer ændret tilbage i en anden form indenfor alle samfundets øvrige 

områder. Hvis man her tænker på bevidst politisk forbrugeradfærd, 

græsrodsaktivitet og lokalt engagement, så er der tale om en slags 

demokratisering fra neden. 

Becks analyse tager afsæt i hans begreb om risikosamfundet, der 

betegner, at det senmoderne samfund producerer en række risici, som ikke 

tidligere har eksisteret. Her har det økologiske spørgsmål Becks største interesse. 

Man kan tænke på risikoen for radioaktive udslip, forurening af drikkevand 

etc. Den voksende interesse for miljømæssige konsekvenser af den 

senmoderne samfundsform implicerer, ifølge Beck (1998: 117-118), at det 

økologiske indtænkes i økonomien. På denne måde bliver økonomien i 

højere grad et politisk spørgsmål, da det ikke alene drejer sig om fordeling 

af goder, men også om fordeling af risici. Dette betyder, at borgerne politiseres 

som politiske forbrugere, og dette er årsagen til erhvervslivets ”nye 

fromhed”, som Beck ironisk betegner virksomhedernes øgede interesse for 

moral i forhold til miljøet, etik og ansvarlighed. Der er i denne sammenhæng, 

at man skal forstå Schultz Jørgensen, når han skriver, at kritiske forbrugere 

begynder at stemme med tegnebogen (2002: 160). Eksterne grupper 

af borgere/forbrugere får mulighed for at øve indflydelse på økonomien, og 

det er denne aktivitet, der betegnes som subpolitik. Subpolitikken kan derfor 

betragtes som et effektivt alternativ til den officielle politik, der ifølge 

Beck har været allieret med industrien i et fælles ønske om økonomisk 

vækst. 

En mere radikal, men på det seneste meget omtalt variant af subpolitik, 

er den internationale terrorisme. Den har adapteret de senmoderne udfordringer 

– blandt andet ved at være løsrevet fra tid/rum-afstande i kraft af 

en centerløs netværksorganisering. Denne politikform har været særdeles 

effektiv og har affødt en revision af den etablerede politik, så den i højere 

grad orienterer sig sikkerhedspolitisk. Terroren klassificeres i den officielle 

protokol, som et fænomen, der hører under sikkerhed, lov og orden, men 

som man med Bauman snarere kan se som et forsøg på at gøre ”territoriale 

krav gældende klart og tydeligt og dermed blot følge de nye regler i det territoriale 

spil, som alle andre spiller med så stor energi” (1998: 28). På tilsvarende 

vis taler Zizek om den gode vold: 

9



Tag protesten mod globaliseringen. Det er nemt at tage afstand fra demonstranterne, 

fordi de har brugt vold. Selv støtter jeg fuldstændig det voldelige aspekt. Lad 

os dog være ærlige. Uden denne såkaldte voldelige udskejelse ville ingen have hørt 

om antiglobaliseringsbevægelsen. 15 

Volden er altså i Zizeks øjne et legitimt middel i forsøget på at få politisk 

indflydelse. Parallelt med denne holdning argumenterer Habermas for den 

civile ulydighed, der er en radikal form for pression, som kan anvendes 

overfor ellers uigennemtrængelige politiske strukturer. 16 

For politikkens vilkår udgør fremvæksten af politiske forbrugere, den 

internationale terrorisme og vold som politisk deltagelsesform imidlertid 

kun endnu en udfordring. At der findes stadigt flere måder at udtrykke de 

politiske ønsker på, medvirker ikke til, at det bliver lettere at opnå politiske 

kompromisser. Tværtimod implicerer den udstrakte grad af individualiserede 

ønsker og flere måder at udtrykke disse på, at politikken kompliceres. 

Schultz Jørgensens svar på denne udfordring er en art politisk pædagogik 

(2002: 155). Politikken skal søge at nå en forståelse for, hvori det ”komplekse” 

består og derefter give bud på, hvordan kompleksiteten håndteres, 

så den giver politisk mening. I forhold til den alvorlige trussel, som den 

internationale terror udgør mod det etablerede demokrati, fremstår denne 

pædagogik noget naiv. 

5. Afslutning 

Politikken er i det senmoderne blevet mere kompleks. Der er flere aktører, 

som er individualiserede og frigjorte fra industrialiseringens bindinger. 

Øget refleksivitet og fokusering på individets behov for selvrealisering har 

betydet et nyt politisk sprog, som kommer til udtryk i den såkaldte livspolitik. 

Det må dog anføres, at opløsningen af industrialiseringens klassebestemte 

skillelinjer i det senmoderne erstattes af nye skillelinjer, som primært 

er bundet op på uddannelsesniveau. 

Der er flere magtcentre i den forstand, at de politiske institutioner 

samtidig fungerer både nationalstatsligt og overstatsligt. Magten er yderlige 

decentraliseret, idet uafhængige medier i det senmoderne sætter nye krav til 

den politiske kommunikation samtidig med, at bevidste, politiske forbrugere 

i praktiseringen af subpolitik med forskellige pressionsmidler reformulerer 

den politiske dagsorden. 

Konkluderende må det siges, at perspektivet på det politiske rykkes 

fra systemniveau til agentniveau. Den differentierede samling af aktører 

udgør en alvorlig udfordring for det politiske, hvis løsning teorierne endnu 

mangler at gøre rede for. 

15 Interview med Zizek i Politiken (2002). 

16 Jf. Andersen (2001: 379). Det må her betones, at hverken Bauman, Zizek eller Habermas i deres 

artikler retfærdiggør eller forsvarer den internationale terror. 

10



6. Litteratur 

Andersen, Heine (2001), “Jürgen Habermas”, pp. 364-381 i Heine Andersen & Lars 

Bo Kaspersen (red.), Klassisk og moderne samfundsteori, 2. reviderede udgave, 

København: Hans Reitzels Forlag. 

Bauman, Zygmunt (1998), Globalisering – De menneskelige konsekvenser, København: 

Hans Reitzels Forlag, pp. 13-31. 

Beck, Ulrich (1999), “Subpolitik – Økologi og opløsningen af institutionel magt”, pp. 

107-127 i Kurt Aagaard m.fl. (red.), Risiko, politik og miljø i det moderne samfund, 

København: Forlaget Sociologi. 

Borre, Ole (1997), “Old and New Politics”, pp. 40-64 i Ole Borre & Jørgen Goul Andersen, 

Voting and Political Attitudes in Denmark: A Study of the 1994 Election, 

Århus: Aarhus University Press. 

Bourdieu, Pierre (1997), “Socialt rum og symbolsk rum”, pp.15-31 i Af praktiske grunde, 


Castells, Manuel (2000), “Materials for an exploratory theory of the network society”, 

British Journal of Sociology, vol. 51, no. 1, London School of Economics, pp. 5- 

23. 

Dahl, Robert A. (1956), A Preface to Democratic Theory, Chicago & London: The 

University of Chicago Press, pp. 63-89. 

Habermas, Jürgen (1975), Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall, København: 

Fremad, pp. 131-168. 

Hague, Rod & Martin Harrop (2001), Comparative Government and Politic. An Introduction, 

Fifth Edition, Hampshire & New York: Palgrave, pp. 64-65. 

Harste, Gorm (2001), “Blot et fædrelandenes Europa?”, i Jürgen Habermas – introduktion 

og tekster, Århus: Modtryk, ingen paginering. 

Hirst, Paul (1997), “Globaliseringen er blevet moderne – men er det en myte?”, pp. 13-37 

i Globalisering, demokrati og det civile samfund, København: Hans Reitzels 

Forlag. 

Hjarvard, Stig (1999), “Politik som mediemontage. Om mediernes forandring af den 

politiske kommunikation”, pp. 30-51 i Jørgen Goul Andersen et al. (red.), Den 

demokratiske udfordring, København: Hans Reitzels Forlag. 

Järvinen, Margaretha (2001), “Pierre Bourdieu”, pp. 342-363 i Heine Andersen & Lars 

Bo Kaspersen (red.), Klassisk og moderne samfundsteori, 2. reviderede udgave, 


Loftager, Jørn (1999), “Fungerer den politiske offentlighed?”, pp. 13-29 i Jørgen Goul 

Andersen et al. (red.), Den demokratiske udfordring, København: Hans Reitzels 

Forlag. 

Luhmann, Niklas (2002), “Inklusion og eksklusion”, Distinktion – Tidsskrift for samfundsteori, 

nr. 4, pp. 121-139. 

Schultz Jørgensen, Kresten (2002), Homo Zapiens – mellemtider fra kulturrevolutionen, 

København: Fremad, pp. 130-161. 

Stone, Deborah A. (1988), Policy Paradox and Political Reason, Scott, Foresman and 

Company, p. 107. 

Stubager, Rune (2000), “Ny politik i Danmark”, Økonomi og politik, vol. 73/3, pp. 15-30. 

Zizek, Slavoj (2002), “Kapitalisme, kulturel kapitalisme”, Interview med Slavoj Zizek 

ved Jes Stein Pedersen, Politiken, 28. november 2002, http://politiken.dk/visartikel.iasp?pageID=244855 

11

Indhold 1. INDLEDNING ...........................................................

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?