Peter Schepelern: Den uendelige historie - Civilisatorik

Den uendelige historie
EKKO 50, september-oktober 2010
For ti år siden startede en veritabel guldalder i amerikansk tvfiktion,
der gav serierne et imponerende kvalitetsløft. Hvordan
trives serierne og fortælleglæden i dag?
Af Peter Schepelern
Amerikansk tv har altid været den utrættelige leverandør af
fortællende underholdning, en slags elektronisk Sheherazade,
som vi ikke nænner at slukke for, fordi vi lige må se, hvordan det
fortsætter. Serierne har sat deres uafviskelige præg på hele
vores kollektive bevidsthed. I Love Lucy, Colombo, Dallas, Det lille
hus på prærien og Friends har været blandt klodens mest
populære kulturprodukter.
Men alligevel har der nok været enighed om, at disse serier ikke
ligefrem var højdepunkter i menneskehedens åndelige
frembringelser. Det er, hvad man kunne kalde pragmatisk kultur,
som er underlagt helt kontante betingelser: Det skal ikke være
kunst, det skal være færdigt!
Ved årtusindskiftet oplevede amerikansk tv et boom af reality-tv,
hvor menigmand fik adgang til de femten minutters berømmelse
og the stuff that dreams are made of. Men heldigvis foldede
fiktionsserierne sig samtidig ud med hidtil uset frodighed og
originalitet.
Det var kabelkanalen HBO, der var hovedaktøren i det
påfaldende kvalitetsløft, der fandt sted i amerikansk tv. De kom
med rigt facetterede serier som The Sopranos (1999-2007), Six
Feet Under (2001-2005), Sex & the City (1998-2004), Carnivàle
(2003-2005) og Deadwood (2004-2006). Det førte til
konkurrence fra en række andre kabel-kanaler som Showtime,
AMC, USA Network og Fx, men fremkaldte også nye ambitioner i
det almindelige reklamefinansierede network-tv med især ABC’s
Lost (2004-2010) og Desperate Housewives (2004-).
Amerikansk tv’s nye guldalder har mindelser om 1930’ernes
klassiske epoke i Hollywood-filmen. Dengang var det filmmediets
fortællemaskine, der rigtigt kom i omdrejninger med genrer og
dramaturgi, produktivitet og kreativitet. Nu er det tv-fiktionen,
hvor den amerikanske fortællekunst (gen)opfindes og udfoldes
med størst ihærdighed og energi.
Stadig strøm af kriser
Serierne har deres særlige dramaturgi. Hvor den typiske
mainstreamspillefilm fokuserer på et afgrænset plot, dér er
serien optaget af et univers og en række karakterer. Hvor
spillefilmen satser på en bestemt konflikt, et bestemt spørgsmål,
behandler serien en stadig strøm af kriser og dramatiske
tilspidsninger, stadige overraskelser og vendepunkter, som så
igen neutraliseres og erstattes af andre.
Og hvor spillefilmen følger en kausal bevægelse hen mod den
afsluttende løsning og opklaring, dér er tv-serien principielt
henholdende. Man skal have nok at vide til, at det virker
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temaer&nid=44&id=200 1

interessant og spændende, men man må endelig ikke vide så
meget, at sagen bliver uddebatteret. Det endelige svar, den
endelige løsning, bliver udsat igen og igen.
Tv-serier opererer traditionelt med to grundstrukturer. Enten får
vi selvstændige episoder om de samme personer i det samme
univers (som i Friends). Eller også får vi en sammenhængende
episk fortælling, en føljeton, hvor handlingen fortsætter og
fortsætter, idet hvert afsnit hænger sammen med det næste
(som i Twin Peaks).
I de senere år ser man i stigende grad en dramatisk struktur, der
kombinerer de to strukturer. Man kan tale om et makro-plot og
et mikro-plot, hvor serien har en overordnet handling, der løber
gennem alle afsnittene, men samtidig giver de enkelte afsnit en
selvstændig handling. Det er en slags både/og-dramaturgi, som
giver god mening i et medie, hvis eksistens er afhængig af evnen
til at fange publikum.
Bedrag i lækker indpakning
Amerikansk tv har sine stamgenrer, der er rygraden i systemet —
sitcom (komedie), soap (melodrama) og action/crime/adventure
(spænding). Men det er en påfaldende tendens i de moderne
serier, at der i stigende grad satses på hybridformer, hvor der
fortælles med en blanding af drama og komedie, realisme og
fantasi.
Det er særlig påfaldende i den netop afsluttede Lost, som med
virtuositet har dyrket sammenblanding af romantik og
katastrofer, okkultisme og tidsrejser og alt mellem himmel og
jord. Det er blevet en moderne klassiker, som længe vil give stof
både til kult og til medieforskning.
En original variant af melodramaet er Mad Men (2007-, AMC), en
af de mest berømmede nye serier. Det er en historie fra de
tidlige 60’ere om et New York’sk reklamebureau med
centralpersonen Don Draper (Jon Hamm) i spidsen.
Reklamefolkene er alle mere eller mindre kyniske og
bedrageriske, intrigante og promiskuøse, men det hele er svøbt
ind i lækkert design og elegant retro-æstetik og fortalt med en
sprød, ironisk tone. Her kan de store efterkrigsårgange leve sig
tilbage til en epoke, der måske lyser stærkere i legenden end i
erindringen.
Fra heste til vampyrer
Engang var det nærmest obligatorisk, at unge piger var fascineret
af heste. I dag synes vampyrer at have overtaget rollen. HBO har
fået en ny stor succes med True Blood (2008-), hvor en ung pige
(Anna Paquin fra The Piano), servitrice i et sydstatsmiljø,
forelsker sig i en smuk ung mand, der er ... vampyr. Her kan det
fabulerende, grænseoverskridende univers bruges som metafor
for seksualitetens dragende og truende overskridelser. Et
symbolsk univers, der er passende for Twilight- generationen.
Mere traditionelt går det til i Grey’s Anatomy (2005-, ABC), der
umiskendelig er henvendt til et kvindeligt publikum. Den er et
vidnesbyrd om, at de gamle soap-formater, tilsat de nye
hybridtendenser, lever stærkt videre. Fokus er på en flok unge
læger (interns) på et hospital i Seattle. Der kommer til stadighed
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temaer&nid=44&id=200 2

nye patienter, som kan fylde den enkelte episodehandling, men
en stor del af tiden går med lægernes romantiske relationer, ikke
mindst til hinanden.
Blandt de dramatiske serier er Burn Notice (2007-, USA Network)
værd at bemærke. Serien er underholdende spion-action om en
agent, der bliver gjort ikke-eksisterende af firmaet. Mens han
prøver at opklare, hvorfor han pludselig er blevet sendt ud i
kulden, engagerer han sig sammen med en nusset ekskollega og
en handlekraftig ekskæreste i diverse sager, hvor han udviser
overraskende idealisme og menneskelighed.
Kemiker i midalderkrise
Særlig veloplagt er Breaking Bad (2008-, AMC), der udfolder sig
med sort humor og prægnant visualitet. En højt begavet
videnskabsmand (Bryan Cranston) med en handicappet
teenagesøn og en gravid kone har foruden midalderkrise det
problem, at han må hutle sig igennem som kemilærer på en high
school og som ekspedient i en bilvask.
Da lægen fortæller ham, at han har lungekræft og kun et par års
forventet levetid, satser han på at sørge for familien. Han får
kontakt til en tidligere elev, der nu er pusher, og investerer sit
kemikertalent i produktionen af metamfetamin. Men hvad gør
en omsorgsfuld og moralsk mand, når situationen pludselig
kræver, at han afliver en ung narkoskurk, hvis far har
møbelforretningen henne om hjørnet?
Efter lange udsættelser og overvejelser får vi svaret i en eminent
scene fra kælderdybet. Serien kan minde om Weeds (2005-,
Showtime), hvor en kvinde med to børn går ind i marihuanahandel
for at ernære familien efter mandens pludselige død.
Det realistiske drama kombinerer sig også med fantastiske
elementer. House (2004-, Fox) er centreret omkring den
excentriske hospitalslæge dr. House (Hugh Laurie), der med sit
særlige detektiviske team løser gådefulde medicinske tilfælde.
Dexter (2006-, Showtime) er analytiker hos politiet, men også
seriemorder. Det går dog kun ud over notorisk modbydelige
typer, der ikke fortjener bedre.
Med Sons of Anarchy (2008-, Fx) er man blandt rockere i en lille
californisk by. Klubben Sons of Anarchy blev i sin tid grundlagt af
Sam, der siden blev dræbt ved en ulykke, hvorefter hans kone
fandt sammen med klubbens nye præsident (Ron Perlman).
Mange år senere finder sønnen Jax (Charlie Hunnam) farens
gamle optegnelser og rammes af eksistentiel tvivl. Det er, som
når Hamlet møder sin fars genfærd.
Sociologisk puslespil
En overvejende realistisk tilgang er der i Treme (2010-, HBO),
skabt af David Simon, om en håndfuld personer i det ødelagte
New Orleans, hærget af orkan- og oversvømmelseskatastrofen i
2005. The Pacific (2010, HBO), en miniserie i ti dele, er angivelig
den dyreste amerikanske tv-produktion nogensinde. Hvert afsnit
har et budget på femten millioner dollars. Spielberg og Tom
Hanks er executive producers, ligesom de var på Band of
Brothers om amerikanske soldater i krig i Europa. Nu gælder det
Stillehavskrigen.
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temaer&nid=44&id=200 3

Her er tale om yderst velproduceret tv med stor — næsten alt
for stor — respekt for personerne. Der hviler en aura af
patriotisk sentimentalitet over projektet, men det er unægtelig
flot fortalt.
Realismens suveræne triumf blandt tv-fiktionerne er dog The
Wire (2004-2008, HBO), der efterhånden har fået status som et
hovedværk ved siden af The Sopranos og Six Feet Under. Serien,
der blev skabt af David Simon, er som udgangspunkt en
politiserie fra Baltimore — i traditionen fra Hill Street Blues,
Homicide og NYPD Blue, men med fokus på hele det komplekse
netværk, der forbinder politiet med narkobanderne, med
politikerne, havnearbejderne, skolerne og medierne.
Hele serien kan ses som et kæmpemæssigt sociologisk puslespil
om magt, indflydelse, forbrydelse og korruption. Politifolk og
forbrydere står som modsætninger, men også som spejlbilleder
af hinanden. Titlen hentyder til overvågningen, der dog ikke
indtager så central en plads i handlingen, som man kunne tro.
Generelt tegner serien et billede af samfundet og storbyen som
et dysfunktionelt system, hvor håbløsheden huserer. Selv om
politimanden McNulty (Dominic West) er forgrundsfiguren, er
det overordnet en kollektiv historie.
Stilen er en slags dokudramastil. Fokus er på tilfældigheder,
intriger og de sammensatte bevæggrunde, som alle har for deres
handlinger. Det er stærkt realistisk, men plottets kompleksitet og
indviklede struktur har gjort serien mere populær blandt
kritikere og forskere end hos det almene publikum.
Giftig komik
Sitcoms har tradition for at byde på familielivets muntre
skærmydsler med den centralt placerede sofa som midtpunkt i
stuen og serien. Nu er det blevet mindre forudsigeligt, mere
sarkastisk.
I 90’erne oplevede genren en markant udvikling i retning af giftig
satire, og den perfide tone fortsætter i aktuelle komedier som
Entourage (2004-, HBO), Arrested Development (2003-2006,
Fox), How I Met Your Mother (2005-, CBS), The Office (2005-,
NBC) og 30 Rock (2006-, NBC).
For danske seere er Curb Your Enthusiasm (2000-, HBO) en
påfaldende, men ukrediteret forudsætning for Klovn, som især i
de tidlige årgange lånte kraftigt fra det amerikanske forbillede.
Det originale ved serien er hovedpersonen (Larry David), som er
aldeles irriterende og ulidelig og til stadighed vækker
omgivelsernes vrede og forargelse og skaber en masse
forlegenhedskomik.
En mere drama-orienteret komedie med perfiditet og charme er
den underholdende Californication (2007-, Showtime), som er et
seksual-satirisk karaktermord om hedonistisk kunstnerliv fra
seng til seng. Et produkt af kabel-tv’s seksuelle frihed.
Serierne har rendyrket et frodigt fiktionsfelt, hvor man gerne
udnytter personer, der er karakteriseret ved paradoksal
dobbelthed. The Sopranos: familiefar og gangster. Dexter:
politimand og seriemorder. Weeds: husmor og pusher. Breaking
Bad: kemilærer og narkoproducent. True Blood: attraktiv ung
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temaer&nid=44&id=200 4

mand og 173-årig vampyr. Mad Men: respektabel
ægtemand/chef og womanizer.
Det er denne dualisme, som fortsætter i den morale, man ofte
kan uddrage af serierne: De er gangstere, og det er forfærdeligt
(The Sopranos); de er vampyrer, og det er forfærdeligt (True
Blood); de er rockere, og det er forfærdeligt (Sons of Anarchy).
Men alligevel kan vi godt identificere os med dem. Deres
menneskelighed kommer netop til udtryk, fordi de står i et
dilemma, i spændingsfeltet mellem to universer. Det er den
stærke mands psykiske nedtur, der giver mafiabossen dramatisk
tvetydighed i The Sopranos. Det er lighederne mellem
politimænd og forbrydere, der skaber dynamikken i The Wire.
Det er dødstruslen, der får kemikeren til at træde i karakter i
Breaking Bad.
De universer, der har serieskabernes bevågenhed, er især dem,
hvor personerne udfolder sig spontant, hvor basale handlinger
og stærke følelser, drifter og vold, får lov at regere i modsætning
til de mere regulerede og normaliserede universer, som
publikum selv typisk kommer fra.
Serierne har mistet deres sidste uskyld og søger om bag den
pæne facade. Fascinationen ligger i det forfærdelige. Og den
ligger i, at alt det, som for himlens skyld ikke må ske, netop er
det, der sker.
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temaer&nid=44&id=200 5