Tror du på Gud?

More documents

Recommendations

Info

Religion og psykologi er beslægtede med hinanden, men dækker, mere end den fælles skærings-punkt, også nogle forskellige flader indenfor menneskeforståelsen, og det mest korrekte forhold dem indbyrdes burde forstås snarere som et samarbejde eller gensidigt supplement end to adskilte og konkurrerende discipliner. ∗∗ Idet religionens basale opgave er at frelse mennesker, hvor psykologiens - at forstå mennesker, (hvor religionspsykologien specialiserer sig i at forstå de religiøse mennesker) er der tale om to hovedkategorier der er ligesom to kugler (se modellen nedenfor), som fra det tre-dimensionelle rum projiceres ned på den todimensionelle flade og som samtidig deler underkategori der hvor overlapningen sker. Her kommer visualiseringen (sådan som jeg forestiller mig): Religionspsykologien endvidere satser på to (forsknings) arbejdsområder, nemlig på individ-niveau (hvordan religiøsitet indfinder sig, måles og påvirker den enkelte) og på samfundsniveau (den mellemmenneskelige interaktion determineret af religiøsitet). Når den socialpsykologiske fokus anvendes i forb. med religion, lægges hovedvægten på, at religion findes i form af soc. institutioner, kirke, præsteskab, fælles ritualer, trosamfund og systemer af overbevisninger og adfærdsformer. Religion er noget folk indlærer og tilegner sig, ligesom de tilegner sig alle mulige andre sociale normer; den udtrykker og tjener en mangfoldighed af individuelle, sociale og kulturelle behov. I kombination indikerer det, at hver eneste aspekt af livet i sandhed har potentiale for at blive farvet af den religiøse indblanding og signifikans. Vores job som psykologer i aktion er at sammenfatte de mange måder, hvorpå den personlige tro opererer i folks særlige verden og bestemte kontekst. Men religiøs tro betragtes af de fleste moderne psykologer som noget barnligt og upassende i moderniteten. De har ikke lyst til at diskutere Gud, en anden verden og andre af religionens forestillinger. Den uvilje udspringer og bunder i spørgsmålet om forholdet religion – videnskab. Debattens stridskerne er, om eller hvorvidt religion kan være videnskabeligt behandlet eller omvendt – om videnskab kan/burde beskæftige sig med religion. Det centrale problematik drejer sig omkring faktumet, at de ting der falder under religionens domæne er så svære at gribe om, registrere, måle og behandle med de vedtagne videnskabelige metoder og krav om præsicion. Religion og videnskab siden videnskabens fremmarch synes af de fleste at blive betragtet som modpoler (tro vs. fornuft) eller uforenelige størrelser. ∗∗ Det er en overbevisning, som fremtrædende teoretikere bl.a. Jung, E.Fromm, V. Frankl støtter, og som jeg fuldt ud deler. 24
Idet videnskaben fortsat avancerer, befinder Vesten sig med sin videnskabelige paradigme stadig under indflydelse af den ateistiske materialismens tidsalder, dog videnskabsmænd endelig langt om længe begynder at indrømme offentligt, at de bliver nødt til at gå tilbage til ”tegnebrættet” og revurdere deres grundlæggende antagelser, fordi så mange irriterende åndelige kendsgerninger der forstyrrer materialistiske teorier nægter at forsvinde, og som følge heraf er det ikke længere muligt at ignorere dem og stadig kalde sig videnskabsmand. Meningerne iblandt psykologerne er delte mellem de kategoriske ”ja”, ”nej” og der, hvor tendensen bærer hen siden 90-erne – en forsigtig ”måske”. Oplagt er, at de som selv er troende ønsker sådan en ”fusion” eller rettere udveksling mellem religion og videnskab (psykologi), hvor dem der er mest imod er også dem der har en sikker sekulær overbevisning i livet. Dem der er forsigtige, men alligevel åbne og nysgerrige er ikke decideret religiøse som sådan, men spirituelle på en tvivlende, søgende måde. Men de aktuelle samfundsforandringer der bærer hen mod en stadig voksende tilbagevenden til de store, traditionelle religioner for et stort antal af mennesker, og dette set i en global sammenhæng, gør det latterligt, at psykologer, stadig skærmer sig imod religionrelaterede emner. Med det for øje vil jeg rejse en generel kritik mod den måde traditionel psykologi fortsætter med at ignorere de religionspsykologiske felt og overvejelser. Faktum er, at flere af de studerende oftere personligt forholder sig til åndelige/religiøse emner (da de afspejler den generelle tendens i samfundet udenfor), og kommer selv til at blive nogle troende mennesker, og dermed – troende psykologer, der helt bestemt vil stå foran nogle stærkt og/eller forskelligt troende klienter. Hvis de ikke bliver forberedt indenfor psykologistudiet, udfra disciplinen – religionspsykologi, som ville give dem en professionel, videnskabelig træning på området, hvordan vil de kunne forholde sig til og hjælpe deres troende klienter, når disse henvender sig til dem med udpræget åndeligt ondt i livet? Ville de berette dem, at deres tro er en infantil fantasi og de hellere må glemme den? Jeg mener, at der må efterstræbes lidt mere kompetence mht. religionspsykologi i tilrettelæggelsen af de moderne psykologistudier, så en perspektivudvidelse med tiden kan komme iblandt de gængse psykologer. De vil kunne få en større gennemslagskraft og bedre resultater, hvis de samarbejdede med præsterne, i stedet for at konkurrere med dem. Det er dog vigtigt at understrege, at som psykolog skal man afstå fra at tage stilling til sandhedsværdien i de religiøse forestillinger. Altså, religionspsykologer helst skal bestræbe sig på at være neutrale og ikke bedømme eller udfordre religiøse institutioners doktriner; der skal ikke sættes en teologi vs. en anden eller religion og videnskab blandes uhensigtsmæssigt; ikke sættes spørgsmålstegn ved åbenbaringer, hellige skrifter eller tradition. Psykologi som individ- og social adfærdsanalyse skal ikke ekspandere og bruge sine ressourcer på sådant et forståelsesniveau. Der er den undtagelse, at når psykologen observerer en klar negativ påvirkning af en bestem religiøs overbevisning, f.eks. over mental sundhed eller over moralsk opførsel, så kan der sættes spørgsmålstegn ved sådan en sandhed, for den beviseligt ikke mere er i harmoni med den humane verdens universelle sandheder. (Antoon Vergote i bogen ”Belief and Unbelief – psychological perspectives”, 1994) Til sidst: Vi må i vores analyser helst benytte en kontekstuelt perspektiv end gå ind for en generel relativistisk referenceramme, hvor psykologen kun ville nøjes med at observere og beskrive neutrale, ligegyldige forskelle a la: nogle mennesker tror på en personlig Gud, andre på en immanent (iboende) ikke-personlig Gud; nogle har på fornemmelsen, at der findes et eller andet spirituelt væsen, nogle andre skifter deres tro.... osv. At indsamle og klassificere nogle hovedtræk som disse vil sikkert interessere en historiker eller sociolog, men kan vi så sige, at vi forstår de observerede fænomener psykologisk? Med eksklusivt at foretrække sådan en generel relativistisk referenceramme er vi ud i natten, hvor alle køer er noget forskelligt grå, og vi kun siger at observere, at de er noget forskelligt grå. 25
Page 1 and 2: Vintereksamen 2005 Institut for Psy
Page 3 and 4: Nogle definitioner af religion/reli
Page 5 and 6: Men sådanne overvejelser har ikke
Page 7 and 8: Afsluttende på dette punkt kan sig
Page 9 and 10: Anfaldhallucinationer plejer at væ
Page 11 and 12: Disse former for religiøsitet spej
Page 13 and 14: Sigmund Freud (1927) tog en af de m
Page 15 and 16: Hvis forskellige psykologer mener f
Page 17 and 18: W. James (1902) citerer nogle drama
Page 19 and 20: Det socialpsykologiske perspektiv 1
Page 21 and 22: Den Første Verdenskrigs uhyrlighed
Page 23: Der har været omfattende empirisk

Tror du på Gud?

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?