Akut dialyse

Akut dialyse Akut dialyse

forlag.fadl.dk
from forlag.fadl.dk More from this publisher
18.09.2013 Views

16925-Dialyse.book Page 40 Monday, May 9, 2005 4:53 PM Dialyse 40 Blod strømmer i peritoneums kar, og dialysat skiftes med mellemrum i bughulen. Dette sidste er også en slags flow (som kan øges med større eller hyppigere skift). Forøgelse af såvel dialysat- som blodflow vil forstærke forskellen i stofkoncentration mellem dialysemembranens to sider, så rensningshastigheden øges. Indtil en vis grænse. Denne grænse bestemmes af molekylstørrelse og membranens fysiske egenskaber, især overfladearealet. Ultrafiltration Ultrafiltration, i daglig tale „væsketræk“, er den proces, hvor vand trækkes fra blodet gennem dialysemembranen (figur 4.1 midten). Under HD sker dette ved et negativt hydrostatisk tryk, et sug, på dialysatsiden. Ved PD trækkes væske ved hjælp af et osmotisk tryk, som opnås gennem tilsætning af f.eks. glukose til dialysatet. Når vand ultrafiltreres gennem dialysemembranen, følger andre molekyler med. Det kaldes konvektiv transport (figur 4.1 højre). I modsætning til diffusion, som skyldes tilfældige molekylrystelser, er der her tale om en ordnet bevægelse. Derfor transporteres store molekyler lettere med. Først når molekylstørrelsen nærmer sig membranens porestørrelse, hæmmes transporten og bliver til sidst umulig. Eksempelvis passerer plasmaproteiner ikke (til plasmaferese benyttes andre filtertyper) (se kapitel 24). Ultrafiltrationen andrager sædvanligvis et par liter ved HD, svarende til patientens vægtstigning mellem to behandlinger, eller 1-2 liter dagligt ved PD. Fjernelsen af stoffer fra patienten ved konvektion er derfor beskeden. Ultrafiltrationen kan imidlertid øges kraftigt over et HD-filter, hvis der samtidigt gives store mængder intravenøs erstatningsvæske. Behandlingen kaldes da hæmofiltration, og med denne teknik opnås bedre rensning af større molekyler. I dag kombineres denne behandling normalt med samtidig traditionel dialyse i form af hæmodiafiltration. For at kunne bruges til hæmofiltration skal en hæmodialysator have høj filtrationsevne.

16925-Dialyse.book Page 41 Monday, May 9, 2005 4:53 PM Membran Dialysat Blod Dialyse Denne egenskab udtrykkes med ultrafiltrationskoefficienten, Kuf, som angiver hvor mange ml vand, der filtreres pr. time pr. mmHg trykforskel over membranen. Kuf er omkring 5-10 ml/ t/mmHg for normale filtre og 30-90 ml/t/mmHg for high flux-filtre. De fysiske egenskaber for high flux-membraner bevirker i øvrigt, at clearance af større molekyler er højere, selv ved almindelig dialyse. Adsorption Adsorption til dialysemembranen forekommer også. Selvom et stof ikke i væsentlig grad passerer membranen, kan det hæfte sig fast til materialet, så nogen fjernelse finder sted. Denne proces er især interessant for meget store molekyler som β-2-mikroglobulin, der kan ophobes hos dialysepatienter og medføre amyloidose. Sammenfattende er dialyse altså en temmelig uspecifik behandling, som ikke skelner mellem uræmiske toksiner og nyttige substanser. Alt fjernes, om end i aftagende grad ved højere molekylvægt. Clearance ved dialyse Membran Dialysat Blod Ultrafiltration En praktisk anvendelig definition på clearance er: Antal ml plasma som renses totalt for et stof per tidsenhed. Det beregnes som: Membran 41 Dialysens biofysik Dialysat Blod Konvektiv transport Figur 4.1 Dialysens grundbegreber.

16925-Dialyse.book Page 40 Monday, May 9, 2005 4:53 PM<br />

Dialyse<br />

40<br />

Blod strømmer i peritoneums kar, og dialysat skiftes med<br />

mellemrum i bughulen. Dette sidste er også en slags flow<br />

(som kan øges med større eller hyppigere skift).<br />

Forøgelse af såvel dialysat- som blodflow vil forstærke forskellen<br />

i stofkoncentration mellem <strong>dialyse</strong>membranens to sider,<br />

så rensningshastigheden øges. Indtil en vis grænse.<br />

Denne grænse bestemmes af molekylstørrelse og membranens<br />

fysiske egenskaber, især overfladearealet.<br />

Ultrafiltration<br />

Ultrafiltration, i daglig tale „væsketræk“, er den proces, hvor<br />

vand trækkes fra blodet gennem <strong>dialyse</strong>membranen (figur 4.1<br />

midten). Under HD sker dette ved et negativt hydrostatisk<br />

tryk, et sug, på dialysatsiden. Ved PD trækkes væske ved hjælp<br />

af et osmotisk tryk, som opnås gennem tilsætning af f.eks.<br />

glukose til dialysatet.<br />

Når vand ultrafiltreres gennem <strong>dialyse</strong>membranen, følger<br />

andre molekyler med. Det kaldes konvektiv transport (figur<br />

4.1 højre). I modsætning til diffusion, som skyldes tilfældige<br />

molekylrystelser, er der her tale om en ordnet bevægelse. Derfor<br />

transporteres store molekyler lettere med. Først når molekylstørrelsen<br />

nærmer sig membranens porestørrelse, hæmmes<br />

transporten og bliver til sidst umulig. Eksempelvis passerer<br />

plasmaproteiner ikke (til plasmaferese benyttes andre<br />

filtertyper) (se kapitel 24).<br />

Ultrafiltrationen andrager sædvanligvis et par liter ved<br />

HD, svarende til patientens vægtstigning mellem to behandlinger,<br />

eller 1-2 liter dagligt ved PD. Fjernelsen af stoffer fra<br />

patienten ved konvektion er derfor beskeden. Ultrafiltrationen<br />

kan imidlertid øges kraftigt over et HD-filter, hvis der<br />

samtidigt gives store mængder intravenøs erstatningsvæske.<br />

Behandlingen kaldes da hæmofiltration, og med denne teknik<br />

opnås bedre rensning af større molekyler. I dag kombineres<br />

denne behandling normalt med samtidig traditionel <strong>dialyse</strong><br />

i form af hæmodiafiltration. For at kunne bruges til hæmofiltration<br />

skal en hæmodialysator have høj filtrationsevne.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!