Akut dialyse

16925-Dialyse.book Page 33 Monday, May 9, 2005 4:53 PM
I henhold til nylige internationale guidelines inddeles den
kroniske nefropati i fem stadier på basis af reduktionen i den
glomerulære filtrationshastighed (GFR) (tabel 3.2). Nøjagtig
bestemmelse af GFR foretages ved en isotopundersøgelse, f.eks.
51Cr-EDTA clearance. I klinikken anvendes ofte kreatinin clearance
som markør for GFR. P-carbamid er i reglen en bedre indikator
end P-kreatinin for graden af uræmisk forgiftning.
Uræmi
Uræmi betegner det kliniske billede, som ses ved nedsat ekskretorisk
nyrefunktion, dvs. et symptomkompleks som skyldes
ophobning af stofskifteprodukter. Den kronisk nyresyge patient
har i modsætning til patienten med akut nyresvigt ofte
kun få symptomer på trods af ganske svær nyreinsufficiens. Således
er øget træthed det fremtrædende symptom hos patienter
med GFR over 15-20 ml/min. Ved lavere GFR bliver trætheden
mere udtalt og accentueres af den ledsagende anæmi. Endvidere
tilkommer gastrointestinale symptomer i form af kvalme,
madlede, opkastning; hudsymptomer med tørhed og kløe
samt paræstesier. Hos den terminalt uræmiske patient er der
risiko for gastrointestinal blødning, pericarditis og overhydrering.
Næsten alle organsystemer påvirkes af nyreinsufficiens,
herunder immunforsvaret med deraf følgende nedsat infektionsresistens.
Uden behandling dør den terminalt uræmiske
patient oftest under et billede af tiltagende bevidsthedssvækkelse
eller af hjertearytmi som følge af hyperkaliæmi.
Behandling
I behandlingen af kronisk nyreinsufficiens skelnes mellem
konservativ behandling og aktiv behandling med dialyse og
nyretransplantation. Den konservative terapi omfatter en
progressionshæmmende og en symptomatisk del, som har til
formål at bevare nyrefunktionen og mindske de uræmiske gener,
således at behovet for dialysebehandling udskydes og
Kronisk nyreinsufficiens
33