Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 9
den antyder, at de selv havde valgt at befinde sig i Tyskland, og oven i købet
havde valgt at samarbejde med nazisterne. I modsætning hertil stod kommunisterne,
der var blevet indsat i en nazistisk koncentrationslejr – altså et
forsøg på at trække fronten mellem ”frivilligt” og ufrivilligt ophold i Tyskland
under krigen meget skarpt op. Døssing havde tydeligvis ikke den ringeste
forståelse for den vanskelige situation, det tyske angreb på Danmark havde
bragt gesandtskabet i Berlin i. Det var naturligvis ikke rimeligt – for slet ikke
at tale om realistisk at forlange, at det danske gesandtskab i Berlin skulle
erklære sig fritstillet fra København og dermed fungere som et frit dansk
gesandtskab.
Bortset fra denne bandbulle mod sine nødstedte landsmænd
foretog Døssing sig ikke noget som helst i sagen i de fire dage, han endnu
var i Moskva, inden han den 30. maj begav sig af sted på rejsen mod Danmark,
hvortil han ankom den 31. maj. Under sit ophold i Danmark, lovpriste
Døssing i høje toner den demokratiske sovjetiske stat. Russiske præster
havde lovprist Herren fordi han i sin nåde havde skænket Rusland Stalin
sagde Døssing, der var blevet så forblændet af Sovjetunionen, at han reelt
var rejst hjem til Danmark som et omvandrende sovjetisk propagandakontor.
Hans skamros af Sovjetunionen blev for meget for hans egen udenrigsminister,
den konservative Christmas Møller, der ellers selv gik bodsgang
overfor DKP og Sovjetunionen i befrielsessommeren. Møller irettesatte
Døssing, der dog ufortrødent fortsatte sine skønmalerier.
I audiens hos Molotov
I slutningen af juni rejste Døssing tilbage til Moskva, hvortil han ankom den 3.
juli. Allerede samme dag henvendte han sig i Udenrigskommissariatet. Sovjetunionen
var meget populær, alle ville til Moskva, og festen for Andersen
Nexø havde tiltrukket over 100.000 mennesker, fortalte gesandten, der gerne
ville have oplysninger om danskerne fra Berlin. Hans politiske modstandere i
Danmark brugte nemlig denne sag mod ham, og sagde, at han end ikke var
egnet til at være gesandt i Uruguay. Samtidig afleverede Døssing en liste med
navnene på de 30 danskere fra Berlin.
Gesandten begyndte nu at føle presset fra Danmark, idet
Christmas Møller den 5. juli sendte ham et telegram og udbad sig oplysninger
omkring Døssings henvendelse til NKID. Døssing svarede, at han endnu
ikke havde talt med danskerne, men at Udenrigskommissaritet havde lovet
ham en hurtig løsning af sagen. Møller var bange for, at ministeriets håndtering
af sagen ville medføre offentlig kritik – og legationsråd Steensen-
Leths far havde da også, både personligt og skriftligt, beklaget sig til uden-