Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk
Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk
Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
mente at det fremstod, som om han ikke ”på passende Maade” havde repræsenteret<br />
sit land ved modtagelsen af danskerne, men at det nærmest<br />
var den svenske legation, der ”gjorde Honnør på Danmarks Vegne”. Gesandten<br />
understregede over for ministeriet, at Udenrigskommissariatet fra<br />
den første dag havde gjort alt for, at Døssing skulle få tilladelse til at tale<br />
med de internerede, ligesom kommissariatet havde fremskyndet afslutningen<br />
på afhøringerne af danskerne. Gesandten havde selv gjort alt ”hvad<br />
der overhovedet var muligt for at få udleveret, modtaget og hjemsendt de<br />
Danske fra Berlin,” hed det videre. Ifølge Døssings indberetning havde han<br />
foretaget ”mange” henvendelser til Udenrigskommissariatet om sagen,<br />
uden at disse åbenbart havde haft nogen effekt.<br />
Påstanden om de ”mange henvendelser” om danskerne er<br />
ikke korrekt. Døssing rejste faktisk kun spørgsmålet om danskerne fra Berlin<br />
fire gange, nemlig den 7., 16. og 26. maj samt den 3. juli 1945. Som det<br />
med al tydelighed fremgår af de sovjetiske referater af disse møder, ville<br />
Døssing ikke løfte så meget som en finger for at hjælpe sine uheldige<br />
landsmænd, ligesom han aldrig gav udtryk for, at han gerne ville tale med<br />
dem. Det modsatte var snarere tilfældet. Først i begyndelsen af juli 1945,<br />
efter politisk pres fra København, spurgte Døssing nødtvungent til danskernes<br />
skæbne, idet han henviste til, at hans politiske modstandere brugte<br />
sagen til at underbygge beskyldninger om <strong>gesandt</strong>ens inkompetence. Herefter<br />
gik der kun 14 dage før russerne var villige til at løslade danskerne, men<br />
denne glædelige begivenhed forhalede Døssing end<strong>nu</strong> to uger.<br />
Danskerne kunne for Døssings skyld få lov at tilbringe resten<br />
af deres dage i en sovjetisk fangelejr. Når han efter deres hjemkomst til<br />
København over for Udenrigsministeriet fremhævede sin angiveligt store<br />
indsats for at hjælpe danskerne, var der således tale om hykleri af den værste<br />
skuffe – et hykleri, der udelukkende havde til formål at dække over<br />
hans virkelige holdning til sine nødstedte landsmænd fra Berlin.<br />
En fejlanbragt <strong>gesandt</strong><br />
www.historie-<strong>nu</strong>.<strong>dk</strong> - side 13<br />
Døssing blev gang på gang ført på afveje af sit stærke temperament og sin<br />
forbitrelse over samarbejdspolitikken. Hans groteske skønmalerier af Sovjetunionen<br />
vidner om hans naive opfattelse af den store politistat. Han<br />
nægtede at affinde sig med diplomatens rolle som repræsentant for sit<br />
lands regering, og var helt klart fejlanbragt på posten i <strong>Moskva</strong>. Døssing var<br />
ikke alene en naiv, men også en inkompetent <strong>gesandt</strong>, der til al overflod<br />
optrådte groft illoyalt over for både Frihedsrådet, befrielsesregeringen og
Change language