Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 12
ifølge Steensen-Leth, at det danske Udenrigsministerium ikke havde orienteret
minister Døssing om, at der overhovedet endnu eksisterede en dansk
legation i Berlin.
Det ligger lige for at antage, at Døssing i begyndelsen af
august 1945, hvor en del af de internerede danskere blev frigivet og ført til
Moskva, har forklaret deres lange ophold i interneringslejren med, at Udenrigsministeriet
ikke havde fortalt ham, at der så sent som i april-maj 1945
stadig var en dansk legation i Berlin. Det er på sin vis rigtigt, men det betyder
nu ikke, at Døssing ikke var klar over, at adskillige af hans landsmænd
kunne være i en slem knibe. Allerede i begyndelsen af maj havde han således
modtaget den bekymrede Kruses telegram, og var således udmærket
klar over, at der sandsynligvis befandt sig nødstedte danskere i Berlin. Til al
overflod havde svenskerne allerede den 25. maj, altså samme dag som
danskerne blev interneret i Sovjetunionen, givet Døssing besked herom, om
end han angiveligt ikke fik at vide nøjagtigt, hvor danskerne befandt sig.
Det havde nu heller ikke gjort nogen forskel, om Døssing
havde vidst, at danskerne kun befandt sig 30 kilometer uden for Moskva.
Allerede den 7. maj havde han således over for Vetrov slået fast, at de sikkert
var blevet arresteret af de sovjetiske myndigheder i Berlin, fordi de
havde repræsenteret regeringen Scavenius. Gesandten, der på samme tid
udfoldede store bestræbelser for at lokalisere forsvundne danske kommunister,
og i øvrigt havde travlt med at arrangere hjemrejse for sig selv og
enkelte særligt prominente DKP’ere, kerede sig ikke den mindste smule om
sine internerede landsmænd.
Bortset fra en sidebemærkning til Dekanozov den 16. maj
1945, hvor viceudenrigskommissæren altså gav udtryk for samme opfattelse
som Døssing, nemlig at danskerne fra Berlin formentlig var blevet
interneret, fordi de havde samarbejdet med tyskerne, tog Døssing ikke
spørgsmålet om danskernes skæbne op før den 26. maj 1945, hvor han
havde et møde med Vetrov. Som vi har set, benyttede han denne lejlighed
til at udtrykke sin opfattelse af, at danskerne fra Berlin fortjente at blive
interneret som kollaboratører.
På trods af Døssings klare modvilje mod danskerne fra Berlin,
lykkedes det som nævnt de fleste af dem at vende tilbage til Danmark i løbet
af august 1945. Her omtalte enkelte af dem ganske naturligt en fin frokost
og den gode behandling, som den svenske gesandt havde beredt dem,
men artiklerne herom fik Døssing til at fare i blækhuset i Moskva. Gesandten
var meget fornærmet over danskernes udtalelser til pressen, idet han