Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk

Historie Netmagasinet 

www.historie-nu.dk 

Historie-nu.dk er et gratis 

historie magasin, der 

sætter nutiden i perspektiv, 

giver baggrunden og 

skaber diskussionerne. 

TEKST Jørgen Laustsen 

Den ILLOYALE gesandt i 

Moskva 

Jørgen Laustsen er cand.mag. i 

samtidshistorie og russisk, og 

ph.d.-stipendiat ved Syddansk 

Universitet. Han er forfatter til 

bogen Den illoyale gesandt - 

Thomas Døssings virke i 

Moskva 1944-47 (Lindhardt og 

Ringhof, 2004). 

Thomas Døssing 

I juni 1941, efter det tyske overfald på Sovjetunionen, blev Danmark tvunget 

til at afbryde den diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen. I april 

1944 accepterede Sovjetunionen at modtage en diplomatisk repræsentant 

for Frihedsrådet i Moskva. Frihedsrådet endte med at udpege tidligere 

biblioteksdirektør Thomas Døssing til posten. Han befandt sig på flere måder 

i en usædvanlig situation. For det første repræsenterede han ingen regering, 

ikke engang en eksilregering, men derimod en selvbestaltet organisation 

fra september 1943, der kaldte sig Danmarks Frihedsråd. For det 

andet var personen Thomas Døssing en usædvanlig person. Selv om han 

havde accepteret at repræsentere Frihedsrådet som dets gesandt i Sovjetunionen, 

opfattede Døssing i langt højere grad sig selv som politiker end 

som diplomat. Samarbejdet mellem politikerne og Frihedsrådet, der var en 

realitet i efteråret 1944 og vinteren 1945, blev modtaget med forbitrelse af 

Frihedsrådets gesandt i Moskva. Han opfattede forsoningen med politikerne 

som forræderi mod modstandsbevægelsen, og gav udtryk for denne holdning 

i sine indberetninger og breve til Frihedsrådets repræsentanter i Stockholm, 

Erling Foss og Ebbe Munck. Den politiserende gesandt hævdede, at 

Moskva var enig i hans vurdering af tilnærmelsen til politikerne som forræderi 

mod modstandsbevægelsen. Indtil for få år siden havde man kun 

Døssings indberetninger at gå ud fra, men med åbningen af de sovjetiske 

arkiver er det blevet muligt at belyse den sovjetiske side af sagen, og således 

kigge Døssing i kortene. 

I efteråret 1944 nærmede Frihedsrådet og politikerne sig hinanden. Det gav

www.historie-nu.dk - side 2 

sig bl.a. udslag i den såkaldte fælleshenvendelse, som de to parter i slutning 

af november 1944 sendte til Døssing i Moskva. Heri bad de om anerkendelse 

af Danmark som allieret. Døssing modtog imidlertid først henvendelsen 

i januar 1945, lige før han skulle rejse til Stockholm. Han opfattede, 

ganske korrekt, henvendelsen som et tegn på, hvor tæt samarbejdet mellem 

politikerne og Frihedsrådet var blevet. Fælleshenvendelsen hensatte 

gesandten i en tilstand af skyhøj forbitrelse, fordi han opfattede Frihedsrådets 

samarbejde med politikerne som en kniv i ryggen på modstandsbevægelsen. 

Døssing afleverede derfor kun en uofficiel oversættelse af teksten 

til det sovjetiske udenrigskommissariat (NKID), og undskyldte sig senere 

med, at han ikke havde haft tid til at aflevere teksten inden sin afrejse 

til Stockholm. Døssing havde imidlertid flere lejligheder til at overrække 

henvendelsen inden sin afrejse, men valgte ikke at gøre det. Baggrunden 

herfor var, at Døssing, der ikke brød sig om indholdet i teksten, ønskede at 

vinde tid til at fremme sin egen politik under forhandlingerne i Stockholm. 

Derfor blev henvendelsen først afleveret til NKID i slutningen af marts, da 

Døssing vendte tilbage fra Stockholm. Den sovjetiske viceudenrigskommissær, 

Vladimir Dekanozov, var i midten af januar 1945 enig med 

Døssing i, at Frihedsrådet – som Moskva opfattede som en kommunistisk 

opfindelse – skulle spille den ledende rolle i Danmark efter krigen. Både 

Dekanozov og Døssing selv havde derfor en udtalt interesse i, at Døssing i 

Stockholm søgte at fremme den politik, de på dette tidspunkt var enige om 

var den rigtige. 

Det var på denne baggrund, at Døssing ankom til Stockholm i 

januar 1945. Christmas Møller ankom fra London den 2. februar. På grund 

af kommunikationsproblemer ankom Frihedsrådets folk fra København først 

sent i februar. Frode Jakobsen og Alfred Jensen var af Rådet blevet udpeget 

til at rejse til Stockholm. Derudover deltog Erling Foss og Ebbe Munck. Under 

forhandlingerne gik det for alvor op for Døssing, hvor tæt samarbejdet 

mellem Frihedsrådet og politikerne var. Han forsøgte at få Alfred Jensen til 

at afvise kommunistisk deltagelse i en regering, der ville være ”80% probritisk 

og mindst 60% antisovjetisk”. Døssings ihærdige bestræbelser på at 

påvirke Alfred Jensen, faldt imidlertid på gold jord. Det er ganske interessant 

at bemærke, at den danske kommunist mente, at Døssing var for Moskva-orienteret 

– en opfattelse han ikke var alene om at have. 

Mødet med Christmas Møller, som Døssing havde haft så 

høje tanker om i efteråret 1944, blev en dyb skuffelse for den danske gesandt. 

Møller havde hele tiden haft den opfattelse, at man skulle støtte


samarbejdet mellem Frihedsrådet og politikerne. Han havde allerede flere 

gange understreget, at politik efter hans mening ikke drejede sig om 

ministertaburetter, men derimod om at have indflydelse og betydning – en 

udlægning, der dog kun var til udvortes brug. I virkeligheden var Møller meget 

opsat på at få en fremtrædende post i befrielsesregeringen. Døssing 

kunne slet ikke forlige sig med denne holdning, og hans forhold til Møller 

tog en kovending efter opholdet i Stockholm. I midten af april skrev han 

således til Foss, at ”[Møller] er en fantastisk gøgler”, og at ”hans linedans 

stilede så tydeligt mod de gamle politikeres favn og de gamle kødgryder, at 

han vil havne der, medmindre han forinden brækker halsen”. I midten af 

marts måtte Døssing rejse tilbage til Moskva med uforrettet sag, hvorefter 

han som nævnt afleverede fælleshenvendelsen til NKID. 

På samme tidspunkt hvor Døssing i så lidet flatterende vendinger 

beskrev sin opfattelse af Christmas Møller overfor Foss, indleverede 

den danske gesandt en godt syv sider lang indberetning over sit ophold i 

Stockholm til NKID. Det er fuldstændig uhørt, at en diplomatisk repræsentant 

afleverer en sådan indberetning til sit værtslands regering. NKID fandt 

da heller ikke anledning til at kommentere indberetningen. At Døssing følte 

sig foranlediget til at indlevere en indberetning om forhandlingerne i Stockholm 

til NKID, er et tydeligt eksempel på den mangel på professionalisme, 

der prægede hans virke i Moskva. Handlingen er derudover et klart udtryk 

for, hvor Døssings loyalitet lå. I denne indberetning, der ikke før har været 

inddraget i forskningen, kritiserede Døssing ligeledes Møller, om end han 

dog ikke anvendte så stærke vendinger som i brevet til Foss. Møller havde i 

Stockholm vist sig at stå fuldt og helt på de gamle politikeres side. Han stod 

således fast på, at de gamle politikere burde lede Danmark efter krigen, 

fortsatte den oprørte gesandt. 

Den 26. april, umiddelbart før befrielsen, fabrikerede Døssing 

et referat af en samtale med den sovjetiske viceudenrigskommissær, Vladimir 

Dekanozov, der angiveligt skulle have sagt, at Moskva opfattede samarbejdet 

mellem Frihedsrådet og politikerne som forræderi mod modstandsbevægelsen. 

Befrielsesregeringen ville udelukkende komme til at bestå af 

modstandere af de gamle politikere, sagde Dekanozov, og fremhævede, at 

Moskva ikke ønskede at blande sig i regeringsdannelsen, men at det altså 

heller ikke ville blive nødvendigt. Hidtil har man kun haft Døssings referat 

at gå ud fra. Dekanozovs dagbogsoptegnelser over møder med udlændinge 

i 1945, der ikke før har været anvendt, viser imidlertid at de to herrer ikke 

havde noget møde den 26. april 1945. De mødtes i alt fire gange i 1945,


nemlig den 17. januar, den 16. maj, samt den 14. og 26. september. Den 

samtale, der angiveligt danner rammen om Døssings referat, fandt altså 

aldrig sted. Den frustrerede gesandt fabrikerede med andre ord referatet, 

som derfor i allerhøjeste grad var udtryk for hans egne ønsker. Det skal 

fremhæves, at Døssing med sit falske referat søgte at få en af Frihedsrådet 

dannet regering med stærk kommunistisk indflydelse. Gesandten, der ikke 

havde været i stand til at overbevise Alfred Jensen – og dermed DKP – om, 

at kommunisterne skulle afvise at samarbejde med de gamle politikere, 

forsøgte nu at nå sit mål ved hjælp af et falsk referat. Også denne anstrengelse 

var imidlertid forgæves, som vi skal se i næste afsnit. 

I begyndelsen af maj 1945 blev befrielsesregeringen dannet 

af repræsentanter for Frihedsrådet og politikerne. Døssing modtog den 10. 

maj et telegram fra den nye udenrigsminister, Christmas Møller, der bad 

Døssing betragte sig som officiel dansk repræsentant i Sovjetunionen. Omvendt 

så regeringen gerne en repræsentant for Sovjetunionen i København, 

fortsatte Møller. Det nagede i høj grad Døssing, at han ikke længere repræsenterede 

Frihedrådet, som jo nu var en del af regeringen i København. 

Døssing mente, at Moskva som minimum burde forlange en officiel, offentlig 

dansk fordømmelse af bruddet i 1941 som betingelse for at genoptage 

forbindelsen. Mikhail Vetrov, der var afdelingschef i NKID, støttede overfor 

Dekanozov Døssings krav om en dansk fordømmelse af bruddet i 1941. 

Døssing forsøgte altså at forhindre eller i det mindste at forsinke en sovjetisk 

anerkendelse af den koalitionsregering mellem Frihedsrådet og de 

gamle politikere, han opfattede som et nederlag for modstandsbevægelsen, 

en handling der havde været utænkelig for en professionel diplomat. Derudover 

kan det konstateres, at Døssings handling i høj grad var udtryk for 

illoyalitet overfor det Frihedsråd, der havde udsendt ham, og nu var en del 

af befrielsesregeringen. Dekanozov havde imidlertid indset, at tiden var 

løbet fra den konfrontationslinie, hvis fremmeste fortaler var Døssing. Den 

16. maj fik Døssing overrakt en note, i hvilken Moskva accepterede det 

danske forslag om at udveksle gesandter. Noten indeholdt ingen krav om 

en dansk fordømmelse af bruddet i 1941, hvorfor Døssing måtte indse, at 

løbet var kørt for hans bestræbelser for at få Moskva til at stille en sådan 

betingelse. 

De danske kommunister fra Tyskland 

Den røde Hærs sejrrige felttog gennem Polen og Tyskland i foråret 1945 

kulminerede ved slutningen af april, da sovjetiske tropper indtog Rigsdagsbygningen 

og Rigskancelliet i den sønderbombede tyske hovedstad. Ero-


brerne voldtog og plyndrede hele vejen mod Berlin, og overgrebene på civilbefolkningen 

fortsatte i den slagne ærkefjendes hovedstad. Det var dog 

ikke disse forbrydelser, der bekymrede den danske gesandt i Moskva, men 

derimod et problem af en helt anden karakter. Under sin færd gennem Tyskland 

havde Den røde Hær nemlig befriet en række danske kommunister, 

der i løbet af krigen var blevet ført til tyske koncentrationslejre. Især lå det 

gesandten stærkt på sinde at topkommunisten Martin Nielsen, som medlem 

af Rigsdagen, skulle nå til København i tide til at deltage i dens åbning 

– om end gesandten ikke havde styr på, hvornår Rigsdagens første møde 

faktisk fandt sted. Den 7. maj fortalte han således Vetrov, at åbningen ville 

finde sted næste dag, altså den 8. maj, og at han derfor havde tilrådet Martin 

Nielsen at henvende sig til ”det danske folk” i en tale, udsendt af Moskvas 

radio. 

Under sit næste møde med Vetrov, der fandt sted den 10. 

maj, fortalte gesandten, at Rigsdagen ville åbne nogle dage senere, og at 

det derfor var vigtigt, at Martin Nielsen fik lejlighed til at flyve til København 

over Stockholm. I virkeligheden fandt Rigsdagens åbning sted den 9. maj, 

men det var der altså ingen, der havde fortalt Døssing. I stedet fremhævede 

han, at forfatteren Martin Andersen Nexø og dennes familie i løbet af 

et par dage også ville forlade Moskva og sætte kursen mod Danmark, og så 

kunne Døssing selv jo lige så godt følges med familien Andersen Nexø og 

Martin Nielsen, mente han. Efter en kort pause sagde Døssing spagfærdigt, 

at han jo var ”en ukendt mand”, hvorimod Martin Nielsen, som medlem af 

Rigsdagen, måske ville kunne få tilladelse til at forlade Moskva med fly. 

Fire dage senere, den 14. maj, pressede Døssing endnu engang 

på for at få flylejlighed til Stockholm. I løbet af de seneste dage havde 

han mødt fem danske kommunister, som Den røde Hær havde befriet under 

erobringen af Tyskland, ligesom han igen havde talt med Martin Nielsen. 

Det var ifølge gesandten ”nødvendigt,” at tre af disse kommunister 

skulle være i København til Rigsdagens åbning – som Døssing altså stadig 

ikke var klar over havde fundet sted fem dage tidligere. Døssing mindede 

Vetrov om sin nyligt fremsatte anmodning om flylejlighed, og bad også om 

pladser til de tre kommunister, der altså skulle følges med Døssing, Martin 

Nielsen og Andersen Nexø med familie. Gesandten bad Vetrov om en afklaring 

af spørgsmålet inden ugens udgang, hvortil den sovjetiske embedsmand 

lovede at ”interessere” sig for sagen, og give Døssing besked om resultatet. 

Vetrovs ”interesse” i sagen har tilsyneladende skubbet til


sagsbehandlingen i det tunge sovjetiske bureaukrati, for allerede efter to 

dage kunne han meddele Døssing, at der nu var arrangeret flylejlighed for 

Nexø og Døssing med familier, samt for de fem kommunister, Døssing tidligere 

havde omtalt. Det var ved denne lejlighed, at gesandten var blevet så 

opløftet over de nylige forlydender om den danske befolknings angivelige 

utilfredshed med befrielsesregeringen, og i særlig grad med statsminister 

Vilhelm Buhl, at han ikke ville udelukke muligheden for en ny regering, der 

”ville lette” hans opgaver i Moskva. Derfor var det nok bedre, at han blev på 

sin post i Moskva, mente Døssing. Det betød på jævnt dansk, at den danske 

gesandt i Moskva håbede, at danskerne var så utilfredse med deres 

nye regering, at de ville vælte den. 

Det gjorde de fredsommeligt indstillede og gemytlige danskere 

som bekendt ikke, og Døssing selv var da også i tvivl om, hvorvidt 

han skulle blive i Moskva eller rejse til København. Senere samme dag, 

altså den 16. maj, bad gesandten nemlig Dekanozov om råd om, hvorvidt 

det kunne betale sig for ham at rejse til København. Viceudenrigskommissæren 

tilrådede den rådvilde Døssing at rejse til København, især 

fordi han ikke havde været i Danmark i lang tid, og derudover kun modtog 

få informationer fra København. Gesandten var enig i denne vurdering, og 

bad herefter viceudenrigskommissæren om, at han selv, hans hustru fru 

Augusta og deres søn Anders samt fem danske parlamentsmedlemmer, der 

for nyligt var blevet befriet fra tyske lejre, og nu befandt sig i Moskva, skulle 

få mulighed for at komme med flyet. Anmodningen synes overflødig, idet 

Vetrov jo allerede havde fortalt Døssing, at alle de danskere, gesandten 

havde bedt om flylejlighed til, havde fået det. Gesandtens påstand om, at 

der befandt sig fem [kommunistiske] Folketingsmedlemmer i Moskva, er 

simpelthen grebet ud af den blå luft. DKP havde indtil oktober 1945 nemlig 

aldrig haft mere end tre mandater i Folketinget, og det eneste danske 

Rigsdagsmedlem, der opholdt sig i Moskva, var Martin Nielsen – hvilket 

Døssing godt vidste. Formentlig fremsatte gesandten påstanden for at understrege, 

hvor vigtigt det var at hjælpe de danske kommunister, der var 

blevet befriet i Tyskland. En del danske kommunister måtte i øvrigt befinde 

sig i Polen, mente Døssing, og spurgte, hvem han skulle henvende sig til for 

at få oplysninger herom. Viceudenrigskommissæren rådede gesandten til at 

henvende sig til styrelsen for repatriering. Halvvejs ude af døren spurgte 

Døssing til sidst om de danske diplomater fra Berlin. Dekanozov ville prøve 

at opklare, hvad der var sket med dem, men gik ud fra, at eftersom de 

havde samarbejdet med tyskerne, var de formentlig blevet interneret af de


sovjetiske militærmyndigheder – en udtalelse, der var helt identisk med 

den opfattelse, Døssing over for Vetrov havde givet udtryk for den 7. maj 

1945. 

Danskerne fra Berlin (I) 

Når Døssing overhovedet havde rejst spørgsmålet om de danske 

diplomaters skæbne over for Udenrigskommissariatet, var det som nævnt 

ikke fordi han selv kerede sig om, hvad der var blevet af dem. Det gjorde 

derimod den danske gesandt i Stockholm, kammerherre J.C.W. Kruse, der 

havde sendt sin kollega i Moskva et telegram, hvori han understregede de 

danske diplomaters svære situation. 

Danskerne fra gesandtskabet, der foruden legationsråd Vincens Steensen- 

Leth omfattede attache Fr. A. Holck Colding, vicekonsul Erik Munch-Andersen, 

præsterne Axel B. Jeppesen og Bakmann Christensen, konsulatssekretær 

Ole Anton Jacobsen, sekretærerne Rovsing og Lorentzen samt chaufførerne 

Johannes Rydkvist og Hjalmar Jensen var nu ikke flygtet, men havde 

derimod oplevet Berlins fald på tætteste hold. 

Det samme havde adskillige Berlin-korrespondenter, der sammen 

med gesandtskabets personale havde opholdt sig i en bunker under 

gesandtskabsbygningen under de hårde kampe om den tyske hovedstad. 

Det drejede sig om Jens Tang fra Berlingske Tidende, Jacob Kronika fra 

Nationaltidende, Robert Christiansen fra Aftenbladet og Arild Hvitfeld fra 

Social-Demokraten. Kronika fortalte efter sin hjemkomst, at han og Tang 

var blevet drevet ud af deres lejligheder og derefter var taget til gesandtskabet, 

hvorfra de havde ”den fortræffeligste udsigt til kampene i Tiergarten.” 

Tyske soldater havde gentagne gange oprettet kvarter i gesandtskabet, og 

var vendt tilbage uanset hvor mange gange danskerne smed dem ud, berettede 

Kronika videre. 

Der var i alt 30 danskere i gesandtskabet, da Berlin faldt i 

begyndelsen af maj 1945. Vicekonsul Munch-Andersen berettede senere, 

at russerne havde fundet danskerne i bunkerne ved gesandtskabet, men at 

de ikke var blevet tilbageholdt. Efter at danskerne havde identificeret sig fik 

de således tilladelse til frit at gå omkring i den sønderbombede tyske hovedstad. 

Den 18. maj blev danskerne imidlertid afhentet og anbragt i en 

særlig lejr for udlændinge i Berlin-Lichtenberg. Herfra gik turen østpå med 

tog – via Lodz til Warszawa, Brest, Litovsk, Minsk, Smolensk og endelig til 

Moskva. Rejsen gennem det stærkt krigshærgede Østeuropa tog en uge, og 

tog særligt hård på legationsråd Steensen-Leth og frøken Rovsing, der blev 

angrebet af dysenteri undervejs. Begge havde før været udsat for sygdom-


men, og sekretæren havde derfor et kvantum amerikansk medicin i sin bagage, 

så begge patienter blev raske i løbet af tre døgn. Vel ankommet til 

Moskva blev danskerne den 25. maj 1945 interneret i lejren Planernaja 30 

kilometer nordvest for Moskva. Døssing blev samme dag orienteret om 

danskernes ankomst til Moskva gennem den svenske legation. 

Næste dag, den 26. maj 1945, var gesandten igen i NKID, 

hvor han talte med Vetrov. For første gang talte Døssing nu i længere tid om 

sine landsmænd fra Berlin, men de udtalelser han fremsatte, var på ingen 

måde egnede til at bedre deres situation – hvilket det da heller ikke var 

Døssings hensigt at medvirke til. Gesandten fortalte om det tog, der dagen i 

forvejen var ankommet fra Berlin og sagde, at der ifølge svenskerne skulle 

være danskere blandt passagererne. Herefter var Døssing taget til banegården 

for at møde danskerne, men det havde politiet forhindret, sagde han, 

og fremsatte herefter en række iskolde og kyniske udtalelser om sine uheldige 

landsmænd fra Berlin. 

Han bad indledningsvis Vetrov om en liste med danskernes 

navne, for han ”risikerede” jo, at den danske regering skulle efterlyse dem 

som savnede, hvis skæbne var ukendt. Døssing understregede, at han udelukkende 

var interesseret i navnene, da han selv mente, at disse folk fortjente 

at blive interneret som kollaboratører. Men det forstod den danske 

regering åbenbart ikke, belærte samme regerings repræsentant den sovjetiske 

embedsmand. Gesandten havde dog fået underretning om, at der angiveligt 

også skulle befinde sig kommunister fra Stutthoflejren blandt danskerne 

fra Berlin, tilføjede han i en formildende tone. Herefter bad Døssing 

igen om at få navnene på danskerne, da han snart skulle til København. 

Han ville komme i en yderst pinlig situation over for regeringen, hvis han 

ikke engang kendte de berørte personers navne, forklarede han. 

Den danske Moskva-gesandts iskolde og kyniske holdning 

over for de danske diplomater, der tilfældigvis havde gjort tjeneste i Berlin 

under krigen, er slående. Stalins mangeårige og forhærdede følgesvend, 

udenrigskommissær Molotov, fandt Døssings udtalelse om, at personalet 

fortjente at blive interneret som kollaboratører, så interessant, at han har 

understreget den. Den eneste interesse Døssing havde i sine kolleger fra 

Berlin, var deres navne – ikke fordi han ville søge at få sine landsmænd til 

Danmark, men for at undgå at havne i en pinlig situation i København. 

Døssings ”formildende” udtalelse om, at der angiveligt skulle være kommunister 

fra Stutthoflejren blandt de nyankomne danskere, giver hans udtalelse 

om diplomaterne fra Berlin en endnu mere ubehagelig karakter, idet


den antyder, at de selv havde valgt at befinde sig i Tyskland, og oven i købet 

havde valgt at samarbejde med nazisterne. I modsætning hertil stod kommunisterne, 

der var blevet indsat i en nazistisk koncentrationslejr – altså et 

forsøg på at trække fronten mellem ”frivilligt” og ufrivilligt ophold i Tyskland 

under krigen meget skarpt op. Døssing havde tydeligvis ikke den ringeste 

forståelse for den vanskelige situation, det tyske angreb på Danmark havde 

bragt gesandtskabet i Berlin i. Det var naturligvis ikke rimeligt – for slet ikke 

at tale om realistisk at forlange, at det danske gesandtskab i Berlin skulle 

erklære sig fritstillet fra København og dermed fungere som et frit dansk 

gesandtskab. 

Bortset fra denne bandbulle mod sine nødstedte landsmænd 

foretog Døssing sig ikke noget som helst i sagen i de fire dage, han endnu 

var i Moskva, inden han den 30. maj begav sig af sted på rejsen mod Danmark, 

hvortil han ankom den 31. maj. Under sit ophold i Danmark, lovpriste 

Døssing i høje toner den demokratiske sovjetiske stat. Russiske præster 

havde lovprist Herren fordi han i sin nåde havde skænket Rusland Stalin 

sagde Døssing, der var blevet så forblændet af Sovjetunionen, at han reelt 

var rejst hjem til Danmark som et omvandrende sovjetisk propagandakontor. 

Hans skamros af Sovjetunionen blev for meget for hans egen udenrigsminister, 

den konservative Christmas Møller, der ellers selv gik bodsgang 

overfor DKP og Sovjetunionen i befrielsessommeren. Møller irettesatte 

Døssing, der dog ufortrødent fortsatte sine skønmalerier. 

I audiens hos Molotov 

I slutningen af juni rejste Døssing tilbage til Moskva, hvortil han ankom den 3. 

juli. Allerede samme dag henvendte han sig i Udenrigskommissariatet. Sovjetunionen 

var meget populær, alle ville til Moskva, og festen for Andersen 

Nexø havde tiltrukket over 100.000 mennesker, fortalte gesandten, der gerne 

ville have oplysninger om danskerne fra Berlin. Hans politiske modstandere i 

Danmark brugte nemlig denne sag mod ham, og sagde, at han end ikke var 

egnet til at være gesandt i Uruguay. Samtidig afleverede Døssing en liste med 

navnene på de 30 danskere fra Berlin. 

Gesandten begyndte nu at føle presset fra Danmark, idet 

Christmas Møller den 5. juli sendte ham et telegram og udbad sig oplysninger 

omkring Døssings henvendelse til NKID. Døssing svarede, at han endnu 

ikke havde talt med danskerne, men at Udenrigskommissaritet havde lovet 

ham en hurtig løsning af sagen. Møller var bange for, at ministeriets håndtering 

af sagen ville medføre offentlig kritik – og legationsråd Steensen- 

Leths far havde da også, både personligt og skriftligt, beklaget sig til uden-


rigsministeren. 

Samme dag som Christmas Møller igen skubbede til sin modvillige 

Moskva-gesandt, skrev Vetrov et notat om sagen til viceudenrigskommissær 

Lozovskij. Vetrov havde allerede den 3. juli fået besked fra den 

højtstående general Vsevolod N. Merkulov fra Berijas Folkekommissariat for 

Statssikkerhed, NKGB, der havde meddelt, at der i en lejr uden for Moskva 

befandt sig 30 danskere fra Berlin. NKGB havde ingen indvendinger mod 

løsladelse af danskerne, og Vetrov forslog derfor, at NKID skulle meddele 

Døssing, at ”de kompetente sovjetiske myndigheder” var rede til at udlevere 

danskerne til hans varetægt, så han straks kunne sende dem videre til Danmark. 

Den 6. juli 1945 blev Døssing for anden gang modtaget af 

selveste Sovjetunionens udenrigskommissær, Vjatjeslav Molotov. Gesandten 

fremhævede, hvor populær både Sovjetunionen og de danske kommunister 

var, og var yderst tilfreds med, at ministrene fra modstandsbevægelsen 

nød stor folkelig popularitet. Det gjaldt også de sovjetiske tropper på 

Bornholm, som Døssing havde besøgt under sit ophold i Danmark. Bornholmerne 

var Den røde Hær meget taknemmelige fordi tyskerne var blevet fjernet 

fra øen på meget kort tid, berettede gesandten. Han fremsatte også sin 

udenrigsministers ønske om at rejse til Sovjetunionen i spidsen for en 

handelsdelegation, men sagde intet om det danske kronprinsepars eventuelle 

rejse til Moskva. 

Gesandten benyttede altså ikke samtalen med Molotov til at 

presse på i spørgsmålet om danskerne fra Berlin, men talte derimod længe 

om, hvor umådelig populær Sovjetunionen var i Danmark – hvilket for så 

vidt var rigtigt nok, men forekommer at være ganske uinteressant i forhold 

til sagen om de internerede danskere. En sag, som Christmas Møller da 

også over for Døssing havde fremhævet som den vigtigste, og som han så 

sent som dagen i forvejen telegrafisk havde mindet gesandten om. 

Danskerne fra Berlin (II) 

Godt to uger efter sin henvendelse til Udenrigskommissariatet om de internerede 

danskere, der var ved at udvikle sig til en varm politisk kartoffel i 

Døssings hænder, meddelte NKID ham, at det danske gesandtskab nu 

kunne overtage de 30 danskere til videre hjemsendelse. Selv om Døssing 

nødtvungent, og kun efter politisk pres fra Danmark havde efterlyst netop 

denne udgang på sagen om Berlin-danskerne, glædede han sig på ingen 

måde over udsigten til, at hans landsmænd nu kunne slippe ud af fange-


lejren. Tværtimod hævdede han, at der var visse vanskeligheder med at 

modtage og afsende disse mennesker, der derfor, i lykkelig uvidenhed om 

gesandtens spil bag kulisserne, måtte forblive i fangenskab i endnu to uger. 

Døssing havde den 22. juni 1945 udtalt sig til Land og Folk om den meget 

vigtige og helt særlige opgave, der bestod i at lokalisere forsvundne danskere 

i Sovjetunionen. Udtalelserne var imidlertid ikke andet end tom snak 

og rent spil for galleriet. De indespærrede danskere interesserede i virkeligheden 

ikke gesandten en tøddel. 

Danskerne blev som omtalt interneret i lejren Planernaja 30 

kilometer nordvest for Moskva den 25. maj 1945, og blev, ifølge vicekonsul 

Munch-Andersen, behandlet ”korrekt og venligt,” og bortset fra indespærringen 

havde danskerne ”intet at klage over.” Afhøringerne foregik således 

”under meget elskværdige former,” og russerne var kun interesserede i, 

hvad danskerne havde beskæftiget sig med i Berlin. Opholdet i lejren varede 

for de fleste danskeres vedkommende indtil den 3. august 1945, hvor 

i alt 20 af dem blev ført til Moskva, hvor de fik en ”meget elskværdig modtagelse” 

af Døssing. Den svenske gesandt, Söderblom, gav middag for danskerne, 

der fik tid til at se sig om i Moskva, før turen over Leningrad, Helsingfors 

og Stockholm gik til København, hvortil de første 9 danskere ankom 

den 9. august 1945. I alt var 17 danskere ankommet til Helsingfors 

den 8. august, mens legationsråd Steensen-Leth, dennes sekretær frk. 

Rovsing og redaktør Arild Hvitfeldt efter eget ønske blev i Moskva endnu 

nogle dage. Ti danskere, nemlig musikerne Viggo Jørgensen og en vis 

Gerlach, murer Albert Jensen, Freddi Christensen, landsretssagfører Carton 

Gulmann, sygeplejerske Lily Qvist, Ebba Mikkelsen, Carl Gustaf Grøn, Kaj 

Christensen og krigsfangesekretær Christian Christiansen, måtte blive i lejren. 

Sidstnævnte var sekretær i KFUM’s krigsfangehjælp, mens de øvrige 

havde gjort tjeneste i nazistiske organisationer som Todt og Waffen SS. 

Christiansen blev ikke alene uberettiget mistænkt for at have arbejdet for 

nazisterne, men også for den britiske efterretningstjeneste, og blev, efter et 

langvarigt fængselsophold, endelig løsladt i foråret 1946. De ni øvriges 

skæbne er ukendt, men formentlig blev de sendt i sovjetiske arbejdslejre. 

Legationsråd Steensen-Leth udtalte efter sin hjemkomst, at 

den sovjetiske opfattelse af, at alle udenlandske statsborgere, der havde 

opholdt sig i Tyskland, på en eller anden måde havde været ”i Nazi- 

Regimets Tjeneste” var ”meget forståelig,” og at det derfor havde været 

nødvendigt at undersøge alle disse personer nøje. Når det også havde været 

nødvendigt at internere danskerne i næsten tre måneder var årsagen


ifølge Steensen-Leth, at det danske Udenrigsministerium ikke havde orienteret 

minister Døssing om, at der overhovedet endnu eksisterede en dansk 

legation i Berlin. 

Det ligger lige for at antage, at Døssing i begyndelsen af 

august 1945, hvor en del af de internerede danskere blev frigivet og ført til 

Moskva, har forklaret deres lange ophold i interneringslejren med, at Udenrigsministeriet 

ikke havde fortalt ham, at der så sent som i april-maj 1945 

stadig var en dansk legation i Berlin. Det er på sin vis rigtigt, men det betyder 

nu ikke, at Døssing ikke var klar over, at adskillige af hans landsmænd 

kunne være i en slem knibe. Allerede i begyndelsen af maj havde han således 

modtaget den bekymrede Kruses telegram, og var således udmærket 

klar over, at der sandsynligvis befandt sig nødstedte danskere i Berlin. Til al 

overflod havde svenskerne allerede den 25. maj, altså samme dag som 

danskerne blev interneret i Sovjetunionen, givet Døssing besked herom, om 

end han angiveligt ikke fik at vide nøjagtigt, hvor danskerne befandt sig. 

Det havde nu heller ikke gjort nogen forskel, om Døssing 

havde vidst, at danskerne kun befandt sig 30 kilometer uden for Moskva. 

Allerede den 7. maj havde han således over for Vetrov slået fast, at de sikkert 

var blevet arresteret af de sovjetiske myndigheder i Berlin, fordi de 

havde repræsenteret regeringen Scavenius. Gesandten, der på samme tid 

udfoldede store bestræbelser for at lokalisere forsvundne danske kommunister, 

og i øvrigt havde travlt med at arrangere hjemrejse for sig selv og 

enkelte særligt prominente DKP’ere, kerede sig ikke den mindste smule om 

sine internerede landsmænd. 

Bortset fra en sidebemærkning til Dekanozov den 16. maj 

1945, hvor viceudenrigskommissæren altså gav udtryk for samme opfattelse 

som Døssing, nemlig at danskerne fra Berlin formentlig var blevet 

interneret, fordi de havde samarbejdet med tyskerne, tog Døssing ikke 

spørgsmålet om danskernes skæbne op før den 26. maj 1945, hvor han 

havde et møde med Vetrov. Som vi har set, benyttede han denne lejlighed 

til at udtrykke sin opfattelse af, at danskerne fra Berlin fortjente at blive 

interneret som kollaboratører. 

På trods af Døssings klare modvilje mod danskerne fra Berlin, 

lykkedes det som nævnt de fleste af dem at vende tilbage til Danmark i løbet 

af august 1945. Her omtalte enkelte af dem ganske naturligt en fin frokost 

og den gode behandling, som den svenske gesandt havde beredt dem, 

men artiklerne herom fik Døssing til at fare i blækhuset i Moskva. Gesandten 

var meget fornærmet over danskernes udtalelser til pressen, idet han

mente at det fremstod, som om han ikke ”på passende Maade” havde repræsenteret 

sit land ved modtagelsen af danskerne, men at det nærmest 

var den svenske legation, der ”gjorde Honnør på Danmarks Vegne”. Gesandten 

understregede over for ministeriet, at Udenrigskommissariatet fra 

den første dag havde gjort alt for, at Døssing skulle få tilladelse til at tale 

med de internerede, ligesom kommissariatet havde fremskyndet afslutningen 

på afhøringerne af danskerne. Gesandten havde selv gjort alt ”hvad 

der overhovedet var muligt for at få udleveret, modtaget og hjemsendt de 

Danske fra Berlin,” hed det videre. Ifølge Døssings indberetning havde han 

foretaget ”mange” henvendelser til Udenrigskommissariatet om sagen, 

uden at disse åbenbart havde haft nogen effekt. 

Påstanden om de ”mange henvendelser” om danskerne er 

ikke korrekt. Døssing rejste faktisk kun spørgsmålet om danskerne fra Berlin 

fire gange, nemlig den 7., 16. og 26. maj samt den 3. juli 1945. Som det 

med al tydelighed fremgår af de sovjetiske referater af disse møder, ville 

Døssing ikke løfte så meget som en finger for at hjælpe sine uheldige 

landsmænd, ligesom han aldrig gav udtryk for, at han gerne ville tale med 

dem. Det modsatte var snarere tilfældet. Først i begyndelsen af juli 1945, 

efter politisk pres fra København, spurgte Døssing nødtvungent til danskernes 

skæbne, idet han henviste til, at hans politiske modstandere brugte 

sagen til at underbygge beskyldninger om gesandtens inkompetence. Herefter 

gik der kun 14 dage før russerne var villige til at løslade danskerne, men 

denne glædelige begivenhed forhalede Døssing endnu to uger. 

Danskerne kunne for Døssings skyld få lov at tilbringe resten 

af deres dage i en sovjetisk fangelejr. Når han efter deres hjemkomst til 

København over for Udenrigsministeriet fremhævede sin angiveligt store 

indsats for at hjælpe danskerne, var der således tale om hykleri af den værste 

skuffe – et hykleri, der udelukkende havde til formål at dække over 

hans virkelige holdning til sine nødstedte landsmænd fra Berlin. 

En fejlanbragt gesandt 


Døssing blev gang på gang ført på afveje af sit stærke temperament og sin 

forbitrelse over samarbejdspolitikken. Hans groteske skønmalerier af Sovjetunionen 

vidner om hans naive opfattelse af den store politistat. Han 

nægtede at affinde sig med diplomatens rolle som repræsentant for sit 

lands regering, og var helt klart fejlanbragt på posten i Moskva. Døssing var 

ikke alene en naiv, men også en inkompetent gesandt, der til al overflod 

optrådte groft illoyalt over for både Frihedsrådet, befrielsesregeringen og


regeringen Knud Kristensen. Han ville føre sin egen politik, og førte derfor 

sine arbejdsgivere bag lyset. Mistanken i Danmark om, at Døssing ikke var 

loyal, var fuldt berettiget, men omvendt blev han hurtigt gennemskuet af 

Moskva, der opfattede ham som uklar, uovervejet og uigennemtænkt. Han 

blev flere gange underkendt af den sovjetiske regering; paradoksalt nok 

fordi han i alt for høj grad orienterede sig mod Sovjetunionen, som han opfattede 

som fremtidens land. 

Historien om Thomas Døssings virke i Moskva er historien om 

den forkerte mand på den forkerte post, og han fremstår i virkeligheden 

som en tragisk, ja efterhånden nærmest patetisk, skikkelse. Han døde i 

april 1947, men på trods af hans egensindige optræden, forblev han en 

parentes i dansk diplomatisk historie.

Den Illoyale gesandt i Moskva - Historie-nu.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?