Download - Dansk Forfatterforening

Min hjerne nægtede at forstå, hvad der var sket. Derfor skrev
og skrev jeg i dagene derefter mine tanker ned i et forsøg på at
komme til klarhed. At indse, at vi kun har ét forsøg her i livet,
og at det, han og jeg havde sammen, nu er slut. At jeg må acceptere
det umulige: At han ikke er her mere.
Men nogle ord i ’Sønnetabet’, som stammer fra et digt i en
islandsk saga, er uafviselige, når de siger: ’Såret efter min søn,
det vil altid, altid stå åbent hos mig.’
En af mine venner siger, at hver gang man oplever noget
trist, skal man for at kunne udholde livet, forsøge at tænke på
noget godt. Det gode er for mig, at jeg har haft tre dejlige sønner,
og at jeg stadigvæk har de to.
I et splitsekund efter, at jeg var begyndt at læse Tove Ditlevsens
digt, dukkede erindringen om min søn op hos mig. Om den
glade baby, han var, og billedet af mig selv som ung, stolt mor.
Hvor var årene blevet af, hvor var min søn nu, og hvordan var
jeg blevet den 80-årige kvinde, der nu stod ved et festligt bord
og forsøgte at læse et digt op med en stemme, der vibrerede?
Og hvorfor risikerede jeg nu at nå ydergrænsen af min formåen?
Jeg havde valgt at modtage indbydelsen, fordi fødselaren
stod foran en alvorlig hjerteoperation den 1. april 2008. Hun
samlede os til fødselsdagsfesten, fordi hun ville have en god
oplevelse inden den forestående operation, og måske også fordi
hun ikke vidste, om hun ville være her næste år.
Op gennem mine teenageår sagde min far ofte for at stive min
selvtillid af: ’Du kan, hvad du vil. Men indimellem kræver det
mod at gøre det. Og du skal altid huske, at du ikke er forpligtet
ud over det, du ved, du evner. Du skal altid selv være klar over,
hvor din grænse går’. Den 1. februar i år overskred jeg min
egen grænse ved at forsøge at gøre noget, der oversteg min
evne. Evnen til at beherske mine følelser. Min sorg var for ny
til, at det var muligt at give andre i selskabet indtryk af, at jeg
var den, jeg plejer at være. En person med styr på tingene.
34