Download - Dansk Forfatterforening

Da legen blev alvor
1931-1932
Af Else Berenth
N år man tænker tilbage, handler
meget af det, man husker, om barndomshjemmet
og forældrene. Især om
forholdet til ens mor. Noget I har oplevet
sammen, noget hun har gjort for dig, eller
noget, som du gerne ville have gjort for
hende, men som du ikke fik gjort.
Min mor som 24-årig, efter
maleri af Astrid Andreasen.
Mors ansigt er det første, vi ser,
når vi kommer til verden, og for
mange af os er det måske også
det sidste, vi ser for vores indre
blik, når vi skal forlade den
igen. Hun er gennem hele livet
med i vores tanker, også når vi
bliver gamle, og det gælder for
millioner af mennesker verden
over. Vi synes måske, at sangen
’Mor er den bedste i verden’
blot er en sentimental popsang,
men den siger med meget enkle
ord, hvad de fleste af os føler.
Det handler min historie blandt
andet om. Min mor, som hed
Anna, var den vigtigste person
for mig. Hun kom til at give mig
17

livet ikke én, men to gange. Anden gang var en dag i min barndom,
da jeg legede med Hans fra nabogården.
Fra jeg var 4 til jeg var 6 år boede jeg sammen med mine forældre
i et stråtækt bindingsværkshus på landet på Fyn. Der havde
de et lille gartneri.
Mit barndomshjem på Fyn.
Blandt mange minder herfra står især ét klart i min erindring.
Det stammer fra en forårsdag i april. Min mor gav mig varmt
tøj på, før jeg gik ud i haven. En par hjemmestrikkede, uldne
gamachebukser og en tyk trøje, som min moster havde strikket
til jul. Et par år før havde jeg fået en dukke i julegave af min
mormor og morfar, som boede på en lille gård i nærheden. Her
blev julen fejret sammen med onkler, tanter, fætre og kusiner.
Straks vi kom, løb jeg altid ind for at se, om den marcipangris,
min mormor lavede til mig, også i år stod på øverste hylde i
køkkenet, som den plejede. Det var meget vigtigt.
18

Dukken, som var ca. 40 cm høj, var lavet af celluloid, et materiale,
der kan sammenlignes med nutidens plastic. Dens arme
og ben kunne bevæges, og jeg kaldte den Hans efter min legekammerat.
Dukken havde en rød dragt på, som min moster
havde strikket.
Hans var på min egen alder og boede på en gård i nærheden
sammen med sine forældre og to lidt ældre brødre, Søren og
Poul, som var 6 og 7 år. Jeg syntes, de to drenge var meget store.
De kunne så meget, f.eks. lave lygter ved at udhule en stor
roe, skære huller til øjne, næse og mund og sætte en lysestump
ind i den. De vidste også, at jeg skulle have en lillebror eller en
lillesøster, længe før jeg havde fået det at vide af min mor.
Dukke Hans, som jeg havde fået i julegave et par år forinden.
19

Drengenes forældre var en aften i august 1930 til aftenkaffe hos
mine forældre. Mens der blev snakket i stuen efter kaffen, gik
Søren, Poul, Hans og jeg i den lune aften ud i haven, hvor vi
stod ved gavlen af huset og så op mod stjernerne. ’Nå,’ sagde
en af de store drenge grinende, ’storken har nok været på besøg
hos din mor.’ ’Hvad mener du?’ ’Din mor har lagt et stykke
sukker i vindueskarmen til storken for at få den til at komme
med en lillebror eller en lillesøster til dig. Ved du ikke det?’ Det
gjorde jeg ikke, og jeg blev genert over, at drengene vidste noget
så personligt om min mor. Noget, som jeg ikke selv hverken
forstod betydningen af eller havde hørt tale om før. At det var
storken, der kom med de små børn, var bestemt ikke nogen
nyhed for Søren og Poul. Men de var jo også så store. Det syntes
jeg også, at Hans var, lige indtil den dag, jeg ventede ved
køkkendøren til hans hjem og så hans mor klæde ham på efter
middagssøvnen. Drengen lå på maven på hendes skød, mens
hun knappede hans livstykke i ryggen! Brugte drenge livstykker
til at holde de strikkede strømper oppe? Det vidste jeg ikke,
og jeg syntes, det var ydmygende for ham at ligge der og blive
klædt på som en lille baby. Han var dog næsten 5 år gammel.
Altså et halvt år ældre end jeg. Og så var han en dreng! Den
dag tabte han ikke så lidt i min agtelse.
Men jeg blev altid glad, når Hans kom og spurgte, om jeg ville
lege. Så gik vi ud i sandkassen, som min far havde lavet. Den
stod på gårdspladsen under det store kastanjetræ. Der fik vi
mange timer til at gå med at blande sand og vand sammen og
lægge ’dejen’ i små bageforme, som min mor havde givet os.
Når blandingen tørrede i solen, kunne formene vendes om.
Kagerne, som kom ud, satte vi på kanten af sandkassen, hvor
de blev helt tørre og hårde. Så blev min mor inviteret til at komme
og smage på vores bagværk.
Den bestemte forårsdag i 1931 var Søren og Poul fulgt med hen
til mig. Det var usædvanligt, at de to store drenge kom, og de
20

syntes slet ikke, det var morsomt at lege i sandkassen. Derfor
gik de snart fra os og over på marken på den anden side af vejen.
Her var der en mergelgrav, og de begyndte at kaste sten i
vandet. Mergel er en kalkholdig lerart, der især tidligere blev
brugt til jordforbedring. På mange marker rundt om i landet
blev der dengang gravet store huller, helt ned til grundvandet,
for at få så meget mergel op som muligt. Det vandhul, der stod
tilbage, når gravearbejdet var slut, og når der var faldet en del
regn, lignede en lille sø. Sådan en vandfyldt mergelgrav er meget
dyb. Det varede ikke længe, før Hans og jeg løb over på
marken efter hans brødre for at se, hvad de havde fundet på.
En mergelgrav på en mark.
De syntes vist, vi var nogle irriterende, små rollinger, der løb i
hælene på dem, men de kunne godt lide, at vi beundrede dem,
sådan som mindre børn plejer at beundre dem, der er ældre.
Jeg kan huske, der voksede små, gule blomster, følfod, på marken,
og at jeg plukkede nogle af dem for at give dem til min
mor. Hans ville se på, hvad Søren og Poul lavede, og det varede
21

ikke længe, før jeg også hellere ville være med der, hvor der
skete noget.
Vi så, at de i et godt stykke tid kastede sten så langt ud i vandet,
som de kunne. På et tidspunkt, da de blev trætte af det, lagde
de mærke til min dukke og tog den fra mig. Jeg holdt fast i den
og protesterede, men der var ikke noget at gøre. De var de store,
og nu tog de tøjet af dukken, kastede det fra sig på jorden og
lo ad den nøgne dukke. ’Skal vi se, om den kan svømme?’ sagde
den ene dreng og kastede dukken ud i mergelgraven, hvor
den flød rundt.
De fandt nogle lange pinde, som de brugte til at skubbe den
længere ud med hver gang, den nærmede sig bredden, hvor jeg
stod og prøvede at få fat i den. Jeg græd og løb frem og tilbage
for at få fat på dukken. Men drengene var ligeglade. Det var
dem, der havde magten. De syntes, det var morsomt at drille
mig og se mig løbe fra den ene side af mergelgraven til den
anden, mens de blev ved at skubbe dukken væk fra bredden,
når jeg nærmede mig. Jeg græd og græd, mens drengene lo.
Legen var morsom for dem, men den blev mere og mere alvorlig
for mig, som gang på gang forgæves prøvede at få fat i den
dukke, jeg holdt så meget af.
Gården, hvor drengene boede, lå tæt ved, og på et tidspunkt
kunne vi høre, at drengenes mor, Kirstine, kaldte på sine børn,
fordi det var frokosttid. Drengene glemte drilleriet og skyndte
sig at løbe hjem sammen med deres lillebror; hen over marken,
hjem til gården, mens jeg blev stående og så min dukke flyde
på vandet et stykke fra bredden.
Nu var her ikke nogen, der kunne skubbe den ud på midten af
mergelgraven, så jeg tog et skridt for at hente den. Men jorden
var fedtet, jeg gled i mudderet og faldt i vandet. Jeg kan huske,
at det var meget koldt, men ikke, om jeg fik fat i dukkens ben,
22

før vandet lukkede sig over mit hoved. Jeg kan også huske, at
jeg følte vandet trænge ind i mit strikkede tøj, og at jeg blev
bange. Indtil nu kan ingen have fortalt mig om oplevelsen. Det
er min egen erindring, og drengene vidste ikke, at legen nu blev
til alvor for mig.
Efteråret forinden havde jeg fået den lillebror, som Søren og
Poul havde forudsagt, og min mor havde derfor travlt inde i
huset. Hvordan det gik til, at hun netop nu åbnede døren og
kiggede ud for at se, hvor jeg var, kan ikke forklares. Hun kan
have hørt mig græde og lagt mærke til, at gråden pludselig
standsede. Eller det var måske skæbnen, der greb ind netop i
det øjeblik, så hun opdagede, at jeg faldt i vandet. Hun blev
meget forskrækket, skyndte sig at løbe over gårdspladsen, ud
på marken og hen til mergelgraven. Her fik hun hurtigt fat i
mig, som lå inde ved bredden. Jeg havde kun nået at tage et
enkelt skridt ud i vandet, før det lukkede sig over mit hoved.
Mor løftede mig op og bar mig hjem, mens vandet drev ned på
jorden fra min strikkede dragt. Jeg husker, at jeg hørte hende
græde, da hun bar mig, og jeg husker, at mens hun gik, åbnede
jeg øjnene og så skyerne på himlen over mit hoved.
Et støbejernskomfur af samme type
som min mors.
Hjemme i det varme køkken
hentede mor vand,
som stod i en kedel og
snurrede på komfuret. Hun
hældte det i en balje og gav
mig et bad. Så frotterede
hun mig tør og varm, og fik
blodet til at cirkulere hurtigere
i min krop. Jeg kan
ikke huske, om jeg blev
lagt i seng bagefter, eller
om jeg sad på skødet hos
23

min mor i det hyggelige køkken. Men jeg kan huske, at hendes
øjne var bange, og at hun havde grædt, da hun bar mig hjem.
Det havde jeg aldrig set før, og det gjorde et stort indtryk. Min
far må senere have hentet dukken til mig, for jeg ved, at jeg
havde dukke Hans i flere år derefter.
Fornemmelsen af at mærke fødderne glide og jorden forsvinde
under mig, da jeg trådte ud i vandet, eller følelsen af vandet,
der lukkede sig over mit hoved, har jeg aldrig glemt. Det har
siddet dybt i mig gennem hele livet. Måske er det ikke kun i
tankerne, man husker. Kroppen husker også. Oplevelsen i min
tidlige barndom fik stor betydning. Når jeg senere i livet har
badet, enten på en badeanstalt eller ved havet, har jeg ikke kunnet
overvinde min frygt for det dybe vand. Derfor har jeg aldrig
villet gå eller svømme ud, hvor vanddybden er for stor til, at jeg
kan nå bunden med fødderne.
Min mor har uden tvivl spurgt mig, hvordan det gik til, at jeg
var faldet i mergelgraven, og jeg har fortalt om Søren og Poul,
der sendte dukken ud at svømme. Det kan jeg ikke huske. Jeg
ved heller ikke, om hun har talt med Hans’s mor om det, når
hun hentede mælk ved stalddøren hos hende. Men jeg husker
helt bestemt, at der var stor forskel på min mor og Hans’s mor.
Der var også stor forskel på stemningen i hans hjem og i mit.
Min mor var en glad kvinde, der altid sang, mens hun arbejdede
i huset. Hun havde som ung pige været på Ryslinge Højskole,
hvor der blev sunget meget. Det var ikke kun sange fra Højskolesangbogen,
men også børnesange og viser. Men når hun
nåede til: ’Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig’, blev jeg ked
af det, græd og holdt mig for ørene, mens jeg råbte: ’Nej, den
Carmen elsker dig slet ikke!’ Det kan jeg ikke huske, men min
mor har senere fortalt mig det. Når hun ville drille mig, sang
hun om Carmen, sagde hun med et smil.
24

Men jeg holdt meget af, at hun sang: ’Sov mit barn sov længe’,
når det var tid at sove til middag. Eller ’Nu titte til hinanden de
fagre blomster små’. Så måtte jeg have ordet ’fagre’ forklaret.
Om aftenen ved sengetid bad vi aftenbøn sammen. Det var
altid: ’Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to. Fader se med
kærlighed til mit ringe leje ned.’ Jeg forstod ikke ordene ’ringe
leje’. Ja, ringe og lege var godt nok, men når min mor fortalte, at
mit ringe leje betød min usle eller beskedne seng, kunne jeg
ikke følge med. Min seng var da god nok! Derfor måtte hun
ændre forklaring, så ordene betød ’min lille seng’. Det var bedre.
Mor var god til at fortælle og lærte mig rim og remser. Jeg
har fået at vide, at jeg kunne tale allerede før, jeg var fyldt 2 år.
Hun lærte mig tidligt at skrive mit navn. Jeg husker, at vi sad i
køkkenet, og at hun syede på sin ’Singer’ håndsymaskine, mens
jeg prøvede at skrive mit navn. ’ELS’, stod der på papiret. ’Der
mangler et E, sagde min mor’. ’Nej, det står der’, sagde jeg og
pegede på det E, jeg havde skrevet. Så lo hun og forklarede
mig, at min navn skulle begynde og slutte med det samme bogstav.
Det syntes jeg var overflødigt, når det var skrevet én gang.
Mens mor med opsmøgede ærmer æltede dej til franskbrød,
fortalte hun. Hun bagte meget, og der duftede tit af nybagt
brød i huset. Det var lignelser fra bibelhistorien, jeg var glad for
at høre. Især fortællingen om den barmhjertige samaritan og
om lammet, der var blevet borte, men som hyrden fandt igen
og bragte hjem. Det kunne jeg høre fortalt gang på gang. Da jeg
mange år senere gik til konfirmationsforberedelse i præstegården
i Gladsaxe, kaldte pastor Thomsen mig ’mit grønne håb’,
fordi jeg var den på holdet, der vidste mest om, hvad der står i
Bibelen, og som kendte mange af salmerne. Præsten var lidt
drillesyg, og da han første gang krydsede vore navne af, så han,
at jeg har et mellemnavn, nemlig Merethe. ’Er der nogen, der
kalder dig ’mere te’? spurgte han smilende. Det var der ikke, og
25

ingen af konfirmanderne tog hans forslag op, så jeg slap heldigvis
for drilleri.
Livet blev lidt anderledes for mig, efter min lillebror blev født.
Indtil da havde jeg haft al min mors opmærksomhed. Nu skete
der hele tiden så meget omkring den lille dreng. Han skulle
have mælk hos mor, have skiftet ble eller lulles i søvn i barnevognen.
En nat vågnede jeg af et mareridt og kaldte på min
mor, som kom og satte sig på sengekanten, mens jeg fortalte om
min drøm: Jeg var løbet hen til en færge for at komme med, før
den sejlede. Men den var allerede ved at lægge fra. Landgangsbroen
var taget; om bord på færgen stod min mor og far, og
afstanden til land, hvor jeg var, blev større og større. Vandet
brusede op om færgen; jeg råbte og græd, men færgen sejlede,
og jeg kom ikke med. Der sluttede drømmen. Min mor trøstede
mig og sagde, at hun og far aldrig ville forlade mig, og at jeg
skulle lægge mig til at sove igen og tænke på noget godt. Tænke
på et sted, hvor jeg rigtig gerne ville være, nemlig på en eng
fuld af blomster, som jeg måtte plukke. Den erindring har jeg
aldrig glemt. Dengang var der ingen Lillebæltsbro, men færger
sejlede fra Strib på Fyn til Fredericia i Jylland. Min fars forældre
boede i Ølgod i Jylland, hvor vi besøgte dem nogle gange om
året, så derfor kendte jeg en færge.
Min mor var altid gæstfri, når Hans kom på besøg. Hans’s mor,
Kirstine, var fåmælt og tillukket, og jeg husker ikke at være
blevet inviteret ind, når jeg kom og spurgte, om Hans ville lege.
Derfor holdt jeg mig på afstand af hende, fordi jeg fik opfattelsen
af, at hun ikke kunne lide mig. Hun var måske blot ikke i
stand til at vise samme venlighed og imødekommenhed, som
jeg kendte det hjemme.
Kort tid efter oplevelsen ved mergelgraven kom Kirstine en
formiddag på besøg hos os. Hun og min mor talte sammen i
køkkenet, imens jeg legede med vores foxterrier, som hed Plet,
26

og med min dukke. Pludselig kaldte Kirstine mig hen til sig og
smilede til mig, hvad jeg ikke husker at have set hende gøre før.
Og ikke nok med det, hun talte til mig og rakte en appelsin
frem imod mig. Dengang var det helt usædvanligt at få en appelsin.
Sydfrugter var en sjældenhed, da jeg var barn. Jeg kendte
kun appelsiner fra juleaften, når min onkel Kristian skrællede
en til mine tre kusiner og mig, som forventningsfulde stod ved
hans stol. Vi mærkede appelsinens duft og så, hvordan han
kunne skrælle den, uden at skrællen gik i små stykker, men
endte som en fin spiral. Til sidst delte han omhyggeligt appelsinen
ud til os i små stykker, så vi alle fire fik lige meget.
Nu rakte Kirstine en hel appelsin frem imod mig og sagde, at
den var til mig. Jeg husker, at jeg blev forvirret ved at opleve, at
den ellers så indesluttede og noget afvisende kvinde nu var helt
forandret i sin holdning over for mig.
Børn er fintfølende, og de opdager med sikkerhed, hvis de er
udsat for en adfærd, de ikke kan forstå, eller som de opfatter
som unaturlig, usandfærdig. Sådan husker jeg, det var, da
Hans’s mor rakte appelsinen frem mod mig. Jeg forstod det
ikke, og jeg ville ikke have den. Derfor gemte jeg hænderne på
ryggen og rystede på hovedet. Hun blev forvirret, og min mor
bebrejdede mig, at jeg opførte mig uartigt, som hun sagde. Jeg
skulle pænt tage mod appelsinen og sige tak og undskyld. Det
nægtede jeg at gøre, og der blev en dårlig stemning i det ellers
så hyggelige køkken. Kort tid efter gik Kirstine hjem. Hun var
vred, og hun havde puttet sin appelsin i lommen.
De gule følfod, jeg havde plukket på marken, havde jeg tabt.
Men senere plukkede jeg andre til min mor. Hun satte blomsterne
i vand i en lille flødekande, der blev stillet i vindueskarmen
i køkkenet. Og det var ikke første gang, jeg bragte hende
blomster. Gennem hele mit liv har jeg givet min mor blomsterbuketter.
De første anemoner, der bebuder, at foråret er på vej,
27

var hvert år noget særligt. Hun fik altid gennem så mange år de
første anemoner, jeg så.
Min mor har fortalt mig om en buket, hun særlig huskede, og
det var ikke anemoner. Blomsterne plukkede jeg til hende året
før oplevelsen med mit forsøg på at gå på vandet i 1931. Om
foråret havde jeg set, at der var rigtig mange blomster i jordbærplanterne
i et stort bed bag ved huset. Min far havde sat
planterne i snorlige rækker, og med alle de hvide blomster på
planterne tegnede det til at blive en fin jordbærhøst. Men det
havde jeg som treårig ikke forstand på. Jeg så kun, at her var
der blomster og plukkede løs af jordbærblomster, som jeg glad
kom ind og gav min mor. Hun havde vanskeligt ved at vise
begejstring for buketten, fortalte hun. Min far ville sikkert blive
utilfreds med, at årets jordbærhøst nu blev mindre end beregnet,
har hun tænkt. Men hun nænnede ikke at skælde mig ud.
Det gjorde hun heller ikke, da jeg trak næsten alle de nyplantede
persillerødder op og løb ind til hende med dem, mens jeg
begejstret råbte: ’Se mor, mange fine sepillerødder!’ Jeg er ikke
sikker på, at Hans’s mor havde reageret på tilsvarende måde,
hvis han havde gjort det samme i haven derhjemme.
En nat var der faldet en stor meteorit ned på marken tæt ved
stalden ved en anden nabogård. Mange naboer kom for at se
det meget store hul, meteorstenen havde lavet i marken. Min
far tog mig med, så jeg også kunne se hullet i jorden og høre om
den mærkelige oplevelse. Han forklarede mig, at en meteorit er
et stykke af en død stjerne. Det var virkelig vanskeligt at forstå.
Kunne en stjerne dø? Umuligt, syntes jeg, som holdt af at se op
mod stjernerne og at finde Karlsvognen, som min far havde
lært mig at kende.
Da jeg fyldte 5 år, havde jeg to fødselsdagsgæster. Det var Milred
og Tove fra nabogården, hvor meteorstenen var faldet ned.
Jeg ved ikke, hvorfor Hans ikke var med. Pigerne gav mig en
28

pose bolsjer i fødselsdagsgave, og min mor havde lavet prinsessebudding
til os. Det var den bedste dessert, jeg kendte. Den
bestod af vaniljebudding, som blev delt i tre dele og lagt lagvis i
en form, hvor den stivnede. Der var et gult lag, et lag, farvet
brunt med kakaopulver, og et lag, der var farvet lyserødt med
frugtfarve. Når buddingen blev vendt ud af formen, og den
varme jordbærsauce stod i kanden ved siden af, ventede der et
festmåltid. Men sådan var det kun for mig, viste det sig, for de
to piger ville slet ikke smage på desserten. De kendte den ikke
og sagde, at de ikke kunne lide den. Jeg blev skuffet, men det
blev værre endnu, da vi gik ud for at lege. Tove, som var den
ældste, havde taget posen med bolsjer i lommen. Hun sagde, at
vi skulle gå en tur hen over marken, så det gjorde vi. Mens vi
gik, delte hun og Milred bolsjerne mellem sig uden at lade mig
smage. Jeg græd og sagde, at det var mine bolsjer. ’Ti stille!’
sagde Tove. ’Hold op med det tuderi. Man må ikke græde på
sin fødselsdag, for så bliver det regnvejr hele året.’ Det var ikke
de venligste tanker, jeg sendte hende, men jeg turde ikke sladre,
da vi kom hjem. For så ville hun måske ikke lege med mig mere.
Kort tid efter skulle Tove imidlertid få afgørende betydning for
min tilværelse; og det på en positiv måde. Hun, Milred og jeg
sad ved landevejen, et lille stykke fra hvor vi boede, og legede.
Der var en stor vandpyt, som vi morede os med at pjaske i.
Hans har sikkert også været der. På et tidspunkt kom en ung
mand cyklende forbi. Han standsede, kom hen til mig og spurgte,
om jeg ville se hans nye cykel og prøve en tur på stangen af
cyklen. Tillidsfuldt og naivt satte jeg mig op på hans cykel, som
han trak op ad bakken på landevejen, mens han fortalte mig,
hvor sød jeg var, når jeg smilede. Hvor pænt mit hår var, og at
han godt kunne lide mine brune øjne. Han spurgte, om jeg ville
kysse ham, men jeg rystede på hovedet. Det ville jeg ikke. Han
var pæn, men jeg kendte ham jo ikke. Han skulle til at stå op på
29

cyklen og køre, da jeg hørte, at Tove og Milred var fulgt efter os
og gik bag ved cyklen op ad bakken. Tove sagde gang på gang
til mig, at jeg skulle komme hjem. Ellers ville hun sige det til
min mor. Jeg ville ikke hjem. Det var alt for spændende at tale
med den unge mand og få en cykeltur. Han sagde, at Tove skulle
holde mund og gå sin vej, men hun blev ved. Efter et stykke
tid satte han mig vredt ned på vejen og kørte, mens Tove
skældte mig ud og sagde, at jeg var dum. Hun gik med mig
hjem og fortalte min chokerede mor, hvad der var sket. Jeg var
helt uvidende om, hvilken fare jeg havde været i. Senere i livet
har jeg sendt Tove en venlig tanke, fordi hun reddede mig. Oplevelsen
og en lang samtale med min mor lærte mig at være
mere forbeholden over for fremmede. Hvad der er blevet af
Tove, ved jeg ikke. Vi flyttede to år senere, men jeg har aldrig
glemt oplevelsen.
30

I årenes kæde
2008
Af Else Berenth
F redag den 1. februar 2008 var jeg sammen med 10 andre
kvinder af min nærmeste bekendtskabs- og vennekreds
inviteret til frokost i anledning af en venindes runde fødselsdag.
Der var en god stemning, for vi har alle kendt hinanden
gennem mange år. Foruden en gave medbragte jeg, for at glæde
fødselaren, en festsang og en tale. Noget, jeg plejer at gøre ved
en festlig sammenkomst.
Men da jeg rejste mig op og som indledning ville læse nogle
vers af Tove Ditlevsen fra digtsamlingen Kvindesind, gik det
galt for mig. Tove Ditlevsen var netop blevet kendt som ny, ung
forfatter, da jeg selv var en ung pige, og hendes digte gjorde
stort indtryk på mig. Senere har sangerinden Anne Linnet sat
musik til og indsunget bl.a. det digt, jeg ville læse op: Der bor
en ung pige i mig.
Fornemmelse af altid at være den samme person inderst inde
trods vore rynker og andre alderdomstegn er genkendeligt for
de fleste kvinder. Og da deltagerne i fødselsdagsfrokosten tilhørte
min egen aldersgruppe, bestemte jeg mig for at læse et
par af versene fra netop dette digt:
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø.
Hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.
31

32
Hun har ikke andre i verden at spørge end mig:
Hvor er mine drømme, og hvor er min tyveårs glæde?
Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg?
Hvordan er mit pund forvaltet i årenes kæde?
Da jeg var nået så langt i min oplæsning, rystede min stemme,
og tårerne stod op i øjnene. Jeg vidste, at jeg næsten bød mig
selv for meget ved at gå til festen, men hjemmefra havde jeg
besluttet, at jeg ville klare situationen og være med til at fejre
min veninde. Det viste sig, at det ikke blot var en sag om at
have viljen. Der var for mange følelser involveret, og det var for
vanskeligt at fortsætte oplæsningen.
Det var let at se, at min bevægelse smittede af på tilhørerne, så
jeg skyndte mig at få hold på mig selv og kontrol over stemmen.
Jeg sagde undskyld, da jeg fandt mit talepapir og festsangen
frem, der skulle hylde værtinden. Den gode stemning blev
genoprettet, mens vi sang. Jeg blev ikke klar over, om nogen i
selskabet havde følt det samme som jeg ved at høre Tove Ditlevsens
ord, eller om min synlige bevægelse virkede så distraherende,
at ordene i digtet ikke nåede ind til mine jævnaldrende
venners bevidsthed, og digtets budskab derfor var gået tabt.
Men hvorfor reagerede jeg så følelsesladet, da jeg læste det essentielle
spørgsmål i digtet: Hvordan er mit pund forvaltet i
årenes kæde? Det var første gang, jeg var ude blandt venner,
efter jeg seks uger i forvejen havde haft den store sorg at miste
min ældste søn. Han var stille sovet ind af en blodprop i hjertet.
En let død for ham, men et chok for os, der stod helt uforberedte
tilbage. Det er vanskeligt at forholde sig til døden, såvel til
andres som til tanken om, at man også selv en dag skal tage
afsked med livet. Her havde der ikke været mulighed for at
tage afsked, for døden var kommet, før nogen kunne ane det.

Som stolt mor med mit glade barn.
33

Min hjerne nægtede at forstå, hvad der var sket. Derfor skrev
og skrev jeg i dagene derefter mine tanker ned i et forsøg på at
komme til klarhed. At indse, at vi kun har ét forsøg her i livet,
og at det, han og jeg havde sammen, nu er slut. At jeg må acceptere
det umulige: At han ikke er her mere.
Men nogle ord i ’Sønnetabet’, som stammer fra et digt i en
islandsk saga, er uafviselige, når de siger: ’Såret efter min søn,
det vil altid, altid stå åbent hos mig.’
En af mine venner siger, at hver gang man oplever noget
trist, skal man for at kunne udholde livet, forsøge at tænke på
noget godt. Det gode er for mig, at jeg har haft tre dejlige sønner,
og at jeg stadigvæk har de to.
I et splitsekund efter, at jeg var begyndt at læse Tove Ditlevsens
digt, dukkede erindringen om min søn op hos mig. Om den
glade baby, han var, og billedet af mig selv som ung, stolt mor.
Hvor var årene blevet af, hvor var min søn nu, og hvordan var
jeg blevet den 80-årige kvinde, der nu stod ved et festligt bord
og forsøgte at læse et digt op med en stemme, der vibrerede?
Og hvorfor risikerede jeg nu at nå ydergrænsen af min formåen?
Jeg havde valgt at modtage indbydelsen, fordi fødselaren
stod foran en alvorlig hjerteoperation den 1. april 2008. Hun
samlede os til fødselsdagsfesten, fordi hun ville have en god
oplevelse inden den forestående operation, og måske også fordi
hun ikke vidste, om hun ville være her næste år.
Op gennem mine teenageår sagde min far ofte for at stive min
selvtillid af: ’Du kan, hvad du vil. Men indimellem kræver det
mod at gøre det. Og du skal altid huske, at du ikke er forpligtet
ud over det, du ved, du evner. Du skal altid selv være klar over,
hvor din grænse går’. Den 1. februar i år overskred jeg min
egen grænse ved at forsøge at gøre noget, der oversteg min
evne. Evnen til at beherske mine følelser. Min sorg var for ny
til, at det var muligt at give andre i selskabet indtryk af, at jeg
var den, jeg plejer at være. En person med styr på tingene.
34

Som teenager var jeg ikke altid enig med min far. Men jeg
måtte give ham ret, når han gang på gang, fra jeg var helt lille,
sagde til mig: ’Tænk, før du taler!’ I dag kan jeg tilføje: Lyt til
dine følelser, før du taler. Find ud af, om du kan klare det, du
har tænkt dig, og lad ikke hensynet til andre få dig til at overskride
dine egne grænser.
I forsøget på at sætte mine følelser til side for at glæde min veninde
havde jeg tværtimod været nær ved at ødelægge en god
stemning. Jeg indså senere i bagklogskabens klare lys, at jeg
måtte give min far ret. Det ville have glædet ham.
Et tilbageblik
Hvordan er mit liv forløbet gennem de mange år, der er gået,
siden jeg som barn ikke overskuede, at man ikke kan gå på
vandet, da jeg ville hente min dukke op af mergelgraven? Hvilke
karakteregenskaber genkender jeg fra den tidligste barndom
som karakteristiske for mig gennem livet, i årenes kæde?
Her må en egenskab som at være impulsiv og vise initiativ dukke
op. I stedet for at løbe hjem og bede min mor om at hente
dukken op af vandet, ville jeg uden betænkning selv prøve at få
fat på den. Måske kan der også være tale om at have mod til at
gøre det. Jeg viste en stor del mod, da jeg senere trodsede min
mors opfordring om at opføre mig artigt over for nabokonen.
Jeg nægtede det ved at ryste på hovedet og gemme hænderne
på ryggen, da hun, for at udjævne en dårlig situation, rakte en
appelsin frem mod mig. Jeg mærkede en mangel på ægthed,
som børn instinktmæssigt føler, og jeg var ikke til salg for en
appelsin. Hvis hun derimod havde vist mig varme og kærlighed,
havde holdt om mig og strøget mig over håret, så ville jeg
formentlig have grædt ud. Og så tror jeg, at jeg instinktivt ville
have forstået, at hun var oprigtig ked af den situation, hendes
35

drenge havde bragt mig i og de følger, deres opførsel havde
fået for mig.
Kan jeg i dag genkende nogle af disse egenskaber hos mig? Er
de gået igen i løbet af mit liv? Ja, helt afgjort. Gennem barndommen
og senere i livet har jeg selv villet vælge mine legekammerater,
mine venner og senere mine samarbejdspartnere.
Ikke lade dem vælge mig. Det har som barn kostet mod og adskillige
brodne pander. I situationer senere i livet har jeg også
selv villet vælge, hvad jeg kunne gå ind for, har vist mod og
ikke ladet mig overtale eller besnakke. Men jeg har ikke altid
husket ordene om at tænke, før jeg talte, for et impulsivt menneske
glemmer ofte reglen om at tælle til ti, hvis man bliver
vred, føler sig såret eller er helt og fuldt optaget af en interessant
opgave. Det har jeg måttet kæmpe med i alle mine leveår,
og det er ikke altid så enkelt at overskue konsekvensen af en
handling. Af og til er det umuligt.
At spørge sig selv: Hvad vil du nu?
I hvilken situation har jeg vist initiativ og mod til selv at vælge,
men måske glemt at prøve på at overskue konsekvensen af mit
valg? På en kvindefestival i København i begyndelsen af
1970’erne sad jeg på den store plæne i Fælledparken sammen
med hundredvis af andre kvinder og lyttede til talerne. De ord,
der gik igen, var: Vi kan godt, selvom vi er kvinder. Kvinder er
stærke, kvinder har mod, kvinder lader sig ikke holde nede,
kvinder skal være frie til selv at vælge det, de helst vil med
deres liv! Det var nye toner, som gav mig den fornødne selvtillid
til at prøve at få opfyldt et stort ønske. Og hvad var det, jeg
allerhelst ville, og som jeg op gennem min ungdom havde ønsket
at gøre, hvis man dengang havde kunnet få SU? Det vil
sige, hvis der havde været mulighed for og midler til at gennemføre
det? Det var at studere ved Københavns Universitet!
36

Efter Kvindefestivalen gik jeg ind på universitetet til studierådgiver
Jakob Lange og sagde, at jeg gerne ville begynde et studium
om mennesker, om deres forhold og om udviklingen i samfundet.
Han foreslog kultursociologi, og det blev det.
Et miljøskift
På det tidspunkt var jeg ansat som sekretær på Statens Byggeforsknings
Institut. En dag på min arbejdsplads var jeg med et
moderne ord blevet headhuntet som gruppesekretær for en
nylig nedsat tværfaglig forskergruppe på instituttet. Gruppen
bestod af 11 personer. Det var instituttets første tværfaglige
gruppe, og det var en helt ny samarbejdsform.
Statens Byggeforsknings Institut havde udskrevet en idekonkurrence,
og gruppen af unge arkitekter, der vandt 1.-præmien,
indgik i samarbejde med den tværfaglige gruppe, så der var
ofte møder, hvor flere end de 11 deltog. Idekonkurrencen og
gruppens arbejde gik ud på, at arkitekter, ingeniører og psykologer
ved møder skulle samarbejde med kommende beboere, så
det blev godt for alle aldersgrupper at bo i en tæt-lav bebyggelse
af overskuelig størrelse. Beboerne skulle have medbestemmelse
allerede ved bebyggelsens planlægning. Den ide skulle
tilpasses danske forhold. Jeg blev optaget som ligeværdigt
gruppemedlem med det resultat, at jeg fik indblik i og erfaring
med andet end blot at være sekretær. Det var typisk for gruppen
af unge præmievindende arkitekter, at forslaget om at lade
mig indgå på lige fod kom fra dem. De havde været aktive i
studenteroprøret i 1968, og nu ville de vise, at de mente noget
med parolerne. Det var helt nyt for en sekretær at blive taget
med på lige fod. De ønskede også, at alle i gruppen fik samme
løn, men der sagde direktøren og personalechefen stop!
37

Gruppen holdt seminarer på højskoler rundt om i landet, og
hjemme på instituttet havde gruppen mange gæster. Ikke blot
statsministeren, men også arkitekt Jørn Utzon kom. Han talte
med os en hel eftermiddag, og den dag og den person vil jeg
altid huske som noget ganske særligt. Han havde en så stærk
personlighed, en karisma, en charmerende udstråling, at jeg, da
han var gået, sad og så drømmende ud i luften, indtil en af arkitekterne
opdagede det og leende gjorde de andre i gruppe opmærksom
på min betagelse. Han pegede på mig og sagde: Se
lige på Else! Hun er helt væk! Så kom jeg tilbage til hverdagen
og til det store arbejde, vi var i gang med.
Gruppen skrev, fotograferede og tegnede bl.a. en lærebog for
arkitektstuderende, og udsendte en eksempelsamling med beskrivelse
og fotoregistrering af sammenlignelige bebyggelser
som f.eks. Søndergårdsparken i Bagsværd, Kingo Husene i Hel-
Søndergårdsparken i Bagsværd. Et tidligt eksempel på tæt-lav bebyggelse.
38

singør og Fredensborghusene. De to sidste bebyggelser er tegnet
af Jørn Utzon.
En af arkitekterne havde en dag lejet en lille flyvemaskine, hvor
der kun var plads til piloten og to passagerer. Jeg fik lov til at
være den ene. Vi skulle flyve hen over Nordsjælland, fotografere
bebyggelser til brug for den bog, der var under udarbejdelse,
og jeg var med for at notere det, arkitekten fortalte, vi så fra
luften. Men det blev ikke til noget notat, for det viste sig, at
vinduet i døren ved siden af piloten, der, hvor arkitekten sad
for at fotografere, var så ridset, at billederne ikke ville blive
tilstrækkelig tydelige. Derfor råbte arkitekten gennem støjen fra
motoren advarende til mig, som sad på det bagerste sæde: Hold
på hat og briller, for nu tager jeg døren af, og så vil der komme
en del vind. Det var en mild underdrivelse, for det blæste så
meget, at jeg havde nok at gøre med at holde mig fast. Det var
umuligt også at holde styr på min notesblok. Piloten, som åbenbart
var i humør til drilleri, lod pludselig maskinen foretage et
stejlt dyk, mens han pegede på en bebyggelse ved hjælp af maskinens
ene vinge og sagde: ’Er det de dér huse, du vil fotografere?’
Arbejdet med gruppen var en vigtig tid i mit liv. Derfor var det
nødvendigt for mig at tage stilling til, om jeg ville fortsætte som
almindelig sekretær, da gruppen blev opløst efter endt arbejde.
Det ville jeg ikke, og inspireret af oplevelsen på Kvindefestivalen,
gik jeg som nævnt ind til studierådgiveren på Københavns
Universitet. Anbefalingen fra min gruppe var så god, at jeg
rødmede, da jeg læste den.
Og skønt jeg var sidst i 40’erne, havde jeg en rigtig god tid på
studiet. Jeg indgik i studiegrupper, hvor vi bl.a. beskæftigede os
med kvindespørgsmål her og i ulandene og med migration. I de
år kom mange udlændinge, migranter, fra det tidligere Jugoslavien,
Tyrkiet og Pakistan til Danmark for at arbejde. Det var
39

fremmedarbejderne, der rejste, migrerede, fra deres hjemlande
og tog til de industrialiserede lande for at arbejde og sende penge
hjem til familien i landsbyen. Jeg nåede at tage fem deleksaminer
ved universitetet og ved en afsluttende eksamen at blive
exam.art. i kultursociologi. Men det var kun et skridt på vejen
mod magistergraden.
Så langt nåede jeg dog ikke. Det sker, at ægteskaber går itu, når
man udvikler sig hver sin vej. Sådan gik det også i mit tilfælde.
Efter skilsmissen fortsatte jeg mine studier, men nu på nedsat
tid, fordi jeg var nødt til at tjene penge for at opretholde livet
for min 11-årige søn og mig selv. De to ældste var flyttet hjemmefra.
Jeg tog halvdagsarbejde som sekretær for Elevforsamlingen
på Arkitektskolen i København og underviste indvandrere
i dansk om aftenen under Hovedstadens Oplysnings Forbund.
Kærligheden kom pludselig
Det utrolige skete, at jeg mødte en dejlig mand. Jeg havde en
opgave ved studiet, som gik ud på at bearbejde et talmateriale
statistisk, men tal er ikke min stærke side. Ved en fest fortalte
jeg min dansepartner om opgaven og spurgte, om han havde
forstand på statistik. Han havde læst matematik og fysik ved
universitetet, fortalte han, så statistik var ikke noget problem
for ham. Vi aftalte at mødes en dag i den kommende uge, hvor
han ville se på min opgave. Vi mødtes også, men det var ikke
lige netop statistik, vi talte mest om den dag. Han var en åben
og forstående mand med indsigt i andet og mere end matematik.
Mens han læste, havde han et studenterjob i kommunens
socialforvaltning, hvor han havde lært at lytte til og forstå andres
problemer. Han var god at tale med og være sammen med,
så det varede ikke længe, før vi var enige om at flytte sammen.
Hidtil havde jeg udlejet et par værelser på 1. sal til to unge piger.
Jeg havde besluttet at holde fast i huset, fordi jeg ikke men-
40

te, min søn kunne klare at miste sit barndomshjem og sine legekammerater
samtidig med, at hans far ikke mere var til stede i
familien. Hvordan ville han, der nu var 15 år, modtage den
mand, jeg var kommet til at holde af? Den nyhed var jeg ret
nervøs for at fortælle ham. Men da de to havde mødtes nogle
gange, var der absolut ingen problemer. De fandt sammen i et
kammeratskab, der stadig består. Det samme gjaldt mine to
voksne sønner og resten af familien. Alle holdt af ham og var
glade, da vi giftede os, og vores ægteskab har nu varet i 21 gode
år.
Jeg havde halvdagsarbejde, studier også på halv tid, aftenundervisning
i dansk af indvandrere og samtidig var jeg mor og
husmor. Det var i længden en vaklende og stressende konstruktion.
Derfor blev vi efter et par år enige om, at jeg måtte sige
farvel til studierne og til min aftenundervisning og søge et fuldtidsjob.
Jeg havde håbet at opnå at blive mag.art. i det fag, jeg
var så glad for, men nu søgte og fik jeg job som rektors sekretær
ved Kunstakademiets Billedkunstskoler i København.
Atter et valg
Efter pensionering som fuldmægtig på Kunstakademiet stod jeg
igen i et vadested. En ny tilværelse skulle vælges. Hvad ville jeg
nu beskæftige mig med? Leve en almindelig, stille og rolig tilværelse
som pensionist? Nej, det var ikke lige det, jeg havde
tænkt mig.
Ved et foredrag på universitetet om ældre i samfundet, som
den gamle læge Esther Møller havde holdt for en gruppe studerende,
lærte jeg hende at kende som en vidende kvinde og et
venligt menneske. En af mine venner var redaktør af en bogserie
med titlen ’Gammel?’ med forlaget Frydenlund som udgiver.
Esther Møller skulle skrive en bog om vigtigheden af, at
41

ørnebørn og bedsteforældre får et godt og nært forhold til
hinanden. Men der kom ikke noget skriftligt fra hende, og redaktøren
og udgiveren var bange for, at bogen ikke blev til
noget. Jeg aftalte med redaktøren, at jeg skulle besøge Esther
Møller i lejligheden i Nørregade og tale med hende i et forsøg
på at inspirere hende til at begynde at skrive. Forslaget blev
modtaget med glæde, også af Esther Møller, som havde samlet
meget stof om emnet børn og gamle. Det var bl.a. eksamensopgaver
fra forskellige uddannelser. Jeg lånte udvalgt materiale
med hjem, læste det igennem og skrev en synopsis, som hun
skulle se på, godkende og skrive ud fra. Men hun kom stadigvæk
ikke i gang med at skrive, og deadline nærmede sig.
Vi aftalte derfor at mødes hos hende, hvor jeg medbragte min
interview-båndoptager. Derefter gik jeg hjem, skrev et kapitel
og gav hende det til godkendelse. Det vil sige, at jeg blev hendes
ghost writer. Hun syntes, bogen skulle hedde: Slig en Bedstemor
som min findes ej. Den titel var jeg helt uenig i og foreslog
noget mere mundret, nemlig: Vil du være med? Det er de
ord, børn siger, når de opfordrer til leg. I bogen var et stort afsnit
om gamle lege, så mit forslag blev godtaget. Bogen blev
udgivet til tiden, og arbejdet satte mig i gang med selv at skrive.
Det lå lige for, at min første bog blev Esther Møllers erindringer.
Hun var en kendt læge og foredragsholder, havde ved vore
mange møder fortalt mig om sit liv, og forlaget Frydenlund var
interesseret i, at jeg skrev hendes erindringer. Esther Møller
blev glad for bogen, som udkom i to oplag og står på landets
biblioteker. Derefter blev jeg bl.a. medredaktør af en række
bøger. Senest af denne bog, ’Spor i tiden’, og før den af ’En dag
i mit liv’, 20 danske forfattere fortæller om en dag, der har gjort
særligt indtryk på os, da vi var mellem 17 og 25 år. Den var jeg
glad for at præsentere på Bogforum 2007 sammen med min
medredaktør og flere af bogens forfattere.
42

At være sund og rask
Det er vigtigt at gøre en indsats for at holde sig i god form, såvel
fysisk som psykisk, så længe som muligt, siger samtlige af
nutidens ’sundhedsapostle’. Radioens underviser i gymnastik
gennem mange år, Kaptajn Jespersen, havde en opfordring, et
motto, der hver morgen lød i radioen i forbindelse med udsendelsen
af hans noget militære form for gymnastikundervisning:
en sund sjæl i et sundt legeme.
Den idé blev taget op af Frederiksborg Amt, der for snart 10 år
siden oprettede gymnastikhold for kommunens borgere i den
tredje alder under mottoet Styrk din krop. Jeg har været glad for
at deltage på et sådant hold gennem samtlige år.
Gymnastikholdet ’Styrk din krop’, 2008.
43

Skolernes idrætsdag i Gladsaxe, 1942.
Men skønt jeg gør, hvad jeg kan, mangler der uden tvivl en hel
del i, at jeg i dag kommer lige så hurtigt op af starthullerne som
ved skoleidrætsdagen i 1942.
’Spor i tiden’, tænker jeg,
mens jeg ser på billedet af de
fodspor på månen, det første
menneske har afsat der. De
spor bliver formentlig stående
for altid og kan ikke viskes
ud. Det samme gælder
visse spor i vores erindring.
De bliver stående livet ud.
44