Flora og vegetation på Tofte-ejendommen - Aage V. Jensens Fonde

Indledning 

Tofte Skov og Mose har været lukket for offentligheden 

fra før år 1895 (Petersen 1896), og der 

er derfor kun få botanikere, der har haft lejlighed 

til at besøge disse enestående områder, som 

ud fra flere forskellige kriterier hører til Danmarks 

bedste botaniske lokaliteter. Selvom ejendommens 

randarealer og kystzonen har været 

tilgængelige, findes der også kun få oplysninger 

om disse. 

Med undtagelse af selve højmosefladen har det 

meste af området ud fra en botanisk betragtning 

derfor været et af ”de hvide” områder på 

landkortet. Det meste af dette kapitel er således 

nyt stof baseret på forfatterens undersøgelser i 

2003-2009. Områdets botaniske kvaliteter har 

dog været kendt gennem årtier af forvalterparret 

Birgit og Peter Knudsen, som har været meget 

engagerede i at værne om nogle af de lokale 

specialiteter, som kongebregne, guldblomme, 

klokke-ensian, månerude, kær-fnokurt, engblomme 

og flere arter af ulvefod og orkideer. 

De har været til stor hjælp bl.a. med oplysninger 

om tidligere fundne arter og voksesteder for 

sjældenheder. 

154 

Flora og vegetation på Tofte-ejendommen 

Af Erik Buchwald, Dansk Botanisk Forening 

Størstedelen af området præges af, at vildtet 

opretholdes med en artssammensætning og bestandstæthed, 

som efter alt at dømme er tættere 

på fortidens urskove end noget andet sted i Danmark. 

Der forekommer bl.a. som følge af vildsvinenes 

påvirkninger og den meget naturvenlige 

drift gennem mange årtier en usædvanligt 

rig og sjælden flora med over 650 registrerede 

arter (side 350 - 359). Fx trives den i rødlisten 

akut truede småfrugtet vandstjerne i talrige store 

bestande, mens arten er stort set forsvundet fra 

resten af Danmark. Det er tydeligt, at vildsvinenes 

oproden af jordbunden er til stor gavn for 

denne og en række andre arter i området. 

Botanisk historie 

Sammenstillinger om flora og naturtyper i Tofte 

området findes i Skov- og Naturstyrelsen (1992) 

og Petersen (2004). Disses referencer vedrørende 

Tofteområdet er gennemgået og suppleret med 

bl.a. upubliceret materiale fra Birgit og Peter 

Knudsen, fra Nordjyllands Amt og fra Botanisk 

Museums TBU-arkiv og Dansk Herbarium. 

Årstal for første registrerede fund af hver art angives 

i floralisten.

Fig. 1 Forfatteren i gang med undersøgelse af floraen i Tofte Vesterskov. 18. maj 2007. 

Foto Hanne Schüssler. 

Fra tidlig tid har vegetationen i Lille Vildmose 

påkaldt sig interesse, idet Japetus Steenstrup i 

1842 beskrev dele af mosen, mens O.G. Petersen 

i 1896 gav en mere udtømmende beskrivelse 

baseret på ekskursioner gennem flere år. 

Japetus Steenstrups beskrivelse fra 1842 

I 1837 vandt Steenstrup førstepris for en opgave 

stillet af Videnskabernes Selskab, om hvorvidt 

nåletræer var naturligt forekommende i 

Danmark eller ej, belyst ud fra fund i de dengang 

mange aktive tørvegrave i Danmarks moser. 

I den forbindelse besøgte han mange moser i 

Danmark og giver spredt i afhandlingen forskellige 

botaniske oplysninger om Lille Vildmose, 

som jeg her og i floralisten gengiver samlet. 

Ud fra sine besøg på Store og Lille Vildmose 

beskriver Steenstrup højmoserne: ”I Lyngmoserne 

er det kun én Mosart, som udvikler sig 

og saaatsige danner den hele Mose, det er en 

155

Fig. 2 Stor knopurt med metalvinge og sortåret hvidvinge. Svag helårsgræsning uden gødskning og sprøjtning har 

gjort Tofte til et paradis for blomster og sommerfugle. Tofte Bakke. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

Sphagnumart. Sphagnumvegetationens Overgang 

til det tætte, mörke Lyngtæppe gaaer 

stedse for sig paa den bestemteste Maade; först 

indfinde sig Hvidskjænen (Rhynchospora alba) 

[Hvid Næbfrø], Dyndstaren (Carex limosa) 

og Andromeda (Andromeda poliifolia) [Rosmarinlyng] 

paa de halv- eller heelt-udgangne 

Sphagnumpletter, derpaa komer Mosesiven 

156 

(Limnochloa cæspitosa) [Tuekogleaks], Kjærulden 

(Eriophorum angustifolium) [Smalbladet 

kæruld] og Tranebærbusken (Oxycoccos 

vulgaris), og disse aflöses först langt senere af 

Moselyngen (Erica tetralix) [Klokkelyng], der 

tilsidst fortrænges af den indtrædende större 

Törhed og den stærkere Hedelyng (Calluna 

vulgaris).”

Den ret fremtrædende omtale af dynd-star tyder 

på, at den art var mere udbredt i 1842 end nu, 

hvor den kun kendes fra eet lille voksested. De 

øvrige arter er fortsat i dag vigtige dele af højmosefladens 

vegetation. Da dynd-star er knyttet 

til de våde dele – høljerne - må det tages som 

udtryk for, at mosen var mere våd dengang. 

Det fremgår af Steenstrups beskrivelse, at der 

dengang – i hvert fald ved mosens kanter - var 

kreaturgræsning i væsentlig grad med kraftig 

tuedannelse: ”At vore tvende störste Lyngmoser 

(Vildmoserne) have store Tuestrækninger eller 

Tuebelter i næsten hele deres Omkreds, er noget 

der er Lyng- eller Höimosernes Dannelse aldeles 

uvedkommende; disse Tuestrækninger hidröre 

ene og alene fra Kreaturtrit.” På randen af tuerne 

voksede bl.a. multebær. 

Hans undersøgelser viste, at birk ofte findes i 

højmosetørv, og at birk voksede i de sydligste 

dele af Tofte Mose (Hurup Mose): ”I den 3die 

Hovedart af Moser, Lyngmoserne, höre igrunden 

kun de Træer hjemme, som, efter hvad vi 

fandt i vore Skovmoser, havde holdt sig til alle 

Tider i det sig hævende Mostæppe og Mostörven 

– nemlig Birketræerne; de have sjælden eller 

aldrig naaet nogen betydelig Störrelse, ofte 

bære de endog Præg af at have været buskagtige. 

De forekomme vel paa disse Mosers lyngklædte 

Flader, men kun sjeldnere (f.Ex. i Hurupmosen, 

som er en Arm af den mindre Vildmose, og en 

Birkeplet omtrent midt i den store Vildmose, 

hvor dog Birken kun er en Busk).” 

Mosen var allerede på Steenstrups tid påvirket 

af afvanding, idet Tofte Sø, Birkesø, Lillesø og 

Møllesø blev tømt via en kanal i 1760’erne. Han 

beskriver de meterhøje tørvevægge omkring disse 

udtørrede søer og i selve kanalerne og nævner 

om mosen:”Det indre eller midterste Belte er vel 

endnu i sit Sphagnumstadium, men Sphagnummosset 

er kort og faldende i det Rödlige, hvorved 

det angiver ikke længere at være i sin fulde Kraft 

og over meget store Partier seer man de næsten 

alenlange Kjæruldblade (Eriophorum angustifolium) 

enkelte, men dog temmelig tætte, hæve sig 

af Sphagnumtæppet, hvilket Overgangsstadium 

er det mest fremherskende. Belter eller Strimler 

langs de 2 længere (östlige og vestlige) Sider 

ere klædte med Moselyng [Klokkelyng] og Hedelyng 

og tillige meer eller mindre optraadte i 

större Tuer.” 

O.G. Petersens skildringer fra en 

række ekskursioner somrene 1890-93 

Petersen giver ca 50 år senere en fin skildring af 

mosen, hvor den stødte til Haslevgårde Å ved 

Dragsgårdstien (Latinske plantenavne oversat 

i alle citater): ”Nogle faa Alen på den østlige 

Side af Aaen begynder Mosens Randvegetation, 

i hvilken navnlig Moseformen af Dun- 

Birk, Pors, Hedelyng, Tranebær samt Tue- 

Kæruld gjøre sig bemærkede, foruden mange 

andre. Jeg meddeler for Fuldstændigheds 

Skyld en Liste over de her iagttagne Planter, 

der voxede ganske imellem hverandre”. Hans 

liste gengives her i tabel 1, idet der ikke længere 

findes noget eksempel på nogenlunde uberørt 

overgangszone mellem mosen og åen. Den pågældende 

vegetation rummer en usædvanlig 

blanding af rigkærs-, fattigkærs-, tørbunds- og 

højmosearter. 

157

Ene 

Kryb-Hvene 

Alm. Hvene 

Vellugtende Gulaks 

Mose-Bunke 

Bølget Bunke 

Fløjlsgræs 

Blåtop 

Alm. Hjertegræs 

Tue-Kæruld 

Alm. Star 

Håret Frytle 

Glanskapslet Siv 

I yderligere ca 50 meters bredde fandtes fortsat 

porse og birk, men længere inde på højmosen 

hørte også disse op, og kun de 12 arter 

af karplanter nævnt i tabel 2 voksede på den 

mange kvadratkilometer store højmoseflade. 

”De nævnte 12 Arter af fanerogame Planter 

udgjøre i Forening med Sphagnum og Rensdyrlav 

Mosens egentlige og karakteristiske Vegetation, 

der er af en yderst eksklusiv Natur, 

idet ikke en eneste anden Blomsterplante har 

faaet Indpas i Mosens Indre. Ingen Star, intet 

Græsstraa afbryder denne ensformighed … ” 

(Petersen 1896). 

158 

Plettet Gøgeurt 

Maj-Gøgeurt 

Øret Pil 

Krybende Pil 

Dun-Birk 

Porse 

Alm. Syre 

Alm. Hønsetarm 

Græsbladet Fladstjerne 

Trævlekrone 

Bidende Ranunkel 

Kragefod 

Krybende Potentil 

Tormentil 

Alm. Mjødurt 

Multebær 

Alm. Røn 

Revling 

Kattehale 

Rundbladet Soldug 

Langbladet Soldug 

Tørst 

Kær-Svovlrod 

Angelik 

Alm. Fredløs 

Klokkelyng 

Hedelyng 

Tue-Kæruld 

Klokkelyng 

Rosmarinlyng 

Tranebær 

Multebær 

Hedelyng 

Rosmarinlyng 

Tranebær 

Bukkeblad 

Eng-Troldurt 

Lancet-Vejbred 

Sump-Snerre 

Kær-Tidsel 

Høst-Borst 

Kær-Høgeskæg 

Tabel 1 Arter voksende i 1895 i højmoserand langs Haslevgårde Å i et knap 100 meter bredt bælte af Tofte Mose 

(Petersen 1896) 

Smalbladet Kæruld 

Revling 

Rundbladet Soldug 

Langbladet Soldug 

Tue-Kogleaks 

Hvid Næbfrø 

Tabel 2 De eneste 12 karplanter, som voksede på selve 

højmosefladen i 1895 (bortset fra benbræk, som fandtes 

i ”et bed” på få kvadratalen et sted vest for Tofte Bakke, 

hvor den fortsat vokser).

Fig. 3 Nordlige Lune i Tofte. 1940. Frode Jakobsen billed arkiv. 

Den sydlige af to søer (Inderste Lune) får følgende 

ord med på vejen fra Petersen, mens han 

ikke har registreret de små luner – han kom sikkert 

ikke der forbi: ”Denne lille Mosesø med en 

fra den øvrige Mosevegetation forskjellig Plantevæxt 

langs de stejlt affaldende bredder gjør et 

overmaade tiltalende Indtryk mellem sine alvorlige 

omgivelser. Gul Åkande voxede i mængde i 

Vandet, og langs Bredderne var en uhyre frodig 

Vegetation af Kærmangeløv foruden endel Grå- 

Pil og Øret Pil og mange andre Planter.” 

Af stor interesse er Petersens beskrivelse af overgangen 

fra højmose til å i mosens sydvestdel, 

idet overgangen siden hen er reguleret som følge 

af uddybning af åen. ”… Mosen her falder 

temmelig stejlt af mod Vest, hvorfor ogsaa denne 

del af den, seet fra Vest i Virkeligheden gjør 

Indtryk af en lav Banke. Paa flere Steder i denne 

Del af Mosen findes der smaa indtil omtr. 1 Fod 

brede Render, vandførende og mer eller mindre 

bevoxede med Sphagnum; ud mod den vestlige 

Rand anastomosere disse og give Anledning til 

Dannelsen af de omtalte stejle Tuer, og endelig 

siver Vandet ud i Aaen gjennem talrige flade, til 

dels med Sphagnum overvoxede Render. Her findes 

altsaa naturlige Afløb for Mosens Vand.” Ved 

åbredden voksede top-star og lyse- eller knop-siv, 

og på et 2 til 10 meter bredt ”græstæppe” langs 

åen var der grå star og almindelig star. Så kom en 

zone med birke-porse-krat og et stejlt besværligt 

tue-kæruldbælte, før selve højmosefladen. 

159

Ved sydenden af Tofte Mose ligger ”Tørvemosen”, 

som præges af krattilgroede tørvegrave. 

Den var på Petersens tid uberørt højmoseflade, 

flankeret af vejen ”Den Thestrupske Vase” med 

tilhørende bred grøft. Højmosefladen begyndte 

på nordsiden af vejen ”aldeles pludseligt, uden 

nogen som helst Overgang”. ”Mosen var, saa 

langt jeg kunde se, hvid af Tue-Kæruld” med enkelte 

smalbladet kæruld, multebær og tue-kogleaks. 

Syd for grøften var der aktiv tørvegravning 

og ”Tørvenge med Birkekrat”, hvilket kunne 

være birkerandskov med blåtopdomineret bund, 

hvilket ses mange steder langs mosens rand idag. 

Tørvegraverne fik hyppigt brudstykker af birk 

op, hvilket viser, at der også i tidligere tider har 

forekommet randskov af birk i kanten af højmosen 

på dette sted. 

160 

Fig. 4 Randskov af dun-birk er skovens sidste forpost før den naturligt træfri 

højmose, som udbreder sig bag træerne. Græsarten blåtop dækker bunden 

næsten fuldstændig med sine tuer. Måske så de ”tørvenge med birkekrat”, som 

O.G. Petersen beskrev fra sydenden af Toft Mose i 1890’erne tilsvarende ud? 

Vest for Vesterskovs afd. 177. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

Tofte Moses sydøstlige dele udfor Sjældenglad 

og Langerim var i 1890’erne stærkt præget af 

udgrøftning. Den næsten 3 kilometer lange lige 

hovedgrøft ses allerede på kort fra 1870. ”Langs 

den sydøstlige Side af Mosen gaaer en dyb Grøft, 

der gjør Skjel mellem to helt forskjellige Vegetationer”. 

Vest for grøften var der meget sumpet 

Sphagnum-højmoseflade med ”smaa døde 

Vandpytter uden Vegetation af høiere Planter”, 

samt megen stor lyng, som skjulte vandet, og 

gjorde det svært at færdes. Øst for grøften var 

der tørt med megen lyng, tue-kæruld og rigeligt 

med multebær, men ingen Sphagnum. Han 

fandt også tormentil, klokkelyng, vibefedt ”og 

enkelte andre”, hvilket bl.a. må have været i mosens 

laggzone, idet han nævner, at der endnu 

længere østpå fandtes ”et stort Parti af Birk og

andet Buskads”, som må være den nuværende 

skov ved Gl. Enge. Det udgrøftede sydøsthjørne 

kalder han Bøndernes Mose og skriver ”For 30- 

40 År siden skal her have været ufremkommelig 

Sump; nu var her let at passere.” Vibefedt er ikke 

siden hen registreret i denne del af mosen, men 

kan være overset, idet der stadig er ret store områder 

med egnede biotoper. 

Tofte Skov i 1890’erne 

Petersens skildring af skoven afviger ikke meget 

fra nutidens indtryk af skoven og fortjener 

fuld gengivelse: ”Fortsætte vi nu Vejen i nordlig 

Fig. 5 "Ørnetræet" i Tofte Skov i Vildmosen, hvor havørnen skal 

have ruget. De to gamle reder skyldes dog sandsynligvis begge den 

sorte stork (se også fig. 20, side 83). Ca. 1943. Foto Th. Kjær. 

Retning langs den sydøstlige Side af Mosen komme 

vi til Tofte Skov, der hører ind under Grevskabet 

Lindenborg og er strengt spærret for uvedkommende. 

Ved Forstmester Cossels Velvillie fik 

jeg ikke alene uhindret Adgang til Skoven, men 

ogsaa Ledsagelse af Skovfogden, der viste mig 

rundt, hvor han kunde tænke, der kunde være 

noget af Interesse for mig, ja endog entrede op 

i en gammel Eg, for at faa 3 Sort Stork Unger til 

at rejse sig i Reden og hvæsende Gjøre Honnør. 

Tofte Skov frembyder Interesse i botanisk 

Henseende, idet den gjør Indtryk af at være en 

naturlig Blandingsskov, hvor mange forskjellige 

161

Træarter voxe fuldstændig mellem hverandre. I 

sydvestlig Retning fjerner Skoven sig noget fra 

Mosen, men i N.V. støder Skov og Mose paa 

en længere Strækning direkte til hinanden. Der 

fandtes spredte, tildels gamle og svære Ege, alle 

Stilk-Eg. Af Birk fandtes ikke ubetydeligt; det 

meste var Dun-Birk, i det nordøstlige Hjørne af 

Skoven forekom dog en del Vorte-Birk, spredt 

mellem de andre, i Exemplarer af moderat Størrelse; 

i en ren Birkebevoxning, der dog mulig 

162 

var plantet, fandtes temmelig megen Vorte-Birk. 

Hasselen er meget sparsom, og af Skov-Elm findes 

kun ganske faa. Asken forekommer kun i 

Skovens nordvestlige Hjørne, men dér ret rigelig. 

Af Bævreasp findes efter Skovfogdens sigende 

kun 3 Expl. i hele Skoven. Til de dominerende 

træer hører El. Af Vrietorn traf jeg et som Træ 

udviklet Exemplar, hvis Forgrening begyndte i 3 

Alens Højde og udviklede sig til en bred Krone; 

i Brysthøjde maalte Stammen 76 Cm. i Omfang. 

Fig. 6 Et par ege i Vesterskov, afd. 176. Som følge af små forskelle i jordbunden, er der bøg bagved til venstre og 

blandskov til højre. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald.

Gul Stenbræk 1864, I et lille kjær ved Lille Vildmose, Laurits Ottesen, Dansk Herbarium (måske ikke ved Tofte) 

Rust-Skæne Ca. 1864, men udateret: Lille Vildmose, Laurits Ottesen, Dansk Herbarium (måske ikke ved Tofte) 

Tykbladet Fladstjerne 1915 Ll. Vildmose + TBU uden år: strand ved Dokkedal (måske var de udenfor Tofteejendommen) 

Blå Anemone 1950-1972 et sted i engen på den tidligere søbund, Tofte Sø (søen genskabtes i 1973) 

Opret Kobjælde Frem til ca 1990 voksede nogle få nær Blæsborghjørnet, Knarmou iflg. Peter & Birgit Knudsen 

Sølv-Mælde 1966 ml. Dokkedal og Øster Hurup (findes sikkert fortsat, men fåtallig) 

Hede-Melbærris Ca. 1970? eller ca 1946?, men uden år: ved Knarmov Gd ved Kattegat, T.W.Bøcher (TBU arkivet) 

Tornløs Hornblad 1981 i Tofte Søs afløb (vandet formodentlig for brunvandet og eutroft efterhånden) 

Fjernakset Star 1991 Strandeng ved Hedestederne (måske var det udenfor Tofteejendommen) 

Strand-Tusindgylden 1991 Strandeng ved Hedestederne (måske var det udenfor Tofteejendommen) 

Rødbrun Kogleaks 1991 Strandeng udfor Tofte Skov (findes måske fortsat, men fåtallig) 

Butbladet Vandaks 1992 fåtallig et sted i Tofte Sø (vandet formodentlig for brunvandet og eutroft efterhånden) 

Sø-Kogleaks cfr 1992 Tofte Sø. På de angivne voksesteder vokser i dag blågrøn kogleaks (forveksling?) 

Spidsbladet Steffensurt cfr Worsøe/Ødum/Lund 1990 Tofte Skov, men uden belæg og ligner liden steffensurt, som ej var nævnt 

Tabel 3 Arter, som er fundet tidligere, men ikke genfundet i 2003-2009. 

Af mindre almindelige Planter kunde noteres 

Kongebregne, der dog kun forekom meget 

sparsomt. 

I sit nordvestlige Hjørne gaar Tofte Skov over 

i et Krat, der trækker sig rundt omkring de i 

vestlig Retning i Mosen fremspringende Tofte 

Bakker og danner en Bræmme mellem disse og 

den egentlige Vildmose. Mellem Tofte Bakker, 

der er prydede med en Bevoxning af kraftige, 

tildels mangestammede Bøge, og den tidligere 

omtalte Spang ved Dragsgård, findes den ligeledes 

tidligere nævnte Vej, der blev paabegyndt i 

1886… ”. I kratskoven mellem Tofte Bakker og 

højmosen fandt Petersen bl.a. krognæb star, billebo 

klaseskærm, dunet dueurt, hirse-star, kranskonval, 

vandkarse, hønsebær og skov-rørhvene, 

samt på bakkens vestskråning smalbladet høgeurt 

i mængde. Laggbækken havde på en lang 

strækning en frodig bevoksning af kryb-hvene. 

Forholdene i nutiden adskiller sig især ved, at 

træerne er blevet ældre, idet arterne bortset fra 

krognæb-star er genfundet på stedet; og den angav 

han som voksende på den nyanlagte sandede 

Dragsgård Sti - den har ikke nødvendigvis været 

fast inventar på stedet. 

Forsvundne arter og 

muligvis forsvundne arter 

I tabel 3 fremgår detaljer om nogle arter, som 

tidligere er fundet i området uden at være fundet 

siden 1992. Forekomsten af de meget sjældne 

163

Fig. 7 Vegetationsforholdene i og omkring Tofte Skov beskrevet ud fra registreringer udført i Atlas Flora Danica projektet. 

Zoombar original findes side 114 i bilaget til Grøn driftsplan for Tofte Skov, 2006 på http://www.avjf.dk/ 

wp-content/uploads/Groen_driftsplan_bilagsrapport.pdf. Området er ca. 7 km bredt. 

arter gul stenbræk og rust-skæne viser, at der i 

1864 fandtes et fint udviklet kildekær et sted ved 

kanten af Lille Vildmose. Det er nok mest sandsynligt, 

at det var ved mosens vestkant op mod 

kalkbakkerne, men det kan også have været ved 

Tofte Bakke eller et andet sted på Tofteejendommen. 

Begge arter er gået meget stærkt tilbage i 

Danmark og må nok anses for endegyldigt uddøde 

i Lille Vildmose området. De øvrige arter i 

tabel 3 kan være overset eller kan genindvandre. 

164 

Lokalitetsbeskrivelser 

Området er for stort og komplekst til beskrivelse 

af andet end et lille udpluk af lokaliteter, 

og variationen i området er meget stor. I det 

følgende beskrives områdets naturtyper med udgangspunkt 

i nogle specielle eller lettilgængelige 

lokaliteter. Et overblik over Toftes naturtyper ses 

på Fig. 7, som er udarbejdet i forbindelse med 

driftsplanlægningen for Tofte.

Tofte Bakke - overdrev 

Ved Bakkehuset på Tofte Bakke ses små fragmenter 

af skrivekridt i muldskud, og floraen er 

en veludviklet kalkoverdrevsflora. Som følge af 

vildsvinenes jævnlige oproden i dele af overdrevet 

er der usædvanligt gode spiringsbetingelser 

og dermed en ekstremt artsrig flora med 214 

arter karplanter registreret indenfor ca. 50 meter 

fra Bakkehuset ved besøg d. 4/7 2003. Bl.a. 

kan fremhæves stor knopurt, hulkravet kodriver, 

smalbladet klokke, dunet vejbred, nikkende limurt, 

knoldet mjødurt, tjære-nellike, rundbælg, 

vrietorn, koral-hvidtjørn, tornblad, liden museurt, 

vild stedmoder, flipkrave, blåmunke, sølvpotentil, 

vår-vikke, alm. pimpinelle og slåen. 

Kalkrigt overdrev er ikke fundet i væsentligt 

omfang andre steder indenfor undersøgelsesområdet, 

idet floraen selv på Tofte Bakke skifter til 

surt overdrev, inden man fjerner sig 100 m fra 

Bakkehuset. 

Store dele af de tørre sletter i Tofte området 

er artsrigt overdrev på sur bund, med flere undertyper 

repræsenteret. Fælles for typerne er rig 

forekomst af hirse-star, fåre-svingel, lyng-snerre, 

katteskæg, tormentil, læge-ærenpris og hundeviol. 

Stedvis ses desuden bleg star, krat-fladbælg, 

mose-troldurt, bakke-gøgelilje, alm. månerude, 

guldblomme eller alm. mælkeurt. Bedst udviklet 

ses disse overdrev i randzonerne rundt om 

og sydøst for Store Langsig, hvor næsten alle de 

nævnte arter vokser. Derudover er der bl.a. hjertegræs 

og vild hør, som tyder på, at der omkring 

Store Langsig er en lidt mere kalkrig bund. Flere 

steder ses også mange store tuer af gul engmyre 

i disse områder. Også ved Gl. Sjældenglad og 

Lyngbakkerne er der fine artsrige overdrev af 

denne type med bl.a. alm. månerude, kattefod 

og alm. mælkeurt. 

Der er ofte tale om komplicerede blandinger af 

hede, overdrev og eng i området, herunder med 

glidende overgange eller med fx 200 kvadratmeter 

veludviklet overdrev midt i et stort område 

med eng. Det giver en stor og fin variation. Væsentlige 

dele af de tidligere dyrkede marker har 

i dag udviklet overdrevsflora af en kvalitet, som 

lever op til habitatdirektivets skrappe krav til 

artsrigt surt overdrev, type 6230. De fugtigere 

dele er som regel blevet til eng. 

Enge 

Meget store områder i og omkring Tofte Skov 

dækkes af tidvis våde enge med udpræget blåtopdominans. 

Der findes dog også enge i området 

med dominans af eng-rørhvene eller med 

artsrig eng-vegetation uden blåtop og uden nogen 

dominerende art. Bl.a. findes i Trekanten, 

afd. 159b, en dejlig blomster- og sommerfuglerig 

eng af bl.a. tormentil, djævelsbid, hirse-star, 

eng-viol, alm.star, vild hør, bleg star, katteskæg, 

mangeblomstret frytle, lancetbladet høgeurt, 

sump-snerre, hjertegræs, vellugtende gulaks, 

knop-siv og eng-rævehale. I engens kant mod 

skoven vokser desuden lidt liden vintergrøn. 

Som følge af den svingende vandstand og vildtets 

påvirkninger er der ofte tale om stor variation i 

områderne og meget gode spiringsmuligheder 

på mudret blottet bund. Dette er medvirkende 

165

Fig. 8 Dyrenes græsning forhindrer dette overdrev i at gro til med træer, men tornede buske indvandrer så småt i 

baggrunden. Stor knopurt, hvid okseøje, nikkende limurt og rundbælg m.fl.. Tofte Bakke. 29. juni 2006. 

Foto Erik Buchwald. 

166

til, at der i mange af områderne er stor artsrigdom, 

selvom det umiddelbart kan se ensformigt 

ud, især hvor der er dominans af høje græsser. 

Mellem og på tuerne trives dog mange andre og 

mindre iøjnefaldende arter, som fx hønsebær, 

bakke-gøgelilje, plettet gøgeurt, eng-viol, lancetbladet 

høgeurt, djævelsbid, engblomme, trenervet 

snerre, klokke-ensian og spidsblomstret siv. 

Engblomme og trenervet snerre er kun set i afd. 

155b ved Rådden Røv, hvor de vokser sammen 

med store bestande af festgræs. Spidsblomstret 

siv har store bestande i vest- og nordkanten af 

Enebærstykket, afd. 139a, og er ikke noteret andre 

steder. I den tidligere høeng Nyeng, som ligger 

langs Skovbækken i Vesterskoven afd. 157 og 

176, vokser der en del gul frøstjerne. Engen har 

meget blåtop, men også blågrøn star, eng-viol, 

kær-høgeskæg, bleg star, mangeblomstret frytle, 

tormentil, kær-mangeløv, vandnavle, krybende 

pil, tråd-star og liden vandarve. I brynet af engen 

ved bækken er en rose blevet bestemt til den 

sjældne lugtløs æblerose af Atlas Flora Danica. 

Laggzonen af højmosen har også ofte engagtig 

karakter, flere steder med blåtopdominans. 

Gl. Sjældenglad og Knarmou - Hede 

På de store gamle rimme-dobbe systemer i områdets 

nordøstlige og sydlige dele findes veludviklet 

hedevegetation. Størstedelen er ret fugtig og 

svarer til habitatdirektivets type 4010, klokkelynghede. 

Her findes rige bestande af hedelyng, 

klokkelyng, tyttebær, blåbær, mosebølle, rosmarinlyng 

og stedvis tranebær. Ledsagearterne plettet 

gøgeurt, vestlig tuekogleaks, blåtop og børste-siv 

er også talrige. I områderne syd for Bønderskov 

ved Gl. Sjældenglad har den smukke og 

sjældne klokke-ensian store bestande, mens den 

Fig. 9 Kattefod er gået stærkt tilbage i Danmark, men har mange forekomster i Tofte. 

Her ses en hunlig klon. Lyngbakkerne, afd. 198d. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

167

kun er registreret sporadisk i de nordlige hedeområder 

ved Knarmou. I nord findes til gengæld 

den sjældne og kønne klokke-vintergrøn med 

en ca. 300 meter lang spredt bestand på en af 

rimmerne ved Blæsborghjørnet sammen med lav 

skorzoner, engelsk visse og plettet gøgeurt. 

Lyngbakkerne i afd. 198 ved Gl. Sjældenglad og 

et par små arealer længere sydpå har en meget 

artsrig og fin hedevegetation. Lyngen er ganske 

lav og tæt som følge af vildtets græsning. Kattefod 

har flere bestande på disse hedepartier, sammen 

med engelsk visse, blåmunke, alm. ulvefod, 

alm. månerude, katteskæg, sandskæg, sand-star, 

kornet stenbræk, djævelsbid, lyng-snerre, vild 

hør og alm. mælkeurt. De sidstnævnte står i lavninger, 

hvor der åbenbart fortsat er adgang til 

noget kalk. 

På dele af hederne er der vokset enekrat frem, 

men faktisk er hovedparten af områdets større 

enekrat opstået ved tilgroning på toppen af meget 

store gamle blåtoptuer i de tidvis våde enge 

og i de sure overdrev. Mange steder er enerne så 

store og gamle, at de har dannet deres eget lille 

skovmiljø under hver busk. Sådanne steder er 

bl.a. hyppigt set skovstjerne og majblomst, men 

også tredelt egebregne og hønsebær, som grundet 

voksestedet på toppen af gamle tuer ikke 

kan brede sig til særlig store bestande, hvad de 

ellers gerne gør på mere fladt terræn. Eg, røn, 

vrietorn, kvalkved, abild, vild kaprifol, hyld og 

tørst vokser mange steder frem i enernes beskyttelse. 

Nord for hestefoldsgranerne findes et særligt 

artsrigt enekrat med en fin bestand af guldblomme 

og bakke-gøgelilje. 

168 

Sandhusene - Klitter 

Fra tårnet ved campingpladsen ved sydøsthjørnet 

af Tofte reservatet kigger man ud over gamle 

klitter og flyvesandsaflejringer fra udbredt sandflugt 

i historisk tid. Sandflugten er ophørt bortset 

fra ude ved kysten, hvor der fortsat er lidt 

sandflugt i forbindelse med de lave klitter på 

strandvoldene. 

Det største og vigtigste klitområde ligger øst og 

vest for Sellegårdsbækkens nedre løb, hvor meget 

smukke og varierede gamle klitter rummer 

en for klitter artsrig vegetation med bl.a. mange 

bestande af den lave kurvblomst kattefod, som 

er gået meget stærkt tilbage i Danmark. Flere 

områder har mange enebuske. 

De nærmeste dele af klitterne, man ser fra tårnet, 

har karakter af afblæsningsflade med en 

ekstremt næringsfattig og sporadisk ”grå klit” 

vegetation, som på luftfotos adskiller sig tydeligt 

fra aflejringsområdet lidt vest for. Laver og mosser 

udgør et vigtigt islæt i afblæsningspartierne, 

hvor der også ligger mange småsten i overfladen 

af sandet. Stenene viser, at sandflugten disse steder 

er nået ned til de oprindelige strandvolde. 

De øvrige arealer er frodigere aflejringsområder 

for sandet og har karakter af grøn klit blandet 

med klithede. 

Langs Sellegårdsbækken, som afsløres af sin galleriskov 

af rød-el, ligger flyvesandet i et flere meter 

tykt lag, som stort set når ned til bækkens 

niveau. Bækken skærer sig som en kløft gennem 

klitterne; ned til den oprindelige og mere faste

Fig. 10 Vindbrud i klitheden vest for Sellegårds Bæk, som er forårsaget af og opretholdt af krondyrenes behov for at 

sandbade (wallowing). Bemærk at lyngen er bidt ned til lav højde af krondyrene, så der er plads og lys til urter mellem 

lyngen. Klitheden er derfor overraskende artsrig med bl.a. sandskæg, kattefod, blåmunke, engelsød, hjertegræs, 

mark-bynke, ene og kællingetand, samt uventet indslag af eng-havre, som man normalt ikke ville forvente i klithede. 

Bækkens galleriskov af rød-el ses i baggrunden. Afd. 205. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

169

jordbund. Enkelte steder i området er der små 

klitlavninger. De rummer klithedevegetation. 

Det er interessant, at klitterne syd for Kragelundsvej 

har holdt sig fri for væsentlig tilgroning 

gennem snart 100 år. Dette må tilskrives 

effekten af vildtet, selvom dette har en relativt 

lav bestandstæthed i reservatet - i samme størrelsesorden 

som de mest naturlige vildtbestande 

kendt fra tempererede skovzoner i fx Bialowieza 

og Yellowstone Nationalparkerne (se senere). 

Modsætningsvis er klitterne udenfor vildthegnet 

som følge af tilgroning blevet til, eller 

170 

ved at udvikle sig til, skov med karakter af egasp-skovfyr-krat 

mange steder. Tilsyneladende 

er der væsentlige mængder af flyvesand et godt 

stykke ind i Bønderskov Egene, afd. 200a, som 

derfor også med en vis ret kan opfattes som 

klitskov. 

Ud over ovennævnte arter er følgende arter i 

særlig grad nævneværdige for klitterne: Engelsk 

visse, alm. mælkeurt, kambregne, djævelsbid, 

katteskæg, klokkelyng, vellugtende gulaks, tandbælg, 

gul snerre, sand-hjælme og smalbladet 

høgeurt. 

Fig. 11 Bredbladet mærke og smalbladet mærke (også kaldet sideskærm) 

kan forveksles, selvom førstnævnte er en meget større plante. 

Her vokser de begge i Pindebæk nær Skævbro sammen med gul iris. 

29. juni 2006. Foto Erik Buchwald.

Enebærstykket ved Engskov (afd. 108a) og store 

områder i sydøst ved Sandhusene indeholder 

fine eksempler på enebærkrat i klitter. I Enebærstykket 

findes bl.a. guldblomme, bakke-gøgelilje, 

hjertegræs og lancetbladet høgeurt, mens der 

mod sydøst er tale om ret næringsfattige områder 

bl.a. med kattefod. 

Sellegårds Bæk og Haslevgårde Å 

Sellegårds Bæk har en række større og mindre 

tilløb, som sammen med hovedløbet rummer 

mange vandplanter. Vandet er brunligt som 

følge af humusindhold, men klart nok til at der 

vokser en rig flora i vandløbene bortset fra, hvor 

tæt trævækst skygger. Mest markant i bækken og 

tilløb er ofte storblomstret vandranunkel eller sideskærm, 

ledsaget af aks-tusindblad, fladfrugtet 

vandstjerne, liden vandaks, almindelig vandranunkel 

eller almindelig kildemos. Derudover er 

bl.a. fundet stor og liden vandarve, billebo-klaseskærm, 

spæd, enkelt og grenet pindsvineknop, 

samt småfrugtet og storfrugtet vandstjerne. 

Også i mange af grøfterne i området ses bestande 

af flere af disse vandplanter. 

Småfrugtet vandstjerne er rødlistet som akut 

truet i Danmark. Det vurderes, at dens forekomst 

i området er stærkt begunstiget af vildsvinenes 

tramp og oproden af vandløbsbredderne, 

således at der er rige spiringsmuligheder. 

Den vokser ikke i selve vandløbet, men på 

mudrede bredder og udtørrede steder ved bækken, 

foruden i pytter og våde lavninger andre 

steder i reservatet. 

Haslevgårde Å afgrænser på en længere strækning 

undersøgelsesområdet mod vest. Åen er 

desværre stærkt reguleret og ligger meget dybere 

i terrænet end naturligt, således at bredderne er 

stærkt udtørrede og med ret uinteressant flora af 

gemene grøftekantsplanter som stor nælde, vild 

kørvel, skvalderkål og kvikgræs, rørgræs m.fl.. 

Som følge af hård oprensning er der kun en meget 

artsfattig plantevækst med næsten 100% dominans 

af enkelt pindsvineknop, stedvis ledsaget 

af lidt grenet pindsvineknop eller vandpest. 

Tofte Sø og andre søer 

På højmosefladen findes en række søer, som 

kan opdeles i de tre store søer Tofte Sø, Inderste 

Lune og Yderste Lune, som har ret høj pH og 

gytje som bundsediment, og en række mindre 

”luner” og sprækkesøer, hvis kemiske forhold er 

beskrevet i et andet afsnit her i bogen. I sidstnævnte 

gruppe er der ikke fundet undervandsplanter 

bortset fra mosser, og vandet er brunligt 

(dystroft). 

Tofte Sø ses fint fra tårnet ved søens vestende. 

Den er en brunvandet sø, som er genskabt i 1973 

efter at have været afvandet siden 1700-tallet. 

Erosion af tørven i brinkerne har medvirket til, 

at søen er meget humøs og brunvandet. 

Som følge af det uigennemsigtige vand er der 

kun sporadisk undervandsvegetation i form 

af aks-tusindblad, butbladet vandaks og liden 

vandaks. Disse vokser på ganske lavt vand, 

især i søens østbassin. Rørsumpen er stedvis 

171

Fig. 12 Kronhjorte foran tusindvis af den sjældne kær-fnokurt i Tofte Søs østbassin. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

veludviklet med både tagrør, blågrøn kogleaks 

og bredbladet dunhammer. Registrering af søkogleaks 

i 1992 kan være en forveksling med 

den lignende blågrøn kogleaks, idet sidstnævnte 

findes i søen i dag, uden at den blev registreret i 

1992. På udtørret dyndet tørvebund i øst-bassinet 

af søen voksede meget store bestande af den 

rødlistede kær-fnokurt frem i 2006. Skytte Peter 

Knudsen har fulgt arten i området i ca. 50 år, 

og bemærket at den svinger en del i hyppighed. 

De to andre større søer på højmosefladen (Inderste 

og Yderste Lune) har hvid og gul åkande, 

frøbid og liden andemad i overfladen og nogenlunde 

klart vand, som dog også ser ud til at være 

noget brunt og dystroft. Disse to luner er så vidt 

vides aldrig undersøgt for vandplanter på dybt 

vand. 

172 

Uden for højmosefladen findes i Tofte området 

et par småsøer og nogle vandhuller. Gadekæret 

ved Toftegården har udbredte bestande af 

vandrøllike og liden andemad. En lang historie 

som gadekær har medført, at vandet er ret næringsrigt. 

Vandet er dog ikke mere eutrofieret 

end, at det fortsat er klart. 

De øvrige undersøgte vandhuller og småsøer 

rummer en række interessante og tildels ret 

sjældne arter som svømmende sumpskærm 

(mindst 3 søer rummer bestande), børste-kogleaks, 

hår-tusindblad, aks-tusindblad, liden siv, 

tråd-siv, tudse-siv, alm. vandranunkel, vandnavle, 

aflangbladet vandaks, svømmende vandaks 

og liden vandaks. I endnu mindre pytter 

og småvande er stedvis fundet de ret sjældne 

knudearve, vandportulak og tusindfrø. Det

vurderes, at disse arter er stærkt begunstiget af 

områdets bestand af vildsvin og krondyr, som 

holder vegetationen i og omkring vandhuller 

og pytter lav, og ved deres tramp mv løbende 

sørger for optimale spiringsbetingelser for de 

enårige arter. Sådanne samfund af amfibiske 

små plantearter i småsøer og pytter omfattes af 

habitatdirektivets naturtype 3130, som er ret 

sjælden og dårligt kendt. 

Tofte Mose - højmose 

Højmosen har meget forskellig vegetation i de 

forskellige dele. Højmosen kan opdeles i fladen, 

randskoven og laggen, som omkranser højmosen, 

og hvor vandet siver eller løber væk i en 

laggzonebæk. Tofte Mose er Danmarks suverænt 

største stykke højmose, og er en af de største 

højmoser i det nordvesteuropæiske lavland. 

Fig. 13 De fleste vandhuller i Tofte er rige på vandplanter. Dette rummer den sjældne svømmende sumpskærm, men 

domineres af svømmende vandaks med alm. sumpstrå langs kanten. Bemærk at vildtet, selv ved Toftes ret lave og 

naturlige tæthed, forhindrer ved småsøer tilgroning med tagrør og dunhammer. Rundedam i afd. 140. 

29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

173

Højmosefladen dækker de største arealer. Den 

rummer meget store og livskraftige bestande af 

karakteristiske arter som fx langbladet, rundbladet 

og liden soldug, hvid næbfrø, rosmarinlyng, 

tranebær, tuekogleaks (begge underarter registreret) 

og multebær. Derudover findes i kanten 

af det største af de vandhuller, der kaldes De 

Små Luner, en bestand af de sjældne dynd-star 

og blomstersiv, mens benbræk vokser et sted nær 

Inderste Lune. Store centrale dele af højmosefladen 

har høljekarakter og kan ikke adskilles 

med sikkerhed fra de historiske beskrivelser fra 

1800-tallet. 

I forhold til de historiske beskrivelser fra 1895 

er randskoven tiltaget betydeligt i udbredelse og 

frodighed i syd, vest og nord. Det tilskrives udtørring 

som følge af uddybning af Haslevgårde 

Å, og længere nordpå udtørring forårsaget af 

nærgående tørvegravning på naboarealer. Langs 

højmosens rand mod Tofte Bakke er der dog en 

smal birkerandskov, som er naturlig. Birk og pil 

ses også på vestsiden af Inderste Lune og næsten 

ren birkeskov sydvest for Tofte Sø. Disse ganske 

lysåbne træbestande rummer en interessant flora 

med bl.a. butfinnet mangeløv, hønsebær, tredelt 

egebregne, pors, skovstjerne, multebær, mosebølle, 

øret pil, tormentil, grå star og hunde-hvene. 

Den naturlige overgang (laggen) mellem mosen 

og omgivelserne er stort set ødelagt i dag undtagen 

langs østkanten, ved at være stærkt udtørret 

og påvirket. Langs det meste af østsiden af 

højmosefladen er laggzonen forholdsvis upåvirket 

af afvanding, sandsynligvis fordi grøftningen 

ikke er voldsomt dyb, og fordi ejerne og Peter og 

174 

Birgit Knudsen gennem en årrække ved naturvenlig 

drift har opretholdt en høj og ret naturlig 

vandstand i disse delområder, bl.a. ved at opstemme 

visse grøfter og kanaler. Status er i hvert 

fald, at den østlige laggzone især i nedbørsrige 

perioder står helt eller delvis under vand, og at 

den har en meget veludviklet og rig flora med 

stor variation, herunder med elleskov på væsentlige 

dele. Grænsen ind mod højmosefladen 

ses på luftfotos at have en interessant fliget eller 

delta-agtig form på de mest upåvirkede strækninger. 

Disse strøg vurderes ligesom højmosefladen 

at være helt unikke i Danmark, og meget 

sjældne også i resten af Europa. 

Den ikke skovdækkede del af laggzonen rummer 

en lang række forskellige varianter af mose- og 

kær-vegetation, hvoraf de største arealer dog 

dækkes af samfund med meget blåtop eller engrørhvene. 

Som eksempel på afvigende partier 

kan nævnes sydenden af mosen nord og vest 

for Gl. Enge, hvor laggzonen ved besigtigelse 

6/7 2005 fremstod som et ca 50 meter bredt og 

ca 10 cm dybt sø- og eng-agtigt vandløb med 

frodig vegetation af bl.a. bukkeblad, eng-forglemmigej, 

kær-dueurt, alm. skjolddrager, næbstar, 

vandnavle, alm. sumpstrå, glanskapslet siv, 

dusk-fredløs, alm. fredløs, smalbladet kæruld, 

kær-fladstjerne, trævlekrone, alm. star, kærsvovlrod, 

kær-ranunkel, smalbladet ærenpris 

(begge underarter), dynd-padderok, engkarse og 

småfrugtet vandstjerne. Alle disse arter var hyppige 

og derudover var der mindre indslag af en 

stribe yderligere arter. Småfrugtet vandstjerne 

er rødlistet som akut truet i Danmark, men har 

livskraftige bestande mange steder i laggzonen.

Fig. 14 Tofte Mose, hvid af tue-kæruld, set fra brynet af Vesterskov afd. 177. Rådyret står i laggzonen, som ofte domineret af 

eng-rørhvene markerer overgangen fra højmosen til omgivelsernes mere frodige bund. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

Udfra vegetationen er det konstateret, at væsentlige 

dele af højmosen er skadet af udtørring fra 

afvanding i form af gamle grøfter eller tørvegravning 

på naboarealer. På disse dele, som præges 

af blåtop og en del birkeopvækst, er levedygtigheden 

af tørvemos nedsat. Samtidig mangler de 

mere sårbare af højmosens specielle arter, fx har 

langbladet og liden soldug ikke kunnet findes, 

mens multebær klarer sig. 

Fra sydøsthjørnet af Tofte Sø og mod sydøst 

gennem højmosefladen ses på luftfotos et svagt 

busk- og træklædt område, som ved besigtigelse 

har vist sig at indeholde et strøg med islæt af noget 

mere næringskrævende arter end normalt for 

højmoseflade, bl.a. øret pil, dun-birk, hirse-star, 

alm. star, kær-ranunkel, engkabbeleje, kragefod, 

tormentil, kær-snerre, eng-karse og plettet gøgeurt. 

Området er tolket som et område, hvor 

175

vandet siver gennem overfladelagene og også må 

tilføres grundvand. Det går længere mod sydøst 

ligefrem over i en enklave af rigkærsvegetation 

ude midt i højmosen. 

Vildtets veksler over dette strøg består i 

stor udstrækning af specielle lavtvoksende 

176 

rigkærs plantesamfund med fine bestande af 

mange plantearter, som normalt anses for kun 

at kunne overleve med husdyrgræsning eller 

høslæt, fx leverurt, vibefedt, tvebo star og 

loppe-star. Men disse arter kan altså også trives 

under naturlige forhold, som følge af vildtets 

aktiviteter. 

Fig. 15 Liden ulvefod er sjælden og vokser på tidvis våd eller oversvømmet sandbund – gerne med lidt humus. Billedet 

er fra en klitlavning på Kattegat Strand Camping, som tidligere hørte med til Tofte, men den findes også indenfor 

vildthegnet. 5. juli 2007. Foto Erik Buchwald.

Andre mose- og kærsamfund 

Der er mange forekomster i undersøgelsesområdet 

af et andet plantesamfund, som også er helt 

afhængig af vildtets tilstedeværelse, idet dyrene 

blotter tørv og sand, hvor små lyskrævende arter 

derefter kan spire og trives. Det findes således på 

veksler over højmosen, men også på og ved veksler 

gennem andre dele af undersøgelsesområdet, 

hvor tørv eller fugtigt sand passeres. De største 

veksler kan skelnes på luftfotos. Rundbladet soldug 

er et gennemgående træk for mange veksler 

i området, mens hvid næbfrø kun er på vekslerne 

på højmosen. Mose-troldurt er hyppig udenfor 

højmosen, og virker udpræget favoriseret af 

de kår, som er på og ved vekslerne. Den sjældne 

liden ulvefod hører også til i denne naturtype og 

vokser sammen med soldug og børste-siv i en 

klokkelyngs-lavning ca 50 meter syd for Kragelundsvej 

i Kragelundsmarken (afd. 165). 

På syd- og nordsiden af Tofte Bakke findes partier 

med kilder og væld. Et par steder på nordsiden, 

bl.a. udfor afd. 151b, er der veludviklede 

kildefelter med små kildebække og rig vældflora, 

mens der på sydsiden mest er tale om væld uden 

kildebække. Floraen rummer bl.a. vandkarse, 

småbladet og alm. milturt, samt tue-star, topstar 

og skov-springklap. De væld-indikerende 

arter har også sporadiske forekomster en del andre 

steder spredt i undersøgelsesområdet, bl.a. 

udfor nordvestspidsen af Elleskoven, men disse 

væld er ganske små. 

Rigkær findes tre steder i området med meget 

forskellig udformning og artsindhold, udover 

at der findes mindre partier rigkær på bl.a. det 

gamle spor gennem Gl. Enge med rige bestande 

af små starer, bl.a. skede-star. Det ene rigkær er 

midt ude i højmosefladen, hvor der åbenbart er 

en indflydelse fra ret kalkrigt grundvand, en anden 

forekomst er i Toftegårdens gamle høenge, 

sydøst for Bakkehuset i afd. 156a, og endelig er 

der et parti rigkær ved østspidsen af Tofte Sø. 

Rigkæret ude i højmosen er ekstremrigkær, idet 

indikatorarten for ekstremrigkær, sump-hullæbe, 

er set der et enkelt sted af Peter Knudsen for 

nogle år siden. Arten er ikke genfundet siden, 

men kan sagtens stadig være der, idet området 

er meget svært at komme til og orientere sig i. 

I øvrigt kan fra rigkæret i højmosen fremhæves 

tvebo star, loppe-star, krognæb-star, grøn star, 

trindstænglet star, top-star, skede-star, tråd-star, 

spyd-pil, krybende pil, vibefedt, leverurt, engtroldurt, 

djævelsbid, plettet gøgeurt, kær-mangeløv, 

tue-kogleaks og hjortetrøst. Det er markant, 

at de store bestande af lavtvoksende arter 

udelukkende ses på de steder, som krondyr og 

vildsvin færdes intensivt på, herunder i særdeleshed 

på vekslerne gennem kæret. De ret sjældne 

arter vibefedt, leverurt, eng-troldurt, tvebo star 

og loppe-star er således udelukkende set på knolde 

og tuer på vekslerne, men har til gengæld her 

talrige bestande. 

Rigkærene i den gamle høeng nedenfor Bakkehuset 

og ved Tofte Sø er mere almindelige i udformning 

med arter som maj-gøgeurt, alm. star, toradet 

star, top-star, næb-star, hirse-star, alm. sumpstrå, 

kær-padderok, trævlekrone, vand-mynte og 

eng-forglemmigej, samt spor af gamle grøfter. 

177

Fig. 16 Leverurten med denne smukke blomst vokser sammen med vibefedt, tvebo star og eng-troldurt i Tofte Mose 

på hjortenes veksler i rigkæret sydøst for Tofte Sø. 28. august 2005. Foto Erik Buchwald. 

Der findes endvidere i undersøgelsesområdet 

andre typer enge, tagrørsumpe og ørnebregnesletter. 

Flere af disse forekomster rummer 

sjældne eller rødlistede arter, som fx småfrugtet 

vandstjerne. 

178 

Tofte Skov 

Tofte Skov er i hovedsagen en lavbundsskov på 

tidligere havdækkede arealer. Kun på Tofte Bakke 

er der højbundsskov på moræne.

Skovområderne i Vesterskov, Østerskov, Kamrene, 

Bønderskov og omkring Tofte Bakke, samt ved Gl. 

Enge udgøres i stor udstrækning af meget gammel 

(150-300 år) og veludviklet artsrig skov med 

urskovsagtig karakter, samtidig med at vildtet sørger 

for, at der er lys og luft og dermed en artsrig 

og frodig bundflora. Ordene naturskov, urskov og 

urskovsagtig bruges her i afsnittet som defineret i 

naturskovsstrategien (Miljøministeriet 1994). 

Vesterskov 

Vesterskov rummer som følge af sine unikt urskovsagtige 

kvaliteter med kæmpe oldgamle træer, 

dødt ved, kun svagt påvirkede vandforhold 

og varieret jordbund, en meget righoldig flora 

med en del sjældne arter. Vildsvinenes og krondyrenes 

græsning og oproden af jordbunden 

medfører, at der er optimale spiringsmuligheder 

og tilpas lys i skovbunden. Dyrene medvirker til, 

at der er mange store og små lysninger i skovens 

kronetag. Både muldbund og morbund er meget 

udbredt i Vesterskov, skønsvis med nogenlunde 

lige stor udbredelse. Der er store områder med 

ørnebregnedominans. 

Vesterskovs rige muldbundsflora under eg, ask, 

el og bøg udgøres i høj grad af springbalsamin, 

mose-bunke, skovsyre, hvid anemone, stor 

fladstjerne, skov-galtetand, skov-skræppe, dagpragtstjerne, 

miliegræs, skov-viol, dunet egebregne, 

tredelt egebregne, akselblomstret star, skovspringklap, 

skov-rørhvene og lund-fladstjerne. 

Fig. 17 Et ”sig” i afd. 176, Vesterskov, dvs et vådt strøg i skovbunden, hvor vandet ophober sig under nedbør for 

sidenhen at sive langsomt væk. Sig er næsten forsvundet fra de danske skove (og dermed også fra sproget) som følge af 

omfattende dræning gennem århundreder. I Tofte er der sig mange steder. De er voksested for flere sjældne planter, 

bl.a. gul rævehale. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

179

Der er især i de nordvestlige dele af Vesterskov 

en rig buskvegetation af hassel, abild, slåen, benved, 

alm., koral- og engriflet hvidtjørn, fuglekirsebær, 

bævre-asp, alm. hæg og kristtorn. Hassel 

findes både som meget gamle og helt unge, 

samt som regulære hasselkrat uden træer over. Af 

sjældnere planter kan fremhæves kongebregne, 

kambregne, skov-gøgeurt, storblomstret kodriver, 

fruebær og talrige bestande af liden steffensurt. 

I områder med morbund er der meget 

blåtop eller ørnebregne, samt mindre bestande 

af bl.a. liljekonval, majblomst og blåbær. 

Vesterskov har en række steder helt naturlige og 

upåvirkede lavninger kaldet sig, hvor vandet siver 

mod vandløbene. I disse vokser foruden rød-el og 

ask, forlænget star, kær-star, tykakset star, alm. og 

småbladet milturt, rørgræs, gul iris, alm. mjødurt 

og de sjældne gul rævehale og småfrugtet vandstjerne. 

Det vurderes, at skoven udelukkende kan 

opretholde sin store artsrigdom af urter og buske 

på grund af vildtets græsning, som forhindrer 

træer i at dominere i skovens underetage. Der er 

dermed talrige små lysninger, hvor urter og buske 

er helt fri af træernes kronetag. De fleste af træarterne 

findes både som meget gamle, halvgamle 

og helt unge individer. Det ser ud til, at de gode 

lysforhold gør, at ikke kun skyggetræarterne er i 

stand til at forynge sig. De unge træer bærer præg 

af, at de ofte skal bruge årtier som buskformede 

små individer, før de er istand til at vokse op over 

vildtets bidhøjde. Man føler, når man færdes i Vesterskov, 

at dele af fortidens urskov sagtens kunne 

have set ud på tilsvarende måde. 

180 

Østerskov 

Østerskov har mange træk fælles med Vesterskov, 

men den er ikke helt så upåvirket, artsrig eller rig 

på sjældenheder. Især i dens nordlige del, i afd. 

174 og 175, er der enkelte døde og levende rødgraner 

plantet for ca. 100 år siden, men hovedindtrykket 

er både her og i resten af Østerskov 

urskovsagtigt. Der er meget mere dun-birk og 

vorte-birk i Østerskov end i Vesterskov, og der 

er også udstrakte områder, hvor rød-el er næsten 

enerådende. Både eg og bøg opnår en meget 

smuk udvikling med majestætiske kæmpetræer i 

bl.a. områder med ørnebregnedominans, fx dele 

af afd. 193a. 

Afdeling 193 er interessant ved, at næsten alle 

de træarter, der findes i Tofte skovområdet, kan 

ses som både unge træer og som meget gamle 

træer, samt i aldersklasser derimellem. Det 

gælder fx bøg, stilk-eg, ask, rød-el, dun-birk, 

alm. røn, hassel, bævre-asp, spids-løn, alm. 

hæg, abild, kristtorn og tørst. Det vurderes, at 

det er samspillet af vildtgræsning på passende 

niveau med stedvis mange ørnebregner, der giver 

den nødvendige lysmængde og variation på 

skovbunden, så alle disse træarter kan forynge 

sig og trives til høj alder sammen, uden at stå 

så tæt at de udkonkurrerer hinanden. Der er 

tale om kæmpe træer, hvilket følgende diametre 

målt i brysthøjde d. 27/5 2004 vidner om: 

eg 132 cm, ask 125 cm, bøg 115 cm, samt en 

el på 145 cm fordelt på 5 stammer, hvoraf den 

største var 77 cm.

Fig. 18 Storm har væltet en eg på over en meters tykkelse, som stod solitært i en ørnebregnebestand nær det sted, hvor 

både havørn og sort stork havde rede i 1950’erne. Bregnerne medvirker til en åben skovstruktur, som er attraktiv 

for de store fugle, når de skal flyve til og fra reden. I denne afdeling af Østerskov har forfatteren målt et skovstrukturindeks 

på 74 d. 27. maj 2004. Det er vist det højeste, der er målt i Danmark, og svarer til urskovsagtige forhold 

(Møller 2005). Her findes både gamle, mellemaldrende og unge individer af næsten alle de træ- og buskarter, som 

findes i Tofte. Afd. 193a. 4. september 2009. Foto Erik Buchwald. 

181

Af bundfloret i Østerskov kan nævnes dunet 

egebregne, skovstjerne, majblomst, dunet og liden 

steffensurt, forlænget og akselblomstret star, 

vedbend, alm. milturt, gul frøstjerne, hvid anemone, 

stor fladstjerne, dag-pragtstjerne, springbalsamin, 

bredbladet mangeløv, fjerbregne, 

blåbær, blåtop, hønsebær, ørnebregne, skov- og 

bjærg-rørhvene, skov-viol, krat-viol, lund-fladstjerne, 

liden pileurt, kæmpe-svingel, miliegræs, 

skov-springklap og den rødlistede småfrugtet 

vandstjerne. 

182 

Tofte Bøge og tilgrænsende 

elle-, aske- og birkeskov 

Rundt om Tofte Bakke ses et usædvanligt naturligt 

og upåvirket eksempel på, hvordan skovens 

sammensætning ændrer sig efter jordbunds- og 

fugtighedsforhold fra næsten ren bøgeskov på 

høj veldrænet bund til elle-aske-skov på næringsrig 

våd bund og til sidst til ren dunbirkeskov 

på den sure mosebund i kanten af højmosen. 

Bøgeskoven er hovedsagelig på muldbund 

Fig. 19 Storblomstret kodriver er hyppig langs kanterne af Tofte Bakke i overgangen mellem bøge- og elleskov. 

24. april 2004. Foto Erik Buchwald.

Fig 20 Slåenkrat foran gamle ege. Kun i bidely i krattet er der opvækst af unge ege, 

sammen med røn og abild. Krattet er ved at brede sig ud i overdrevet. Bønderskov 

Egene, afd. 200. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

med skov-rørhvene, miliegræs, lund-rapgræs, 

skov-hundegræs og skovsyre. Elle-askeskoven 

ligger ud til højmosens laggzonebæk og er meget 

artsrig med bl.a. krans-konval, firblad, storblomstret 

kodriver, tue-star, forlænget star, stiv star, 

akselblomstret star, dunet og liden steffensurt, 

skov-skræppe, stor fladstjerne, spring-balsamin, 

lund-fladstjerne, hunde-kvik, skov-rørhvene, 

knoldet brunrod, liden pileurt, kær-høgeskæg, 

krybende baldrian, nyrebladet ranunkel, rosendueurt 

og den rødlistede småfrugtet vandstjerne. 

Birkeskoven er domineret af blåtop ledsaget af 

mosebølle, tue-kæruld, klokkelyng, smalbladet 

mangeløv, tranebær og et enkelt sted hønsebær. 

Bønderskov og Bønderskov Egene 

Bønderskov er meget rig på eg, og rummer i 

modsætning til de tre ovennævnte skove også 

småbladet lind, hvilket ofte tolkes som at skoven 

aldrig har været ryddet helt eller været særligt 

intensivt udnyttet. Der er dog kun tale om 

enkelte individer af lind. De ser ud til at være 

af stor alder udfra tykkelsen ved basis, selvom 

de enkelte stammer ikke er særlig tykke. De fleste 

af egene er gamle, men der er også unge og 

mellemaldrende ege, som uden undtagelse er 

vokset frem beskyttet af slåenkrat, svarende til 

den teori om egens foryngelse i urskoven, som 

183

Fig. 21 Store lysninger findes i skoven, hvor gammel birkeskov er brudt sammen. Vildsvinene roder grundigt i jorden, 

og ser bl.a. ud til at æde rodstængler af ørnebregnerne, så de ikke bliver for dominerende. Ege på mere end en 

meters tykkelse er ikke et særsyn i Tofte. Kamrene afd. 182b. 4. september 2009. Foto Erik Buchwald. 

er fremsat af Vera i 2000 - se senere. Sådanne 

slåenkrat med unge ege ses bl.a. i afd. 207b, i 

200a og i afd. 199a. I kraft af egens evne til at 

blive meget gammel, og slåenkrattets evne til at 

”vandre” omkring i lysningerne i skoven, delvis 

hekseringsagtigt, ser det ud til, at denne foryngelsesform 

er den absolut vigtigste for egen i 

denne del af Tofte. Skoven er som følge af vildtets 

græsning tilpas lysåben til, at slåenbuskene 

er istand til også at vokse mange steder under og 

mellem de gamle egetræer. 

184 

Bundfloraen er rig i Bønderskov, med en del 

partier, der minder om Vesterskov, men også en 

speciel næsten ren stilkegeskov mod øst kaldet 

Bønderskov Egene. Sidstnævnte står på et ret tykt 

lag flyvesand, som forhindrer de mere næringskrævende 

træarter i at få fodfæste. I Bønderskov 

Egene er der alm. kohvede, liljekonval, hønsebær, 

dag-pragtstjerne, majblomst, smalbladet mangeløv 

og blåbær. I selve Bønderskov ses bl.a. hassel, 

krans-konval, skov-springklap, stor fladstjerne, 

hønsebær, festgræs, kristtorn, enebær, blåtop, ask,

lind, glat hunderose, benved, alm. hæg, kvalkved, 

abild og alm. hvidtjørn. Endvidere er der talrige 

små og større lysninger med engagtig vegetation, 

med fx eng-kabbeleje, alm. mjødurt og blåtop, 

hvor den gamle træbestand er gået til af ælde. 

Busklaget inkl. de små træarter er veludviklet, 

bl.a. med smukke store gamle tjørn, røn og abild, 

som ofte står helt fri for andre større træer og derfor 

blomstrer rigt og smukt. 

Engskoven 

Engskoven afviger fra de ovenstående ved at 

have en noget lavere maksimalalder på træerne, 

og ved at have en meget frodig muldbund i store 

dele, samt ret store indslag af småbladet lind. 

Den er dog ligesom de ovenstående meget blandet 

i sin træartssammensætning, og har meget 

stilk-eg, rød-el, ask, bævre-asp og dun-birk, men 

også bøg, alm. røn, selje-pil, abild, spids-løn og 

hassel. Af bundfloret kan særligt fremhæves stor 

konval, skov-rørhvene, ørnebregne, alm. kohvede, 

lilje-konval, majblomst, miliegræs, skovspringklap, 

alm. bingelurt, hylster-guldstjerne, 

stor frytle og skov-gøgeurt. 

Sumpskov og øvrige 

partier med naturskov 

Ud over de ovennævnte er der talrige andre mindre 

naturskovsstykker med store floristiske kvaliteter, 

ikke mindst de mange områder med skovbevokset 

tørvemose og elle-skov. Det vil dog føre 

for vidt at gå i detaljer med dem alle. Generelt 

kan det siges, at skovbevokset tørvemose ofte 

rummer hønsebær, butfinnet mangeløv eller 

multebær, og at elleskovene ofte rummer småfrugtet 

vandstjerne og en lang række halvsjældne 

arter. I kratskoven omkring søen Ydre Lune på 

højmosen vokser en bestand af den sjældne orkide 

hjertebladet fliglæbe. 

Der findes naturskovspartier udenfor vildthegnet 

bl.a. langs Haslevgårde Å og langs kysten 

– oftest domineret af birk, eg eller asp. De har 

generelt et frodigere, men mere artsfattigt bundflor 

end skov inde i reservatet. Nogle arter favoriseres 

tydeligvis af den meget svagere græsning 

– fx engelsød, brombær, hindbær, stor nælde og 

dunet steffensurt, idet de er markant hyppigere 

og frodigere udenfor end indenfor hegnet. Det 

må være på bekostning af de sjældnere arter, idet 

de sjældneste arter fundet i naturskoven udenfor 

hegnet er kranskonval, festgræs, multebær 

og femradet ulvefod, dvs. de øvrige sjældne arter 

mangler helt. 

Plantage og andre kulturprægede arealer 

I de plantageagtige skovområder er der fundet 

en noget mere forarmet og almindelig flora end 

i naturskovene. Visse steder ses dog også eksempler 

på bedre flora og ligefrem arter, som ikke er 

set i naturskoven. Det gælder skov-hullæbe, som 

kun er fundet i den plantede egeskov i afd. 161f. 

I skovfyrplantagerne ses meget blåtop, plettet 

gøgeurt, klokkelyng og tyttebær i bundfloret, og 

et sted i afd. 211a vokser en pæn bestand af den 

185

et sjældne linnea. Store dele af skovfyrplantagen 

er oprindeligt plantet i våd hede, som ser ud til 

at kunne komme igen, hvis plantagen blev helt 

eller delvis ryddet, idet hedens arter i høj grad 

holder stand under fyrrene. 

De udstrakte granplantager af især sitka er meget 

fattige på interessant bundflor. På visse af 

stormfaldsarealerne er fremspiret småfrugtet 

vandstjerne i pytter i kørespor. Endvidere er 

der registreret enkelte eksemplarer af otteradet 

ulvefod, hjertebladet fliglæbe og kambregne på 

kanten af grøfter beskygget af granplantage, bl.a. 

langs sydkanten af Kragelundsmarken. 

Der er ikke nævneværdige fund fra græsmarker 

og lignende, bortset fra at der i Firkanten, afd. 

170b, vokser lidt dværg-perikon, hvor vildsvin 

har rodet i marken. En art som i øvrigt kun er 

registreret i vildsvineskrab i tidvis våd eng i Lupinstykket, 

afd. 199d. 

Kysten 

Langs den ca 5 km lange kyststrækning skifter 

forholdene fra syd mod nord fra sandstrand med 

småklitter til strandenge. Skiftet sker ret brat ud 

for Kragelundsporten, hvor der er en lagunedannelse 

i gang. 

Kysten bygges syd for lagunen op af sandede 

strandvolde, som ofte er så høje, at sandflugten 

tager fat og omdanner dem til små klitter. I 

klitterne er der udover hjælme og marehalm en 

række andre arter, som fx hedelyng, engelskgræs, 

186 

bakke-nellike, sand-star, strand-kvik, sand-frøstjerne, 

strand-kvan og liden skjaller. Flere steder 

har der udviklet sig klithede med masser af 

lyng, tyttebær, revling og blåbær, ledsaget af bl.a. 

engelsk visse, æble-rose og blød filtrose. 

På den ugræssede strandeng omkring lagunen og 

på dens små øer findes en artsrig vegetation med 

bl.a. tætblomstret hindebæger, stilket kilebæger, 

klæg-siv, eng-klaseskærm, læge-kokleare, strandmalurt, 

rødbrun kogleaks og vadegræs. I selve 

lagunen eller tæt langs kysten i øvrigt vokser 

langstilket og almindelig havgræs foruden smalbladet, 

almindelig og dværg-bændeltang. 

Langs kystvejen ses flere steder bestande af farvevisse 

og lav skorzoner i lysningerne på de gamle 

skovtilgroede klitter. I skovbrynet mod strandengen 

ved sydkanten af ”vildokse-folden” findes 

en stor bestand af festgræs. I strandsumpen 

nærved vokser strand-kvan og gærdesnerle. 

I selve ”vildokse-folden” er strandengen tætgræsset. 

Der er flere partier med fersk trykvand fra 

baglandet. Store dele af folden er ret højtliggende, 

så saltpåvirkningen er begrænset. Det giver 

en blandet fersk/salt flora med bl.a. meget lysesiv, 

kryb-hvene, knæbøjet rævehale og alm. star 

ledsaget af engkarse, engkabbeleje, eng-nellikerod, 

gul iris, gåse-potentil, engelskgræs, strandasters, 

alm. sumpstrå og enskællet sumpstrå. En 

del grøfter gennem engen og manglen på tuer af 

gul engmyre tyder på, at der har været tale om 

omlægning og ret intensiv drift i perioder. Floraen 

virker i hvert fald ikke helt så rig, som man 

kunne have forventet.

Udvalgte arter og artsgrupper 

Da floralisten (side 350 - 359) for området omfatter 

ca. 690 forskellige taxa (ca 650 arter, plus 

nogle underarter og navngivne varianter og hybrider), 

er det kun muligt her at omtale nogle få 

arter og grupper. Særlig betydning har de arter, 

som er meget udbredte og talrige. De mest almindelige 

arter er derfor opstillet i tabel 4 med 

et groft skøn over deres arealdække i hektar for 

at give et indtryk af hyppigheden. Skønnene baserer 

sig på feltbesøgene støttet til luftfotos. 

Fig. 22 Blandet naturskov i Østerskov afd. 197. Ørnebregnen er med til at holde træbestanden ret åben her, så de 

enkelte træer får god plads og bliver bredkronede, samtidig med at mange træarter slipper igennem uden at blive 

udskygget af bøg. I urskovstiden var ørnebregne endnu hyppigere i Jylland, end den er i dag, jf optællinger af dens 

sporer i bunden af 3 jyske søer (Odgaard 1994). 24. april 2004. Foto Erik Buchwald. 

187

Hektar Art 

500 Dun-Birk 

500 Hedelyng 

500 Blåtop 

250 Rød-El 

250 Klokkelyng 

250 Tue-Kæruld 

100 Bøg 

100 Stilk-Eg 

50 Hvid Anemone 

50 Ene 

50 Stor Fladstjerne 

50 Multebær 

50 Hvid Næbfrø 

25 Ørnebregne 

25 Tranebær 

25 Skovsyre 

25 Eng-Rørhvene 

25 Majblomst 

10 Grå-Pil 

10 Sand-Star 

10 Alm. Hvene 

10 Rød Svingel, engform 

10 Fløjlsgræs 

Tabel 4. De mest udbredte arter i området og deres 

skønnede arealdækning. Undersøgelsesområdet er til 

sammenligning på i alt ca 4150 hektar. Plantede individer 

indgår ikke; derfor indgår gran og fyr ikke. 

188 

Rødlistede arter 

De sjældne og rødlistede arter er af særlig interesse 

ved at indikere forhold, som er sjældne på 

landsplan, men tilstede i Tofte. 

I området vokser følgende 18 tidligere eller aktuelt 

rødlistede arter: Se tabel 5. 

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at småfrugtet 

vandstjerne har så mange og store bestande i området, 

når den stort set er uddød i resten af Danmark. 

Det vurderes, at den er ekstremt begunstiget 

og åbenbart afhængig af vildsvinenes roden 

i jorden på fugtig-våd muldbund. Den vokser 

hyppigt som en lysegrøn plæne ud over mudderet 

sådanne steder, hvor svinene tidligere har 

rodet. Arten er kun i enkelte tilfælde konstateret 

i grøfter og slet ikke ude i de regulære vandløb 

eller vandhuller, og må således karakteriseres som 

en art knyttet til mudder og pytter snarere end 

til vandløb og søer. Den trives fint både i fuldt 

dagslys og i halvskyggen inde i græsningsskoven. 

Liden steffensurt ser også ud til at være stærkt 

begunstiget af vildsvinenes aktiviteter, og har 

ofte store trivelige bestande, hvor svinene nogen 

tid forinden har været i gang. Enkelte steder i 

området vokser den på gammelt trøsket ved, 

men de fleste fund er direkte på våd muld. 

Generelt vurderes det, at alle de rødlistearter, der 

er fundet i undersøgelsesområdet, er mere eller 

mindre begunstigede af den ret naturlige vildtbestand 

og dennes aktiviteter, samt af en høj 

vandstand med så naturlige vandstandssvingninger 

som muligt.

National status Lokal status 

1990 1997 2009 

Småfrugtet vandstjerne Sjælden (R) Akut truet (E) Akut truet (E) Mange store bestande (>> 1000) 

Langbladet soldug Sjælden (R) Sårbar (V) Sårbar (V) Mange store bestande (>> 1000) 

Blomstersiv Sårbar (V) Sårbar (V) Sårbar (V) Ca. 100 ex i een bestand 

Bakke-Gøgelilje - - Nær truet (NT) Spredt set i alt ca 20-30 stk 

Otteradet ulvefod Sårbar (V) Sjælden (R) Sjælden (R) Ca. 5 ex i én bestand 

Kongebregne Sårbar (V) Sjælden (R) Sjælden (R) Ca. 3 ex i én bestand 

Multebær Sårbar (V) Sjælden (R) Sjælden (R) Mange store bestande (>> 1000) 

Lugtløs æble-rose Sjælden (R) Sjælden (R) Sjælden (R) Et ex i Vesterskov i indre bryn 

Klokke-vintergrøn Sjælden (R) Sjælden (R) Ikke truet (LC) Ca. 250 ex spredt over ca 300 meter 

Eng-klaseskærm Sjælden (R) Udgået Ikke truet (LC) Stor bestand ude ved kysten 

Hjertebladet fliglæde Sjælden (R) Udgået Ikke truet (LC) To bestande på ca 40 og 1 ex 

Knudearve Sjælden (R) Udgået - Én bestand på ca 50 ex 

Kær-Fnokurt Sjælden (R) Udgået - Flere store bestande (>> 1000) 

Liden Steffensurt Sjælden (R) Udgået - Mange store bestande (>> 1000) 

Linnea Sjælden (R) Udgået - Én klon dækkende ca 150 kvm 

Tue-star Sjælden (R) Udgået Ikke truet (LC) Flere store bestande (>> 100) 

Blodstillende bibernelle Sjælden (R) Udgået - Et ex set i vejkant, Kragelundsvej 

Svensk øjentrøst cfr Sjælden (R) Udgået - Ca. 75 på spor ved Sydgabet afd 139 

Tabel 5. Disse 18 arter fra rødlisterne vokser i området. Rødlister omfatter arter, som har oplevet meget stor tilbagegang 

i Danmark, er meget sjældne eller truede. 

189

Fig. 23 Rødlistearten småfrugtet vandstjerne er næsten uddød i Danmark. I Tofte er den dog fortsat talrig takket 

være vildsvinene og den meget naturvenlige drift gennem mange årtier. Afd. 155b ved Rådden Røv. 17. maj 2007. 

Foto Erik Buchwald. 

Bregner 

Ud over ovennævnte rødlistede kongebregne har 

Tofte en stor hyppighed og mængde af andre 

bregner, bl.a. med store bestande af dunet og 

tredelt egebregne i naturskovene. Ørnebregne 

præger flere partier af skoven og påvirker skovens 

foryngelse og struktur, der hvor den er dominerende. 

Mindre hyppig er kambregne, som 

er fundet fåtalligt i klitterne og på skyggefulde 

kanter af vandløb og grøfter. Enkelte steder i 

190 

randzonen af højmosen vokser den ret sjældne 

butfinnet mangeløv – dels i lysåben birkeskov, 

dels i helt lysåben laggvegetation. Endelig er der 

en række fund af almindelig månerude – som 

bestemt ikke er en almindelig plante længere. 

Den vokser med spredte individer i flere af eng-, 

hede- og overdrevspartierne, i en lille gammel 

grusgrav samt langs nogle grøfter og veje. Den 

er nem at overse, og det formodes, at der findes 

mange flere end de ret få fundne individer.

Ulvefod 

Området huser hele fire arter af ulvefod: otteradet, 

femradet, almindelig og liden. De ser ud til 

at have glæde af de gode spiringsmuligheder på 

blottet sand og tørv, som følger af dyrenes tråd 

og svinenes roden i jorden. Liden ulvefod vokser 

i en udrænet tidvis vandfyldt lavning i Kragelundsmarken 

Syd, hvor den naturligt svingende 

vandstand gavner arten. 

Engblomme 

Ved Rådden Røv i sydkanten af Tofte Bakke 

har revirjæger Peter Knudsen i årevis fulgt en 

Fig, 24 Kær-fnokurt. Kanalen øst for Tofte Sø. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

mindre bestand af engblomme i et kærområde 

med trenervet snerre, tue-star og store mængder 

af festgræs. Bestanden tæller omkring 10 blomstrende 

engblomme og nogle vegetative. 

Kær-Fnokurt 

Denne sjældne urt farvede i juni 2006 betydelige 

dele af bredderne af østbassinet i Tofte Sø gult, 

idet titusindvis af individer var vokset frem på 

søens mudrede tørvebredder. Dens antal svinger 

meget fra år til år. Ud over ved søen vokser der 

mindre antal i den store kanal, der går mod sydøst 

fra søens østende. 

191

Vandarve og knudearve 

Stedvis, hvor vildsvinene roder i fugtig jord, vælter 

det frem med liden vandarve bagefter, i så 

stort omfang, at jorden kan se helt grøn ud af 

den tætte bestand af kun 1 til 5 cm høje planter. 

Andre steder i området er det den store vandarve, 

der laver samme nummer, bortset fra at den 

ikke står helt så tæt, og er en anelse større. Et 

enkelt sted er det knudearve, der i stedet er spiret 

frem i forbindelse med en temporær pyt med 

oprodet jord. Alle tre er ualmindelige enårige arter, 

hvis frø kan ligge i jorden og spire frem ved 

passende forstyrrelse. 

Klokke-ensian 

Denne sjældne plante med de smukke blå blomster 

har store bestande i de våde heder og blåtopenge 

syd for Bønderskov. Den findes derudover 

fåtalligt i lavninger i Knarmouhede. 

Troldurt 

Begge danske arter af disse finbladede halv-snylteplanter 

med lyserøde blomster trives i store 

bestande i Tofte. Eng-troldurt vokser med flere 

bestande i det ekstremt fine rigkær ude i højmosen 

sydøst for Tofte Sø, bl.a. sammen med 

de ligeledes ualmindelige arter plettet gøgeurt, 

spyd-pil, tvebo star, skede-star, leverurt og vibefedt. 

Den lidt mindre mose-troldurt har mange 

spredte bestande i Tofte, hvor den trives i relativt 

tætgræssede dele af tidvis våd eng og hedekær, 

især på og ved dyrenes veksler gennem disse lysåbne 

biotoper. Der er dog også eksempler i området 

på, at den vokser i surt overdrev, hvilket 

ikke er typisk for arten. 

192 

Vinter-eg 

Den danske udbredelse for vinter-eg er især 

midtjylland, så Tofte er lidt udenfor denne egearts 

gammelkendte udbredelse. Et enkelt ungt 

træ på ca 7 meters højde vokser ikke desto mindre 

på sydsiden af Kragelundsvej få meter fra 

Kragelundsporten. Det har selvsået sig sammen 

med en del stilk-ege, mens arealet var i et kulturhegn 

indenfor porten, men ved flytning og modernisering 

af porten i 2008-09 er træet kommet 

lidt udenfor. Både agern og blade er typiske. 

Skovfoged Birgit Knudsen ved med sikkerhed, 

at træet ikke er plantet. 

Småbladet lind 

Spontane gamle forekomster af lind anses generelt 

som tegn på, at en skov har stor biologisk 

betydning og kontinuitet, idet linden var 

en af de træarter, der hurtigt forsvandt ved tidligere 

tiders for hårde udnyttelse af skov. Den 

er desuden meget lang tid om at genindvandre. 

I praksis sker det stort set ikke, idet den 

i mands minde har haft svært ved at formere 

sig ved frø i Danmark. På steder med lind kan 

man derfor regne med, at der uafbrudt tilbage 

i tiden har været skov, og at driften ikke på 

noget tidspunkt har været så intensiv, at linden 

er udryddet. Dermed har mange andre 

sarte organismer også gode chancer for at have 

overlevet. I Tofte er der spredte gamle eksemplarer 

af småbladet lind både i Bønderskov 

Egene, Bønderskov, Engskoven og i afd 128- 

129 syd for Engskoven. Det største antal er i 

og ved Engskoven. Der er kun enkelte træer i 

Bønderskovene.

Fig. 25 Småbladet lind i Engskoven. Foto Jan Skriver. 

Storblomstret kodriver, 

krans-konval og firblad 

Ligesom lind er disse halvsjældne arter indikatorer 

for lang tids naturskov på stedet. Bestande 

af de flotte kodrivere står bl.a. ved NV 

kanten af Tofte Bakke på begge sider af Bakketårnet 

i overgangszonen mellem bøge- og 

elleskov og lidt ind i begge skovtyper. De ser 

ikke ud til at blive spist af vildtet. Det gør til 

gengæld firblad og krans-konval, som derfor 

står mere spredt, end man kan se dem i skove 

uden vildt. Frodigst står de i Tofte på steder, 

hvor krat eller væltede stammer holder vildttrykket 

nede, samtidig med at jordbunden er 

frodig fugtig muld. 

Fruebær og hønsebær 

Gad vide om Tofte har Danmarks største bestand 

af den temmelig sjældne hønsebær? Massevis af 

steder i birke- eller ege-domineret skov, samt i 

græsbevoksede lysninger i skoven står større og 

mindre bestande af hønsebær – oftest på eller 

mellem blåtoptuer. Nogle af bestandene dækker 

mange hundrede kvadratmeter med over tusinde 

blomstrende planter. Den er også truffet under 

gamle fritstående ener og under bøg. Den er kun 

i de græssede dele af Tofte, så den må være begunstiget 

af græsningen. Fruebær er ikke hyppig 

i Tofte, men har dog bestande spredt over 

flere hektar i den lyse blandskov i Gl. Enge, samt 

mindre bestande i Bønderskov og Vesterskov. 

193

Fig. 26 Skov-gøgeurt i afd. 177d af Vesterskov. Den er én af Toftes 7 orkidé-arter. 28. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

194

Linnea 

Denne elegante krybende halvbusk kendes 

kun fra få steder i Danmark. En bestand på 

ca 150 kvadratmeter blev i 2006 opdaget mellem 

tyttebær og mos i skovfyrskoven nord for 

Sjældengladporten. 

Tornblad 

Denne gulblomstrende busk, som minder om 

en tornet gyvel, er kendt som en meget sjælden 

plante i de første danske floraer fra 1600-tallet. 

Dengang var den kun kendt fra egnen omkring 

Ribe og Esbjerg. Dens naturlige udbredelse er 

egne med kystklima i vestlige Europa fra Danmark 

til Spanien. Den er mere frostfølsom end 

gyvel og har derfor haft svært ved at overleve i 

Danmark. De senere årtiers stadigt flere milde 

vintre har givet den mulighed for at etablere flere 

bestande. I Tofte har den en lille forekomst med 

nogle få buske på Tofte Bakke nær Bakkehuset. 

Ifølge Skovfoged Birgit Knudsen har buskene 

vokset i årtier på stedet uden at brede sig. Om 

de er dukket op her af sig selv, eller er udsået, 

fortaber sig i det uvisse. 

Forskelligfarvet forglemmigej 

Dette er endnu en af de ualmindelige arter, 

hvor Tofte rummer helt usædvanligt store 

bestande. Bl.a. langs Kragelundsvej i områder, 

hvor vildsvinene har rodet i jorden, vokser 

der titusindvis af disse små kønne planter 

frem, hvor blomsterne skifter farve fra gul over 

violet til blå i løbet af deres udvikling. Den 

er enårig og kaster masser af frø, som så ligger 

i jorden og venter på næste gang vildsvinene 

vender jorden. Ved Botanisk Forenings 

landsdækkende projekt ”Heder og Overdrev” 

fra 1982-89 fandt man kun arten i 181 ud 

af 1100 undersøgte kvadrater på 5x5 km, og 

konstaterede at arten er en af de arter, der er 

allermest afhængig af græsning. Hele 84 % af 

fundene var gjort på græssede lokaliteter, mens 

de resterende 16 % forklaredes ved reliktforekomst 

på jord blottet af muldvarpe eller andre 

dyrs virke. Det er dermed oplagt, at det 

er vildsvinene, der betinger den usædvanligt 

talrige forekomst i Tofte. 

Kattefod og Guldblomme 

Disse to kønne overdrevsblomster er gået stærkt 

tilbage på landsplan. Guldblomme – også kendt 

som Volverlej – er fx forsvundet fra øerne bortset 

fra Rødme Svinehaver på Fyn. I Tofte trives den 

heldigvis stadig og med flere bestande, hvoraf 

den største rummer op mod 100 blomstrende 

eksemplarer. Kattefod har mange bestande i sydøstlige 

del af Tofte, især på Lyngbakkerne og i de 

gamle klitter ved Sandhusene på begge sider af 

Sellegårdsbækken. 

Orkideer 

Syv arter orkideer vokser i Tofte. Der er tusindvis 

plettet gøgeurt fordelt på mange bestande, 

mens de øvrige arter er fåtallige: Skov-gøgeurt, 

maj-gøgeurt, skov-hullæbe, sump-hullæbe, 

bakke-gøgelilje og hjertebladet fliglæbe. Sumphullæbe 

er kun kendt fra eet fund, og har ikke 

kunnet genfindes, men den er der sandsynligvis 

stadig. Findestedet var nemlig i et stort uoverskueligt 

rigkær, som kun er besøgt et par gange, 

fordi det ligger så svært tilgængeligt langt ude 

i mosen. 

195

Stor nælde og hindbær ædes meget 

Brændenælder er åbenlyst blandt vildsvinenes 

livretter! Den meget begrænsede forekomst af 

brændenælder indenfor vildthegnet i Tofte er 

markant, når man sammenligner med udenfor 

hegnet, hvor vildsvinene ikke kan komme til. 

Vildsvinene går ifølge skovfoged Birgit Knudsen 

efter nældernes næringsrige underjordiske 

dele, og er åbenlyst meget effektive til det. 

Noget tilsvarende ser ud til at gælde hindbær, 

som er betydeligt sjældnere indenfor hegnet end 

udenfor, men det kan både skyldes hjortene og 

vildsvinene. 

Rosmarin-pil, tørve-viol, brun næbfrø, 

skov-svingel og skov-hejre – fejlangivelser 

Angivelser af ovennævnte arter fra Tofte bør 

man se bort fra, idet bestemmelserne efterfølgende 

er anset for usikker af finderen eller er 

annuleret udfra belægsmateriale. For tørve-viol 

beror angivelserne på fund 2 steder i Tofte af 

vegetative dele med nogen behåring, men ved 

kontrol i blomstringstiden var blomsterne typiske 

eng-viol. Angivelser af storblomstret hønsetarm 

og krans-tusindblad har heller ikke kunnet 

bekræftes. 

Tilgroning, vildtforvaltning 

og invasive arter 

De i Danmark meget udbredte trusler mod floraen 

knyttet til lysåbne naturtyper - tilgroning 

og invasive arter - har ingen væsentlig betydning 

i undersøgelsesområdet på grund af bestanden af 

krondyr og vildsvin, som kan konstateres at være 

196 

stor nok til at modvirke disse trusler. Samtidig 

er vildtbestanden lav nok til, at naturskovene er 

i stand til at opretholde sig selv gennem dels naturlig 

foryngelse i selve skovene, dels foryngelse 

i dele af de lysåbne biotoper, samtidig med at 

andre dele af skovene lysnes til lysåbne biotoper 

i takt med, at visse træbestande dør af ælde eller 

sygdom uden træopvækst nedenunder. 

Det vurderes udfra besigtigelserne og analyser af 

luftfotos, at der er tale om en fin balance mellem 

skov og lysåbne biotoper, hvor begge vil kunne 

opretholdes på lang sigt med et græsningstryk 

omkring det nuværende, inklusive variationer. 

Skov og lysåbne biotoper vil ikke i alle tilfælde 

være permanente, idet en del af arealet tydeligvis 

skifter fra skov til lysåben og omvendt over tid. 

Undersøgelsesområdet vil således være sårbart 

overfor ændringer i vildtforvaltningen, idet både 

væsentligt højere og væsentligt lavere græsningstryk 

fra vildtet må vurderes som risikabel. Det 

er dog kendt fra helt naturlige økosystemer, at 

der optræder store variationer fra år til år, bl.a. 

som følge af svingninger i klima og prædatorer. 

Svingninger af den art bør således ikke opfattes 

som kritiske, idet det er vildtbestandens påvirkninger 

af området på en tidsskala af årtier, der er 

det afgørende. 

For en række af de fundne arter og visse af naturtyperne 

er vildtets tramp, fouragering eller oproden 

af jordbunden en afgørende forudsætning 

for forekomsten. Disse arter og typer er således 

meget sårbare overfor eventuelt væsentligt fald 

i vildtbestanden. Eksempler er den rødlistede 

småfrugtet vandstjerne, som vurderes at være

helt afhængig af vildsvinebestandens påvirkning 

af området, og rigkær, som vurderes helt afhængige 

af dyrenes tramp og fouragering. 

Samspillet mellem dyrene 

og vegetationen 

Undersøgelserne af floraen har vist, at vildtet 

spiller en afgørende rolle for denne, jf. eksempler 

i de forrige afsnit. Derfor redegøres der i 

dette afsnit lidt nærmere for nogle forhold i relation 

til vildtet og samspillet med vegetationen. 

Vildttætheden i forhold 

til naturlige økosystemer 

Det er en vanskelig disciplin at opgøre bestandstætheder 

af hjortevildt og andre dyr. I et hegnet 

område er dette dog ret let, selvom der knytter 

sig usikkerheder til bl.a. opgørelsen af antallet af 

dyr og årstidens indflydelse, ud over at det kan 

diskuteres, hvor intensivt dyrene udnytter forskellige 

dele af et stort område. Vildttætheden i 

naturlige økosystemer er endnu vanskeligere at 

belyse, men der findes dog forskning på området, 

jf. nedenfor. 

Fig. 27 Vildsvinene skaber stor variation ved deres roden i jorden og er med til at opretholde lysninger. Her har de lavet 

en lille sø til gavn for en række andre organismer. Østerskoven afd. 193a. 4. september 2009. Foto Erik Buchwald. 

197

Skovfoged Birgit Knudsen har oplyst, at vildtbestanden 

i Tofte hegnet i perioden 2003-2006 

har bestået af følgende, samt en del mindre vildt 

som rådyr og harer mv: 

Tofte 

hegnet 

Tabel 6. 

198 

Areal (ha) 

Vinter 

bestand 

Tæthed 

Årlig 

afskydning 

Krondyr ca. 4000 ca. 400 ca. 10 /km 2 120-130 

Vildsvin ca. 4000 ca. 150 ca. 4 /km 2 120-130 

Maroo & Yalden (2000) har til sammenligning 

undersøgt de sandsynlige tætheder af dyr i urskovslandskabet 

i nordvestlige Europa med England 

som eksempel og forskning i Bialowieza, 

Polen, som vigtig dataleverandør. De når frem 

til, at tæthederne for krondyr og vildsvin i urskovstiden 

må have været i størrelsesordenen 6,4 

og 5,9 voksne/km2, samtidig med at der også 

var urokser (0,5 voksne/km2) og elge (0,3 voksne/km2). 

Tætheden er dermed af samme størrelsesorden 

som i Tofte området i dag, og der er 

dermed ikke basis for at sige, at tætheden af vildt 

i Tofte er urimelig eller unaturligt høj. 

Fig. 28 Vildsvinet er til stor fordel for den rige flora ved at æde meget græs og rode op i jorden, så der bliver lys og 

spiringsbed til mange slags planter. Vesterskov, afd. 176. 3. juni 2006. Foto Erik Buchwald.

Amerikanske undersøgelser i Yellowstone økosystemet 

har dokumenteret, at krondyr er istand 

til at skabe og opretholde lysåbne biotoper i 

skovlandskab, også selvom der er rige bestande 

af ulve (samt prærieulv, puma, to arter los, sortbjørn 

og grizzlybjørn). Prædation fra ulve kunne 

kun i mindre grad påvirke denne evne, men medførte 

snarere en forøget variation i landskabet i 

kraft af varierende græsningsintensitet (Ripple 

& Beschta 2003 og 2004). Tætheden af krondyr 

i deres undersøgelsesområde i og ved Yellowstone 

National Park var 9 voksne/km 2 i 1919. På 

den tid var ulve en alvorlig plage i området, som 

stadig var meget svagt påvirket af mennesker, 

efter at det i århundreder havde været ingenmandsland 

mellem et antal indianerstammer. I 

1800-tallet blev Yellowstone udnævnt til nationalpark 

inden væsentlig påvirkning fra den hvide 

mand, bortset fra næsten komplet udryddelse 

af bison (Martin & Szuter 1999). I perioden 

1919 - 1996 svingede krondyrtætheden generelt 

mellem 5 og 13 voksne/km2. Udryddelsen 

af ulve i midten af 1920’erne medførte ikke en 

varig forøgelse af krondyrbestanden, men førte 

tværtimod efterhånden til en mindre krondyrbestand, 

fordi hjortene overgræssede væsentlige 

dele af deres fourageringsområde. 

Tallene fra Yellowstone peger ligesom ovenstående 

fra Europa på, at krondyrbestanden i Tofte 

må anses for at være på et ret naturligt niveau, 

og ikke højere end hvad der måtte forventes, 

selv hvis der var ulv, los og bjørn tilstede i økosystemet. 

I den 170 km 2 store Schweiziske Nationalpark 

har tætheden af krondyr siden 1970 

tilsvarende ligget på ca 9 til 13/km 2 , selvom 

dyrene frit kan vandre ind og ud – og bliver jaget 

udenfor parken (Krüsi et al 1998). Halvdelen af 

parkens areal er grundet alpine forhold vegetationsløs. 

Ofte udelades disse arealer af beregningen, 

hvorved krondyrtætheden angives dobbelt 

så høj. Her bruges brutto tal ligesom for Tofte, 

hvor man ellers skulle overveje om fx granplantager, 

søer, kulturhegn og dele af højmosen burde 

udgå af arealberegningen, fordi krondyrene ikke 

bruger dem eller kun lidt. Antallet af plantearter 

i Schweiz steg i øvrigt på 50 år til det dobbelte 

i græssede områder, men faldt i ugræssede kontrolparceller 

(Krüsi et al 1998). 

En teori om urskovens fremtoning 

og samspil med græssende dyr 

Ved de botaniske undersøgelser har der som en 

sidegevinst kunnet ses på, om Tofte området kan 

bidrage til belysning af en teori om den oprindelige 

urskovs fremtoning, som er fremsat af Frans 

Vera (2000). Han fremsatte den teori, at urskoven 

i nordvestlige Europa var væsentligt præget 

af græssende vilde dyr, som hjorte, urokser, 

vildsvin og vildheste, og at skoven gennemgik 

en række faser i en cyklisk udvikling. Cyklussen 

inkluderede faser med ”græsland” afløst af 

krat, hvori skovtræerne så bagefter kunne vokse 

frem beskyttet mod vildtets bid. Når skovtræerne 

i bevoksningerne blev gamle, senile og til 

sidst døde, blev bevoksningerne omdannet til 

græsland igen, fordi de græssende dyr i skovfasen 

havde forhindret etablering af unge træer inde i 

skoven i kraft af deres fouragering. I græslandet 

indvandrede med tiden stikkende buske og krat, 

199

således at cyklussen kunne fortsætte. Det, som 

Vera kalder ”græsland”, omfatter græs- og urteklædte 

lysninger i bred forstand, dvs skovlysninger, 

enge og overdrev. 

Eg og hassel indtager en fremtrædende plads i 

Veras argumentation for teorien, idet begge arter 

var meget udbredte og dominerende i urskoven 

ifølge pollenstudier. Vera fremhæver, at disse 

to arter i nutidens urørte skovreservater ikke 

er istand til at forynge sig og med tiden uddør 

lokalt, mens de trives og forynger sig i reservater 

med urørt naturskov sammen med græssende 

dyr. Urørt skov uden væsentlig græsning 

kan derfor ikke være særlig tæt på urskovens 

betingelser. 

Kirby (2004) har ved hjælp af en række forskellige 

computermodeller og scenarier på landskabsniveau 

forsøgt at kvantificere Veras hypotese. 

Han fandt, at den følgende arealfordeling er ret 

sandsynlig på landskabsniveau, hvis de fremherskende 

styrende processer er i overensstemmelse 

med Veras teori: Skovbevoksninger 50%, senil 

skov i forfald 10%, græsland 25% og krat 15%. 

Græsland og krat skulle således dække størrelsesordenen 

40%, mens ca. 60 % skulle være skov. 

Der er meget få områder i nordvesteuropa, som 

har store gamle urskovsagtige skove og nogenlunde 

naturlige vildtbestande, så de kan bruges 

til at belyse Veras teorier i praksis. Hvis Veras 

teori er rigtig, kunne det forventes, at man i et 

område som Tofte Skov kunne se nogle eller 

alle faserne i hans foreslåede skovudvikling, da 

området er så stort og så urskovsagtigt, samtidig 

200 

med at der i århundreder har været væsentlige 

bestande af store græssende dyr. De græssende 

dyr har tidligere været især kvæg og heste, mens 

det i de seneste ca 100 år har været især krondyr 

og vildsvin. Det diskuteres i disse år videnskabeligt 

om hjorte og vildsvin er nok til at skabe den 

af Vera foreslåede cyklus, eller om det er nødvendigt 

også med kvæg eller heste. 

Observationer af Veras vegetations 

faser i Tofte området 

Alle fire faser i Veras cyklus er repræsenteret hyppigt 

i Tofte, men der ses også mindre skovpartier 

med en udvikling, som ikke svarer til hans teori, 

men snarere til mere klassiske teorier om skovens 

udvikling. Det er meget sandsynligt, at hverken 

Veras teori eller de mere klassiske konkurrerende 

teorier dækker den fulde sandhed, idet landskabet 

i tid og rum har en variation, som er stor 

nok til flere teorier. Vera angiver selv, at særlige 

forhold stedvis kan have betinget en anderledes 

udvikling, fx ekstreme jordbundsforhold. 

Skovfase: Der er store arealer med unge, mellemaldrende 

og gamle naturskovspartier svarende til 

Veras skovfase. I væsentlige dele af disse er der 

sparsom eller ingen foryngelse af træer, mens der 

i andre og især de frodigere dele findes – kraftigt 

bidt – opvækst af træer. Særligt bøg og rød-el er 

visse steder konstateret at være istand til at stå og 

overleve i skovbunden i de lysere dele af skoven 

på trods af græsningstrykket. Individerne udvikler 

en busket vækst og kan efter mange års eller 

årtiers vegeteren blive så brede eller livskraftige,

at de formår at vokse over bidhøjde. I de skovpartier, 

hvor der er sådan underskov, er det ikke 

sandsynligt at en Vera-cyklus ville udspille sig. 

På den anden side kan det tænkes, at det er fraværet 

af urokse, vildhest, bison og elg, der giver 

bøg og el chancen for at klare sig. 

Sammenbrudsfase: Der er væsentlige partier 

med gammel senil naturskov, hvor træerne er 

døde eller døende, og hvor skoven derved er afløst 

eller er ved at blive afløst af lysåbne biotoper 

– ofte i form af ret frodigt græsland af en type, 

som nærmest er en mellemting mellem eng og 

overdrev, men også indeholder en række klassiske 

skovbundsurter. Der er konstateret eksempler 

på denne sammenbrudsfase både i birke-, 

bøge- og egedomineret skov. 

Græslandsfase: Tofte rummer store arealer med 

lysåbne biotoper i form af eng og overdrev, 

svarende til Veras græslandsfase. Pollenundersøgelser 

udført i 2006 af professor Bent Aaby i 

forbindelse med driftsplanen har vist, at flere af 

disse arealer indenfor de seneste par hundrede 

år har båret skov, og at det kan være en naturlig 

udvikling, at skoven mangler nu. 

Kratfase: Der er endelig store arealer, hvor stikkende 

buske og krat har etableret sig i græslandsbiotoper, 

herunder udstrakte enebærkrat, 

mange forekomster af tjørn, vrietorn, abild og 

roser, samt ikke mindst en del større og mindre 

krat af slåen. Flere steder ses det også, som beskrevet 

af Vera, at eg og hassel forynger sig succesfuldt 

i disse buske og krat, fx er der meget 

udprægede eksempler på det i Bønderskov, afd. 

199a, 200a og 207b. Faktisk er det markant, at 

der i hovedparten af undersøgelsesområdet ikke 

kan konstateres unge individer af eg højere end 

en halv meter, bortset fra i slåenkrat eller i ly af 

andre buske, svarende til Veras teori. 

Siden år 2000 har Veras teori været afvist af flere 

pollenforskere, som mente, at teorien var inkompatibel 

med pollendata fra urskovstiden. Ved en 

grundig analyse af danske pollendata ved brug 

af de nyeste internationale metoder er det i en 

rapport fra Danmarks og Grønlands Geologiske 

Undersøgelser (GEUS) i 2009 vist, at Veras teori 

er fuldt kompatibel også med pollendata (Nielsen 

2009, Nielsen & Buchwald 2010), og at der 

i Danmarks urskovslandskab var både overdrev 

og hede tilstede. Efter alt at dømme dækkede 

de lysåbne tørre naturtyper endda 10 - 40 % af 

landskabet i Jylland. 

Samspil med vand og driftsforhold 

En lang række af arterne og naturtyperne i området 

er betinget af høj vandstand, af naturlige 

svingninger i vandstand, eller af begge dele. 

Der er ikke konstateret arter eller naturtyper, 

som er afhængige af den nuværende afvanding, 

idet der er tilstrækkelige niveauforskelle selv i 

de fladere dele af området til at tørbunds- og 

tørkeelskende arter og typer har rigelig plads. 

Naturgenopretning med hævet vandstand vurderes 

således at være til stor gavn for næsten alle 

de arter og typer, som betinger områdets meget 

høje botaniske værdi, og neutral for de øvrige. 

201

Fig. 29 Frans Veras teori om skovens samspil med græssende dyr rummer 4 faser: græsland, krat, skov og skovforfald. 

I Tofte kan alle faserne ses omsat til virkelighed, fx her i Bønderskov Egene, hvor alle 4 faser mødes på fotoet. Både 

ene, tjørn, roser og slåen agerer krat og bidely forskellige steder i Tofte. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

Fig. 30 Skoven i store dele af Tofte mangler i påfaldende grad opvækst af unge træer, svarende til skovfasen i Veras 

teori. Stedvis kan bøg eller rød-el dog vegetere i skovbunden i årevis og tilsidst slippe fri af dyrenes bid. Vestspidsen af 

Tofte Bakke med overgangen fra ask-el sump til bøg på højere bund. 4. september 2009. Foto Erik Buchwald. 

202

Fig. 31 Stedvis i Vesterskov er de gamle træer udlevet og døde, så skoven er i forfald tilbage mod græsland. Midt i 

billedet holder en gammel eg fortsat stand, men den vil være udsat for stormfald nu, hvor dens nabotræer er gået til 

grunde. Kan ses som eksempel på Veras fase ”skovforfald”. Afd 157c. 28. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

Fig. 32 Artsrigt surt overdrev med mange tuer af gul engmyre og dominans af lyng-snerre og fåre-svingel, sammen 

med bl.a. læge-ærenpris, tandbælg, vellugtende gulaks, djævelsbid og bleg star. Overdrevet kan svare til Veras græslandsfase. 

Østerskoven/Kamrene, afd. 171d. 29. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

203

Det er ved undersøgelserne konstateret, at den 

botaniske værdi er meget væsentligt reduceret 

i områder, hvor der har været tilplantet med 

træer, uanset om der er tale om plantage af nåletræer 

eller løvtræer, og uanset om der er tale 

om danske eller fremmede træarter. Sålænge 

bevoksningerne tydeligt kan erkendes at være 

plantede, er det markant, at de har en lavere 

botanisk værdi end naturskovsbevoksninger på 

tilsvarende bund. Det kan dog ikke udelukkes, 

at arealer tilplantet med danske løvtræer med 

tiden kan få en høj botanisk værdi, fx arealer 

tilplantet med birk, rød-el eller stilk-eg. I givet 

fald tager det dog snarere 100 end 50 år og vil 

utvivlsomt forudsætte en ret hård og uregelmæssig 

hugst, som kan fremelske en bevoksningsstruktur 

med mange små og store lysninger, 

svarende til strukturen i naturskoven. 

På kort sigt vurderes det relevant at dele af de 

ryddede granarealer kan overgå til naturformål 

uden tilplanting, eller i hvert fald med en meget 

spredt/ekstensiv form for tilplantning med 

lokale løvtræer. 

Hegning af delarealer for at holde vildtet ude 

(kulturhegning og lignende) ses også af undersøgelserne 

at være meget effektivt til at nedsætte 

den botaniske kvalitet. Indenfor hegnede 

ugræssede delarealer er der ikke fundet rødlistearter 

eller andre sjældne arter, selv i de tilfælde, 

hvor der ikke er tilplantet, og det var gammel 

urskovsagtig græsningsskov forud for hegningen. 

Det skyldes, at opvæksten af birk, røn, pil, 

bøg og andre træer bliver så tæt, når vildtet er 

hegnet ude, at floraen bliver endog særdeles 

forandret og mister de sjældne og usædvanlige 

204 

arter. I stedet bliver bundfloret meget mere lig 

den flora, man ser i normale forstligt drevne 

skove, og med stor dominans af nogle ret få 

almindelige arter. 

Naturtyperne og deres flora må således anses for 

meget sårbare overfor alle typer hegning, som 

forhindrer vildtet i at færdes og fouragere. Det 

kan således anbefales at fjerne de få resterende 

indre kulturhegn, i hvert fald dem, som findes i 

de gamle naturskove, og hvor den tætte opvækst 

af unge træer desuden ses at være en trussel mod 

en del meget gamle egetræer, som vokser indenfor 

disse hegn, og som risikerer at blive udkonkurreret 

og tilsidst dræbt af den tætte opvækst af 

unge træer. 

Unik botanisk naturværdi 

Skov- og Naturstyrelsen har i 1994 udgivet 

”Oversigt over botaniske lokaliteter. Status og 

forvaltningsbehov”, som bl.a. beskriver et system 

til vurdering af den botaniske værdi af lokaliteter 

i Danmark. I dette system er både Tofte 

Skov og Lille Vildmose vurderet som hørende 

til blandt Danmarks mest værdifulde botaniske 

lokaliteter (Skov- og Naturstyrelsen, 1994, bilag 

XVI). Området er som følge af naturskovenes og 

højmosens høje kvalitet også af stor international 

betydning. 

En nærmere gennemgang af disse forhold 

findes som bilag til ”Naturforbedring af Tofte 

Skov i Lille Vildmose - Grøn driftsplan med 

skitseprojekt” fra 2009. Deri konkluderes, at 

området har unik botanisk naturværdi. I den

Fig. 33 Storblomstret vandranunkel i Pindebæk ved Ny Toftesøvej. En fryd for øjet. 4. juni 2006. Foto Erik Buchwald. 

forbindelse må det bemærkes, at væsentlige årsager 

til den høje værdi er dels højmosen, dels 

at der er tale om lysåben gammel græsningsskov 

med ret lavt kronedække af træer i selve 

skovbevoksningerne, samt talrige store og små 

lysninger i skovene som helhed. Disse forhold 

bevirker tilpas lysmængde i skovbunden og stor 

variation, hvilket begunstiger floraen. Floraen 

er helt anderledes og af meget lavere værdi i de 

enklaver af naturskoven, hvor man har hegnet 

og forynget. Dette gælder også de steder, hvor 

der ikke blev plantet, men blot satset på naturlig 

foryngelse og opvækst under hegn. Årsagen er 

åbenlyst, at træernes kroner – især i underskov 

og mellemetage – lukker sig så tæt sammen, at 

variationen og lysmængden på skovbunden bliver 

forringet. 

Endelig bidrager en række eng-, hede-, mose- og 

klit-strækninger i området til den unikke værdi. 

Det gælder bl.a. rimme-dobbe-systemet med en 

mosaik af hede-, eng- og mose-typer i nordøsthjørnet 

af reservatet, klitområderne i sydøst, og 

en række mose- og hedepartier, som støder op til 

naturskovsområderne med en helt naturlig overgang 

til disse. 

205

Fig. 34 Krondyr trækker ind i grantykning. 1. maj 2005. Foto Jan Skriver. 

Det vurderes, at hovedårsagen til den unikke 

og rige flora i området er områdets store skala 

og helt usædvanligt naturvenlige drift gennem 

mange årtier koblet med forekomsten af sjældne 

og specielle naturtyper som højmose og urskovsagtig 

naturskov. 

Konklusioner 

Tofte Skov og mose med omgivelser indenfor 

vildthegnet er af unik botanisk betydning nationalt. 

Især de urskovsagtige naturskove og 

206 

højmosen er også af stor international betydning. 

Der er ved undersøgelserne konstateret 18 rødlistede 

plantearter og 13 forskellige naturtyper, 

som hver især ville være nok til at bringe området 

ind på Skov- og Naturstyrelsens liste over 

Danmarks mest værdifulde botaniske lokaliteter. 

I alt er der fundet over 650 forskellige arter af 

planter, hvilket er meget højt for danske forhold. 

Bestanden af krondyr og vildsvin i området er 

en afgørende forudsætning for de høje botaniske 

værdier. Vildtbestanden vurderes at være af 

en størrelsesorden og sammensætning, som er

nærmere den oprindelige urskovs sammensætning 

end noget andet sted i Danmark. Bestandstætheden 

er sammenlignelig med forholdene 

i Bialowieza skovene og Yellowstone National 

Park, og der er ifølge britiske forskere ingen 

grund til at antage, at bestandstætheden i nordvesteuropas 

lavland i urskovstiden ikke har været 

i samme størrelsesorden. 

Uanset at området har så stor botanisk værdi, er 

der store delarealer, som har et stort potentiale 

for forbedring. Forbedringer af de botaniske kvaliteter 

kan dels ske ved at bringe områdets hydrologi 

nærmere det naturlige, dels ved at udvide 

arealet tilgængeligt for vildt og med naturvenlig 

drift til de hidtil frahegnede områder, samt endelig 

ved at lade plantagedelene overgå til natur. 

Fig. 35 Vildsvinet spiller en stor og afgørende rolle for mange andre dyr og planter i Tofte ved at æde meget græs og rode 

op i jorden. 29. marts 2005. Foto Jan Skriver. 

207

Tak 

Stor tak til skovfoged Birgit Knudsen og revirjæger 

Peter Knudsen, der i en lang årrække først 

for Lindenborg Gods og Codan A/S, og sidenhen 

for Aage V. Jensens Fonde, har stået for områdets 

daglige drift. Begge har usædvanligt stort 

kendskab til flora og fauna og har tydeligvis 

gennem deres arbejde været stærkt medvirkende 

til at opelske og bevare de usædvanlige naturværdier. 

En væsentlig del af floraoplysningerne i 

208 

denne rapport er stillet til rådighed af Birgit og 

Peter Knudsen og efterfølgende uden undtagelse 

verificeret i projektet Atlas Flora Danica. Også 

en dybfølt tak til Schimmelmann slægten, hvis 

store natur- og jagtinteresse gennem et par hundrede 

år beskyttede og udviklede naturen og gav 

den plads og unik kvalitet. Tak til AVJF fonde 

for fortsat at beskytte området og for tilladelse 

til at udføre de botaniske undersøgelser, samt til 

Poul Hald Mortensen og Bent Aaby for oplysninger 

om plantefund. 

Fig. 36 Den kønne blåmunke fra klokke-familien er almindelig flere steder i Tofte, hvor den tiltrækker mange insekter. 

Her er det violetrandet ildfugl, grøn køllesværmer (også kaldet metalvinge) og en flue. Tofte Bakke. 

29. juni 2006. Foto Erik Buchwald.

English summary 

During 2003-2009 the vegetation of the Tofte Estate comprising 

about 4150 hectares was studied by the author as part of 

the Danish project Atlas Flora Danica. More than 650 species 

of tracheophytes grow in the area, which is a very high number 

for Danish circumstances. 18 species have been listed in a Danish 

Red Data Book as endangered or rare. The floralist includes 

many other rare species (marked V, R, A or B in the list) and relatively 

few introduced species. Tofte includes the largest remnant 

active raised bog in Denmark and several lakes. Most of Tofte has 

been fenced since 1907 in order to develop a population of red 

deer and wild boar for hunting. The post hunting winter density 

of these animals is about 10 and 4 ind./km2 respectively. 

These densities are comparable to published presumed densities 

in the stone-age virgin forests of NW-Europe and to densities in 

Anvendt litteratur 

Kirby, K.J., 2004: A model of a natural wooded landscape in Britain 

as influenced by large herbivore activity. Forestry, 77, 405-420. 

Krüsi, B.O., M. Schütz, H.C. Bigler, H. Grämiger & G. Achermann, 

1998: Huftiere und vegetation im Schweizerischen Nationalpark 

von 1917 bis 1997, i Cornelius, R. & R.R. Hofmann 

1998: Extensive Haltung robuster Haustierrassen, Wildtiermanagement, 

Multi-Spezies-Projekte. Neue Wege in Naturschutz und 

Landschaftspflege. Workshop des Instituts für Zoo- und Wildtierforschung 

(IZW), Berlin, 62-74. 

Maroo, S. & Yalden, D.W., 2000: The Mesolithic mammal fauna 

of Great Britain. Mammal Review, 30, 243-248. 

Martin, P.S. & Szuter, C.R., 1999: War zones and game sinks in 

Lewis and Clark’s West. Conservation Biology, 13, 36-45. 

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1994: Strategi for de 

danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper. 

Møller, P.F., , 2005: Afprøvning af skovstrukturindekser. AfprøvAfprøvning af metoder til bedømmelse af strukturel diversitet i skov. Danmarks 

og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport 2005/2. 

Nielsen, A. B., , 2009: Urskovslandskabets åbenhed og sammensæt- sammensætning 

og græsningens betydning i Atlantisk tid belyst ved palæobotaniske 

metoder. GEUS rapport 2009/23. 

Nielsen, A. B. & Buchwald, E., , 2010: Urskovslandskabets åbenåbenhed og græsningens betydning. Skoven 2, 2010, 88-93. 

Bialowieza, Yellowstone and Swiss National Park. The structure of 

the vegetation in Tofte lends support to “the theory of the cyclical 

turnover of vegetations” as presented by Frans Vera in 2000. About 

500 ha of Tofte consists of mixed-species oldgrowth natural forests 

aged 120-250 years with veteran trees of 300-400 years. Intermixed 

are diverse grasslands, heaths and bogs. The successions and 

four stages in the Vera-cycle can all be seen in many places in Tofte: 

grassland -> scrub -> forest grove -> forest degeneration back to 

grassland. Some parts of Tofte have special or extreme edafic properties 

and do not follow this type of vegetation cycle, as already 

mentioned by Vera. These findings lead the author to the conclusion 

that Tofte is the closest existing Danish analogue to a primeval 

forest landscape and that the very high number of plant species is 

directly dependent on the grazing animals and the long continuity. 

Odgaard, B.V., , 1994: The Th e Holocene vegetation history of northnortherne West Jutland, Denmark. Opera Botanica 123. 

Petersen, K., 2004: Eksisterende natur (med bilag). Pilotprojekt 

Lille Vildmose Nationalpark. 

Petersen, O.G., 1896: Lille Vildmose og dens vegetation. Bot. 

Tidsskr. 20. 

Ripple, W.J. & Beschta, R.L., 2003: Wolf reintroduction, predation 

risk, and cottonwood recovery in Yellowstone National Park. 

Forest Ecology and Management, 184, 299-313. 

Ripple, W.J. & Beschta, R.L., 2004: Wolves, elk, willows, and 

trophic cascades in the upper Gallatin Range of Southwestern 

Montana, USA. Forest Ecology and Management, 200, 161-181. 

Skov- og Naturstyrelsen, 1992: Oversigt over botaniske lokaliteter, 

Bind 9. Nordjyllands amt, 

Skov- og Naturstyrelsen, 1994: Oversigt over botaniske lokaliteter. 

Status og forvaltningsbehov. 

Steenstrup, J., , 1842: Geognostisk-geologisk Undersøgelse af SkovSkovmoserne Vidnesdam og Lillemose i det nordlige Sjælland. Det kgl. 

danske Videnskabernes Selskabs mathem. og naturvid. afhandlinger 

9de del. 1842. 

Vera, F.W.M., 2000: Grazing ecology and forest history. CABI 

Publishing, Oxon, UK. 

209

Fig. 1 Den store træbuk væver, Lamia textor, siddende på et endnu ikke udfoldet blad af kongebregne. Arten udvikler 

sig i levende stammer og rødder af forskellige arter af pil og poppel og er 2-3 år om sin udvikling. 

Foto Peter O. Knudsen. 

210

Flora og vegetation på Tofte-ejendommen - Aage V. Jensens Fonde

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?