John Hansen - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 1 januar 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

uønskede 

Hjemløse 

er jaget 

vildt 

opgivet af systemet 

Flygtninge 

med traumer 

svigtes 

krisen kradser 

Tusindvis i kø 

efter mad

h u s fo r bi 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE 

Ole Skou 

ole@husforbi.dk 

REDAKTØR 

Simon Ankjærgaard 

simon@husforbi.dk 

SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer: 

Birgitte Ellemann Höegh 

Ota Tiefenböck 

Marisa Matarese 

Assia Awad 

Sisse Stroyer 

Joachim Rode (foto) 

Holger Erik Henriksen (foto) 

Alexandar Søndergaard (foto) 

Flemming Schiller (foto) 

FORSIDEFOTO 

Joachim Rode 

KORREKTUR 

Bro Kommunikation A/S 

LAYOUT 

salomet grafik 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf. 2990 2424, redaktion@husforbi.dk 

SALGSAFDELING 

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, jimmy@husforbi.dk 

Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084, rikke@husforbi.dk 

SÆLGERKONTAKT 

tlf. 5133 8128/2932 9084 

SÆLGERPLEJE 

Leif Baran, tlf. 2937 3615, leif@husforbi.dk 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

DEBATINDLÆG 

debat@husforbi.dk 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. 

kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være 

udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året 

– inklusive moms, porto og gebyr). 

STØTTEABONNEMENT: 540 kroner 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notat.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG 75.000 

LÆSERTAL 365.000 (2. og 3. kvartal 2010) 

ifølge Index Danmark/Gallup 

ANTAL SÆLGERE Cirka 500 

ISSN 1397-3282 

Næste nummer udkommer den 1. februar 2011. 

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper 

både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. 

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus 

Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et 

alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi 

produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og 

illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Vi støtter Hus Forbi 

Vil du også støtte Hus Forbi? 

2 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang 

| leder | 

Hvem melder sig frivilligt? 

Helt i tråd med foreningstraditionen i Danmark er der en bred vifte af private, humanitære 

organisationer, der med hjælp fra frivillige hænder yder en imponerende socialpolitisk indsats. Det 

er flot og fantastisk, at så mange dedikerede danskere helt ulønnet bruger timer på at hjælpe og 

støtte dem på bunden eller kanten af samfundet. 

Disse mange tusinde danskere vil helt fortjent komme i fokus, når det i 2011 er EU’s officielle 

frivillighedsår. Og den siddende regering vil formentlig være med helt fremme med ros og klapsalver, 

for den har som erklæret socialpolitisk ambition, at det frivillige arbejde skal styrkes. 

Det er helt fint med en stærk frivillig indsats, der kan skabe synergi, dynamik og hjertevarme 

på et socialt område under stigende pres som følge af både nationale politiske beslutninger og 

internationale økonomiske lavkonjunkturer. Men 

den frivillige, private indsats må aldrig blive mere 

Det er faresignaler, 

som både politikere 

og embedsmænd skal 

tage meget alvorligt, 

for det er først og 

sidst det offentlige 

system, der skal sikre 

individets rettigheder 

og pligter. Ikke private 

organisationer, der 

bygger på frivillige 

kræfter. 

end et stærkt og varieret supplement til det offentlige 

system. Og lige nu læner det sig på flere 

områder faretruende op ad at blive en decideret 

erstatning. 

Hus Forbi har løbende beskæftiget sig med 

denne udvikling, blandt andet da vi i august 

beskrev, hvordan flere og flere socialt udsatte har 

mistet tilliden til den kommunale socialforvaltning 

i en sådan grad, at de for penge, de i virkeligheden 

ikke har, søger privat socialrådgivning. Og 

flere gange hører vi fra hjemløse og skæve eksistenser, 

at de har mistet tilliden til det offentlige 

system, så de i stedet – hver dag – læner sig op 

ad organisationer, der bygger på frivillige kræfter. 

Det er en kritisk udvikling, som det er tvingende 

nødvendigt, at der bliver fokuseret på 

i forbindelse med frivillighedsåret. Det vidner 

nemlig om, at troen på det offentlige system er 

dybt svækket – og hos flere og flere helt væk. 

Det er faresignaler, som både politikere og embedsmænd 

skal tage meget alvorligt, for det er 

først og sidst det offentlige system, der skal sikre 

individets rettigheder og pligter. Ikke private organisationer, der bygger på frivillige kræfter. Frivillige 

kræfter er tegn på engagement, men frivillige kræfter er i deres natur en flygtig og dermed 

skrøbelig ressource. 

Derfor er det vigtigt, at politikerne på Christiansborg i både lovgivning og praktisk politik ikke 

øger strømmen af kunder fra det offentlige system og over i de frivillige, private organisationer. En 

strøm, der kan være med til at forskubbe balancen afgørende, så den frivillige indsats ikke længere 

er et supplement, men en erstatning. Og det er vigtigt at skabe en sammenhængende strategi, der 

netop trækker alt det gode frem i de private organisationer, men som lader deres bidrag hvile på et 

stærkt offentligt velfærdssystem. Det er den eneste måde at tætne et efterhånden flosset socialt 

sikkerhedsnet. 

Simon Ankjærgaard, redaktør 

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

v/Annemette Lyngh

| indhold | 

4 

10-11 

16 

17 

32 

noter 

Hus Forbi er kommet på plakaten. 

5 skarpe 

Hus Forbi stiller skarpt på Knud Vilby, 

formand for Socialpolitisk Forening. 

læserne skriver 

ny hus forbi-sælger 

John er første mand i Hus Forbis 

serie om nye sælgere. 

Butiksejere og beboere er 

blevet trætte af grupper 

af hjemløse på byens 

pladser og torve og har 

sat politiet på sagen. 

De hjemløse føler sig som 

jaget vildt. 

18 

12 24 

Traumatiserede flygtninge 

misforstås af 

det offentlige system. 

Det kan føre til social 

isolation. 

Hvad er fattigdom 

og social udstødelse? 

Elever fra hele landet 

har givet deres bud på 

et svar. 

Halvdelen af New Yorks 

borgere er så fattige, 

at de stiller sig i kø til 

fødevarehjælp. 

| et billede fra gaden | foto Alexandar Søndergaard 

På den anden side: Hus Forbi-fotograf Holger Erik Henriksen (til venstre) er endelig selv kommet i 

søgeren. Her giver han Hus Forbi-sælgeren Harley et smækkys. 

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 3

Hjemløse smides væk 

fra byens pladser 

På flere af Københavns torve har butiksejere og beboere bedt politiet 

om at bortvise grupper af hjemløse og skæve eksistenser. 

Hjemløseorganisation kritiserer den manglende dialog. 

af Birgitte Ellemann Höegh 

De københavnske hjemløse og 

skæve eksistenser har altid benyttet 

byens torve og pladser til 

socialt samvær, men det er ganske 

langsomt – plads for plads – ved 

at være en saga blot. På foranledning 

af butiksejere og beboere er 

politiet nu begyndt at bortvise de 

hjemløse, med henvisning til at de 

er til gene for deres omgivelser. 

To af de pladser, hvor de hjemløse 

traditionelt har haft deres 

gang – Kultorvet og Vesterbro 


Torv – er i dag lukket land for 

dem. Og på Christianshavns Torv 

og Hovedbanegården har politiet 

intensiveret indsatsen for at få de 

hjemløse væk. 

- Vi var en række forretningsdrivende, 

institutioner og beboere, 

der syntes, at udviklingen 

var ved at komme ud af kontrol, 

fortæller Erik Andersen. Han er 

sekretariatsleder på undervisningsinstitutionen 

Niels Brock, 

der har adresse på Kultorvet. 

- Vi oplevede, at vores kunder 

og medarbejdere blev generet og 

antastet af nogle af de hårdest 

belastede mennesker, og derfor 

indkaldte vi i juni til et møde med 

deltagelse af butiksindehavere, 

beboere, politikere, embedsmænd 

og politiet for at diskutere, hvad 

vi kunne gøre ved situationen, 

siger han. 

Henrik Jørgensen fra Københavns 

Politi var med til mødet og 

har efterfølgende ledet indsatsen 

overfor de hjemløse på torvet. 

- Der var interne slagsmål, 

uorden med folk, der råbte og 

skreg og skubbede til hinanden, 

og trusler mod forbipasserende, så 

jeg fik hurtigt den opfattelse, at 

de erhvervsdrivende og beboerne 

havde ret. Derfor besluttede vi 

os for at benytte os af ordensbekendtgørelsens 

paragraf 6, der i 

yderste konsekvens kan give os 

mulighed for at give et forbud 

mod, at et menneske må være på 

et bestemt sted, siger han. 

Han forklarer, at det ikke var 

alle de hjemløse på Kultorvet, som 

overtrådte loven, men at enkeltes 

dårlige adfærd havde en afsmittende 

effekt på resten af gruppen. 

foto scanpix

- Mange af de hjemløse var jo 

godt klar over problemstillingen 

og fortalte, at det kun var nogle 

af dem, der lavede ballade, men 

vores holdning var, at de sad i 

et fælles drikkelag, så det var 

noget, de var fælles om. Køben- 

- De fleste af 

dem er fornuftige 

mennesker, som 

er til at snakke 

med. Man lukker 

jo ikke Roskilde 

Festivalen, fordi 

der er nogle, 

der opfører sig 

idiotisk. 

Bo-Lennart Heide-Jochimsen, 

gadeplansmedarbejder 

havns Politi har jo ikke noget 

imod hjemløse, der sidder stille og 

roligt og drikker en eller mange 

øl på en bænk, men vi skal skride 

ind, når andre bliver generet, og 

de foretager lovovertrædelser, 

siger han. 

I Kofoeds Kælder, der er et 

værested for socialt udsatte på 

Kultorvet, var man bekendt med 

adfærden og de konsekvenser, 

den kunne få. 

- Alle og enhver kunne se, at 

det ville ende galt. Vi prøvede at 

forklare dem, at jo mere ballade 

de lavede, jo hurtigere blev de 

smidt væk. Der var mennesker, 

der benyttede torvet, som sagtens 

kunne følge de almindelige 

ordensregler, men der var en lille 

gruppe mennesker, som ikke normalt 

tilhørte miljøet, og de lavede 

for meget ballade, siger sektionsleder 

Kim Clemen. 

- Man bliver jo nødt til at 

opføre sig, så andre mennesker 

også kan være der. Man bliver 

også smidt ud fra et værtshus, 

hvis man begynder at kaste med 

stolene. Kultorvet var blevet til ét 

stort værtshus, og her blev man 

altså også smidt væk, siger han. 

Ingen spurgte de hjemløse 

I hjemløseorganisationen Projekt 

Udenfor, der har haft sin daglige 

gang blandt de hjemløse på Kultorvet, 

undrer man sig over, at der 

ikke er blevet forsøgt en dialog 

med de socialt udsatte. 

- Der er mange måder at løse 

problemet på uden at fjerne hele 

miljøet. Den gruppe mennesker 

har aldrig været voldelige over for 

os fra Projekt Udenfor. De fleste 

af dem er fornuftige mennesker, 

som er til at snakke med. Man 

lukker jo ikke Roskilde Festivalen, 

fordi der er nogle, der opfører 

sig idiotisk, siger gadeplansmedarbejder 

Bo-Lennart Heide-Jochimsen 

og fortsætter: 

- Jeg synes, at det er en forkert 

løsning at straffe alle, fordi der er 

nogle enkelte mennesker, der ikke 

kan opføre sig ordentligt. Jeg tror 

på dialog, og hvis der var kommet 

nogen og havde taget dialogen 

med dem, var det ikke blevet så 

slemt. Selvfølgelig skal de, der 

opholder sig på torvet, overholde 

landets love, men jeg tror, at man 

var kommet langt, hvis man for 

eksempel havde givet dem noget 

ansvar for at passe deres eget 

skur på Kultorvet. Der er nu i den 

gruppe en større lyst til at tage 

afstand til samfundet, og for hver 

gang, der gribes hårdt ind, er der 

endnu længere tilbage til et normalt 

liv, siger han. 

Tilfredshed med beslutningen 

Blandt butiksindehavere og beboere 

er der imidlertid tilfredshed 

med beslutningen om at gøre Kultorvet 

til lukket land for grupper 

af hjemløse og socialt udsatte. 

- Situationen er blevet markant 

bedre, selvom der stadig sidder 

grupper af hjemløse på torvet og 

selvom der stadig opstår situationer, 

hvor nogle bliver aggressive 

og voldsomme, siger Henrik 

Jørgensen fra Niels Brock. 

Den opfattelse er Erik Andersen 

fra Københavns Politi enig i. 

- Kultorvet er blevet et meget 

mere attraktivt og behageligt sted 

at færdes. Der er stadig plads til 

hjemløse og mennesker, der er 

svage og udstødte, og det er fint 

nok. Men nu er politiet meget 

mere med til at sætte nogle adfærdsnormer 

på den gode måde, 

og det er vi meget glade for. | 

Bortvisning 

af hjemløse 

løser ingen 

problemer 

Det er en for hurtig og for billig løsning 

at pudse politiet på de store grupper 

af hjemløse, der opholder sig på Københavns 

torve. Det løser ikke de sociale problemer, 

men øger i stedet de hjemløses mistillid til 

samfundet, lyder kritikken. 


Selvom politiet bortviser store 

grupper af hjemløse fra Københavns 

torve og pladser, så er 

problemet ikke løst. Det er blot 

flyttet videre – og risikerer at blive 

større. Sådan lyder kritikken 

fra flere, der har en tæt og daglig 

kontakt med byens hjemløse og 

skæve eksistenser. 

En af dem er gadeplansmedarbejder 


fra Projekt Udenfor. 

– I byens rum er der efterhånden 

ikke mange steder, man kan 

opholde sig som hjemløs. På Kultorvet 

tog man en beslutning om 

at fjerne alle de hjemløse, fordi 

de erhvervsdrivende mente, at 

de skræmte kunderne væk, men 

man kan også se på den manglende 

indtjening som en del af 

finanskrisen, og ikke at det var de 

hjemløses skyld. Man ville bare 

have dem væk, men problemet 

bliver jo bare skubbet et andet 

sted hen, siger han. 

- Når man sætter politiet ind, 

er det en hurtig og billig løsning, 

men jeg synes ikke, at det er 

en politiopgave, men et socialt 

problem, at der er mennesker, der 

er nødt til at holde til på byens 

torve. 


mener, at det ikke kun er et 

spørgsmål om, at de hjemløse mister 

et tilholdssted, men også om 

den mistillid til samfundet, som 

bortvisningerne skaber. 

- Vi taler meget om livskvalitet 

i dag, og for mange mennesker 

har byens torve og pladser været 

de eneste steder, de kunne være. 

Med bortvisningerne har de fået 

endnu en oplevelse af, at de ikke 

er så gode som andre mennesker. 

Siden barnsben har de fået at 

vide, at de er forkerte, anderledes 

og ikke velkomne, så det er 

- Vi havde ikke 

nogen løsninger. 

Og vi gjorde en 

dyd ud af ikke at 

servere løsninger. 

Erik Andersen, 

sekretariatsleder på Niels Brock 

desværre endnu en afvisning fra 

resten af samfundet, som ikke gør 

deres situation bedre, siger han. 

Kim Clemen, leder af værestedet 

Kofoeds Kælder ved Kultorvet, 

er enig i, at det er blevet 

sværere at blive accepteret, hvis 

man er hjemløs i hovedstaden. 

- Der er sket en forandring. Der 

er mennesker, der har købt ejerlejligheder 

til mange millioner, og 

de vil ikke have, at der står nogen 


og pisser op ad træet på Kultorvet. Der er masser 

af caféer, og det er i det hele taget blevet 

mere luksuriøst. Man accepterer simpelthen 

ikke, at de mennesker er her, siger han. 

Ikke et socialt perspektiv 

Da butiksejere, beboere, embedsmænd, politikere 

og Københavns Politi i juni mødtes 

for at diskutere muligheden for at bortvise de 

hjemløse fra Kultorvet, var der ikke et punkt 

på dagsordenen, der handlede om, hvor de 

hjemløse skulle gå hen i stedet for – eller om 

det overhovedet var muligt at løse de problemer, 

der var med deres adfærd på torvet. 

- Vi havde ikke nogen løsninger. Og vi 

gjorde en dyd ud af ikke at servere løsninger, 

siger Erik Andersen, der er sekretariatsleder 

på undervisningsinstitutionen Niels Brock, 

som har adresse på Kultorvet og som tog initiativet 

til mødet i juni. 

- Vi er interesserede i at drive skole, boliger 

og caféer, så vi forholdt os bare til, at det er et 

voldsomt problem. 

På mødet deltog også Lars Berg Dueholm, 

der er gruppeformand for Venstre i Borgerrepræsentationen 

i København og medlem af 

teknik- og miljøudvalget. Heller ikke han anskuer 

problemerne på torvene ud fra et socialt 

perspektiv 

- Som medlem af Teknik- og Miljøudvalget 

har min vinkel primært været at gøre torvene 

til et rart sted for de studerende, erhvervsdrivende 

og handlende, og jeg har ikke anskuet 

problemstillingen ud fra de sociale hensyn og 

udfordringer, der er. Der er ikke noget problem 

i at drikke øl på en sommerdag på torvet, men 

det, jeg så som et problem, var manglen på god 

gammeldags opførsel, siger han. 

Værestederne er ikke et alternativ 

Står det til Lars Berg Dueholm, kan de hjemløse 

benytte sig af de tilbud, der er i København 

i forvejen. 

- Der er en række væresteder og sociale tiltag 

fra kommunale og frivillige organisationer, 

som de hjemløse kan benytte sig af, men jeg 

kan godt forstå, at man ikke altid har lyst til at 

være de steder, fordi der kan gå lidt for meget 

pædagog i den. Om der er behov for en yderligere 

styrkelse af den indsats, kan jeg ikke sige 

– jeg var jo medvirkende på mødet om Kultorvet 

ud fra et bylivsperspektiv, siger han. 

For Bo-Lennart Heide-Jochimsen fra 

Projekt Udenfor er værestederne dog ikke et 

alternativ til samværet i byens rum. 

- Der er en masse regler, der skal overholdes, 

og man opfører sig altså anderledes i 

andres hjem. Gaden er jo deres hjem, hvorimod 

de er gæster på herbergerne. Og hvis man 

har haft svært ved at leve op til samfundets 

normer hele livet, er det også svært at være 

på et værested. Mange af værestederne gør 

et fantastisk stykke arbejde, men man skal 

opføre sig på en særlig måde, der er særlige 

åbningstider, og her kan de svageste ikke finde 

ud af at være, siger han. | 

6 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang

Vores 

sikkerhedsnet 

er væk 

Kenn Høeg var en af 

de 30-40 hjemløse, der 

havde deres faste gang 

på Kultorvet. Nu har 

politiet smidt ham og 

vennerne væk, og det 

har sat sine spor i ham. 


foto Holger Erik Henriksen 

For bare få måneder siden var grupper af 

hjemløse en del af det daglige miljø på Kultorvet. 

Der var faste pladser på bænkene uden for 

værtshuset Hvide Lam eller skolen Niels Brock 

skråt overfor. Her var hunde, barnevogne og 

poser med øl. Og så var der Mindetræet, hvor 

der hang billeder af afdøde hjemløse, håndskrevne 

hilsner og blomster. I dag er bænkene 

tomme, og træet knejser nøgent – ingen blade, 

ingen billeder, ingen håndskrevne hilsner. 

Kenn Høeg, blandt vennerne på gaden kaldet 

Knasten, er en af de hjemløse, der brugte 

Kultorvet som sin dagligstue. I en periode sov 

han under et halvtag ved en bygning i nærheden 

og børstede tænder ved vandposten 

på torvet. Morgenkaffen hentede han i den 

nærliggende Kofoeds Kælder. 

En dag fandt han og de andre ud af, at butiksejere 

og beboere havde holdt et møde med 

politiet og politikerne om de hjemløses adfærd, 

der blev betegnet som truende og voldelig over 

for torvets brugere. 

- Vi var slet ikke inviteret med. Det var 

mærkeligt. De kunne i det mindste have forsøgt 

at snakke med nogle af os, der kom der 

hver dag – prøve at trænge ind til os. Bagefter 

fik vi af politiet at vide, at vi skulle dæmpe 

os lidt, og efter politiet havde holdt øje med 

os i en periode, nedlagde de forbud mod, at vi 

måtte være der, fortæller han. 

Han har mere end svært ved at genkende 

den version af virkeligheden, som butiksejerne 

og beboerne præsenterede for politiet og for 

politikerne på mødet. 

- Folk, der drikker som os, kan selvfølgelig 

ikke styre den almindelige pli. Hvis toilettet 

ikke virker, så stiller vi os op og tisser andre 

steder. Vi kan godt være lidt højrøstede, og der 

kan være interne slåskampe. Men vi går ikke 

på tilfældige mennesker. Gør man det, bliver 

man udstødt af gruppen omgående. Nogle af 

os skal jo ud og sælge aviser til de forbipasserende 

bagefter. Det var ikke drengene, der 

sad der hver dag, der lavede balladen. Det var 

nogle, der kom et par gange om måneden, og 

så kunne de ikke finde ud af reglerne. Desuden 

er det meget værre med de unge mennesker, 

der går i byen om natten. De er meget mere 

faretruende, siger han. 

Hvem er i live – hvem er ikke? 

Kenn Høeg er ikke i tvivl om de alvorlige konsekvenser, 

bortvisningen har for fællesskabet 

– og for kommunikationen mellem de hjemløse 

på gaden 

- Mødet med de andre er hele vores sikkerhedskæde. 

Vi kan ikke undvære hinanden. Vi 

finder ud af, hvem der er i live eller ikke i live. 

Hvem der har det godt, og hvem der ikke har 

det godt. Er der én, der mister sin rullestol, så 

ved hele miljøet det inden for tre timer, og så 

er alle ude at lede på gaden. Og så hygger vi os 

jo sammen. Jeg holder meget af de andre, siger 

han og fortsætter: 

- Jeg tror slet ikke, at politiet og myndighederne 

er klar over, hvor grimt det føles for os. 

Hele vores netværk er blevet rykket op. Jeg 

er virkelig vred over det og ked af det. Nu har 

jeg slet ikke tjek på det, jeg havde før. Alle de 

mennesker, jeg holdt af, kan jo være sendt ud i 

alle verdens hjørner. | 

- Jeg tror slet ikke, 

at politiet og myndig- 

hederne er klar over, 

hvor grimt det føles 

for os. Hele vores 

netværk er blevet rykket 

op. Jeg er virkelig vred 

over det og ked af det. 

- Vi kan godt være lidt 

højrøstede, og der kan 

være interne slåskampe. 

Men vi går ikke på 

tilfældige mennesker. 

Gør man det, bliver man 

udstødt af gruppen 

omgående. Nogle af 

os skal jo ud og sælge 

aviser til de forbipasserende 

bagefter. 


Ungarns 

hjemløse 

flygter 

under 

jorden 

Ungarns hjemløse har 

fået det mere end svært. 

De er uønskede i bybilledet 

og bliver idømt bøder 

for at tigge, søge efter 

madrester i skraldespande 

eller opholde sig på 

offentlige steder. At søge 

ned under jorden er ofte 

deres eneste vej væk fra 

myndighedernes klapjagt. 

af Ota Tiefenböck 

Laszlo Kovacz, alias Zeus, viser stolt sit underjordiske 

rum frem. Det sparsomme lys, der 

gennem en åbning i loftet finder vej til hans 

bosted gennem de seneste seks måneder, afslører 

to skumgummimadrasser, flere tæpper, få 

klunsede møbler, et godt brugt stereoanlæg og 

et juletræ med lyskæde på. Der er ingen elektricitet 

i rummet, men det betyder ikke noget 

for Zeus, der bor i et kælderrum i resterne af et 

gammelt hus i Népliget Parken i den ungarske 

hovedstad, Budapest. 

Huset er en tidligere restaurant, som brændte 

ned i 50’erne, og som har været forladt lige 

siden. Huset har en stor omfangsrig kælder i 

flere plan og huser i dag omkring 40 hjemløse. 

Zeus bor på det øverste plan og har en vagtfunktion 

i huset, som skal beskytte beboerne 

mod uønskede besøg udefra. 

- Vi har ingen problemer med politiet. De 

ved godt, at vi er her og lader os være i fred 

her, men vi er nødt til at beskytte os mod bander 

af teenagere. De synes, at det er sjovt, at 

brænde vores ting ned og genere os. De ved, at 

vi er svage, og at vi har svært ved at beskytte 


os mod deres angreb. Mit rum er blevet brændt 

af flere gange, sidste gang i sidste uge, fortæller 

Zeus og peger på væggene, som er helt 

sodet til af røg. 

Zeus er 25 år og har været hjemløs i mere 

end et år. Før boede han sammen med sin 

mor og lillebror i en lejlighed, men så skete 

der noget, som fik en skæbnesvanger betydning 

for hans liv, og i løbet af ganske kort tid 

gjorde ham til en af Budapests mange tusinde 

hjemløse. 

- Mor blev gift igen, og hendes nye mand 

var ikke til at holde ud. Jeg flyttede en uge efter, 

at han flyttede ind. Jeg kunne simplethen 

ikke holde det ud, fortæller Zeus. 

I et kort øjeblik afslører hans ansigt en 

smerte, som dog hurtigt bliver afløst af et 

bredt smil. 

- Nå, men vi har det meget godt her, siger 

han. 

Flere hjemløse 

Til trods for de svære levevilkår er Zeus og 

de øvrige hjemløse i Népliget Parken heldige. 

De har fundet et bosted langt væk fra Budapests 

fashionable gader og stræder. Og langt 

væk fra myndighedernes søgelys og chikaner. 

Siden den højre-nationalistiske regering kom 

til magten i februar, er det blevet væsentligt 

sværere at være hjemløs i Ungarn. Den nye 

regering ønsker at tegne et billede af Ungarn 

som et velfungerende land uden nævneværdige 

sociale problemer, og i sådan et billede 

er der ikke plads til hjemløse, der derfor jages 

væk fra byernes gader og stræder ved at blive 

idømt bøder for at tigge, for at søge efter 

madrester i skraldespande eller for at ligge på 

offentlige steder i byernes centre. 

Bosteder under jorden, i efterladte kældre, 

i kloakrørene eller andre steder, hvor de 

hjemløse ikke er synlige for det omgivende 

samfund, er ofte den eneste udvej. Og der er 

rift om pladserne de få steder, som egner sig til 

beboelse. Ungarn er blevet hårdt ramt af den 

verdensomspændende økonomiske krise, og 

mange ungarere har sværere og sværere ved 

at klare de grundlæggende leveomkostninger. 

Flere og flere har ofte ikke en anden udvej end 

et liv som hjemløs på gaden, og det betyder at 

antallet af hjemløse i Ungarn stiger år for år. 

- Vi regner med, at der bare i Budapest er 

omkring 10.000 hjemløse, og der kommer hele

tiden nye til. Folk har svært ved at betale husleje, 

og hvis de så også mister deres arbejde, 

er der ofte ikke en anden udvej end livet på 

gaden, fortæller den tidligere hjemløse Peter, 

der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort. 

- Vi kan mærke en stigende diskrimination 

efter den nye regering er kommet til. Man vil 

gerne skjule problemerne, og for vores vedkommende 

betyder det, at vi ofte ikke har 

andre valgmuligheder end at søge steder hen, 

som er skjulte for andre, blandt andet under 

jorden. 

Kamp for hjemløses rettigheder 

Peter er læge af uddannelse og har haft en høj 

stilling i forskningsverdenen. For seks år siden 

tog hans liv en voldsom og uventet drejning. 

Han blev fyret fra sit arbejde, blev skilt og har 

levet som hjemløs lige siden. I dag arbejder han 

som læge igen på det eneste hospital i Budapest, 

som behandler hjemløse, og han tager 

– som formentlig den eneste læge i Budapest 

– på lægebesøg i de hjemløses beboelsessteder. 

Han ved, hvor hårdt det er at være hjemløs, 

og når han kan hjælpe andre hjemløse, er han 

ikke i tvivl. 

- De hjemløse er mine venner, jeg vil gøre 

alt for dem. Livet som hjemløs er hårdt ved 

helbredet, og jeg kan i det mindste være med 

til at begrænse skaderne og gøre livet lidt 

nemmere for folk, fortæller Peter. 

Han bor i øjeblikket på et herberg i Budapest 

og sparer op til en lejlighed. Det varer 

ikke længe, før hans navn kommer til at pynte 

på en dørklokke til en lejlighed i byen, men 

det betyder langtfra, at han vil forlade de 

hjemløses rækker. Sammen med Anna Orbán 

er han en af de drivende kræfter i aktivitetsgruppen 

A Város Mindenkié – En by for alle 

– som kæmper for de hjemløses rettigheder, og 

han har ikke tænkt sig at skrotte det arbejde 

til fordel for en god stilling, en lejlighed og et 

borgerligt liv generelt. 

- Vi vil oplyse vores hjemløse venner om 

deres rettigheder som borgere i dette land. Vi 

har ressourcer til det og har etableret en række 

arbejdsgrupper, som tager sig af forskellige 

problemstillinger, vi arrangerer demonstrationer, 

udgiver en hjemløseavis, laver radioudsendelser 

for hjemløse, udstillinger og driver 

en hjemmeside og blog for hjemløse. Vi har en 

række unge jurister og unge studerende, som 

- Vi har ingen 

problemer med politiet. 

De ved godt, at vi er 

her og lader os være i 

fred her, men vi er nødt 

til at beskytte os mod 

bander af teenagere. 

De synes det er sjovt, 

at brænde vores ting 

ned og genere os. 

Zeus 

stiller sig gratis til rådighed og hjælper os med 

at opnå vores mål. Det er at gøre offentligheden 

opmærksom på de hjemløses situation, og 

vi giver ikke op før de hjemløses situation i 

Ungarn bliver bedre, siger Peter. 

Han mener, at der i Budapest er flere tusinde 

lejligheder, der står tomme, og det finder 

han uetisk, når der samtidigt er så mange 

mennesker, som ikke har noget sted at bo. 

- Det skønnes, at der bare i Budapest er 

langt flere tomme lejligheder, end der er hjemløse, 

og det kan ikke være rigtigt, at hjemløse 

lever under så uværdige forhold, når der står 

tomme lejligheder i byen, siger Peter. 

Der findes omkring 20 dagcentre for hjemløse 

i Budapest, hvor de hjemløse kan få dækket 

deres basale behov såsom at få vasket tøj, tage 

bad, få rådgivning samt få et enkelt måltid. 

Enkelte centre, heriblandt Nyugati Centrum 

ved banegården Nyugati i Budapest, har også 

et herberg, hvor svækkede eller folk med særlige 

behov kan indlogere sig i en periode. | 


hus forbi samler 

igen ind til 

varmt tøj 

Igen i år er det muligt at bidrage 

til, at Hus Forbis sælgere går den 

kolde vintertid i møde med varmt 

tøj på kroppen og solide, lune 

støvler på fødderne. 

Indsæt et bidrag på konto: 9541 

10155088 i Danske Bank. 

-sia 

giv din mening til 

kende og støt 

hus forbi 

Hus Forbi er blevet en del af Velgørenhedspanelet, 

hvor brugerne 

svarer på diverse meningsmålinger 

og samtidig donerer penge til 

velgørende organisationer. 

For hver undersøgelse, en bruger 

deltager i, vil der blive doneret 

mellem fem og 25 kroner til en 

velgørende organisation efter 

eget valg. Undersøgelserne udarbejdes 

af de store analyseinstitutter 

og kan eksempelvis dreje 

sig om forbrugsvarer, underholdning, 

sundhed eller aktuelle 

begivenheder. -sia 

Se mere – og meld dig eventuelt 

til – på www.vpanelet.dk 

julefrokost 

i januar 

Hus Forbi har i år valgt at udskyde 

sin traditionelle julefrokost 

for de hjemløse til 24. januar – en 

måned efter juleaften. 

Oplysning om tid og sted vil blive 

offentliggjort på www.husforbi.dk 

-sia 

kalenderen 

er på gaden 

Det er stadig muligt at købe 

Hus Forbis kalender for 2011 af 

sælgerne på gaden. 

Kalenderen fortæller 12 historier 

om livet på kanten af samfundet. 

Den koster 50 kroner, hvoraf de 

30 går til sælgeren. -sia 


Hus Forbi på plakaten 

Da Statens Kunstfond indbød otte af Danmarks dygtigste designere, 

valgte Jonas Hecksher fra firmaet E-types at lave en plakat for at gøre 

opmærksom på Hus Forbi. Plakaten, der er holdt i hvid skrift på sort baggrund, 

kan nu ses forskellige steder i bybilledet. Teksten er hentet fra en 

reportage om Kenneth Carlsen, der i 1996, da Hus Forbi så dagens lys for 

første gang, blev registreret som sælger nummer to. 

- Hus Forbi er i virkeligheden den største iværksætter-fabrik i hele 

Danmark. Alle sælgere af Hus Forbi, de hjemløse, har med avisen fået mulighed 

for at starte deres egen lille virksomhed som sælgere. Det er hjælp 

til selvhjælp. Og det synes vi, er en virkelig god model. For ud over at de 

hjemløse tjener lidt penge på salget, så må det også være godt for deres 

selvforståelse, deres identitet, at gå fra at blive betragtet som ofre til at 

være små direktører i deres egen virksomhed, siger Jonas Hecksher. 

Hans kollega Michael Touber supplerer: 

- Den indsats havde vi lyst til at sætte fokus på, og derfor brugte vi 

interviewet med Kenneth Carlsen, som udgangspunkt for designet af plakaten. 

Han har været med lige siden begyndelsen og sælger stadig. Sælger 

nummer et er desværre død, og det viser vel netop, hvor vigtig og nødvendigt 

et område de hjemløse og Hus Forbi er at sætte fokus på. -sia 

Se Hus Forbis hjemmeside med nyheder og 

fakta om hjemløse og socialt udsatte på 

www.husforbi.dk 

bliv opdateret 

dagligt via 

facebook 

På siden er der blandt andet 

mulighed for at få daglige nyhedsopdateringer 

og deltage i 

debatter om fattigdom og hjemløshed. 

Profilen kommer frem 

ved at søge på ’Hus Forbi’. 

Brug også gerne lidt tid på at 

besøge Hus Forbis hjemmeside, 

www.husforbi.dk, hvor der ud 

over dag til dag-nyheder også er 

masser af interessant læsestof 

om os, vores sælgere og kommende 

arrangementer. -sia 

bidrag 

Hus Forbi har modtaget 3.950 

kroner, som blev samlet ind i 

forbindelse med bisættelsen af 

Ole Bendix Jensen fra Hundested. 

Pengene vil blandt andet 

gå til indkøb af tøj til Hus Forbis 

sælgere. -sia 

cyklede fra paris 

for at sælge 

hus forbi 

61-årige Leif Alex Jensen – 

canadier med danske aner – har 

efter fem års pause meldt sig 

som Hus Forbi-sælger igen. Han 

har opholdt sig rundt omkring i 

Europa, indtil han besluttede sig 

for at vende tilbage til Danmark. 

Han købte en cykel med en lille 

motor i Paris og cyklede derefter 

på 13 dage til København via 

Luxembourg, Belgien, Holland og 

Tyskland. 

- Jeg føler, at jeg er i mit livs 

form, og da jeg nød at være i 

Danmark tidligere, var jeg ikke 

i tvivl om, at jeg måtte vende 

tilbage, fortæller han. -sia 

Foto Holger Erik Henriksen

et til rent og 

varmt tøj 

Rent og varmt tøj burde være en 

menneskeret. Det mener man i 

hvert fald i den nyåbnede tøjbutik 

Hjælperiet i København. Her kan 

hjemløse, skæve eksistenser og 

andre socialt udsatte komme forbi 

og få det tøj, de har brug for. 

- Som hjemløs eller udsat er 

det største problem ikke altid om 

sokkerne eller bukserne er rene. 

Når det er sagt, så er livskvaliteten 

i at kunne iklæde sig nyt tøj 

og smide de gamle klæder ud af 

stor betydning for mange mennesker, 

siger Michael Espensen, der 

har taget initiativ til Hjælperiet. 

- Mange hjemløse og udsatte 

bekymrer sig faktisk om deres 

hygiejne og påklædning, men 

nedprioriterer det ofte, da de 

hverken har de økonomiske eller 

psykiske ressourcer til at gøre 

noget ved det. Derudover kan 

varmt tøj om vinteren være forskel 

på liv eller død, siger han. 

Hjælperiet er etableret i samarbejde 

med foreningen Giv Din Hånd 

og ligger på Linnésgade 12 

i kælderen. -sia 

Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden 

FRIVILLIG 

ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! 

Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven 

hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske 

problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og 

udfordrende forhold. 

Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, 

interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært 

ved at holde personlig kontakt. 

Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante 

kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende 

samvær med andre frivillige. 

Lad os få en snak, hvis du er interesseret. 

Clement sælger The Big Issue Zambia i Lusakas gader. 

Millioner af læsere 

Kontakt: 

Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Albertslund, 

Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: c.lous@get2net.dk 

Hvor andre trykte medier verden over klager over nedgang i oplag og 

færre læsere, kan 115 hjemløseaviser verden over melde om markant fremgang. 

På et år er det samlede antal af læsere steget fra 4,8 millioner til 5,3 

millioner, meddeler International Network of Street Papers, som Hus Forbi 

er medlem af. 

Den globale stigning er imponerende, mener Douglas McCabe, der er 

presseanalytiker hos Enders Analysis. 

- En stigning i denne størrelsesorden for aviser, som skal købes, strider 

mod den nuværende tendens på verdensplan, hvor stort set alle magasiner 

oplever nedgang i salget, siger han til nyhedsbureauet Street News 

Service. -sia 

Foto Mikkel Ankjærgaard-Eskildsen 

unge hjemløse 

genopliver debat 

om børnearbejde 

Antallet af unge hjemløse er 

stigende i USA, og det har bragt 

liv til debatten om at tillade 

børnearbejde. Det skriver hjemløseavisen 

Spare Change News. 

Særligt unge piger er i farezonen, 

hvis ikke det bliver tilladt for 

børn under 15 år at arbejde, lyder 

avisens analyse. Alternativet for 

dem er prostitution eller kriminalitet. 

- Loven mod børnearbejde 

blev vedtaget, for at forhindre 

at børn blev udnyttet på fabrikkerne 

i sin tid. Meningen var ikke 

at tvinge unge piger ind i prostitution 

eller narkohandel, så de 

kan skrabe nok penge sammen til 

at få råd til mad eller et sted at 

sove, fortæller Jessica, der ikke 

vil have sit efternavn oplyst og 

som selv har levet på gaden. Hun 

brugte fem år på at komme på 

fode igen, men har i dag to børn 

og en lejlighed. 

-sia 


- Læger og sagsbehandlere, 

der 

har med de 

patienter at gøre, 

skal blive bedre til 

at se og høre 

signalerne. Kan 

der være en grund 

til, at patienten 

ikke kan lære 

dansk, sidde i en 

bus, gå på arbejde 

eller passe sin 

sukkersyge? 

Morten Sodemann, 

overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik 


foto Scanpix

Flygtninge med traumer 

opgives af systemet 

Traumatiserede flygtninge, der kommer til Danmark, risikerer fejlbehandling. 

Læger og socialrådgivere skal uddannes til bedre at opdage flygtninge 

med psykiske problemer, lyder kritikken. 

af Assia Awad 

En vietnamesisk pige kom ofte 

og klagede over mavepine, da Sisi 

Buch for år tilbage arbejdede som 

skolesygeplejerske på Humlehaveskolen 

i Vollsmose. Trods 

mange henvendelser havde den 

praktiserende læge ikke kunnet 

finde noget fysisk galt med 

pigen, indtil hun en dag fortalte, 

hvordan hun under sin flugt fra 

Vietnam var blevet voldtaget af 

adskillige mænd, da båden, hun 

var på, blev overfaldet af pirater 

på det Sydkinesiske hav. Mange 

af de øvrige flygtninge blev dræbt 

ved samme lejlighed. Pigen blev 

efterfølgende tilbudt psykologhjælp. 

Eksemplet er langt fra enestående, 

siger Sisi Buch, der nu 

er sundhedsfaglig konsulent i 

Sundhedscenter Fyn. Hun har i 

mange år arbejdet med og forsket 

i flygtninge, der er blevet traumatiserede 

på grund af tortur, 

krig, forfølgelse, voldtægt, og 

fængslinger i hjemlandet. Internationale 

undersøgelser anslår, at 

over halvdelen af alle flygtninge 

er traumatiserede. 

- Rigtigt mange af de flygtninge, 

der søger asyl i Danmark, 

kommer fra lande, hvor psykisk 

lidelse er tabubelagt, eller hvor 

man ikke har ord for det, så man 

udtrykker i stedet sin psykiske 

smerte i form af en fysisk smerte. 

Derfor bliver mange flygtninge 

misforstået i de traditionelle 

sundhedssystemer, siger hun og 

fortsætter: 

- Det kan godt være, at de 

kommer og klager over at have 

ondt i hjertet, leveren eller andre 

steder, men det er i virkeligheden 

psyken, de har ondt i. Hvis lægerne 

ikke er opmærksomme på 

den kulturforskel, så vil patienten 

måske få undersøgt sit hjerte eller 

lever, men når man så ikke finder 

noget, risikerer personen at blive 

stemplet som hypokonder og får 

dermed ikke den rigtige behandling. 

Skjulte traumer 

I 2008 blev Indvandrermedicinsk 

Klinik etableret på Odense 

Universitetshospital i erkendelse 

af, at mange patienter med anden 

etnisk baggrund end dansk kuldsejlede 

i det danske sundhedssystem. 

De patienter, der henvises 

til klinikken, har i gennemsnit 

boet i Danmark i 12 år og er typisk 

opgivet af sundhedsvæsnet 

og det kommunale system. 

Ifølge klinikkens overlæge, 

Morten Sodemann, har op mod 

60 procent af de henviste patienter 

krigstraumer. De har ofte 

oplevet bombardementer, tortur, 

fængsel og familiemedlemmer, 

der er blevet lemlæstet, voldtaget 

eller henrettet. For tre ud af fire 

af disse patienter har traumerne 

ikke været kendt, før patienten 

kom i behandling på Indvandrermedicinsk 

Klinik. 

- Læger og sagsbehandlere, der 

har med de patienter at gøre, skal 

blive bedre til at se og høre signalerne. 

Kan der være en grund til, 

at patienten ikke kan lære dansk, 

sidde i en bus, gå på arbejde eller 

passe sin sukkersyge? Kan der 

være noget, jeg ikke ved om vedkommende? 

Det skal man åbenbart 

uddannes bedre til, mener 

Morten Sodemann. 

Formand for Dansk Socialrådgiverforening, 

Betina Post, finder 

tallene fra Indvandrermedicinsk 

Klinik alarmerende, men hun 

mener, at det er lægernes ansvar 

at diagnosticere traumer. 

- Når flygtninge sidder overfor 

deres socialrådgiver, gør de 

alt, hvad de kan for at vise, at 

de ønsker at være her og integrere 

sig. De følger jo også med 

i debatten og ved, at det kan 

skabe problemer, hvis man ikke 

samarbejder. Så det er svært for 

socialrådgiveren at vide, hvilke 

oplevelser klienterne gemmer på. 

Samtidig lukkes mange af kommunernes 

integrationsafsnit ned, 

fordi man mener, at der skal være 

den samme sagsbehandling for 

alle. På den måde forsvinder den 

ekspertise, der er opbygget af 

sagsbehandlere, der primært har 

arbejdet med klienter med flygtninge- 

og indvandrerbaggrund, 

forklarer Betina Post. 

Det kræver opmærksomhed 

På spørgsmålet om lægerne er for 

dårlige til at identificere flygtninge 

med traumer, lyder svaret 

fra overlæge Poul Jaszczak, der 

er formand for Lægeforeningens 

etiske udvalg: 

- Både ja og nej. Læger lever 

jo i nogle medicinske traditioner, 

hvor de ikke, hver gang de møder 

en patient med sporadiske eller 

meget omfattende symptomer, 

kobler dem til et krigstraume som 

udløsende eller medvirkende faktor. 

Det er meget fornuftigt, fordi 

det ’kun’ er en meget lille gruppe, 

der står med den slags problemstillinger. 

Det kræver, at man har 

en særlig opmærksomhed rettet 

mod dem. Det er givet rigtigt, at 

man overser nogle ting, fordi man 

ikke konkret interesserer sig for 

dem eller ikke spørger konkret, 

siger Poul Jaszczak. 

Der bor cirka 106.000 flygtninge 

i Danmark ifølge Danmarks 

Statistik, og heraf vurderes mere 

end halvdelen at have Post Traumatisk 

Stress Syndrom (PTSD). 

Ofte har de traumatiserede flygtninge 

mere end én diagnose. En 

rapport fra Region Syddanmark 

beskriver, at cirka 90 procent 

har mindst en yderligere diagnose, 

og cirka 85 procent har to 

eller flere. Oftest er der tale om 

depression, angstlidelser, alkoholmisbrug, 

stofafhængighed samt 

personlighedsforstyrrelser. Der 

findes imidlertid ikke tal på, hvor 

mange af disse flygtninge der går 

rundt med ubehandlede psykiske 

lidelser. 

Jo længere tid, der går, inden 

en traumatiseret person kommer 

i behandling, jo dårligere ser 

patientens prognose ud, fortæller 

Annemarie Gottlieb, der er 

psykolog og centerchef på Klinik 

for Traumatiserede Flygtninge i 

Region Midtjylland. 

- Det er langt sværere at 

behandle en patient, der har gået 

med PTSD i årevis, end en, der 

er blevet henvist tidligt i sygeforløbet. 

Nogle går så lang tid, 

at de udvikler psykoser. Jeg har 

netop visiteret en palæstinensisk 

kvinde, der har gået i 20 år og 

været angst. Jeg ved ikke, om vi 

kan hjælpe hende nu, forklarer 

Annemarie Gottlieb. | 

 

- De har ofte oplevetbombardementer, 

tortur, fængsel 

og familiemedlemmer, 

der er blevet 

lemlæstet, voldtaget 

eller henrettet. 

Morten Sodemann, 

overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik 


Traumer står i vejen for integr 

Når flygtninge og deres børn ikke integreres i det danske samfund, 

bliver kultur ofte brugt som forklaringsmodel, men traumer spiller 

en væsentlig større rolle, mener eksperter. 

af Assia Awad 

Reza Hossein var bange for at lægge sig til at 

sove, fordi søvnen altid bød på en returrejse 

tilbage til det iranske fængsel, hvor vagter 

torturerede ham i timevis. Han sov derfor kun 

et par timer hver nat. Om dagen var han frygtelig 

træt og fik flashbacks, hvor han oplevede 

mishandlingen igen og igen. Det var som at 

være tvunget til at se en film, man ikke kunne 

slukke for. 

Ifølge Annemarie Gottlieb, der er psykolog 

og centerchef på Klinik for Traumatiserede 

Flygtninge i Region 

Midtjylland, 

- Somaliere, 

palæstinensere 

og irakere har 

den laveste 

beskæftigelsesprocent, 

og det 

er alle grupper, 

der kommer fra 

krigshærgede 

områder. Anders Ejrnæs, 

lektor på Roskilde Universitet 

er torturoverlever 

Reza Hosseins 

flashbacks, mareridt, 

søvnløshed 

og træthed typiske 

traumesymptomer, 

der er med til at 

gøre det svært for 

den traumatiserede 

at klare selv helt 

almindelige hverdagsaktiviteter. 

- Traumatiserede 

personers 

hukommelse 

og koncentrationsevne 

er ofte 

beskadiget, hvilket 

betyder, at de har 

svært ved at lære 

dansk, og dermed klare job og uddannelse, 

siger Annemarie Gottlieb. 

Lektor Anders Ejrnæs, der forsker i arbejdsmarked 

og integration på Roskilde Universitet, 

bekræfter, at traumer spiller en stor rolle, når 

det kommer til flygtninges beskæftigelsesprocent, 

der er betydeligt lavere end indvandrernes 

beskæftigelsesprocent. 

- Der er ingen tvivl om, at de flygtninge, 

der har krigstraumer, har vanskeligere ved 

at komme ud på arbejdsmarkedet. Somaliere, 

palæstinensere og irakere har den laveste beskæftigelsesprocent, 

og det er alle grupper, der 

kommer fra krigshærgede områder, siger han. 

Børnene er de store tabere 

Reza Hossein har erkendt, at hans familie har 

betalt en høj pris for hans psykiske problemer. 

- Mine børn var de største ofre. Jeg var i 

mange år efter overgrebene fyldt med en ufat- 


telig mængde had og vrede. Når jeg for eksempel 

så et indslag om Al-Qaeda, så faldt det mig 

let at sætte mig i deres sted. Jeg forstod deres 

had. Ofte kunne jeg ikke klare mine børn. De 

kunne gøre mig utroligt gal, og jeg har bådet 

skubbet til dem og vredet armen om på dem. 

Nogle gange følte jeg, at jeg kunne slå dem 

ihjel, fortæller han. 

I familier, hvor enten én eller begge forældre 

er traumatiserede, påvirkes børnene ofte 

massivt af deres forældres sygdom, forklarer 

psykolog Eva Malte, der har arbejdet med 

traumatiserede indvandrerfamilier i mere end 

15 år. 

- Børnene oplever, at far eller mor altid er 

træt, har en kort lunte og mister kontrollen. 

Måske udsætter den traumatiserede person 

ægtefællen eller børnene for vold. Aftaler på 

skolen bliver glemt, og det samme gør madpakken. 

Forældrene kan give udtryk for, at de 

har selvmordstanker, de kan ikke holde ud at 

være sammen med andre, og det hænder, at 

de besvimer. Alle disse symptomer traumatiserer 

børnene og gør det svært for dem at 

koncentrere sig i skolen. De kommer i konflikt 

i frikvartererne, får skældud og deres selvværd 

bliver lavt. En del af de problemer, som 

medierne taler om i ghettoområderne, er unge, 

der er vokset op under traumatiske vilkår, 

forklarer Eva Malte. Hun fortsætter: 

- En rigtig stor del af integrationsproblemerne 

kan derfor føres tilbage til traumerne. 

Tit bliver problemer i flygtningefamilier udlagt 

som kultur, og det er en voldsom forenkling af 

virkeligheden. Vi har at gøre med nogle komplekse 

problemstillinger. Man finder jo også 

danske unge, der reagerer på den måde, og der 

er der jo ingen, der vil sige, at det er på grund 

af deres danske kultur, forklarer Eva Malte. 

Morten Sodemann, der er overlæge ved 

Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, 

mener ikke, at der bliver 

taget ordentlig hånd om børn i traumatiserede 

flygtningefamilier. 

- Børnene vokser op i et miljø med utryghed 

og angst. Man forventer, at far og mor passer 

på en, men det kan de ikke altid. I stedet 

græder mor måske, hun isolerer sig og tør 

ingenting. De større børn ser, at forældrene 

bliver ydmygede og må slås med myndigheder, 

siger han. 

- Man laver derved en generation af børn, 

som jeg forudser, man får store problemer 

med, fordi man ikke har taget hånd om dem 

i tilstrækkelig grad. I kommunerne har man 

ikke ressourcer til at hjælpe børnene. Når man 

hører, der er blevet skudt i Odense, så ved man 

næsten, hvem far og mor til de unge lømler 

er. Der er tale om familieproblemer, hvor hele 

familier er kuldsejlede. Det er en dårlig investering, 

for børnene bliver voksne i Danmark 

og bliver selv forældre engang. 

Flygtninge overrepræsenterede 

Forskere er blevet mere opmærksomme på 

problematikken og er begyndt at undersøge, 

om personer med flygtningebaggrund er mere 

kriminelle end and andre borgere. 

Teori og Metodecentret lavede i 2006 en 

undersøgelse af landets lukkede sikrede 

afdelinger for kriminelle unge, og den viste, 

at personer med flygtningebaggrund er stærkt 

overrepræsenterede. En tredjedel af de unge 

afsonere på de sikrede institutioner havde 

flygtningebaggrund, og en stor del af dem 

havde haft traumatiske opvækstforhold. Undersøgelsen 

fastslog, at flygtningegruppen var 

langt mere belastet end unge med indvandrerbaggrund 

og unge med dansk baggrund. Unge 

med flygtningebaggrund har også flere brudte 

familieforhold, flere dødsfald blandt forældre 

og mere psykisk sygdom i familien. 

Bo Ertman fra Teori og Metodecentret udtalte 

i forbindelse med undersøgelsen, at der er 

grund til at tro, at flygtningene også er overrepræsenterede 

i fængslerne, men at der mangler 

dokumentation herfor. Udslusningskonsulent 

Marie Louise Jørgensen, der har arbejdet 

mange år i Kriminalforsorgen, konkluderer 

desuden i sin masterafhandling fra 2009, at en 

baggrund som flygtning ramt af Post Traumatisk 

Stress Syndrom kan anses som en risikofaktor 

for at havne i kriminalitet. 

Reza Hosseins børn har været heldige, for 

deres far har fået hjælp. Da hans ene søn en 

dag erklærede, at ’far har et dræbende blik’, 

indså eksiliraneren, at han havde brug for 

behandling, og han opsøgte et center for torturofre. 

I dag har han igen fået et godt forhold 

til sine børn. 

- Jeg har forklaret dem, at jeg var syg, men 

jeg tror alligevel, at det har sat sig nogle spor 

hos min ene søn. Han har selv svært ved at 

kontrollere sin vrede nu, fortæller han. | 

Reza Hossein er et pseudonym for den iranske 

flygtning, der har ønsket at optræde anonymt. 

Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. 

foto Scanpix

ation 

- Børnene oplever, at far 

eller mor altid er træt, 

har en kort lunte og 

mister kontrollen. Måske 

udsætter den traumatiserede 

person ægtefællen 

eller børnene for vold. 

Aftaler på skolen bliver 

glemt, og det samme gør 

madpakken. 

HUS FORBI | nr. 1 januar 2011 | 15. årgang | 15 

Eva Malte, psykolog


foto Flemming Schiller 

5skarpe til Knud Vilby 

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening. 

en meningsmåling om kendskabet til det netop overståede 

fattigdomsår vil formentlig give et nedslående resultat. 

har i overhovedet været dygtige nok til at sætte dagsordenen? 

Svaret er nej. Fattigdomsåret blev ikke den folkelige kajeryster, som vi havde forventet. Vi har været 

meget i medierne og har i en vis udstrækning været med til at præge dagsordenen, men vi har været 

oppe imod en regering, der ikke for alvor har haft lyst til at sætte fattigdomsåret på den politiske 

dagsorden. Det har haft konsekvenser for den brede folkelige opbakning. 

en del af kritikken af regeringen under det netop overståede 

fattigdomsår var, at der var for meget snak og for lidt handling. 

i socialpolitisk forening bruger i meget tid på debatmøder, oprettelse 

af hjemmesider og udgivelser af tidsskrifter – hvor er de konkrete 

handlinger til gavn for de socialt udsatte henne? 

De er alt for få i forhold til de sociale problemer, der bare bliver værre og værre. Regeringen snakker 

om at indføre retvisende indikatorer for fattigdom, men de indikatorer har vi allerede i form af større 

ulighed og større fattigdom. Vores opgave er at spille ind i den politiske debat og oplyse om socialpolitikken 

– ikke at udføre direkte socialt arbejde. 

hvad er helt konkret jeres vision for at komme den stigende 

fattigdom til livs? 

For det første at skabe et lige samfund. Jo mere ulige et samfund er, jo større bliver de sociale problemer. 

Jo større sociale problemer, jo flere penge skal samfundet bruge på politi og fængsler. Det 

viser al forskning. For det andet er det helt konkret at bidrage aktivt til at skabe en handlingsplan for 

udryddelse af børnefattigdom. En plan, der skal indeholde helt konkrete forslag og anvisninger. 

i taler om, at alle skal have lige muligheder for at udfolde sig 

og have indflydelse på eget liv, men er der ikke en pointe i, at man 

skal have ydet sin del via skatten for fuldt ud at kunne nyde 

velfærdsstatens goder? 

Ret og pligt skal naturligvis hænge sammen, men jeg vil da gerne give to eksempler på, hvorfor det 

argument ikke holder. For det første er der de flygtninge, der får asyl, men som er flygtet efter at de 

fyldt 60 år. De vil ikke være berettiget til folkepension og er derfor dømt til at modtage en midlertidig 

ydelse. Det er ikke fair. For det andet er der de børn og unge af fattige familier, der bliver straffet 

af regeringens incitamentsydelser. Det er heller ikke fair. 

i 2011 er det officielt frivillighedsår, hvor der kommer fokus på 

de mange private, frivillige organisationer, der yder en indsats 

på det sociale område. den danske regering ser gerne, at flere 

opgaver løses af de organisationer. er det ikke en god måde at få 

dynamik og synergi ind i den praktiske socialpolitik? 

Jo, men det er vigtigt at holde fast i, at de frivillige, private organisationer kun skal være et supplement 

til det offentlige system. I løbet af frivillighedsåret vil vi holde særligt fokus på retssikkerheden. 

Der er blevet for langt mellem borgeren og systemet, og der er alt for mange eksempler på borgere, 

der ikke kan trænge igennem systemet. Der er store problemer med den nultolerance-politik, som 

systemet fører overfor de skæve eksistenser.

| læserne skriver | 

Alle kan ikke forvente 

forsørgelse 

Jeg køber og læser med interesse Hus Forbi hver måned. Til støtte for alle 

de mennesker, der af den ene eller anden grund er kommet i nød. 

Dog har jeg en kommentar til en artikel i novemberudgaven. En kvinde, 

der har boet i Norge i 17 år, kan ikke forvente offentlig forsørgelse fra dag 

ét. Hun har jo ikke bidraget til fællesskabet i mange år. Vores samfund 

er jo netop bygget på at hjælpe de svagest stillede igennem de relativt 

høje skatter, vi betaler, og som jeg synes trods alt er rimelige, så vi sikrer 

velfærd for os alle. 

E.M.Pedersen 

jeg har købt kalenderen for 2011 og køber 

hver måned hus forbi. godt, at der er nogle, 

der hjælper. 

Else Rasmussen, fra Hus Forbis Facebookside 

det er som med sangen: har du penge, så kan 

du få, men har du ingen, så må du gå. 

Linda Rode, fra Hus Forbis Facebookside 

i går så jeg en mand, der lå på gaden i københavn. 

man kunne ikke se, om han var syg 

eller død. det var midt på dagen, og folk gik 

bare forbi uden at gøre noget som helst. 

Solveig Schjørmann, fra Hus Forbis Facebookside 

det er bare så uendeligt trist, at indsatsen 

over for børn skal vurderes på, om den kan 

betale sig rent økonomisk. 

Christian Hansen, fra Hus Forbis Facebookside 

forebyggelse, forebyggelse og atter 

forebyggelse er den eneste rigtige vej til 

en fremtid med velfærd og et civiliseret 

socialt samfund, der står for alt det, som 

o-v-k har under afvikling. 

Lars Olsen, fra Hus Forbis Facebookside 

husk, at det er koldt og hårdt at leve på 

gaden. at hjælpe er at give på en måde, der 

føles godt for modtageren. vi er ikke større 

end vores evne at hjælpe de andre. 

Mikael L. Kallio, fra Hus Forbis Facebookside 

det var da dejligt, at politikerne snakker om 

det. bare de nu også gør noget. 

Peter Hollender, fra Hus Forbis Facebookside 

Åbent brev til 

Birthe Rønn Hornbech 

Siger navnet Nazema fra Pakistan dig noget? Sikkert ikke. Hun er bare et 

navn for dig. Hun blev gift med en mand, der bankede hende, og svigerfamilien 

troede åbenbart, at hun var deres slave. Han voldtog hende. Hun fik 

egen lejlighed, tillægsstudier på Roskilde Universitet, klarede sig selv efter 

en lynskilsmisse, men som fraskilt var man jo efter din lov fredløs. 

For at du ikke skal sige, at det er noget, jeg finder på, så læs artiklerne 

i Hus Forbi fra juni og september. Det er et godt blad med mange gode 

artikler, som vi alle kan lære noget af. 

Jeg håber efterfølgende også, at du måske vil overveje fremover, at 

man ikke bare smider en kvinde ud, der har været udsat for mishandling. 

Regler eller ej. Vi har en forpligtigelse til at spørge; hvad kommer sådan en 

kvinde hjem til? Og kan hun klare sig selv her i landet? 

Leif Hohn 

Replik fra ministeren: 

Voldsramte kvinder kan få hjælp 

Kære Leif Hohn 

Når man læser dit indlæg og artiklerne i Hus Forbi, kan man få den fejlagtige 

opfattelse, at udenlandske kvinder, der udsættes for vold af deres 

ægtefælle, bare uden videre udvises af Danmark, hvis de forlader deres 

mand inden for de første syv år af deres ægteskab. 

Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Udlændinge, der er blevet 

familiesammenført med en ægtefælle i Danmark og udsættes for vold, kan 

efter den gældende praksis få opholdstilladelse efter et par år, hvis de kan 

dokumentere, at de har været udsat for vold i ægteskabet. Tal fra Udlændingeservice 

viser da også, at kun 16 ud af 117 voldsramte kvinder har 

fået afslag på at få forlænget deres opholdstilladelse de sidste tre år. Der 

findes altså ikke en såkaldt syvårsregel, der tvinger kvinder til at blive i et 

voldeligt ægteskab. 

Fra Integrationsministeriets side har vi i øvrigt gjort meget de senere 

år for at oplyse herboende udlændinge om, hvilke regler der gælder på 

området, og hvor man som voldsramt kan få professionel hjælp og støtte. 

Sammen med ligestillingsministeren har vi eksempelvis i 2010 gennemført 

kampagnen ’Stop volden mod kvinder – bryd tavsheden’. 

Som led i kampagnen er der blandt andet oprettet en telefonisk hotline, 

hvor voldsramte kvinder kan få hjælp og rådgivning. For at gøre opmærksom 

på tilbuddet har der blandt andet været afholdt informations- og dialogmøder 

med oplæg fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre, og der 

er etableret en hjemmeside og trykt informationsmateriale på ni forskellige 

sprog. 

Udenlandske kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, kan altså få 

hjælp og har mulighed for at skabe sig en tilværelse i Danmark på egen 

hånd, når de er kommet ud af deres voldelige ægteskab. 

Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister (V) 

debatten fortsætter på www.husforbi.dk Tjek også debatten på Hus Forbis Facebookprofil. 


Farvel 

til 

fattigdomsåret 

EU’s officielle fattigdomsår er netop afsluttet. 

Hus Forbi bringer i den forbindelse de tre vinderbidrag fra skrivekonkurrencen 

om fattigdom og social udstødelse for 8. og 9. klasses elever. 

af Simon Ankjærgaard 

Med knaldet fra nytårsraketterne randt EU’s officielle 

fattigdomsår ud. Det er blevet markeret officielt med 

konferencer, debatmøder og udgivelse af diverse publikationer, 

samt med en skrivekonkurrence for landets 8. 

og 9. klasses elever. 

Overskriften for konkurrencen var ’Fattigdom og social 

udstødelse – hvad er det?’, og det kom der rigtig mange 

forskellige bud på. I sidste ende blev tre elever – tre piger 

– belønnet for deres bidrag. 

Dommerne belønnede Sofie Hougaard med tredjepladsen 

for hendes tegneserie om pigen, der fryses ud af 

fællesskabet, fordi hendes familie end ikke har råd til en 

julekalender. Andenpladsen gik til Nha Pham, der har 

sagt om fattigdomsåret 2010 

- Jeg er ikke i tvivl om, at der findes familier i Danmark, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. 

Derfor er det vigtigt at få skabt opmærksomhed om, hvordan vi hjælper de familier tilbage til fællesskabet, både 

når det gælder job og sociale fællesskaber. Hele pointen med fattigdomsåret er at få sat fokus på det og skabt 

debat. 

Karen Ellemann, indenrigs- og socialminister, i Kristeligt Dagblad 27. november 2009 

- Det, som den danske regering er kommet med i forbindelse med fattigdomsåret, er en lovprisning af de aktuelle 

sociale forhold i Danmark. Det virker mest som en konstatering af, at her har vi det godt. Hér er ingen fattige. 

Bjarne Lenau Henriksen, korshærschef i Kirkens Korshær, i Kristeligt Dagblad 4. januar 2010 


skrevet artiklen ’Børn skal ikke lide under forældrenes 

pengemangel’. Som i Sofie Hougaards tegneserie kredser 

den om problemet med fattige børn, der intet har 

og derfor har svært ved at blive en del af fællesskabet. 

Hun fortæller om Mathias, der ingen venner har, og som 

sjældent griner, fordi han ikke har de samme muligheder 

som klassekammeraterne. 

Amalie Paarup Krebs vandt stilekonkurrencen med artiklen 

’Er de fattige?’, hvor hun med udgangspunkt i sit 

møde med skæve eksistenser påpeger det uretfærdige i, 

at selvom alle mennesker i princippet burde være lige, så 

behandles de ikke ens. 

Læs alle bidragene på de følgende sider.

Må jeg være med til at lege? 

af Sofie Hougaard 


Børn 

skal ikke lide under 

forældrenes pengemangel 

af Nha Pham 

Fattigdommen i Danmark handler ikke om 

mangel på noget så ordinært som mad, tøj og 

bolig, som i den fattige del af kloden, men 

om hvorvidt man er en del af det krævende 

samfund og har lige muligheder som alle andre. 

Her taler vi om, at forældrene kan sørge for, at 

deres børn kan gå til noget i fritiden, om de har 

råd til nyt tøj, fødselsdagsgaver/julegaver og så 

videre. 

Ifølge statistikken lever over 300.000 mennesker 

i Danmark i fattigdom. Det er et ufattelig 

højt tal, som jeg mener, at vi er nødt til at 

gøre noget ved, for at gøre Danmark til et ’ægte’ 

i-land. 

Jeg sad og så TV2 Nyhederne forleden dag om 

to forældre, der fortalte, at de ikke havde råd til 

at betale deres søn Mathias en tur til Sønderborg 

med klassen. Mathias’ far er netop gået på 

pension på grund af en knæskade, som han fik i 

forbindelse med en bilulykke for seks år siden, 

og moren er arbejdsløs. 11-årige Mathias for- 


- Der er sat ganske få midler af til fattigdomsåret, og regeringens initiativer er kommet alt for sent i gang. 

Det ser ud som om, regeringen ikke ønsker at gøre noget radikalt ved fattigdomsproblemet. 

Preben Brandt, formand for Projekt Udenfor, i Arbejderen 6. januar 2010 

- Hvis årets ‘julefattigdomsdebat’ er pejlemærke for den politiske varetagelse af fattigdomsåret, ser det sort ud. 

Hverken debatniveauet eller tonen har budt på noget, som blot en svag optimisme i forhold til bekæmpelse af fattigdom 

i Danmark kan bygge på. 

Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Information 20. januar 2010 

- Det er fint, hvis Det Europæiske Fattigdomsår kan være med til at sætte fokus på de få, som vitterligt lever fattigt, 

for eksempel på gaden. Men i forsøget på at hjælpe dem skal vi ikke glemme den store gruppe af mennesker, 

som reelt er ekskluderet fra arbejdsmarkedet og dermed udelukket fra at kunne forsørge sig selv. De mennesker 

møder vi på Kofoeds Skole. Mange lever i isolation og ensomhed. 

Jens Aage Bjørkøe, forstander på Kofoeds Skole, i Politiken 1. april 2010 


talte, at han meget sjældent deltager i klassearrangementer, 

fordi hans forældre ikke havde 

råd til det. Det er en af grundene til, at Mathias 

ikke fungerer socialt godt i skolen. Han har 

ingen venner. Når han får fri fra skole, går han 

hjem, spiser, laver lektier, ser tv, og derefter tilbringe 

han resten af tiden på sit værelse. Hver 

eneste dag er det samme for Mathias. Der sker 

ikke noget nyt, og han får aldrig grinet, som 

alle de andre i klassen. Mathias’ forældre tillader 

aldrig sig selv at se for langt ud i fremtiden. 

De ser deres fremtid som en udsigt til at blive 

endnu fattigere. 

Fattigdom er ud fra min betragtning, at man 

ikke kan forsørge sine børn eller sig selv. Der 

findes nogle, som mener, at fattigdom er folks 

egen skyld, fordi de er dovne. For dem er løsningen, 

at fattige bare skal tage sig sammen. 

Det mener jeg absolut ikke! Ingen vil være 

fattig, ingen vil leve ude på gaden, ingen vil 

være arbejdsløs, ingen vil skuffe deres børn 

med en jul uden gaver. Det skyldes måske deres 

baggrund, at de ikke kan tjene penge. Eller 

sygdom. Eller mangel på uddannelse. Kendsgerningen 

er, at der er mennesker, der har for 

få penge i Danmark, hvilket har konsekvenser 

for børnene. 

For at kunne bekæmpe fattigdommen i Danmark, 

synes jeg, at man skal sætte flere store 

byggeprojekter i gang, så man kan ansætte en 

masse mennesker og dermed give dem mulighed 

for at tjene flere penge. En anden ting, man 

kunne gøre, er at give børn med forældre, der 

har lav indkomst/enlige forældre adgang til 

gratis fritidsaktiviteter. Hvor der er vilje, er der 

altid en vej. Vi skal bekæmpe fattigdommen i 

Danmark, det kan tage tid, men det er vigtigst, 

at vi ikke giver op! Jeg håber virkelig, at dette 

store samfundsproblem bliver taget alvorligt, 

så fattige familier ikke længere skal lever med 

frygten om en elendig fremtid. | 

foto scanpix

- At det i år er EU's såkaldte fattigdomsår, er formentlig gået manges næser forbi. For den danske regering har i 

den grad syltet året, der ellers skulle fokusere på fattigdom, sociale problemer og social eksklusion i Europa. En opstarts- 

og en afslutningskonference, to pjecer og en hjemmeside er umiddelbart ikke nok til at få vore arme i vejret. 

Ikke desto mindre udgør netop dette regeringens ambitioner for fattigdomsåret - hverken mere eller mindre. 

Kim Mortensen, Europaordfører for Socialdemokraterne, og Anne-Marie Meldgaard, 

Socialdemokraternes formand for Folketingets Europaudvalg, i Jyllands-Posten 18. august 2010 

- Danmark placerer sig meget dårligt blandt de EU-lande, der har skullet løfte fattigdomsåret. Regeringen har stort 

set fralagt sig ansvaret for, at der fra officiel side sker noget. 

Per K. Larsen, landssekretær for European AntiPoverty Network i Danmark, i Kristeligt Dagblad 27. november 2010 



- Fattigdomsåret i Danmark er ikke blevet udnyttet til at sætte fokus på et problem, der er stigende i Danmark. 

Tværtimod kan man sige, at det nærmest er blevet holdt hemmeligt. Vi, der arbejder med fattigdom i Danmark, har 

ikke kunnet mærke nogen forandring. Men det hænger måske sammen med, at det er et politisk problem. Fattigdom 

i Danmark er nemlig politisk bestemt, og det er ikke sådan, at politikerne ikke kan gøre noget ved det. De to 

største årsager til den stigende fattigdom er kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Man har bevidst skåret på nogle 

satser. Ikke af ond vilje, men for at tvinge folk i arbejde. Det er bare ikke lykkedes særlig godt. 

Lars Lydholm, presseofficer i Frelsens Hær, i Ekstra Bladet 30. november 2010 

- Jeg synes faktisk det er lykkedes at få sat fokus på fattigdom og socialt udstødte, der var formålet med EU's fattigdomsår. 

Der er blevet skrevet mere om problemerne i medierne. Og der har været en række lokale initiativer, der 

har skabt debat rundt om i landet. 

Benedikte Kiær, socialminister, i Ekstra Bladet 30. november 2010 


foto polfoto 

Er de fattige? 

af Amalie Paarup Krebs 

Jeg går ned ad trappen, drejer og går ned ad 

den næste. Nede på Nørreport Station bevæger 

jeg mig frem, igennem mylderet, mod den 

anden ende af perronen. Men da jeg når halvvejs, 

stopper en kvinde mig. Hun står ludende 

med tykke sjaler draperet omkring sine magre 

skuldre. Kvinden kigger bedende op på mig og 

siger noget på et sprog, jeg ikke forstår. I hånden, 

hun holder frem imod mig, holder hun en 

gammel brugt kaffekop med nogle småpenge 

på bunden. Det er tydeligt, at hun ikke har 

mange penge. 

Men pungen i min taske er tom. Jeg har 

brugt pengene på julegaven til mor og en pose 

brændte mandler. Jeg ryster på hovedet og 

prøver med skyldbetyngede og bedrøvede øjne 

at få hende til at forstå. 

- Jeg har ikke noget, mumler jeg. 

Er hun fattig? 

En klump opstår i halsen på mig og gør det 

svært at synke. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg 

kunne hjælpe. 

Mit tog kommer, og jeg går ind og sætter mig 

ned, men inden vi når Nordhavn, går døren 

til kupéen op. Jeg løfter hovedet fra den kolde 

rude og kigger op, er det konduktøren? 

- Er der nogen, der har nogle småpenge til en 

hjemløs? 

Jeg kigger ned, posen med de brændte 

mandler i min lomme bliver tungere og tungere. 

Skyldfølelsen vælder ind over mig, klumpen 

er tilbage! 

Er han fattig? 

Og hvad er fattigdom? 

Det er et meget omdiskuteret spørgsmål. 

Nogle mener, at det er, når man ikke har et sted 

med tag over hovedet at bo. Men bare fordi 

man bor i telt eller noget lignende, behøver 

man vel ikke at være fattig, vel? Nogle mennesker 

bor udendørs, fordi de får klaustrofobi 

indenfor. De skal vel ikke alle betragtes som 

fattige? 

Nogle mennesker har ikke råd til at holde 

jul. Så bliver de nødt til at søge julehjælp hos 

for eksempel Frelsens Hær. Tilsyneladende 

bliver flere og flere mennesker fattige. I år 2008 

fik Frelsens Hær 7.040 anmodninger om julehjælp, 

mens de sidste år fik hele 9.200 anmodninger. 

Det er altså mange! 

Fattigdom er svært at forestille sig for dem, 

som ikke har prøvet det. Jeg har ikke prøvet at 

være fattig. Alligevel bliver jeg fyldt med vemodighed, 

hver gang en hjemløs passerer mig. 

Hvis bare jeg kunne gøre noget. Selvom alle 

mennesker er lige meget værd, bliver vi ikke 

behandlet ens. Det er ikke fair! | 

- Når jeg kommer rundt i landet, så møder jeg i dag folk, der forholder sig til fattigdomsdebatten på en mere nuanceret 

måde end tidligere. Det vidner om, at det er lykkedes for os at højne vidensniveauet. Samtidig har de mange 

politiske debatter i løbet af året været vigtige i bestræbelserne på at træffe de rigtige beslutninger på socialområdet. 

Ellen Trane Nørby, socialordfører for Venstre, Hus Forbi 1. december 2010 

- Ét er debat, noget andet er virkelighed – fattigdomsår eller ej. For mens vi har prøvet hinanden af på ord og 

grænser, så har vi her i fattigdomsåret været vidner til kommunale besparelser og en meget lille satspulje og har 

fået dokumenteret, at aktiveringsindsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate er uden effekt. 

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, Kristeligt Dagblad 1. december 2010 


FRA 

middelklassen 

TIL 

gaden 

New York. Byen med de mange drømme, modeller, filmstjerner og forretningsmænd 

New York er en af verdens rigeste byer i et af verdens rigeste samfund. 

Det er også byen, hvor lidt under halvdelen af befolkningen søger om fødevarehjælp 


med mappen under armen på Wall Street. 

på grund af fattigdom. 


Tekst og foto Sisse Stroyer 

- Kære Fader, Gud Vor Herre, vi beder dig om at 

velsigne den mad, vi nu skal dele ud, og vi beder 

dig om at lade os komme trygt og sikkert gennem 

trafikken både ud og hjem. Amen. 

Mantel Thomas, der har ansvaret for maduddelingen 

på gaderne, åbner øjnene, der ellers 

har været fast lukket under bønnen og griber 

automatisk ud for at finde et punkt at støtte sig 

til. Vognen sætter i gang med et ryk. To grønne 

mælkekasser gør det ud for passagersæderne forrest 

i den tungt læssede bil. Chaufføren synger og 

foretager et skarpt sving ud på vejen med en bølge 

tudende horn til følge. Mængder af brød, suppe, 

frugt og grønt tårner sig op omkring fem mænd, 

der sidder klemt sammen i bilens lastrum. Tre 

dage om ugen er de en del af The Bowery Missions 

team af tidligere hjemløse, der tager ud i parker og 

yderområder for at hjælpe med at dele mad ud til 

fattige borgere. 

Fra håbløshed til håb 

The Bowery Mission er et af de ældste herberger 

i New York. Siden 1879 har de dagligt forsøgt at 

komme fattige og hjemløse mennesker i møde med 

et måltid mad, en snak og hjælp til tøj og lægebesøg. 

Stedet drives af tidligere hjemløse og frivillige, 

der giver en hånd med i herbergets gadekøkken 

og til uddelingen af mad på gaden. 

James Macklin er en af de frivillige, der forsøger 

at hjælpe med at få folk på fode igen. 

- Jeg forsøger gennem samtaler at give folk 

troen på et bedre liv tilbage. Her hos os dømmer vi 

ikke. Vi ved udmærket godt, at livet ind imellem 

kan være barskt og sætte selv stærke mennesker 

i en situation, hvor alt synes håbløst. Når du har 

mistet hus og indtægt, og familien er i opløsning, 

må man finde tilbage til sig selv og række ud efter 

hjælp. Vi er af den overbevisning, at troen på Gud 

kan være med til at give håbet og troen på sig selv 

tilbage. Det er vigtigt at vide, at der trods alt er en, 

der altid elsker dig og passer på dig, selv når det 

ser allermest sort ud, smiler James Macklin. 

Haltende køkultur 

En lang kø af mennesker med indkøbsvogne i 

stærke farver har allerede taget opstilling langs 

kanten af fortovet, der støder op til Maria Hernandez 

Park i Brooklyn-området Knickerbocker. Her 

er beboerne primært latinamerikanske og kinesiske. 

Bedstemødre, børn, ægtepar og enlige i alle 

aldre. Torsdag efter torsdag året rundt indtager de 

deres positioner i en køkultur, der har det med at 

halte, når det gælder. 

Helvede bryder løs, da maduddelingen går i 

gang. Hr. Seda, en lille tæt spansktalende herre, 

har meldt sig frivilligt til at holde styr på tropperne. 

Med fægtende kropssprog og høj stemme kommanderer 

han udbryderne tilbage på deres pladser 

og sørger for, at der opretholdes ro og orden. 

- Mange af de mennesker, vi møder herude, er 

familier og ældre. Det er mennesker med et hjem, 

men med en dårlig økonomi. De såkaldte working 

poor. Med vores tilstedeværelse kan vi være med 

til at hjælpe dem med at få ordentlig og nærende 


- Mange af de mennesker, vi møder herude, er familier og ældre. Det er 

mennesker med et hjem, men med en dårlig økonomi. De såkaldte working poor. 

Mantel Thomas 


- Når du har mistet hus og indtægt, og familien er i opløsning, 

må man finde tilbage til sig selv og række ud efter hjælp. 

James Macklin 


mad på bordet. Mad, som butikkerne normalt ville 

smide væk på grund af salgsdatoen, men som de 

donerer til os i stedet, fortæller Mantel Thomas. 

Nancy Taylor på 51 er en af de mange, Mantel 

taler om. Familien har næsten ingen penge og er 

dybt afhængige af hjælpen på gaden. Hun er mødt 

op sammen med sin datter og svigersøn og deres 

tre børn. 

- Tro det eller ej, men staten har pensioneret 

mig i en alder af 51. Jeg plejer at være skolelærer, 

men pludselig var der ikke brug for mig mere. Min 

datter og hendes mand har også mistet deres job. 

Det er en håbløs situation for os alle i øjeblikket, 

siger hun med en lille stemme. 

De nye fattige 

Overalt i USA taler konsekvenserne af finanskrise, 

manglende hussalg og arbejdsløshed sit eget tydelige 

sprog. Det er ikke nyt, at der findes fattige 

og hjemløse i ethvert samfund, uanset gode eller 

dårlige tider. Hvad der til gengæld er nyt, er, at 

den middelklasse, som altid har udgjort rygraden 

af det amerikanske samfund, pludselig er at finde 

i de endeløse rækker af madkøer. Mennesker, som 

hidtil har klaret sig selv og knoklet for at udleve 

den amerikanske drøm uden hjælp fra staten eller 

kirkernes gadekøkkener. Både kirker og herberger 

melder om stigning i antallet af folk, der efterspørger 

deres hjælp. 

Langt fra alle er hjemløse. Det er i stedet familier 

og enlige, der stadig har en bolig i behold, men 

som har mistet job og kun lige har økonomi til at 

betale huslejen, men ikke har penge til maden. 

Staten forsøger at komme borgerne til undsætning 

med månedlige madkuponer, men da beløbet 

på en madkupon er lavt, rækker denne hjælp 

sjældent mere end en uge eller to. Kirkernes og 

herbergernes maduddeling er derfor eneste udvej, 

hvis der skal mad på bordet. Alene i New York findes 

der 1.200 suppekøkkener, og alligevel meldes 

der om, at disse i perioder ikke kan klare presset 

og mætte alle. 

En bøn for bedre tider 

Ved Maria Hernandez Park slider folkene fra 

The Bowery Mission i det for at hjælpe de mange 

fremmødte. De bugnende indkøbsvogne vidner 

om en god dag. Stemningen er gået fra sitrende 

til munter. Mange får sig en snak og en bid brød, 

mens børnene leger med de tomme papkasser. 

Mad, tøj og børnebøger er over tre timer blevet 

delt ud langs parkens grønne hegn. Mængden af 

mad varierer fra uge til uge. Den er doneret af 

supermarkeder og butikker, der ikke kan nå at 

sælge varerne før salgsdatoen udløber. I stedet 

for at smide maden ud doneres det til kirker og 

herberger. Indimellem er der også legetøj, bøger og 

tøj blandt donationerne. 

Mantel Thomas kalder teamet af frivillige til sig. 

Det er tid til bøn. 

- Tak for jeres store indsats ved uddelingen i 

dag. Gud velsigner jer og jeres arbejde. På samme 

måde som I deler mad ud, sådan deler Gud sin kærlighed 

ud til jer. Amen. | 




3 spørgsmål 

hvad går pengene til? 

- Mad, cigaretter, et buskort og to-tre øl på et værtshus 

om aftenen. Jeg drikker aldrig i løbet af dagen. 

Overskuddet sætter jeg ind på min datters konto, og 

mit ambitionsniveau stiger i kraft af den aftale, jeg har 

lavet med hende. Pengene skal gå til et indskud til en 

lejlighed til mig. 

hvor sælger du henne? 

- Alle steder og sjældent det samme sted flere dage i 

træk. Jeg tager bussen rundt omkring i København og 

finder nye steder. 

hvad fik du at spise i går aftes? 

- Ikke noget. Jeg spiste brunch i Hillerødgade og fik 

senere et par stykker smørrebrød til et sælgermøde på 

Hus Forbis redaktion. 

sælger nr. 4911 

John Hansen 

| ny hus forbi-sælger | 


foto Holger Erik Henriksen 

John Hansen har sovet på en madras på natvarmestuen i Hillerødgade i 

København i de seneste fem måneder. Hver aften møder han op klokken 

23.00, når de slår dørene op, og lægger sig ned på en blå madras med et 

lagen og et tæppe – altid det samme sted i hjørnet neden for et akvarium. 

- I langt de fleste tilfælde er her ro. Fjernsynet kører og folk snakker, 

men det tager mig kun tre minutter at falde i søvn. Indimellem er der ballade, 

og så ryger urostifterne ud, eller vagten får talt dem ned, siger han. 

For et halvt år siden havde han en lejlighed i Vejle, men som det er sket 

så mange gange før, spillede han huslejen op på spilleautomater og endte 

på gaden. For 53-årige John lider af ludomani. I perioder har han boet på 

forsorgshjem, hos venner og bekendte eller på gaden. 

Men denne her gang vil han gerne have, at det ender anderledes. 

- Jeg er begyndt at sælge Hus Forbi, og overskuddet fra avissalget går 

til et indskud til en lejlighed. Pengene sætter jeg ind på en konto hos min 

datter, som jeg har lavet en aftale med. Jeg modtager ikke nogen penge 

fra det offentlige, for det her er mit projekt. Jeg har aldrig gennemført en 

bjælde i mit liv, så hvis det lykkes, så har jeg gjort en forskel. 

Bag ham står hans indkøbstrolley med en del af hans ting i – toiletartikler, 

billeder af datter og barnebarn og den slags. Hans tøj er i et fast skab på 

herberget. Han har en stor orange termodragt på, som hans datter sendte 

over til ham på hans fødselsdag i november. 

- Før gik jeg rundt og samlede flasker, og det var en stor overvindelse at 

starte med at sælge Hus Forbi, for så skulle jeg til at fortælle folk, hvem jeg 

var. Det er jo min svaghed, der har fået mig i gang med at sælge Hus Forbi, 

men avisen vil også blive min styrke, der bringer mig videre. Den vilje, jeg 

udviser, når jeg stiller mig op og sælger aviser hver dag, fortæller mig, at jeg 

har en styrke, siger han. 

I starten købte John fem aviser ad gangen og stillede sig ved Frederiksberg 

Centeret. Han ville ikke vække for megen opsigt. 

- Det gik fint, og jeg har jo gået på handelsskole engang, så jeg kunne 

godt regne ud, at jeg formentlig kunne sælge flere om dagen. Jeg holder 

ikke de store salgstaler, for jeg hader selv at blive passet op af en sælger, 

der står og råber og skriger. 

Og det har vist sig at være en fin taktik og har kastet en masse gode 

oplevelser af sig. 

- Den varme, som folk udviser, er helt vild. Folk tilbyder mig en kop 

kaffe, en mandarin og er villige til at støtte. Og indimellem tænker jeg, at 

jeg skylder kunderne, at mit projekt lykkes, for jeg lever jo på andres nåde. 

John regner med, at det vil tage ham et lille år at få samlet pengene sammen. 

Men han vil ikke presse sig selv. 

- Det skal bare lykkes, og når jeg får en lejlighed, vil jeg søge arbejde 

igen. Jeg er faktisk stabil nok, når jeg arbejder. Jeg er uddannet revisor, har 

været i søværnet, på fabrik og har arbejdet som bartender og bygningsarbejder 

og alt muligt andet. | 

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der 

fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. Hus 

Forbi har 500 sælgere spredt ud over hele Danmark. 

En tredjedel af dem sælger i Københavnsområdet.

John Hansen - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?