Cosi-Sancta. Et lille onde for et stort gode. En afrikansk novelle

1
5
10
15
20
25
Side 1 af 4 sider
Opgave 2 Tekst 3
Voltaire: ”Cosi-Sancta. Et lille onde for et stort gode. En afrikansk novelle”,
1700-tallet.
Det er uvist, hvornår Voltaire skrev Cosi-Sancta. Tidligere mente man, at han skrev
novellen i årene omkring 1750, hvor de fleste andre af hans filosofiske fortællinger
blev til. Nyere forskning hælder imidlertid til den antagelse, at Cosi-Sancta er skrevet i
perioden 1712-18.
Historien om kvinden, der redder sin mands liv ved at begå en synd, er et gammelt
motiv i europæisk litteratur. Man finder den hos teologen og forfatteren Augustin i
400-tallet, og op gennem tiden har den spillet en rolle i den såkaldte casuistiske religiøse
litteratur, der beskrev situationer og eksempler på samvittighedskonflikter og moralske
dilemmaer og opstillede løsninger på dem. I 1700-tallet behandles temaet ikke kun
af Voltaire, men også af bl.a. Ludvig Holberg, som det fremgår af inspirationsmaterialet
til opgaven.
Der fandtes i Hippon en gammel sognepræst,
ivrig grundlægger af fromme broderskaber,
skriftefader for alle bydelens
unge piger, og som gjaldt for en af Gud
inspireret mand, fordi han befattede sig
med at spå, en bestilling hvorved han klarede
sig så tåleligt.
Til ham førtes en dag en ung pige ved
navn Cosi-Sancta: hun var provinsens
smukkeste kvinde. Hun havde en jansenistisk
1 fader og moder, hvilke havde opdraget
hende efter de strengeste dydsprincipper;
og ingen af alle de tilbedere hun havde
haft, havde kunnet volde hende blot et
øjebliks tankeadspredthed under hendes
bønner. Hun var for nogle dage siden blevet
trolovet med en lille indskrumpet
olding ved navn Capito, overretsassessor i
Hippon. Det var en barsk og gnaven lille
mand, der ikke manglede forstand men
som var usmidig i samtale, spotsk og temmelig
uheldig som spasmager; forøvrigt
skinsyg som en venetianer og som for intet
i verden skulle have fundet sig i at være
ven med sin hustrus kurmagere. Den unge
skabning gjorde alt hvad hun kunne for at
holde af ham, fordi han nu skulle være
Cosi-Sancta
Et lille onde for et stort gode
En afrikansk novelle
30
35
40
45
50
hendes ægtefælle; hun gik dertil med den
bedste tro af verden, men havde imidlertid
ikke synderlig held dermed.
Hun kom for at rådspørge sin sognepræst,
for at få at vide om hendes ægteskab
ville blive lykkeligt. Denne hædersmand
fortalte hende i profetisk tone: ”Min
datter, din dyd skal volde dig mange ulykker;
men du vil en dag blive kanoniseret 2
for tre gange at have været din ægtemand
utro.”
Dette orakelsvar forbavsede denne
smukke pige og bragte hendes uskyldighed
i en grusom forlegenhed. Hun græd;
hun udbad sig en nærmere forklaring, idet
hun troede disse ord skjulte en eller anden
mystisk mening; men al den forklaring
hun fik, var at de tre gange slet ikke burde
forstås som tre stævnemøder med den
samme elsker, men som tre forskellige
kærlighedshistorier.
Da udstødte Cosi-Sancta høje skrig; hun
skældte endog præsten ud og svor hun
ingensinde ville blive kanoniseret. Hun
blev det dog, som man vil få at se.
Hun giftede sig snart efter: brylluppet
var meget maneerligt; hun udholdt ganske
Noter:
1) jansenistisk: jansenismen var en retning inden for den katolske kirke i 1600-tallet, som lagde vægt på alvor og
inderlighed i forhold til religionen
2) kanonisere: kåre til helgen

55
60
65
70
75
80
85
90
95
100
105
godt alle de arge ytringer som hun måtte
tage imod, alle de flove tvetydigheder, alle
de temmelig elendigt indpakkede plumpheder,
med hvilke man sædvanligvis bringer
de unge brudes blufærdighed i forlegenhed.
Med klædelig anstand dansede
hun med nogle meget velskabte og meget
nydelige unge mænd, hvis optræden hendes
ægtemand fandt såre dårlig.
Med en kende afsky lagde hun sig i
seng en ved siden af den lille Capito. Hun
tilbragte en meget god del af natten med
at sove og vågnede helt drømmende. Hendes
ægtemand var dog mindre genstanden
for hendes drømmeri end en ung mand
ved navn Ribaldos, som var kommet hende
i sinde uden hun vidste hvordan. Denne
unge mand syntes formet af Amors
egne hænder: han havde dennes ynde,
dris tighed og skælmskhed; han var en
smule påtrængende, men han var det kun
overfor dem som gerne ville have det; han
var Hippons yndling. Han havde sat alle
byens kvindfolk op mod hverandre og var
på kant med alle ægtemændene og alle
mødrene. Han forelskede sig sædvanligvis
af tankeløshed, og af en kende forfængelighed;
men han elskede Cosi-Sancta af tilbøje
lighed, og elskede hende så meget
mere voldsomt som erobringen af hende
var vanskeligere.
Som en mand af forstand beflittede han
sig først på at behage hendes ægtemand.
Han gjorde ham tusind forsøg på forbindtlig
tilnærmelse, roste ham for hans smukke
væsen og gode og fine forstand. Han
tabte penge til ham i spil og havde hver
dag noget at betro ham om et eller andet
intetsigende anliggende. Cosi-Sancta fandt
ham det elskværdigste menneske af verden:
hun elskede ham allerede mere end
hun forstod; hun havde selv ingen anelse
derom, men hendes ægtemand anede det i
hendes sted. Skønt han besad al den egenkærlighed
som en lille mand kan nære,
undlod han ikke at ane at Ribaldos besøg
ikke blot gjaldt ham. Han fandt da et tilfældigt
påskud til at bryde med ham og forbød
ham adgang til sit hus.
Cosi-Sancta blev meget bedrøvet herover,
men vovede ikke at røbe det; og
110
115
120
125
130
135
140
145
150
Side 2 af 4 sider
Ribaldos, hvis kærlighed steg med vanskelighederne,
tilbragte al sin tid med at lure
på stunder til at se hende. Han forklædte
sig som munk, som kone der handlede
med brugte klæder og som marionetspiller;
men hvad han gjorde var ikke nok til at
besejre hans elskede, mens det var for
meget til ikke at blive opdaget af hendes
ægtemand. Hvis Cosi-Sancta havde været i
overensstemmelse med sin elsker, ville de
kunne have draget deres forholdsregler så
godt at manden ikke havde kunnet fatte
mistanke om noget; men såsom hun
bekæmpede sin tilbøjelighed og såsom
hun intet havde at bebrejde sig, bevarede
hun alt undtagen skinnet, og hendes ægtemand
troede hende i høj grad skyldig.
Den lille gamling, som var meget vredagtig
og som indbildte sig at hans ære
afhang af hans hustrus troskab, krænkede
hende grumt og straffede hende for at
man fandt hende smuk. Hun befandt sig i
den forfærdeligste stilling en kvinde kan
være i: uretfærdigt anklaget og overfust af
en ægtemand hvem hun var tro og sønderslidt
af en voldsom lidenskab som hun søgte
at overvinde.
Hun mente at om hendes tilbeder
ophørte med sine efterstræbelser, ville
hendes ægtemand ophøre med sine uretfærdigheder
og hun selv blive tilstrækkelig
lykkelig derved til at helbredes for en
lidenskab som så intet længere ville vedligeholde.
I den hensigt dristede hun sig til
at skrive dette brev til Ribaldos:
Hvis I besidder dyd, så ophør med at
gøre mig ulykkelig: I elsker mig, og Jeres
kærlighed udsætter mig for mistanke og
voldsomheder fra en herre jeg har skænket
mig til for resten af mit liv. Gud give
det endda var den eneste fare jeg havde
at udstå! Indstil Jeres efterstræbelser af
medlidenhed med mig; jeg bønfalder Jer
om det ved selve den kærlighed som
udgør Jeres og min lykke, og som ingensinde
kan gøre Jer lykkelig.
Den stakkels Cosi-Sancta havde ikke
forudset at så ømt et brev, om end dydigt,
ville have den helt modsatte virkning af

155
160
165
170
175
180
185
190
195
200
Side37 af 4 sider
den hun håbede. Hun opildnede mere end
nogensinde sin tilbeders hjærte, og han
besluttede at vove livet for at træffe sin
elskede.
Capito, der var tåbelig nok til at ville
holdes underrettet om alt og som havde
gode spioner, blev underrettet om at Ribaldos
havde forklædt sig som karmelitermunk
for at bede hans hustru om almisse.
Han troede sig fortabt: han mente at en
karmeliterdragt var meget farligere end
nogen anden for en ægtemands ære. Han
hvervede nogle mænd til at afbanke broder
Ribaldos; han blev kun altfor godt
betjent. Ved sin indtræden i huset bliver
den unge mand modtaget af disse herrer;
forgæves råber han at han er en meget retskaffen
karmelitermunk og man slet ikke
behandler fattige munke således; han blev
slået til jorden og døde fjorten dage senere
af et slag han havde fået i hovedet. Alle
byens kvinder begræd ham. Cosi-Sancta
var utrøstelig derover; selv Capito var ked
af det, men af en anden grund; thi han
fandt han havde skaffet sig en meget uheldig
sag på halsen.
Ribaldos var beslægtet med prokonsulen
Acindynus. Denne romer ville statuere
en eksemplarisk afstraffelse af dette drab;
og såsom han i sin tid havde haft nogle
stridigheder med Hippons overret, var han
ikke ked af at have noget at hænge en
assessor for; og han var yderst tilfreds med
at loddet faldt på Capito, som til visse var
egnens mest forfængelige og utålelige lille
lovtrækker.
Cosi-Sancta havde altså set sin elskede
myrdes og var nærved at se sin mand blive
hængt; og alt dette for at have været dydig:
Thi som jeg allerede har sagt: hvis hun
havde skænket Ribaldos sin gunst, ville
ægtemanden have været meget lettere at
holde for nar.
Se således gik den ene halvdel af sognepræstens
forudsigelse i opfyldelse. Cosi-
Sancta kom da i tanker om orakelsvaret;
hun frygtede meget for at komme til at
opfylde resten. Men efter meget nøje at
Note:
3) hanrej: ægtemand der er offer for utroskab
205
210
215
220
225
230
235
240
245
250
have betænkt at man ikke kan betvinge
sin skæbne, hengav hun sig til Forsynet,
der førte hende til målet ad de ærbareste
veje af verden.
Prokonsulen Acindynus var en mere
udsvævende end just liderlig mand, der
ikke spildte tiden med indledende omsvøb,
pågående og ligetil, en sand garnisonbyhelt,
meget frygtet i landsdelen og en som
alle Hippons kvinder havde haft at gøre
med, ene og alene for ikke at komme på
kant med ham.
Han lod Fru Cosi-Sancta tilkalde: hun
ankom grædende; men hendes yndighed
forøgedes kun derved. ”Jeres mand skal
hænges, Frue!” sagde han til hende, ”og
det står kun til Jer at redde ham.” – ”Jeg
skulle gerne give mit liv for hans,” svarede
damen ham. – ”Det er ikke det man kræver
af Jer,” gensvarede prokonsulen. –
”Men hvad fordres da?” sagde hun. – ”Jeg
ønsker kun en af Jere nætter,” svarede prokonsulen.
– ”De tilhører ikke mig,” sagde
Cosi-Sancta; ”det er en ejendel som tilhører
min ægtemand. Jeg ville gerne give mit
blod for at frelse ham, men jeg kan ikke
skænke min ære bort.” – ”Men hvis Jeres
mand samtykker deri?” sagde prokonsulen.
– ”Han er ejeren,” svarede damen:
”enhver gør med sin ejendom hvad han vil.
Men jeg kender min mand; det vil han slet
ikke indlade sig på; det er en lille stædig
mand, helt skikket til snarere at lade sig
hænge end at tillade at man rører mig med
såmeget som en fingerspids.” – ”Det skal vi
få at se,” svarede prokonsulen vredt.
Han lader på stedet forbryderen komme
for sig; han foreslår ham enten at blive
hængt eller at blive hanrej 3 : der var slet
intet at betænke sig på. Det lille tossehoved
lod sig dog nøde. Men tilslut gjorde
han hvad enhver anden ville have gjort i
hans sted. Hans hustru frelste, af barmhjærtighed,
hans liv; og det blev den første
af de tre gange.
Den samme dag blev hendes søn syg af
en meget usædvanlig sygdom, ukendt for
alle Hippons læger. Der fandtes kun én

255
260
265
270
275
280
285
som besad hemmelige midler mod denne
sygdom; han boede til og med i Aquila,
nogle mil fra Hippon. Det var da forbudt
en læge, der havde nedsat sig i én by, at
forlade denne for at tage hen og udøve sin
kunst i en anden. Cosi-Sancta blev nødt til
selv at begive sig til hans dør i Aquila, sammen
med en broder hun havde og som
hun holdt inderligt af. På landevejen blev
hun holdt op af røvere. Disse herrers anfører
fandt hende meget yndig; og såsom
man stod i begreb med at dræbe hendes
broder, nærmede han sig hende og sagde
til hende at hvis hun ville vise en smule
forekommenhed, ville man slet ikke dræbe
hendes broder, og at det ikke ville koste
hende noget. Sagen hastede: hun havde
netop frelst livet for sin ægtemand som
hun ikke brød sig synderligt om; hun skulle
nu miste en broder som hun holdt meget
af; desuden foruroligedes hun af den fare
hvori hendes søn befandt sig: der var ikke
et øjeblik at spilde. Hun anråbte Gud og
gjorde alt hvad man ønskede; og det blev
den anden af de tre gange.
Hun nåede samme dag til Aquila og steg
af hos lægen. Det var en af disse mode-
læger som kvinderne sender bud efter når
de har griller eller når de slet ikke fejler
noget. Han var nogles fortrolige og andres
elsker; en beleven og forekommende
mand, for øvrigt raget en smule uklar med
fakultetet, om hvilket han lejlighedsvis
havde sagt særdeles gode vitser.
Cosi-Sancta fremstillede ham sin søns
sygdom og tilbød ham en stor sesterts.
(Det bør bemærkes at en stor sesterts i
fransk mønt udgør mer end tusind daler).
Note:
4) halsstarrig: stædig
290
295
300
305
310
315
320
325
Side 4 af 4 sider
”Det er ikke i den mønt, Frue, at jeg ønsker
at betales,” sagde den elskværdige læge til
hende. ”Jeg ville gerne selv tilbyde Jer hele
min formue, hvis I havde lyst til at lade Jer
betale for de behandlinger som I kunne
give: helbred mig blot for den lidelse som
I volder mig, så skal jeg gengive Jeres søn
hans sundhed.”
Forslaget forekom damen uhyrligt; men
skæbnen havde vænnet hende til besynderlige
ting. Lægen var en halsstarrig 4 person
som slet ikke ønskede anden betaling
for sit lægemiddel. Cosi-Sancta havde
ingen mulighed for at rådspørge sin mand;
og den udvej at lade dø en søn, som hun
tilbad, i mangel af det mindste hjælpemiddel
hun var i stand til at give ham! Hun var
en lige så kærlig moder som god søster.
Hun købte lægemidlet til den pris der forlangtes;
og det blev den sidste af de tre
gange.
Hun vendte tilbage til Hippon sammen
med sin broder, som under hele vejen ikke
holdt op med at takke hende for det mod
hvormed hun havde frelst hans liv.
Ved at have været altfor ærbar blev Cosi-
Sancta således skyld i at hendes elsker
omkom og hendes mand blev dømt til
døden, og ved at have været eftergivende
frelste hun sin broders, sin søns og sin
mands liv. Man fandt at en sådan kvinde
var i høj grad fornøden i en familie; man
kanoniserede hende efter hendes død for
at have gjort sine pårørende så meget godt
ved at krænke sig selv, og på hendes grav
indristedes disse ord:
ET LILLE onDE FoR ET SToRT GoDE