Europa – fra deling til samling

30
stærkt nationalt orienterede franske præsident, de
Gaulle (1958-1969), som frygtede, at Frankrigs le-
dende rolle i EF ville blive udfordret af Storbritan-
nien. Han stræbte desuden efter større europæisk
uafhængighed af USA, og her var Storbritanniens
særlige binding til USA et problem. EF kunne via
Storbritannien komme under stærkere indflydelse
fra USA.
Frankrigs modstand mod Storbritanniens optagelse
svækkedes, efter at de Gaulle var gået af som præ-
sident i 1969, og i løbet af få år førtes forhandlin-
gerne om britisk medlemskab til ende, så landet
kunne træde ind i EF i 1973. Igen fulgte Danmark
efter Storbritannien, og det samme gjorde Norge
og Irland. Den danske optagelse blev bekræftet
ved en folkeafstemning i 1972, mens en tilsvaren-
de norsk folkeafstemning endte med et nej til EF.
Som ved de mange efterfølgende danske folkeaf-
stemninger om EF var det centrale tema spørgsmå-
let om afgivelse af suverænitet. Det var først og
fremmest venstrefiøjen, der talte for et nej. Den
opfattede EF som en sammenslutning, styret af
storkapitalen, som Danmark så også ville blive un-
derlagt. Tilhængerne argumenterede med de øko-
nomiske fordele og fremstillede EF som et rent
handelsmæssigt og økonomisk samarbejde — den
almindelige betegnelse for fællesskabet var
meget betegnende ―fællesmarkedet‖. Det passede
de danske politikere vældig godt, at udviklingen i
det politiske samarbejde var blevet sat i stå af de
Gaulle.
Præsident Charles de Gaulle på pressekonference d. 14. januar 1963:
“Storbritannien har ansøgt om at komme ind i Fællesmarkedet. Det har
Håbet og forventningen om store økonomiske for-
dele ved et medlemskab vejede tungest for befolk-
ningen. Og de økonomiske gevinster udeblev ikke.
I løbet af få år tredobledes den danske landbrugs-
eksport til Vesttyskland, og EF’s landbrugspolitik
gav en samlet gevinst på 6,6 milliarder kr. i 1979.
Det stadigt voksende fællesskab 1973-1986
Romtraktaten var præget af føderalisternes drøm
om en egentlig politisk union, men det var i
1960’erne og 1970’erne en urealistisk vision eller i
bedste fald en meget fjern målsætning. Så længe
de Gaulle var præsident i Frankrig, kom der ikke
føderalistisk prægede initiativer herfra. De Gaulle
talte ikke om en union, men om ―fædrelandenes
Europa‖, og i 1965 fik hans regering forhindret, at
ministerrådet i nogle tilfælde skulle kunne træffe
beslutninger ved flertalsafgørelser i stedet for ved
enstemmighed. Et land fik fortsat ret til at nedlæg-
ge veto, hvis det mente sine vitale interesser truet.
Det var et skridt bort fra unionstanken. I virkelig-
hedens verden viste det sig naturligvis, at det pri-
mært var de store lande, der havde politisk tyngde
til at true med og også anvende vetoretten. Opta-
gelsen af Storbritannien og Danmark virkede også
bremsende på unionsplanerne. Begge disse lande
det gjort, efter at det for ikke længe siden afslog at tage del i fællesskabet,
det som man var i gang med at bygge op. etter at have skabt en
slags frihandel med seks andre lande og endelig efter ... at have øvet
pression for at forhindre de 6 for alvor at komme i gang med at gennemføre
Fællesmarkedet, efter alt dette har England altså nu søgt at komme
ind, og det på dets egne betingelser.
England er en ø, en søfartsnation bundet af sine vareudvekslinger, sine markeder, sine forsyninger
til de mest forskelligartede og ofte fjerntliggende lande. .Det har i alt sit virke, nogle
meget særprægede, meget originale vaner og traditioner. ... Hvordan kan så England, som det
lever, som det producerer, som det handler, blive indlemmet i Fællesmarkedet, sådan som det
er skabt og fungerer”