Jagt og husdyr.indd - Kalundborg Museum

Jagt og husdyrbrug i sen jernalder
og vikingetid på stormandssædet
ved Tissø
Af Anne Birgitte Gotfredsen,
projektforsker,
Zoologisk Museum
1

2
Uddrag af: Årets Gang 2005.
Beretning for Kalundborg og Omegns Museum. Kalundborg 2006.
Jagt og husdyrbrug i sen jernalder
og vikingetid på stormandssædet
ved Tissø
Af Anne Birgitte Gotfredsen, projektforsker,
Zoologisk Museum
I mere end 500 år lå et af de i nordeuropæisk
sammenhæng største og rigeste magtcentre
ved Tissøs vestlige bred. Omkring
550 e. Kr. i germansk jernalder anlagdes
først én stormandsgård, som dog omkring
100 år senere nedbrændte. Den afløstes i
slutningen af 600-tallet e. Kr. af en anden
stormandsgård, som blev opført ca. 750 m
sydligere, og som blev ombygget flere gange,
inden pladsen gik ud af brug et stykke
ind i 1000-tallet e. Kr.
Stedet blev for alvor kendt i 1977, da en
guldhalsring på 1,8 kg dukkede op – det
største danske guldfund fra vikingetiden.
Halsringen blev fundet i den sydlige del af
det 1,6 km lange og 2-300 m brede bælte,
Fugledegård
Tissø
almergården
Bulbrogård
Fugledegård
Værksteder
Tissø
Tissø-komplekset med storgården ved Bulbrogård
opført i midten af det 6. århundrede
e. Kr. og storgården ved Fugledegård
opført i slutningen af det 7. århundrede e.
Kr. Udgravningsfelterne fra perioden 1995-
2003 er vist. Jo mørkere farve desto højere
fosfattal og dermed markering af, hvor
koncentrationen af knogler var størst (efter
Jørgensen et al).
som omfattede hele bebyggelsesarealet
for dette stormandssæde. Op igennem firserne
foretog man sporadiske afsøgninger
med metaldetektorer og fra begyndelsen
af 90’erne mere systematiske sonderinger.
De mange metalfund viste sig at være
af høj kvalitet, og deres tilstedeværelse i
pløjelaget tydede på, at pladsen var under
nedbrydning. Derfor lød i 1995 startskuddet
til storstilede arkæologiske udgravninger,
som skulle vare i 9 år og afdække mere
end 85.000 kvadratmeter forestået af Na-
25 M
Storgård
6.-7. årh.
Grubehuse &
værksteder
Grubehuse
Storgård
7.-11. årh.
Grubehuse &
værksteder
250 m
Halleby å
Fortsættes næste side

tionalmuseet og Kalundborg og Omegns
Museum 1 .
Faunamaterialet
Dyreknoglerne er en af de større arkæologiske
genstandsgrupper fra Tissø-komplekset
omfattende omkring 250 kg fordelt på ca.
80.000 knoglestumper. Knoglerne blev især
fundet i nogle af de hundredvis af grubehuse
dvs. mindre bygninger benyttet i kortere
perioder, som lå i tilknytning til de store
halbygninger. Men også møddingsområder
og gulvlag fra de enorme haller rummede
knoglemateriale. I det følgende skal berettes
om jernalder- og vikingetidsfolket ved
Tissø belyses ud fra knogler af husdyr, vildt,
fugle og fisk.
Husdyrene
De dominerende arter er svin, kvæg, får og
ged samt heste og blandt fuglene høns og
gæs, som det også ses på samtidige bopladser
uanset funktion og type. Disse tamdyr
har primært forsynet folk på Tissøpladsen
med kød, huder, horn, mælk, uld, arbejdskraft
og æg. Man supplerede dog med jagt
på storvildt og pelsdyr samt fuglefangst og
fiskeri. Husdyrknoglerne er aflejret over et
Knogler og andre fund fra grubehus A 77
ved Fugledegård. Foto Xenia Pauli Jensen/
Nationalmuseet.
A
Pattedyr, husdyr
72,9 %
B
Får/ged 19 %
Kvæg 33 %
Hest 6 %
Fisk 21,7 %
Vilde fugle 1,4 %
Tamfugle 3,6 %
Pattedyr, vildt 0,4 %
Svin 42 %
Fordelingen af de knapt 13.000 artsbestemte
dyreknogler fra Tissø-komplekset.
A Tamdyrene dominerer klart, mens fiskeri,
fuglefangst og jagt spiller en mindre rolle. B
Den indbyrdes fordeling af de større husdyr,
som i hele funktionsperioden var fundamentet
i pladsens økonomi.
stort område og i mange forskellige anlæg
med forskellig datering, dog er hovedparten
af materialet fra 7-800-tallet e. Kr.
Svinet
Svin er det hyppigste af de større husdyr. En
relativt stor andel knogler fra meget unge
individer vidner om, at der sikkert er spist
en del helstegt pattegris. Skønt nogle af svinene
var udvoksede, tyder deres aldersfordeling
ikke på, at man drev avl med f.eks.
salg for øje.
Kvæget
Kvæg er efter svinene næsthyppigst, men
har med deres større kropsstørrelse og anvendelsesmulighed
givetvis haft langt større
økonomisk betydning. Næsten totredjedele
Fortsættes næste side
3

4
af kvæget er slagtet som ungdyr. Aldersfordelingen
blandt de udvoksede okser viste,
at de blev slagtet, inden de blev gamle og
seje. Alligevel må man regne med, at andet
end kødet blev brugt. Hornstejler, dvs. hornenes
benkærner, har skæremærker, der
viser, at hornet blev anvendt. Enkelte mellemfodsknogler
viser ledforandringer, som
tyder på, at individet blev brugt som trækdyr,
og man har sandsynligvis også udnyttet
mælken.
Får og geder
Denne gruppe udgør knapt 20 % af husdyrene.
Blandt gederne, som optræder
sporadisk i fundet, er der en overvægt af
stejler fra bukke i forhold til hunner. Man
foretrak hannernes kraftige og store horn
til hornmageri. Der er dog både knogler fra
gedekid og voksne geder, og det tyder ikke
på, at man har haft en egentlig import af
Hundetyper fundet på Tissøpladsen. Øverst
den mindre spidshundetype, her sammen
med får, som viser dens anvendelse bl.a.
som hyrdehund. Herunder den mere doggeagtige
hund med nedhængende øre, som
her er brugt til
storvildtsjagt.
Derpå de langbenede,graciøse
myndetyper
på harejagt,
som understreger
fart og
tempo. Nederst
eksempler på
de nære bånd
mellem hund
og menneske.
(Illustration fra
middelalderligt
Bestiarium).
gedebukkehorn til pladsen, som man f.eks.
ser det på den samtidige handelsplads ved
Ribe 2 . Fårenes aldersfordeling, med ca. 50
% slagtede inden de var fyldt et år og kun
ca. 30 % udvoksede individer, tyder på, at
fårene hovedsageligt var kødleverandører.
Man har nok udnyttet uld og mælk, selvom
det spillede en mindre rolle.
Hestene
Hesten havde en anden funktion end de
øvrige større husdyr, så andelen af hesteknogler
er generelt lav i bopladsfund.
Bysamfund har ofte en ringe andel af
hesteknogler, mens stormandssæder eller
egentlige gårde med hesteavl typisk har en
større hyppighed. På Tissøkomplekset som
helhed udgør hesteknoglerne 6 % af de
større husdyr, hvilket ligger i den øvre ende
af mange samtidige fund. På pladserne Ribe
og Hedeby udgør heste f.eks. henholdsvis 2
og 0,3 % af de større husdyr.
Kultiske handlinger?
Hesteknoglerne er stort set ikke fundet i
hallerne, men optræder i grubehuse og
møddinger og i særligt stort antal i en
nedlagt brønd, der var fyldt op i løbet af
900-tallet. I sidstnævnte udgør knogler af
hest 21 % af husdyrknoglerne, og på flere
skeletdele ses snitspor efter partering og
afskæring af kød desuden slagmærker efter
marvspaltning. Hesten indgik før kristendommens
indførelse i blothandlingernes offermåltider,
og det er derfor ikke mærkeligt,
at vi finder slagtespor på hesteknoglerne.
I brønden fandtes kranier fra mindst to
ungheste, det var ikke gamle udtjente øg,
som havnede der. Det er fristende at tro,
at hesteknoglerne fra de slagtede heste
ikke tilfældigt havnede i brønden. Lignende
koncentrationer af hesteknogle i brønde er
observeret på en samtidig svensk plads Järrestad
3 med omtrent samme organisation
Fortsættes næste side

Mellemfodsknogler af hestene på Tissø
sammenholdt med, yderst til højre, en mellemfod
fra en islændervallak med 130 cm i
skulderhøjde. Den store andel hesteknogler
er ikke overraskende, da fund af våbendele
og hesteudstyr peger på tilstedeværelse af
bevæbnet rytteri på stormandsgården. Foto
Geert Brovad/Zoologisk Museum, Statens
Naturhistoriske Museum.
og status som stormandsgården ved Tissø.
Er der mon her tale om rituel brug af nedlagte
brønde eller blot ophobning af almindeligt
slagteaffald?
Hestene på pladsen havde en skønnet middelskulderhøjde
på 133 cm varierende mellem
127 og 141 cm. Det ligger på linie med
andre store kendte vikingetidsfund. Hestene
mindede om vore dages islænderheste men
var lidt slankere og mere gracile i bygningen.
I brønden blev dog fundet fragmenter
af nogle særdeles kraftige lemmeknogler,
som kunne lede tanken hen på nogle af de
store stridshingstetyper, man ser på f.eks.
Bayeux-tapetet.
Pladsens hunde
På Tissø er fundet mindst tre hundetyper.
Da vi ikke kan vide noget om hundenes ydre
kendetegn, er det kun størrelse og proportioner,
man kan udtale sig om. Den mindste
type minder om vore dages lappspids, en
mindre hund på omkring 45 cm over skulderen.
Denne hundetype er kendt fra Danmark
siden jægerstenalderen, og har sandsynligvis
været brugt som hyrdehund eller som gård-
og vagthund. En større og tungere doggeagtig
type, som kunne være brugt til vagthund
eller eventuelt i krig, er også påvist.
Fornemme hunde
En underkæbe dateret til 7-800 tallet e. Kr.
og fundet i møddingslag nær centralområdet
med hallerne på Fugledegård påkalder
sig særlig opmærksomhed. Dimensionerne
på kæbe og tænder ligger tæt på tilsvarende
mål på en nutidig greyhound og
en vikingetidshund fra Errindlev. Nogle
af hundene ved Tissø var temmelig store,
f.eks. gav målet på et spoleben en beregnet
skulderhøjde på 64 cm. Vi har med en
hundetype at gøre, som ikke bare var en
almindelig gård- eller vagthund. Der er snarere
tale om jagthunde, som samtidig har
givet deres ejer et skær af prestige. Store
hunde var højt værdsatte, og de findes ofte
i grave fra jernalder og vikingetid sammen
med andet gravgods, der signalerer høj status.
I Skånske Lov fra middelalderen ansås
myndetyper for at være de mest værdifulde
hunde. Det var måske også tilfældet blandt
stormændene ved Tissø.
Storvildt
Som det ses for jernalder og vikingetidige
faunamaterialer fra andre pladser, spiller
vildtet procentuelt en ringe rolle. Hjortevildtet,
rådyr og kronhjort er hjembragt til
pladsen, og arbejdsspor på opsatserne af
begge arter viser, at man brugte takkerne
som redskabsmateriale. I grubehuse ved
Bulbrogård er der fundet småstumper af
takker formodentlig rester fra fremstilling af
kamme. Tilstedeværelse af andre kropsdele
af hjortene, fundet i grubehuse og mødding
Fortsættes næste side
5

6
Skestorken indikerer sammen med andre imponerende
fugle som trane, stork, fiskehejre
og havørn, at folk af en vis status opholdt sig
på stormandssædet ved Tissø. Arten, som
ikke er en stork men hører til Ibisfamilien,
er efter næsten 30 års fravær fra 1996 atter
genindvandret som ynglefugl i Danmark.
Foto Jan Skriver/Dansk Ornitologisk Forening.
nær de monumentale haller ved Fugledegård,
viser, at hjortevildt også blev jaget af
kulinariske grunde. Rester af en ordentlig
krabat af et vildsvin vidner om vildsvinejagt.
Vildsvineknoglerne fandtes sammen med
andre dyreknogler og skår fra knuste drikkeglas
4 i den østlige ende af den store hal i lag
dateret til 800-tallet. Her har man med garanti
holdt nogle imponerende gæstebud.
Skønt mængden af knogler fra vildt er forsvindende
lille set i forhold til mængden af
tamdyrknogler, vidner de tilstedeværende
knogler om, at man aktivt drev jagt fra
pladsen ved Tissø. I øvrigt udgør pilespidser
til jagt en betydelig genstandsgruppe sam-
men med en del rytterudstyr 5 . Det må have
været et prægtigt skue, når jagtselskaber til
hest drog af sted flankeret af deres højbenede
hunde.
Pelsdyr
Ud over det større vildt har man fanget
pelsdyr som mår, odder og ræv. Der er kun
fundet ganske få rester fra disse arter hist
og her på pladsen men med helt klare snitspor
efter pelsning på knoglerne. Vi har ikke
fundet større ansamlinger af pelsdyrknogler,
som man kender det fra den samtidige
svenske vikingetidsbebyggelse Birka vest for
Stokholm, hvor store dynger af knogler fra
ræv, skovmår og egern tyder på en egentlig
handelsplads for pels 6 . Pelsdyrenes alder
tyder på, at man på Tissøpladsen har haft
fælderne ude i efterårsmånederne, hvor
pelsen på ungdyrene var af god kvalitet.
Nogen stor rolle har fangst af pelsdyr dog
ikke haft.
Fuglefangst
Mindst 22 vilde fuglearter er fundet på
Tissøpladsen, og hovedparten kunne fanges
i den umiddelbare omegn. Ud fra de
tilstedeværende fuglearters krav til levesteder
kan vi danne os et billede af, hvordan
omgivelserne tog sig ud for folkene ved
søen. Mange af arterne som f.eks. stork,
fiskehejre, skestork, trane og havørn kræver
større søer og sumpområder for at kunne
yngle og fouragere.
Andre arter, f.eks. de mindre svømmeænder
som krikand og atlingand samt vandhønsene
plettet rørvagtel og vandrikse, findes
ofte ved mindre søer med tæt bredvegetation.
Både dobbeltbekkasin og tredækker
foretrækker enge og moselandskab.
Skovsneppen er den mest skovtilknyttede
af fuglearterne. Ud over de nævnte arter er
åbenlandsfugle som krage, råge og allike
Fortsættes næste side

samt mere kystnære fugle som skarv, måge
og vadefugle også påvist.
Havørnefjer
To vingeknogler fra havørn påkalder sig
særlig interesse. De er fundet i centralområdet
i dels et grubehus dateret til 7-900-tallet
dels i hallen dateret til 800-tallet e. Kr.
Det kan skyldes et tilfælde, at vi har fundet
netop knogler fra vingen, men det skyldes
måske ikke rene tilfældigheder. Generelt
er der fra havørne en stor overvægt af vingeknogler
i forhold til knogler fra benene
på mange nordeuropæiske pladser bl.a. den
store vikingetidsbebyggelse Hedeby 7 . Angiveligt
fordi havørnens imponerende arm- og
håndsvingfjer var eftertragtede som styrefjer
til pile og til dekoration.
Højstatusfugle i hallerne
Store fugle som fiskehejre, stork, skestork
og trane blev anset som fugle forbundet
med høj status 8 . Knogler fra disse arter er
overvejende fundet inden for det centrale
område og giver måske et fingerpeg om,
at de store fugle blev foretrukket af eliten
for at understrege egen status. Fangsten
kunne foregå på mangfoldige måder; ved
at udlægge lokkemad, snarer eller net men
også ved falkonerjagt. Vi har dog ikke på
Tissøpladsen fundet rovfugleknogler, udover
havørneknoglerne, som kunne underbygge
en sådan virksomhed.
Fiskeriet
Havets nærhed, med ca. 5 km til Jammerland
Bugt, er ikke særlig synlig i faunafundene.
Kun en enkelt knogle fra sæl er
fundet. Tamdyrene og hovedparten af vildtet
samt en stor del af fuglene er tilknyttet
landjorden eller de ferske vande. Den marine
indflydelser ser vi inden for fiskeriet, idet
82 % af de i knapt 3000 fiskeknogler er fra
saltvandsarter. Blandt de i alt 13 fiskearter
fundet på Tissøpladsen dominerer torsken
klart, men også kuller, sild og hornfisk er
fisket. En mindre andel af fiskene er ferskvandsfisk
bl.a. karpefisk som skalle, rudskalle
og brasen men også gedde og aborre.
Blandt vandrefiskene, som kan opholde sig
i både ferske og salte vande, er der taget ål
samt laksefiskene helt og laks/ørred.
Krogfiskeri af torsk
Fiskeriet på Tissøpladsen adskiller sige ikke
fra, hvad man ser på øvrige vikingetidspladser,
hvad enten der er tale om gårde,
handelspladser eller høvdingesæder. Fiskeriet
i vikingetiden var af lokal karakter,
og forskelle i repræsentationen af arter
tilskrives regionale forskelle 9 . Ved Tissø er
der ikke set tegn på f.eks. import af klipfisk
eller storstilet fiskeindustri. Alle de forventede
skeletdele af torskefiskene er til stede
i affaldsdyngerne. Torskene, som er landet
på Tissøpladsen, varierede mellem 35 og
88 cm i totallængde de fleste dog mellem
38 og 62 cm. Disse størrelsesklasser kunne
tyde på, at man i vikingetiden var gået over
til krogfiskeri og ikke længere fangede torsk
ved brednære stationære fiskegærder 10 .
Luksusspise
Skønt fiskeriet ved Tissø overordnet set
ligner alt andet vikingetidigt fiskeri, er der
dog internt på pladsen klare forskelle i dels
antallet af fiskearter og dels deres mængdeforhold.
Torskeknoglerne dominerer i
bygninger udenfor centralområdet, mens
ferskvandsfiskene er hyppigst i hallerne,
som desuden også udviser det største antal
af arter. Desuden er det især i centralområdet
med hallerne, der er fundet laksefisk,
fisk som ofte opfattes som luksus reserveret
eliten 11 . Ikke alene har man fået dyrekølle,
man har også udvalgt de bedste spisefisk til
de store banketter.
Fortsættes næste side
7

8
Indsamling af muslinger
I enkelte grubehuse fandtes muslingeskaller.
De viste sig alle at være fra malermuslingen
Unio, som er en ferskvandsmusling, der
også i dag findes i Tissø og de tilstødende
vandløb. En god del af muslingeskallerne
var brændte og lå sammen med det øvrige
husholdningsaffald. Muslingerne gav sandsynligvis
et ekstra pift til menuen. Muslingeskallerne
er sine steder op til 2 mm tykke,
og man kan derfor forestille sig, at de har
været brugt til at lave perler eller knapper
af. Dette skal dog undersøges nærmere for
at afgøre, om det har været tilfældet.
Tissø-kompleksets funktion
Man kan ikke på baggrund af dyreknoglerne
sige præcist, hvornår vikingerne har opholdt
sig ved Tissøs bred. Der vil oftest være
langt flere sommer- end vinterindikatorer i
et knoglemateriale. Trækfugle og ungfugle
tyder på fuglefangst om sommeren eller det
tidlige efterår. Fangst af hornfisk peger også
på sommerhalvåret. Noget af hjortevildtet
og nogle af pelsdyrene er taget under efterårsjagten.
De store haller er tolket som værende af
monumental type og ikke til beboelse.
Ligeledes tyder tolkningen af mange af
de øvrige genstandsgrupper på, at Tissøkomplekset
ikke har været til permanent
beboelse eller fungeret som egentligt produktionssted
12 . Stormandsresidensen kunne
f.eks. have været en af flere stormandsgårde,
som kun periodevis blev besøgt.
Knoglerne viser, at handelsfolk og håndværkere
har haft deres husdyr omkring sig til at
levere kød, horn, huder, mælk og uld samt
arbejdskraft. Der findes desuden blandt dyreknoglerne
enkelte men dog klare tegn på,
at eliten og egnens stormænd til tider har
haft residens på stormandssædet ved Tissø.
Noter/Litteratur
1+4+5+12 Jørgensen, L., Bican, J. F., Thomsen,
L.G. & Jensen, X. P. 2004: Stormænd og
håndværkere ved Tissø i det 6.-11. årh. I:
Tissø og Åmoserne - kulturhistorie og natur.
Fra Holbæk Amt. Årbog for kulturhistorien i
Holbæk Amt 2003: 50-65.
2 Hatting, T. 1991: The Archeozoology. In
Mogens Bencard, Lise Bender Jørgensen &
Helge Brinch Madsen (eds.): Ribe Excavations
1970-76 3: 43-57. Esbjerg, Sydjysk
Universitetsforlag.
3 Nilsson, L. 2003: Blóta, Sóa, Senda. Analys
av djurben. I: Järrestad. Huvudgård i centralbygd
(red. B. Söderberg). Riksantikvarieämbetet
Arkeologiska undersökningar. Skrifter
No 51: 287-309.
6 Wigh, B. 2001: Excavations in the Black
Earth 1990-95. Animal Husbandry in the
Viking Age Town of Birka and its Hinterland.
Stockholm 2001: 169 pp.
7 Reichstein, H. 1974: Ergebnisse und Probleme
von Untersuchungen an Wildtieren
aus Haitabu (Ausgrabung 1963-1964).
Berichte über die Ausgrabungen in Haitabu.
Bericht 7: 103-144. Neumünster, Karl
Wachholtz Verlag.
8 Dobney, K. & Jaques, D. 2002: Avian
signatures for identity and status in Anglo-
Saxon England I: Proceedings of the 4 th
Meeting of the ICAZ Bird Working Group,
Krakow, Poland, 11-15 September, 2001.
Acta Zoologia Cracoviensia, 45 (special issue):
7-21.
9+10 Enghoff, I. B. 1999: Fishing in the Baltic
Region from the 5 th century BC to the 16 th
century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna
8: 41-85.
11 Zbierski, A. 1976: Ichtyological studies
on fishing in Gdansk in the 9th to 11th
centuries based on archaeological materials
from Pomerania. Archaeologia Polona 17:
247-255.