Vildmosens Vildt 1936

Vildmosens Vildt 1936
Vildmosens vildt, ja man kunne lige så godt have
sagt Danmarks vildt. På grund af sin særlige beskaffenhed
huser den lille Vildmose omtrent alle
repræsentanter for den danske fauna.
Den lille Vildmose ligger mellem Limfjorden
og Mariager Fjord og grænser mod øst til Kattegat
på en strækning af ca. 7½ km kun adskilt
fra havet ved en offentlig vej fra Mou til Øster
Hurup og en klitrække på begge sider af vejen.
Selve mosen er ca. 15 km lang fra nord til syd og
5 til 6 km bred. Den dækker over en flade af ca.
13.000 tdr. l. På få 100 tdr. l. nær hører den lille
Vildmose under godset Lindenborg. I løbet af
sommeren købte staten 5000 tdr. l. til opdyrkning.
Dyrehaven blev ved salget ikke berørt.
Vildmosen er en udpræget højmose, d.v.s. den
er groet op fra bunden derigennem, at plantevegetationen
er rådnet og blevet omdannet til
tørv. Oprindelig har denne store flade sikkert
været en del af Kattegat. Midt i mosen ligger en
bakke, Toftbakken, som oprindelig har været en
ø. Havbunden har hævet sig så meget, at den
nuværende mosebund ligger 3 m over Kattegats
overflade. Tørvelaget har en gennemsnitlig tykkelse
af 4 m. Derved kommer moseoverfladen
Af Lensgreve H.C. Schimmelmann
(foredrag holdt samme år i Slagelse Jagtforening)
til at ligge 7 m over Kattegats vandspejl. I tørvejorden
findes rester af træer, egestammer og rødder,
så man må antage, at mosebunden, inden
mosen dannedes, var skovklædt. Tørvemosen er
tildels fast, tildels hængedynd. Man skal være
godt kendt med mosens forhold for at passere
over den. Hængedyndet kan ikke bære, og man
kan kun se mosejordens beskaffenhed på vegetationen.
Rødt mos tyder på, at overfladen ikke
kan bære. Holder man sig til vildtvekslerne, er
man altid sikker, da vildtet instinktmæssigt undgår
farlige steder. Mosens overflade er lyngklædt
med mos og græs i bunden. På selve mosen gror
enkelte birketræer, dog er den sydøstlige del
skovklædt. Skoven (Toft Skov) er ca. 2500 tdr.
l. stor. Den består af gammel løvskov, eg, bøg og
rødel og senere plantede gran- og fyrplantager.
Løvskoven er urskov og er ca. 600 tdr. l. stor.
Gran- og fyrplantagerne er plantede for ca. 40 –
50 år siden på selve mosejorden. Det er interessant
at se, at træerne kan suge så meget vand ud
af tørvejorden, at dens overflade er sunket indtil
1 m. I mosen ligger enkelte søer, 3 store søer
blev for 150 år siden udtørret. I den ene af de
tørlagte søer er der oprettet en avlsgård – Vildmosegården
– de andre 2 bruges til græsning af
kreaturer. Afvanding af mosen sker igennem 3
311

Fig. 2 Skelhuslågen i hegnet omkring Tofte Skov og Mose. Foto Frode Jakobsen.
vandløb og 1 kanal. Den sydlige del af mosen,
som nu er dyrehave, er desuden gennemkrydset
af en mængde grøfter, der fører vand ud til
vandløbene. Desforuden findes der jagtgrøfter,
der udelukkende er gravet for at kunne komme
kronvildtet på skudhold.
Dyrehaven blev oprettet i 1906 – 07 derved,
at hele den sydlige del af vildmosen med Toft
Skov blev indhegnet. Indhegningen omfatter
ca. 8.000 tdr. l. Hegnet består af egetræspæle,
der står på 3 m afstand, 11 spændtråde og påsømmede
granlægter. Desuden er der sat udenom
vildthegnet en jordvold på 1 m højde for
at holde vildsvinene inde. Vildthegnets længde
er 36 km. Ved alle veje, der fører ind i dyrehaven,
er der sat porte med lås. Dette bevirker,
312
at krybskytter, der kommer ind i dyrehaven,
bliver straffet for indbrudstyveri. Derfor er
krybskytteri også yderst sjældne derude. I nærheden
af den før omtalte Toftbakke lå engang 3
forpagtergårde. Deraf er der kun 1 gård tilbage,
som nu bruges som skovfogedsted. På Toftbakken
ligger et jagthus, som kun bebos i jagttiden
(se fig. 5, side 115). Andre beboelseshuse
findes ikke indenfor vildthegnet. Vildmosen er
et uberørt stykke dansk natur med store vidder
og en ejendommelig skønhed. Der er ro og
fred derude, og mosen er derfor særlig egnet til
vildt af alle arter. Med undtagelse af dåvildt og
sikavildt er som før sagt hele Danmarks fauna
repræsenteret i Vildmosen. Når der senere bliver
talt om jagt på småvildt gælder dette altid
udenfor vildthegnet.

For nogle uger siden blev der endda sat en Bison-tyr
ud. Den må ganske vist foreløbig nøjes
med selskab af en rød kvie, men forhåbentlig får
den engang en rigtig mage.
Tjur blev sat ud i Vildmosen for 2 år siden, en
hane og 3 høns, men desværre blev hanen slået
af en havørn, og siden lever de 3 høns uden at
kunne formere sig. Dog er der udsigt til, at jeg
kan få 3 par fra Finland.
Fuglelivet i Vildmosen er meget righoldigt. Efter
flere års iagttagelser af en ornitolog er der konstateret
106 forskellige fuglearter. Der er en ret
god bestand af urfugle, jeg vil anslå antallet til en
500-600 stk. Hanerne ses tit om foråret, når de
kommer ud på engene for at spille og synge deres
kærlighedssange. Jeg har tit talt op til 50 haner
på en eng. Hønen derimod ses sjældent. På
grund af de store flader i mosen er jagten på urfuglen
meget vanskelig. En hane kan løbe både
hund og jæger træt for til sidst at lette udenfor
skudhold. En klapjagt er heller ikke mulig,
fordi man ikke ved, hvor hanen opholder sig,
og hvor de vil flyve hen. Derfor bliver der skudt
forholdsvis få urhaner, og det vil være gavnligt
for bestanden, om man kunne få lov til at skyde
gamle haner bort i spilletiden. Om efteråret lykkes
det sommetider at nedlægge en hane med
riffel.
Fig. 3 Bisontyren i Tofte 1936. Dyret var den amerikanske art. Den fik aldrig en mage, men fik selskab af en tamkvægskvie
og blev efter et par år sammen med kvien overført til Zoologisk Have i Aalborg. Foto Laurids Jakobsen.
313

Vildmosen er et ypperligt terræn for snepper. I
den lavtliggende lidt fugtige skov falder snepperne
om foråret i hundredvis, dog af grunde
som senere skal omtales eftersøges snepperne
ikke med hund. Inden den nye jagtlov kom, blev
snepperne jaget på træk om aftenen, og jeg har
en enkelt aften set indtil 30 snepper og skudt
2. Desværre er denne smukke og stemningsfulde
jagtart nu forbudt. Jeg har intet bevis for, at
sneppen yngler i mosen, men en af mine skovfogder
mener bestemt at have set det.
Agerhønsebestanden er ligeledes stor. Jagten på
agerhøns, der kun drives udenfor vildthegnet, er
også her vanskelig på grund af den høje lyng.
Hunden kan ikke få fært af hønsene, navnlig når
det blæser stærkt, og flokken vil sprede sig, så
snart den kommer over i lyngen. Dog kan man
med lidt tålmodighed godt skyde en 20-30 høns
om dagen.
Nærheden af Kattegat giver også rig lejlighed til
jagt på ænder. Om aftenen trækker ænder i store
flokke fra havet ind til de små indsøer i mosen.
I en af søerne udenfor vildthegnet er der lavet
kunstige øer til andetræk, og en smuk efterårsaften
er det en uforglemmelig oplevelse at se
solen gå ned ved mosens horisont, og ænderne
komme i hundredvis fra havet, og udbyttet kan
godt blive 20 – 30 ænder. Også om morgenen er
der godt andetræk ved disse søer. Derimod er der
sjældent at få ram på en gås. Grågåsen har jeg aldrig
set derude i stort antal, men derimod er der i
tusindvis af sædgæs om efteråret og hele vinteren
over. De slår sig ned på græsmarkerne, og det kan
lykkes af og til at skyde en gås med riffel.
314
I Havnø syd for Vildmosen er en hejrekoloni.
Derfor ser man ret mange fiskehejrer ved søerne.
Jeg har en aften talt 32, men da jeg godt kan
lide den smukke fugl, har jeg fredet den på mit
distrikt.
En sjælden gang får mosen også besøg af traner.
Jeg personligt har set dem 2 gange derude, hver
gang en flok på ca. 20 stk.
Den sorte stork vender årligt tilbage til sin rede
i Toft Skov. Den er lidt mindre end den hvide
stork, men ligner den ellers meget. Den har sin
rede i et stort birketræ og ruger hvert år 3 – 4
unger ud. For en del år siden havde jeg besøg
af ornitologisk forenings bestyrelse, og vi var så
heldige, at vi både så storken på reden og senere
i luften. Medens vi spiste vor medbragte frokost
ved jagthuset på Toftbakken, fløj begge storke i
store kredse over os. Flere gange har fugleinteresserede
folk henvendt sig til mig og bedt om
tilladelse til at ringe storkeungerne. Jeg har altid
givet afslag, fordi jeg nødig vil risikere, at den
sjældne fugl skal forlade Toft Skov.
Et distrikt, der er så godt besat med småvildt,
trækker selvfølgelig også rovfuglene til. Både falkene,
vågerne og høgene findes i rigeligt antal.
Den lille lyse fiskeørn gæster hyppigt distriktet.
Den fisker i Kattegat og sætter sig til ro i Toft
Skov. Jeg har aldrig iagttaget, at den tager andet
end fisk. Derimod er hans store mørke fætter,
havørnen, en dyr gæst. I en enlig birk i mosen
findes en gammel havørnerede, men den er ikke
benyttet i mands minde. Derimod opholder
havørnen sig stadig på distriktet. Foruden harer

Fig. 4 Tæveræven kommer hjem med mus. 7. maj 2005. Foto Jan Skriver.
tager den vel mange ænder og småfugle. Jeg har
set havørnen slå en fuldvoksen fasanhøne, og
som sagt før tog den min eneste tjurhane.
2 gange har Toft haft besøg af en kongeørn. Den
er vel knap så grådig som havørnen, men den
skal jo leve af småvildtet.
Også firbenede rovdyr findes i stort antal. Der
er mange ræve på distriktet, de trækker til fra
de omliggende egne, fordi der er godt med føde
til dem, og fordi der hersker fred og ro. Man
kan tit se ræve ved højlys dag. Et enkelt år blev
der nedlagt 70 ræve udelukkende ved riffelskud.
Den lever af fuglevildtet, harer og rålam, i enkelt
tilfælde vover den sig endda til kronkalve og
vildgrise, når moderen ikke er i nærheden, ellers
ville mikkel få sine velfortjente klø. En gammel
hind eller so er ikke til at spøge med.
Grævlingen er ingenlunde sjælden, den er fredet
på distriktet, da den jo ingen skade kan gøre på
storvildtet. Kun enkelte grævlinge måtte skydes,
fordi de sløjfede jordvolden ved vildthegnet, og
jeg derved kunne risikere, at vildsvinene brød
ud.
Skovmår og husmår ses tit, ligeledes ilderen. I
vandløbene og søerne er odderen en hyppig gæst.
Harebestanden er meget stor, der skydes kun enkelte
harer på pürsch, ellers tjener de til føde for
rovvildtet, dog skydes der en del harer udenfor
hegnet.
Af råvildt gik der vel en 300 stk., men da dette
vildt på grund af indavl degenererede stærkt,
blev alt råvildt skudt bort og udsat nyt vildt fra
Svenstrup og Hverringe – i alt 11 stk. Råvildtet
315

Fig. 5 Denne store vedbend på en fransk bjergfyr, plantet på østsiden af Tofte Bakke omkring år 1900, er formentlig
kun lidt yngre end fyrretræet. Revirjæger Peter Knudsen husker nemlig, at vedbenden allerede ved hans tiltræden i
1958 havde en ganske anselig størrelse. Individet havde således oppe på bakken overlevet de meget kolde vintre under
2. Verdenskrig, der ellers slog mange danske vedbend ihjel.
Vedbendens stedsegrønne blade er overalt i Danmark værdsat vinterføde for alle danske arter af hjortevildt. Bemærk
her, hvordan krondyrenes regelmæssige vintergræsning friholder vedbenden for alle blade i op til ca. 2 meters højde.
28. september 2008. Foto Poul Hald-Mortensen.
316

ynder at stå på de store åbne mosestrækninger.
Kun sjældent møder man det i skoven. Derfor
er jagten på råvildtet meget vanskeligt. Når der
skal skydes en råbuk, hænder det tit, at man skal
kravle igennem lyngen 1 km og længere. Opsatserne
var ret gode, en af dem har endda fået
præmie på jagtudstilling i København. Råvildtet
i mosen opfører sig anderledes end man ellers
er vant til, de flytter sig meget mere end i andre
distrikter. Grunden er vel de store bare flader.
Jeg har engang skudt på en råbuk i en eng i udkanten
af mosen. Kuglen gik forbi – det kan jo
ske – og bukken flygtede over hele mosen og ind
i skoven uden at standse en eneste gang. Afstanden
var ca. 5 km.
For at gøre et forsøg om vildsvin kunne leve i
Vildmosen, købte jeg i 1926 6 stk. i Tyskland,
3 orner og 3 søer. De blev lukket ind i en mindre
indhegning i Toft Skov for at få bestanden
op på ca. 20 stk., inden den blev sluppet ud,
og for at benytte den tid til at sætte den føromtalte
jordvold udenom vildthegnet. Det første år
brød en af ornerne ud og blev skudt i nærheden
af Terndrup ca. 15 km fra Toft Skov. En so gik
til da den første gang skulle have smågrise. Den
nuværende bestand er altså baseret på 4 stk. De
formerede sig godt, og i løbet af kort tid var bestanden
oppe på ca. 400 stk. Så kom der sygdom
– lungeorme – som reducerede antallet kraftigt,
i øjeblikket er der vel 300 vildsvin i Vildmosen.
Sygdommen er nu overstået, og den nuværende
bestand er sund og rask . Det er vel ikke nødvendigt
at beskrive vildsvinets udseende, da de
fleste vel har set ”Susse” og hendes datter (der i
København fik det for en lille dame mærkelige
navn ”Frederik”) på jagtudstillingen. ”Susse” har
hvert år fået sine grise, men døde desværre i år.
Også ”Frederik” har fået grise for første gang.
Ornen kan altid kendes på de store hugtænder,
som rager 3 tommer ud af underkæben. Den er
lidt mere fyldig end søerne og lidt højere over
skulderne. Smågrisene er stribede fra fødsel til
første hårskifte. Vildsvinene lever i større eller
mindre familier, kun gamle orner går alene. De
er på benene hele natten, sover 3 – 4 timer om
formiddagen og er så på benene resten af dagen.
De lever hovedsageligt af græs og rødder, dog
æder de også andet vildt, der dør på distriktet.
De er altså et udmærket sundhedspoliti. For at
søge efter rødder graver de jorden op på store
strækninger, der kan sommetider se ud som om
sådan et stykke jord var pløjet. Derfor vil vildsvinene
gøre forfærdelig skade, hvor de kan komme
ud på dyrkede marker. I skoven er de nærmest til
nytte, de roder, skovbunden op, så der kan komme
luft til rødderne, frøet fra træerne kan falde
ned der og gro igen. I et stykke af mosen, som lå
fuldstændig bar, er der ved hjælp af vildsvinene
nu opstået ca. 100 tdr. l. birkekrat. Vildsvinets
brunsttid falder i december, og grisene sættes i
marts og begyndelsen af april. En so kan få op til
12 grise, dog er 5 – 6 det almindelige. Jagten på
vildsvin foregår foreløbig kun på pürsch. Man
bør anvende en riffel af tilstrækkelig stor gennemslagskraft.
En anskudt vildorne er en farlig
modstander, det er ikke sjældent, at den går over
til angreb. Derimod er vildsvinene, når de ikke
er anskudt, ret fredelige. Det kan dog hænde, at
en gammel so angriber, når man kommer hendes
grise for nær. Dog går vildsvin straks til angreb
over for hunde. De forliges i øvrigt udmærket
317

med det øvrige vildt, og hverken jeg eller mine
funktionærer har iagttaget, at de forgriber sig på
levende vildt. Jeg har dog set, at de æder frøer,
og det er ikke usandsynligt, at de også tager
hugorme. Det er i hvert fald en kendsgerning,
at hugormenes antal har taget betydelig af i de
senere år. Der skydes foreløbig kun enkelte orner
og svage grise hvert år. Kødet bliver godt betalt,
indtil 2 kr. pr. kg.
Det vildt, der præger dyrehaven i Vildmosen
særlig, er utvivlsomt kronvildtet. Det er
en gammel dansk stamme, som aldrig har fået
blodfornyelse fra udlandet. Dog kommer hvert
år hjorte ind over indspringene i hegnet enten
fra Rold Skov eller Djursland. Bestanden levede
frit i mosen, indtil vildthegnet blev sat, den
var oprindelig på ca. 200 stk. og nåede i årenes
løb efter indhegningen op på 1.000 stk. Da jeg
syntes, at det var for meget i forhold til arealet,
blev der i sidste sæson taget kraftigt fat, og ved
at skyde godt 200 stk., er bestanden nu nedsat
til ca. 800. Det er vel ikke nødvendigt at give
en beskrivelse af kronvildtets udseende. Der er
vel ingen, der ikke har set kronvildtet i dyrehaven
ved Klampenborg eller i Zoologiske Haver.
Jeg vil dog sige, at kronvildtet i Vildmosen
gør et andet indtryk. Det store areal, det lever
på bevirker, at det opfører sig som rigtigt vildt.
Kronvildtet er udprægede skovdyr, det ynder
store skovstrækninger med enge og moser og
tætte tykninger. Ro og fred er hovedbetingelsen
for det. Det er derfor, at der ude i dyrehaven i
Toft aldrig bliver jaget på småvildtet, heller ikke
søgt efter snepper med hund. Vildmosen er særlig
egnet til at huse en kronvildtbestand. Store
318
sletter med græs, gode enge i forbindelse med
skov og tætte tykninger giver ideelle forhold
for vildtet. Græs er dets hovedernæring og det
findes på distriktet i rigelige mængder. Dog er
det nødvendigt i en særlig streng vinter at lægge
lidt foder ud. Havreneg og kartofler er vel egnet
til dette formål, lidt kløverhø eller enghø bliver
også gerne taget. Dette foder skal helst blandes
med roer eller kartofler, da hø alene er for tørt.
Da der er rigeligt med lyng på distriktet er det
ikke nødvendigt at give store mængder kunstigt
foder. Kronvildtet er selskabeligt anlagt, det går
i større eller mindre rudler, bestående af hinder,
kalve, smalhinder, spidshjorte og enkelte små
hjorte. De stærkere hjorte går i rudler for sig
selv, kun den gamle hjort holder af at gå alene
eller sammen med 1 eller 2 kammerater. Rudlen
føres af en førerhind. Denne har til opgave at
sørge for rudlens sikkerhed og vise de veje, den
skal gå. De øvrige stoler blindt på førerhindens
egenskaber. En stor rudel hinder på ca. 150 stk.
holdt i fjor efter brunsten til på en stor åben
moseflade. Det lykkedes aldrig, at komme dem
på skudhold. Da der var mange goldhinder i
rudlen, besluttede jeg, at lade skovfogeden og
skytten trykke rudlen mod skoven. 2 jagtgæster
og jeg selv stod for ved de bedste veksler. Dog
var førerhinden så klog, at den altid førte rudlen
på andre veksler end dem, der var besat. Selv
med den bedste vind lykkedes det ikke. Førerhinden
må have haft en sjette sans. Endelig en
dag kom jeg på pürsch så nær rudlen, at jeg fik
ram på førerhinden. De følgende 4 dage kom
rudlen så hver gang på de besatte veksler, og en
snes goldhinder måtte lade livet. Et bevis for,
hvor vigtigt det er for rudlen at have en klog

Fig. 6. Kronhjort løber ved bredden af Tofte Sø. 13. juli 2005. Foto Jan Skriver.
319

og erfaren førerhind. Hjorterudlerne bliver som
regel ført af en mindre hjort eller måske også af
en goldhind.
I brunsttiden forandrer dette billede sig fuldstændigt.
I dyrehaven i Toft begynder brunsttiden
som regel i de første dage i september. Hjorterudlerne
opløser sig, og de enkelte hjorte søger
hen til hinderne. Den stærkeste hjort tilkæmper
sig rudlen og bliver stående ved denne, indtil
en større hjort driver ham væk, eller hindernes
brunsttid er forbi. Pladshjorten, som man nu
kalder ham, har meget travlt. Han skal sørge for
at holde sin rudel sammen og passe på, at andre
hjorte ikke snyder ham. Det heldigste for bestanden
er, at rudlerne ikke er for store. Jeg har
oplevet, at en enkelt gammel hjort har samlet sig
en rudel på over 150 stk., så er der ikke andet at
gøre end at skyde hjorten og håbe på, at et større
antal lige stærke hjorte deler rudlen imellem sig.
320
Gevirdannelsen er ret god, ikke så få gevirer fra
Toft Skov har opnået præmier både på den internationale
Jagtudstilling i Leipzig i 1930 og på
jagtudstillingen i København. Man skulle tro, at
den kalkfattige mosejord ikke kunne frembringe
stærke gevirer. Men hjortene får kalk på anden
måde. I klitterne ved Kattegat, som for ca. 50 år
siden blev beplantet med bjergfyr, holder hjortene
gerne til. Jorden her er så mager, at fyrrerne
ikke er over mands højde. Der er stor afstand
imellem de enkelte træer og på bunden næsten
ingen vegetation. Alligevel går hjortene der og
æser. Det interesserede mig at konstatere, hvad
de søgte. En dag var jeg så heldig, at en hjort
kom imod mig med god vind. Jeg lagde mig under
en fyr og iagttog den med kikkerten. Den
tog af og til noget op fra jorden og tyggede. Da
den var mig på 10 m nær, kunne jeg se, at det
var strandskaller, den åd. Det var altså kalken,
den trængte til.
Fig. 7 En rudel af krondyr retter ofte fokus mod mennekser, der nærmer sig. 1. maj 2005. Foto Jan Skriver.

Fig. 8 Brunstig kronhjort brøler nær hind. September 2005. Foto Jan Skriver.
Jagten på kronhjortene i Vildmosen
foregår på følgende måde
For at være sikker på, at det er de rigtige hjorte,
der bliver skudt, holdes jagten i brunsttiden
udelukkende ved pürsch. Man må selvfølgelig
se at bevare de hjorte for bestanden, der har de
bedste muligheder for at være gode faderdyr.
Lige så lidt som man slagter sin præmietyr, bør
man selvfølgelig skyde sine stærkeste hjorte.
Derfor tager jeg personligt ophold på jagthuset i
Toft 14 dage inden jagtens begyndelse og går ud
med mine funktionærer hver dag, for at vælge
de hjorte ud, der skal falde for en kugle. Når
så jagtgæsterne kommer, er vi nogenlunde klare
over, hvor vi skal føre dem hen, og hvilke hjorte
de skal nedlægge. Dette er ikke så vanskeligt at
gøre, fordi en brunsthjort står på den samme
plads som regel mange dage i træk. Man har
spurgt mig tit, hvad der var af særlige kendetegn
på en gammel og en yngre hjort, dertil kan jeg
kun svare, at det er en erfaringssag. Der er ikke
særlige enkelte karakteristiske tegn, hvor vi ser
det, det er hele hjortens fremtoning, der giver én
den overbevisning, at man har en gammel hjort
for sig. Selvfølgelig kan man tage fejl, man kan
321

først bestemme en hjorts alder, når den ligger
skudt på jorden, og man får lov til at se tænderne.
Det samme er tilfældet med beskydningen
af hinderne. Der skal det jo helst gå udover
goldhinderne, det er altså gamle hinder, der ingen
kalv har. Også her kan man med mange års
erfaring se på dyret, om det er en goldhind eller
en kalvhind, uden at jeg dog bestemt kan sige,
hvorfor man kan se det. Jeg skød i fjor personlig
52 hinder i Vildmosen, deraf var 48 goldhinder.
4 gange har jeg altså taget fejl.
Til jagt på kronvildt bør kun benyttes en riffel
med stor virkning, kaliberets størrelse er underordnet,
det er ladningen det kommer an på.
Mannlicher riffel 6,5 mm virker til eksempel
bedre end en Mannlicher 8 mm, fordi den lille
kugle har den samme ladning som den store. Et
hjerteskud eller lungeskud virker altid dræbende,
hvorimod et waidskud eller et skud i løbene kan
føre til, at man selv med en god hund må søge
længe. Dog kan selv et dræbende skud ikke altid
ses med det samme på hjorten. Jeg har oplevet,
at en brunsthjort, der stod ved en rudel og brølede,
efter skuddet gik langsomt videre og fortsatte
med at brøle, så at jeg var overbevist om, at
hjorten ikke var ramt. Men pludselig faldt den
sammen og var forendt, og det viste sig, at hjorten
havde en kugle midt igennem hjertet. En anden
hjort, som jeg skød på, faldt i knald, men da
skovfogeden og jeg gik hen for at se på geviret,
rejste hjorten sig og gik igen. Efter fangstskud
på halsen konstaterede vi, at den første kugle var
gået igennem hjertet. Det er yderst sjældent, at
en anskudt hjort kronhjort går over til angreb.
Dog har jeg oplevet det én gang. Det var en lille
322
6-ender, der var waidskudt og satte sig i en holm
af bregner. Jeg kunne se geviret og prøvede på at
liste mig til den, uden at hjorten opdagede mig,
for at give fangstskud. Da jeg var kommet den
20 m på nær, rejste den sig pludselig og gik med
sænket gevir lige løs på mig. På 10 m afstand fik
den en kugle i halsen og faldt på pletten.
En jagtdag på kronhjort begynder inden det bliver
lyst. Allerede når vi forlader jagthuset, hører
vi hjortene brøle; på en god brunstdag 20 – 30
i forskellige retninger. Vi tager retning mod den
hjort, der skal nedlægges og hører på stemmen,
at det er den rigtige. Vinden er god og snart er vi
på den pürschsti, der skjuler os for vildtets øjne.
Det begynder at blive lyst nu, og vi nærmer os
sletten. Uafbrudt lyder hjortens dybe stemme.
Da vi kommer til skovkanten står solen op over
horisonten og kaster sine stråler over et billede
af uforglemmelig skønhed. Ikke 100 m fra os
står rudlen og æser fredeligt. Hjorten står lidt
længere borte og brøler lige imod os, så dampen
står i en hvid sky ud af munden. Vi nænner
næsten ikke at forstyre idyllen ved et skud. Men
den gamle herre skal vige for at lade en anden og
bedre komme til rudlen. Langsomt hæves riflen.
Sigtekornet søger bladet og i knaldet farer hjorten
frem sanseløs og vaklende. Pludselig forlader
kræfterne den gamle kæmpe, og han styrter til
jorden. Hinderne har samlet sig i en klump og
stirrer nysgerrigt efter hjorten. De kan ikke forstå
dens underlige opførsel. Vi rører os ikke. Vildtet
må ikke få det indtryk, at skuddet og dets værste
fjende – mennesket – hører sammen. Langsomt
tækker rudlen bort og undrer sig, at hjorten ikke
følger efter. De aner faren, men ved ikke rigtig,

Fig. 9 Skytte Laurids Jakobsen, der arbejdede i Tofte i perioden 1930-1956. Foto Frode Jakobsen.
323

Fig. 10 En typisk famile-enhed hos krodyr. 21. september 2005. Foto Jan Skriver.
hvor den kommer fra. Ved skovkanten standser
hinderne igen og ser tilbage. Hjorten ligger stadig
uden at røre sig. Til sidst forsvinder de en
efter en i skoven. Nu kan vi gå til hjorten. Vi
glæder os over den fine hjertekugle, det gode
tolvendergevir, og de slidte brune hjørnetænder,
der viser tydeligt, at en af de ældste har måtte
lade livet. I glad stemning går vi hjemefter, og
1 time senere hænger hjorten opbrækket ved
skovfogedhuset. Vi sover formiddagen bort, og
om eftermiddagen går vi ud igen til aftenpürsch.
Det er et anstrengende, men herligt liv, vi fører,
mens vi jager brunsthjorten.
Når man har haft lejlighed til at iagttage kronvildtet
i en længere årrække, kommer man ud
for mange mærkelige oplevelser. Jeg har tit i
brunsten set hjorte, der sloges for alvor, men jeg
har aldrig oplevet at se, at en hjort blev stanget
324
ihjel. Derimod har jeg 2 gange fundet hjorte,
der er blevet dræbt af andre hjorte. Dog har jeg
set en hind blive stanget af en hjort. Jeg kom
en formiddag kørende i bil ad en vej, hvor der
er skov på den ene og slette på den anden side.
En rudel kronvildt med en god tolvender stod
på sletten, og førerhinden ville føre rudlen foran
bilen ind i skoven. Dette passede af en eller anden
grund ikke hjorten, og han prøvede på at
vende rudlen ved at løbe frem og slå med geviret
til førerhinden. Den faldt og rudlen og hjorten
gik ud på sletten igen. Det viste sig, at hjortens
øjenspros var trængt ind i hindens side ca. 5
tommer dybt, og havde beskadiget ryghvirvlen.
Hinden var ikke forendt, men kunne ikke rejse
sig og måtte derfor aflives ved et fangstskud.
En anden oplevelse, som ikke er helt almindelig,
var at en hjort, som sprang over en grøft,
brækkede det ene forløb. Jeg kom sammen med

en jagtgæst kørende i bil, og 3 hjorte prøvede
at gå over vejen lige foran bilen. De nåede også
at komme over ca. 10 m foran køleren, men de
2 sidste hjorte stødte sammen i luften, og den
ene hjort landede så forkert på den anden side af
vejgrøften, at forløbet brækkede med så stærkt et
knald, at vi kunne høre det i bilen. Det lykkedes
mig at skyde hjorten – en lille seksender – inden
den nåede tykningen.
Kronvildtet skal jo også sove, men som regel sover
det meget let. Dog har jeg oplevet 2 tilfælde,
hvor kronvildt sov endda meget fast. En aften
skulle jeg ud med min bror, der skulle skyde en
gammel tolvender, som plejede at stå med en rudel
på ca. 70 stykker vildt på en mosestrækning
ikke langt fra skoven. Vi var heldige den aften
og kom rudlen på 100 m nær i en grøft. Hjorten
travede brølende frem og tilbage, og det var ret
vanskeligt at få den fri til skud. Jeg bad derfor
min bror om at gøre sig færdig, medens jeg holdt
øje med hjorten i kikkerten. Kort tid efter stod
den frit, og jeg bad min bror om at skyde. Hjorten
faldt i knald, og hele rudlen gik for fuld fart
ud i mosen, dog opdagede vi til vor skræk, at
der lå en hind ved siden af hjorten. Jeg kunne
jo ikke bebrejde min bror noget, fordi jeg selv
havde givet lov til at skyde i den sikre overbevisning,
at der hverken stod et stykke vildt foran
eller bagved hjorten. Vi blev så enige om først
at se på hinden, og da vi nærmede os den og var
ca. 5 m fra den, løftede den hovedet, rejste sig og
gik i trav ud i mosen efter rudlen og ved at se på
den i kikkerten, blev vi overbeviste om, at den
ikke fejlede noget. Den havde altså bare sovet
så fast, at den hverken havde hørt skuddet eller
rudlen, der i fuld fart gik ud i mosen og derved
lavede et spektakel som en eskadron rytteri, der
angriber i galop.
I det andet tilfælde var det en hjort. Jeg kom
med en jagtgæst kørende i bil om formiddagen
efter endt morgenpürsch forbi en større slette,
hvor der stod en flok kronvildt på ca. 50 stykker.
Det undrede os, at denne rudel midt i brunsttiden
stod uden hjort. Jeg standsede bilen, og vi
diskuterede spørgsmålet. Rudlen blev urolig og
begyndte først i skridt, så i trav og til sidst i galop
at flygte i mod skoven, og midt på sletten lå
hjorten på siden. Vi blev enige om, at den måtte
være stanget ihjel af en anden hjort og forlod
bilen og gik hen for at se på den. Vinden bar lige
hen til den, og vi kom den så nær, at vi kunne
have rørt ved den. Pludselig rejste den sig, ser sig
forvildet omkring og tager så i fuld fart retning
mod skoven. Den fejlede ingenting, den havde
bare sovet.
Når man jager så stort vildt som kronvildt er det
nødvendigt, at man har en god hund, der holder
foden sikkert efter et anskudt stykke. Jeg købte
derfor for den del år siden i Tyskland en såkaldt
hannoversk Schweisshund. Den gjorde udmærket
nytte, men en dag gik det galt. Vi søgte efter
en hjort, som en af mine gæster havde anskudt,
da vi pludselig hørte hunden hyle. Da skovfogeden
nåede derhen, viste det sig, at hunden var
stanget af en frisk hjort. Hjortens øjensprosser
var gået igennem hundens køller og havde efterladt
2 store blødende sår. Hunden kom sig igen,
men var fra den dag ubrugelig på kronvildt, og
den måtte derfor skydes.
325

Den bedste hund, jeg har haft til det brug, var
en stor, måske ikke helt ægte, gravhund. Jeg
har selv opdraget den, og den gik udelukkende
på anskudt vildt. Ikke et eneste anskudt stykke
kronvildt er gået tabt, når Daks var med til at
søge efter. Den var klogere end mange mennesker.
En af mine brødre havde været alene ude i
skoven og skudt på en både ham og mig bekendt
kronhjort. Han kom hjem fra jagten om formiddagen
og sagde, at hjorten havde fået en weidkugle,
og at det nok var nødvendigt at søge efter
med Daks. Vi tog derud i bil så nær, vi kunne
komme stedet og gik så derhen, og jeg satte Daks
på anskudsstedet. Der var ganske vist hverken
hår eller schweiss, men da min bror var af den
sikre overbevisning at have ramt, lod jeg Daks gå.
Ca. 10 minutter efter kom Daks tilbage, og jeg
udtrykte overfor min bror min tvivl om, at han
overhovedet havde ramt hjorten, men han holdt
på sit. Jeg sendte Daks af sted igen. Vi stod vel 2
a 3 timer og lyttede, men der var ikke noget at
høre eller se. Det var stille vejr, og Daks’ standhals
måtte kunne høres på meget lang afstand.
Da det begyndte at blive frokosttid, foreslog jeg
min bror at gå hen til bilen, så at vi kunne køre
hjem og spise frokost. Daks kendte jo distriktet
og skulle nok finde hjem alene. Da vi kom til
bilen, fandt vi Daks liggende i vognen, hvor den
havde rullet sig sammen på førersædet og sov. Nu
var jeg overbevist om, at hjorten ikke var ramt.
Min bror tvivlede stadig, derfor gik jeg sammen
med ham ud om aftenen, og det viste sig, at
hjorten stod på samme sted med samme rudel
og brølede. Den fejlede ingenting, og Daks var
selvfølgelig den klogeste. Han mente, at når han
havde vist os en gang, at hjorten ikke var ramt, så
326
var det meningsløst at sende ham af sted anden
gang, derfor tog han lige hen til bilen og lagde sig
til at sove og lod os vente.
Der kunne fortælles meget endnu om oplevelser
med kronvildt, men til slut vil jeg gerne slå
et lille slag for det vildt, jeg holder så meget af.
Det gælder ikke vildtet i Vildmosen, der lever
indenfor et solidt hegn, hvor krybskytterne
ikke tør komme, fordi de, hvis de bliver taget
der, bliver straffet for indbrudstyveri. Derimod
har det kronvildt, der ellers lever her i landet ret
vanskelige kår. Kronhjorten er fredløs hele året.
Man spørger sig uvilkårligt om vort land ikke
har råd til at huse de få stykker storvildt, der
endnu er tilbage. Det vil, hvis man overhovedet
tænker på at holde en fritlevende kronhjortebestand
her i landet, være absolut nødvendigt, at
give kronhjorten en fredningstid, som jeg ville
ønske ville være fra 1. marts til 15. august. Men
hvad der næsten er værre, det er, at kronvildtet
må beskydes med våben, der er uegnede til dette
formål. Det er mit håb, at begge de store jagtforeninger
måske også dyreværnsforeningerne ville
sætte alt ind på at foranledige lovgivningsmagten
til at foretage en jagtlovsrevision og forbyde
at skyde med hagl på kronvildt. Det er og bliver
dyrplageri, fordi det kun er i ganske enkelte
undtagelsestilfælde et stykke kronvildt falder for
et haglskud, og selv en dårlig skytte kan ikke
undgå at ramme så stort et stykke vildt med
hagl, der spreder over en stor flade. Man kan
dog godt sige, at det er en kulturnation uværdigt
at tillade dyrplageri. Ingen tænker på, at forhindre
husmanden eller bonden i, at nedlægge
det storvildt, der ødelægger hans afgrøder. Men

Fig. 11 Krondyr i solopgang. 16. oktober 2011. Foto Jan Skriver.
man kan forlange, at det sker på en human og
jægermæssig måde. De fleste har vel dårlig råd
til at købe en riffel. Men der findes udmærkede
kuglepatroner til haglbøsser i handelen. Og man
kan og bør forlange, at disse patroner anvendes,
når kronvildt beskydes, selv om en patron af den
art måske koster 10 øre mere. Derved ville dyrplageriske
anskydninger for fremtiden være indskrænket
betydeligt.
Jeg har haft den glæde, at have besøg af mange
lokale jagtforeninger både under Dansk Jagtforening
og under Landsjagtforeningen. Jeg har
altid gerne vist dem Dyrehaven i den lille Vildmose,
og jeg tror, at også jagtforeningerne har
haft glæde af deres besøg. Skulle Slagelse Jagtforening
engang tage på udflugt til Nordjylland,
så vil det være mig en særlig glæde at byde dem
velkommen i Dyrehaven i Toft Skov.
327