Læs historiker Ivan Petersens artikel. - Historie-nu.dk

Historie Historie Netmagasinet
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber diskussionerne.
TEK TEKST TEK TEKST
ST Ivan Petersen
De De skelsættende skelsættende år
år
Ivan Petersen er cand. mag. i
historie
Østrig-Ungarns Østrig-Ungarns Balkan-politik Balkan-politik 1912-1914
1912-1914
Hvis man søger efter årsagerne til 1. Verdenskrigs udbrud, er Østrig-Ungarns
historie i begyndelsen af det 20. århundrede det oplagte sted at begynde.
At det i denne måned er 90 år siden, krigshandlingerne for alvor tog
fart, gør heller ikke ligefrem relevansen mindre. Denne artikel ser primært
på årene 1912-1914, fordi det er her, at den østrig-ungarske udenrigspolitik
gradvist og i ryk ændredes i en langt mere aggressiv retning og sluttelig efter
attentatet i Sarajevo endte med krigserklæringen mod Serbien og den
efterfølgende altomfattende europæiske tragedie. En række begivenheder
havde dog været medvirkende til at skabe fundamentet for denne udvikling,
så her er først forhistorien.
For or or orhist or hist historien historien
orien og og ”den ”den Bosnisk Bosniske Bosnisk e Krise”
Krise”
1903 er et udmærket udgangspunkt for en fortælling om det Habsburgske
imperiums historie i det 20. århundrede. Det er der flere årsager til. Først
og fremmest, er 1903 året for Mürzsteg-aftalen, der blev indgået som en
følge af de uroligheder, der i et stykke tid havde præget Makedonien. Østrig-
Ungarn og Rusland, der blandt stormagterne havde den største interesse i
området, var således opsatte på at få gennemført et reformprogram og
mødtes derfor i Mürzsteg i begyndelsen af oktober. Resultatet blev en aftale,
hvis væsentligste elementer var bevarelsen af den territoriale status
quo og forsøget på skabe bedre betingelser for den i Makedonien bosiddende
kristne befolkning, der indtil da havde levet under kummerlige forhold.
Det blev besluttet, at den osmanniske general-guvernør skulle bistås
af en russisk og en østrig-ungarsk civil agent, mens gendarmeriet skulle
reorganiseres under ledelse af en europæisk general. Finansielle og retslige
reformer var også påkrævede, samtidig med at selve den administrative
opdeling af området skulle ændres. Indledningsvis ved at skabe en række
zoner, hvor de forskellige stormagter kunne kontrollere, at ændringerne rent
faktisk blev ført ud i livet, mens det derefter var meningen, at en inddeling,
der i højere grad tog hensyn til den etniske sammensætning, skulle gennemføres.
Mere væsentligt er det dog, at det er her, at man for sidste gang
kan se et positivt samarbejde angående Balkan-affærer de to stormagter

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 2
2
imellem. Bare to år efter var det tydeligt, at Rusland ikke længere nærede
den samme tiltro til det tidligere så eksklusive forhold, men i stedet ønskede
andre stormagter på banen. Zardømmet var pga. krigen mod Japan
på randen af et militært og diplomatisk sammenbrud, og det var mere end
åbenlyst, at Mürzsteg-programmet ikke på tilfredsstillende vis kunne løse
de forhåndenværende problemer. De kristne befolkningsgrupper, som aftalen
sådan set havde til formål at beskytte mod det tyrkiske styre, havde
nemlig i stedet påbegyndt en indbyrdes kamp. Og den stat, som russerne
specielt på foranledning af den i 1906 tiltrådte udenrigsminister, Isvolskij,
nu nærmede sig, var Storbritannien.
1903 var også året, hvor man i Serbien kunne være vidne til den meget
voldelige afsættelse af Obrenovic-regimet, der havde været ved magten
siden 1858. Afløseren blev fundet blandt medlemmerne af en konkurrerende
familie, nemlig Petar Karageorgevic, der dog overlod størstedelen af
magten til kupmagerne og disses allierede i det Radikale Parti. Dette parti,
der stiftet i 1875 bl.a. bestod af medlemmer af det serbiske bourgeoisi,
fabrikanter og eksportører af næringsmidler, var i modsætning til det tidligere
styre decideret russisk-venlige. Som en følge deraf kunne man eksempelvis
notere en langt mere aggressiv handelspolitisk fremgangsmåde overfor
den østrig-ungarske stat, hvilket først og fremmest i 1905 gav sig udslag
i en forsøgt hemmeligholdt aftale med Bulgarien angående en toldunion.
Dette kunne bl.a. pga. frygten for et forbund bestående af de forskellige
Balkan-stater ikke tolereres af Donau-monarkiet. Det blev derpå efter en
del intern diskussion i den østrigske regering besluttet, at et godt forhold til
Bulgarien af strategiske årsager var langt at foretrække frem for et tilsvarende
til Serbien. Serbiens position forværredes ydermere af den særdeles
omfangsrige handel med Østrig-Ungarn, hvis udenrigsminister Goluchowski
skønnede, at serberne netop af denne grund ville være mere lydhøre overfor
trusler og derfor skulle tvinges til at makke ret og opgive den indgåede
aftale. Dette skridt havde udover indledningsvist positive samtaler ikke den
forventede effekt, hvilket man bl.a. kunne iagttage, da regeringen i Beograd
nægtede at købe våben fra böhmiske Skoda, men i stedet anvendte
Schneider-Creusot fra Frankrig og dermed brød med tidligere tiders praksis.
Dobbeltmonarkiet lukkede derefter sine grænser for serbisk eksport af husdyr
og begyndte på denne vis den toldkrig, der under navnet ”Svine-krigen”,
skulle vare de næste fire år. En toldkrig der i et østrigsk perspektiv var en
fuldstændig fiasko, og som de mest vidtrækkende konsekvenser havde Serbiens
udvikling af egen slagteri-industri og samme stats anvendelse af andre
handelspartnere, deriblandt i særdeleshed Tyskland. Dette formindskede
naturligt landets afhængighed af Østrig-Ungarn og derfor samtidig
sidstnævntes indflydelse på Balkan.
Lige præcis det problematiske forhold til Rusland og det efterhånden ret så
selvstændige Serbien, var dog to faktorer, som en af de mest prominente
og omdiskuterede politikere fostret af Dobbeltmonarkiet, udenrigsminister
fra 1906 Alois Lexa von Aehrenthal, var opmærksom på. Mest åbenlyst i
hans fremgangsmåde i forhold til et jernbaneprojekt gennem Novi Pazarsancakken.
Denne sancak, der var under osmannisk herredømme, var beliggende
syd for det østrig-ungarske kejserdømme i en lomme, der adskilte
Serbien og Montenegro. Tilstedeværelsen af en række af Dobbeltmonarkiets
bataljoner var fastlagt i Berlin-traktatens artikel XXV, der også
gav ret til bl.a. opbyggelsen af handelslinier såsom veje og jernbaner. I en

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 3
3
tale d. 27. januar 1908 meddelte Aehrenthal derfor, at Østrig-Ungarn havde
i sinde at påbegynde arbejdet på en forbindelse mellem Uvac og Mitrovitsa.
Eftersom de nævnte byer lå henholdsvis nord og syd for sancakken, var der
således tale om en jernbane, der løb direkte gennem området og derved
forbandt de østrig-ungarske - med de osmanniske linier. Aehrenthal forsøgte
således i ét og samme træk at skabe en situation, hvor man ikke længere
var afhængig af den eksisterende forbindelse via Beograd, når der
skulle handles med det Osmanniske rige og i øvrigt at udnytte den rest af
russisk velvilje, som han trods alt stadig forventede ville være til stede.
Det skulle dog vise sig, at han havde forregnet sig. Ikke bare vakte forslaget
ramaskrig i Rusland, hvor det blev opfattet mere som et forsøg på at opnå
politiske mål end udelukkende økonomiske -, hvilket ifølge Berlin-traktaten
ikke var tilladt. Også forhandlingsklimaet i Konstantinopel, hvor de makedonske
reformer blev diskuteret, blev kort tid derefter forpestet, og fra britisk
– og russisk side var man overbevist om, at Dobbeltmonarkiet var skyld
deri. Resultatet blev, at Mürzsteg-programmet i dets oprindelige form her
ophørte, hvilket dog ikke generede Aehrenthal, på trods af at Østrig-Ungarn
nu tydeligvis befandt sig på sidelinjen i forhold til en diskussion af de makedonske
affærer. Og jernbaneforbindelsen blev der ikke noget af.
Til gengæld var netop det fejlslagne jernbaneprojekt og det mislykkede
reformprogram en vigtig forudsætning for Aehrenthals næste træk, anneksionen
af Bosnien-Hercegovina. Der eksisterede nemlig ikke andre realistiske
muligheder for øget østrigsk indflydelse på Balkan. Så da den østrigske
udenrigsminister i løbet af sommeren 1908 fik chancen serveret på et sølvfad,
greb han den. Novi Pazar-sancakken skulle opgives, hvilket af hensyn
til rigets prestige og hærens følelser skulle følges op af den anneksion af
Bosnien-Hercegovina, som man mere eller mindre havde talt om, siden området
blev okkuperet 30 år tidligere. Den kærkomne undskyldning var den
tyrkiske revolutions eventuelle negative indvirkning på de østrig-ungarske
besiddelser. Ifølge kilderne frygtede Aehrenthal dog næppe udviklingen på
Balkan, men traf i stedet beslutningen om at annektere, fordi tidspunktet
forekom ham gunstigt. Og så formåede han faktisk under et møde med sin
russiske kollega, Isvolskij, at få fremskaffet Ruslands accept af den forestående
anneksion. Godkendelsen var dog kædet sammen med en række
kompensationer til Serbien og Montenegro, samt en fuldstændig hemmeligholdelse
af den russiske forhåndsgodkendelse. Det var den østrig-ungarske
ambassadør i Paris, Khevenmüller, bare ikke lige klar over, så det løfte blev
brudt d. 3. oktober, hvorefter Isvolskij var nødsaget til at trække sin tidligere
støtte tilbage og i øvrigt skarpt fordømme Dobbeltmonarkiets fremgangsmåde.
Og så begyndte den ”Bosniske Krise”, der altså mere skal ses
som et udtryk for et uheldigt sammenfald af begivenheder end en udvikling,
der var ønsket af den ene eller den anden stormagt. Østrig-Ungarn,
Serbien og Montenegro oprustede, Europa stod på randen af krig, og løses
kunne det ikke, før Tyskland gjorde Rusland opmærksom på, at man nok
gjorde klogt i at anerkende anneksionen af Bosnien-Hercegovina, eftersom
tyskerne i hvert fald ikke ville forhindre et østrigsk angreb på Serbien. Det
hjalp, russerne anerkendte og kort tid derefter fulgte også Serbien og Montenegro
trop.
Og herefter bredte roen sig mere eller mindre frem til oktober 1912. I udenrigsministeriet
på Ballhausplatz reagerede man i forhold til internationale
kriser og lavede mindre justeringer, men fastholdt derudover konsekvent
forankringen i princippet omkring nonintervention, også efter Leopold

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 4
4
Berchtolds tiltræden i udenrigsministerembedet i begyndelsen af 1912.
Man havde opnået en kolossal diplomatisk triumf og søgte alene at bevare
status quo på Balkan, samtidig med at en krise som Italiens krig i Tripoli for
alt i verden ikke måtte sprede sig og give staterne på halvøen den chance
for oprør, de ventede på. Det varede indtil midten af oktober 1912, hvor
først Montenegro og derefter de resterende medlemmer af Balkan-forbundet
Serbien, Bulgarien og Grækenland erklærede krig mod det Osmanniske
rige og dermed indledte 1. Balkan-krig.
1. . Balk Balk Balkan-krig Balk an-krig
I Wien handlede man hurtigt. Der blev fremlagt en 7-punkts strategi for krigen,
hvoraf to af punkterne var indbyrdes sammenhængende og i øvrigt
uendeligt meget vigtigere at få gennemført end de øvrige. Man måtte partout
forhindre, at serberne erobrede så meget som en kilometer af
Adriaterhavskysten, hvorfor man var nødt til at skabe et stærkt og levedygtigt
Albanien. At netop disse punkter var så væsentlige bestanddele af
Donau-rigets strategi, skyldtes det fuldstændigt åbenlyse, at en fjendtligsindet
magts tilstedeværelse i det område, der var den naturlige interessesfære
for den østrigske flåde, ikke kunne accepteres. Og den mest effektive
måde at gøre det på var at skabe en bufferstat som Albanien, der med
støtte fra andre magter, i særdeleshed Østrig-Ungarn og Italien, ville kunne
modstå et eventuelt serbisk pres. Og så var det i øvrigt på dette tidspunkt,
at den østrig-ungarske udenrigspolitik for første gang ændredes og den
lange rejse mod Sarajevo påbegyndtes.
Sagen var den, at man, som nævnt, i de forløbne år havde været meget
forhippede på at bevare status quo og dermed altså konstant fastholdt princippet
omkring nonintervention. Og det ophørte her pga. en i forskningen
overset detalje, nemlig Lovcen og Bocche di Cattaro-områdets betydning for
den østrigske krigsstrategi. Kort fortalt, så var Montenegro særdeles interesseret
i en by, som vi senere skal høre mere om, nemlig Skutari, men da
denne var et vigtigt handelscentrum, var det formentlig nødvendigt at inkorporere
denne i en spæd albansk stat. Det vidste man på Ballhausplatz,
hvor man dog selvfølgelig også skulle pleje egne interesser. Så man konkluderede,
at man ville godkende Montenegros besiddelse af Skutari, såfremt
man selv fik retten til Bocche di Cattaro, der kunne forvandles til en førsteklasses
krigshavn og dermed forbedre Østrig-Ungarns magtposition i Adriaterhavet.
Og her er tre ting vigtige at have for øje.
For det første, er det åbenlyst, at det at undgå en hvilken som helst aktiv
intervention på Balkan erstattes med en anderledes indgangsvinkel.
Dobbeltmonarkiets indgriben i krigen på halvøen er således fra dette øjeblik
en distinkt mulighed for beslutningstagerne i det østrig-ungarske udenrigsministerium,
om end det altså udelukkende skulle ske via diplomatiske
kanaler.
For det andet, var man på trods af det formulerede ønske om et levedygtigt
Albanien villig til at opgive regioner, der som eksempelvis Skutari ville være
særdeles væsentlige for samme stats overlevelsesmuligheder. Problematikken
er således interessant i den forstand, at arbejdet med at skabe et
stærkt Albanien i høj grad ville blive besværliggjort, såfremt Skutari tilhørte
Montenegro, hvilket tilsyneladende på Ballhausplatz blev anset for underordnet,
hvis Dobbeltmonarkiets egen strategiske position i øvrigt forbedredes.
Og for det tredje, blev synspunkterne ikke nævnt for Tyskland, hvilket ikke
alene lader til at understrege, at forholdet de to stater imellem på davæ-

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 5
5
rende tidspunkt lod meget tilbage at ønske, men også at man fra østrigsk
side søgte at hemmeligholde projektet, idet der efterfølgende skulle føres
forhandlinger blandt stormagterne om eventuelle ændringer af status quo.
Og i denne forbindelse ville en opgivelse af dele af Albanien mod kompensation
formentlig blive tolket i en noget mere positiv retning, end hvis der
var tale om et på forhånd fremført krav.
Præcis derfor holdt planen heller ikke længe. Man havde fra italiensk side
fået nys om projektet, rygterne svirrede, og forhandlingspositionen ændrede
sig således dramatisk til det værre, hvorfor udenrigsminister
Berchtold var nødt til at lade ideen falde. Fra den 30. december 1912 var
Lovcen og Bocche di Cattaro ikke længere på den østrigske dagsorden. Det
var Skutari og et stærkt Albanien til gengæld i meget høj grad.
Af samme grund var det meget problematisk, at Serbien og Montenegro i
løbet af foråret 1913 havde indledt en belejring af netop Skutari. Fra
østrigsk side forsøgte man sig med forhandling, derefter trusler og sluttelig
fik man gennemtvunget en fælles europæisk flådedemonstration ved den
albanske kyst. Effekten udeblev dog, og byen faldt d. 23. april. Og nu var
gode råd dyre på Ballhausplatz.
Sk Skutari Sk utari
Her opsummerede man situationen på et ministerrådsmøde den 2. maj. I
løbet af krigen havde man på positivsiden bl.a. fået skabt international konsensus
omkring Albanien og dermed forhindret Serbiens adgang til Adriaterhavet,
og den serbiske magtsfære var mere eller mindre blevet baseret på
etnicitet. Skutaris fald ville dog være ensbetydende med en fuldstændig
kuldsejling af projektet, så noget skulle der gøres. Og denne gang var det
den militære linje, der blev valgt.
Man besluttede sig således for at igangsætte en mindre mobilisering, der
skulle skræmme de montenegrinske tropper til igen at forlade byen. Mere
interessant end selve resultatet er dog beslutningsprocessen. Væsentligst
var to punkter. Man opfattede rigets økonomi som værende på et særdeles
kritisk niveau (der var ikke penge til at føre andet end en afgrænset kampagne
rettet mod Montenegro alene), og der var en udpræget frygt for en
krig med Rusland som deltager, hvorfor man i hvert fald måtte sikre sig italiensk
støtte. I en sammenligning med tidligere og senere kriser er det således
åbenlyst, at man her for første gang kan konstatere Dobbeltmonarkiets
vilje til at anvende militær magt til at løse et problem på Balkan, dog efter
nøje at have overvejet både økonomiske – og politiske konsekvenser. Det
sidste skulle snart ændre sig, men hvad angik Skutari, havde truslen om en
krig dog den umiddelbare effekt, at Montenegro opgav foretagendet. At det
var en stakket frist, blev til gengæld hurtigt klart, eftersom Balkan-forbundets
medlemmer efter at have besejret det Osmanniske rige ikke kunne
finde ud af, hvordan de erobrede områder skulle fordeles. Så selvom Østrig-
Ungarn med alle forhåndenværende midler forsøgte at forhindre det, så
brød den 2. Balkan-krig ud den 30. juni, hvor den bulgarske kong Ferdinand
besluttede sig for et angreb mod Serbien og Grækenland.
2. 2. Balk Balkan-krig Balk an-krig og og og serberne serberne i i i Albanien Albanien
Albanien
Bulgarerne havde dog i den grad forregnet sig. Rumænien og det Osmanniske
rige meldte sig hurtigt blandt modstanderne, og det blev hurtigt klart,
at man fra bulgarsk side nu mest af alt skulle koncentrere sig om at undgå
fuldstændig udslettelse. Det lykkedes, men Bukarest-freden endte trods alt
med et eklatant bulgarsk nederlag, idet nationen frarøvedes en lang række

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 6 6
6
landområder, deriblandt en del nyligt erobrede. Set i et østrigsk perspektiv
var det dog en hel del værre, at Serbien havde benyttet lejligheden til at
marchere ind i Albanien for at få knægtet de oprørsstyrker, der tilsyneladende
havde indledt en væbnet kamp i grænseområderne.
Når man kigger på udviklingen af Dobbeltmonarkiets udenrigspolitik, er det
tydeligt, at den i oktober 1913 tog endnu en drejning i en mere aggressiv
retning. Årsagen er den helt enkle, at rigets miserable økonomiske situation
fra dette tidspunkt ikke længere blev anset for at være en hindring for en
østrigsk krig på Balkan. Emnet diskuteredes på det nærmeste ikke, og når
det endelig skete, var det med konklusionen, at man uanset de dystre udsigter
var nødt til at styrke hæren. Til gengæld var man stadig ualmindeligt
nervøs over en eventuel krig mod Rusland og i øvrigt helt på det rene med,
at man i et sådant tilfælde måtte have hjælp fra både Tyskland og Italien.
Og så gik man enegang igen, stillede Serbien et ultimatum den 18. oktober,
og fik endnu engang den ønskede udgang. De sidste serbiske tropper forlod
Albanien den 25., mens man i Wien efterhånden var blevet klar over, at en
nyorientering af Balkan-politikken var en nødvendighed.
Rumænien umænien umænien og og Matchek Matcheko Matchek
Problemet, der skulle løses, var et, der gennem længere tid havde været en
torn i øjet på de østrig-ungarske beslutningstagere, nemlig forholdet mellem
Rumænien og Bulgarien. På Ballhausplatz havde man i løbet af de seneste
år ført en både dobbeltsidig og omskiftelig politik, fordi man i bund
og grund helst ville støtte Serbiens mest oplagte modstander, Bulgarien,
hvilket dog desværre umuliggjordes af Tysklands position. Eftersom tyskerne
i en kommende krig havde lagt sig fast på Schlieffen-planen og et
omfattende angreb på Frankrig, skulle fronten mod Rusland følgelig dækkes
af andre nationer, dvs. Østrig-Ungarn og Rumænien, indtil de tyske
stridskræfter kunne overføres fra vest til øst. Af samme grund holdt man
fast i en aftale om rumænsk støtte i en europæisk storkrig, der var blevet
indgået i 1883, men kun var kendt af meget få indviede. Problemet var
dog, at meget tydede på, at Rumænien ikke havde til sinds at opfylde landets
forpligtelser, så i et forsøg på at skabe et overblik og eventuelt ændre
situationen sendte man Ottokar Czernin til Bukarest. Og hans rapporter var
ikke just opmuntrende læsning. Af flere omgang klargjorde han, at den
hemmeligholdte aftale intet var værd, og at man derfor var nødt til radikalt
at ændre kurs, hvilket dog ikke havde den store effekt på udenrigsminister
Berchtold før juni 1914, hvor den russiske zar og den russiske udenrigsminister,
Sasonow, tog på besøg i Rumænien. Da dette også inkluderede en
meget symbolsk biltur ind i det ungarske område Siebenbürgen, der befolket
af rumænere var særdeles omstridt, var det klart, at man nu måtte gøre
noget, før det var for sent. Og det er her ”Matcheko-dokumentet” kommer
ind i billedet.
”Matcheko-dokumentet” blev udarbejdet af det østrig-ungarske udenrigsministerium,
og første udkast blev afsluttet fire dage før tragedien i Sarajevo,
nemlig den 24. juni. Der er tre meget væsentlige punkter at fremdrage fra
netop dette dokument. Først og fremmest, drejer det sig om forholdet til
netop Rumænien. I Wien konkluderede man, at man måtte forsøge at
tvinge den rumænske konge Karol til at offentliggøre den hemmeligholdte
traktat, eller, hvis dette ikke lykkedes, se sig om efter andre partnere på
Balkan, eksempelvis Bulgarien. En anden vigtig pointe var, at Tyskland i
fremtiden skulle gøres klart, at Balkan var østrig-ungarsk interesseområde,

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 7
7
og at den tyske rolle derfor skulle indskrænkes, hvilket ville stå i skarp kontrast
til de forløbne år, hvor tyskerne i høj grad havde sat dagsordenen. Og
for det tredje var man, hvilket med de senere begivenheder i baghovedet
forekommer decideret mærkværdigt, villig til at acceptere et tættere forhold
til Serbien, hvis Rumænien ønskede en sådan tilnærmelse og i øvrigt ville
være med til at præge den meget fjendtligt indstillede regering i Beograd i
en mere positiv retning. En krig mod Serbien var således ikke engang tilnærmelsesvis
på tapetet i slutningen af juni 1914. I stedet var man i Wien
rede til en næsten fuldstændig omvæltning af en udenrigspolitik, der ellers
pga. 1. og 2. Balkan-krig i 1912-1913 og den nationalistiske trussel mod
det multinationale Dobbeltmonarki var blevet mere og mere aggressiv og i
den grad rettet mod den serbiske nabo. De ønskede resultater havde dog
ladet vente på sig, hvorfor en ny fremgangsmåde altså skønnedes nødvendig.
Men så var der jo lige militærmanøvren i Bosnien-Hercegovina, der inkluderede
ærkehertugens besøg i Sarajevo.
Saraje Sarajevo Saraje
Da begivenheden er blandt de absolut mest omdiskuterede i verdenshistorien,
er en længere redegørelse ikke ligefrem nødvendig her. Et par spørgsmål
kan dog rejses. Man kan undre sig over, at man fra østrigsk side havde
planlagt et besøg på en dag, der er blandt de mest hellige for den serbiske
nation, nemlig årsdagen for slaget ved Solsortesletten. Man kan undre sig
over, at man, når man nu var advaret på forhånd, alligevel valgte at gennemføre
projektet med tronfølgeren i spidsen. Og man kan undre sig over
de mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger, der tillod ikke bare ét, men to
attentater i løbet af samme dag (det første mislykkedes delvist, ramte ikke
Ærkehertugen, men sårede flere andre i følget). Et faktum er det til gengæld,
at en serbisk nationalist ved navn Gavrilo Princip, der mere eller mindre
havde opgivet ævred, da han havde fået nyheden om det første mislykkede
forsøg, fik lejlighed til på klods hold at myrde både Ærkehertug Franz
Ferdinand og dennes hustru. Indiskutabelt er det også, at lige præcis disse
skud en eftermiddag i Sarajevo var den gnist, der fik krudttønden til at
springe i luften. Spørgsmålet er så, hvilke overvejelser de ansvarlige i Wien
gjorde sig i den følgende tid?
Én ting står klart. Både den østrig-ungarske udenrigsminister, Berchtold, og
kejser Franz Josef var fra begyndelsen indstillet på krig mod Serbien, samtidig
med at man udmærket var klar over, at en sådan med stor sandsynlighed
ikke ville kunne lokaliseres. Man var også klar over, at den internationale,
diplomatiske situation absolut ikke var til Habsburg-monarkiets fordel
og anmodede af disse grunde om aktiv tysk understøttelse. Og den garanti
fik Wien udstedt den 5. juli af den tyske Kejser Wilhelm II. Inden da, nemlig
den 2., havde den østrigske generalstabschef, Franz Conrad von
Hötzendorf, dog udarbejdet en ret så interessant beregning.
Conrad var en af ”høgene” blandt de østrig-ungarske beslutningstagere.
Han havde i årevis plæderet for en præventivkrig mod ikke bare Serbien,
men også Italien, var blevet sat fra bestillingen, senere genindsat, og stod
nu i sit livs formentlig mest alvorlige stund. Beregningen, han havde foretaget,
bestod af styrkeforholdene mellem de forskellige alliancer, og det var
ikke just opmuntrende læsning. Det fremgik således, at man i tilfælde af
rumænsk og britisk neutralitet og Italien som deltager på Østrig-Ungarns og
Tysklands side ville kunne mønstre 160 divisioner, mens modstander-

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 8
8
kombinationen bestående af Rusland, Frankrig, Serbien og Montenegro
ville kunne fremskaffe 211. Skulle det absolut værst tænkelige blive til virkelighed,
dvs. Storbritannien og Rumænien tilknyttet modstandergrupperingen
og et neutralt Italien, lød beregningen i stedet 126-237, hvilket
således mildest talt ikke var i østrig-ungarsk favør. Rent rationelt burde
man derfor kunne forvente, at man i Wien ville bestræbe sig på at forbedre
de internationale forhold for dermed at skabe de bedste betingelser for en
formodentlig uafværgelig konflikt stormagterne imellem. Men netop diskussionen
af de storpolitiske forhold og nervøsiteten over en forestående krig
mod Rusland uden støtte fra både Tyskland og Italien kan for første gang
ikke konstateres i juli 1914.
Østrigsk Østrigsk desperation
desperation
desperation
Udenrigsminister Berchtold var således ikke bare på det rene med, at hverken
Rumænien eller Italien, der jo sådan set var medlem af Dreibund sammen
med Østrig-Ungarn og Tyskland, ville deltage på Dobbeltmonarkiets
side i en konfrontation. Han var oven i købet heller ikke på nogen måde
indstillet på at diskutere de krav om kompensation, som man vidste italienerne
ville rejse, eller endsige indvie de involverede i de østrigske planer.
Nu kan man selvfølgelig diskutere det fornuftige i disse dispositioner (jeg er
nok mest tilbøjelig til at mene, at fremgangsmåden var lettere uansvarlig),
men det decideret besynderlige består dog i det meget massive tyske pres,
der fulgte, og som var helt uden effekt på Berchtold.
Nu var der selvfølgelig en del diskussion i det østrig-ungarske ministerråd i
løbet af juli måned. Den ungarske ministerpræsident Istvan Tisza var eksempelvis
i en periode imod at stille et alt for skrapt formuleret ultimatum.
Berchtold og den resterende del af ministerrådet mente i modsætning dertil,
at et givent ultimatum skulle være af en sådan kaliber, at man måtte
regne med muligheden for krig. Og sådan blev det. Den 23. juli fik regeringen
i Beograd overrakt et 10-punkts dokument, hvis fordringer alle skulle
imødekommes, hvis serberne ville undgå en østrig-ungarsk krigserklæring.
Hårdest formuleret var punkterne 5 og 6. Man forlangte således, at østrigske
organer og repræsentanter skulle deltage i undersøgelserne af både
komplottet den 28. juni og de fjendtlige bevægelser, der befandt sig på serbisk
territorium, hvilket ingen regering ved sine fulde fem ville kunne godkende.
Og den serbiske – da heller ikke, hvorfor Østrig-Ungarns krigserklæring
fulgte den 28. juli. Og der hører så det med til historien, at serberne
faktisk indledningsvis var overbeviste om, at der var tale om et falsum, idet
erklæringen ikke blev overrakt personligt, men i stedet telegraferet.
Dobbeltmonarkiet havde nemlig trukket sine diplomater hjem et par dage
forinden! Og hvad angik forbundsfællen Italien, havde det allerede siden
den 26. stået klart, at casus foederis ikke fra den side ville blive anerkendt.
Den italienske udenrigsminister, di San Giuliano, havde nemlig overfor den
tyske ambassadør i Rom forklaret, at italiensk hjælp i en krig mod Serbien
og Rusland ikke ville realiseret. Årsagen var den helt enkle, at han mente,
at der var tale om en aggressiv aktion fra Dobbeltmonarkiets side, og det
havde han jo sådan set ret i, mens Dreibund var et defensivt forsvarsforbund.
Italien var derfor ikke forpligtet til at deltage. Og italienerne støttedes
her kraftigt af den tyske regering. Berchtold blev således indtrængende
opfordret til at sætte sig i forbindelse med den italienske regering og anerkende
dennes fortolkning. Fra tysk side mente man nemlig, at ”die ganze

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 9
9
militärische Aktion des deutschen Verbündeten aufs Spiel gesetzt würde,
wenn Italien den casus foederis nicht anerkennen sollte“. Men lige lidt
hjalp det. Berchtold ville ikke strække sig længere end til at gøre et par minimale,
og i øvrigt værdiløse, indrømmelser, hvorfor det hele løb ud i sandet,
og Italien erklærede sin neutralitet den 3. august.
St Stop St op i i i Beograd.
Beograd.
Kort forinden, i dagene den 29.-30. juli, havde Berchtold to samtaler med
den tyske ambassadør i Wien, von Tschirschky. Emnet var det forslag, som
den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, havde stillet i et forsøg på
at afværge den europæiske storkrig, der åbenlyst truede. Grey havde foreslået,
at Dobbeltmonarkiet efter besættelse af Beograd og andre strategisk
vigtige punkter skulle standse fremmarchen og indlede forhandlinger med
Rusland og de øvrige stormagter. Med andre ord ”Halt-in-Belgrade”, under
hvilket navn forslaget også er kendt. Og også denne idé blev kraftigt støttet
af Tyskland.
Von Tschirschky fremførte således Tysklands opfattelse af situationens alvor.
Ved den første konversation, at man selvfølgelig ikke ville forhindre
Østrig-Ungarn i en aktion rettet mod Serbien, men at man dog anså en besættelse
af Beograd og enkelte andre serbiske områder for formålstjenlig,
da man derved ville kunne tillægge Rusland al skyld for den storkrig, man
måtte regne med. Argumentet var, at man derved kunne give udtryk for
østrigsk tilbageholdenhed overfor russisk aggression og eventuelt sikre britisk
neutralitet. Præcis det argument forekommer sådan set meningsløst,
eftersom man fra tysk side planlagde angrebet mod Frankrig gennem det
neutrale Belgien, hvilket med stor sandsynlighed ville tvinge Storbritannien
til at agere, men anvendt blev det altså. Dagen derpå kom der dog andre og
mere hårdtslående argumenter på bordet fra den tyske ambassadør, der nu
tydeligvis var mere eller mindre desperat. Hvis det engelske mæglingsforslag
fortsat blev afvist, ville Dobbeltmonarkiet og Tyskland skulle udkæmpe
en krig mod en koalition bestående af hele Europa, eftersom hverken Italien
eller Rumænien havde til sinds at opfylde sine traktatmæssigt fastlagte
forpligtelser. Spørgsmålet angående Østrig-Ungarns prestige, hærens ære
og de berettigede krav til Serbien ville kunne løses ved Beograds okkupation,
samtidig med at også Ruslands stilling på Balkan ville svækkes. Derfor
bad den tyske regering nu indtrængende og eftertrykkeligt om, at man i
Wien ville acceptere Greys idé, eftersom det ville være ”ungemeim schwer,
die Verantwortung für die Folgen einer ablehnenden Haltung zu tragen”. Og
Berchtolds kommentar ved et ministerrådsmøde den 31. juli? Ja, han nøjedes
med at konstatere, at en besættelse af Beograd intet nyttede og, at en
sådan indgangsvinkel ikke kunne beskrives som andet end ”Flitterwerk”.
Man ville ikke på denne vis kunne løse problemet, og måtte i stedet forvente
et serbisk angreb rettet mod Dobbeltmonarkiet i løbet af de næste totre
år. Og så rullede den lavine, der fire år senere skulle splitte det stærkt
svækkede Habsburgske kejserdømme i atomer.
Håbløs Håbløs Håbløs politik? politik?
politik?
Man kan sige, at juli 1914 udgør endestationen for den udenrigspolitik, der
siden oktober 1912 var blevet mere og mere aggressiv. Ved 1. Balkan-krigs
udbrud besluttede man sig for at forlade princippet om nonintervention, i
maj 1913 anlagde man efter lange diskussioner omkring de økonomiske og
politiske konsekvenser den militære linie, mens det økonomiske, men ikke

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 10
10
det politiske -, aspekt var forsvundet fra dagsordenen, da man i oktober
1913 udstedte et ultimatum til Serbien. I juli 1914 blev hverken det ene
eller det andet overvejet, og det endda uanset, at man bare fire dage forinden
var rede til en fuldstændig nyorientering af den hidtil førte politik i en
altså langt mere fredelig retning.
Medlemmerne af det østrig-ungarske ministerråd besluttede sig således for
krig på trods af, at rigets diplomatiske situation var ringere end længe set,
samtidig med at de vidste, at Østrig-Ungarn og Tyskland var modstanderne
klart underlegne rent militært. De besluttede sig for krig, selvom de vidste,
at en europæisk storkrig formentlig ville medføre rigets fuldstændige økonomiske
kollaps. Og de besluttede sig for krig, uagtet det massive tyske
pres, der havde fundet sted i slutningen af juli. Spørgsmålet er jo så selvfølgelig
hvorfor? Og som så ofte kan der ikke gives et simpelt eller entydigt
svar. Mest sandsynligt er det, at tre faktorer spillede ind: Det kolossale chok
over attentatet i Sarajevo, en idé om at politikken overfor Serbien i den grad
var slået fejl, og at der derfor nu måtte tages affære og en udbredt irritation
over den evige tyske indblanding i østrig-ungarske anliggender. Så selvom
de beslutninger, der blev truffet i løbet af juli måned umiddelbart forekommer
ukloge, ja næsten irrationelle, så er de dog ikke desto mindre forståelige
set i dét lys. At det så som bekendt ikke gik, som de havde ønsket, er
en helt anden sag. Én politiker fik dog ret. Nemlig Bismarck, der forudså, at
den næste alvorlige europæiske krise ville skyldes ”some damn foolish
thing in the Balkans”. Men han var jo også i mange henseender en af de
mere fremsynede af slagsen.