Berlingske og Gallup om danskerne og folkeskolen 1990-2009

80
11. Efterord: En ny skolestart og en endnu bedre skole
“O Captain, My Captain. Who knows where that comes from? Anybody? Not a clue? It's from a poem
by Walt Whitman about Mr. Abraham Lincoln. Now in this class you can either call me Mr. Keating,
or if you're slightly more daring, O Captain, My Captain”
- Læreren John Keating i Dead Poets Society
Hvordan vil et barn mon helst opleve skolen? Som en rammestyret kommunal foranstaltning inden for
servicesektoren – eller som eventyrfartøj styret af en kaptajn i stiv modvind på vej mod fjerne faglige
universer? Og hvilket af alternativerne ville man mon selv helst være en del af og huske mest fra? Og
hvilket af dem ville mon inspirere én mest til at lære mere?
Svarene giver sig selv, men det grundlæggende spørgsmål er forkert. For som alle ved, bliver man kun
for alvor del af eventyret, hvis betingelserne for det er til stede – og for skolestarten betyder det altså, at
læringsmiljøet skal være i orden, før den pædagogiske himmel åbner sig. Det er ikke et spørgsmål om
enten-eller, men om både-og. Hvis ikke rammerne er i orden, forfalder skolen i kaos, utryghed og faglig
misrøgt. Og hvis ikke hverdagen er spændende, brænder både børn og voksne ud. Der skal simpelthen
være tilstrækkeligt liv i skolen til, at man får lyst til at være der – og ikke mere, end at man også tør.
Og det er her, det begynder at blive svært, for som de politiske debatter har lært os, opleves øget styring
i den pædagogiske verden ofte som værende i modsætning til øgede frihedsgrader. Dette er umiddelbart
forståeligt, for verdenshistorien er fyldt med beretninger om mislykkede forsøg på at styre mennesker
ved at berøve dem frihed, uden at de fik noget til gengæld. Og der findes sandt at sige megen pædagogik
rundt omkring i verden, som man kan takke sin skaber for ikke at være del af. Men det er ved nærmere
eftertanke indlysende fatalt at generalisere fra disse ulykker og tro, at styring altid må have denne
karakter.
Tværtimod er vellykkede demokratiske samfund generelt kendetegnet af det stik modsatte: Demokratisk
lovgivning, der i sagens natur begrænser folks frihedsgrader, accepteres af befolkningerne, fordi de
gennem lovgivningen oplever at få flere frihedsgrader, end de mister. Vi kender det fra trafikken, hvor
vi uden videre accepterer det massive tab af frihed, der ligger i at være tvunget til at køre i højre side af
vejen - fordi fordelene ved ikke at have modgående trafik i egen kørebane forekommer ganske overbevisende.
Ligeledes accepterer vi tab af frihed ved, at straffeloven forbyder voldelighed, fordi også denne
begrænsning så rigeligt opvejes af, at man kan gå trygt gennem byen om aftenen. Et afgørende succeskriterium
for politisk styring er simpelthen, at den enkelte borger gennem styringen samlet set oplever
at få mere kontrol over sin egen situation. Uanset politisk formål og indhold i øvrigt.
Danmark har som samfund haft stor succes med at kombinere idealet om det stærke individ (gennem
værdier som oplysning, selvstændighed og kreativitet) med idealet om den stærke stat (gennem bl.a. høj
retssikkerhed, lighed og velfærd). Og ikke mindst den pædagogiske verden, der gennem det 20. århundrede
i stadigt stigende grad har haft dette kombinerede ideal som adelsmærke, fortjener dyb anerkendel-