Berlingske og Gallup om danskerne og folkeskolen 1990-2009

77
10. Børn med behov for en særlig indsats
10.1. Fra ’specialundervisningselever’ til ’en rummelig skole’
For elever, der ikke har haft tilstrækkeligt udbytte af den almindelige undervisning, har det siden 1958
være obligatorisk for kommunerne at etablere specialundervisning. Det har følgelig også været almindeligt
at betegne disse børn som specialundervisningselever. Fra omkring 1990 er der imidlertid sket en
ændring i synet på disse børn, hvor man fra at se på børnenes problemer med at følge undervisningen
er gået over til at betragte det som undervisningens problem, at den ikke kan nå alle børn. Fra skoleloven
af 1993 har undervisningsdifferentiering da også været et bærende princip, og sprogbrugen om
elever, hvor undervisningsdifferentieringen ikke slog til, har da været ”elever med særlige behov” eller
”elever med behov for særlig indsats”. I 1999 startede debatten om rummelighed, hvor hensigten er, at
antallet af elever, der undervises uden for den almindelige klasses rammer, bør reduceres mest muligt.
Det såkaldte KVIS-program (KValitet I Specialundervisningen) har fokuseret på rummelighedsaspektet
fra 2000.
Fra omkring 2000 kom elever, som mistrives på grund af for små faglige krav, også i fokus, og for disse
elever anvendes betegnelsen ”elever med særlige forudsætninger”, og der begynder at dukke initiativer
op, som skal tilgodese deres behov. I øvrigt er løsningen den samme som for eleverne med særlige behov,
nemlig at den almindelige undervisning suppleres med holddannelse og supplerende metoder og
materialer.
Endelig anvendes endnu en betegnelse, ”udsatte børn”, hvormed menes børn, som er anbragt eller er i
risiko for at skulle anbringes uden for deres eget hjem – i plejefamilie eller på institution. Der er i
KVIS-regi startet en række projektet med henblik på at støtte udsatte børn og deres familier med en
vifte af tilbud, fx børns netværk, forældreinddragelse, rollemodeller/inddragelse af andre forældre, professionelt
samarbejde, pædagogiske metoder, lektiehjælp.
Når det gælder skolestart og skolestarttidspunkt, er det særdeles relevant at inddrage overvejelser om
elever med behov for særlig indsats. Historisk set har det været almindeligt at lade de elever, som havde
vanskeligheder med at opfylde de faglige eller sociale krav, vente med at komme i skole eller lade dem
gå et klassetrin om. Der har tilsvarende været en tilbøjelighed til, at man først satte ind med en specialpædagogisk
indsats, når udviklingen på 3.-4. klassetrin viste sig at være alvorligt bagud. Der var en underliggende
antagelse om, at udviklingen nok ”kom af sig selv”, og at man først, når dette ikke viste sig
at være tilfældet, satte ind med særlige foranstaltninger.
Som led i Strukturkommissionens arbejde gennemførtes for Undervisningsministeriet i 2003 en undersøgelse
af den specialpædagogiske indsats (Egelund, 2003). Det viste sig her, at der gennem de seneste
25 år er sket en forskydning i retning af, at man sætter tidligere ind med støtte til elever, som har behov
for en særlig indsats. Det viste sig videre, at man på de mest rummelige skoler - de skoler hvor færrest
blev henvist til specialundervisning - havde en tradition for i den almindelige undervisnings rammer at
sætte meget tidligt ind med læsestøtte eller med personlig støtte, ligesom der også var tradition for en