Berlingske og Gallup om danskerne og folkeskolen 1990-2009

64
en bold, og aflevere bolden til de andre på det rigtige tidspunkt ). At være udenfor kan fx også skyldes
en ekskludering, som børnene ’trækker’ med sig fra skolen over i fritiden.
Man ved, at idrætsforeninger, bl.a. på grund af manglende indsigt i børnenes liv i øvrigt, ofte ikke er
opmærksomme på sådanne problemer, når børn, der har brug for en særlig indsats, starter i idrætsforeningen.
En stor del af disse børn holder derfor hurtigt op med at gå til noget.
Overordnet kan man tale om to organiseringer af idræt, nemlig fritidsordningens egen idrætsvirksomhed,
der foregår med eget pædagogisk personale, evt. i samarbejde med andre fritidsordninger i egne
fysiske rammer, evt. i skolers og idrætsforeningers idrætssale og haller eller i lokalområdets udemiljøer.
Dertil kommer idrætsvirksomhed, der foregår i samarbejdsprojekter mellem fritidsordninger og idrætsforeninger.
Fritidsordningerne har en særlig gunstig rolle i forbindelse med iscenesættelse af en meningsfuld eftermiddag
set fra børnehøjde. Personalet er sammen med børnene op til 5 gange om ugen, og får herigennem
en indsigt i barnets sociale netværk, interesser, sociale kompetencer og svagheder, i hvert fald i
denne kontekst.
Hvorvidt denne indsigt i og viden om børnene har betydning for børnenes idræts- og bevægelsesaktivitet,
afhænger i høj grad af andre faktorer, både det fysiske miljø, herunder adgang til skolens idrætsfaciliteter
(hal, gymnastiksal, legeplads), gode legepladser i fritidsordninger og inspirerende lokalmiljø (natur),
men også af medarbejdernes interesser (fx skepsis over for idrættens elitære aspekt) og deres faglighed
og kendskab til idræt, som noget andet og mere end konkurrenceidræt. Undersøgelser viser, at
lederens interesse og forståelse for idrættens ressource i et hverdagspædagogisk perspektiv har stor betydning,
samt at mange pædagoger i dag gerne vil og føler behov for at udvikle deres idræts- og bevægelsesfaglige
kompetence, men at det kræver opbakning fra både kollegaer og fra ledere samt fra kommune
og projektmagere.
Undersøgelser af fritidsordningers samarbejde med idrætsforeninger viser, at langt fra alle idrætsforeninger
har tid og ressourcer til at indgå i et reelt samarbejde med fritidsordningen, og at der typisk, når
samarbejdet etableres, er tale om et samarbejde med én ugentlig session på 1-1½ time.
I samarbejdsprojekter henvises pædagogen alt for ofte til en passiv iagttagende og praktisk rolle, hvorved
man forpasser muligheden for en ekstra hånd i forhold de børn, der måtte have brug for det. Dertil
kommer, at samarbejdet med idrætsforeninger er ressourcekrævende, idet hvert arrangement kræver, at
en medarbejder ’går fra’. I fritidsordningen prioriterer man derfor ofte et tilbud, der passer til en stor
gruppe børn, hvilket betyder, at de idræts- og bevægelsesusikre børn sjældent får en særlig opmærksomhed
i disse partnerskaber. Idrætsinstruktørerne er ofte ikke uddannet til og heller ikke orienteret
mod at varetage denne sociale opgave.
I forhold til den sundhedsfremmende opgave tyder legeobservationer i fritidsordninger på, at mange
børn har et højt fysisk aktivitetsniveau, sandsynligvis ofte højere end når de deltager i idrætsforeningsidræt,
i hvert fald når der er mange regler og strukturer at følge. Det at gå til noget - uden for SFO - er
altså ikke rent sundhedsmæssigt (kondition og styrke) bedre end idræts- og bevægelsesaktiviteter i SFO.