Berlingske og Gallup om danskerne og folkeskolen 1990-2009

8.2. Relationen mellem fritidsordningernes pædagogik og skolens undervisning
8.2.1. Historisk rids
56
Historisk set går fritidshjemmenes rødder mere end 100 år tilbage, og de var oprindeligt en socialpædagogisk
foranstaltning for børn fra familier, hvor forældrene ikke selv var i stand til at tage hånd om
børnene. I takt med at flere børn kom til, fik fritidshjemmene efterhånden status som et mere alment
fritidspædagogisk tilbud.
Op gennem 60´erne blev fritidspædagogikken baseret på en forståelse af fritidshjemmene som et sted,
hvor børn udvikler sig i samspillet med andre børn og voksne. Rygraden i dagligdagens aktiviteter var
forskellige værksteder kombineret med interessegrupper og projekter. Der blev lavet vikingelejre, opsat
teaterstykker eller cirkusforestillinger, og i værkstederne lavede børnene så at sige alt fra grunden med
hjælp fra de voksne. I denne periode var der mange udflugter og ture - ud i naturen, til museer eller
kolonier med overnatning.
I 70´erne bølgede forskellige pædagogiske tendenser også gennem fritidspædagogikken. Der var vældige
diskussioner om forskellige pædagogiske retninger, især om struktureret pædagogik og om frigørende
pædagogik.
Fritidspædagogikken var i mange år ret konsistent, ikke mindst fordi den særlige faglighed blev udviklet
og formidlet via fritidspædagogseminarierne, som fandtes rundt om i landet på det tidspunkt.
De første SFO’er blev etableret i midten af 80’erne som et alternativ til fritidshjemmene. Selv om en del
forældre så fordele ved, at børnene med indførelse af SFO’er kunne blive samme sted hele dagen, så var
der – lige fra ideen blev introduceret og debatteret i fx den daværende ”Børnekommission” - samlet set
en stor modstand imod disse nye ordninger, ikke mindst fra pædagogside. Bekymringerne gik i starten
især på, at i SFO’erne skulle børnene være i skolen hele dagen, hvorved deres fritid ville blive amputeret
og kun bestå i ren ”skolepasning”.
I kølvandet på bekymringerne om børnenes hverdagsliv i de nye SFO’er ændrede fritidspædagogikken
sig igennem 80’erne og 90’erne.
I løbet af 80’erne breder der sig - måske som en reaktion på skolefritidsordningerne og angsten
for ”skolificeringen” af hele børnenes liv - nu en opfattelse af, at tiden uden for skoletiden er
”FRI-TID”. Børnene skal ikke længere beskæftiges af de voksne, men have lov til at udfolde
sig på egne præmisser og forfølge deres interesser. De skal have frirum – og legen ses som
havende en værdi i sig selv. Den frie leg kommer således i højsædet i fritidshjemmene og
SFO’erne.
Spoler vi tiden frem til nu, eksisterer denne holdning side om side med forskellige varianter af
en opfattelse af, at de voksne i fritidshjemmet og SFO’en har en væsentlig rolle at spille i forhold
til børnenes udvikling. Den voksne ses her som aktiv medspiller på den fritidspædagogiske
bane.