Berlingske og Gallup om danskerne og folkeskolen 1990-2009

5.3.6. Skoledagens længde
26
Skoledagens længde udviser ligesom skolestarttidspunktet stor variation mellem lande. Det fremgår af
OECD’s publikation Education at a Glance 2005, at Danmark ligger lavt på dette felt. OECD-landene
havde i 2003 i gennemsnit afsat 6.852 timer for elever i aldersgruppen 7-14 år. Finland lå lavest med
godt 5.500 timer, fulgt af Polen, Norge, Danmark, Japan, Sverige og Korea med knap 6.000 timer. Højest
lå Italien, Holland, Australien og Skotland med ca. 8.000 timer. Til dette kommer, at der i mange
lande er en undervisningstidsmæssig ”gråzone” i form af, at elever arbejder med en (privat betalt) tutor,
deltager i formaliseret undervisning uden for skolen eller i andre former for systematisk undervisning.
Sådanne former anvendes stort set ikke i de nordiske lande, mens det i stor udstrækning finder sted i
lande som Grækenland, Tyrkiet, Mexico og Korea og i nogen udstrækning finder sted i Luxemburg,
Ungarn, Japan, Spanien, Østrig og Irland. Da især de skandinaviske lande har en meget høj erhvervsfrekvens
for kvinder, er der et behov for, især for de yngste skolebørn, at supplere skoledagen med fritidstilbud.
5.4. Skolefritidsordninger
Hvad SFO’en angår, viser EVA’s videncenter-evaluering fra 2006, Skolefritidsordninger – mellem skole- og
fritidspædagogik, at det er en helt gennemgående indstilling hos medarbejderne, at der skal være forskel på
undervisning og SFO. SFO skal være et frirum for børnene og præges af valgfrihed og selvbestemmelse.
Lektielæsning bør derfor efter de flestes opfattelse ikke indgå som en obligatorisk aktivitet i SFO.
Der er en overvejende positiv holdning til indførelse af pædagogiske læreplaner, og denne er mest udpræget
der, hvor ledere og medarbejdere vægter understøttelse af undervisningen som en vigtig opgave.
Det er dog værd at bemærke, at kun meget få ledere og medarbejdere finder, at udvikling af faglige
kompetencer, herunder udvikling af sproglige kompetencer, er vigtige emner i sådanne læreplaner.
Rapportens forfattere undrer sig over, at SFO’en indtil videre har nydt så forholdsvis lille opmærksomhed
på nationalpolitisk niveau, når børn i bh.kl.-3.kl. tilbringer så megen tid i SFO’en. Endelig anbefales,
at man begynder at se på den skolepædagogiske merværdi, SFO’en giver.
5.5. Børn med behov for en særlig indsats
I en analyse af tidlig indsats over for småbørn, udført af European Agency for Development in Special
Needs Education for EU fra 2005, er eksperter bekymret for konsekvenserne af de vedvarende samfundsmæssige
ændringer med øget antal skilsmisser og enlige forsørgere, som man anser for at være en
væsentlig baggrund for det stigende antal børn med psykologiske og socio-emotionelle vanskeligheder.
Man peger videre på behovet for et kvalitetsfuldt samarbejde mellem medarbejdere fra flere områder og
professioner og mellem disse medarbejdere og familierne. Når en tidlig indsats er påkrævet, bør familien
og det faglige team omkring barnet i fællesskab udarbejde en individuel plan. Planen skal sætte fokus
på behov og styrker samt prioriteter, målsætninger og tiltag, der skal iværksættes og evalueres. Det
skriftlige dokument, som indeholder planen, er et holdepunkt, som gør det nemmere at udveksle informationer
og sikre kontinuiteten i den nødvendige støtte.
En undersøgelse gennemført for Undervisningsministeriet og Strukturkommissionen i 2003 viste, at der
hvor man finder de laveste specialundervisningsfrekvenser, arbejdes der ofte med tiltag af forebyggende
art, hvor der samtidig samarbejdes på tværs af sektorer og faggrænser. Man søger derved at udnytte de
særlige fagligheder, som er til stede, samtidig med at man inden for folkeskolens rammer søger at
fremme fagligheden. Det sidste sker dels ved, at lærere underviser i et smallere bånd af år, dels ved at