KIRKEBLADET - BROMME og PEDERSBORG kirker

Den værste gåtur
– den bedste løbetur
“Endeløs tomhed. Alt er tomhed”
Ordene fra Prædikerens Bog gav ekko inde i det vakuum
af modløshed, der var i mit bryst. Alt var tomhed.
Stille gik vi dér på vejen mod Emmaus dagen
efter påskefesten i Jerusalem, Kleofas og jeg. Stilheden
blev kun afbrudt af små vredesudbrud af kondenseret
frustration over vores ulykkelige situation,
efterfulgt af et tørt snøft. Hvad nu? Vi vidste det ikke.
Tre år havde vi brugt sammen med Jesus fra Nazaret.
Det havde givet mening. Vi havde haft et mål og
en retning. Men nu følte vi, at vi blot havde gået ned
ad en alt for lang blind vej – og vi begyndte at tvivle:
Var det hele spild af tid? Havde vi virkelig kunnet
tage så grueligt fejl af et menneske?
“Næh dog, sikken et dejligt vejr i dag. Hør bare,
hvordan fuglene synger foråret ind”.
“Åh hold kæft en jubelidiot!” tænkte jeg straks, da
jeg hørte denne fremmedes alt for muntre stemme.
Jeg kiggede væk.
“Hvorfor går I sådan og hænger med hovedet?”
blev den irriterende fremmede mand ved.
Kleofas var heldigvis lidt mere imødekommende,
end jeg.
“Tjo, vi går bare og snakker om ham hér…” han
kiggede forsigtigt over skulderen for at se, om der
var nogle mistænksomme personer, der lyttede efter,
og fortsatte næsten hviskende: “… om ham hér
Jesus. Fra Nazaret. Ham der blev korsfæstet i fredags.”
Den fremmede kiggede nysgerrig på os.
“Prøv at høre her!” udbrød jeg harsk. “Kommer du
fra en anden planet eller hva’? Jesus fra Nazaret –
alle ved, hvem det er. De slog ham ihjel, de sv…
de… Argh! Og vi havde ventet os så meget af ham.
Alt det han gjorde; alt det han sagde. Nu er det væk!
Han indgød os så meget håb. Men det er lige meget
nu. Lad os bare være i fred.”
Pyha, så kom der luft for min frustration.
“Ja, og nu her til morgen fortalte nogle kvinder
os, at hans lig ikke var i
graven, men at de havde
mødt ham i levende live”,
fortsatte Kleofas.
“Sådan noget kvindevrøvl.
Humbug!” udbrød
jeg vredt – og ked.
“Hmmm… jeg tror, I har
godt af lige at blive mindet
om, hvad skrifterne
egentlig siger om den
lovede Messias“, sagde
den fremmede.
Jeg havde lyst til at stikke
ham en flad for hans
frækhed, men fik alligevel
lyst til at høre mere.
Så fortsatte han med at
snakke om Moses og alle
de andre profeter og de
mange forudsigelser, der
var om den lovede Messias.
Han kunne sin teologi
den mand!
Og langsomt begyndte
vi at kunne se en rød tråd.
Brikkerne faldt på plads
én efter én. Måske…
måske var alt slet ikke så håbløst igen?
Tværtimod.
Måske skul le det net op være sådan. Måske var der
et kapitel to?
Tiden bare fløj af sted dér på landevejen, og vi var
allerede kommet frem.
“Kom indenfor og spis sammen med os”, indbød
Kleofas.
Den fremmede tog imod tilbuddet. Vi satte os
straks til bords, da der skete noget højest sælsomt:
Den fremmede tog brødet, takkede Gud, brød det og
Den ialienske maler Caravaggios fortælling om sandhedens stund i Emmaus - for både disciple og tjenestefolk
rakte det til os.
Da opdagede vi, at den fremmede slet ikke var så
fremmed for os. Hvordan havde vi kunnet undgå at
lægge mærke til det hele dagen? Det var jo Jesus!
Og bedst som vi sad der og måbede – husj – så
var han væk.
“Hallo! Hvad sker der lige her?!” udbrød jeg.
“Ja, jeg synes nok mit hjerte blev sat i brand, da
han underviste os på vejen – ligesom det gjorde
dengang Jesus var her”, sagde Kleofas.
“…som Jesus er her!” rettede jeg ham.
Vi kiggede på hinanden. Straks rejste vi os op, lod
mad være mad, tog vores slidte sandaler på og løb
ud ad døren, ned ad gaden, ud på vejen til Jerusalem,
som vi lige var kommet fra.
Det her skulle de andre disciple bare høre! Nej,
ikke bare disciplene, men alle mennesker i Jerusalem,
ja, i hele verden: Wow – vi har mødt Jesus.
Han Lever.
Han LEVER!
Anders Bo Jørgensen
6 7