Kampen om historien - Historie-nu.dk

Historie Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der
sætter nutiden i perspektiv,
giver baggrunden og
skaber diskussionerne.
TEKST Steffen Heiberg
Burde Johannes V. Jensens værker have været
set efter i sømmene af historikere?
Kampen om HISTORIEN
Fiktionens force - og frihed er, at den kan
skildre historiens virkelighed, som den vil, og
derfor må den ikke underlægges historisk
kontrol, som Dansk Folkepartis repræsentant
i Danmarks Radios bestyrelse foreslår.
Steffen Heiberg er historiker Allerede inden det første afsnit er blevet sendt, er ‘Krøniken’, Danmarks
Radios satsning til 130 millioner kroner og markedsført som ‘Matador’s
efterfølger, blevet genstand for polemik. Dansk Folkepartis repræsentant i
DR’s bestyrelse, Søren Espersen, har udtrykt bekymring for, at serien vil
give offentligheden et fordrejet billede af efterkrigstiden. Espersen understreger,
at der ikke er tale om et korstog mod venstrefløjen, men kalder det
alligevel et farligt eksperiment »at lave noget, man kalder fiktion, men så
alligevel referere til historiske begivenheder«. Ifølge Espersen burde
manuskriptforfatteren Stig Thorsboe ikke have kastet sig ud i samtidshistorien
uden at have en gruppe historikere at trække på. Espersen skal i
denne forbindelse have peget på Bent Blüdnikow, Søren Krarup og Leif
Davidsen; de to sidstnævnte er vist ikke historikere.
Søren Espersen blev prompte taget i skole af Berlingske Tidende, hvor det
på lederplads utvetydigt slås fast, at det er en del af den kunstneriske
frihed at tolke virkeligheden. Også Espersens kollega i DR’s bestyrelse,
venstremanden Karsten Madsen, har undsagt ideen om historiske smagsdommere
og kritiseret Dansk Folkeparti for at mene, at værdikamp består i
at begrænse ytringsfriheden og den kunstneriske frihed.
Espersens borgerlige kritikere så med det samme, at han med sine ytringer
lagde gift ud for statsministerens kulturkamp. Til gengæld er de endnu et
udtryk for højrefløjen og Dansk Folkepartis bestræbelser på at erobre den
nyere danmarkshistorie. Det begyndte med kampagnen mod Danmarks
Nationalleksikon og fortsatte med Dansk Folkepartis undsigelse af den
undersøgelse af det indre trusselsbillede, som statsministeren sidste år
overdrog til Dansk Institut for Internationale Studier. Dengang luftede Søren
Krarup tanken om at skillinge sammen til en privat undersøgelse. »Sandheden
skal knagensparkemig frem«, hed det. Men raslebøssen er der ikke
brug for længere. Som bekendt fik Dansk Folkeparti ved de just overståede
finanslovsforhandlinger presset sin undersøgelse igennem og skaffet penge
til den historiker, partiet mener, kan levere ‘sandheden’.
Totalitær tankegang
Det er ikke nyt, at politiske partier og bevægelser mener, at der findes en

www.historie-nu.dk - side 2
historisk sandhed, som bekræfter netop deres doktriner. Nyt er det derimod
- i hvert fald i dansk sammenhæng - at fiktionslitteratur, herunder tv-serier,
forlanges underlagt en form for historisk kontrol. Det svarer til, at man for
70 år siden havde ladet historikere censurere Martin Andersen Nexø eller
Kaj Munk for at forhindre, at de gav et tendentiøst billede af fortiden.
Karsten Madsen og de øvrige kritikere har ret. Historiske og litterære kontrollanter
var noget, man brugte i Sovjetunionen og andre totalitære stater.
Uden kritisk tænkning og kunstnerisk frihed intet demokrati, ingen frihed.
Der er al grund til at være på vagt, når politiske partier begynder at fable
om ‘historisk sandhed’ og samtidig vil have kunst og litteratur til at rette ind
efter denne.
I sig selv er forestillingen om, at der findes en ‘historisk sandhed’, en
illusion. Historikeren må forholde sig kritisk til kilderne, vurdere deres
troværdighed og tendens, hvor repræsentativt materialet er, etc. Han må
have forståelse for, at værdinormer og mentalitet ændrer sig, at begreber
skifter indhold osv. Selv om alle kendsgerninger er på bordet, skal de
indpasses i et forløb, som skal fortolkes. Og fortolkningen vil være afhængig
af historikerens egne værdinormer, politiske og moralske ideer osv. En
historiker kan ikke afgøre, om P. Munchs udenrigspolitik i årene før besættelsen
var rigtig eller forkert. Men han kan indkredse Munchs udenrigspolitiske
forestillinger, beskrive præmisserne for den førte politik, undersøge,
hvilke informationer og vurderinger der lå til grund for de trufne beslutninger
osv.
Det er en yndet påstand, som Søren Espersen i øvrigt gentager, at yngre
danskeres viden om 1930’erne i væsentlig grad baserer sig på tv-serien
‘Matador’. Men det er ikke nyt, at den historiske bevidsthed skabes af
fiktion. Min generations forestilling om 1920’erne, tror jeg, er stærkt præget
af Knud Sønderbys ‘Midt i en jazztid’ og ‘Hærværk’ af Tom Kristensen.
Opfattelsen af Christian II som den vege dansker, der ikke kunne tage en
beslutning, er skabt af Johannes V. Jensen, ikke af historikerne. Efter min
mening har ingen historiker formået at skildre 1600-tallet så præcist og så
levende som J.P. Jacobsen i romanen ‘Fru Marie Grubbe’ fra 1876. Det er
fiktion, men Jacobsen er omhyggelig med, at hver detalje er historisk
korrekt. Sådan talte man, sådan spiste man, sådan boede man, sådan så
der ud i København. Derimod har Carit Etlars ‘Gøngehøvdingen’, der udkom
tyve år tidligere, ikke meget at gøre med 1600-tallet, tv-serien over romanen
endnu mindre. Det er indlysende, at korrekte detaljer styrker troværdigheden.
Det vil ikke virke overbevisende med ‘Gøngehøvdingen’ i cowboybukser.
Engelske film og tv-serier med historiske emner er ofte eksemplariske
med hensyn til historisk akkuratesse. Den opmærksomme seer undrede
sig dog over en detalje i serien over Anthony Powells fremragende
romancyklus ‘A Dance to the Music of Time’. Der er en scene, der foregår
den dag, hvor Tyskland erklærede Sovjetunionen krig. Men træerne står
uden blade, og der er rim på græsset. Og det har jo næppe været tilfældet
22. juni 1941. Fadæsen kan skyldes, at der er store tidsspring mellem de
enkelte episoder, som af praktiske grunde har måttet optages samtidig. Et
andet problem for historiske serier er, at omgivelserne har forandret sig.
Man kan sagtens skaffe biler fra 1920’erne, men en chaussé uden asfalt er
ikke altid på lager. Endelig kan historisk akkuratesse hurtigt blive dyr, både
i kulisser og kostumer.
Detaljer kan man få styr på ved at hyre en historisk ekspert, men korrekthed
er ikke altid afgørende for den historiske troværdighed. ‘Gladiator’, som
mange sikkert så på tv anden juledag, udmærker sig ved en fantastisk

www.historie-nu.dk - side 3
genskabelse af Colosseum. Til gengæld er de politisk korrekte hovedpersoner
med deres banale nutidsmoral aldeles anakronistiske. Men det kan
være svært at slippe sin samtid, både for historikere og fiktionsskabere. For
nogle år siden udskrev Gyldendal en konkurrence om en historisk
middelalderroman. Der indkom mange fortræffelige bidrag, hvoraf adskillige
er udgivet. Adskillige af forfatterne mente helt tydeligt, og det skal nok
være rigtigt, at sex spillede en stor rolle i middelalderen. Men den seksuelle
adfærd blev i flere bidrag skildret, som var det Danmark i 1990’erne. Rent
bortset fra at man i middelalderen juridisk og moralsk havde et noget andet
syn på sagen, ser adskillige af forfatterne uden anfægtelser bort fra, at
flere af de beskrevne seksuelle øvelser forudsætter en hygiejnisk standard,
som næppe var til stede i en middelalderlig landsby.
Fiktionens indflydelse
Et andet problem er, at hvis personerne i et historisk stykke bliver skildret
korrekt i forhold til den tid, stykket foregår i, bliver de ofte psykologisk
uforståelige for et nutidspublikum. Dertil kommer, at også et historisk stof
må underordnes almindelige dramaturgiske principper, hvad der også kan
gå ud over fornemmelsen af autenticitet. En fiktionsforfatter kan derfor
blive tvunget til kompromiser, som en historiker ikke kan indgå. Alligevel er
der ingen tvivl om, at den fornyelse af historieskrivningen som genre, vi har
oplevet de senere år, skyldes påvirkning fra fiktionslitteraturen. Den traditionelle
økonomisk og socialt orienterede historieskrivning var omkring
1980 ved at køre fast i strukturer og processer. For eksempel blev nazismen
snarere anskuet som et sociologisk end som et mentalt fænomen.
Hitlers fremgang blev derfor i højere grad tilskrevet økonomisk og social
krise end hans ideologiske budskaber. Men derved var man endt i en
historieskrivning, der fritog individet for ansvar, reelt havde man relativiseret
forbrydelser som holocaust og Gulag.
Men hvad skulle historikerne stille op med de besværlige individer? Her var
hjælp at hente fra litteraturen. Mentalitetshistorien holdt sit indtog. Sociale
strukturer blev udskiftet med ‘mentale’ strukturer. Metodisk blev historikerne
nødt til at supplere den traditionelle kildekritik med litteraturforskningens
mere sofistikerede læseteknikker. Det betød, at gamle klassikere
kom i højsædet igen. I 1800-tallet havde historikerne mere eller
mindre taget det meste af Saxos danmarkshistorie fra middelalderen for
gode varer. Så kom kildekritikken og godtgjorde, at det meste af, hvad Saxo
skrev om fortiden, var digt, mens han skrev tendentiøst om sin egen samtid
og fordrejede kendsgerningerne, så de passede med Absalons politiske
program. En fæl propagandist, der kun burde læses for sine litterære
kvaliteters skyld. Men nu har man opdaget, at selv om Saxo manipulerer, er
han en enestående indgang til sin samtids forestillingsverden og mentalitet.
Ingen forpligtelser
Skønlitteratur og fiktion i form af film og tv-serier kan i nogle tilfælde give
en bedre forståelse af fortiden end en historisk fremstilling. Omvendt kan et
historisk værk med hensyn til litterære kvaliteter, spændende handling og
indsigt i eksistentielle menneskelige forhold overgå meget skønlitteratur.
Men det gør ikke skønlitteratur til historieskrivning eller omvendt. For
kravene er forskellige. Selv om en historiker ikke kan afdække sandheden i
absolut forstand, er han forpligtet til at forholde sig til virkeligheden. Han
kan ikke med sin faglige og moralske integritet i behold afvise eller relativisere
Hitlers og Stalins forbrydelser. Men historikerne kan have forskellige

www.historie-nu.dk - side 4
forklaringer på de processer, der førte til så forfærdende civilisatoriske
sammenbrud. Omvendt er en fiktionsforfatter ikke forpligtet på den historiske
virkelighed. Han har lov at prioritere fortællingen og kunsten over
virkeligheden for at få sit budskab frem.
Det principielle skel mellem historie og fiktion er fundamentalt for al kritisk
tænkning. Karakteristisk for totalitære regimer er, at fiktionen bliver nægtet
kunstnerisk frihed og historieskrivningen tvunget til at opgive kildekritikken.
Det skete i Rusland efter 1917 og i Tyskland efter 1933. Historikere, der
kæmpede for en hæderlig fortidsfortolkning, blev af sovjetregimet stemplet
som borgerlige faktalogister, nogle slap væk i tide, andre gik det værre.
Nazisternes angreb på Remarques roman ‘Intet nyt fra Vestfronten’ og ikke
mindst på filmen over romanen varslede ilde for det tyske demokratis
skæbne. ‘Intet nyt fra Vestfronten’ var fiktion, ikke historieskrivning, men
den opstillede et alternativ til den nationalistiske tolkning af den nære
fortid.
Historisk kontrol af fiktion er en uting, vejen til demokratiets og frihedens
undergang. Men hvad nu, hvis ‘Krøniken’ viser sig at være så fordrejet, som
Søren Espersen frygter? Ja, så vil kritikken tage den ved vingebenet. For det
er det, vi har kritikken til. For mange år siden sendte DR en
dokumentarserie om arbejderbevægelsens historie. Den var tendentiøs og
enøjet. Men kritikken var på plads, og serien er, så vidt jeg ved, ikke genudsendt.
Demokratiet er baseret på kritik, ikke kontrol.