Manuel transport - Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

KAPITEL 4 

Manuel transport 

Kurt Jørgensen

96 



Manuel transport er ældre end menneskeheden. Mange dyr betjener 

sig heraf, fx i forbindelse med yngelpleje, ved indsamling af 

redemateriale og føde samt ved flytning af unger for at værne 

dem mod fjender. Manuel transport har været og er af betydning 

for arternes overlevelse. I mange dele af verden er manuel transport 

stadig uhyre udbredt for mennesker, fx transporteres vand 

ved bæring mange steder i Afrika over kolossale afstande, og 

kvinder slæber i samme verdensdel stadig rundt på børnene i 

tørklæder på ryggen, indtil de er 1-2 år gamle. Selv i vores superindustrialiserede 

samfund forekommer megen manuel transport 

stadig, og en del af den er formentlig vanskelig (umulig) at fjerne. 

Det gælder i de primære erhverv, jordbrug og fiskeri, men 

også i de sekundære og tertiære erhverv, hvor især plejesektoren 

byder på et utal af svært mekaniserbare manuelle transportprocesser. 

Taxonomi 

Manuelle transportprocesser kan opdeles på følgende måde: løft, 

skub, træk og bæring. Ved løft udføres arbejde imod tyngdekraften 

på byrden og kroppen (eller dele heraf). Man kan tale om 

lave løft mellem underlag og midt-lår, og høje løft, der finder sted 

fra skulderhøjde og op til fuld strækkehøjde. Ved løft udføres 

reelt mekanisk arbejde såvel på byrden som på operatørens egne 

legemsdele, hvorved disse massedele forflyttes vertikalt. Arbejdet 

kan beregnes som disse forflytninger (m) ganget med tyngdeaccelerationen 

(9,8 m · s -2) gange de indgående masser (kg). Arbejdet 

på operatørens egne kropsdele udgør en ikke ringe del af det 

samlede løftearbejde.


Ved skub, træk og bæring på vandret underlag sker der ingen 

eller ubetydelige vertikale forflytninger af byrdens tyngdepunkt. 

Det fysiologiske arbejde ved skub og træk består ud over det 

arbejde, der skal til for at bevæge operatøren, af det arbejde, der 

skal udføres for at overvinde emnets friktion imod underlaget. 

Ved træk vil friktionen have retning væk fra operatøren og ved 

skub imod operatøren. Ved bæring består arbejdet i det “arbejde”, 

der skal udføres på operatørens og byrdens samlede tyngdepunkt. 

Dette er i fysisk forstand nul, da tyngdepunktet løftes og 

sænkes lige meget under hver gangcyklus. I fysiologisk forstand 

er bæring imidlertid energikrævende, da også negativt muskelarbejde 

kræver energifrigørelse, og fordi det negative arbejde kun i 

et vist omfang kan genanvendes ved det efterfølgende positive 

muskelarbejde (se kapitel 3). Dertil kommer den energifrigørelse, 

der er nødvendig, for at muskler i arme og krop kan fastholde 

byrden. 

Ved skub, træk og bæring på underlag forskelligt fra vandret 

skal der tillige udføres positivt (op ad bakke) eller negativt arbejde 

(ned ad bakke). 

Ud over disse fire grundformer af manuelle transportprocesser 

kan der tillige opregnes en række hybridformer, som fx rulning 

og slæbning. Fælles for manuelle transportformer er, at de udsætter 

såvel hvirvelsøjlens som skulderbæltets strukturer, dvs knogler, 

led, ligamenter samt den hertil hørende muskulatur, for store 

mekaniske påvirkninger. Dette skyldes, at kroppen simplificeret 

kan opfattes som et biomekanisk system af vægtstangsarme 

(knogler) og led, hvor tyngdekraften virker på relativt lange og 

muskelkraften på korte momentarme. Fordelen ved denne konstruktion 

er, at kroppen i bevægelsesmæssig og energetisk henseende 

får en hensigtsmæssig udformning (små inertimomenter), 

og at hurtige bevægelser muliggøres. 

Manuel transport stiller tillige store krav til organismens energifrigørende 

systemer - musklerne - samt til de dertil hørende “servicesystemer” 

- blodkredsløb og lunger. Det er en følge af det 

arbejde, musklerne skal præstere på kroppens og byrdens samlede 

tyngdepunkt. En særlig uhensigtsmæssig påvirkning af kredsløbet 

vil hyppigt være aktuel i forbindelse med manuel transport, 

som fordrer statiske eller “halv-statiske” kontraktioner især i 

arme, skuldre og ryg. Det kan føre til fortsatte stigninger af såvel 

hjertefrekvens som arterielt blodtryk og dermed til øget arbejde 

for hjertet, hvad der specielt for individer med svage hjerter er 

problematisk. 

97

98 


Manuel transport har “omkostninger” i 

form af belastningsskader 

Der findes mange epidemiologiske undersøgelser, der med al 

tydelighed viser, at tunge løft er blandt de alvorligste risikofaktorer 

for fremkomsten af arbejdsrelateret lænderygbesvær. Det er 

vist i store befolkningsundersøgelser blandt fx murere, jord- og 

betonarbejdere, såvel i Danmark som internationalt. I rapporter 

fra National Institute of Occupational Safety and Health i USA i 

1980’erne konstateredes det, at omkring 1/3 af den amerikanske 

arbejdsstyrke er tvunget til at anvende betydelig fysisk kraft ved 

det daglige arbejde. Det konstateredes yderligere, at: 

◆ overbelastningsskader på bevægeapparatet uanset art årligt 

forekommer hos ca 5% af arbejdsstyrken svarende til 1/2 mio 

arbejdere, 

◆ overanstrengelse bedømmes til at være årsagen til mere end 

60% af rygbesværet forårsaget af arbejdet, 

◆ 2/3 af alle overbelastningsskader regner man med forårsages 

af løft, mens 

◆ ca 20% forårsages af belastninger i forbindelse med arbejdsmomenter, 

der involverer skub og træk. 

Også fra dansk side er det konstateret, at lænderygbesværet i forbindelse 

med hårdt manuelt arbejde er langt mere udbredt blandt 

fx jord- og betonarbejdere, slagteriarbejdere, murere og plejepersonale 

end hos en gennemsnitsbefolkning. Fx har ca 70% af 50årige 

jord- og betonarbejdere haft ondt i ryggen inden for det sidste 

år imod ca 45% blandt en erhvervsmæssig repræsentativ gruppe 

af 50-årige mænd (se fx (10)). 

Som det kan forstås ud fra det foregående, er hvirvelsøjlen et 

svagt led i den biomekaniske kæde, som dannes af menneskets 

bevægeapparat i forbindelse med manuel håndtering. Vi vil derfor 

i det følgende beskrive og forklare nogle grundlæggende forhold 

omkring hvirvelsøjlens bygning og funktion, biomekanik. 

Hvirvelsøjlens anatomi 

Fra 2-3-års alderen er menneskets axialskelet - rygsøjlen - såvel i 

det sagittale som i det frontale plan udformet som en dobbelt Sformet 

stav, der forbinder kraniet foroven med bækkenet forne-

den. Rygsøjlen får derved en væsentlig vægtbærende funktion af 

selve kroppen og via arme og skulderbælte en tilsvarende funktion 

over for eksterne byrder, der holdes i hænderne. Hvirvelsøjlen 

er opbygget af 24 indbyrdes bevægelige byggesten - hvirvlerne, 

hvoraf der findes 7, 12 og 5 i henholdsvis hals-, bryst- og lændedel. 

Hvirvlerne består af et hvirvellegeme og en bagudvendende 

hvirvelbue, der omgiver et hvirvelhul. De forenede hvirvelhuller 

danner hvirvelkanalen, hvori rygmarven befinder sig godt beskyttet. 

På hvirvelbuerne findes forskellige fremspring, torntappe, 

tværtappe og ledtappe. På de sidste findes ledflader, 2 opad- og 

2 nedadvendte. De øvrige tappe tjener som fæste for talrige 

småmuskler og ledbånd. Kontakten mellem 2 naboled foregår i et 

såkaldt uægte led, som dannes af den støddæmperfungerende 

mellemhvirvelskive, der er indskudt imellem hvirvellegemerne. 

Derudover varetages forbindelsen af to ægte ledforbindelser, 

knyttet til ledtappene. Hvirvlerne holdes desuden sammen af 

længdegående båndforbindelser, såvel fortil som bagtil på hvirvelsøjlen, 

samt af mindre bånd, der forbinder hvirvelbuen og 

dennes tappe. 

Bevægelsesmulighederne i hvirvelsøjlen er betydelige i alle 3 

hovedplaner og kommer i stand ved en summeret bevægelse 

over det store antal involverede led. Størst sidebøjning og rotation 

forekommer i lændedelen, hvorimod brystdelen har størst 

bevægelsesudsving i sagittalplanet. Hvirvelsøjlens smidighed er 

underkastet store såvel interindividuelle som intraindividuelle forskelle. 

Sidstnævnte kan eksemplificeres ved den aldersbetingede 

reduktion i hvirvelsøjlens bevægelighed. 

For yderligere læsning, se: Bojsen-Møller & Andreasen (4); 

Bogduk & Twomey (3). 

Hvirvelsøjlens bevægelser 


Bevægelserne og stillingsopretholdelsen af hvirvelsøjlen varetages 

af kroppens muskler, der kan kategoriseres i bugmusklerne og 

rygmusklerne. Førstnævnte udgør kroppens forside og flanker og 

forbinder brystkasse og bækken. Rygmusklerne kan opdeles i de 

overfladiske rygmuskler, som funktionelt og udviklingsmæssigt 

tilhører skulderbælte og arme, samt de dybe rygmuskler. Sidstnævnte, 

som med en fælles betegnelse kaldes de paravertebrale 

muskler (para = ved siden af, vertebra = hvirvel), strækker sig 

som to muskelportioner på hver sin side af ryggens midtlinie fra 

bækkenet op til kraniets basis, og de ses hos de fleste som to 

tydelige fremhvælvinger. Denne muskulatur er vigtig for opretholdelsen 

af holdningen, men spiller også en afgørende rolle for 

99 

Figur 1. Lændehvirvelsøjlen 

set fra siden. (Bogduk and 

Twomey (3)).

100 

Figur 2. Skematisk tværsnit 

af nedre lænderyg. Skraveret 

areal er knoglevæv. Paravertebrale 

muskler: LD = 

iliocostalis, MD = longissimus, 

MF = multifidus. 

Bemærk, at muskulaturen 

er omsluttet af fascier, der 

forbinder sig med bugens 

muskler (dltf = dorsal lumbo-thoracal 

fascie, esa = 

erector spinae aponeurosen). 


individets kapacitet til at udføre manuel håndtering. Den paravertebrale 

muskulatur spiller kvantitativt den største rolle i lænderegionen, 

hvor den også er bedst udviklet og har et tværsnit, som 

hos unge, voksne mænd let kan være på 2 · 40 cm -2 (se fig. 2). 

dltf esa 

LD 

(IL) 

lia 

fs 

MD 

(LT) 

ap 

MF I 

IM 

I det følgende vil principielle sider af den paravertebrale muskulaturs 

bygning og funktion i lænden blive gennemgået. Muskulaturen 

er opbygget af et meget stort antal små enkeltmuskler, 

der med senesnipper er forbundet til hvirvler, og visse også til 

ribbenene. Musklerne er omgivet af veludviklede bindevævshinder, 

der nedbinder dem til skelettet (hvirvlerne), og som i øvrigt 

forbinder dem til bugmusklerne. På den måde kan ryggens 

muskler arbejde synergistisk med bugens, fx ved rotationer af 

kroppen. Kontraktionsniveauet af muskelgruppen, som det kan 

vurderes ved overflade-elektromyografi, varierer fra 2-5% MVC 

ved stående hvile, over 3-15% MVC ved siddende stilling til 75- 

100% MVC ved manuel håndtering af byrder. 

Den paravertebrale muskulatur består af: 

◆ Multifidus-musklerne, som forbinder hver torntap med tværtappe 

to til fem hvirvler længere nede. 

◆ De lumbale longissimus-muskler, der forløber fra den inderste 

del af tværtappen til de mediale dele af hoftebenet. 

◆ De lumbale iliocostalis-muskler har udspring på spidsen af 

tværtappene af første til fjerde lændehvirvel og fæster på den 

bageste del af hoftebenskammen. 

Multifidus og longissimus synes at have et særligt ansvar for den 

vedvarende (toniske) bilaterale aktivitet i muskelgruppen, mens 

lia 

fs

iliocostalis i højere grad deltager i fasiske og asymmetriske aktiviteter. 

Den paravertebrale muskelmasse er veltilpasset til at udføre 

langtidskontraktioner, da disse musklers udholdenhed er stor 

sammenlignet med andre skeletmuskler. Den biologiske forklaring 

herpå kendes ikke fuldt ud, men aktuel forskning viser, at 

musklerne er særligt rige på de vanskeligt trætbare type I-muskelfibre 

(se kapitel 2). Derudover er de rigt kapillariserede, og gennemblødningen 

er favorabel, ligesom enzymaktiviteten i såvel de 

anaerobe som de aerobe stofskifteprocesser er over gennemsnittet 

for andre skeletmuskler. Det er absolut tænkeligt, at disse forhold 

bidrager til den forøgede udholdenhed i muskelgruppen (7). 

Hvordan opretholdes den stående stilling? 

Den stående stilling vedligeholdes ved et kompliceret samspil 

mellem på den ene side tyngdekraften og på den anden side 

kraften i den posturale muskulatur. Den rette afbalancerede tonus 

i muskulaturen medieres såvel ved påvirkning fra motoriske centre 

i CNS (feed-forward kontrol) som via forskellige sanser, fx 

syn, ligevægtssans, mekanoreceptorer i hud, led og muskler 

(feed-back kontrol). Forsøg har vist, at tyngdelinien i den almindelige 

stående “hvile-stilling” forløber foran de fleste af hvirvelsøjlens 

og benenes led. Derfor er det i denne stilling først og 

fremmest muskler på legemets bagside, der udøver den posturale 

kontrol, hvad de, jf det forrige afsnit, er særligt velegnede til. 

Vurdering af belastningen på ryggen 


En ydre belastning på hvirvelsøjlen resulterer i deformeringer i 

ryggens væv, ligesom den kan give anledning til bevægelser. 

Hvirvelsøjlens enkelte segmenter udsættes derved for kompressionskræfter, 

der virker parallelt med hvirvelsøjlen (kompression 

og udspænding), og forskydningskræfter, der virker i transversale, 

eller tværgående, retninger (shear forces). Begge kræfter kan 

naturligvis foranledige rotationer i det omfang, de ikke “rammer” 

ledakserne. Alt efter størrelsen af de arealer, som udsættes for 

kræfterne, opstår der større eller mindre deformeringer af strukturerne 

(strains). I virkelige arbejdssituationer påvirkes hvirvelsøjlen 

i mange retninger. Under et løft fra gulv til bord i en løfteretning, 

der er forskellig fra lodret, vil operatørens hvirvelsøjle udsættes 

for såvel kompression, sidebøjende, roterende og tværgående 

101

102 


kræfter. Disse kræfter vil være til stede i varierende kombinationer 

i løftets forskellige faser og er meget vanskelige at analysere. 

Målemetoder 

På trods af ovennævnte vanskeligheder er det muligt med forskellige 

mere eller mindre direkte metoder at kvantificere belastningen 

på ryggens strukturer. Disse metoder kan groft opdeles i 

biologiske målinger, biomekaniske modeller, observationsmetoder 

og psykofysiske metoder. Mekanikkens metoder til at måle 

kræfter og tryk direkte forudsætter, at der gøres indgreb for at 

placere krafttransduceren i det væv, der skal studeres, og det kan 

i praksis vanskeligt lade sig gøre. 

Hyppigt anvendt er henholdsvis elektromyografiske målinger 

på lændens muskler og ud fra kendskab til personens og en byrdes 

størrelse og vægt at beregne sammentrykningskraften i lænderyggen. 

En tredje umulighed er at observere, hvor hyppigt og 

hvor lang tid overkroppen befinder sig i forskellige positioner, og 

hvor ofte forandringer sker fra en position til en anden. 

Biologiske målinger 

Ud fra en opfattelse af, at rygbelastningen udgøres af summen af 

kræfterne i truncus (torso’s) forskellige væv, har man under forskellige 

løftesituationer i laboratorieforsøg samtidigt forsøgt at 

måle discustrykket (DP = disc pressure), trykket i abdomen (IAP 

= intraabdominal pressure) og rygstrækkernes elektromyogram 

(EMG). DP måler trykket i mellemhvirvelskiverne, hvorved 

belastning på disci og hvirvellegemer kan beregnes. IAP er et 

resulterende svar på de kræfter og tryk, der er til stede i bughulen, 

og som bæres af dennes vægge, dvs bugvæggen, mellemgulvet 

og bækkenbunden. IAP kan anvendes som et groft estimat af 

kompressionstrykket i ryggen. Derimod er der ikke enighed om, 

hvorvidt IAP kan aflaste kompressionstrykket. Fra en måling af 

mellemhvirvelskivernes og bækkenbundens areal kan de kræfter, 

der generer DP og IAP, beregnes. EMG måler graden af aktivitet i 

ryggens muskler og er derved et indirekte udtryk for kraften i 

ryggens muskler. 

DP kan af indlysende grunde ikke måles på arbejdspladser, 

men ved at undersøge sammenhængen imellem DP og de øvrige 

størrelser kan man få et grundlag at beregne DP ud fra. Både 

EMG og IAP har metodiske svagheder, fx er relationen mellem

DP 

▲ 

EMG 

DP og IAP problematisk, idet det er fundet, at IAP ikke stiger lineært 

over hele det relevante belastningsområde. Ulempen ved 

EMG-metoderne er, at de i et vist omfang er afhængige af hvirvelsøjlens 

stilling. Det er velkendt, at ryggen i en stærkt fremadbøjet 

stilling kan belastes helt uden EMG-aktivitet i de paravertebrale 

muskler, sandsynligvis fordi elastiske kræfter i ligamenterne overtager 

“arbejdet”. Bortset herfra kan EMG-metoderne i øvrigt anvendes 

under alle forhold, og EMG’erne kan med moderne computerteknik 

analyseres mhp såvel belastning som belastningsvariation. 

Tillige bevirker ny teknologi, at de er blevet enklere at anvende, 

og at modtageligheden for “støj” er mindsket væsentligt. 

Biomekaniske modeller 

▲ 

▲ 

IAP 


Biomekaniske modeller har længe været brugt ved vurdering af 

rygbelastninger. De findes som simple statiske 2-dimensionale 

sagittalmodeller, hvor enkle antropometriske mål og byrdevægte 

er de indgående parametre (se kapitel 3). Modellerne hviler på 

biomekaniske principper. Ved løft, træk eller skub er hænderne 

påvirket af ydre kræfter (fx tyngdekraftens træk i en byrde), og 

103 

Figur 3. Belastninger på 

ryggen kan undersøges ved 

måling af trykket i discus 

(DP), i bughulen (IAP), 

samt ved elektromyografi af 

de paravertebrale muskler 

(EMG).

104 


samtidig er kroppens dele påvirket af tyngdekraften. Alle disse 

kræfter påvirker de indgående led (fx ryggen, skulderen og albuen) 

med et ydre drejningsmoment. For at modvirke dette skal 

musklerne omkring leddene præstere et modsatrettet drejningsmoment 

af samme størrelse. De indre drejningsmomenter har 

som tidligere nævnt ofte konstante og ret korte vægtstangsarme 

(bestemt af de anatomiske kendsgerninger). Det betyder, at jo 

større ydre drejningsmomenter, der er tale om, desto mere 

muskelkraft skal præsteres, og dermed også desto større kræfter 

på andre dele af bevægeapparatet, fx på ledbånd, ledbrusk og 

knogler. På grund af computerteknologiens udvikling er den biomekaniske 

modelbygning i løbet af de sidste 10 år udviklet med 

henblik på dynamiske 3-dimensionale modeller. 

Nyere forskning viser, at statiske biomekaniske modeller af 

manuel transport kan undervurdere kompressionskræfterne 

meget betydeligt. Årsagen hertil er, at de statiske modeller ikke 

tager hensyn til “co-contractioner” i muskulaturen og til de faktisk 

forekommende accelerationer, når beregninger af “bone-onbone”-kræfterne 

udføres. (For yderligere læsning, se (14)). 

Observationsmetoder 

Der er i årenes løb udviklet mange observationsmetoder til at 

vurdere lænderygbelastning ved manuel transport, både mhp at 

bedømme forandringer af arbejdsteknisk art og for at kunne 

kvantificere belastningsdoser i epidemiologiske sammenhænge. 

Det karakteriserer mange af metoderne, at de er ad hoc udviklede 

inden for projekter, og det hører til sjældenhederne, at de er 

vurderet mhp validitet og reproducerbarhed, såvel inter- som 

intraobserveret reproducerbarhed (8). I et nyligt publiceret sammenlignende 

studie er det vist, at der er tydelige forskelle mellem 

de studerede observationsmetoders vurdering af lokalbelastningen 

på lænderyggen (9). Kriterierne for, om en arbejdsoperation 

karakteriseres som acceptabel, uacceptabel eller kritisk, er i mange 

tilfælde diffuse og svære at sammenligne. På den baggrund er 

de observationsmetoder, som udskiller et vist antal faktuelle 

hændelser fra vurderingen af belastningen, at foretrække (fx hvor 

mange løft, byrdevægt, bevægelsesudslag, retning og størrelse). 

Psykofysiske metoder 

For de psykofysiske metoder gælder det, at de i betydeligt 

omfang, og med held, bruges til at studere belastningsudvikling/ 

træthedsudvikling over tid, hvorimod de ved vurdering af absolut

ygbelastning har behov for at blive yderligere evalueret i kombination 

med objektive metoder (13). 

Sammenfattende må det bedømmes, at det er inden for de biomekaniske 

modeller, man nu og i fremtiden skal finde de mest 

lovende værktøjer til bedømmelse af lænderygbelastningen i forbindelse 

med erhvervsarbejde. 

Risikofaktorer i arbejdsmiljøet 

Flere betydelige oversigtsarbejder fra de seneste 10 år har fremhævet 

hårdt fysisk arbejde, tunge løft, foroverbøjede/fremadfældede 

arbejdsstillinger, vridninger og andre akavede bevægelser 

som risikofaktorer for lænderygbesvær. Hertil kommer, at også 

social/psykologiske forhold som ensformighed og monotoni 

synes at spille en ikke uvigtig rolle. Hårdt fysisk arbejde og tunge 

løft er faktorer, som flest epidemiologiske undersøgelser har fundet 

er risikofaktorer for lænderygbesvær. Det er tillige i prospektive 

undersøgelser vist, at tilpasning af løftejob til dem, der løfter, 

er den mest lovende metode til at forebygge lænderygbesvær. 

En klassisk epidemiologisk undersøgelse på dette område blev 

udført i USA af Chaffin og Park (6). Den viste, at hyppigheden af 

lænderygbesvær var relateret til de estimerede (fra biomekanisk 

model) kompressionskræfter i ryggen, svarende til overgangen 

mellem lænderyg og korsben (fig. 4). 

Krav/kapacitet i forbindelse med 

manuel transport 


For at mindske det arbejdsbetingede lænderygbesvær har man i 

forskellige sammenhænge bl.a. forsøgt sig med at opstille 

grænser og/eller retningslinier for maksimalt acceptabelt løft. 

Arbejdstilsynet i Danmark startede i begyndelsen af 70’erne med 

dette inden for udvalgte områder af manuel transport (kødkroppe, 

sække, gasflasker, skoveffekter). På tilsvarende måde har man 

arbejdet på det amerikanske arbejdsmiljøinstitut (NIOSH) i sidste 

halvdel af 70’erne og op gennem 80’erne. Dette har ført frem til 

et sæt guidelines for manuel transport, der har tjent som en væsentlig 

inspirationskilde også i Europa, hvor en international eks- 

105 

Figur 4. Sammenhæng mellem 

lænderygbesvær og 

den beregnede kompressionskraft 

på discus’en under 

5. lændehvirvel (NIOSH 

(11)). 

20 · 

15 · 

10 · 

5 · 

0 · 

Forekomst af 

lænderygsmerte 

(hyppighed 

pr 200.000 

mandearbejdstimer) 

▲ 

0-250 

250-450 

450-650 

650 + 

Beregnet kompressionskraft 

i Kp på L 5S 1 discus (Kp = 9,8 N)

106 


pertgruppe under Kommissionen for De Europæiske Fælleskaber 

i 80’erne har udarbejdet et dokument vedrørende europæiske retningslinier 

for fysisk kraftanvendelse ved arbejde. På grundlag af 

blandt andet dette har man i Danmark udarbejdet retningslinier 

for tilladeligt løftearbejde, ligesom man inden for den europæiske 

standardiserings-organisation CEN nu er ved at udarbejde europæiske 

standarder inden for manuel håndtering. Nogle af disse 

tiltag vil blive konkretiseret i afslutningen af dette kapitel. 

Baggrunden for alle disse aktiviteter er, at man har en betydelig 

viden om de belastninger, som hvirvelsøjlen udsættes for især 

ved løft, men også ved andre former for manuel transport, samt 

om, hvilke påvirkninger ryggen kan tåle. 

Hvad kan vævene i ryggen tåle? 

Enkeltstående belastninger 

In vitro undersøgelser af hvirvelsøjlens modstandskraft over for 

kompressionskræfter viser, at der ved belastninger på mellem 

2000 og 12.000 N begynder at opstå brud. Disse brud kan være 

lokaliseret hvor som helst i hvirvelsøjlens strukturer, men noget 

tyder på, at især bruskendepladerne på overgangen mellem discus 

og hvirvellegeme er særlig udsatte. Der er en meget stor variation 

i den kritiske brudgrænse, som bl.a. afhænger af køn, alder 

og stedet i hvirvelsøjlen (lumbaldelen er stærkest) samt knogletæthed, 

som er yderst variabel fra en person til en anden. Knogletætheden 

er ens i bryst- og lænderyg, hvorfor de stærkere lumbalhvirvler 

udelukkende skal forklares ud fra deres større dimension. 

Ovenfor er det nævnt, hvad ryggens væv kan tåle. For at 

kunne etablere sikkerheds-marginer skal vi herefter se, hvor store 

kræfter og tryk der induceres i ryggen som følge af manuel håndtering. 

Som tidligere nævnt er der her tale om såvel kompressionskræfter 

som forskydningskræfter. De første lader sig bestemme 

ved at måle trykket i discus’ midterparti (nucleus pulposus) ved 

hjælp af en trykfølsom kanyle. Ud fra sådanne trykbestemmelser 

kan kompressionskræfterne beregnes, når tværsnittet af discus 

kendes. Sidstnævnte kan bedømmes ved scanning. Trykket angives 

i mega-pascal (MPa) (1 MPa = 10 6 · N · m -2 =10 2 N · cm -2 , en 

lændehvirveldiscus er 15-20 cm 2 ). 

Kompressionskraften ved løft afhænger af flere faktorer, hvoraf 

byrdens vægt og størrelse, placering før og efter løftet, løftevejen

i relation til relevante omdrejningsakser i hvirvelsøjlen samt løftehastigheden 

er de vigtigste. 

Discustryk-målinger har vist, at der ved hensigtsmæssigt henholdsvis 

uhensigtsmæssigt løft af 20 kg fra stol til bord opstår 

kompressionskræfter på 2500 N respektive 3500-4000 N. Der er 

påvist en retliniet sammenhæng imellem byrdens størrelse og 

kompressionskraften under i øvrigt standardiserede løftebetingelser. 

Tillige er det vist, at der i ubelastet stående stilling er en 

kompressionskraft i lænden på ca 1000 N. 

Ved løft under optimale betingelser af 10 kg, 20 kg, 30 kg, 40 

kg, 50 kg og 60 kg kan kompressionkraften i lænden herefter 

beregnes til 1750 N, 2500 N, 3250 N, 4000 N, 4750 N og 5500 N. 

Ved uhensigtsmæssige løft, asymmetriske belastninger, lang 

afstand til byrde fra krop, løft under sidebøjning og rotation af tilsvarende 

byrder vil kompressionkraften i lænden forøges med 

helt op til 200%. 

Konkluderende må man sige, at løft selv under de gunstigste 

forhold inducerer kompressionkræfter i lænderyggen af størrelsesordenen 

1000 N, og at disse i øvrigt er relateret til såvel byrdevægten 

som vægten af truncus, hals, hoved og arme. Endvidere 

er det vist, at skader i hvirvelsøjlen hos nogle yngre og midaldrende 

kan opstå ved påvirkninger større end 2000-3000 N, og at 

mange vil få mindre skader ved kompressionskræfter mellem 

4000 N og 5000 N. 

Dette giver en rimelig baggrund for at forstå de epidemiologiske 

kendsgerninger, der foreligger vedrørende tunge løft og lænderygbesvær. 

Gentagne belastninger 


Ved gentagne belastninger af lænderyggen fx ved gentagne løft 

er vor viden knap så udbygget. Dog foreligger der nyere undersøgelser 

fra Tyskland, som kaster et vist lys over dette felt. Brinkmann 

og medarbejdere (5) har vist på knoglepræparater (2 hvirvler 

og en mellemliggende discus), at sandsynligheden for 

træthedsbrud stiger både med antallet af belastninger og belastningernes 

relative størrelse i forhold til den maksimale kompressionsbelastning 

(fig. 5). Det er sket ved at belaste knoglesegmenterne 

cyklisk med en hyppighed af 15 belastninger pr sek. “oven 

på” en basisbelastning svarende til 700 N. Sidstnævnte belastning, 

som formentlig er lidt lavt sat, repræsenterer nemlig middelbelastningen 

på lændehvirvelsøjlen i en stående stilling. Der blev 

anvendt belastningsamplituder, således at disse plus basisbelastningen 

svarede til forskellige procenter af den “ultimative kompressionskraft” 

(max). 

107

L = 60-70%, N = 11 

108 

L = 50-60%, N = 13 

Figur 5. Sandsynlighed for 

brud ved forskellige belastninger 

og belastningsfrekvenser 

(Brinkmann et al. 

(5)). 

9 


63 

0 

L = 40-50%, N = 22 

91 91 

39 

0 

62 

L = 30-40%, N = 11 

100 

36 

85 

0 0 

L = 20-30%, N = 12 

92 

55 55 

0 0 0 0 

. 

10 

18 18 

. 

100 

. 

500 

. 

1000 

. 

5000 

Træthedsbrud i knoglesegmentet blev fastlagt til den belastningscyklus, 

hvor distinkte forandringer i knoglesegmentdeformationen 

indtraf. Ved belastninger under 30% af max var der praktisk 

taget ingen træthedsbrud selv efter 5000 belastningsgentagelser. 

Ved en relativ belastning på 50-60% derimod vil sandsynligheden 

for træthedsbrud være 40% henholdsvis 92% efter 100 og 

5000 belastningsgentagelser. Sætter man en ultimativ kompressionskraft 

til 7000 N, og vi antager, at et løft på 40 kg introducerer 

en kompressionskraft i hvirvelsøjlen på 4000 N (se foran), vil den 

relative belastning på et knoglesegment i lænderyggen være 50- 

60%, hvilket betyder, at 40% af en gruppe vil få træthedsbrud i 

lænderyggen efter at have løftet 100 . 40 kg = 4000 kg under optimale 

betingelser. Ud fra et praktisk synspunkt er det perspektivrigt, 

at 100 løft udført med en frekvens på 15 løft i minuttet svarer 

til sammenlagt 6-7 minutters løftearbejde, hvorimod 5000 løft 

med samme løftefrekvens svarer til ca 5,5 timers løftearbejde. 

Hvis byrdevægten reduceres til 10 kg f 1750 N f 25% relativ 

belastning, vil der risikofrit kunne løftes op til 1000 gange (f ca 1 

time), og den samlede “tonnage” bliver således 10 . 1000 = 

10.000 kg. Når den slags eksempler præsenteres, er det vigtigt at 

68 

27 

8 

Antal belastninger 

▲

etone, at mange individer faktisk har en ultimativ kompressionskraft, 

der er væsentlig lavere end 7000 N. Det bør også betænkes, 

at så hyppige løft kan være uacceptable ud fra andre kriterier, fx 

energetiske (se senere). 

Grænser for løft 


Da man ved, at en række forhold vedrørende manuel transport 

indebærer skaderisici for lænderyggen, er det ud fra et forebyggende 

synspunkt betydningsfuldt, om sådanne potentielle skadevoldende 

faktorer kan reguleres. Til dette formål kunne det være 

hensigtsmæssigt at etablere et sæt af grænseværdier for manuel 

håndtering af byrder. Før den slags iværksættes, må man gøre sig 

klart, om den nødvendige basis af viden inden for feltet eksisterer, 

og at grænseværdiudformningen skal være så enkel, at 

grænserne let kan administreres i dagligdagen. Enkelhed på dette 

område kan være vanskelig at opnå, fordi påvirkningen ved en 

manuel transportproces (et løft fx) ud over byrdens vægt også er 

afhængig af en lang række forhold, hvoraf forflytningsvej, -niveau 

og -hastighed er nogle. Man kan således ved opstilling af for enkle 

grænseværdier, fx en simpel vægtgrænse, derfor let opnå det 

modsatte af, hvad man ønsker. En lille byrde kan godt frembyde 

en stor rygbelastning, hvis den løftes langt fra kroppen. Ikke 

desto mindre har det tidligere været almindeligt at angive simple 

vægtgrænser. Fx anbefaler International Labour Office (ILO) en 

absolut øvre værdi på 55 kg for enkeltløft. I 60’erne offentliggjorde 

ILO tillige et dokument, der omfattede delvis arbitrært fastsatte 

grænseværdier for enkeltløft specificeret for alder og køn. 

Det mest veldokumenterede arbejde på området har imidlertid 

USA’s arbejdsmiljøinstitut (NIOSH) taget initiativ til i 70’erne. Her 

har man på baggrund af epidemiologisk, biomekanisk, fysiologisk 

og psykofysisk viden, således som den kan udtrækkes af 

mere end 600 videnskabelige referencer, fastsat kriterier og på 

baggrund heraf opstillet guidelines for symmetriske 2-hånds-løft. 

Her har man defineret de byrder, som anses sikkert (risikofrit) at 

kunne løftes over længere tid i forskellige afstande fra kroppen, 

med varierende løftehøjde og med forskellige løftefrekvenser. 

Her defineres dels en “action limit” (AL), op til hvilken løft anses 

at være acceptabelt for samtlige mænd og kvinder i den arbejdsføre 

befolkning, og dels en “maximum permissible limit” (MPL), 

som ikke må overskrides (11). I zonen mellem disse grænser er 

der behov for en nøjere granskning af de omstændigheder, hvorunder 

løftet foregår. Godt arbejde inden for dette område er i 

109

110 


gang, men langtfra færdigt. Der må til stadighed ske justeringer 

og modifikation af givne grænser og retningslinier i takt med, at 

vores viden på de biomekaniske og fysiologiske områder 

forøges. 

I det efterfølgende angives kriterier for de to grænser. 

MPL er defineret på baggrund af følgende fire kriterier: 

◆ Epidemiologisk er hyppigheden og alvorligheden af muskuloskeletale 

skader øget signifikant, når erhvervsarbejdet udføres 

over MPL. 

◆ Den biomekaniske kompressionskraft på nedre lænderyg kan 

af de fleste ikke tåles, når den overstiger 6500 N. Det forekommer, 

når arbejdsvilkårene overstiger MPL. 

◆ Arbejdsstofskiftet overstiger 20 kJ · min -1 eller 1 lO2 · min -1 hos 

de fleste, der arbejder over MPL. 

◆ Kun 25% af mænd og mindre end 1% af kvinder har en 

muskelstyrke, der gør dem skikket til at arbejde over MPL. 

AL: Den store individuelle variation i de fysiologiske og biomekaniske 

kapaciteter nødvendiggør administrative tiltag, når arbejdsvilkårene 

overskrider AL, fordi: 

◆ Hyppigheden og alvorligheden af muskulo-skeletale skader 

forøges moderat i grupper, der udsættes for løft ud over AL. 

En kompressionskraft på op til 3400 N kan tåles af de fleste 

unge, raske individer. 

◆ Arbejdsstofskiftet overskrider 15 kJ · min -1 eller 0,75 lO 2 · min -1 

for de fleste, der arbejder over AL. 

◆ Mere end 75% af kvinder og næsten alle mænd er i stand til at 

løfte de belastninger, der er fastsat ved AL. 

På fig. 6 ses de tre områder MPL givet for 

enkeltløft (dvs max 12 løft i timen) udført med to hænder fra 

gulv til bord (vertikal distance 15 cm til 75 cm) ved forskellige 

placeringer af hænderne på byrden. Eksempel: Fattes byrden 30 

cm foran fødderne, er AL ca 12 kg og MPL ca 45 kg. 

Det skal nævnes, at NIOSH guidelines er blevet modificeret til 

også at tage hensyn til gribbarhed af byrderne og til asymmetriske 

løftebetingelser (12). For sådanne løft opereres der kun med 

én grænse: “recommended weight limit” (RWL). For uddybende 

læsning henvises til Ayoub og Mital (2). De ovenfor nævnte kriterier 

kan let kritiseres. Fx vil et arbejdsstofskifte på 15 kJ · min -1 

overskride, hvad der er forsvarligt for flertallet af kvinder og 

mange midaldrende og ældre mænd, nemlig dem, hvis aerobe

Byrdevægt 

(N) 

▲ 

1 kg ~ 9,8 N 

800 

600 

400 

200 

▲ 

Administrative 

foranstaltninger 

nødvendige 

Acceptable 

løftevilkår 

▲ 

▲ 

"Kropsgrænse" 

0 . . . . . 

0 20 40 60 80 

Horisontal placering af byrden ved løftets begyndelse (cm) 

▲ 

Horisontal (+) 

▲ 


Funktionel 

max. rækkeafstand Maximum 

permissible 

limit (MPL) 

Action limit (AL) 

kapacitet er lavere end 2,1 lO 2 · min -1 svarende til 42 kJ · min -1 . 

Det baseres på omfattende studier, der viser, at man ved langvarigt 

arbejde ikke bør belaste sit energifrigørende system med 

mere end ca 35% af den maksimale kapacitet, hvis overbelastning 

skal undgås. 

Inden for De europæiske Fællesskaber, herunder i Danmark, 

har man yderligere bearbejdet grænseværdiproblematikken. Her 

har man til dels med udgangspunkt i NIOSH guidelines defineret 

øvre grænser for yngre individer, der udfører symmetriske - 

2-hånds - enkeltløft (højst 1 løft hvert andet minut) under optimale 

omstændigheder på 40-55 kg. Den grænse kan så reduceres, 

såfremt løftet ikke foregår under optimale omstændigheder. 

Blandt disse er rækkeafstanden til byrden den vigtigste. Disse 

grænseværdier blev lanceret i Danmark af Arbejdstilsynet i 1987, 

idet man her fastsatte 50 kg som øverste grænse. I øvrigt visualiseredes 

grænseværdierne på udmærket måde som vist i fig. 7 (1). 

På denne baggrund er det værd at være opmærksom på, at 

▲ 

Lateral (+) 

▲ 

▲ 

Nulpunkt for H 

H 

▲ 

▲ 

▲ ▲ 

111 

Figur 6. “Action limit” og 

“maximum permissible 

limit” for manuelle løft af 

byrder i forskellige horisontale 

afstande fra kroppen. I 

det aktuelle tilfælde forudsættes 

det, at byrden løftes 

fra gulvet (gribehøjde 15 

cm fra gulvet) til knæhøjde 

(60 cm fra gulvet) med en 

frekvens af højst et løft pr 

minut (NIOSH (11)).

112 

Figur 7. Figur til vurdering 

af kritiske byrdevægte i 

relation til rækkeafstanden 

(for enkeltløft af små kompakte 

byrder). 

Rødt område: Løft over de 

angivne grænser anses for 

sundhedsskadeligt. 

Gult område: Løftet skal 

vurderes ud fra samtlige 

belastende faktorer. 

Grønt område: Byrdevægt 

og rækkeafstand er acceptabel, 

såfremt de øvrige 

belastningsfaktorer også er 

det. 


Tæt ved krop 

ca 15-20 cm 

Underarms afstand 

ca 30 cm 

Gult 

“den mindste europæiske fællesnævner” på området er udtrykt i 

De europæiske Fællesskabers (1991) vedtagne minimums-direktiv. 

Dette dokument er fuldt af gode hensigter, som dog også 

passende er ukonkrete. Uacceptable byrder karakteriseres heri 

som følger: 

Manuel håndtering af byrder repræsenterer en risiko specielt 

for rygskader, hvis byrden er: 

◆ for tung eller for stor 

◆ vanskelig at gribe fat i og uhåndterlig 

◆ ustabil 

3/4 arms afstand 

ca 45 cm 

50 kg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Rødt 

30 kg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

15 kg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

11 kg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

7 kg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Grønt 

3 kg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

◆ anbragt så det forudsætter bøjet og roteret stilling af kroppen 

at få den løftet 

◆ hvis dens indhold eller konsistensen heraf kan beskadige 

individet. 

Man må håbe, at de enkelte medlemslande, ligesom fx Danmark, 

følger minimumsdirektivet op med mere håndfaste retningslinier. 

Arbejdsteknik 


På de foregående sider har vi brugt udtryk som hensigtsmæssig 

eller optimal arbejdsteknik - hvad går det ud på? Det vil blive 

eksemplificeret ved nogle krav til en god løfteteknik, som er 

begrundet i biomekaniske overvejelser og modeller, arbejdsfysiologiske 

forsøg samt almindelig sund fornuft: 

1. Vurdér byrdens vægt. 

2. Løft først, når du har godt greb i byrden og et sikkert fodfæste. 

3. Løft tæt ved kroppen med vægten ligeligt fordelt i begge 

hænder. 

4. Hold ryggen så rank og opret som muligt. 

5. Løft ikke under knæhøjde eller over skulderhøjde. 

6. Løft i roligt tempo. 

7. Brug tekniske hjælpemidler. 

8. Vær flere om at løfte, når byrden er tung. 

Punkt 1. og 2. er vigtige for at indsætte og anvende netop den 

muskelkraft, der er nødvendig, også for at undgå skadevoldende 

fejlbelastninger. 

Punkt 3., 4., og 5. har alle til formål at mindske tyngdekraftens 

momentarm(e) og dermed kompressionskraften på hvirvelsøjlen. 

Punkt 6. er begrundet med, at store hastighedsforandringer 

betyder store accelerationer og dermed store kraftpåvirkninger (jf 

Newtons 2. lov F = m · a (se kapitel 3)). 

Disse krav og principper kan udmøntes i forskellige arbejdsteknikker, 

som hver især har flere indlæringsmetoder, som der imidlertid 

ikke er mulighed for at komme ind på i denne sammenhæng. 

Det er mærkværdigt, at skønt arbejdstekniske programmer 

har været gennemført i mange år og på mange niveauer, er der 

forbløffende få gode studier, der viser disse programmers virkning. 

Afslutningsvis bør man gøre sig klart, at hverken de mest opda- 

113

114 


terede grænseværdier eller anvendelsen af de mest hensigtsmæssige 

og optimale arbejdsteknikker vil kunne fjerne arbejdsrelateret 

lænderygbesvær fuldstændigt, men er formentlig nogle vigtige 

forudsætninger herfor. Andre handler om at være i god fysisk 

form og atter andre om arbejdsgivernes ansvar for at organisere 

arbejdet, så det er præget af variation og indhold. 

Litteratur 

1. Arbejdstilsynet. Vurdering af løft. At-meddelelser 1994; 4.05.2. 

2. Ayoub MM, Mital A. Manual materials handling. London, 

New York Philadelphia: Taylor & Francis, 1989. 

3. Bogduk M, Twomey LT. Clinical anatomy of the lumbar 

spine. Churchill & Livingstone, 1987. 

4. Bojsen-Møller F, Andreasen E. Bevægeapparatet, Anatomi 1. 

København: Gyldendal (9. udgave), 1993. 

5. Brinkmann P, Biggemann M, Hilweg D. Fatigue fracture for 

human lumbar vertebrae. Clinical Biomechanics 1988; 

(suppl). 

6. Chaffin DB, Park KS. A longitudinal study of low-back pain 

as associated with occupational weight lifting factors. Am Ind 

Hyg Assoc J 1973;32:513-525. 

7. Jørgensen K, Nicolaisen T, Kato M. Muscle fiber distribution, 

capillary density, and enzymatic activities in the lumbar paravertebral 

muscles of young men. Significance for isometric 

endurance. Spine 1993;11:1439-1450. 

8. Kilbom Å, Horst D, Kemmlert K, Richter A. Observationsmetoden 

för registrering av belastningar på rörelsesapparaten 

- en litteraturstudie. Arbete och Hälsa 1986;21:1-91. 

9. Kilbom Å, Jørgensen K, Fallentin N. Belastningsregistrering i 

yrkesarbete - en jämförelse mellan observationsmetoder, 

fysiologiska mätningar och subjektiv skattning. Arbete och 

Hälsa 1989;38:1-56. 

10. Kuorinka I, Jonsson B, Jørgensen K, et al. Arbetsrelaterade 

sjukdomar i rörelseorganen - förekomst, orsaker och förebyggende. 

En kundskaps- och problemöversikt. Copenhagen: 

Nordisk Ministerraad, 1990. 

11. NIOSH. Work practices guide for manual lifting. NIOSH 

Technical report. Cincinnati: NIOSH, 1981. 

12. NIOSH. Scientific support documentation for the revised 1991 

NIOSH lifting equation: Technical contract reports. 

Springfield: U.S. Department of commerce. National Technical 

Information Service, 1991.


13. Nordin M. Methods for studying work load with special 

reference to the lumbar spine. Disputats. Göteborg: Sahlgren 

Hospital, University of Göteborg, Sverige, 1982. 

14. Pedersen MB, Christensen H, Søgaard K. Træk og skub af 

2- og 4-hjulede vogne. AMI-rapport 1992;38:1-28. 

115

Manuel transport - Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?