om nationale handlingsplaner - Servicestyrelsen

TEMA:
4
8
Handlingsplaner
Læs bl.a. om:
NATIONALE HANDLINGSPLANER
Inspiration på tværs af alle grænser
KVINDEHANDEL
En alvorlig forbrydelse og et stigende problem
nummer 3 I 2. årgang I januar 2005
VIDENS- & FORMIDLINGSCENTER FOR SOCIALT UDSATTE
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 17

Handlingsplaner
Her i det tredje nummer af Udsat sætter vi de nationale
handlingsplaner i fokus. Dels de egentlige
NAP’er – de to overordnede handlingsplaner til
bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse – og
dels nogle af de handlingsplaner, der knytter sig til
specifikke enkeltområder.
Vi ser på kampen mod kvindehandel i både
dansk og europæisk perspektiv. Vi beskriver nogle
af de nyskabende aktiviteter i indsatsen til bekæmpelse
af den vold, som årligt rammer titusinder af
danske kvinder. Og vi giver nogle konkrete bud på,
hvordan man kan hjælpe unge stofmisbrugere – en
af de prioriterede målgrupper i handlingsplanen til
bekæmpelse af narko.
På gæstesiden har vi denne gang inviteret fire
aktører på socialområdet til at deltage i en enquete
om handlingsplanerne og deres brugsværdi.
Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben
Brandt, har skrevet en engageret kommentar, hvor
han bl.a. argumenterer for den inspiration, han
mener, man kan hente i handlingsplanerne på
tværs af både kommune- og landegrænser. Og så
har vi talt med socialforskeren Henning Hansen,
der vurderer, dels at handlingsplanerne kan give
udsatte grupper et talerør, og dels at analysearbejdet
bør foretages af uvildige eksperter.
Dette nummer er det sidste, der både sendes
selvstændigt ud og udsendes sammen med
Socialrådgiveren. Er du én af dem, der får Udsat
sammen med Socialrådgiveren, skal du derfor
selv henvende dig til sekretariatet på VFC Socialt
Udsatte og tegne abonnement, hvis du stadig
ønsker at modtage bladet. Det kan du læse mere
om på side 3. Det er fortsat gratis at blive abonnent.
REDAKTIONEN
indhold
Husk at bestille abonnement på Udsat!
En dansk handlingsplan til bekæmpelse
af fattigdom og social udstødelse – har
vi brug for det?
De nationale handlingsplaner kan give inspiration
på tværs af alle grænser. Hvis vi tør! Kommentar
Hvordan hjælper vi unge
stof misbrugere?
Unge stofmisbrugere er en af de prioriterede mål-
grupper i handlingsplanen mod narko. Men områ-
det byder på særlige udfordringer.
Kampen mod kvindehandel
Handel med mennesker er en alvorlig forbrydelse
– og et stigende problem.
Den folkelige revision
Debat: De nationale handlingsplaner kan give
udsatte grupper en ny chance for at komme til
orde. Men analysearbejdet skal overlades til
eksperter. Interview
Vold i familien er ikke en privatsag
Forebyggelsen skal forbedres. Volden bremses.
Ofrene støttes. Og så skal myndighederne rustes
bedre til at tackle problemerne.
Tre hurtige spørgsmål om
handlings planer
Enquete med en socialchef, en forstander, forman-
den for Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde og en
institutionsleder.
udsat I 2. årgang, nr. 3, januar 2005 I Udsat udgives af Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte.
Bladet bringer nyheds- og baggrundsstof om socialt arbejde med udsatte grupper. I Teksterne kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.
I Synspunkter, der fremsættes i eksterne bidrag eller i interview o.l., er ikke nødvendigvis dækkende for centrets holdning. I Bladet er
gratis og udsendes til bl.a. amter og kommuner samt institutioner inden for centrets fagområder. I Der kan tegnes abonnement ved
henvendelse til centret. I Bladet kan downloades fra centrets hjemmeside www.vfcudsatte.dk I Redaktion: Ansvarshavende ifølge presseloven:
Centerchef Anne Worning. Redaktør: Sanne Bertram, sab@vfcudsatte.dk I VFC Socialt Udsatte, Suhmsgade 3, 1125 København
K, tlf. 33 17 09 00, fax: 33 17 09 01, www.vfcudsatte.dk I Design: Aakjærs a/s, Vejle I Tryk: Datagraf Auning AS I Oplag: 21.000 I
ISSN-nr.: 1603-8606 I Redaktionen af dette nummer er afsluttet medio december 2004. I Forsidefoto: Michael Daugaard.
3
4
6
8
10
12
14

HUSK at bestille abonnement på Udsat!
HAR DU modtaget Udsat sammen med Socialrådgiveren?
Udsat er indtil nu både blevet sendt selvstændigt ud og
udsendt sammen med Socialrådgiveren. Fremover vil
Udsat dog kun blive sendt ud via centrets egen adressedatabase.
Har du indtil nu modtaget Udsat sammen med Socialrådgiveren,
skal du derfor selv tage kontakt til centret
for fortsat at modtage Udsat. Du vil så blive registreret i
vores egen adressedatabase. Abonnementet er gratis. Du
kan kontakte os på tlf. 33 17 09 00 eller sende en e-mail
på kbh@vfcudsatte.dk – og du er mere end velkommen!
Har du fået Udsat tilsendt selvstændigt, behøver du
ikke at foretage dig noget. Så vil du fortsat modtage bladet,
indtil du evt. selv melder det fra.
Vi takker for udsendelsessamarbejdet med Socialrådgiveren
– og håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden
til at bestille et selvstændigt abonnement.
REDAKTIONEN
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 3

4
En dansk handlingsplan til bekæmpelse
af fattigdom og social udstødelse
– har vi brug for det?
Danske kommuner og amter kan lære. Af gadeplansarbejde i Madrid og arbejdsmarkedspolitik i Budapest
– eller måske af nabokommunens botilbud. De nationale handlingsplaner kan give inspiration på tværs af alle
grænser. Hvis vi tør!
KOMMENTAR AF PREBEN BRANDT, FORMAND FOR RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
I 2000 vedtog EU på et topmøde i Lissabon, at alle medlemslande
skulle udfærdige en national handlingsplan
(NAP) til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.
I 2001 forelå den første generation af disse handlingsplaner
og selvfølgelig dermed også den danske. I 2003 blev
næste generation skrevet. I mellemtiden, nærmere betegnet
marts 2002, præsenterede regeringen sit handlingsprogram
for en samlet indsats for de mest udsatte grupper i
det danske samfund – Det fælles ansvar. Der er naturligvis
en sammenhæng i indhold og holdning mellem den sidste
NAP og Det fælles ansvar.
Så allerede her kan jeg tillade mig at konkludere, at der
også i det rige velfærdssamfund Danmark er behov for en
PREBEN BRANDT er speciallæge i psykia-
tri, dr.med. og daglig leder af ”Projekt
Udenfor”. Han blev udnævnt til formand
for Rådet for Socialt Udsatte ved rådets
oprettelse i 2002. Rådet blev nedsat af
socialministeren og fungerer som talerør
for de svageste grupper i samfundet. Læs
mere på www.udsatte.dk
FOTO: MICHAEL DAUGAARD
indsats rettet mod udstødelse og fattigdom, og at den nødvendige
indsats ikke kan overlades til at blive tilrettelagt
alene af dem, der i dagligdagen har ansvaret for de sociale
indsatser, men at der er behov for en overordnet styring
og en samlet strategi.
Et internationalt redskab
Både NAPen og Det fælles ansvar er skrevet til det danske
samfund og beskriver både, hvad der allerede bliver gjort,
og hvad der vil blive lagt vægt på fremover. Altså hvilke
behov der er for videreudvikling, hvilke hovedopgaver
dansk socialpolitik må rette sig mod, og hvilke metoder
der må anvendes fremover.
Men NAPerne har derudover et andet formål, som
hverken må glemmes eller overses. De er et redskab, der
er tænkt til at blive brugt i international sammenhæng,
og det bliver de også grundlæggende gennem den ”Joint
Report on Social Inclusion”, som følger op på de nationale
handlingsplaner og beskriver dem samlet, sådan at det
er muligt at læse hovedpunkterne af hvert lands plan.
Det kan alt sammen lyde vældig fjernt fra ikke bare den
enkelte kommune, men da især fra det enkelte institutionelle
tilbud for slet ikke at tale om den enkelte sociale
medarbejder. Men sådan bør det ikke være, og alle, på alle
niveauer, gør sig selv og de mennesker, der skal have gavn
af indsatsen, en tjeneste ved ikke at se NAPen ud fra den
synsvinkel.

Danmark kan lære
En grundidé i de åbne og tilgængelige
forskellige nationale handlingsplaner
er, at de kan inspirere til nye
metoder, nye synspunkter og til nye
overvejelser og kritisk forholden sig
til de gode gamle kendte metoder.
Det er det, der i EU-regi kaldes åben
koordination.
Denne gensidige inspiration kan
foregå på alle niveauer. Regeringer
kan lade sig inspirere på lovgivningsniveauet,
kommunerne, der skal
udføre arbejdet, kan hente ny viden,
og den enkelte medarbejder kan få
forståelse for, at der kan være fordele
i at arbejde på andre måder.
Selvfølgelig skal der være en gensidig
inspiration. Men jeg vælger
her at skrive i en form, hvor vægten
lægges på, at vi, her i Danmark, må
være villige til at lade os inspirere.
For det tror jeg er lidt svært for os
ud fra vores selvforståelse som en
nation, der har et af de bedste sociale
systemer i verden. Men mange kommuner
i Danmark kunne sagtens
lære at udføre bedre gadeplansarbejde
af den måde, man har udviklet
den form for arbejde på i Madrid.
Den danske regering kunne lade
sig inspirere af Norge (som, selvom
det ikke er medlem af EU, indgår
i det tværeuropæiske arbejde, som
er en følge af NAPerne) i forhold til
krav om overordnede strategier på
hjemløseområdet. Og den enkelte
stofmisbrugsbehandlingsinstitution
og dens medarbejdere kunne sagtens
få en ny indsigt i behovet for og de
nødvendige metoder i arbejdet med
stofmisbrugere med anden etnisk
baggrund fra en tilsvarende institution
i Frankrig, hvor man længe har
arbejdet med denne problematik.
NAPen lægger op til sådanne tværnationale
udvekslinger af viden og
erfaringer, og EU følger op med puljer
til økonomisk støtte af aktiviteter,
der kan føre til ny viden gennem
forskning og ny viden gennem det
der sker, når man bringer folk sammen
på alle niveauer fra brugeror-
ganisationer over praktikere videre
til lokale og nationale embedsmænd
og politikere. Det er ikke altid let.
Det kræver som regel, at man vover
sig ud i at tale et fælles sprog, og at
man tør og har ressourcer til at bruge
tid på at analysere og formulere sine
gode projekter – og selvfølgelig også
dem, det er gået skidt med.
Behov for best practices
Vi investerer mange penge i socialt
arbejde her i landet. Noget af det har
kommunerne ansvaret for, andet er
placeret i amterne. Kommunerne
får formentlig langt flere opgaver
at varetage i forbindelse med kommunalreformen,
mens andet går til
regionerne. Men uanset hvor arbejdet
skal udføres, vil der formodentlig
fortsat være en tendens til, at man
tilrettelægger indsatsen forskelligt fra
den ene enhed til den anden. Al for
ofte, beklager jeg at måtte skrive, ud
fra tilfældigheder, som ikke har med
konkret viden om, hvad der virker,
at gøre.
Statistikkerne viser enhver, at i den
ene kommune eller amt gøres der
en stor indsats af én art med børn,
der er socialt truede, i nabokommunerne
eller amterne noget helt andet.
Hvorfor forskellen? Hvor ofte sætter
man sig og sammenligner og prøver
at finde frem til, hvad der er årsag til
forskellighederne? Hvor ofte forsøger
man at beskrive praksis over for hinanden
og benytter sig af de metoder,
der er udviklet til at finde frem til,
hvad der vil være den bedste praksis?
Det er bl.a. det, NAPerne bruges
til på det internationale niveau. Der
lægges op til at beskrive praksis
og gerne at finde ”best practices”.
Vi kan både bruge den nationale
handlingsplan til at deltage i den
internationale videns- og erfaringsudveksling
– hvad der heldigvis også
allerede er mange der gør – og til at
udvikle lignende metoder i det nationale
arbejde.
Hvis noget sådan, og her taler jeg
både om tværnationale og lokale
initiativer, skal have værdi, kræver
det, at alle aktører er med og aktive.
Ingen politiker og ingen myndighed
kan lave en ordentlig plan for det
sociale arbejdes tilrettelæggelse,
uden at det gøres i dialog med praktikerne
og brugerne.
Den hemmelige NAP
Man har lidt ærgerligt og lidt ironisk
sagt, at NAPerne er en af de bedst
bevarede hemmeligheder i Europa.
Jeg tror ikke, at der er nogle, der
ønsker at bevare sagen som en hemmelighed.
Men derfor kan der godt
være nogle, der enten slet ikke er
klar over, at der findes disse nationale
handlingsplaner eller – måske
mere udbredt – ikke finder det værd
at bruge tid på at læse dem.
Det er synd. For selvfølgelig skal
man ikke tro, at man herhjemme
uden videre kan gøre det, man gør
andre steder. Andre byer, egne og
lande kan have helt andre forudsætninger
end det sted, man selv har at
gøre med. Men det er nu ikke helt
meningsløst at vide, at man også
tænker på, hvordan man bedst sikrer
adgang til arbejdsmarkedet for de
allermest socialt svage i Budapest,
eller hvordan man overvejer særlige
botilbud og støtte til sindslidende i
Ringkøbing amt. Og endnu mindre
meningsløst er det at bruge tid på
at forsøge at lære eller at lære fra
sig. Eller at blive enige om at forske
sammen på tværs af kulturelle eller
traditionelle barrierer.
DE TO DANSKE NAP’ER hedder begge ”Danmarks
nationale handlingsplan til bekæmpelse af fat-
tigdom og social udstødelse” og udkom i hhv.
2001 og 2003. De kaldes også hhv. NAPincl
2001/2003 og NAPincl 2003/2005. Begge kan
dowloades fra www.social.dk. Her kan du også
finde regeringens handlingsprogram for en sam-
let indsats for de svageste grupper, Det fælles
ansvar, som kom i 2002.
EU-KOMMISSIONENS TVÆRGÅENDE RAPPORT,
Joint Report on Social Inclusion, kan downloa-
des fra http://europa.eu.int/
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 5

6
Hvordan hjælper vi unge stofmisbrugere?
Unge misbrugere er en af de prioriterede målgrupper i regeringens handlingsplan mod narkotikamisbrug. Men
hvordan kan de hjælpes? Hvad er de unge misbrugeres særlige behov – og hvad er problemerne på området?
TEKST: TEMALEDER HENRIETTE ZEEBERG, VFC SOCIALT UDSATTE
”Regeringen vil støtte projekter, der er særligt rettet
mod udvikling af behandlingstilbud til unge stofmisbrugere”,
står der i ”Kampen mod narko – handlingsplan
til bekæmpelse af narkotikamisbrug”, som regeringen
udsendte i oktober 2003.
Oprettelse af tilbud målrettet unge stofmisbrugere har
været et udviklingsfelt over de senere år i amter og kommuner.
VFC Socialt Udsatte har efterhånden en del viden
om gruppen af helt unge stofmisbrugere og de problemer,
der er på området. Denne viden kan være relevant at
have for øje i en lokal og regional omsætning af handlingsplanen.
Derfor opridses i det følgende de mest aktuelle
udfordringer og udviklingstendenser til inspiration
for amter og kommuner.
Behandlingens form og metode
Der er over de senere år sket en ganske betydelig udbygning
af de ambulante tilbud til unge misbrugere, således
at der nu eksisterer målrettede ambulante tilbud til de
over 18-årige misbrugere i alle amter og delegationskommuner.
Også til gruppen af misbrugere under 18 år er der
stort set landet over ambulante tilbud om behandling,
men der mangler muligvis stadig tilbud til de alleryngste
KAMPEN MOD NARKO
Regeringens handlingsplan mod narkotikamisbrug omfat-
ter indsatsen bredt og har fokus på følgende områder:
• forebyggelse
• lægelig behandling
• social behandling
• retshåndhævelse
• behandling af kriminelle stofmisbrugere
• internationalt samarbejde
I forståelsen af ”social behandling” lægger handlingspla-
nen vægt på en meget bredspektret indsats med diffe-
rentierede målsætninger, der tager hensyn til den enkelte
misbrugers særlige ønsker og behov. Unge stofmisbruge-
re, som denne artikel handler om, er ét af de prioriterede
indsatsfelter på det sociale område. Men der er mange
andre. Du kan læse hele handlingsplanen mod narko på
www.im.dk
misbrugere, dvs. dem under 16 år. Samtidig synes der at
være et fortsat udækket – om end nok forholdsvis beskedent
– behov for døgntilbud til de allermest belastede
unge misbrugere.
De helt unge misbrugere har generelt brug for tilbud,
der er kendetegnet ved at være opsøgende, ambulante og
placerede i den unges lokalområde. Unge misbrugere har
desuden behov for behandling, som metodisk er anderledes
end behandlingstilbuddene til voksne, mere forhærdede
misbrugere. Det handler bl.a. om, at misbruget hos
de unge ikke altid udgør et selvstændigt problem, og at
unge misbrugere ofte ikke ser sig selv som misbrugere.
Unge har derfor brug for tilbud, hvor man først og fremmest
ser den unge som en ung med problemer, og hvor
misbruget blot betragtes som et af flere problemer. Der
er fortsat behov for at udvikle metoder til at nå de unge
med sådanne tilbud, hvor man yder en helhedsorienteret
behandlingsindsats uden at sætte misbruget i fokus.
Underskud af viden
Det sociale, sundhedsmæssige og pædagogiske system
har ofte den første kontakt med de unge misbrugere.
Men mange af disse medarbejdere oplever, at de mangler
viden om unge misbrugere og deres særlige behov. Denne
mangel på viden synes at betyde, at de unge misbrugere
ikke spottes så hurtigt, som man kunne ønske. Det betyder
også, at de fx kan være svære at acceptere i sociale
og pædagogiske tilbud. Endelig kan manglen på viden og
indsigt gøre det unødigt svært, når der senere skal samarbejdes
med misbrugssystemet om den enkelte misbrugers
situation.
Aktuelt arbejder flere amter/kommuner med at imødegå
disse problemer via fx rådgivningstilbud, samarbejdsaftaler,
fælles handleplaner og konsulentstøtte. Nogle få steder
er man i færd med direkte at etablere fælles projekter
tværfagligt eller tværsektorielt for at udvikle på dette felt.
Accepterende tilbud
Ofte vil de unge misbrugere gerne modtage hjælp, mens
de ikke umiddelbart er motiverede for at ophøre med
deres brug af rusmidler.
Der er derfor brug for hjælpetilbud, hvor det accepteres,
at de unge er aktivt misbrugende. Sådanne tilbud
kan medvirke til, at de unge misbrugere ikke bringes
i en yderligere marginaliseret situation, så man fortsat
har kontakt og kan yde støtte, selvom den unge ikke vil

opgive misbruget her og nu. Accepterende tilbud kan
medvirke til at stabilisere og motivere de unge til at gøre
noget ved deres problemer og evt. medvirke til at motivere
til stoffrihed.
Familie og netværk
Forældre og netværk kan medvirke til at spotte et begyndende
misbrug og dermed evt. sikre, at en ”risiko-ung”
ikke udvikler et decideret misbrug. Alene af den grund er
det hensigtsmæssigt at udvikle tilbud, der involverer de
unges bagland. Hertil kommer, at pårørende til en misbruger
kan medvirke i behandlingen, hvilket ikke bare er
relevant, men direkte nødvendigt, når det gælder meget
unge eller børn med misbrugsproblemer. Endelig vil nært
pårørende til en misbruger ofte selv have et behandlingsbehov.
Forældres involvering kan dog ofte metodisk være vanskelig
at sikre – og nok i visse tilfælde decideret udgøre
en barriere for at etablere en tillidsfuld kontakt til den
unge. Ofte har unge misbrugere nemlig ikke en tæt og
positiv relation til deres forældre. En anden vanskelighed
kan være, at den unges og forældrenes oplevelse af problemet
og egne behov for hjælp kan være meget forskellige.
At involvere forældre og andre i den unges netværk
er således – hvor nødvendigt det end er – en betydelig
metodisk udfordring. Flere tilbud under udvikling i amter
og kommuner tænker aktuelt i at inddrage pårørende eller
at tilbyde rådgivning til forældre/familie og gør sig således
erfaringer på området.
Tilbud på tværs
En række kommunale erfaringer viser, at det giver umådelig
god mening at sammentænke aktivering, misbrugsbehandling
og øvrig social støtte til udsatte unge i de
kommunale tilbud. Mange unge hænger nemlig fast i
kontanthjælpssystemet og har svært ved at kunne fungere
på arbejds- eller uddannelsesmarkedet pga. et misbrug,
som ikke er blevet behandlet. Og en sammentænkning af
fx aktivering og støtte til at komme ud af et misbrug er
netop en metode til at yde den tiltrængte hjælp til den
unge uden at sætte misbruget i fokus.
Den største vanskelighed i disse tilbud har vist sig at
være det meget tætte samarbejde, som en sådan tværgående
indsats fordrer. Der er i en række kommuner gjort
en del meget relevante erfaringer på dette felt, og flere
projekter har vist, at individuelle handleplaner kan være
et godt redskab til at koordinere indsatsen og skabe fælles
viden omkring den enkelte bruger.
Både kommuner og amter oplever, at mange unge misbrugere
også har psykiatriske/psykologiske problemer, og
at der derfor er behov for et tæt og udbygget samarbejde
med børne- og ungdomspsykiatrien i det behandlingstilbud,
de unge skal have.
FOTO: MICHAEL DAUGAARD
Man har igennem en del år vidst, hvor vanskelig udvikling
på dette område kan være, hvor der er behov for
samarbejde på tværs af sektorer og på tværs af faglighed,
fordi man i en årrække har arbejdet med at sikre samarbejde
og sammenhæng mellem misbrugssystemet og
psykiatrien for de voksne misbrugere. Det nye er her, at
behovet også viser sig at gælde for de unge misbrugere,
hvilket udvider samarbejdsbehovet til desuden at omfatte
det ungdomspsykiatriske system.
Nogle få steder har man høstet yderst positive erfaringer
med at knytte fx en psykiater til et behandlingstilbud til
decideret deltagelse i unge-behandlingen eller som en del
af visitationen og forbehandlingen. Andre steder forsøger
man – med svingende held – at etablere tættere samarbejde
mellem systemerne.
KILDER
Denne artikel bygger på
• En rundspørge, gennemført af VFC Socialt Udsatte, i sommeren
2004 i samtlige amter og delegationskommuner.
• VFC Socialt Udsatte: ”Undersøgelse af under 18-årige stof-
misbrugeres situation”, 2001. (Se www.vfcudsatte.dk under
Publikationer).
• VFC Socialt Udsatte: Metodeopsamling på ”Puljen til kvalitets-
løft på stofmisbrugsområdet”. (Se www.vfcudsatte.dk under
Projekter).
• Amtsrådsforeningen: Status om indsatsen over for børn og unge
med misbrugsproblemer, 2004. (Se www.arf.dk).
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 7

8
Kampen mod kvindehandel
Menneskehandel er en alvorlig forbrydelse og et stigende problem. Danmark er i fuld færd med at virkeliggøre
sin handlingsplan på området – og vi har gode organisatoriske forudsætninger for at øge indsatsen endnu
mere.
TEKST: TEMALEDER NELL RASMUSSEN, VFC SOCIALT UDSATTE
FOTO: MICHAEL DAUGAARD
Handel med mennesker er blevet et stigende problem i de
senere år – også i Europa. Her har opmærksomheden især
rettet sig mod den udbredte handel med kvinder, som ofte
gennem tvang og vold ender i prostitution og må aflevere
deres indtægter til kriminelle bagmænd. I 2001 skønnede
den Internationale Organisation for Migration, IOM, at
120.000 kvinder var ofre for menneskehandel til Europa.
Lovgivningen
I lyset af denne udvikling vedtog EU en rammeafgørelse
til bekæmpelse af menneskehandel i 2002. I forlængelse
deraf indførte Folketinget i 2002 en særlig bestemmelse
om menneskehandel i Straffeloven, § 262 a. Danmark har
også forpligtet sig til at bekæmpe menneskehandel ved at
ratificere FNs ”Konvention mod transnational organiseret
kriminalitet” og den tilhørende protokol om handel med
mennesker, herunder særligt kvinder og børn (Palermo-
Protokollen).
Protokollen er ganske vist ikke er et egentligt menneskerettighedsdokument,
men knytter sig tæt til centrale
menneskerettighedskonventioner, som Danmark også har
forpligtet sig til at gennemføre. Menneskehandel er derfor
både en alvorlig forbrydelse og en grov menneskerettighedskrænkelse.
Denne lidt formelle indledning er valgt, fordi forløbet
afspejler både en udvikling i den danske stats problemforståelse
og i hvilken grad, staten har forpligtet sig til at
bekæmpe menneskehandel.
At gøre menneskehandel til en strafbar handling tager
kun sigte på at forfølge og straffe de kriminelle bagmænd.
Det er en reaktiv strategi.
En helhedsorienteret problemforståelse, der tager
udgangspunkt i at beskytte og respektere den handlede
persons rettigheder og behov, er en proaktiv strategi, der
inddrager såvel forebyggelse som afhjælpning af skader og
strafforfølgning i handlingsstrategien. Dette kan gøres i en
national handlingsplan, der – afhængig af dens politiske
opbakning – kan bidrage både til en effektiv social indsats
og til at beskytte fundamentale menneskerettigheder.
Den danske handlingsplan
Den danske handlingsplan retter sig mod kvindehandel,
da det hidtil overvejende har været kvinder, som har
været handlet til Danmark. Planen lægger hovedvægten
på aktiviteter for at forebygge kvindehandel og på at
beskytte og støtte ofrene. Det skyldes, at en aktiv indsats
med politiovervågning og efterforskning af organiseret
kriminalitet omkring kvindehandel allerede var igangsat,
da handlingsplanen blev lanceret i 2002.
Planen i sin helhed er først blevet gennemført fra oktober
2003. Tre parter står under Ligestillingsafdelingens
ledelse for implementeringen af handlingsplanen: Den
private organisation Reden – Stop Kvindehandel, PRO-
Vejle, som er et modelprojekt i Vejle Amt, og VFC Socialt
Udsatte (tema Prostitution).
Reden – Stop Kvindehandel (RSK) og PRO-Vejle udfører
det opsøgende og rådgivende arbejde blandt udenlandske
prostituerede. RSK varetager beskyttelsen af støtten til
handlede kvinder på et sikret sted i de op til 15 dage, de

kan opholde sig her i landet, før de
udsendes. RSK kan også via NGOer
i hjemlandene støtte kvinderne ved
hjemrejsen, så de bliver hentet og
bragt i sikkerhed og ikke risikerer at
blive mødt af menneskehandlerne i
lufthavnen. Via NGOerne søger man
at hjælpe kvinderne til at blive integreret
i samfundet i deres hjemlande
igen.
En af VFC Socialt Udsattes kerneopgaver
er at opbygge viden og kapacitet
blandt samarbejdsparterne. Det
gør vi bl.a. ved at sikre erfaringsudveksling
i et netværk af danske myndigheder
og NGOer og blandt hjemlandenes
ambassader. Centret sørger
også for udvikling af informationsmateriale
om rettigheder og muligheder
til udenlandske prostituerede.
Endnu en vigtig opgave er at varetage
en undersøgelse af indsatserne i
det øvrige Europa. Og endelig står vi
for koordinering og dokumentation
af den sociale og støttende indsats
med henblik på metodeudvikling og
tilpasning efter de aktuelle behov.
Erfaringerne
Overordnet svarer de danske erfaringer
til dem, der er indhøstet i andre
europæiske lande med længere
tids indsats mod menneskehandel.
Langt fra alle udenlandske kvinder
i prostitution er handlede. Men det
opsøgende arbejde må rette sig mod
hele denne målgruppe for at nå de
handlede kvinder, som er de mest
isolerede og udsatte og ofte traumatiserede.
Målet er, at kvinderne opnår en helt
basal individuel empowerment – og
midlerne er at bryde deres isolation
og fortælle dem om deres handlemuligheder.
Skriftlig information
om rettigheder, om selvbeskyttelse
og tilbud om beskyttelse er derfor
de primære tilbud i det opsøgende
arbejde.
Andre udenlandske – fx thailandske
– kvinder i prostitution har generelt
opholdstilladelse. Målet for en
sociale indsats for dem er at bygge
bro til socialforvaltningen, så de får
mulighed for at skabe sig et forsørgelsesgrundlag
uden for prostitutionsmiljøet.
Fælles for kvinderne er
imidlertid, at de umiddelbart møder
de opsøgende medarbejderes tilbud
med skepsis. Uanset målgruppe tager
det tid at få etableret tillid, så kvinderne
tør at tage imod tilbuddene.
Erfaringerne viser, at det tager tid
at få skabt det nødvendige samarbejde
mellem dem, der skal sikre
beskyttelsen af de potentielt handlede
kvinder og politiet. Dels er
beskyttelsesstedet ofte afhængigt af,
at politiet identificerer kvinderne
som handlede. Dels kan politiet
have en interesse i at have kvinderne
tilgængelige for at afhøre dem.
Samarbejdsparterne har under studiebesøg
i bl.a. Italien, Belgien og Norge
lært meget om, hvordan man kan
håndtere disse forskelle og har fået
skabt konstruktive samarbejdsrelationer,
som der kan bygges videre på.
De indhøstede erfaringer viser
også, at der er behov for en løbende,
systematisk indsamling af viden om
handlingsplanens gennemførelse.
Der er også nødvendigt at styrke og
opdatere de faglige kompetencer
blandt de implementerende parter.
Endelig er der behov for at institutionalisere
samarbejdet mellem
de involverede organisationer og
myndigheder, så man får en tydelig
arbejdsdeling og en koordinering af
indsatserne. Der skal ligesom i andet
socialt arbejde skabes rammer for en
”handleautomatik,” og denne proces
er godt i gang.
EU-anbefalinger på vej
Nødvendigheden af klare organisatoriske
strukturer for myndigheds- og
NGO-samarbejde, klare procedurer
for identifikation af handlede personer
og for beskyttelse og støtte til
dem, er alle centrale anbefalinger
i et meget omfattende oplæg til en
handlingsplan mod menneskehandel,
som en ekspertgruppe lige før
jul afleverede til EU-kommissionen.
Undertegnede har haft den glæde at
deltage i ekspertgruppen.
Oplægget skal danne grundlag for
en EU-Kommunikation til medlemslandene
i løbet af foråret 2005. Det
indeholder konkrete anbefalinger
både til styrkelse af medlemslandenes
og EU-Kommissionens indsats
mod menneskehandel i forhold til
hele handelskæden – fra oprindelseslande
via transitlande til modtagerlandene
i Europa.
Oplægget til handlingsplanen peger
på, at medlemslandene bør skabe
en national formel organisatorisk
struktur, som effektivt kan overvåge
udviklingen i menneskehandelen,
som forventes at stige i de kommende
år, og som hurtigt kan handle
– dels i form af støtte til ofre for
menneskehandel, dels ved aktivere
politisamarbejdet til forfølgelse af
bagmændene.
I forhold til den danske handlingsplan
mod kvindehandel findes der
allerede en tværministeriel arbejdsgruppe,
som vil kunne udbygges til
at opfylde disse funktioner og forestå
den centrale styring og koordinering
af arbejdet. Danmark har således
gode organisatoriske forudsætninger
for den styrkelse af indsatsen mod
kvindehandel, som forhåbentlig bliver
næste etape.
VIL DU VIDE MERE?
Har du brug for råd og vejledning om
en kvinde, der er handlet til prostitution,
kan du ringe til telefonrådgivningen
Stop kvindehandel på tlf. 70 20 25 50
alle hverdage mellem kl. 12 og 17.
Se også www.stopkvindehandel.dk
Du kan finde information om prostitu-
tion og også om kvindehandel på
www.vfcudsatte.dk
Handlingsplanen til bekæmpelse af
kvindehandel kan downloades på
www.lige.dk
udsat udsat I nummer 3 I 2. 2. årgang I januar 2005 9

10
Den folkelige revision
DEBAT: De nationale handlingsplaner peger på nye former for beslutningsprocesser, der kan komme udsatte
grupper til gode. Men analysearbejdet bør overlades til uvildige eksperter. Interview med socialforskeren
Henning Hansen.
TEKST: REDAKTØR SANNE BERTRAM, VFC SOCIALT UDSATTE
Ser du nogle særlige politiske signaler i de nationale hand-
lingsplaner, NAP’erne?
Egentlig ikke. Jeg ser dem mest som nogle kataloger over
udsatte og sårbare grupper i samfundet, og hvad man har
gjort eller vil gøre for dem. Men jeg synes ikke, handlingsplanerne
er udtryk for, at man har tænkt ind i en
større vision for udviklingen på området.
Det ved jeg så heller ikke, om er formålet med dem.
Set i EU-perspektiv er formålet vel snarere at sikre, at de
svageste ikke bliver glemt. Handlingsplanerne kan ses
som en måde at tvinge alle regeringer til at gøre deres
regnebræt op og se på, hvad de laver for dem, der reelt er
udstødte.
Og så ligger der selvfølgelig en intention om en vis
mainstreaming eller samordning af målsætninger og strategier
mellem medlemsstaterne, som jeg synes er entydig
positiv: De problemer, handlingsplanerne beskæftiger sig
med, er jo ikke bundet til nationalstaterne – jævnfør alle
diskussionerne om globaliseringens konsekvenser.
Den rigtige retning
Der er kommet to NAP’er herhjemme med et par års mellem-
rum, den sidste i 2003. Ser du nogle karakteristiske forskelle
mellem dem?
HENNING HANSEN (født 1949) er cand.polit.
og konsulent i CASA, Center for Alternativ
Samfundsanalyse. Blandt hans specialer er
social- og arbejdsmarkedsforhold, herunder
social marginalisering. Har senest lavet rap-
porten: ”At eksistere eller at leve. Fattigdom
og lave indkomster i Danmark. Hvordan måler
Nej, jeg mener de er lavet lidt over samme model. Man
skal tegne et pænt billede af vores samfund og en handlekraftig
regering, der sætter ind på de områder, hvor det
er relevant. Og det gør man så – uanset hvilken regering,
der står bag. Det er jo politik, det her.
Men jeg ser nogle forskelle i tilblivelsesprocessen bag
handlingsplanerne. Den første NAP var i høj grad et stykke
embedsmandsarbejde, hvor man havde inviteret nogle
af de store organisationer til at bidrage. Det jeg ser nu, er
at man involverer flere og flere, og i forbindelse med den
anden NAP også har fået nogle af de mindre aktører og
organiseringer på banen, som så får mulighed for at give
deres besyv med og holde politikerne i ørene. Så vi får
en slags folkelig revision på handlingsplanerne. Nu lægges
der så også op til at brede det yderligere ud, til næste
år skal der fx afholdes flere åbne konferencer om handlingsplanerne.
Så jeg synes, det går i den rigtige retning.
En ny arena
man fattigdom"? (s.m. Finn Kenneth Hansen).
Henning Hansen er medlem af Socialpolitisk
Forening og sidder i foreningens internatio-
nale udvalg. Som sådan har han været med til
at iværksætte et samarbejde med de baltiske
lande omkring nationale handlingsplaner og
EU.
Hvordan vurderer du de danske handlingsplaners effekt som
politisk styringsredskab?
Det er mit indtryk, at der mange steder er et gab mellem
de fine nationale handlingsplaner og det lokale plan. Så
på den måde tror jeg ikke, handlingsplanerne har haft så
megen effekt. Men det kan ændres – jeg tror faktisk, at
handlingsplanerne sagtens kan få en praktisk betydning,
som også vil kunne resultere i reelle forbedringer for fx
misbrugere eller sindslidende.
Igen er det helt afgørende, at der bliver gjort et stykke
arbejde fra brugerorganiseringerne og institutionernes
side. Først for at påvirke indholdet af handlingsplanerne.
Og senere for at følge op på dem. Alfa og omega er det
politiske pres og engagement nedefra. Sådan har det jo
for så vidt altid været, men det nye er, at der med handlingsplanerne
er kommet nogle rammer, det arbejde kan
udfolde sig inden for: Man har fået en arena.

Men hvorfor er den arena – og dermed handlingsplanerne
– nyskabende som udtryk for en politisk proces?
Fordi de i en vis grad peger på en ny måde at drive
politik på, som hverken handler om mandater eller stemmetal.
Det gælder til dels de danske handlingsplaner,
men er mere udbredt i EU-regi: Nemlig at man finder nye
alliancer mellem politikniveauet og de folkelige organiseringer.
I EU-sammenhæng tror jeg, at det oprindelig er
udsprunget lidt af nød; Ministerrådet kan være tungt at
danse med, fordi der er så mange nationale særinteresser,
der spiller ind – også på andre områder end fiskekvoter!
Men Kommissionen har mulighed for selvstændigt at
tage nogle initiativer, og her har man så fundet ud af at
alliere sig med forskellige NGO’er og opnå gennemslagskraft
via nogle fælles platforme. Slutresultatet er sjældent
direktiver, men forskellige mere bløde eller indirekte styreformer,
som altså fx handlingsplanerne.
Jeg tror, vi i stigende grad vil se, at vi også herhjemme
vil få sådan en måde at drive politik på. Det ser jeg positivt
på, for det giver mulighed for, at nogle af de underprivilegerede
kan få indflydelse via lobbyarbejde. Og det
er jo også en form for demokrati, bare ikke parlamentarisk.
I dagens kommunikationssamfund handler det jo om at
få sat fokus på problemfelterne – og at bruge medierne til
det. For det, der kommer til debat i pressen, er i høj grad
det, der bliver handlet politisk på. Det må man så prøve
at udnytte. Svagheden er til gengæld, at de, der ikke har
et talerør, har svært ved at slå igennem. I Danmark gælder
det fx udsatte grønlændere.
En anden måde
Lobbyarbejde bliver også ofte kritiseret – bl.a. på grund af
den manglende demokratiske kontrol?
Ja, og det er noget af det, der gør lobbyarbejde til en svær
størrelse. Dybest set er al lobbyarbejde helt afhængigt af
folks hæderlighed. Men både herhjemme og i EU gælder,
at de, der har store økonomiske interesser at varetage
– fx inden for industrien – betaler masser af folk for at
drive lobbyvirksomhed. Og så må vi inden for de blødere
områder også gøre en indsats!
Men man kunne jo også forestille sig en anden måde
at organisere det hele på. Ser vi fremad, kunne jeg godt
tænke mig, at hele analysearbejdet bag handlingsplanerne
blev udført af nogle uvildige instanser. Altså af nogle
faglige eksperter – f.eks. i universitetsregi – der er uafhængige.
I stedet for, som nu, at det er regeringerne selv
og deres embedsmænd, der måler på egen indsats – sagt
med al respekt for embedsværket.
Måske skulle det så ikke være handlingsplaner, som vi
kender dem i dag, men særlige monitoreringsrapporter
(undersøgelsesrapporter, red.), der var målrettede en ana-
lyse af de her områder, og som kunne pege på, hvordan
udviklingen har været indtil nu, og hvor der i særlig grad
er problemer. Løsningen på problemerne skulle selvfølgelig
stadig være et politisk anliggende.
Der er kommet en fælles EU-rapport i kølvandet på med-
lemsstaternes egne handlingsplaner, som samler nogle
hovedresultater op og lægger op til en sammenligning mel-
lem landene – Joint Report on Social Inclusion. Har den
praktisk nytteværdi, tror du?
Fællesrapporten kan sagtens blive virkningsfuld – ihukommende
PISA-rapporten i december om de forskellige
landes undervisningsresultater, som jo har skabt en del
debat om den danske skole og fået alle til at spørge, hvad
det er, finnerne kan, siden de ligger i top. Men i dag er
det ikke fællesrapporten, der skaber overskifter. Den er
næppe meget læst, den er i al fald ikke bredt debatteret.
Det, der skal til, er, tror jeg, at der er nogen herhjemme,
der sætter sig ned og kigger kritisk på de danske resultater
og indsatser i lyset af de andre lande: Hvor står vi
godt? Hvad kan vi gøre bedre? Hvor halter vi bagefter?
Den diskussion mangler vi. Og det bør så igen, mener jeg,
være en uafhængig instans, der skal foretage analysen,
hvis den skal sikres legitimitet.
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 11

12
Vold i familien er ikke en privatsag
Forebyggelsen skal forbedres. Volden bremses. Ofrene støttes. Og så skal myndighederne rustes bedre til at
tackle problemerne. Det har været hovedtankerne i regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod
kvinder, som nu er ved at være gennemført. En ny er på trapperne – og den er der også behov for.
TEKST: TEMALEDER HANNE BEHRENS, VFC SOCIALT UDSATTE
Tidligere har der været en tilbøjelighed til at betragte
vold i familien som et privat anliggende og ikke som en
problemstilling, det offentlige havde ansvar for at gribe
ind over for. I dag opfattes problemet anderledes – vold i
familien anses og behandles som en problemstilling, der
hører under menneskerettighederne. Det internationale
samfund – herunder Danmark – har eksplicit anerkendt
vold i familien som et menneskerettighedsproblem, som
staten har et ansvar for at bekæmpe.
På nationalt plan er handlingsplanen fra 2002 statens
instrument i bekæmpelsen af vold mod kvinder.
”Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod
kvinder” har afsæt i EU’s ”åbne koordination”. Det er en
metode, hvor EU-landene i fællesskab tager initiativer på
en række områder med henblik på at indfri den formulerede
vision. De fælles politiske mål implementeres i nationale
handlingsplaner, som det aktuelt er sket i den danske
handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder.
SENESTE UNDERSØGELSE* OM VOLDENS OMFANG I
DANMARK VISER BLANDT ANDET AT:
• Hver uge året rundt udsættes i gennemsnit en kvinde for drabs-
forsøg, og i hvert andet tilfælde mister kvinden livet. I godt
halvdelen af tilfældene begås drabet af en nuværende eller tid-
ligere partner.
• Årligt udsættes ca. 41.000 kvinder for forskellige grader af fysisk
vold fra en partner, og ca. 30.000 børn mellem 0 og 18 år er vid-
ner til volden i familien.
• Unge kvinder har ca. tre gange større risiko for at blive udsat for
vold end kvinder generelt.
* Mænds vold mod kvinder – omfang, karakter og indsats mod
vold. Minister for Ligestilling, Det Nationale Voldsobservatorium i
Kvinderådet, Statens Institut for Folkesundhed, København, 2004.
Kan downloades fra www.lige.dk, www.si-folkesundhed.dk og
www.kvinderaad.dk
Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder
kan downloades fra www.lige.dk
En iboende risiko
Skal de nationale handlingsplaner fungere og sikres legitimitet,
skal aktører fra bruger- til myndighedsniveau
inddrages. Dels ved selve udformningen af de nationale
handlingsplaner. Og dels ved fastlæggelsen af de indikatorer,
der skal bruges både til overvågningen og til evalueringen
af, hvorvidt målene indfris.
I forbindelse med udarbejdelsen af den aktuelle
handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder,
er der reelt sket inddragelse af en lang række aktører.
Handlingsplanen er initieret af regeringen, der har nedsat
en arbejdsgruppe med repræsentanter fra fire ministerier.
Arbejdsgruppen har udarbejdet en status over den amtslige,
kommunale og frivillige indsats mod vold i hjemmet
og har på denne baggrund forberedt regeringens handlingsplan.
Forud for denne status har arbejdsgruppen bl.a.
haft drøftelser med en lang række eksperter og frivillige
organisationer.
Men trods de mange aktørers involvering har nationale
handlingsplaner en iboende risiko for at blive opfattet
som statens mere eller mindre direkte middel til at blande
sig i og udhule suveræniteten i kommuner og amters
opgavevaretagelse. Dette gælder også for handlingsplanen
til bekæmpelse af vold mod kvinder, hvor måske især to
punkter kan støde an: I handlingsplanen påpeges offentlige
(og private) aktørers behov for efteruddannelse. Og
det påpeges, at der er et behov for forbedret tværsektorielt
og tværfagligt samarbejde. Begge dele kan opfattes som
kritik af indsatsen på (amts)kommunalt plan – uden at
der af den grund følger midler med til en forbedring af
indsatsen.
Fire indsatsfelter
Handlingsplanen til bekæmpelse af vold mod kvinder
har til formål at styrke de eksisterende aktiviteter over for
vold i familien og skal gå nye veje for at forstærke støtten
til voldsofrene og bremse volden i familien.
Der er udpeget fire primære indsatsområder, som har
været i fokus gennem de sidste to år:
• Ofrene skal have den støtte, de har brug for
• De berørte myndigheder skal blive bedre til at tackle
volden i hjemmet
• Volden i hjemmet skal bremses. Voldscirklen skal brydes
ved behandling af voldsudøveren
• Forebyggelsen af volden skal forbedres og kvalificeres

ved at indsamle yderligere viden om årsagerne til og
omfanget af volden. Holdningen til vold skal ændres.
Myndighederne skal rustes
De kommunale myndigheder spiller (jf. pind 2 ovenfor)
på flere leder en helt central rolle ved tilfælde af vold
i familien. Som fastslået i Serviceloven § 3 er det en
kommunal opgave at sørge for tilbud om rådgivning om
sociale problemer. Ligeledes fører de kommunale myndigheder
tilsyn med forhold, hvorunder børn og unge lever,
herunder børn i voldsramte familier. Både når det gælder
forebyggelse af vold, standsning af vold så tidligt som
muligt og støtte til ofrene for vold, er det derfor vigtigt, at
kommunen er rustet til at løfte opgaverne.
Og at håndtere vold i familien på en professionel måde
stiller faktisk store krav såvel den enkelte frontmedarbejder
som til organisationen. Det er nødvendigt med både
uddannelse og en prioriteret professionel indsats. Viden
om bl.a. voldens psykologi og redskabsorienteret undervisning
kan medvirke til at nedbryde fagfolks hverdagsantagelser
og berøringsangst og sikre en mere kvalificeret
indsats.
Handlingsplanen sætter ind med forskellige aktiviteter
rettet mod personale hos sociale myndigheder for at sikre
en mere effektiv forebyggelse og hensigtsmæssig støtte.
I det følgende gennemgås flere væsentlige aktiviteter.
Sidstnævnte aktivitet, ”Uddannelse af nøglepersoner”,
gennemføres først i foråret 2005.
Oplysningskampagne
Fra december 2002 til december 2003 gennemførte VFC
Socialt Udsatte sammen med Ligestillingsafdelingen,
Landsorganisationen af Kvindekrisecentre og Det
Kriminalpræventive Råd en landsdækkende oplysningskampagne.
Kampagnens målgruppe var lokale beslutningstagere
og fagfolk fra de myndigheder, der er involveret
i indsatsen. Oplysningskampagnen nåede ud til ca.
2000 fagfolk i form af 29 temadage, der både sigtede på at
bearbejde holdninger og formidle viden.
I forbindelse med temadagen fik deltagerne bl.a. udleveret
et faghæfte ”Hvordan kommer vi den voldsramte
familie i møde”, der giver en basal indføring i, hvordan
fagfolk skal forholde sig til de enkelte medlemmer i en
familie, hvor der er vold. Hæftet kan bestilles på www.
vfcudsatte.dk.
Værktøjskasse til fagfolk
VFC Social Udsatte har for Minister for Ligestilling udviklet
og udarbejdet faglige ”værktøjskasser” til professionelle,
der gennem deres arbejde skal hjælpe voldsramte
familier videre efter volden. Der er udarbejdet værktøjskasser
til fem grupper af fagfolk: politi, kommunale
sagsbehandlere, læger og sygeplejersker, fagfolk omkring
småbørn samt fagfolk omkring større børn.
Værktøjskasserne blev sendt ud i december 2004 og kan
desuden læses på www.vfcudsatte.dk.
Nøglepersonuddannelsen
Nøglepersonuddannelsen udbydes i foråret 2005 til
alle landets kommuner med henblik på at sikre, at der
på kommunalt niveau er videnspersoner, der fortsat
kan medvirke til at fastholde og udvikle indsatsen.
Nøglepersonerne skal sikre, at viden om problemstillingen
vold i familien indgår i fagpersonernes faglige beredskab
og udnyttes i forbindelse med sagsbehandling. Det er gratis
at deltage i uddannelsen, der har form af fem endags
moduler. Der udbydes på landsplan i alt 200 pladser.
Yderligere oplysning om nøglepersonuddannelsen kan fås
ved henvendelse til VFC Socialt Udsatte, tlf. 33 17 09 00.
Ny handlingsplan på vej
Social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen er på vej
med en ny handlingsplan til bekæmpelse af vold mod
kvinder. Som en del af aftalen om udmøntning af satspuljen
er der afsat 60 mio. kr. til indsatsen mod vold mod
kvinder i perioden 2005-2008.
Som situationen ser ud efter to år med en national
handlingsplan, der har initieret en meget lang række
nyskabende aktiviteter, kan man opfordre til, at den kommende
handlingsplan arbejder videre i samme spor, men
også ansporer til, at emnet vold i familien placeres højt på
den lokale og regionale dagsorden. Der er fortsat brug for
forebyggelse på flere niveauer, kompetenceudvikling og
øget tværsektorielt samarbejde samt behandling til såvel
voldsudøvere som ofre. Vold i familien er ikke en privatsag
– i dag.
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 13

14
Socialchef Karin Holland,
Horsens Kommune
Hvordan opfatter du grundlæggende initiativet med
nationale handlingsplaner?
Helt ærligt tror jeg, at den danske regering havde gjort
det samme uden at lave handlingsplaner for det. Og
Socialministeriet havde alligevel skullet skabe sig et
overblik over indsatsområderne og udstikke nogle retningslinjer.
Men når nu handlingsplanerne er der, så synes jeg, de
giver et godt overblik. Og måske er de også med til at
skabe en større synlighed af både målsætninger for fremtiden,
og hvad der generelt er i fokus på beskæftigelses-
og socialområdet.
Endelig har handlingsplanerne en funktion som politisk
commitment, som ikke er uvæsentlig. Af egen erfaring fra
Horsens Kommunes deltagelse i WHO Sunde Byer ved vi,
at den politiske forpligtelse er afgørende for at fastholde
fokus.
Hvordan kan man efter din mening sikre, at handlings-
planerne fører til faktiske forandringer?
Her ser jeg især handlingsplanerne som et instrument for
ministerierne, som kan sikre, at der er en sammenhæng
mellem de nationale planer og arbejdet ude i fx kommunerne.
Og når jeg læser handlingsplanerne og ser på det,
der foregår her i Horsens, så synes jeg egentlig, der på de
fleste områder er en god overensstemmelse.
Men naturligvis er der områder, der kan udvikles.
Forebyggelsen er ét af hovedområderne i den første nationale
handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og social
udstødelse. Dén tror jeg generelt godt kunne komme mere
i fokus i landets kommuner.
Hvordan har du selv brugt handlingsplanerne i dit arbejde?
Især den første af de nationale handlingsplaner har jeg
brugt meget konkret til tjekliste og inspiration, når vi har
lavet virksomhedsplaner. Ellers skal man jo læse intentionerne
ud af lovgivningen på de forskellige områder,
men her er de samlet, og det gør handlingsplanerne til et
godt redskab.
Men selvfølgelig er handlingsplanerne også meget
generelle, så vi skal ”oversætte” dem til vores kommune.
Når det gælder udsatte grupper er landet jo fx meget lidt
homogent, så det, der er et stort problem i den ene ende
af landet, er det måske ikke andre steder.
3 hurtige spørgsmål
Robert Olsen, forstander for den
selvejende institution Mændenes
Hjem, København
Hvordan opfatter du grundlæggende initiativet med
nationale handlingsplaner?
Som udgangspunkt synes jeg, det er positivt, at man
sætter fokus på sociale områder, der trænger til en særlig
udvikling. I den første nationale handlingsplan til
bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse – der er jo
kommet to – var der fx særligt fokus på hjemløse.
Risikoen ved handlingsplaner er jo, at de bliver lavet
for at vise, at man gør noget, uden der reelt bliver fulgt
op på det. Og så har man jo et problem. Men det synes
jeg ikke har været tilfældet her.
En anden sag er, at noget af arbejdet har taget tid, og
måske også længere tid, end vi praktikere synes, det
skulle.
Hvordan kan man efter din mening sikre, at handlings-
planerne fører til faktiske forandringer?
I de senere år har vi jo i boformerne været meget inde på
at dokumentere vores eget arbejde. Det har ikke været på
grund af handlingsplanerne, men falder i tråd med dem,
og jeg tror, det er den vej, vi må gå: Altså at vi monitorerer
(undersøger, red.) arbejdet og evaluerer både på de
enkelte indsatser og de samlede handlingsplaner. Det
gælder på det politiske niveau, men boformerne har også
en forpligtelse til at følge op på deres arbejde.
Hvordan har du selv brugt handlingsplanerne i dit arbejde?
Jeg bruger dem først og fremmest til at finde ud af, hvordan
vi kan bruge de nationale tiltag i forhold til vores
målgrupper. Det kan være på et generelt niveau eller
meget konkret. Hvis jeg fx ser i narkohandlingsplanen, at
der bliver sat penge af til botilbud til ældre misbrugere,
så er det selvfølgelig vigtigt for mig at undersøge, om det
er noget, vi kan hjælpe nogle af vores hjemløse videre til.

om nationale handlingsplaner
Terkel Andersen, formand for Rådet
for Frivilligt Socialt Arbejde
Hvordan opfatter du grundlæggende initiativet med
nationale handlingsplaner?
Som et godt redskab til at få overblik over de forskellige
typer af indsatser, ikke mindst i forhold til socialt udsatte
grupper. Og også som en hjælp til at anskue problemerne
i deres sande kompleksitet.
NAPerne, som de kaldes, altså de to nationale handlingsplaner
til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse,
er jo kommet til veje som led i en EU-strategi for at
få en form for benchmarking og inspiration landene imellem.
Og her kunne man frygte, at man bare fik indsamlet
en masse forskellige oplysninger, som ikke rigtig pegede
nogle steder hen. Men det synes jeg ikke har været tilfældet.
I dansk sammenhæng synes jeg, man har formået at få
involveret de mange forskellige parter på området, givet
en status og få indsamlet good practice-eksempler. Det
har været en god proces, der også har styrket koordinationen
mellem Socialministeriet og de øvrige aktører på
socialområdet.
Hvordan kan man efter din mening sikre, at handlings-
planerne fører til faktiske forandringer?
Det mener jeg, at man til dels kan opnå ved at udnytte
sådan en proces til at skabe nye kontakter, der fx kan føre
til nye partnerskaber og samarbejder, og på den måde
udnytte hinandens viden. Jeg tror, det er vigtigt fortsat at
arbejde på at kvalificere de sædvanlige feedback-mekanismer,
så aktørerne spiller mere sammen.
Hvordan har du selv brugt handlingsplanerne i dit arbejde?
Nu er jeg ikke selv involveret som praktiker, men jeg
har været en del af processen bag de danske NAPer. Her
har vi insisteret på, at man ikke betragter det frivillige
arbejde som noget, der spiller en separat rolle på socialområdet.
I stedet har vi fået tydeliggjort, at partnerskaber
mellem det frivillige og det offentlige bør ses som en tilgang
og en metode, således at frivillig indsats medtænkes
alle steder, hvor det er relevant.
Niels Danstrup, Fredericia Kommune,
leder af Misbrugscentret i Fredericia
Hvordan opfatter du grundlæggende initiativet med
nationale handlingsplaner?
Som en god ide! Misbrugsområdet, som er det, jeg kender
mest til, har fx levet en turbulent tilværelse i nogle år,
men har nu fået større bevågenhed. Det mener jeg helt
bestemt, handlingsplanen på området har bidraget til.
Men handlingsplanen er også god på den måde, at den
viser nogle brede, overordnede hensigter. Og det er jo
ikke sådan, vi praktikere får kaffen galt i halsen, når vi så
læser handlingsplanen, og det mener jeg positivt: Der er
god overensstemmelse mellem de ting, vi ser i praksis, og
signalerne fra Christiansborg.
Hvordan kan man efter din mening sikre, at handlings-
planerne fører til faktiske forandringer?
Det synes jeg faktisk, man har fanget ind med kravene
om kvalitetssikring. I forlængelse af handlingsplanen
på narkoområdet er det besluttet, at alle behandlingsenheder
skal udarbejde kvalitetsstandarder og lægge dem
åbent frem, så alle kan se, hvad vi mener, når vi taler om
kvalitet, behandling osv. Det er meget forpligtende både
institutionelt og politisk, fordi man jo så også binder sig
til, at der skal være ressourcer til at opretholde disse
standarder.
Hvordan har du selv brugt handlingsplanerne i dit arbejde?
Forud for handlingsplanen deltog vi fra misbrugscentret
i diverse arbejdsgrupper, og vi har så senere kunnet se,
at de ting, vi har fokuseret på, faktisk også er taget op i
handlingsplanen mod narko.
Da handlingsplanen så forelå, har vi taget udgangspunkt
i den, når vi har lavet strategier for vores område her i
Fredericia, fx da vi skulle lave virksomhedsplan for misbrugscentret.
Og endelig har vi så præsenteret de planer
for vores politikere, hvorefter handlingsplanen bliver
omsat til lokal praksis.
Dét er så den del, der fungerer. Hvis jeg så skulle pege
på noget, hvor vi ikke er kommet så langt, så er det alkoholmisbruget,
hvor vi jo endnu savner en national handlingsplan.
udsat I nummer 3 I 2. årgang I januar 2005 15

leder
16
ANNE WORNING
CENTERCHEF
Handling eller plan?
Handlingsplaner for særligt udsatte grupper udgør
et supplement og en præcisering i forhold til regeringens
handlingsprogram ”Det fælles ansvar”.
Dette nummer af Udsat sætter fokus på betydningen
og anvendeligheden af de nationale handlingsplaner.
Handlingsplanerne udgør vigtige oftest tværpolitiske
styringsinstrumenter fra regeringen til de udførende
led, kommunerne eller institutionerne. De
udfylder hullet mellem lovgivning og praksis – et
hul, som med den ofte meget sektor- og rammeprægede
lovgivning bør indsnævres og præciseres.
En handlingsplan er blot ord på papiret. Skal der
komme forandring i praksis, forudsætter det vilje
og engagement i de udførende led. I den forstand
er tilbagemeldingerne fra bidragyderne til dette
temanummer opmuntrende. Fordi de vidner om
stor velvilje og opbakning bag de politiske initiativer.
Den øgede brug af handlingsplaner skærper
opmærksomheden på, hvordan handlingsplanerne
bruges og omsættes i det sociale arbejde. Og på
hvordan behov for initiativer udsprunget af praksis
formuleres og indopereres i regeringens prioriteringer.
Altså kort og kort problemstillinger om samspillet
mellem politik og praksis. Om implementering.
Og om tilbagespil fra praksis.
Den problemstilling giver handlingsplanerne ikke
konkrete anvisninger på. Handlingsplanerne er en
slags opsummering af, hvilken viden, der eksisterer
om et område samt en beskrivelse af den indsats,
der bør prioriteres. Som sådan er handlingsplanerne
en aktuel temperaturmåling, der samler de
ofte spredte vidensfragmenter, der er om vigtige
problemstillinger på det sociale område. Og hvad
der måske er endnu vigtigere: Handlingsplanerne
præciserer de initiativer, der bør igangsættes sideløbende
over for klienter og brugere, fagfolk og borgere
med henblik på at opnå resultater. Som sådan
repræsenterer handlingsplanerne ikke alene en
tværfaglig tilgang, men også en parallel tænkning,
hvor flere initiativer skal samtænkes for at opnå de
ønskede resultater.
Sker det så i praksis? Netop det punkt fokuserer
de interviewede repræsentanter for praksis på.
Kommunerne (og institutionerne) skal selv oversætte
og implementere, hvordan der skal sættes
ind med en helhedspræget social indsats såvel i
forhold til de faglige kompetencebehov som i forhold
til metodeanvendelsen. Hvordan den implementeringsproces
foregår, er en decentral opgave.
Det ved vi kun meget lidt om. Skal udviklingsarbejdet
af handlingsplanerne kvalificeres, skal det
ske med vægtige bidrag fra virkeligheden, dvs. der
skal igangsættes en proces mellem praksis og politik.
Den nationale handlingsplan til bekæmpelse
af fattigdom og social udstødelse er blevet til efter
grundig høring og diskussion i kredsen af decentrale
interessenter. Og det ser ud til, at den proces
fortsættes og udbygges.
Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte
har til opgave at udvikle og formidle viden om det
sociale arbejde med udsatte. Centret lægger gerne
spalteplads til rådighed for de erfaringer, der med
udgangspunkt i handlingsplanerne indhøstes lokalt
i arbejdet med udsatte mennesker. Centret kan med
det afsæt medvirke til formidling af viden til de
politikere, der skal revidere handlingsplanerne.