Vores rejse til Cuba - Århus Friskole

FORORD
Idéen med denne bog er først og fremmest at få gjort vores tur til den caribiske ø,
Cuba, til et evigt minde.
Det er også meningen at få skrevet ned, og få fortalt til os selv og til andre om turen.
Bogen er bl.a. en inspiration for andre der skal på 8. klasses tur. På grund af at vi er
blevet 1 år ældre, kan vi se på rejsen med andre øjne. Vi har opdaget alt det gode ved
turen. Bogen er også en projektopgave som hører med til pensum. I efteråret 2004
optrådte vi på: Århus Friskole, Randers-Pædagogseminarium, Musikhuset,
Koncervatoriet og Børnenes Friskole, med vores musik, danse- og filmshow og med
fortælling om vores tur til Cuba. Bogen er så det endelige punktum for vores
fantastiske og spændende 8. klasses tur.
Vi håber i vil nyde denne bog.
M.V.H. 9. kl. 2005
2

Indholdsfortegnelse
1) 8.klasses turen. Side 4 - 5
2) Facts om Cuba. Side 6
3) At være turist på Cuba. Side 7
4) Havana. Side 8
5) Livet i bussen. Side 9 - 10
6) Pinar del Rio. Side 11 - 12
7) Congofest. Side 12 - 14
8) Netundertrøjer. Side 15
9) Santeria. Side 16 - 17
10) Matanzas Side 18 - 19
11) Livsglæde. Side 20
12) Toiletbesøg. Side 21
13) Cienfuegos. Side 22 - 23
14) Cubas helgen. Side 24 - 25
15) Cigarer. Side 26
16) Hotel Lido. Side 27
17) Tak. Side 28
3

8.klasse turen
8. klasse turene er gået til
mange steder i verden.
Vores klasse var på Cuba
fordi vi syntes musikken på
Cuba er meget spændende
og vi ville gerne opleve
Cubas specielle styreform.
Historien bag
Hele grundlaget for 8. klassesturen startede
i 1973, hvor 8. 9. og 10. klasse var på
en tur til Tunesien. Idéen med turen var at
komme ud at opleve en anden kultur,
levevej og lære andre mennesker at kende.
I 1976 var 8. klasse af sted igen, denne
gang var målet Grønland. Fra 1983 og helt
frem til i dag har alle 8. klasser været ude
at rejse.
Turene er gået til det meste af verden,
Afrika, Europa, Nord- og Sydamerika.
Vi var så af sted i marts måned 2004, og
vores rejse gik til den caribiske ø, Cuba.
Hvorfor Cuba?
Måden vi fandt på hvor vi skulle hen, var
at vi kom med forslag til rejsemål, som vi
i små grupper studerede og fortalte
hinanden om. Vi valgte de fire mest
spændende lande, Brasilien, Jamaica,
Vietnam og Cuba.
4
Vi holdt afstemning. Måden vi gjorde det
på, var ikke at vi stemte ét land ud, men
derimod stemte vi tre lande ind, derefter to
lande og til sidst ét.
Grunden til at mange stemte på Cuba var
den utraditionelle og spændende styre-
form, kommunisme, og den meget stor-
slået musikkultur der er på Cuba.
Kommunismen på Cuba styres af Fidel
Castro. Kommunisme er lidt ligesom et
diktatur, hvor det enkelte menneske ikke
selv kan bestemme. Dog går kommunisme
ind for ligestilling og ligeret.
Fidel Castro er den eneste leder af det
eneste parti, og kan derfor få det næsten
som han vil.
Musikken er enten akustisk, eller en slags
beton-calypso med noget rap over. Den
akustiske del er virkelig spændende, dels
fordi det er noget af det sværeste musik i
verden at spille, men også fordi måden at
spille f.eks. rumba på varierer enormt
meget fra sted til sted.
Man skal derfor helst ikke spille Havana-
rumba for én, der kommer fra den anden
ende af landet, f.eks. Matanzas.

Hvordan tjente vi
pengene?
For at en hel 8. klasse + lærere, i alt 18
personer, kunne få råd til at rejse en
måned til Cuba, skulle der tjenes en masse
penge. Det var et fælles projekt for
klassen, forældrene og ikke mindst
lærerene.
Vi brugte et år på at tjene penge nok, det
gjorde vi ved at spille i børnehaver,
fritidshjem, institutioner og skoler.
Ud over alle de spillejobs vi havde,
afholdte vi (8. klasse) to store fester. En
høstival- og en fastelavnsfest.
Vi tjente mange penge på de to fester ca.
100.000 kr. til sammen.
Rejseruten
Torsdag den 4. marts 2004 startede vores
tur til Cuba. Vi mødtes på skolen klokken
8, pakkede bussen og sagde farvel til alle.
Det var lidt sørgeligt at sige farvel til
familie og venner, og meget underligt at vi
skulle en hel måned til Cuba.
Kl. 8:30 kørte vi fra skolen.
Humøret i bussen blev hurtigt godt, for nu
var rejsen rigtig begyndt.
Vi kørte til Billund, hvorfra vi fløj til
Amsterdam i Holland. I Amsterdam var
flyet forsinket med tre timer. Fra
Amsterdam fløj vi direkte til Havana,
Cubas hovedstad.
5
Da vi ankom kørte vi til Villa Bacuranau
lidt udenfor Havana. Her var vi i 3 dage,
for at vende os til varmen og
tidsforskellen.
Fra Villa Bacuranau kørte vi til Pinar del
Rio, der var vi i 9 dage. Så gik turen til
Matanzas, der var vi så i 8 dage. Derfra
gik rejsen til Cienfuegos, hvor vi var i 5
dage. Til sidst gik rejsen til Havana, hvor
vi denne gang boede i midten af Havana.
Der var vi de sidste 3 dage af vores rejse.
Hele vores rejse tog sammenlagt 28 dage.
Astrid og Signe

Facts om Cuba
Areal: : 110.992 km2
Befolkning: 11 mio.
Sprog: Spansk
Religion: : : Santeria, katolicisme og andre afro-
cubanske religioner.
Regering: : Fidel Castro fik sammen med Ché
Guevara bragt kommunismen til Cuba. Lige
siden har Fidel Castro styret Cuba med det
kommunistiske parti.
Tidsforskel: : Når klokken er 12 i Havana er
den 18 i Danmark. Cuba har også sommertid.
Valuta: Pesos er den lokale valuta og svare til
0.25 danske kr.
Elektricitet: : 110 volt er det mest almindelige,
så det er en god ide at medbringe en adapter.
Flyvetur: : : Flyveturen til Cuba tager 11 timer.
6
Flyveturen fra Cuba og hjem tager 9 timer
pga. jetstrøm.
Klima: : Cuba har et subtropisk klima, med en
årlig gennemsnitstemperatur på 25 C. I den
tørre sæson (november-april) er
luftfugtigheden gennemsnittelig 77%. I den
våde sæson (maj-oktober) er luftfugtighed
82%.
Den Cubanske befolkning er en blanding af
europæere, afrikanere og kinesere. Der er kun
få spor fra de indfødte. Det er kun 35% af
befolkningen der er hvide, resten er kreolere
eller sorte. Oprindeligt var Cubas befolkning
Indianere.
USA har et handels-embargo mod Cuba,
derfor kan Cuba ikke handle med de vestlige
lande. Cuba er stort set afskåret fra det meste
af verden.

At være turist på
Cuba
De cubanske drenge og piger
blev tiltrukket af os som
magneter, det var både
hårdt og sjovt og helt sikkert
en oplevelse der gjorde stort
indtryk.
Noget af det første vi opdagede og som
forundrede os meget, var at cubanerne var
helt vilde efter at komme i kontakt med os.
Især pigerne fra klassen var der stor kamp
om.
Det var næsten umuligt at gå uden for en dør,
uden at en cubaner forsøgte at komme i
kontakt med en. Måden de gjorde det på, var
ikke altid lige charmerende. F.eks. kunne de
finde på at råbe ” beautyful, I love you!”,
selvom man kun lige hurtigt var gået forbi
dem. Andre var mægtig flinke og
snakkesaglige. Selvom de kun havde et meget
lille engelsk ordforråd, og vi kun havde et
meget lille spansk ordforråd, var det nemt at
forstå hinanden. Vi brugte meget tegnsprog
som kommunikation. I starten var det nu
temmelig hårdt med alt den opmærksomhed.
Lige så snart cubanerne så at vi var hvide og
turister, rendte de lige i hælene på os og ville
sælge cigarer eller være kærester. Når man
gik ned af Cubas smukke stræder, kom der
lyde fra alle altaner, døre og vinduer. De
sagde en lyd som mindede lidt om en cikade,
”tss tss, tss tss”. I starten syntes vi, det var en
smule irriterende med alle de mærkelige lyde,
som vi ikke kunne se hvor kom fra.
Dog vænnede vi os efterhånden til det, og
ikke mindst lærte at se væk fra en cubaner
som ivrigt forsøgte med pift og fløjt, for at
komme i kontakt med en.
7
Det var ikke fordi vi ikke havde lyst til at
snakke med dem, for cubanere er virkelig
dejlige. De brune bedårende øjne og den
smukke brune hud, det var lidt svært at sige
nej til. Men at få nonstop opmærksomhed, var
nu lidt for meget. De steder vi var for at
besøge en bestemt gruppe mennesker, var
rigtig godt og behageligt. Det var let at
udvikle venskaber. Faktisk var det utroligt
hårdt for os, hver gang vi skulle forlade
stederne, hvor vi lige havde lært nogle
fantastiske mennesker at kende. Vi nåede
heldigvis at udveksle adresser. Der er stadig
nogle af os der skriver sammen. Det er
næsten 100 procent sikkert at nogle fra
klassen vil rejse til Cuba igen, og det er helt
bestemt på grund af alle de dejlige mennesker
vi har mødt.
Krista

Havana
Vi boede i Havana i starten og i slutningen
af turen. Det første sted var Villa
Bacuranau, og det sidste sted var på Hotel
Lido i Havanas centrum.
Havana er en meget flot og gammel by.
Den er også meget tryg, så man kan faktisk
gå alene rundt i byen uden at der kan ske
en noget.
Mange af Havanas huse er ikke blevet
malet, repareret eller ”fikset” på nogen
måde i de sidste ca. halvtreds år.
Men byen er alligevel flot på sin helt egen
specielle og dejlige måde.
Lige meget hvor vi gik var der nogen der
henvendte sig til os og spurgte til hvor vi
kom fra, hvad vi lavede på Cuba og om vi
ville købe noget af alt deres juks. Overalt
holdt der gamle amerikanerbiler fra før
revolutionen, og russiske motorcykler med
anhængere. De manglede allesammen
nogele dele måske endda en dør eller
enlygte.
Det første sted vi boede var i Villa
Bacuranau som lå rigtig fredeligt og
hyggeligt 20 km. Øst for Havana. Her
kunne vi være os selv de første par dage på
Cuba.
Da vi ankom var vi meget trætte og vi
ventede i laaaang tid på nøglerne til vores
hytter.
8
Vi glædede os alle sammen til at se vores
nye ”hjem” og til at finde den forhåbentlig
bedre seng end de hårde flysæder. Vi
boede 2 og 2 eller 3 og 3 i nogle
forunderlige store pæne hytter. Udenfor
vores døre var der en swimmingpool og
500 m fra hytterne lå der en stor dejlig
bountystrand.
Der var godt at være!
En vældig varm dag var vi til
Lørdagsrumba, der var mange mennesker,
så der var kun få af os der så den ellers
fantastiske opvisning. Der var højt humør
og deres kostumer var helt vildt flotte.
En aften hjemme i Bacuranau var der
poolparty, der kom et band og spillede.
Der var letpåklædte kvinder der rystede
både patter og røv.
Cubanere har en anderledes fornemmelse
for tid, derfor skete det flere gange at vi
blev forsinkede og ikke nåede det vi
skulle.
Da vi skulle flytte videre til Pinar del Rio,
kom bussen vi skulle køre med også for
sent. Vi var allerede blevet vandt til det, så
vi hoppede bare i poolen.
Vi kunne rigtig godt lide Havana, der var
mange forskellige og sjove mennesker i
byen. Alle var glade og imødekomne, vi
mødte mange flinke folk. Vi blev også
stoppet af folk der ville vise deres hjem og
familie frem for os.
Skrevet af Johanne, Camilla og Sarah.

Livet i bussen
Alberto og Roberto kørte os
rundt på Cuba i en gammel
rystende bus.
Med sig i kufferten havde de
deres glæde og venskab med
sig som vi fik del af.
Uden dem havde det ikke
været sådan en fantastisk
tur.
Vi skulle have en måde at komme rundt
på Cuba. ICAP, som er den organisation
der havde arrangeret turen, havde en bus
som vi lejede og som vi blev fragtet rundt
på Cuba i. Med os i bussen havde vi en
chauffør og en guide.
Alberto
Alberto, vores chauffør, var en rigtig sej
chauffør. Han havde en kone, Rosa og en
søn.
I starten kunne Gladys fra ICAP ikke få
Alberto til at tage turen, fordi han så
skulle være væk fra sin familie i 24 dage,
det var den tid han skulle køre og være
sammen med os, og det var han absolut
ikke vild med. Men vores organisation,
ICAP havde ikke andre chauffører som de
kunne få, så de fik ham overtalt –
heldigvis.
9
Alberto var vild med baseball. De to
gange vi var til baseball var det ham der
arrangerede det. Han ville ikke gå glip af
en vigtig baseballkamp. Han styrede vores
bus godt. Han lavede i hvert fald ikke
nogle skrammer.
Efter turen sagde han at tiden sammen
med os, havde været de bedste dage i hans
liv. Det gjorde os alle varme indeni. Det
var en sød ting at sige.
Roberto
Roberto var vores guide. Han var og tyk
hyggelig. Han prøvede at lære dansk.
Hver gang vi kom hen til bussen, pegede
han på sit ur og sagde ”ti minyten, ti
minyten” og det betød at vi kørte om ti
minutter.
Når vi var ude at spille musik for nogle
cubanere, klappede han altid med. Når vi
så var færdige med at spille, kom han hen
og klappede os på skulderen og roste os
ved at smile til os eller give
tommelfingeren. Han var stolt af os. Han
ville vise at han var sammen med os. På
den måde var han som en ekstra voksen
for os.
Roberto kunne se stor forskel på os fra da
vi kom og til vi tog af sted igen. Da vi
kom var vi hvide, blege og dovne
mennesker der ikke turde eller gad at røre
en finger. Men da hjemturen nærmede sig
var vi de vildeste brune cubanere der stort
set ikke lavede andet end at danse.

De festlige tider i bussen
I vores cubanske bus, var der altid glade
børn og voksne.
Vi havde altid en guitar og en sangbog
med, så der blev altid sunget en masse,
danske og cubanske sange på tværs.
Hver gang vi kom ind i den fantastisk bus,
gav man Alberto hånden, som tegn på
godt venskab.
Alberto kørte os til den flotteste strand
Maria La Gorda, der var som sædvanlig
en god stemning i bussen. Der blev købt
cubansk slik, frisk frugt og sodavand til de
varme busture, efter en iskold cola og en
pose slik var man klar til et fedt samba-
nummer i bussen. Det var som om der var
forskellige verdener i bussen.
Helt foran i bussen var der voksensnak og
en kraftig lugt af cubanske cigaretter.
Midt i bussen var der forskellige danske/
cubanske sange der kørte på skift.
10
En dejlig guitar lyd, hvor tonerne ikke var
helt rigtige hver gang.
De trætte sad nede i enden af bussen og
snakkede og fortalte vitser.
Der var en dag i Cienfuegos hvor vi havde
været på stranden, alle vores trommer lå i
bussen fra dagen før hvor vi havde spillet
på en skole, så hele vejen hjem fra
stranden blev der spillet samba og vi
sunget. Der var ikke noget der kunne
stoppe det, selv om bussen stoppede ved
universitetet stod vi stadig i bussen og
spillede.
Alberto og Roberto var to varme
mennesker. Vi var meget glade for at det
var dem vi havde med. For at vise det,
arrangerede vi en aften på restaurant
Eleggúa, hvor vi gav dem gaver og nød
den sidste tid med dem.
De var ganske enkelt uundværlige.
Andreas & Sarah.

Pinar del Rio
I Pinar del Rio boede vi på hotel Pinar del
Rio. Det var et fint hotel, bortset fra den
konstante betoncalypso der kørte døgnet
rundt, og håndvaskene der hang 10 cm ud
fra væggen. Det var et stort og ifølge
cubansk standart, et rigtig godt hotel. Der
var en swimmingpool, en lille scene og så
var der varmt vand på værelserne; ren
luksus.
Udover at have en seng at sove i, skulle vi
også have mad. Det fik vi i en lille
restaruant, som hørte til hotellet. Vi spiste
der morgen, middag og aften, hvis ellers
programmet tillod det.
Olga hed damen der arbejdede der og hun
styrede stedet med en sød hård hånd. I
starten syntes hun at det var højst
mærkværdigt og meget forkert, når vi kom
ned om morgnen i bare tæer og med
morgenhår. Hun var en rigtig sød og skæg
dame, som vi endte med at være rigtig
kede af at tage afsked med!
I Pinar del Rio er gaderne fulde af
mennesker, menneskene er meget flinke,
de spurgte allesammen om hvor vi kom
fra. I Pinar er det meget nemt at finde
rundt. Der er en lang hovedgade og en
masse sidegader. Gamle lave huse, med
slidt maling i mange forskellige farver. Der
var dog èt hus der skilte sig ud.
11
Det var helt gult med nogle knaldrøde
karme og stolper, det var en dollarbutik.
Rundt omkring står der folk og sælger
pizzaer, man kan få en pizza for 5 pesos, 1
pesos er 25 øre. Der er folk der sælger is
fra små boder, og over alt kører der
cykeltaxaer.
Vi var tit inde i byen for at købe is, pizza
eller bare for at kigge.
En aften var der nogle der tog til baseball.
Resten af klassen tog i byen på iscafe.
Der var som altid folk der henvendte sig til
os. Vi spurgte tre cubanere om hvor vi
kunne købe is, de ville gerne med os hen
på iscafeen.
Da vi kom til iscafeen var der en lang kø
ude foran og der var ligså mange
mennesker inde i cafeen. Efter 15-20
minutters ventetid (vi var jo på Cuba) kom
vi ind og fik et menukort hvorfra vi kunne
vælge mellem to ting: Vanilieis og tuttifrutti.
Vi spurgte cubanerne hvad tuttifrutti
var, og de sagde, så vidt vi forstod, at
det var frugtis. Det syntes vi lød lækkert,
så de friske tog chancen og bestilte em
omgang tutti-frutti. Desværre var det ikke
så lækkert som vi havde regnet med. Det
var slet ike frugtis, men derimod en
milkshake med sød tyggegummismag.
Men vi havde det hyggeligt.
Da Eva ville betale, sagde den ene cubaner
at det skulle hun ikke, for han kendte den
berømte cigarbonde Don Robaina. Derfor
ville han betale. Men det ville Eva ikke
høre tale om, så det blev en rimelig lang
diskussion. Det endte dog med at han
betalte.
Selvom cubanere ikke har særlig mange
penge så er de meget gæstfrie. Da vi var
færdige med at spise tog vi hjem til
hotellet, det var vores lille tur på iscafe.
Meget af tiden i Pinar, brugte vi på EVAskolen
(EVA står for Escuela Vocacional
de Arte). Det var en skole for børn med et
specielt talent, for at danse ballet, moderne
dans eller at spille klassisk musik.

Vi fik en rundvisning på skolen, og de tre
næste dage var vi på workshops. Der var 3
workshopshold; ballet, moderne dans og
musik. Det var meninge at man skulle
prøve alle holdene, men det endte med at
de flest blev på det hold de startede på,
fordi man var blevet venner med de børn
man var sammen med. Vi var også på en
masse udflugter sammen med børnene fra
EVA. Men for hver ny udflugt var det også
nye børn, så vi følte lidt at vi var en kage,
som alle skulle have et stykke af. F.eks.
var vi henne ved en mand der hedder
Pelegrin, han havde lavet et kulturhus,
hvor børn kunne lære en masse ting, f.eks.
At male og lave mad.
Vi var også på stranden Maria laGorda.
Mange var ude at snorkle og så masser af
flotte fisk.
Vi så faktisk alle seværdigheder i Pinar del
Rio`s omegn.
Den sidste dag på EVA hodt skolen en
afskedscermoni for os. Det foregik på den
måde, at de havde samlet deres bedste
musikere, og dansere som optrådte for os.
Bagefter optrådte vi for dem. Sådan gik det
på skift. Til slut holdt vi taler for dem, og
de holdt taler for os. Vi gav dem gaver og
de gav os gaver.
Vi udvekslede også adresser og fik sagt
pænt farvel til alle.
Det havde været nogle rigtig gode dage i
Pinar del Rio.
Skrevet af Johanne og Anna
12

Congofest
Lugten af cubanske cigarer
og smagen af god rom
bragte sjælen i en
trancelignende tilstand. . . .
Dansen inviterede os
indenfor til en Congofest
der fortsatte til langt ud på
aftenen....
Til søndagsrumba i Pinar del Rio var
Jeppe (vores lærer) faldet i snak med en
cubansk pige, Inés, som inviterede os til
Congofest. Congo Bantu er en religion der
stammer fra Afrika. Slaverne tog
religionen med til Cuba. Inés tilhørte selv
Congo Bantu religionen, og hun ville
gerne have os med til Congofest.
Vi var kun nogle få der tog med, da
mange var halvsyge, sløve eller trætte af
varmen. Erik, Jeppe, Anna og Andreas tog
af sted. Inés sagde at der kunne være
meget langt at gå, så vi blev nødt til at
tage en taxa, hun vidste ikke om vi kunne
holde til at gå derhen.
De taxaer der er på Cuba er gamle
amerikanerbiler, Cadillac fra før
revolutionen. Den taxa hun førte os hen til
var en gammel, flot Cadillac.
13
Bilen havde en slidt blå farve, dens sæder
var af det dejligste slidte læder.
Bilen standsede efter 3 min. kørsel, hun
havde sagt at der var 3 km. kørsel, men
der var ikke andet end 500 m. Cubanerne
hader at gå, hvis de kan komme til det vil
de hellere køre.
Vi kom over i et helt andet kvarter af
Pinar del Rio, som vi aldrig havde været i
før. Der var små forfaldne træhuse og de
huse der var af beton og sten var endnu
mere forfaldne end dem vi havde set før.
Vi gik op ad en støvet grusvej og kunne
høre trommerne næsten med det samme,
og vidste at det var der vi skulle hen.
Vi kom op til et lille skur der var på
størrelse med et svensk lokum. Foran
skuret var der ca. 15 mænd, to af dem sad
og s pillede på congas og en stod og slog
på en spade, som en slags koklokke.
Selv om der i forvejen var tre mænd i
skuret, lykkedes det dem alligevel også at
få os proppet derind.
Da vi kom ind, var det første vi så, grønne
grene der hang ned fra loftet. For enden
var der et alter, det var en lille forhøjning
hvor der stod to krukker.
På kanten af forhøjningen lå der
hønsefødder, grisefødder og hjortefødder.
Fødder som var ofringer. Ofringerne var
til forfædrene som besidder megen magt
og som er stærke – derfor er de gode at
være venner med.

Der var dunkelt, der brændte kun nogle få
stearinlys rundt omkring i skuret. Erik
stod og snakkede spansk, vi; Anna og
Andreas prøvede at følge med, med den
smule spansk vi kunne.
For at vise forfædrene respekt, skulle vi
ryste en marracas. Ikke bare stille og
roligt. Vi skulle ryste den kraftig ud over
alteret, så forfædrene kunne høre det. Vi
var lidt bange for at den gamle
faldefærdige marracas skulle gå i stykker.
Lige pludseligt sagde lærerne at nu skulle
vi ryge cigarer og drikke rom! Ja vi havde
faktisk ikke noget valg. Så det endte med
at vi stod og babbede på hver vores cigar,
og prøvede at virke som om vi sagtens
kunne finde ud af det.
Det var en ære for vores værter at kunne
byde os på disse ting. Da vi skulle drikke
rom, foregik det ved at en halv kokosnød
gik rundt. Hver gang man fik den skulle
man modtage den og drikke med krydsede
arme.
Vi var lidt beklemte i starten med cigaren,
for vi havde aldrig prøvet at ryge sådan en
før. Men vores lærer Erik, prikkede til os
med albuen som et tegn på at han syntes at
vi skulle ryge dem, så fornærmede vi ikke
forfædrene.
Anna blev en smule skæv af cigaren og
Andreas blev en smule fuld af rommen, så
det hele gled meget let. Vi blev også budt
på mad, ris og gris.
14
Alle gav lidt penge til guderne, de penge
blev brugt til mad, på den måde var alle
med til at give et lille bidrag til festen.
Selve Congofesten er at man danser,
trommer og synger. Man gør det i lang tid,
til sidst kan man godt komme i en
trancelignende tilstand.
Vi dansede længe, det blev mørkt og en
lille lampe blev fikset, sangen forsvandt
ud i mørket:
Aye a la kimbambula, aye a la
kimbambula.....
Lige fra starten var vi velkomne. Ikke på
den overdrevne måde, vi var bare med, det
var ikke noget problem. Det synes vi godt
at danskere kunne lære noget af. Vi kunne
få mange gode oplevelser ved at være lidt
mere åbne overfor fremmede og hinanden.
Da vi var godt trætte, sagde vi pænt
farvel.
På vejen hjem fór vi lidt vild, men pyt, vi
var jo på Cuba.
Andreas og Anna

Netundertrøjer
Det hele startede i Pinar del Rio, hvor
klassen var til Søndagsrumba. Vi var
næsten færdige og skulle til at gå tilbage til
hotellet, da vi fik øje på en svedig cubaner
i netundertrøje, der stod og dansede for
fulde hammer.
Vi spurgte om netundertrøjen var til salg,
på det bedste spanske vi havde lært, vi fik
den for 1 dollar, der svarede til ca. 6,5 kr.
på det tidspunkt. Straks var der en helt
masse andre cubanere der kom hen og
spurgte, om vi ikke også ville købe deres
sko, skjorter, bukser og sokker.
Da vi kom derfra var vi de nye ejere af 5
svedlugtende cubanske netundertrøjer, alle
købt for henholdsvis 1 og 2 dollars.
Hele interessen for køb af netundertrøjer
stammer fra den klasse der tidligere har
været på Cuba.
De havde købt netundertrøjer med hjem,
men de havde bare købt dem i butikker.
Det forholder sig nemlig sådan, at på Cuba
får leverandøren en engangsforsendelse af
tøj. F.eks. 20.000 par af de samme bukser,
når de så er solgt er der ikke flere af dem i
butikkerne på Cuba.
Derfor var vi så nødt til at købe
netundertrøjer, af folk på gaden.
Vi havde en lille sjov oplevelse i Pinar del
Rio, hvor vi som bekendt var rundt at lede
efter netundertrøjer, da vi blev stoppet af
en cykeltaxa.
Manden deri havde set os gå rundt og købe
netundertrøjer af folk på gaden. Han kunne
lidt engelsk som var til stor nytte, for vi
var nok ikke de dybeste tallerkner i skuffen
til spansk. Vi fandt ud af, at han ville køre
os lidt rundt, gratis, og handle med folk for
os. Vi fik 7 netundertrøjer ud af turen.
Bagefter kørte han os tilbage til hotellet,
hvor vi så alligevel stak ham nogle penge,
fordi han havde været så flink.
15
Efter den oplevelse vidste alle hvad vi
ville, og kom derfor helt af sig selv hen til
os, for at sælge deres netundertrøjer.
Hver gang vi mødte ham med cykeltaxaen,
fik vi os en lille hyggelig snak.
Da vi kom tilbage til Danmark, havde vi
tilsammen ca. 30 netundertrøjer som vi
havde købt af folk på gaden.
Mads

Santeria
Santeria er sammen med katolicismen en
meget udbredt religion på Cuba. Næsten
alle cubanere dyrker Santeria som også er
en livsstil. Selveste Fidel Castro,
p r æ s i d e n t e n p å C u b a , d yr k e r
Santeriareligionen.
Santeria er en blanding af to religioner.
Den spanske katolicisme og Yoruba fra
Vest-Afrika. Slaverne måtte ikke dyrke
Yoruba, og gav derfor Yorubaguderne
katolske dæknavne. Dermed opstod
religionen, Regla de Ocha, eller som det
populært kaldes, Santeria.
Der er mange forskellige guder inden for
Santeria, som hver repræsenterer livets
forehold. Hver gud har sin egen rytme,
sang, dans og farve.
Santeria praktiseres ved ceremonier.
Blandt de mest betydningsfulde guder der
tilbedes kan nævnes:
Eleggua, er guden der åbner og lukker
dørene, rent symbolsk.
Til ceremonierne danses alle gudedansene
i en bestemt rækkefølge, og det er altid
Eleggua der starter og slutter. Foruden
dette er han også legeguden, og danses
ofte som et kærligt, men drillesygt barn.
16
Fx driller han ved hjælp af sin stav som
han altid danser med, ”hugge” hatte, og
ved at spytte rom udover publikum.
Elegguas farver er rød og sort.
Oggun, er en af de 3 krigsguder, men også
smedens gud. Hans dans har krigskarakter
idet han svinger sin machete, samtidig
med han ”skærer hoveder”. Han danser
med bar overkrop, shorts og bambusskørt.
De to andre krigsguder er Chango og
Ochosi. Ogguns farver er grøn og sort.
Yemaya, er moderen og havets gudinde.
Når hun danser imiterer hun havets
bevægelser. Bølgerne der blidt slår ind
over stranden eller de voldsomme hvirvler
eller bølger fra det frygtindgydende hav.
Hun er moder til alle de andre guder, og
hendes farver er hvid og blå i alle nuancer.
Ochun, er kærlighedens og skønhedens
gudinde. Hun er ligesom Freja i den
nordiske mytologi. Ochun har mange
danse lige fra arbejdsdanse til danse hvor
hun frækt svinger sin vifte. I sin dans
imiterer hun flodernes rislen, som hun
bader sig i, hvorpå hun pynter sig og går
til fest. Hendes farver er guld, gul og hvid.

T r o m m e r n e d e r s p i l l e s p å t i l
Santeriacermonier hedder Bata. Der er altid
3 b a t a t r o m m e r i e n c u b a n s k
trommegruppe. Batatrommerne har
forskellige størrelser, og forskellige navne.
Den største hedder Iyá, den mellemste
hedder Itótele, og den mindste hedder
Okónkolo.
Hver rytme fungerer som en bøn til den
gud der spillers til.
Man kan vælge at blive indviet, det vil sige
at blive officiel tilbeder af den gud man nu
får tildelt at en Babalawo eller en Orula-
præst – Orula er guden for visdom og
viden.
17
Når man bliver indvidet er der nogle krav
man skal opfylde, så som at gå i hvidt tøj i
et år, gå med samtlige smykker af gudens
farver, og så selvfølgelig at tro på Santeria.
Camilla & Frederik

Matanzas
8 musikdage med
rumbagruppen
”Los Reyes del Tambor”
Vi nærmede os byen Matanzas. Hele
klassen havde sommerfugle i maven af
bare spænding. Vi skulle bo i et stort
gæstehus ned til vandet. Pigerne og
drengene skulle bo hver for sig på to
værelser. I huset var der en masse søde
mennesker til at hygge om os og ordne alt.
Vi faldt hurtigt til. Det var rart at bo
samlet, da vi tidligere på turen havde boet
opdelt på hotelværelser. Næste dag var vi
om formiddagen ude at se Afro Cuba øve.
De er en af de mest kendte
Folkloricogrupper på Cuba, så vi var ret
stolte over at vi fik fyret en gang Palo af
for dem. Det var de ret imponerede over.
En af grundene til at vi glædede os til at
komme til Matanzas var, at vi skulle
tilbringe en masse tid sammen med
rumbagruppen Los Reyes del Tambor,
som betyder Trommernes Konger. De
skulle lære os at danse, synge og spille
Santeria. Gruppen består af 15 personer
fra 17-32 år. De er 4 kvinder og 11 mænd.
Lederen hedder Michael og han er i
familie med næsten alle fra gruppen.
18
Allerede den første aften skulle vi møde
dem. De skulle spille en koncert for os, og
vi skulle spille samba for dem. Det blev
en hyggelig og festlig aften. I starten
syntes vi de virkede lidt generte, men det
forandrede sig hurtigt. De var nemlig
nogle fantastisk dejlige åbne mennesker.
Der gik et par dage sammen med Los
Reyes, hvor vi øvede og blev rigtig gode
til at spille Eleggua. Vi havde besluttet at
vi valgte os på enten sang, dans eller
trommer, for at blive rigtig god til det.
Efter en af øvningerne tog vi til stranden
sammen med dem, hvor vi badede,
legede, snakkede og hyggede.
Efter at have øvet et par dage med Los
Reyes del Tambor, skulle vi med ud på et
af deres jobs. Vi kørte ud til en lille
provinsby i vores bus. Efter at vi havde
slæbt alle instrumenterne indenfor og
Los Reyes var klar til at spille, gik
strømmen i byen.
Vi ventede ca. en halv time på at lyset
kom tilbage. Imens vi ventede gik vi i
gang med at lege sammen med Los Reyes
del Tambor. Vi lærte dem bl.a. at lege
”Bro bro Brille”, det syntes de var rigtig
sjovt. Det var en meget speciel oplevelse
for os, at se voksne mennesker fjolle rundt
og have det sjovt på den måde.
Folkene fra byen begyndte så småt at
komme og Los Reyes begyndte at spille
deres cubanske santeria musik.

Vi havde set det før, men alligevel var vi
vildt begejstrede og imponerede. Men for
folkene i byen var det ingen nyhed, de så
bare stille og roligt til. Da vi bagefter
spillede vores samba, blev de vildt
overraskede. De dansede og klappede. De
havde aldrig hørt om at hvide mennesker
også kan spille fed musik. Alle var glade,
både dem og selvfølgelig os selv. Da vi
spillede vores sidste nummer, gik
strømmen igen. Men vi havde det så fedt at
vi spillede videre i mørke, og det hele
endte som en fest, også på hjemvejen i
bussen.
Dagen efter skulle vi holde en stor fest
sammen med Los Reyes. Om morgenen
blev vi delt ud i forskellige hold. Nogen
skulle gå i byen for at købe ind til maden
og andre dækkede bord og lavede mad.
Alle hjalp hinanden, både Los Reyes og
klassen. Allerede om eftermiddagen
begyndte Los Reyes at feste, så der var fest
dagen lang.
19
Vi lavede også noget dansk mad til dem.
Nogle af dem gemte det endda i taskerne
og tog det med sig hjem. Alle der havde
lyst, fik en cubansk øl og noget gaderom.
Vi dansede i en rundkreds mens vi sang en
masse sange. Folk skiftedes til at tage en
stor slurk rom i munden og derefter spytte
det ud over hinanden som en støvregn.
Festen blev en kæmpe succes. Dagen efter
var det farvel til Los Reyes. Det var meget
hårdt at tage afsked. Vi havde haft en
fantastisk tid sammen og havde knyttet
tætte bånd til hinanden.
Til afsked havde vi købt to kager, som der
blev festet med. Vi holdt taler for dem og
de holdt taler for os. Vi gav dem en masse
gaver, bl.a. et stort billede af klassen, en cd
med musik fra skolen og et dansk flag.
Alle fra klassen var enige om, at tiden i
Matanzas sammen med Los Reyes, var den
bedste tid på Cuba.

”Livsglæde”
Vi lærte hurtigt at finde rundt i Matanzas. Vi
fandt også markedet i byen som vi fik meget
glæde af. En dejlig varm formiddag var vi;
Sarah, Alex og Nanna gået på markedet for at
købe appelsiner. På vejen hjem var Alex
sikker på at han kendte en smutvej. Det endte
selvfølgelig med at vi for vild. Men heldigvis
gav det os en oplevelse vi aldrig vil glemme.
Vi gik lige så stille i den bagende sol, gennem
nogle små gader. Husene blev mere og mere
faldefærdige jo længere vi gik, og det tog os
lidt tid at finde ud af, at vi var på vej ind i et
slumkvarter. Den slags slum vi ellers ikke før
havde set på Cuba. Da vi var gået et stykke tid
standsede vi op og kiggede os omkring.
Husene var ikke længere huse, men gamle og
halvødelagte træ- og metal skure. Vi kiggede
på hinanden og gik videre. Gaderne flød
bogstaveligt talt med skrald, gamle madrester,
lort og pis. Rundt omkring lå der skeletter og
knogler fra døde hunde og katte. Det ramte os
virkelig hårdt. Selvom vi ved at mange
mennesker på jorden lever sådan, var det en
helt anden oplevelse at stå midt i det.
20
Man kunne tydeligt se hvor fattigt og usselt
menneskene i kvarteret levede. Men det var
ikke kun det der forundrede mig. For selvom
det var et uhyggeligt syn, var det også en stor
oplevelse. Især da vi kom gående forbi en lille
familie der sad udenfor deres hus. De sad og
spillede musik på nogle kasser, og med nogle
gamle sodavandsdåser. De dansede, legede,
sang og havde det fantastisk sjovt. Det var her
det gik op for mig. Hvor heldige vi er, hvor
meget vi har, og hvor lidt vi er klar over det.
Men også hvor forskellige vores verdener er.
Vi lever i et land hvor (næsten) alting er
matrealistisk, alle de ting vi tager for givet, er
der mennesker der hver dag kæmper og
arbejder hårdt for.
Vores tur gennem de små gader i Matanzas
viste os en helt anden måde at leve på. En
måde der beviste for os, at man ikke
nødvendigvis bliver lykkeligere af Ting. Det
var den lille familie et virkeligt godt eksempel
på. Men også bare cubanere i det hele taget.
De har ikke ret meget, men de har en
fantastisk livsglæde, der rørte mig dybt.
Deres kærlighed til musikken og andre
mennesker, skal man lede længe efter.
Nanna

Toiletbesøg
Vores rejse til Cuba, , var
også en rejse til Cubas
lokummer.
Nogle dage kunne gå med at sidde på brættet
dagen lang, eller befinde sig i en radius på
max. otte meter derfra. Derfor fik man god tid
til at iagttage hvordan disse lokummer
fungerede eller ikke fungerede. Det vil sige,
når man er på Cuba kan man næsten ikke
undgå at få nogle dage til at gå med:
Mylderbæ, ræserrøv, tyndskid, splatter-pølle,
diarré osv.
21
En kort beskrivelse af et cubansk
standartlokum ville nogenlunde være:
Et europæisk wc uden bræt, stoppet med lort,
ofte uden lys, ingen wc-papir til at tørre sig
med, ildelugtende stank og med små dyr som;
frøer, kakerlakker og fluer.
Fakta
Som du nok har regnet ud, fungerer Cubas
kloaksystem ikke optimalt, plus at der ikke er
nok vand. Derfor lærte vi hurtigt, at man ikke
måtte putte wc-papir i lokummerne.
På trods af lokummerne afholder det os ikke
fra at tage til Cuba igen.
Anna og Krista

Cienfuegos
Dagene i Cienfuegos skulle være vores
"slap af dage", men det blev det skam ikke.
Vi var både oppe at bade i
Escambraybjergene, og på Malecon hvor
vi spillede samba for rigtig mange
mennesker, og vi lærte at danse salsa af en
salsalærer der ikke havde forståelse for
rytmik!
Indbyggertallet i Cienfuegos er på ca.
326.000 mennesker. Området er meget
frodigt og bjergrigt.
Vi boede på Universitetet sammen med
nogle andre studerende fra bl.a. Danmark,
Norge og Sverige.
De dage vi boede på i Cienfuegos skulle
være klassens "slap af dage", men det blev
det skam ikke.
22
Vi skulle se Ches grav, til stranden, lære
salsa og bade i bjergenes tropiske
vandfald. På alle vores udflugter fulgte der
en meget irriterende og rigtig påtrængende
svensk/dansker der hed Lone.
Turen op til Escambraybjergene var en
meget spændende tur. Vi kørte i en lille
lastvogn, fordi der var for stejlt til at vores
egen bus kunne køre der.
Turen var guidet og meget lærerig. Vi kom
op at køre i ca. 1000 m højde, hvor der så
midt i det hele lå en lille bjerglandsby. Der
boede under 100 mennesker, fik vi at vide
af vores guide. Men den lille by havde
alligevel en skole hvor der kun gik 5
elever, men de havde både fjernsyn,
computeradgang og andre moderne
faciliteter. De fik strøm fra solceller der
sad på taget af skolen.
Vi endte langt oppe i regnskoven, hvor vi
fik en guidet tur rundt i et fantastisk
naturområde.

Undervejs var der mange der hoppede og
badede i vandfaldene. De højste var ca. 6-7
meter, der var dog nogen i klassen der
troede at de var 16-17 meter uden at
overdrive!
Da vi var færdige med at bade blev vi vist
over til nogle borde hvor vi kune sidde og
få os en bid brød. Da vi havde spist skulle
vi hen at bade i nogle andre vandfald. I
nogle af de vandfald kunne man dykke ned
under en af klippesiderne og så dukke op
inde i nogle klippehuler. Det var en rigtig
spændende tur som gav os noget at snakke
og diskutere om. Bl.a. hvor høje de
vandfald var.
Der var nogle stykker fra klassen der var
nede på Malecon i Cienfuegos for at spille
samba på gaden. Malecon er en
strandpromenade. Den var speciel fordi der
var rigtig mange unge nyforelskede par på
gaden denne lørdag aften. Det mærkede vi
skam også, for da vi begyndte at spille var
vi i løbet af nogle få minutter "omringet"
af mange danseglade cubanere. Det var en
vild fed, men også surrealistisk oplevelse.
Under opholdet på universitet var det
meningen at vi skulle have været sammen
med nogle studerende fra Sverige,
Danmark og Norge, men da de så hvor
unge vi var, gad de ikke at have os med.
Da de så hørte hvor gode vi var til at spille
samba, ville de straks have os til at spille
samba for dem, men det gad vi skam ikke.
Vi havde også en lidt underlig oplevelse.
Vi var blevet kaldt sammen for at få en
salsalektion, men der var bare det problem
- vores salsalærer havde ikke forståelse for
rytmik. Det var lidt problematisk, når der
hele tiden kørte et salsanummer i
baggrunden og man ikke skulle følge
musikken.
Mads
23

Cubas helgen
Che befriede i 1950 erne
Cuba fra det ekstremt
kapitalistiske Batistastyre,
og blev på denne måde en
frihedshelt for mange unge
venstreorienterede.
Che blev født i Argentina og studerede
medicin på et ”universidad” (universitet) i
Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Men
hans eventyrlyst førte ham ud på en rejse
gennem Latinamerika.
Che rejste i begyndelsen af 50erne
Latinamerika rundt, og fik øjnene op for
den fattigdom og undertrykkelse et
samfund som kun handler om penge kan
skabe. Han rejste til fods og på motorcykel
indtil han i 1955 mødte Fidel Castro som
netop havde afsonet to år i fængsel for at
angribe en Cubansk militærbase. Che har
selv udtalt at det ikke tog Castro mere end
et par timer at overbevise ham om at Cuba
havde brug for en kommunistisk
revolution.
24
I 1956 ankom Che Guevara, Fidel Castro
og 80 oprørere til Cubas kyst i provinsen
Granma. De blev modtaget af Batistas
soldater og kun 20 oprørere overlevede
slaget. De næste to år brugte Che og Fidel
på at opbygge en guerillahær, bestående af
knap 800 mænd, som havde en lille kerne
på 30-50 mænd af officerer,
kontaktpersoner og spioner, hvis
hovedopgave (med undtagelse af
officererne selvfølgelig) var at skabe splid
og rekruttere spioner blandt folket.
I 1959 blev Batistastyret overvundet og
kommunisme indført, med Fidel Castro
som præsident. Che Guevara forsøgte med
flere midler at gøre landet mindre
afhængig af sukker- produktion, han
indførte også statslig kontrol af
udenrigshandlen hvor enhver ellers kunne
gøre hvad man ville, så længe der blev
gemt lidt overskud til mafiaen. Fidel
Castro havde opnået sit mål, Cuba var
”befriet” fra kapitalismen. Men Che
Guevara besluttede at bringe revolutionen
ud til resten af verden.

Han kæmpede i både Congo og Bolivia,
indtil han døde ved et bagholdsangreb i
Bolivia.
Hans lig blev begravet tæt på en lille
bjergby kaldt Vallegrande, indtil han i
1997 blev sendt tilbage til Cuba af
kommunistsympatisører.
Hans kiste blev stillet til syn på ”Plaza del
Revolucion” (Revolutionens plads), så alle
de forbimarcherende cubanere kunne
beundre den som et af symbolerne på
Cuba og kommunisme.
Che Guevara blev begravet sammen med
de mest trofaste af hans mænd i byen Santa
Clara hvor han har udkæmpet slaget af
samme navn.
Che Guevara er blevet udnævnt til en slags
helgen på Cuba så når man går rundt i de
cubanske gader kan man stadig se store
farvestrålende portrætter af ham.
Steffen
25

Cigarer
Jeg var meget interesseret i cigarer da vi
var på Cuba! Cigarer er den 3. største
produktion på Cuba. I Pinar regionen
produceres 90 % af alt cubansk tobak, de
sidste 10 % produceres i Havana regionen.
Dyrkning af cigarer:
Først dyrker man planten, til bladene er
store nok, derefter plukker man bladene.
De nederste og største blade bruges til at
holde sammen på cigaren (dækblade), de
mindste blade og topskuddene bliver brugt
til tobak. Når bladene er plukket hænges de
i tørlade, her omdannes klorofylet i
bladene til nikotin. Bladene bliver brune og
skal sorteres. De bliver sorteret efter farve
og struktur, det er sådan man kan se hvilke
blade der skal bruges til de forskellige
cigarer. Til sidst skal de fugtes og så er de
klar til at blive rullet.
Sjov cigarhistorie:
Andreas, Steffen og Rasmus spurgte en
cubaner om hvor de kunne købe cigarer,
straks sagde han at vi kan købe nogen af
ham. ”Fedt nok” tænkte vi og gik med
ham. Da vi havde gået i omkring 20 min.
kom vi til en port. Vi standsede og
cubaneren råbte noget på spansk op mod et
vindue og porten åbnede. Der var ikke
andet end en lang gang med en
vindeltrappe for enden. Cubaneren gik ind,
vi fulgte efter, lidt forsigtigt. Vi kom op i
en lille hyggelig lejlighed, hvor der sad en
gammel ”Mutter” i en lænestol, cubaneren
sagde noget på spansk og hun tog tre fire
kasser cigarer frem.
Vi så på dem, lugtede til dem og mærkede
på dem. For at cubanerne skulle se at vi
danskere har forstand på cigarer.
26
Rasmus, Steffen og Andreas besluttede sig
for at købe nogle Cohiba som vi splejsede
om.
Cubanerne var meget glade for at havde
fået solgt nogle cigarer, så de klappede os
på skuldrene og fulgte os til porten.
Vi var meget ude at købe cigarer, det var
ikke kun for at ryge dem, men også for at
komme ind i de forskellige cubanske hjem.
Se hvordan de boede, med masser af små
porcelænsting og gamle møbler. Der kunne
være så meget inde i en lille cubansk
lejlighed.
På Cuba køber man ikke cigarer i
butikkerne, det
er alt for dyrt, man køber dem i de
cubanske hjem.
Cigarmærker:
Der er mange forskellige cigarmærker, her
er de to bedste mærker:
Cohiba er Cubas bedste cigar, den bliver
lavet i Havana, den kan fås stærk og mild.
Den koster 250 kr. i Danmark og 7-10 kr.
på Cuba.
Boliviar er en meget mild, men stadig
rigtig god cigar, den er lavere i pinar
regionen. Den koster 150-200 i Danmark
og 5-7 kr. på Cuba.
Rasmus

Hotel Lido
Vi boede på hotel Lido
som er et godt hotel i
centrum af Havana.
Med en fantastisk udsigt
ud over hele byen.
De sidste dage brugte vi i Havana hvor
vi boede på hotel Lido.
Vi blev delt op på værelserne 2 og 2 og
3 og 3, jeg delte værelse med Frederik.
Frederik og mig fik et forholdsvist stort
værelse med bad og tv.
Vores værelse var (efter min mening) et
af bedste fordi vi havde udsigt ud over
Havana.
Hotel lido har en tagetage der tjener
som spisested, vi spiste kun
morgenmad på tagetagen, om dagen og
aftenen gik vi ud og købte gadepizzaer
som kostede cirka 2,5 krone pr. stk.
Man blev, efter at have spist en 10
pizzaer lidt trætte af dem, men jeg
savner dem alligevel nu, hvor jeg er
hjemme i grå og kedelige Danmark.
27
Morgenmaden på Lido var skam af fin
nok kvalitet, men nogen gange kunne
ingredienserne godt virke en anelse
mærkelige, Frederik fik f.eks. en
Omelet med plastik i.
Hotel Lido er udstyret med en lidt
temperamentsfuld elevator der ikke
rigtig gad at virke når folk brugte
computeren ved indgangen til at gå på
internettet!
Heldigvis oplevede ingen (så vidt jeg
ved) at komme til at sidde fast i den.
Lido er placeret i det absolutte centrum
af Havana så det er let at gå rundt i
byen for at se ”seværdigheder” som
gamle Havana eller Capitolio. Vi så
også Ernest Hemingways stambar.
I Havana er der rig mulighed for at
købe cigarer, og når du bor på hotel
Lido har du aldrig mere end en
kilometer tilbage til hotellet.
Vi brugte meget af tiden i Havana på at
købe souvenirs og andre sager vi ville
have med fra Cuba, men jeg fandt da
alligevel tid til at se en film eller to,
tilsyneladende stjålet fra amerikansk tv.
Steffen

Tak
På vores rejse til Cuba, har vi fået indsigt i en anden kultur og levevej. Udover det har vi fået en
masse gode oplevleser som vi aldrig glemmer.
Mange af de spørgsmål vi havde stillet os selv inden rejsen, fik vi svar på. Vi lærte at forholde os til
situationen og oplevede en helt anden måde at leve på. Ikke så meget stress og ingen sure folk.
Så har vi haft den store glæde at have besøg af Michael og Mayla fra Los Reyes del Tambor, som
er den rumbagruppe vi var sammen med i Matanzas.
Særlig tak til:
ICAP og Gladys, for en fantastisk arrangeret tur rundt på Cuba.
Villa Bacuranau, for nogle herlige afslappende dage.
EVA-skolen, for en del dejlige dage i Pinar del Rio, og nogle gode workshops.
Olgitta, for noget dejlig mad og et super humør.
Casa de la Visita, for et dejligt sted at bo og nogle fantastiske mennesker til at holde øje med os.
Los Reyes del Tambor, for en helt vild fed undervisning og nogle fede venskaber. Noget vi
virkelig sætter pris på.
Guiden i Cienfuegos, for en god rundvisning i Escambraybjergene.
Hotel Lido, for nogle uforglemmelige sidste dage på Cuba.
Havanas befolkning, for at tage så godt i mod os og være nogle dejlige åbne mennesker.
Alberto og Roberto+familie, for en fantastisk tur og rundvisning. Uden jer var det aldrig gået.
Maersk Air, for en fin tur til Amsterdam.
Martin Air, for at flyve os sikkert over Atlanten.
Asger og Ivalo, for at tage godt i mod os, da vi landede i Billund.
Alle lærere og elever, for at have taget så godt i mod os, da vi kom tilbage til skolen.
Forældre, for alt hjælp og støtte til at vi fik en fantastisk tur.
Anne Cordero, for at lære os spansk.
Leif Falk, for at lære os om santeria.
Maria, for at lære os palo.
Alex og Alexander, for at I var med til at gøre turen fed.
Thomas, for at hjælpe med at gøre denne bog færdig.
Sidst men ikke mindst èn særlig stor tak til Eva, Erik og Jeppe. Uden jer var det aldrig lykkedes at
få sådan en fantastisk og uforglemmelig rejse til Cuba.
En stor tak fra hele 9.klasse 04/05, Frederik, Camilla, Mads, Signe, Astrid, Rasmus, Anna, Steffen,
Sarah, Krista, Johanne, Nanna og Andreas.
28