Teologisk antropologi

Velkommen til et nyt nummer af ΙΧΘΥΣ. Et
nummer der endnu en gang bærer præg af
livlig debat. Jeg håber, at du vil fornøje dig
med læsningen.
Manden der ville være skyldig
Henrik Stangerup fortæller i sin Manden der
ville være skyldig om Torben, som gør kort
proces med de ægteskabelige problemer.
Han lever med en klar forestilling om, at
han derfor skal straffes og tilkendes en form
for skyld. Men til sin overraskelse bliver
han sat fri. Det vil han imidlertid ikke finde
sig i og protesterer derfor højlydt: ”Jamen,
de kan da ikke bare løslade mig sådan (…)
Jeg er jo skyldig! Jeg har begået et mord!
Jeg har slået min kone ihjel!” Men psykiateren
beroliger ham med, at begreber som
skyld og straf er gået af mode. Fortvivlet
råber han i gaderne ”jeg er skyldig” og mellem
boligblokkene ”døm mig”, ”jeg er en
morder”. Men han møder kun angstfremkaldende
overbærenhed.
Skyld og selvforståelse
Henrik Stangerups roman er en fortælling
om en mand, som kæmper for retten til sin
historie og for retten til at være etisk ansvarlig.
Det er en fortælling om en mand, der vil
være skyldig. Men det nægtes ham bestandigt,
fordi han gang på gang undskyldes.
Romanen eksemplificerer, at skyld og dom
har identitetspsykologisk betydning. Fratager
man mig min skyld, fratager man mig
også en væsentlig del af min historie, mit
jeg, og taler man usandt om min skyld, mister
jeg muligheden for en sand forståelse af
mig selv.
Teologisk antropologi
Skyldens evangelium
Leder
En sand teologisk antropologi anerkender, at
neutralisering af reel skyld er undergravende
for et menneske, ja i virkeligheden dehumaniserende,
fordi evnen til skyld er med
til at definere mig som menneske. Mennesket
kan være skyldigt, men det kan dyret
ikke. Mennesket er højere bestemt end dyret.
Mennesket er etisk ansvarligt, ikke blot
natur, instinkter og drifter.
En teologisk antropologi må insistere på, at
skyld ikke skal undskyldes eller bortforklares,
og at skyld ikke blot er en følelse, som
skal bearbejdes, eller et bedrag, der skal
opløses. Skyld er virkelighed, og anerkender
man ikke denne skyldens virkelighed, underkender
man samtidig menneskets værdighed.
Sund skyldserkendelse ødelægger
nemlig ikke menneskeværdet, men bekræfter
det. Fordi mit etiske ansvar kommer af
min høje status som bærer af Guds billede.
Skyld og værdi
De bibelske skrifter lærer, at mennesket
blev skabt med en etisk og ansvarlig dimension.
Denne dimension blev ved syndefaldet
til skyld. Syndefaldet har således en række
konsekvenser for mennesket, men der findes
også forhold, som syndefaldet ikke har konsekvenser
for. Der findes forhold, som er
lige intakte før og efter syndefaldet. Syndefaldet
har fx ikke konsekvenser for menneskets
skabthed eller værdi. Fordi syndefaldet
er et fald i skyld, ikke i værdi. Værdien har
vi stadig, men nu som skyldige. Det dybeste
og mest grundlæggende i mennesket er ikke
synden, men skabtheden.
ΙΧΘΥΣ nr. 2, 2004 57

Leder
Opfordring til teologien
Jeg har med nogle kortfattede refleksioner
over skyld og menneskeværd forsøgt at give
et eksempel på, at den teologiske antropologi
har et sprog og en lang række redskaber
og ressourcer at trække på. Dette har jeg de
senere år overraskende nok oplevet universitetsansatte
historikere, sociologer og psykologer
anerkende. Fx skriver den verdenskendte
kulturanalytiker Christopher Lasch i
Det minimale selv, at selvbekræftelse kun er
mulig i samme grad, som man formår at
fastholde en gammel opfattelse af personligheden,
der har rod i jødisk-kristne traditioner.
Jeg har også lyst til at nævne et mere
lokalt islæt. Psykolog og centerleder for
Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i
Århus Niels Peter Agger harcelerer i en
længere artikel i Psykolog Nyt over terapeuter,
som forstår mennesker i hoved og røv
(sic) og ikke lader skyld være skyld. Han
efterspørger en moden præstestand og slutter
sin artikel med at spørge: ”Hvad laver
præsterne?”
Udfordring for teologien
Den teologiske antropologi har et sprog for
bl.a. skyld, som gennem århundreder er blevet
efterprøvet. Der findes eksistentielle
aspekter ved skyld, som ikke kan bødes eller
afsones med juridisk straf, men som må
gribes med et andet sprog, som i kirken kan
afsluttes med bekendelse og tilgivelse. Der
er også væsentlige ressourcer at trække på,
når det gælder drøftelserne om individualisme,
narcissisme og identitetsskabelse i
senmoderne kontekst. Den teologiske antropologi
er efter min mening bæredygtig. Jeg
kan ikke læse Lasch og andre anderledes,
end at der her ligger en stor og spændende
udfordring for netop teologien – så frem den
vil deltage i diskussionen om moderne kul-
58
turproblemer. Min overbevisning er, at teologien
– når den fastholder sin teologiske
faglighed og historiske bevidsthed – har
noget at bidrage med. Det gælder selvsagt
inden for sjælesorg og homiletik, men også
inden for tværfaglige drøftelser. Det kunne
være spændende at se teologer vise, hvordan
en teologisk antropologi har relevans for
løsningerne af problemerne ved en senmoderne
narcissistisk kultur.
Stud.theol. Jeppe B. Nikolajsen (ansv. red.)
ΙΧΘΥΣ nr. 2, 2004