Blad nr. 1 2012.indd - Sønderbro Horsens

More documents

Recommendations

Info

Kanyler i sandkasserne og politisirener flere gange dagligt blev signal til lang og sej kamp! Tekst Flemming Holm. I 20 år har ”Sønderbrogruppen” været navnet, der har stået bag små og store initiativer blandt beboerne i Sønderbro-området. Fra en vanskelig begyndelse i 1991 med slum, misbrug, hærværk og alvorlig kriminalitet til det Sønderbro, som i dag har fundet sin egen værdighed. Et langt mere iderigt og kreativt Sønderbro, hvor kriminaliteten er sænket med markante 50-75 %, så området ikke længere har plads på Regeringens liste over ”ghetto-områder” i Danmark. Journalist Flemming Holm var med til at starte gruppen i 1991, sammen med en håndfuld beboere og hjælpere. Sønderbro Nyt har bedt Flemming beskrive de vigtigste øjeblikke i gruppens arbejde som en markering af 20 års jubilæet. Her kommer den første af jubilæumsartiklerne. Den handler netop om de første, vanskelige år. Udviklingen følges i de kommende numre frem til Sønderbrogruppens aktuelle udfordringer, vanskeligheder og eksistensberettigelse. Side 16 Slum, vold, hærværk, alkohol og narkotika Kun få ting gør mig så glad som at være en del af udviklingen i Sønderbro-området. At bidrage til den store, kollektive arbejdsindsats, der har vendt op og ned på forholdene, giver en dyb tilfredsstillelse. Som igen giver uanede kræfter til at komme igennem aktuelle kriser og vanskeligheder, der hører med til at arbejde/bo i et lavindkomstområde, hvor finanskrisen ikke begyndte i 2008, men er noget nær permanent! Sønderbrogruppens uformelle netværk af ildsjæle er om noget nøglen til at forstå den medicin, der har forvandlet området fra dybt problematisk til borgerstyret pionérområde for utraditionelt samarbejde, livsglæde og sundhed. Det var denne gruppe på en håndfuld, som i 1991 besluttede sig for at vi ikke ville lade os drukne i problemerne med hærværk, misbrug og røverier. Men i stedet ville sigte efter det gode liv med en serie af aktiviteter, der siden er blevet ved og ved i en uforudsigelig serie af småt og charmerende, side om side med større, strukturændrende forandringer a la skabelsen af Sønderbro Kulturhus Fond, der ejes af beboerne - og byggeriet af Sønderbro Kulturhus til 11 mio. kr., som blev fundet lokalt, uden at bede stat eller kommune om en krone. En historie, der vækker respekt, når den fortælles rundt i byen, rundt i Danmark, rundt i verden, hvor repræsentanter fra Sønderbro jævnligt inviteres til at beskrive ”Sønderbro-processen”. Alt sammen noget, der med god grund får beboerne i området til at ranke ryggen. Ingen kunne i 1991 vide, at vi skulle være med til at sætte noget så værdifuldt i gang. Det så tværtimod ret håbløst ud, når vi mødtes i den lille ”Axelborg-gruppe”, som er moderen, der fødte Sønderbrogruppen to år senere. Vi gik rundt og talte kanylerne Arbejdernes Andelsboligforening havde investeret i byens første privatansatte socialrådgiver for at dæmme op imod bl.a. hærværket i Axelborgs betonblokke. Boligforeningen var også klar med en plan for en fysisk renovering af de ramponerede boligblokke. Men nu ville man gerne sikre sig, at det hele ikke igen ville blive ødelagt af frustrerede beboere. Som en del af mit daværende arbejde i Byrådets Sund By-satsning blev jeg bedt om at hjælpe processen i gang og samlede i første omgang et par beboere fra afdelingsbestyrelsen i Axelborg sammen med en aktivitetsmedarbejder fra Dansk Flygtningehjælp, Horsens Kommunes Flygtningehjælp, kommunens socialdistrikt Vest og altså AAB’s egen socialrådgiver. Vi gik rundt og talte kanylerne, der lå smidt i områdets sandkasser og på græsset rundt om bygningerne. Vi så store mængder narkotika rejse op og ned med opgangenes daværende elevatorer, mens alkoholikere og børn tissede i opgangene, og forfaldet var synligt over alt. Vi besluttede os for at invitere Politiet med i vores arbejdsgruppe, og vi indførte en Sund By-lærdom om at sætte os både kort- og langsigtede mål. Vi var klar over, at opgaven var alt for omfattende og vigtig til at kunne overlades til os selv alene. Vi formulerede derfor følgende mål: Kortsigtet: At hjælpe beboerne med at udvikle aktiviteter, som de har lyst til. Langsigtet: At få samtlige boligforeninger i området til at arbejde sammen, i stedet for blot at konkurrere om lejere. Med Politiets deltagelse i Axelborggruppen kom ideen om at søge Det kriminalpræventive Råd om midler til en Kombi-bane, hvor områdets beboere kunne dyrke alskens udendørs aktiviteter. Fra boldspil til skøjteløb! Ansøgningen blev imødekommet, og første spadestik kunne foretages i august 1992, da Axelborggruppen og bebo-
erne samtidig havde premiere på ferieaktiviteten ”Liv & Glade Dage”, som skulle vise sig at blive til en sejlivet ferietradition i det næste 10-år. Beboerne havde ønsket dette - nogle Tivoliagtige oplevelser i lokalområdet, med loppemarked, levende musik, konkurrencer, fælles morgenmad og sjov en hel weekend. En traktorvogn blev pyntet. Teddy Edelmann stod på vognen og sang og spillede om hunden dog ikke måtte komme med ind i himlen, siden den var så sød og netop havde været i bad. Derefter dirigerede ”vores” politibetjent, Lars Nielsen, fra samme traktorvognlad et nøje udtænkt ”første spadestik” til udgravning af Kombibanen. Først oplevede beboerne verdens første tyrefægtning mellem en lokal tyrefægter og en gravko! Da gravkoen var bragt midlertidigt til standsning, blev alle fremmødte - børn og voksne - udstyret med hver sit graveredskab: Fra skovle og spader i plastic og metal til små og større skeer. Hold op, der blev gravet, mens Radio Horsens kommenterede begivenhedernes gang. Hele øvelsen var et forsøg på at grave fællesskabet frem i området - og det må siges, at vi lykkedes med den plan. Det hele blev til de første positive Axelborg-nyheder i Horsens Folkeblad i noget nær et årti, og glade interviews og reportager i Radio Horsens og TV-Syd. Hvad skal vi med en formand? Når beboerne blev spurgt, hvem der stod bag alle disse aktiviteter, sagde de: Os selv - Axelborggruppen. Er der ikke en formand, spurgte journalisterne. - Nej, skal der være det? Vi, der sad i gruppen, syntes ikke det var nødvendigt, eller formålstjenligt. Vi delte opfattelsen af, at vil man nå nogle andre resultater end de sædvanlige, så må man også organisere sig på en usædvanlig og anderledes måde. Vi syntes, at arbejdet stod stærkere, hvis alle var formænd. Hvis alle kunne træde til og tage initiativer, når nogen af de første kørte træt. Formænd har det med at køre træt, og ende med at stå i vejen for udviklingen. Det var indstillingen. Den fulgte senere med over i Sønderbrogruppen, da denne blev dannet i 1993. Skolen og kirken stod udenfor… Men allerede i 1992 ville vi gerne have flere lokale arbejdspladser til at tage et medansvar for områdets udvikling. AAB’s ansatte socialrådgiver, Finn Alexander Holst, sendte forespørgsler til Søndermarkskolens ledelse og til Sønderbro Kirke. Men begge takkede nej, med begrundelsen: Manglende tid. Arbejdsgruppen drøftede afslagene og var inden længe klar over, at begrundelsen reelt var en anden. Ingen ønskede at blive forbundet med navnet ”Axelborg”. Man fandt opgaven umulig at løse. Beboerne gav på møderne eksempler på, hvordan man hele tiden blev socialt stigmatiseret og forskelsbehandlet i forhold til andre horsensianere. De kunne godt købe på kredit i byens butikker, lige indtil de fortalte, at adressen var Axelborg. Så blev aftalen annulleret! Og ingen taxa ville risikere vanskeligheder ved at køre hyrevognen helt ind mellem boligblokkene i de år… Vi tænkte rigtig meget over afslagene fra skole og kirke. På samme tid modtog min arbejdsplads, Sund By Fonden, to større hædersbevisninger. Først regeringens ”Sundhed For Alle-Pris”, og kort efter den store Nordiske Forebyggelsespris for evnen til at inddrage alle lag i befolkningen i arbejdet med at gøre sundhed og forebyggelse til en folkesag. Jeg husker, hvordan glæden over disse prisoverrækkelser betød, at jeg kunne lægge dobbelt energi i arbejdet og tænkte: Alt kan lade sig gøre. Vi skal nok få både skole og kirke med en dag. Vi skal bare blive ved med at producere små, synlige fremskridt sammen med beboerne. Når vi en dag kan vise dem, at de også får noget ud af at deltage, så vil de ende med at bede om at blive medlemmer! Vi begyndte at drøfte, om ikke vi skulle udarbejde en kort, tydelig, velformuleret fremtidsvision for vores arbejde i Axelborggruppen. Det kunne hjælpe andre til at se deres interesse i at være med. Men hvad skulle den fremtidsvision mon gå ud på? Det begyndte vi at holde møder om, i stedet for at gå direkte i kødet på kriminalitet og misbrug. Mere om det i næste udgave af Sønderbro Nyt. Illustrationen er taget fra ”Et indre kvarterløft” og er tegnet af Jens Julius. Side 17
Page 2 and 3: UDGIVER: Sønderbrogruppen i samarb
Page 4 and 5: Tekst og interview: Inge Rosenmeier
Page 6 and 7: Navne og adresser, Sønderbro Sogn
Page 8 and 9: Jubilæumsudstilling i år fra fern
Page 10 and 11: Søndermarkskolen Lindvigsvej Telf.
Page 12 and 13: Side 12 Sønderbro Kulturhus Lindvi
Page 14 and 15: Tekst: Henrik Meldgaard ungdomsskol
Page 18 and 19: Lillian Bonde døde Nytårsnat 2012

Blad nr. 1 2012.indd - Sønderbro Horsens

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?