Der er et yndigt land – landskabet og mennesket - Centre for ...

Ã
ÃÃÃÃÃÃ
ÃÃÃÃ
ÃÃÃÃ
ÃÃÃÃ
ÃÃ
Ã

Ã
AARHUS UNIVERSITET
Ã
ÃÃ
à ÃÃ
ÃÃÃ
Ã
Forsidebillede: Etting, V., 1995
Ã
AARHUS UNIVERSITY
Ã
ÃÃ
e-mailaddress: birkmose@biology.au.dk

'HU HU HW \QGLJW ODQG
Udarbejdet af:
ODQGVNDEHW RJ PHQQHVNHW
Dorthe Brix Folsted Andersen biologistuderende
Susanne Mørch Blomqvist biologistuderende
Þórður Júlíusson gymnasielærer og landmand
Nanna Jordt Jørgensen antropologistuderende
Vejleder: cand. scient. Bettina Andersen

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Denne opgave er udført i vinteren 1998 - 1999 af
studerende på miljølære, Aarhus Universitet. Vores faglige
baggrunde er antropologi og biologi, men vi har forsøgt at
skrive opgaven så tværfagligt som muligt, også ud over
vores egne faggrænser.
Vi vil gerne sige tak til vores vejleder, Bettina Andersen,
og til andre lærere på miljølære for støtte og vejledning
under opgaveskrivningen.
2

ÃÃÃ
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Indledning. 9
ÃÃÃÃÃÃÃÃÃ
1.1 Geologiens landskab. 12
1.2 Biologiens landskab. 12
1.2.1 Indvandring af pionerskoven (fra år 10.000-6.000 f.Kr.). 13
1.2.2 Skoven tættes (6.000-3.000 f.Kr.). 14
1.2.3 Mennesket begynder at sætte sig spor (3.000-500 f.Kr.). 15
1.2.4 Det åbne land opstår (fra 500 f.Kr.). 15
ÃÃÃÃÃÃ
2.1 Det danske landskabs hovedtyper . 18
2.1.1 Kyst, klit og marsk. 18
2.1.2 Søer og vandløb. 19
2.1.3 Hede, overdrev, eng og mose. 20
2.1.4 Ager og småbiotoper. 21
2.1.5 Byer, bebyggelse med mere. 22
2.1.6 Skovene. 22
2.2 Landskabet set fra forskellige synsvinkler. 23
ÃÃÃÃÃ
3.1 Det tidlige nytteprægede natursyn. 25
3.2 To nye natursyn. 26
3.2.1 Industrialiseringens natursyn. 27
3.2.2 Det romantiske natursyn. 28
3.3 Sammenfatning. 32
3

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃ
4.1 Fem vigtige natursyn. 33
4.1.1 Naturen som det vilde. 33
4.1.2 Naturen som det landlige og grønne. 35
4.1.3 Naturen som det jordiske og almindelige. 35
4.1.4 Naturen som det naturlovmæssige. 36
4.1.5 Naturen som det hele. 36
4.1.6 Forholdet mellem natursyn og landskabssyn. 37
4.2 Værdisætningen af og interesser i landskabet. 38
4.2.1 Tre danske organisationers natursyn. 38
ÃÃÃÃ
5.1 Lovgivning. 40
5.1.1 Landbrugsloven. 40
5.1.2 Naturbeskyttelsesloven. 42
5.1.3 Skovloven. 43
5.1.4 Planloven. 44
5.2 Planlægning. 45
5.2.1 Århus Amts regionplan. 46
5.3 Sammenfatning. 48
ÃÃ
Indledning. 53
ÃÃÃÃ
6.1 Grundvandet. 54
6.1.1 Grundvandsdannelse. 54
6.1.2 Pesticider. 54
6.1.3 Gødskning. 56
6.1.4 Mobilisering af tungmetaller. 56
6.2 Drivhusgasser i skovøkosystemer. 57
4

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
6.2.1 Lagring af CO2.
58
6.2.2 Metan (CH4) og Lattergas (N2O). 59
6.3 Skovens biodiversitet. 60
6.3.1 Skovtyper og biodiversitet. 61
6.3.2 Skovens størrelse og biodiversitet. 61
6.3.3 Skovens driftsform og biodiversitet. 61
6.4 Skovens rekreative naturanvendelse. 62
6.4.1 Skovens imaterielle værdier. 63
6.4.2 Rekreationsformer. 64
6.4.3 Planlægning af en publikumsvenlig skov. 64
6.5 EUs-landbrugspolitik og skovrejsning. 65
6.5.1 Baggrunden for landbrugsreformen i 1992. 65
6.5.2 Landbrugsreformen. 66
ÃÃÃÃÃ
7.1 Skoven som et fælles gode. 67
7.2 Marginaljorder og skovrejsning. 68
7.3 Tilskud. 70
7.4 Skovbrug eller landbrug? 73
5

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
6

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Ã/DQGVNDEHW
RJ QDWXUV\QHW
7

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
8

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
à à à à à à à à à à à à à à à à à Ã
ÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃ
ÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃ
à à à à à à à à à à à à à Ã
ÃÃ
For mange mennesker i dag er landskabet uden for byerne det samme som naturen (Larsen, S.E.,
1995; Miljø og Energiministeriet, 1998e), men sådan har det ikke altid været. Ifølge Kenneth Olwig
opstod ideen om naturen som noget, der kan beskues, først i 1600-tallet. Før denne tid var naturen
ikke dét, man så, men det, der skabte dét, man så. Man opfattede generelt naturen som en
tilværelsens bagvedliggende orden, en skabende kraft. Naturen var på den måde noget abstrakt og
ikke synligt (Olwig, K., 1993).
Det, der afgørende ændrede baggrunden for denne opfattelse af naturen, var opfindelsen af
centralperspektivet i Italien i 1400-tallet (Hansen, J. S., 1995b). Centralperspektivet er en
afbildningsmetode, der gør det muligt at fremstille et rum, som det ses fra ét betragtningspunkt
(Hansen, J. S., 1995b). Med centralperspektivet blev det muligt at fremstille omgivelserne som et
landskab - som det betragtes af en beskuer med distance og overblik. I begyndelsen var det dog ikke
virkelige omgivelser, man fremstillede i centralperspektivistiske landskabsmalerier, men landskaber,
der skulle repræsentere verdens orden. Landskaberne opfattedes på denne tid ikke som natur, men
som symboler på naturens ordnende principper. Naturen var altså stadig en bagvedliggende orden og
ikke synlig (Olwig, K., 1993).
Først i 1600- og 1700-tallet begyndte man at se landskaberne i den virkelige verden. Malerne
malede nu ikke længere kun tænkte landskaber, men også de landskaber, de kunne se, og det var
først på denne tid, man begyndte at tale om naturen som et landskab (Bredsdorff, T., 1976 & Olwig,
K., 1993). Naturen var blevet synlig og konkret.
Perspektivet, der giver distance og overblik, er altså en forudsætning for, at man kan se naturen
som et landskab. Naturen som landskab ses af en beskuer fra ét betragtningspunkt (på et bestemt
tidspunkt), og landskabet er altså det, beskueren ser mellem sig selv og horisonten. På den måde er
et landskab naturen set fra en bestemt synsvinkel (Stjernfelt, F., 1994), og at betragte naturen som et
landskab er udtryk for et billedligt natursyn (Olwig, K., 1993). Det betyder, at naturen som begreb er
9

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
langt mere omfattende end begrebet landskab, idet landskabet kun omfatter den synlige natur, set fra
en vis afstand.
Når vi har valgt at diskutere landskab frem for natur, er det for det første, fordi ændringer i
landskabet er synlige for enhver og påkalder sig interesse bredt. F.eks. er det tydeligt for alle, at
opsætning af vindmøller ændrer landskabet meget, selvom naturen måske ikke påvirkes synderligt.
Desuden er det i dag teknisk muligt at ændre landskabet meget hurtigt, og det er måske netop derfor,
man ser en øget interesse for landskabets udseende.
Det er dog vigtigt i denne sammenhæng at gøre opmærksom på, at begreberne natur og landskab
hænger tæt sammen og kan være svære at adskille fra hinanden. Vi vil derfor også komme til at
diskutere natur mere generelt, selvom hovedvægten er på landskabet.
Man kan diskutere, hvor meget begrebet landskab omfatter. Ovenfor har vi defineret landskab
som den synlige natur set fra en vis afstand, men inkluderer landskab også byer og huse? Det er
vores opfattelse, at landskabet generelt set inkluderer det hele - skove, marker, byer, huse, fabrikker
osv. Men vi vil koncentrere os om den del af landskabet, der ligger uden for bygrænsen (altså det
åbne land og skovene).
Man kan ikke betragte landskabets fysiske udformning og menneskers opfattelse af landskabet
uafhængigt af hinanden. Landskaber og landskabsopfattelser påvirker gensidigt hinanden og er
dermed dynamiske. På den ene side påvirker menneskers opfattelse af landskabet planlægningen og
den fysiske udformning af landskabet. På den anden side kan ændringer i landskabet betyde, at
mennesker ændrer opfattelse af landskabet (Hansen, J. S., 1995a).
Vi vil i de fire første kapitler af denne opgave vise, hvordan både landskabet og menneskers
opfattelse af det har ændret sig gennem tiden. Det første kapitel beskriver kort skabelsen og
udformningen af det landskab, der danner grundlag for det, vi ser i dag - fra sidste istid og frem, dog
med vægt på, hvordan mennesket fysisk har ændret landskabet de sidste tre århundreder. Det andet
kapitel forklarer derefter, hvordan det danske landskab ser ud i dag.
I tredje og fjerde kapitel diskuteres ændringer af menneskers opfattelse af naturen og landskabet,
fra agerbrugets begyndelse og til i dag. Vi vil også her koncentrere os om de sidste tre århundreder,
fordi de menneskeskabte ændringer i landskabet og i landskabssynet i denne periode har været meget
drastiske.
10

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Selvom vi for overblikkets skyld har valgt at adskille den fysiske udformning af landskabet fra
menneskers opfattelse af landskabet, er det som sagt ovenfor meget vigtigt at være opmærksom på
vekselvirkningen mellem de to. Denne vekselvirkning kommer især til udtryk i kapitel 5, hvor
lovgivningen og planlægningen af landskabet vil blive sat i forbindelse med forskellige opfattelser af
landskabet.
Landskabet består af en række forskellige typer. I den sidste del af vores opgave har vi valgt at
sætte specielt fokus på skoven, fordi den i dag er en højt prioriteret landskabstype. I 1989 besluttede
Folketinget, at det samlede skovareal skal fordobles i løbet af de næste 80-100 år, så det kommer til
at udgøre 20% af Danmarks areal. Det er oplagt, at denne beslutning vil komme til at ændre det
danske landskab afgørende. Men hvorfor er skoven en så højt prioriteret landskabstype? I kapitel 6
vil vi gennemgå de fordele, skoven har med hensyn til miljø og rekreation, samt hvordan
skovrejsning skal ses i forbindelse med EUs landbrugsreform. Derefter vil vi, i kapitel 7, beskæftige
os med skovrejsningens økonomiske aspekter, specielt med fokus på, hvordan det konkret skal
lykkes at få landbrugsjord under skov.
11

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃÃÃÃÃ
ÃÃ
Landskabet, som ses i dag, er et resultat af mange tusinde års geologisk og biologisk bearbejdning.
Med geologisk bearbejdning tænkes der især på is- og mellemistider. Vigtigst for det nutidige
landskab er nok den sidste istid, Weichsel, der sluttede for ca. 10.000 år siden. I slutningen af
Weichsel bevægede isen sig fortrinsvis nedover Danmark fra nord og nord-øst, indtil den endelig
standsede ved hovedstilstandslinien i Jylland (Nielsen, A. V., 1975; Larsen, G., 1989).
Isen har under henholdsvis nedisning og tilbagesmeltning formet landskabet. Dette ses i dag bl.a.
som smeltevandssletter, der opstod foran datidens isrand, og randmorænebakker, dannet under isen
ved randen eller ved grænsen mellem den levende og døde is. Der er lavninger, hvor isen har eroderet
underlaget væk, samt dødislandskab, hvor vi i dag ofte har søer. Disse terrænformer kaldes den
glaciale landskabsserie (da de opstår ved isranden). Under isen dannedes der desuden tunneldale,
som er mindre dalstrøg dannet af smeltevandets erosion. For større dale, såsom de østjyske fjorde,
har der foruden smeltevandserosion været tale om gletcheerosion og jordskorpeforskydning (Nielsen,
A. V., 1975; Larsen, G., 1989).
Isen har altså med sin enorme kraft været grundlægger af Danmarks fysiske form, men også andre
kræfter har spillet ind på formen af landskabet. Vinden har til tider medført sandflugt. Regnen har
udvasket jordene, skabt små vandløb og undergravet skrænter, så de er styrtet sammen. Havet har
gennem tiden taget af landjorden for at give land tilbage andre steder og hermed formet kystlinien.
Denne formning af kystlinien hænger desuden nøje sammen med effekten af den eustatiske- og den
isostatiske faktor 1 . Disse fænomener er levn fra istiden, hvor isens tyngde medførte, at den
nordøstlige del af landet blev presset nedad. Da isen var smeltet bort steg verdenshavet og nord-øst
landet begyndte at hæve sig, mens den sydvestlige del sank. Dette forekommer stadig – Danmark har
altså endnu ikke udlignet trykket fra isen (Lund-Hansen, L. C., 1994; Nielsen, A. V., 1975; Larsen,
G., 1989).
ÃÃ
Udover geologien har også biologien medvirket til skabelsen af vor tids landskab. Planter, dyr og
mennesker har gennem tiden præget Danmark fra at være et åbent, ”råt” landskab til at være dækket
1 er ændringer af verdenshavets vandmasser eller rumfang, således at vandstanden enten stiger eller falder
globalt, hvor er en lokal hævning eller sænkning af jordskorpen.
12

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
af skov, for så langsomt igen at blive et mere åbent land bestående af en mosaik af forskellige
landskabstyper.
Den biologiske bearbejdning af landskabet startede i den senglaciale periode, hvor der forekom
store klimasvingninger. I varme perioder var der en ret frodig plantevækst af typen parktundra
m/birkeskov, mens det overvejende var rypelyng, der dækkede jorden i de kolde perioder (Iversen,
J., 1975; Larsen, G., 1989).
For ca. 10.000 år siden sluttede istiden og Danmark gik ind i den postglaciale periode, i hvilken vi
stadig er i dag (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
ÃÃÃÃÃÃÃ
Da isen var væk, synede det danske landskab meget åbent, idet skoven manglede Jorden, der på det
tidspunkt var helt lys – ja nærmest hvid, blev gradvist dækket af urter og buske. Den hvide råjord var
næringsfattig, men ved langsom modning (tilførelse af organisk materiale) blev den lerholdige 2 råjord
omdannet til en humusrig frugtbar muld. Men fordi plantevæksten var spredt, tog modningen sin tid
(Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
Efterhånden som klimaet blev mere stabilt (og varmere) og jorden blev mere frugtbar, tog
indvandringen af planter og dyr til. Birketræer spredte sig over det meste af landet og fyrretræer
begyndte så småt deres indtog fra syd-øst. De lyskrævende træer stod spredt, hvilket gav mulighed
for en frodig bundvegetation bestående fortrinsvis af urteagtige planter. Den åbne skov gav rigelig
mulighed for større pattedyr til at bevæge sig rundt, samtidig med at fødemængden nærmest var
ubegrænset. Det nød i særdeleshed elsdyr, kronhjort og urokse godt af. Disse var denne tids mest
dominerende store pattedyr – og med dem fulgte rovdyret: landbjørnen. En anden fjende af disse dyr
var mennesker, der allerede på dette tidspunkt var godt i gang som jægere i Danmark. De fældede
træer for at skaffe sig plads til deres bopladser samt for at skabe bedre jagtvilkår, men endnu var de
ikke begyndt at dyrke den blotlagte jord (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
Mere varmekrævende træer dukkede først op omkring år 7.000 f.Kr., hvor Hassel-fyrretiden
begyndte. Træer som hassel, elm, eg, ask og lind indvandrede sydfra, og påbegyndte en stærk
konkurrence mod birk og fyr. Birk fortrak sig først til yderkanten af skoven, for så at bukke helt
under, mens fyr efterhånden blev fortrængt til mere sandede og næringsfattige jorde (Iversen, J.,
1975; Larsen, G., 1989).
13

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Det dyreliv, der var tilknyttet skoven, blev også mere rigt i denne tid. Af nytilkommende arter kan
nævnes ræv, vildkat, skovmår, ilder, los, egern, spids- og markmus, skovskade, samt hav- og
fiskeørn. Naturligvis har mange andre arter forekommet, men disse har ikke efterladt sig tydelige
spor (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
Det er også i denne tid, at vi finder de tidligste tegn på menneskelig kultur, en kultur vi i dag
kalder Maglemose-kulturen. Menneskene havde her udviklet sig fra at være simple jægere til at være
fangere med avancerede redskaber og våben. Krog, net, spyd samt bue og pil blev anvendt til at
fange byttet, og ved anvendelse af både blev også vandets skabninger lettere at komme til. Udover at
være fangere samlede Maglemose-folket også store mængder af nødder, frø og rødder (Iversen, J.,
1975; Larsen, G., 1989).
ÃÃÃÃ
Efterhånden blev skoven tættere og tættere og bestod udelukkende af klimakstræer 3 . Pionertræerne
var bukket under for konkurrencen, og en stabil urskov var opstået, stabil fordi den store succession 4
var tilendebragt. Linden var på det tidspunkt den stærkeste konkurrent, hvorfor den også var den
mest udbredte, og herefter fulgte flere arter, bl.a. elm og eg. Noget mindre udbredt i denne tid var
ask og el. Skovens tæthed betød, at bundvegetationen stort set manglede på grund af trækronernes
skyggen for solens stråler. Kun få planter såsom skovsyre og engelsød klarede sig i det sparsomme
lys. Foryngelsen af skoven forekom således også kun på steder, hvor en gruppe gamle træer var på
retræte, og der dermed opstod en lysning (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
Artssammensætningen blandt dyrene var ikke meget forandret, på trods af at de store pattedyr
havde svært ved at finde føde. Dette løste de ved at fortrække til skovens randzoner samt områder
med sandede jorde, hvor skoven var knap så mørk, men resultatet blev dog, at bestandene faldt. Frø
og rødder var der dog nok af, så de dyr, der levede af denne fødekilde, stortrivedes (Iversen, J.,
1975; Larsen, G., 1989).
Tiden var i særdeleshed hård for Maglemosefolket, idet vildtmængden blev formindsket, og
nøddehøsten var minimal. Kulturen uddøde (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
2 Denne lerjord blev dannet under sidste istid.
3 Klimakstræer er de træer, der under de givne forhold er de stærkeste konkurrenter.
4 Med ÃÃ menes den konkurrence og selektion, der forekom mellem pionertræerne frem til det stadie
hvor skoven var stabil (bestående af klimakstræer). Herefter fandt succession fortrinsvis sted i pludseligt opståede
lysninger.
14

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃÃÃÃ
Det, som Maglemosefolket ikke fik lært i tide, mestrede Ertebølle- og Landnamskulturen. De lærte
sig at fælde de store træer, således at frodige lysninger opstod, hvilket tiltrak vildtet og gav
menneskerne bedre bopladser. Dette var begyndelsen til skovens tilbagegang i Danmark. Mennesket
fældede dog ikke bare træerne for pladsens skyld, de anvendte alle delene af træet til mange
forskellige formål, så som til foder og redskaber. Kort tid herefter ses de første spæde tegn på
agerbrug (ca. år 2.500 f.Kr.) (Iversen, J., 1975; Larsen, G. 1989).
Landnamsfolket anvendte også afbrænding til at rydde skoven med. Den efterfølgende lysåbne,
askebelagte jord var fortrinlig for urteagtige planter, der hurtigt indvandrede. Disse åbne områder
blev brugt til græsning for husdyr, fortrinsvis kvæg, sålænge fødemængden var stor nok. Den
kraftige kvægpåvirkningen medførte, at de første menneskeskabte overdrev opstod (Iversen, J.,
1975).
Dyrkningen af jorden var meget begrænset på denne tid, men senere, i løbet af bronzealderen, ser
man tegn på agerbrug med flere forskellige kornarter. På dette tidspunkt var husdyrene også
mangeartede. Kvæg, får, svin og heste tjente som føde for mennesket, og nogle af dem blev desuden
anvendt som arbejdsdyr. Græsæderne overtog markerne, når disse ikke længere var anvendelige til
korndyrkning. Herefter blev disse områder som tidligere nævnt til overdrev, eller de udviklede sig til
den i dag meget karakteristiske hede (i områder med meget sandede jorde, hvor udvaskningen af
næringstoffer var størst) (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
På trods af den stigende menneskelige aktivitet var det stadig skov og krat, der prægede det
danske landskab. Skovrydningen ændrede dog træarternes sammensætning, sådan at lyskrævende
træer så som eg og ask blev dominerende sammen med hasselkrattet, der indvandrede på de forladte
overdrev. Med tiden medførte dette, sammen med jordbundsforringelse på grund af udvaskning, at
bøgen gik ind og overtog pladsen som den dominerende træart (Iversen, J., 1975; Larsen, G., 1989).
ÃÃÃÃÃÃÃ
I starten af jernalderen tog landbruget for alvor fat og begyndte at ændre landskabet fra at være
skovklædt til et mere åbent land med kornmarker, brakmarker og overdrev. Områder, der ikke før
var blevet præget af mennesket, fordi de var for våde til dyrkning og græsning, blev med opfindelsen
15

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
af leen omdannet til høslet-enge. Udviklingen fortsatte, og efterhånden blev bopladser til landsbyer
omgivet af volde, uden for hvilke markerne lå (Iversen, J., 1975).
Denne udvikling medførte en stigende befolkningsvækst. Jorden blev med tiden udpint på grund af
den intensive dyrkning og græsning af et stadig større antal husdyr, hvilket endte med, at den ikke
længere gav et tilstrækkeligt afkast, hvorfor befolkningen udvandrede (Iversen, J., 1975).
I denne tid forekom en ny succession af skov på de forladte overdrev og marker. Det blev dog
den sidst indvandrede træart bøg, der løb af med sejren som den dominerende. Dette skyldtes, at
bøgens stærkeste konkurrent, linden, var blevet udryddet af mennesket. Hvor længe der gik, før
mennesket genindvandrede, vides ikke præcist, men da det skete, gik rydningen af skoven stærkt og
landskabsbilledet blev hurtigt som før udvandringen (Iversen, J., 1975).
Jordbundsforringelsen tog fart, efterhånden som skoven forsvandt og jorden blev dyrket, da dette
fremmer udvaskningen og sand-/muldflugt. Bøgen gav også sit besyv med, da den sammen med egen
omdanner mager muld til sur mor. Denne forringelse og forsuring af jorden gjorde, at heden for alvor
bredte sig i Jylland, og et højt græsningstryk af får og kvæg forhindrede den i at springe i skov igen
(Iversen, J., 1975; Larsen, G. 1989).
Befolkningsvæksten fortsatte op gennem tiden, og efterhånden blev mere og mere jord indvundet
til dyrkning. I 1700-tallet udgjorde det dyrkede areal ¾ af landet, og størstedelen af dette bestod af
store sammenhængende jorde, der tilhørte godserne, mens resten var bondejord. Bondejorden var
delt op mellem bønderne i landsbyen, således at alle havde lige god jord, hvilket gav en mosaik af
små, indhegnede marker rundt om landsbyerne. Indhegningen var oftest risgærder, senere fulgte
stengærder, jorddiger og levende hegn (Hansen, J. S., 1989).
Skovene havde naturligvis måtte vige for landbrugsjorden, men også bøndernes behov for tømmer
og brændsel sendte de danske skove på et kraftigt tilbagetog. Denne tilbagegang fortsatte indtil
starten af 1800-tallet, hvor skovens areal var helt nede på ca. 4 % af Danmarks samlede areal. Her
blev begreberne skovrejsning og fredning til i Fredsskovsforordningen af 1805, og siden er det stødt
og roligt gået opad med skovarealet (Nielsen, P. C., 1969).
Udskiftningen, der kom med Landboreformen i slutningen af 1700-tallet, må siges at have ændret
landskabsbilledet drastisk. Bebyggelsen blev spredt fra landsbyerne ud i det åbne land ved
udparcelleringen af de store sammenhængende herregårdsjorde. Det åbne land var nu karakteriseret
af enligt liggende gårde omgivet af en mosaik af indhegnede marker. Man begyndte at dræne
vådområder, regulere og hegne skovene, så de fremstod med markerede skovbryn, og fjerne
16

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
enkeltstående træer fra markerne, alt sammen for at udnytte markerne så effektivt som muligt.
Mange biotoper gik tabt, men nye opstod, særligt i de opførte hegn, der markerede markskellene
(Hansen, J. S., 1989).
Fra 1850 begyndte man at opdyrke heden og andre dårlige jorder, da den stadig stigende
befolkning medførte et behov for udvidelse af de dyrkede arealer. Dette gav fra 1861 til 1907 en
stigning i det danske landbrugsareal på 20 %. Da industrialiseringen holdt sit indtog i starten af 1800-
tallet blev byer langsomt en realitet. Befolkningen klumpede sig sammen i byerne og
landbefolkningen gik fra at udgøre 65 % i 1880 til at udgøre 25 % i 1960. Et yderligere fald i
landbefolkningen på knap 50 % kom med mekaniseringen og rationaliseringen af landbruget i 1960
til 1980 (Hansen, J. S., 1989).
Mekaniseringen af landbruget medførte, at gårde blev slået sammen til storbrug. Hegn og
bevoksning måtte vige ved sammenlægning af marker, således at udnyttelsen af jorden blev bedre,
men samtidig blev de dyrkede områder mere ensartede. Man rettede åløb ud, drænede vandhuller,
rørlagde vandløb og fyldte mergelgrave op, alt sammen for at udnytte så stor en del af jorden som
muligt. Mange biotoper gik således tabt. Landskabsbilledet var nu præget af store landbrug omgivet
af ensartede dyrkningsflader, der undertiden blev afbrudt af et stykke skov, et fredet område eller en
by, samt naturligvis den medfølgende infrastruktur (Hansen, J. S., 1989).
17

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃÃ
En vigtig del af landskabet er de geologiske former, hvis dannelse kort blev beskrevet i kapitel 1.
Landskabet kan ses som et samspil mellem geologi og biologi, og i dette kapitel vil vi beskæftige os
med landskabets biologi, som vi her for overblikkets skyld har inddelt i forskellige naturtyper. Det
danske landskab er et kulturlandskab, og de fleste af de naturtyper, vi vil komme ind på, er derfor
stærkt præget af mennesket.
Det landskabsbillede, beskueren ser, udgøres som regel af mange forskellige naturtyper, men vi
har her valgt at beskrive naturtyperne enkeltvis.
ÃÃÃÃ
Man kan dele det danske landskabs naturtyper op i følgende hovedgrupper 5 :
kyst, klit og marsk ca. 1,5 %
søer og vandløb ca. 1,5 %
hede, overdrev, eng og mose ca. 8 %
ager og småbiotoper ca. 63 % 6
by, bebyggelse med mere ca. 16 %
skove ca. 10 %
ÃÃÃÃ
Danmark er omgivet af havet med Østersøen og Kattegat på østsiden og Skagerrak og Nordsøen på
vestsiden. Havet er i dag - som det var i fortiden - en meget vigtig faktor i udformningen af
landskabet, i særdeleshed kystlinien. Desuden er fjordene og de mange småøer med til at give det
danske landskab karakter. Også havbundens “landskab” er noget for sig, og det får stadig større
interesse for “Ô.
Kysten er den del af landskabet, hvor kampen mellem hav og land foregår. På grund af denne
kamp findes der forskellige kystformer. Hvor bølgerne kommer strømmende fra det åbne hav imod
det flade land, findes der ofte lineære flade strandkyster, mens kysten ofte er tilgroet, hvor der er
mere læ. Også klintkysterne er forskellige. Hvor klinterne er dannet af ler og sand, ændres kysten
5 Opdelingen er foretaget med inspiration fra Danmarks Natur bd.4-8 samt 11.
6 Småbiotoperne udgør kun en meget lille del af disse 63 %.
18

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
næsten med årstiderne, hvorimod kalkstens- og granitklinterne ikke i samme grad påvirkes af de
Figur 1: Vestkystens berømte
klitlandskab. Marehalm og
hjælme mindsker sandflugten
(Brix, B., 1975).
barske bølger (Schou, A., 1975a,b)
Danmarks berømte klitlandskab findes hovedsagelig ved vestkysten, og her får vinden lejlighed til
at vise sin store magt og spille med sandet. Mange steder er klitterne dog tilgroet, enten naturligt
eller ved tilsåning (se figur 1) (Jakobsen, B., 1969; Kuhlman, H., 1969).
Endnu et strandlandskab af væsentlig betydning er marsken. Marsken er et kulturlandskab, som
gennem århundreder er blevet benyttet til græsning og høslet. Marsken forekommer på
Sønderjyllands vestkyst. Selv efter dansk målestok er marsken meget flad med store, frodige arealer
dækket af græs og græslignende planter (Jensen, N. H., 1995).
ÃÃÃ
I de lavest liggende områder i Danmark findes ofte søer (medmindre de er drænet bort). Man kan
fristes til at tro, at de altid har set ud, som de gør i dag, men sådan er det ikke. På grund af
19

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
succession, den naturlige tilgroning og menneskelige indgreb ændres søerne med tiden, og hver sø
har på den måde sin egen historie. Set i forhold til resten af landskabet er det især søens størrelse og
form samt dens plante- og dyreliv, der vækker ens opmærksomhed (Larsen, K., 1975).
De danske vandløb er hverken store eller barske, men flyder ganske stille ud mod havet. De
skaber variation i landskabsbilledet og spreder liv tværs gennem de store monokulturer af dyrkede
marker.
ÃÃÃÃÃ
Ligesom de fleste andre landskabstyper er den artsfattige hede opstået gennem længere tids
udvikling. Heden udtrykker, hvad man kalder det åbne land (altså det landskab, der hverken er by
eller skov). Hedelandskabet gør det muligt for os at se landets geologiske form. Heden findes på
næringsfattige, sandede jorder, hovedsageligt i Vestjylland og består primært af forskellige typer af
dværgbuske, såsom hedelyng, revling, blåbær og tyttebær (Andersen, B., 1998).
Overdrev var tidligere fælles græsningsarealer uden for landsbyerne, men de er ikke længere så
almindelige i det danske landskab. Overdrevene ligger på tørre, stenede og bakkede arealer, som det
ikke har kunnet betale sig at opdyrke (se figur 2). De er som regel mere afgrænsede end heden, og i
det bakkede morænelandskab træder de stærkt frem. Overdrevene repræsenterer de fleste af
Figur 2: Overdrevsterræn fra Lejre-egnen, 1978 (Stephensen, L.S., 1989).
20

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Danmarks plantesamfund (Vedel, H. og Odum, S., 1970).
Enge og moser er landskaber, der består af fugtig, lav og lysåben vegetation. De findes spredt i
landet og er kendetegnet af deres rige fauna (primært insekter). Højmosernes biodiversitet er noget
lavere, men som landskabstype er de af høj interesse på grund af deres sjældenhed og særprægede
karakter (Hansen, B., 1975 og Jensen, J., 1975).
ÃÃÃ
Agerlandskabet er langt det almindeligste i Danmark og det er så dominerende, at det danner
hovedtrækkene i det danske landskabsbillede. Markerne danner med deres firkantede former en
mosaik af monokulturer, der præger agerlandet med skiftende farver i løbet af året - brunt, grønt,
gult eller rødt afhængig af årstid og afgrøde.
Agrene er ofte afgrænset af lineære hegn, der kan klassificeres som småbiotoper. Småbiotoper er
alle de små uopdyrkede områder, som findes i og mellem de arealer, der indgår i landbrugsdriften i
det åbne land (se figur 3) (Brandt, J., 1994). Småbiotoperne er af enorm vigtighed i landskabet, fordi
de skaber variation, er levesteder for mange forskellige dyr og planter, og fordi de fungerer som
21
Figur 3: Stengærdet er et eksempel
på en småbiotop, idet det fungerer
som levested for mange dyr og
planter mellem landmandens
marker (Miljø- og
Energiministeriet, 1996).

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
forbindelsesled mellem større naturområder (Andersen, B., 1998). Vigtige småbiotoper er f.eks.
diger, skel, vejrabatter, grøfter, vandhuller, mergelgrave, gravhøje, småbevoksninger og levende
hegn (Brandt, J., 1994). De lineære hegn er skillelinierne i den mosaik, som mange forbinder det
danske agerlandskab med.
ÃÃÃÃ
Mange stærkt iøjnefaldende træk i landskabet
er skabt af menneskelig aktivitet, så som
bebyggelse og infrastruktur. Bebyggelsen er
spredt over det meste af landet, og i det åbne
land er det svært at finde et sted, hvor man
ikke kan se et eller andet beboelsestegn i
landskabet. Overalt hvor man vender sig, ser
man veje, jernbaner og el-ledninger, der løber
gennem agerlandskabet, samt vindmøller,
skorstene osv. (se figur 4).
Ã
Mennesket har dog i den senere tid også
påvirket landskabet på andre måder, bl.a.
ved at plante mere skov. Med et skovareal
på 10 % 7 , kan Danmark vel ikke kaldes et
skovland, men som landskab synes skovene
alligevel at veje mere end procenttallet siger. Det skyldes, at træerne er så højtvoksende organismer,
og at Danmark er så fladt et land, hvorved skovene og mindre træbevoksninger bliver meget synlige i
landskabet 8 .
Skoven i Danmark består stort set kun af dyrket skov - kulturskov. I en kulturskov er træerne
sået eller plantet af mennesker på voksestedet. Størstedelen af Danmarks skove er nåleskov (ca.
7 Ofte angives skovarealet til 12 %. Dette skyldes at bevoksede arealer i eller i umiddelbar tilknytning til skov (f.eks.
søer, moser, enge og heder) ofte medregnes i skovarealet (Miljø- og Energiministeriet, 1995).
8 Ordet skov betød da også oprindeligt fremspring (Nudansk ordbog, 1981).
22
Figur 4: Eksempel på hvordan mennesket drastisk
har ændret landskabet (Rasmussen, J. B., 1992).

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
64%), mens kulturskov af løvtræer tæller ca. 26% og naturskov kun ca. 7%. Naturskov kan være
kulturpåvirket i større eller mindre grad, men består af træarter, som er naturligt indvandret
(naturskov er dog et lidt udflydende begreb, eftersom det tolkes forskelligt forskellige steder 9 )
(Jensen, C. B. et al., 1995).
Selvom bøgeskoven af mange opfattes som det oprindelige, vilde landskab (se kapitel 4), er den
hverken særlig oprindelig eller særlig vild. Bøgetræet indvandrede til Danmark forholdsvis sent (se
kapitel 1). De fleste bøgeskove er under almindelig ordnet skovdrift, træerne har samme alder over
store strækninger, og ingen gamle, rådnende træer får lov at blive på skovbunden. I virkeligheden er
græsningsskoven et langt mere oprindeligt landskab end bøgeskoven, men den er i dag en af de
sjældneste landskabstyper i Danmark. I græsningsskoven sørger husdyr for at holde skoven åben på
samme måde som urokser, vildheste, elge og andre store pattedyr gjorde det i tidligere tiders skove
(Thomsen, K., 1996).
ÃÃÃÃÃ
Hvordan man i dag belyser
Danmarks landskab afhænger
meget af synsvinklen. Stadig
flere får lejlighed til at se landet
fra luften, og herfra ligner
Danmark stort set et puslespil
af firkanter (se figur 5 og 6).
Markerne er afgrænset af
lineære småbiotoper eller
trafikanlæg og byer, og små
isolerede naturområder, især
skove, er uregelmæssigt spredt
over landet (Miljø- og
Energiministeriet, 1997).
Når man kommer ned på
Figur 5: Luftfoto af det danske mosaiklandskab (Miljø- og Energiministeriet,
1996).
9
Udover den nævnte definition, kan naturskov defineres som 1) skov, der får lov at ligge hen og dermed får et
urskovspræg eller 2) skov, som drives efter gamle driftsformer (Andersen, B., 1998).
23

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
jorden, får man en anden synsvinkel på landskabet. Ligesom fra luften er det menneskets aktivitet,
der præger landskabet, men nede på jorden får trævæksten, vejene og bebyggelsen større betydning.
Og ser man ud over fjordene og søerne, opdager man også her menneskets påvirkning, idet man
sandsynligvis vil få øje på en lystbåd, en jolle eller en vindsurfer.
Den tredje synsvinkel på landskabet får de, som virkelig søger. Her er landskabet ramme for
udforskningen af naturens detaljer. Botanikeren leder efter den sjældne orkidéart, svampefinderen ser
kun den fugtige skovbund, mens ornitologen går med blikket rettet mod trætoppene.
Opfattelsen af landskabet afhænger dog ikke kun af synsvinklen, men også i høj grad af hvem, der
ser, og hvilket natursyn, betragteren er præget af. Dette vil vi komme ind på i de næste to kapitler.
24

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃ
Som vi beskrev i kapitel 1 har mennesket gennem tiden benyttet det danske landskab på forskellige
måder og dermed forandret det. I det følgende afsnit vil vi se på, hvordan natursynet og landskabet
har påvirket hinanden gensidigt.
Det er ikke vores hensigt at give en fyldestgørende beskrivelse af den historiske udvikling, men vi
vil forsøge at indfange tendenser for udviklingen, der har fået stor betydning for det natursyn, vi har i
dag. Vi har valgt hovedsageligt at koncentrere os om det, vi har kaldt det tidlige nytteprægede
natursyn, industrialiseringens natursyn og det romantiske natursyn. Hovedvægten vil blive lagt på de
to sidstnævnte, dels fordi der findes begrænset litteratur om de tidlige agerdyrkeres natursyn og dels
fordi de kontroverser, der er mellem industrialiseringens og romantikkens natursyn (den produktive
naturanvendelse og den rekreative naturanvendelse) stadig gør sig gældende i vort nutidige natursyn.
I opgavens indledning forklarede vi forskellen på billedlige og ikke-billedlige natursyn. Af de tre
ovennævnte natursyn er det kun det romantiske, som er decideret billedligt, men også ikke-billedlige
natursyn har betydning for menneskets behandling af landskabet. Derfor vil vi i de følgende kapitler
ikke kun behandle synet på landskabet, men menneskets syn på naturen mere generelt.
I vores fremstilling skelnes skarpt mellem bondens natursyn som det produktive og byboens
natursyn som det rekreative. Dette er selvfølgelig en meget forenklet opdeling. Typisk for begge
natursyn er, at de sjældent findes i ren form – de fleste mennesker har en blanding af de to natursyn.
ÃÃÃÃ
Omkring 2500 år før vor tidsregning skete der i Danmark et væsentligt skift i befolkningens forhold
til naturen, idet man gik fra jæger-/samlersamfund til begyndende dyrkning af jorden. Som en
konsekvens af denne udvikling begyndte man at skelne mellem den del af naturen, der var nyttig for
mennesket og den del, der ikke var. Den nyttige del af naturen var den dyrkede natur og de
naturressourcer, som det var muligt at udnytte. I det nytteprægede natursyn er det skønne og
værdsatte således den dyrkede jord og det kultiverede land (Hansen, J. S., 1995a).
Det nytteprægede natursyn formedes ved det begyndende agerbrug og var stort set enerådigt til
langt op i 1600-tallet (Hansen, J. S., 1995a). Natursynet kom først og fremmest til udtryk hos dem,
der stod i et direkte og produktivt udvekslingsforhold med naturen – altså landbefolkningen.
Landbefolkningens levevis var i høj grad tilpasset omgivelserne og indebar udnyttelse af mange
forskellige ressourcer i det omkringliggende landskab. Det er denne udnyttelse af landskabet til
25

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
bygninger, føde, redskaber, klæder, brænde m.m, der kommer til udtryk i det nytteprægede natursyn,
idet kun den del af naturen, som det er muligt at udnytte, påkalder sig interesse.
Naturen uden for hegnet - den vilde natur - blev opfattet som mørk, skræmmende og beboet af
uvæsener. Udyrkede områder tog man sig derfor i agt for - her virkede magiske og fjendtlige kræfter,
som kunne forvolde skade 10 (Hansen, J. S., 1989). Den overtro, befolkningen havde, var knyttet til
forhold i naturen, som de ikke forstod, og som de stod totalt afmægtige overfor f.eks. tørke,
oversvømmelse, sygdom og misvækst.
Landbefolkningen havde en omfattende viden om naturen og den forandring, der fulgte med
årstidernes cyklus. Denne viden og forståelse blev dels videregivet fra generation til generation og
dels tilegnet sig af det enkelte menneske gennem en livslang kontakt med naturen (Löfgren, O.,
1979). For bonden var naturen en helhed, som det enkelte menneske var en del af. Landskabet havde
(næsten) kun værdi som samarbejdspartner (Sørensen i Hansen, J. S., 1989). Man skelnede ikke
mellem arbejde og fritid, hvorfor der heller ikke fandtes incitament til etablering af arealer til
rekreative formål (Hansen, J. S., 1989).
ÃÃÃ
De værdinormer, der var knyttet til det tidlige nytteprægede natursyn, var, som nævnt, stort set
enerådige til langt op i 1600-tallet. Vi skal faktisk helt op omkring år 1800, før der med
industrialiseringen udvikledes andre natursyn, som fik bred betydning. I modsætning til eksempelvis
renæssancens natursyn, der var forbeholdt en spinkel overklasse, fik disse ”nye” natursyn indvirkning
på en meget stor del af befolkningen.
ÃÃÃÃÃIndustrialiseringen førte til kraftig bydannelse og byudvikling, og hermed dannelse af nye sociale
forhold, nye samfundsklasser, erhverv m.m.. De nye natursyn opstod således i forbindelse med
ovennævnte ændringer i samfundsstrukturen. Industrialiseringen medførte desuden nye driftsformer i
landbruget og alt sammen satte det sit præg på landskabet. Det landskabsbillede, der udvikledes,
kalder Löfgren for ”industrialismens landskab” (Löfgren, O., 1979). Denne betegnelse er meget
sigende, idet der i denne periode virkelig skete en gennemgående ændring af det danske landskab.
Det er vekselvirkningerne mellem disse ændringer i landskabet og natursynet, vi i dette afsnit skal
10 Eksempler på befolkningens overtro er overleveret i vores folkeviser. F.eks. visen om Hr. Oluf, der ridder gennem
lunden, hvor han fortrylles af elverpigernes dans (Folkehøjskolens Sangbog).
26

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
kigge nærmere på. To natursyn er meget dominerende for perioden. Det ene, som vi har valgt at
kalde industrialiseringens natursyn, er præget af et rationelt syn på naturen samt en tro på
menneskets beherskelse af denne. Det andet af periodens natursyn, det romantiske natursyn, er
tiltrukket af den vilde og jomfruelige natur.
ÃÃ
De store landboreformer (omtalt kapitel 1) og hermed overgangen til selveje samt udflytningerne af
gårdene skabte en af grundstenene til udviklingen af industrialismens landskab. I vekselvirkning med
disse ændringer af landskabet dannes industrialiseringens natursyn.
Industrialiseringens natursyn var præget af ideer, som havde rødder i oplysningstidens
naturvidenskabelige tankegang. Denne tankegang gik især ud på, at naturen var en slags mekanisk
system, som mennesket med sin fornuft var i stand til at kontrollere. Dette betød, at mennesket ikke
længere sås som en del af naturen, men som et væsen, der stod uden for naturen og på mange måder
var den overlegen. Denne naturvidenskabelige tankegang lå til grund for udviklingen af ny teknologi
og viden, som gjorde det muligt at beherske, kontrollere og manipulere naturen i langt højere grad
end tidligere (Hansen, J. S., 1989).
Industrialiseringens natursyn kan ikke siges at være et direkte syn på landskabet i sig selv (det er
et ikke-billedligt natursyn), men ved natursynets betragtning af naturen som ressource for
produktion, får det betydning for udformningen af landskabet. Industrialiseringens natursyn ligger
således bag mange af periodens landskabsforandringer af rationel og produktionsmæssig karakter.
Det var primært landbefolkningen, der blev præget af det nytte- og produktionsorienterede
natursyn, idet deres interesser knyttede sig til den produktive udveksling med naturen.
Industrialiseringens natursyn kan for landbrugets folk på en måde ses som en videreudvikling af det
tidlige nytteprægede natursyn. For landbefolkningen var det således det kultiverede land, der blev
betragtet som det smukke og det ideelle landskab (Hansen, J. S., 1989).
Såvel landboreformerne som Skovforordningen kan ses som tidlige eksempler på, at
industrialiseringens rationelle syn på naturen kom til at ændre landskabet. Med landboreformernes
udparcellering af det åbne land og med Skovforordningens omlægning til rationelt skovdrift blev
store dele af landskabet underlagt den kontrollerede orden, der kan tillægges industrialismens
natursyn.
27

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Det rationelle natursyn kom i særdeleshed til udtryk ved det Danske Hedeselskabs indflydelse og
udformning af landskabet fra midten af 1800-tallet. Hedeselskabet foranledigede opdyrkning og
beplantning af store hedeområder, dræning af vådområder, anlæggelse af læhegn og udretning af åløb
(Hansen, J. S., 1989). Dette førte til, at mere og mere af det, der før havde været betragtet som
værende unyttig natur, blev inddraget i det danske landbrugsareal.
Når vi kommer længere op i dette århundrede, er det, der måske tydeligst springer en i øjnene, når
man taler om industrialismens landskab og industrialiseringens natursyn, de store ensartede
dyrkningsflader som mekaniseringen af landbruget medførte. Maskinkraft og moderne teknologi
førte til rationalisering samt sammenlægning af brug og som følge heraf fjernelse af diger,
mergelgrave, læhegn m.m.. Landbrugslandet kom herved, helt i overensstemmelse med
industrialiseringens natursyn, til af fremstå som et produktionslandskab dvs. mere og mere monotont
– som en mosaik af ensartede dyrkningsflader (se figur 6) (Hansen, J. S., 1989).
ÃÃÃ
Figur 6: Industrialiseringens natursyn har haft stor betydning for udformningen af
landskabet. Landskabet er hermed kommet til at fremstå som et produktionslandskab,
mere og mere monotont, som en mosaik af ensartede dyrkningsflader
(Hansen, J. S., 1989).
Industrialismens landskab blev også formet af den tiltagende urbanisering. Den del af
28

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
landbefolkningen, der flyttede ind til byerne, udviklede en livsform, der var forskellig fra det
traditionelle landboliv (ligesom også godsejernes livsform i nogen grad afveg herfra). Bybefolkningen
levede adskilt fra naturens gang i det åbne land.
I slutningen af 1700-tallet dannedes et nyt natursyn først hos adelen og siden hos det opvoksende
borgerskab i byerne - det romantiske natursyn. I modsætning til industrialiseringens rationelle og
nytteprægede natursyn var det ikke den dyrkede natur, men den uberørte og vilde natur, der var
attråværdig. Det var på den ene side det idylliske pastorale landskab med enligt stående træer,
grønne græsgange og græssende dyrehold og på den anden side det vilde bjerglandskab med truende
klipper og dybe afgrunde. Det var naturen som landskab, oplevet distanceret, der var idealet og det
smukke (Hansen, J. S., 1995a).
Det romantiske natursyn blev båret frem af den radikale omlægning af den produktive
naturanvendelse, der blev gennemført ved landboreformerne og Skovforordningen. Natursynet var en
reaktion mod den produktive naturanvendelses kontrol og beherskelse af naturen (Hansen, J. S.,
1989).
I første omgang var det de grupper i samfundet, der ikke var beskæftiget med den direkte
naturudnyttelse (og primært de, der havde et vist økonomisk overskud), der betragtede naturen ud
fra en ikke-nyttepræget synsvinkel. Natursynet kom som nævnt først til udtryk hos adelen og
monarkiet, hvis haveideal ændredes fra at prise det ypperste, man kunne præstere i kultivering af
naturen, til at efterligne den vilde natur. Renæssancens og siden barokkens haver med geometriske
former, symmetri og formklippet natur blev erstattet af det uregelmæssige og det asymmetriske. Med
romantikken begyndte dyrkelsen af naturen i dens ”oprindelige” former (Hansen, J. S., 1989).
I første halvdel af 1800-tallet slog det romantiske natursyn også igennem hos byernes stadigt
voksende borgerskab. Der var mange forhold, der førte til denne nye smag for det naturlige landskab,
men vigtigst var nok ændringen af borgerens livs- og arbejdsform, som indebar en sondring mellem
arbejde og fritid. Man fik nu både tid og råd til at nyde naturen (Hansen, J. S., 1989).
Ovenstående samfundsændringer medførte, at man begyndte at anskue naturen ud fra en rekreativ
synsvinkel. Ved omlægningen af adelens og monarkiets prydhaver (f.eks. Frederiksborg Have og
Kongens Have) ændredes også havernes funktion, idet de blev åbne for borgerskabet. Borgerskabet
kunne promenere på havens stier, hilse på hinanden og blive set. Den rekreative funktion, haverne
herved fik, er forløberen for det vi i dag forbinder med rekreative anlæg. Man begyndte ligeledes at
tage på udflugt i den “uberørte” natur. Ved den rekreative naturudnyttelse demonstrerede
29

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
overklassen, at den var hævet over bondestandens ”simple naturudnyttelse”, hvor alene nytte- og
dyrkningskriterier var afgørende. Det romantiske natursyn var således en del af den fremvoksende
liberalisme og dens billede af det frie menneske (Hansen, J. S. 1989).
Romantikken var i Danmark en reaktion mod tidens rationelle fornuftsdyrkelse. Dette kom til
udtryk ved bl.a. dyrkelsen af det nationale og historiske samt, som vi har været inde på, den
rekreative dyrkelse af naturen.
De nye måder at anskue naturen på blev skildret i litteraturen. Eksempelvis beskriver Peer
Sørensen i ”Det nationale landskab”, hvordan romantikkens natursyn har sat sit præg på
højskolesangbogens sangskat. Mange af sangbogens tekster er hyldestdigte til det danske landskab
og til Danmark som nation, ofte beskrevet i en nærmest religiøs tone. Et godt eksempel, som vi alle
kender, er Oehlenschlägers ” Der er et yndigt land” (Sørensen, P., 1996).
I dansk malerkunst skete ligeledes en reaktion mod industrialismens landskab. Reaktionen
udmøntede sig i, at landskabsmaleriet blev indført af de såkaldte guldaldermalere som J. L. Lund, J.
T. Lundbye, D. Dreyer og P. C. Skovgaard. Motiverne for malerne var ikke det nyskabte i
landskabet i forbindelse med udflytningerne og Skovforordningen, men det gamle landskab, der
Figur 7: Eksempel på typisk guldalder-landskab malet af J. Th. Lundbye. Udmarken med
dens blanding af overdrev og lysåben græsningspræget skov (Ovesen, C. H., 1989)
30

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
gradvis var ved at forsvinde (Stephensen, L. S., 1989). Det landskab, guldaldermalerne skildrede var
således udmarken med dens blanding af overdrev, lysåbne skove og vådområder (se figur 7).
Ligeledes var forhistoriske minder i landskabet, som gravhøje, stendysser og tildels også kirker,
yndede motiver (se figur 8) (Ovesen, C. H., 1989).
Guldalderens landskabsmaleri og de nationalromantiske digtere har utvivlsomt haft stor
betydning for opfattelsen af det æstetiske landskabsbillede og hermed for natursynet. Der synes da
også at være en vis samhørighed mellem guldaldermalernes landskab og fredningsbevægelsens
udvælgelse af specielle fredningsværdige områder. Dette ses ved den høje prioritering, fredning af
guldalderens græsningsprægede landskaber samt fortidsminder har fået. Som eksempel på tidlige
fredninger kan nævnes Molsbjerge og Dyrehaven samt fredning af diverse gravhøje (Ovesen, C. H.,
1989).
Figur 8: Forhistoriske minder i landskabet som f.eks. gravhøje og stendysser var yndede motiver
for guldaldermalerne. Maleri af J. Th. Lundbye (Stephensen, L. S., 1989).
31

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Ã
Adskillelsen mellem industrialiseringens- og romantikkens natursyn var ikke tidsmæssig, men snarere
social. For bonden og andre med direkte tilknytning til naturen var det industrialiseringens natursyn
og kravene om maksimal produktionsmæssig udnyttelse af naturen, der talte. Blandt adelen og senere
også blandt borgerskabet, der ikke havde samme nære kontakt med naturen, udvikledes det
romantiske natursyn med dets lovprisning af det uberørte landskab. Man kan således sige, at
borgerskabet ”opdagede” den ikke-nyttiggjorte del af naturen og opfattede den som noget smukt,
der ikke blot var værd at bevare, men også værd at kopiere både i form af rekreative områder
(eksempelvis byernes parker), og i form af landskabsmalerier, som kunne pryde borgerskabets stuer.
32

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃ
Vore dages natursyn er ikke et entydigt begreb, der kan beskrives kort. Fra tidligere tider har vi
mange forskellige natursyn med i bagagen, bl.a. aspekter fra såvel industrialiseringens som
romantikkens natursyn. I dag er de to natursyn ganske vist ikke på samme måde splittet op på
bestemte sociale klasser, som de var det for 150 år siden. De fleste mennesker er præget af flere
forskellige opfattelser af naturen, men man ser alligevel en tendens til, at visse natursyn bliver mere
fremtrædende end andre hos bestemte befolkningsgrupper.
ÃÃÃ
Skønt natursynene i praksis sjældent er adskilt fra hinanden og bevidst overvejet, har mangen en
teoretiker forsøgt at adskille og kategorisere dem analytisk. Vi vil i denne opgave tage udgangspunkt
i filosoffen Hans Finks inddeling af natursyn i fem kategorier, da hans kategorier er relativt klare og
viser, at vore dages opfattelse af naturen ikke er entydig, men kompleks. Hans Fink diskuterer fem
forskellige forestillinger om naturen, der ses i dag: 1) naturen som det vilde, 2) naturen som det
landlige og grønne, 3) naturen som det jordiske og almindelige, 4) naturen som det naturlovmæssige
og 5) naturen som det hele (Fink, H., 1993). Disse kategorier vil udgøre en ramme for en
gennemgang af forskellige natursyn, der præger os i dag. Desuden vil vi kort diskutere, hvilke
konsekvenser, de enkelte natursyn har for synet på skoven.
Hans Finks kategorier vil herefter blive diskuteret i forhold til Kenneth Olwigs opdeling i billedlige
og ikke-billedlige natursyn (som blev beskrevet indledningen). Efter denne diskussion vil vi
undersøge, hvordan forskellige natursyn benyttes af forskellige grupper i samfundet.
ÃÃÃÃ
Ses naturen som det vilde, kommer den uvægerligt til at stå i modsætning til det ikke-vilde, det
kultiverede og ordnede. Natur og kultur bliver således et modsætningspar, hvor naturen er det
ukontrollerede og uberørte, det, der ligger uden for menneskers rækkevidde, mens kulturen er det
menneskelige, samfundsmæssige (Fink, H., 1993).
Opfattelsen af naturen som det vilde er tydeligvis inspireret af det romantiske natursyn (beskrevet
i kapitel 3). Konsekvensen af den romantiske tankegang er, at (vild) natur ofte ses som oprindelig,
uberørt og jomfruelig. Det dyrkede land er ikke natur, for naturen er ikke præget af mennesker.
33

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Naturen som det vilde er ikke nødvendigvis naturen som et landskab, men ofte er der alligevel
denne kobling. Et godt eksempel på opfattelsen af naturen som det vilde ses i forestillinger om de
danske skove. På trods af det forhold, at skoven ligesom resten af landskabet er formet af den
menneskelige udnyttelse, betragtes den ofte som vild og uberørt (se figur 9) (Olwig, K., 1994).
Skoven ses som det autentiske, det oprindelige og naturlige landskab, og dette landskab bliver
dermed symbol på nationen (Löfgren, O., 1989). For selvom den moderne nationalstat først blev
konstrueret i Europa i 1700-tallet, opfattes nationen alligevel som noget oprindeligt og autentisk
(Anderson, B., 1983). Nationens oprindelighed kædes sammen med landskabets oprindelighed, og på
den måde bliver skoven til en del af den nationale identitet.
Vore dages forestillinger om skoven præges således af romantiske forestillinger om naturen og
nationen. Men disse forestillinger om skovene er naturligvis ikke de eneste, der præger synet på
skoven. Det romantiske syn vil typisk antages af mennesker, der ikke til daglig færdes i eller lever af
skoven.
ÃÃFrederick Edwin Churchs maleri fra 1859 er et godt eksempel på opfattelsen af naturen som det vilde. I dette
landskab er det naturen, som hersker, uden menneskelig påvirkning (Cornell, S., 1983).
34

ÃÃÃÃÃÃ
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Forestillingen om naturen som det landlige og grønne sætter ikke kultur generelt, men derimod byen
og stenbroen som modsætning til naturen. Naturen er her landskabet, uanset om det er dyrket og
præget af mennesker eller ej. Der er tale om naturen, som den ser ud, når man befinder sig i en by
(Fink, H., 1993).
Ideen om naturen som det landlige betyder, at man godt kan opfatte det danske landskab som
natur, uanset at man er bevidst om, at der er tale om et kulturlandskab. Bygninger og marker kan ses
som en naturlig del af landskabet (se figur 10) (Stephensen, L. S., 1989). Karakteristisk er det dog,
at byen ikke ses som natur. At se naturen som det landlige og grønne er et typisk bybosyn, der
adskiller mennesket (i byerne) fra naturen (på landet). Bonden bliver en mærkelig liminal person, der
balancerer på grænsen mellem natur og kultur (Fink, H., 1993).
Ser man naturen som det landlige og grønne, er en skov til alle tider natur, uanset hvor
plantageagtig, kultiveret og ikke-vild den er.
ÃÃÃÃÃÃ
Den tredje forestilling om naturen, som Fink beskriver, er forestillingen om naturen som det jordiske
og almindelige, i modsætning til det himmelske og overnaturlige. Naturen er her det normale, det
velkendte, det, et almindeligt menneske kan forstå (Fink, H., 1993).
35
Figur 10: Selvom dette
landskab er dyrket og
påvirket af mennesker,
opfattes det alligevel af
mange som natur (Meyer, G.,
1998).

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Taler man om naturen på denne måde, er naturen ikke som sådan et landskab, men et begreb der
omfatter stort set alt, hvad der er at finde på jorden. Således er skoven også en del af den jordiske
natur, men den har ingen speciel plads i forhold til f.eks. byer, parker osv. 11
ÃÃÃÃ
Det naturvidenskabelige syn på natur er forestillingen om naturen som det naturlovmæssige. Set på
denne måde er naturen et mekanisk system, som kan forklares, kontrolleres og udnyttes af
mennesket. Naturen er ikke et landskab, men de lovmæssigheder og principper, der ligger bag
forskellige processer, og som det er muligt for mennesker at gennemskue (Fink, H., 1993).
Det naturvidenskabelige syn på naturen har haft betydning siden oplysningstiden (1600-tallet), og
som vi har vist, prægede det i høj grad industrialismens natursyn. Det naturvidenskabelige syn sætter
mennesket uden for naturen, i en position, hvor det er muligt at kontrollere naturen. Herudover har
der i dette naturvidenskabelige syn også ligget en etisk fordring, nemlig den, at mennesket ikke alene
kontrollere og udnytte naturen, men også gøre det, på den mest effektive måde til gavn for
flest mulige mennesker (et utilitaristisk syn) (Peluso, N. L., 1992). På den måde har det
naturvidenskabelige syn også haft stor betydning for udformningen af landskabet.
Det naturvidenskabelige syn har i høj grad påvirket den måde, skovene er blevet dyrket og drevet
på i Danmark. Skovene ses fra dette synspunkt som en ressource, der kan og bør udnyttes på den
bedst mulige (mest effektive) måde (Peluso, N. L., 1992).
ÃÃÃÃ
Finks 5. kategori er naturen som det hele. Naturen omfatter i denne forestilling alt, også mennesker,
og der er således ingen skelnen mellem kultur og natur (Fink, H., 1993).
Ideen om naturen som det altomfattende ligger godt i tråd med, hvad Jens Scherup Hansen
beskriver som et økologisk natursyn, der er opstået inden for de sidste 20-30 år. Natursynet gør op
med både industrialismens og romantikkens natursyn ved at fremhæve, at naturen er en helhed, som
også mennesker indgår i. Mennesker kan på denne måde ikke stå uden for naturen og betragte eller
kontrollere den, men er på forhånd viklet dybt ind i naturens processer (Hansen, J. S., 1989).
11 Opfattelsen af naturen som det jordiske og almindelige er ikke så relevant for denne opgave, eftersom dette natursyn
ikke har særlig stor betydning for vores behandling af landskabet i dag. Vi vil derfor ikke diskutere det yderligere.
36

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
I det økologiske natursyn er skovene naturligvis også en del af naturen, eftersom naturen er
altomfattende. Men natursynet lægger mindre vægt på skoven som et landskab end på de naturlige,
dynamiske processer, der foregår i skoven. Man betragter skoven med et helhedssyn, der (i
princippet) inddrager alle de påvirkninger og afhængighedsforhold, der er mellem skoven og dens
omgivelser (Hansen, J. S., 1995b).
ÃÃÃÃÃ
Fink fokuserer i sin gennemgang på syn, mens vi i denne opgave koncentrerer os om landskab.
Som vi allerede har været inde på i løbet af denne gennemgang, er ikke alle Hans Finks
natursynskategorier relevante for diskussionen af opfattelser af landskabet. I og med at landskabet er
det synlige, er det primært de første to kategorier, der kan kaldes landskabsopfattelser. “Naturen som
det vilde” og “naturen som det landlige” ser begge naturen som synlige billedlige landskaber.
“Naturen som det jordiske” og “naturen som det hele” ser også landskabet som natur, men i disse
opfattelser omfatter naturen også meget mere. Og “naturen som det naturlovmæssige” er i høj grad
et ikke-billedligt natursyn, eftersom naturen her i højere grad er love og principper end fysisk
landskab. Alligevel er dette naturvidenskabelige natursyn ikke irrelevant for diskussionen af
landskab, idet opfattelsen i høj grad har præget den måde, hvorpå man har udnyttet og dermed også
betragtet landskabet.
De fem natursyn skal ikke nødvendigvis ses som uafhængige af hinanden. F.eks. kan man
argumentere for, at det naturvidenskabelige syn på naturen er forudsætningen for, at man
overhovedet kan betragte naturen som et landskab. Det forhold, at mennesket gennem
naturvidenskaben kan beherske naturen, gør det muligt at distancere sig fra naturen, at betragte den
på afstand. På den måde er beherskelsen af naturen forudsætningen for en billedlig naturopfattelse -
opfattelsen af naturen som et landskab (Holmen, J. J., 1989) 12 .
Hans Finks kategorier vil blive benyttet i resten af opgaven, hvor vi dog især vil beskæftige os
med tre af dem: 1) ”naturen som det vilde”, som vi også kaldt et romantisk natursyn, 2) ”naturen
som det naturlovmæssige”, hvilket vi også har kaldt et naturvidenskabeligt natursyn og 3) ”naturen
som det hele” – det økologiske natursyn.
12 I indledningen viste vi, at opfattelsen af naturen som et landskab blev muliggjort af centralperspektivet.
Centralperspektivet bygger netop på naturvidenskabelige principper om matematik og geometri (Hansen, J. S., 1995b).
37

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃÃ
Opfattelsen af landskabet indebærer en værdisætning, der afhænger af det enkelte menneskes
natursyn. Som vi har vist, er der mange forskellige natursyn i omløb i vores samfund i dag, og det
betyder, at forskellige mennesker eller forskellige grupper mennesker værdisætter landskabet
forskelligt.
Opfattelsen og værdisætningen af landskabet afhænger i høj grad også af, hvilke interesser man
har i det. Wolfgang Framke viser i sin artikel “Landskabsopfattelse, landskabspræferencer og
landskabsplanlægning i Danmark” (1989), at forskellige befolkningsgrupper i Danmark har
forskellige rekreative interesser i landskabet. “Veluddannede” 13 prioriterer landskaber, der ser relativt
uberørte ud - dvs. at der ikke er for mange kulturspor og mennesker. En anden gruppe, nemlig “dem
uden særlig uddannelse” har ingen rekreative interesser i disse uberørte, mennesketomme landskaber,
men ønsker at opholde sig steder, hvor der er andre mennesker, og hvor der er muligheder for at
more sig (f.eks. på strande, i parker osv.). Her er det sociale aspekt altså mere vigtigt end det
smukke landskab 14 (Framke, W., 1989).
Det kunne se ud som om den gruppe, Framke kalder de veluddannede, i forhold til deres
rekreative interesser har et natursyn, hvor naturen (den “rigtige” natur) er det vilde og uberørte. De
ikke bogligt uddannede har derimod et natursyn, der svarer mere til Finks kategori “naturen som det
grønne og landlige”. Naturen kan her godt være natur, selvom der er kulturspor og mennesker.
Udover disse to befolkningsgruppers rekreative interesser i landskabet, er der naturligvis også
mange andre interesser i landskabet, f.eks. landbrugsmæssige, biologiske, geologiske osv. Alle disse
særinteresser bidrager ifølge Framke til, at landskabet i planlægningen splittes op i mange små
enheder, således at så mange interesser som muligt kan tilgodeses (Framke, W., 1989).
ÃÃÃÃ
En del af de mange særinteresser præsenteres i miljøministeriets udgivelse “Natursyn” (1996), der er
lavet i forbindelse med en konference om organisationernes natursyn. En række forskellige
interessegrupper kommer her til orde, og vi vil i denne sammenhæng blot diskutere tre af de syn på
naturen, der udtrykkes.
13 Opdelingen i “veluddannede” og “dem uden særlig boglig uddannelse” står for Framkes egen regning. Det er vores
opfattelse, at opdelingen er noget unuanceret, men den siger alligevel noget om forskellige prioriteter blandt
forskellige mennesker i samfundet.
38

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Præsidenten for Landbrugsrådet Peter Gæmelke har den opfattelse, at en del af naturen bør
bruges effektivt til produktion af fødevarer. Men denne menneskelige udnyttelse gør ikke landskabet
mindre naturligt. “Ã[landmændene] ÃÃÃÃÃÃÔ, skriver Peter
Gæmelke. Synspunktet er desuden, at når man vil lave naturgenopretning er det vigtigt at tage brede
hensyn - både til natur, samfund og økonomi (Gæmelke, P., 1996).
Man kan se Landbrugsrådets synspunkt som et udtryk for et naturvidenskabeligt natursyn, idet
Gæmelkes opfattelse er, at landskabet bør udnyttes og kontrolleres på en teknisk effektiv måde - og
det bliver det ikke mindre naturligt af. Desuden ses det tydeligt, at naturvidenskabelige natursyn er
inspireret af det nytteprægede natursyn (beskrevet i kapitel 3), idet det kultiverede landskab prises. I
alle tilfælde viser Gæmelkes idé om det “brede hensyn”, at Landbrugsrådet ser menneskets behov
som vigtigere end naturens behov. Man er ganske vist villig til at tage hensyn til naturen, men
opfattelsen er, at det ikke bør ske for enhver pris.
Tommy Dybro fra Verdensnaturfonden gør sig derimod til talsmand for, at den “oprindelige”
natur skal tilbage til Danmark. Naturkræfterne skal have (relativt) frit spillerum, skovene skal være
urørte naturskove, der, hvis de ikke ligefrem er det, så i hvert fald skal ligne den oprindelige urskov
(Dybro, T., 1996). Verdensnaturfonden ser således naturen som det oprindelige og vilde, og det er
det romantiske billede af den vilde natur, uberørt af menneskehånd, der præger hele teksten. Den
vilde natur ses som vigtig i sig selv.
Ib Johnsen fra Danmarks Naturfredningsforening understreger i modsætning til
Verdensnaturfonden det synspunkt, at “Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã ”.
Naturens processer er dynamiske, og mennesker er involveret i disse processer. Derfor er det også
vigtigt at overveje, hvilke konsekvenser, menneskets behandling af den øvrige natur har (Johnson, I.,
1996). I Danmarks Naturfredningsforenings natursyn er naturen derfor det hele (et økologisk
natursyn), ligesom den er i Hans Finks sidste kategori. Der er fokus på det dynamiske aspekt, på det
naturlige samspil mellem mennesker og resten af naturen.
Organisationerne repræsenterer forskellige grupper i befolkningen. De natursyn, der bliver
udtrykt, illustrerer, at vores samfund præges af nogle meget forskellige ideer om natur og nogle
meget forskellige interesser i landskabet. I det følgende kapitel vil vi se nærmere på, hvilke interesser,
der tilgodeses, og hvilke natursyn, der kommer til udtryk, når landskabet skal reguleres og
planlægges.
14 Framke understreger, at begge grupper er relativt enige om, hvilke landskaber, der er æstetisk smukke, men de har
39

ÃÃÃÃ
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Landskabets udseende bliver reguleret gennem lovgivning og planlægning. De overordnede rammer
sættes af lovgivningen, og en lang række love har betydning for landskabets udformning, heriblandt
råstofloven, naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven, planloven, skovloven, jagt- og
vildtforvaltningsloven, landbrugsloven m.fl. At komme ind på alle disse love ville dog være for
omfattende for en opgave af denne størrelse, og vi har derfor valgt at koncentrere os om
landbrugsloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven og planloven. Bortset fra planloven beskæftiger
disse love sig især med landskabet uden for byerne.
Når planlægningen skal udføres i praksis ligger ansvaret primært hos amts- og kommunalråd
(selvom miljøministeren har det overordnede ansvar). Vi vil i dette kapitels planlægningsafsnit dog
primært se på amternes regionplanlægning, eftersom det især er den, der beskæftiger sig med
landskabet uden for byerne.
De forskellige love og planer udtrykker forskellige natursyn, som skal ses i forbindelse med de
mange forskellige interesser i landskabet. Vores ønske med dette kapitel er at vise, hvordan disse
særinteresser og natursyn bidrager til, at landskabet splittes op i mange forskellige landskabstyper.
Ã
Det første forsøg på ved lov at regulere arealeanvendelsen i landskabet kom med Skovforordningen i
1805, der skulle sikre skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning. I 1917 vedtog man
naturfredningsloven, som beskyttede nogle få udvalgte områder, men ellers skete der meget lidt på
området indtil vedtagelsen af by- og landzoneloven i 1969. By- og landzoneloven blev vedtaget for
at sikre, at byerne ikke kunne sprede sig uhindret i landet (Hansen, J.S., 1989).
Siden 1969 er der kommet en række love til, der regulerer anvendelsen af landskabet. Lovene
fokuserer på forskellige forhold. Vi vil begynde med at gennemgå landbrugsloven,
naturbeskyttelsesloven og skovloven for at vise, hvordan lovene afspejler forskellige natursyn og
interesser i landskabet og på den måde kommer til at præge landskabet på forskellige måder.
Ã
Landbrugsloven skal regulere landbrugets strukturforhold og kommer dermed til at påvirke
udformningen af den del af landskabet, der er udlagt til jordbrugsformål.
ikke de samme rekreative interesser i disse landskaber (Framke, W., 1989).
40

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
De tidlige landbrugslove havde fokus på den jordbrugsmæssige produktion. Indtil 1960’erne var
lovgivningen især møntet på at bevare selvejet, som er det princip, at den bonde, der dyrker jorden,
også bør eje den 15 . Desuden var et vigtigt element i landbrugsloven opretholdelsespligten, der betød,
at man ikke måtte sammenlægge bedrifter (Jørgensen, C. & Wulff, H., 1995).
I 1960’erne ændrede landbruget sig på flere måder. Med mekaniseringen fik man behov for større
bedrifter, og der skete derfor en liberalisering af samdrifts- og sammenlægningsreglerne (Jørgensen,
C. & Wulff, H., 1995). Samtidig opstod der som reaktion på byudviklingen et behov for at beskytte
værdifulde landbrugsjorde mod anden anvendelse, og man indførte derfor dyrkningspligt på
landbrugsjorde (Primdahl, J., 1990) 16 .
I 1980’erne begyndte man udover de produktionsmæssige interesser også at fokusere på
miljømæssige hensyn, og landbrugsloven af 1994 (som er gældende i dag) er derfor et forsøg på at
afveje jordbrugsmæssige interesser og miljømæssige hensyn i forhold til hinanden. Lovens formål er
at sikre opretholdelse af en selvstændig jordbrugerklasse, at bevare selvejet, at bevare et rimeligt
stort antal bedrifter, at sikre rationel landbrugsdrift, at sikre miljøhensyn og dyresundhedshensyn og
at værne jordbrugets arealinteresser (De danske landboforeninger, 1994). Loven er på den måde
præget af både gamle principper, der prioriterer produktionen (selvejet og den rationelle drift) og
relativt nye ideer om miljø og dyresundhed. Men det er tydeligt, at produktionshensyn stadig vejer
tungest i landbrugsloven. Opfattelsen er, at jorden er en ressource, der bør udnyttes (dog kan den til
en vis grad udnyttes under hensyntagen til miljøet). Loven udtrykker på den måde det natursyn, vi i
sidste kapitel har beskrevet som et naturvidenskabeligt natursyn.
Landbrugsloven varetager jordbrugets arealinteresser og forsøger dermed at præge landskabets
udformning som et landbrugslandskab. Fokuseringen på den rationelle landbrugsdrift resulterer i
store monokulturmarker, der kan dyrkes effektivt. På den anden side udtrykker loven også et ønske
om, at de enkelte landbrug ikke bliver for store. Derfor ser vi i Danmark ikke marker af samme
størrelser som f.eks. i USA, men mellemstore marker med forskellige afgrøder.
I landbrugsloven af 1994 har man slækket på dyrkningspligten, som blev indført i 60’erne. Der er
åbnet mulighed for, at dyrkningspligten kan ophæves, hvis man ønsker at rejse fredsskov (se afsnittet
15
Selvejet har præget dansk landbrug siden fæsteafløsningen og udskiftningen sidst i 1700-tallet (Jørgensen, C. &
Wulff, H., 1995).
16
Man kan desuden se by- og landzoneloven (1969) som et forsøg på at beskytte landbrugsjordene ved at regulere
byvæksten.
41

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
om skovloven) på sin jord (Hansen, C. P., 1993). Loven gør det dermed i højere grad end tidligere
muligt at ændre landskabet fra landbrugsland til skovland.
Ã
Naturbeskyttelsesloven af 1991, som er gældende i dag, er en sammenlægning og modernisering af
tre love: naturfredningsloven, sandflugtsloven og naturforvaltningsloven. Lovens overordnede formål
er at “Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã Ã
ÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÔ,
et formål, som naturbeskyttelsesloven har til fælles med miljøbeskyttelsesloven og planloven. Mere
specifikt skal loven 1) sikre beskyttelsen af naturens vilde dyr og planter og disses levesteder samt de
landskabelige, kulturhistoriske, naturvidenskabelige og undervisningsmæssige værdier, 2) forbedre,
genoprette eller tilvejebringe områder af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og
kulturhistoriske interesser, og 3) give befolkningen adgang til at færdes i naturen
(Naturbeskyttelsesloven, 1998).
En række naturtyper er i sig selv beskyttede, hvis der er tale om områder større end 2500 m 2 .
Disse naturtyper er ferske enge, overdrev, søer, vandløb, heder, moser, strandenge, strandsumpe,
sten- og jorddiger, klitfredede arealer og fortidsminder. Beskyttelsen betyder, at der ikke må
foretages ændringer i naturtypernes tilstand, dog med det forbehold, at lodsejeren har lov til at
fortsætte sin hidtidige benyttelse af området (Miljø- og Energiministeriet, 1993).
Udover disse generelle beskyttelsesbestemmelser giver naturbeskyttelsesloven mulighed for at
beskytte landskaber ved hjælp af fredning. Fredning benyttes i dag kun, hvis et landskab ikke kan
sikres ved hjælp af andre love, der regulerer arealanvendelsen (f.eks. planloven) eller ved hjælp af
naturbeskyttelseslovens egne generelle beskyttelsesbestemmelser. Fredningen kan alt efter formålet
indeholde forskellige bestemmelser, f.eks. forbud mod dyrkning og beplantning, regler for
anvendelsen af området, regler om offentlighedens adgang osv. (Miljø- og Energiministeriet, 1993).
Naturbeskyttelsesloven er lavet for at beskytte værdifuld natur, og værdifuld natur ses som den
natur, der rummer vilde dyr og planter, eller den, der har æstetisk, historisk eller
undervisningsmæssig værdi. Der er fokus på den mindst påvirkede del af naturen, på det ikke
dyrkede, og man kan således se en tydelig inspiration fra det romantiske natursyn, som blev
beskrevet i de foregående kapitler. Forskellige skribenter har pointeret, at fredningerne ofte har
været rettet mod typiske guldalderlandskaber - varierede landskaber med træer, græs, lidt kvæg osv.
42

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
(Stephensen, L. S., 1989; Ovesen, C. H., 1989). Naturbeskyttelseslovens landskabsideal synes altså
stærkt præget af romantiske ideer opstået i 1800-tallet. Loven prioriterer værdifuld natur over
økonomiske hensyn (Miljø- og Energiministeriet, 1993), hvilket må siges at være en stor kontrast til
landbrugsloven.
Med sin vægtning af beskyttelsen af specielle landskabstyper prøver naturbeskyttelsesloven at
forme landskabet med en langt større variation end landbrugsloven. De generelle
beskyttelsesbestemmelser beskytter mindre naturområder spredt mellem landbrugsjorde, mens
fredningsbestemmelserne giver mulighed for at beskytte større områder.
Ã
Skovloven sætter de lovmæssige rammer for skovdriften og præger derfor udformningen af de
danske skove (Billeschou, A. & Baumann, P., 1990).
Den første lov om skovdrift i Danmark var Skovforordningen af 1805, som blev indført for at
bevare den smule skov, der var tilbage i Danmark på dette tidspunkt, samt for at gøre skovarealet
større (Westerbye-Juhl, K., 1996). Med Skovforordningen indførtes fredskovspligten, som betyder,
at et areal, der er tilplantet med skov, ikke må benyttes til andre formål. Fredsskovpligten er stadig i
dag et meget vigtigt princip i skovloven (Skovloven, 1996).
Lovensà formål er at bevare og værne de danske skove, forbedre skovbrugets stabilitet,
ejendomsstruktur og produktivitet, at medvirke til at forøge skovarealet samt at styrke rådgivning og
information om god og flersidig skovdrift. Det pointeres, at man i administrationen af loven skal tage
hensyn til både træproduktionsinteresser og til landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske,
miljømæssige og rekreative interesser (Skovloven, 1996). Denne passage tydeliggør, at skoven er en
landskabstype, som mange forskellige mennesker har interesse i. Skovloven forsøger at mediere
mellem disse forskellige interesser og kommer dermed til at udtrykke flere forskellige natursyn.
Vægten på træproduktion udtrykker (ligesom landbrugsloven) et naturvidenskabeligt natursyn med
fokus på ressourceudnyttelse. Interessen for naturhistorien, kulturhistorien, landskabet og friluftslivet
kan til gengæld ses som udtryk for et romantisk natursyn. Man ønsker at bevare, om ikke et
oprindeligt landskab, så i hvert fald et historisk landskab. Man yder tilskud til løvskov, der af mange
mennesker ses som at nationalt symbol 17 (Hansen-Møller, J., 1991). Og man lægger vægt på, at folk
17
Som det eksempelvis ses i den danske nationalsang: “Der er et yndigt land, det står med brede bøge”
(Oehlenschläger, A., 1823).
43

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
skal have mulighed for at komme ud i den “rigtige” natur, som hverken er by eller kultiveret
landbrugsland. Sidst udtrykker interessen for miljøet et natursyn, der i højere grad minder om, hvad
vi i sidste kapitel har kaldt et økologisk natursyn. Der er her fokus på skoven som del af et større
miljø, der også indbefatter mennesker.
De tre love illustrerer, at forskellige interesser skal varetages, når landskabet reguleres. Groft sagt
kan man sige, at der er en konflikt mellem to grundlæggende interesser: Skal landskabet (først og
fremmest) udnyttes til produktion, sådan som især landbrugsloven taler for, eller skal landskabet
beskyttes til gavn for vilde dyr og planter og menneskers rekreative og historiske interesser, sådan
som naturbeskyttelsesloven ønsker det? Spørgsmålet er naturligvis ikke så entydigt, hvilket også
fremgår af lovene. Der er ikke tale om et enten eller, men om et både og. Sådan som landskabet i dag
reguleres, skal der være plads til både dyrkede marker, skove og mere “vild” natur (foruden
selvfølgelig veje, byer, bygninger, råstofudgravninger, vindmøller osv.). Retningslinierne for den
mere konkrete planlægning af hvilke dele af landskabet, der må benyttes til hvad, finder man i
planloven.
Ã
Planloven kan ses som en overordnet ramme for planlægningen af hele landet, både by og land.
Baggrunden for loven var, at man i 1960’erne oplevede en kraftig, ureguleret byudvikling i
forbindelse med afvandringen fra landbruget og en stærk økonomisk vækst. Der opstod derfor et
behov for at kunne styre arealudnyttelsen. I 1969 vedtog man by- og landzoneloven, som opdelte
landet i byzoner, sommerhusområder og landzoner, en opdeling der skulle sikre en hensigtsmæssig
byudvikling og at der blev taget hensyn til befolkningens rekreative interesser og de landskabelige
værdier. I 1973 kom lands- og regionplanloven, som omhandlede landsplanlægningen og amternes
regionplanlægning, mens kommunalplanlægningsloven fra 1975 beskæftigede sig med kommunernes
kommunal- og lokalplaner. I 1992 blev de tre ovennævnte love skrevet sammen i planloven
(Jeppesen, S. E., 1998; Østergård, N., 1994).
Planlovens formål er at “ÃÃÃÃÃÃÃ
à à à à à à à à à à à Ã
ÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃ
à à à à ” (Planloven, 1998). Loven skal altså både tilgodese
44

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
naturbeskyttelseshensyn og ressourceudnyttelseshensyn, og dermed sørge for, at forskellige natursyn
er repræsenteret i planlægningen.
Planlægningen af landet er ifølge planloven opdelt på den måde, at kommunerne tager sig af
byudviklingen, mens amterne tager sig af planlægningen af det åbne land. Dels er amterne som regel
landzonemyndighed 18 , dels står amterne for regionplanerne, der primært beskæftiger sig med
landskabet uden for byerne. Kommunernes kommunal- og lokalplaner må ikke stride imod amtets
regionplan, eftersom planloven har et princip om, at de enkelte planer skal indordne sig under
hinanden i et hierarki (se figur 11) (Østergård, N., 1994).
Figur 11: Planloven bygger på et
rammestyringsprincip, hvorefter planerne ikke må
stride mod den overordnede planlægning (Østergård,
N., 1994).
Ã
Mens lovene er meget overordnede redskaber til planlægning af landskabet, er regionplanerne mere
konkrete. Ethvert amt skal have en regionplan, som ifølge planloven blandt andet skal sørge for
18 Landzoneadministrationen skal bl.a. være med til at opretholde en skarp grænse mellem by og land, sikre
landskabelige og rekreative forhold, sikre udviklingsmulighederne i jordbrugserhvervene, sikre udnyttelsen af
råstoffer, sikre hensigtsmæssig trafikadgang, sikre befolkningens adgang til naturen og sikre det landskabelige udsyn
fra vejene (Østergård, N., 1994).
45

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, beliggenheden af skovrejsningsområder og områder,
hvor skovtilplantning er uønsket, varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser,
beliggenheden af arealer til fritidsformål, retningslinier for anvendelsen og beskyttelsen af
vandressourcerne m.m. (Planloven, 1998). Regionplanerne skal altså prioritere de forskellige
interesser i forhold til hinanden og udgøre en plan for, hvad der skal være plads til hvor i landskabet
(Østergård, N., 1994).
Vi vil her med udgangspunkt i regionplanen for Århus Amt (fra 1997 - planerne revideres hvert 4.
år) undersøge, hvordan et amt forsøger at planlægge landskabet.
ÃÃÃ
Århus Amt har opdelt sin regionplan i 6 hovedområder: 1) byer og erhverv, 2) det åbne land, 3)
vandressourcer, 4) ferie og fritidsanlæg, 5) trafikanlæg og 6) tekniske anlæg. Afsnittet om det åbne
land er det, der mest direkte beskæftiger sig med landskabets udformning uden for byerne (Århus
Amt, 1997a).
Amtsrådets overordnede målsætning for det åbne land 19 er, at landskabet her skal kunne benyttes
til både land- og skovbrug og som levested for vilde dyr og planter, samtidig med at landskabelige
interesser bliver tilgodeset (Århus Amt, 1997a).
Landbrug skal ifølge regionplanen dyrkes rationelt og intensivt på de gode landbrugsjorder. På
disse jorder prioriterer man produktionen og hensynet til andre interesser kommer i anden række
(Århus Amt, 1997a).
Siden 1989 har det været amternes opgave at udpege skovrejsningsområder i regionplanerne
(Billeschou, A. & Baumann, P., 1990). Som beskrevet i afsnittet om skovloven, har skovrejsningen
flere forskellige formål. Århus Amt lægger vægt på, at vedproduktionen skal øges, at der skal skabes
levesteder for vildtet, at bybefolkningens rekreationsbehov skal tilgodeses og at grundvandet skal
beskyttes (Århus Amt, 1997a). Skovrejsningen skal ifølge regionplanen dog fortrinsvis ske på
marginale landbrugsjorder og på jorder i nærheden af de større byer. Det betyder, at hensynet til
grundvandet reelt har spillet en mindre rolle (jf. Hansen-Møller, J., 1991). Desuden er det naturligvis
landmandens eget valg, om han vil plante skov på sin marginaljord. Amtet kan ikke tvinge nogen,
kun tilskynde - f.eks. ved hjælp af økonomiske tilskud (se kapitel 7).
19 Det åbne land er i amtets terminologi landskabet uden for byerne, og begrebet inkluderer altså også skovene.
(Denne måde at bruge begrebet på adskiller sig fra den måde, vi tidligere i opgaven har talt om det åbne land)
46

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
De vilde dyr og planter, som amtet henviser til i sin målsætning, skal de såkaldte “naturområder”
give plads til. Naturområderne er ikke de dyrkede marker, men enge, overdrev, heder, småbiotoper,
småsøer osv. (Århus Amt, 1997a), altså de landskabstyper, der beskyttes i naturbeskyttelseslovens
generelle bestemmelser. Der synes at gå en klar skillelinie mellem områder der dyrkes (= ikke-natur),
og de der ikke dyrkes, men ligger hen til græsning eller får lov at passe sig selv (= natur). Naturen er
altså for amtsrådet det ikke alt for kultiverede landskab.
Interessant er det, at amtets ønske om at tilgodese landskabelige interesser ikke har noget med
skov at gøre. “Der bør generelt ikke rejses skov i områder af særlig landskabelig interesse”, skriver
man i regionplanen (Århus Amt, 1997a). Amtet anser øjensynligt ikke skoven for at være en del af
landskabet. Værdifulde landskaber er i amtets terminologi særligt særprægede, sjældne eller varierede
landskaber, landskaber med specielle kulturhistoriske mindesmærker eller geologisk interessante
landskaber (Århus Amt, 1997a). Men mange af de områder, som amtet mener er af særlig
landskabelig interesse, indeholder alligevel en hel del skov (Århus Amt, 1997b).
Figur 12: Salten profilet er et eksempel på et landskab, hvor Århus Amt ikke ønsker skovrejsning, fordi
landskabet har geologisk interesse. Foto: natur og miljø (Århus amt, 1997a).
47

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Af regionplanens kortbilag ser man, at amtets planlægning af landskabet gør kortet over Århus
Amt til en mosaik af forskellige interesseområder (Århus Amt, 1997b). Nogle interesser kan fint
overlappe hinanden (f.eks. grundvandshensyn og skovrejsningsinteresser), mens andre udelukker
hinanden (f.eks. intensiv landbrugsdrift og hensynet til de vilde dyr og planter). Men man har valgt,
at der skal være plads til det hele, at landskabet ikke skal være et landbrugslandskab, et
skovlandskab eller by.
Ã
Sammenfattende kan man sige, at lovgivning og planlægning i høj grad er med til at sætte rammerne
for, hvordan landskabets udseende kommer til at forme sig. Der er mange interesser at tage hensyn
til, og vi har i dette kapitel blot været inde på nogle af dem. Nogle interesser drejer sig direkte om
landskabets udseende (f.eks. de rekreative interesser og interessen for de landskabelige værdier),
mens andre er interesser i de ressourcer, landskabet rummer (f.eks. grundvand og landbrugsjord).
Begge slags interesser påvirker landskabet, selvom de førstnævnte gør det mere tilsigtet end de
sidstnævnte. Hensynet til de mange ønsker er med til at skabe et mosaiklandskab af mange
forskellige landskabstyper.
Det kan diskuteres, om en sådan opsplitning af landskabet er godt eller skidt – et spørgsmål som
man vil besvare forskelligt alt efter hvilket natursyn, man er præget af. Set med et romantisk natursyn
er opsplitningen måske udmærket, eftersom den skaber variation i landskabsbilledet. Men set med et
naturvidenskabeligt natursyn kan fragmenteringen være et problem, fordi den gør det sværere at
udnytte landskabet effektivt. Og set med et økologisk natursyn er opsplitningen af landskabet godt,
hvis der bliver flere naturområder og småbiotoper, men skidt, hvis disse biotoper bliver for små eller
kommer til at ligge for spredt.
Menneskelige natursyn kommer gennem lovgivning og planlægning til at påvirke udformningen af
landskabet. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at påvirkningen også går den anden vej, at
landskabets udseende også påvirker menneskers syn på naturen.
Som vi har set, ser der ud til at være en fortløbende konflikt mellem to forskellige natursyn - det
romantiske natursyn og det naturvidenskabelige natursyn - der har eksisteret i mindst 200 år. Men på
forskellige tidspunkter har de to natursyn haft forskellig vægt.
Fra 1960 til 1980 skete der en omfattende mekanisering af landbruget, som var drevet af et ønske
om rationel og effektiv udnyttelse af landbrugsjorden (altså et naturvidenskabeligt natursyn).
48

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Landskabet forandrede sig markant, og man må formode, at det netop er denne forandring, der har
gjort folk opmærksomme på, at den rekreative og vilde natur var i fare. Dermed fik det romantiske
natursyn fornyet vægt, og resultatet blev en lang række lovgivnings- og planlægningstiltag, møntet
på at beskytte natur mod menneskelig udnyttelse. På den måde ændrede landskabet sig igen.
Landskab og landskabs-/natursyn påvirker gensidigt hinanden.
I dag ser vi planer for, at landskabet uden for byerne i fremtiden skal rumme meget mere skov.
Dette skyldes især vedtagelsen af skovloven i 1989, hvis bestemmelser videreføres i amternes
regionplaner. De næste kapitler vil gå nærmere ind i, hvorfor skoven i dag er blevet en så højt
prioriteret landskabstype.
49

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
50

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
'HW GDQVNH
VNRYODQGVNDE
51

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
52

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Med den nye skovlov fra 1989 besluttede folketinget, at det danske skovareal skal fordobles i løbet
af en trægeneration (80-100 år). Denne ændring skal ses i forbindelse med en gradvis ændring i synet
på naturen, som er foregået i løbet af de sidste 15-20 år. I den første del af opgaven har vi primært
koncentreret os om det naturvidenskabelige og det romantiske natursyns betydning for
landskabsændringer, men i forbindelse med skovrejsning og lignende tiltag kommer også et andet
natursyn mere og mere til udtryk - nemlig det, vi i kapitel 4 har kaldt opfattelsen af naturen som det
hele eller det økologiske natursyn. Det økologiske natursyn kan dels ses som en reaktion på
“industrialismens landskab” (det markant menneskeligt påvirkede landskab), dels som en reaktion på
de mange miljøproblemer, man i de senere år er blevet opmærksom på. I det økologiske natursyn er
opfattelsen, at naturen er en helhed af forskellige processer og sammenhænge, som mennesket nok er
en del af, men ikke bør bryde for meget ind i (Hansen, J. S., 1989; Hansen, J. S., 1992). Disse
overvejelser betyder, at man i Danmark nu forsøger at udbedre nogle af de skader, der er sket ved, at
mennesket allerede har brudt ind i de naturlige processer. Skovrejsning er en af de måder, hvorpå
man forsøger at gøre dette.
Det økologiske natursyns fremkomst ses især ved den øgede interesse for forhold som miljø og
biodiversitet. Mange miljøfaktorer peger i retning af, at skovrejsning er en god løsning, både i
forhold til grundvandshensyn og med hensyn til reduktion af drivhusgasser, og desuden bidrager
skoven betydeligt til det danske landskabs biologiske mangfoldighed. Udover disse ting synes skoven
i dag at være den landskabstype, der har størst rekreativ betydning for befolkningen. Skovrejsning
skal dog også ses i forbindelse med nogle politiske tiltag på et overnationalt niveau – nemlig EUs
landbrugspolitik.
Skovrejsning er altså dels begrundet i goder, der er svære at gøre op i penge, men som alligevel
har en stor samfundsmæssig betydning. Men da skovrejsning ikke er gratis, må de samfundsmæssige
fordele også ses i forhold til de økonomiske overvejelser, der er omkring skovrejsning.
53

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃ
I dette kapitel vil vi forsøge at belyse, hvorfor man i de senere år politisk har prioriteret skovrejsning
så højt frem for anden arealanvendelse. Dette vil vi gøre ved først at give et overblik over de
miljøændringer, der vil ske, hvis landbrugsjord omlægges til skov. I den forbindelse vil vi analysere
skovdriftens indvirkning på grundvandet og drivhuseffekten set i forhold til landbrugsdriftens
indvirkning. Derefter vil vi diskutere skovens betydning for biodiversiteten og befolkningens
rekreative interesser, samt hvordan skovrejsningstiltagene skal ses i forbindelse med landbrugets
overproduktion og EUs landbrugspolitik.
Ã
Igennem de seneste år har der været stor fokus på grundvandet og beskyttelsen heraf. Det skyldes
ikke mindst, at man i stigende omfang sporer stoffer i grundvandet, bl.a. pesticider og nitrat m.m.,
der forringer drikkevandskvaliteten. Vi vil i det følgende komme ind på, hvorfor skovrejsning af flere
årsager fremhæves som middel til varigt at sikre grundvandsressourcen.
Ã
Alt grundvand stammer fra nedbøren. Flere faktorer har indflydelse på hvor stor en del af nedbøren,
der ender i grundvandet, bl.a. årstid, jordbundstype, vandindvinding og vegetationstype.
Grundvandsudbyttet fra skovarealer har vist sig at være mindre end fra andre vegetationstyper, f.eks.
landbrug. Differencen mellem grundvandsdannelsen for skov- og landbrugsarealer skønnes at være
omkring 5 % (Miljø- og Energiministeriet, 1998a), hvilket hænger sammen med, at en betydelig del
af nedbøren bliver hængende i trækronerne og siden fordamper. Desuden bevirker træernes
vandoptag, at en del af nedbøren ikke når grundvandsspejlet. Træarten spiller også en rolle for
grundvandsdannelsen, idet undersøgelser har vist, at vandnedsivningen generelt er mindre for
grandbevoksning end for bøgebevoksning. Årsagerne hertil er, at løvtræerne er uden blade i
vintermånederne, hvor nedbøren er vigtigst for grundvandstilførslen, samt at nåletræer har en større
overflade og dermed større fordampning fra trækronen (Miljø- og Energiministeriet, 1998b).
Ã
Skovdrift er generelt karakteriseret ved en meget begrænset anvendelse af pesticider. Pyntegrønt og
juletræsarealer skiller sig dog ud, idet pesticidanvendelsen her ligger væsentligt over almindelig
54

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
skovdrift, men dog stadig langt under gennemsnittet for landbrugsarealer. Anvendelsen af pesticider
til pyntegrønt og juletræsarealer er dog faldende bl.a. som følge af ikraftsættelsen af Skov- og
Naturstyrelsens pesticidstrategi i 1996. Strategien indebærer udfasning af flere bekæmpelsesmidler
(Miljø- og Energiministeriet, 1998a).
Behandlingshyppigheden (dvs. det antal gange et givent areal behandles med pesticider) er for
statsskovbrug meget lavere end for landbrug. Behandlingshyppigheden for statsskov er ca. 0,02
(1995), hvorimod den for landbruget ligger mellem 0,10 og 6,22, i gennemsnit 2,51 (1994). Den
anvendte mængde pesticider pr. arealenhed (virksomt stof) 20 er ligeledes meget større for
landbrugsdrift end for skovdrift. I 1994 lå mængden af bekæmpelsesmidler for landbruget på 1,69 kg
v.s./ha/år, mens den for Skov- og Naturstyrelsens skovarealer i 1996 kun lå på 0,02 kg v.s./ha/år (se
figur 13). Den gennemsnitlige belastning med virksomt stof er altså ca. 80 gange højere på
landbrugsarealer end på skovarealer 21 (Miljø- og Energiministeriet, 1998a).
Natur
Skovrejsning
Pyntegrønt
Løvskov
Nåleskov
Landbrug
ÃÃÃÃÃÃ
Figur 13: Gødningsmængden for forskellige arealtyper. Man skal være opmærksom på, at de anførte skovkategorier
dækker over forskellige arealstørrelser, f.eks. udgør pyntegrønt kun 1.500 ha, mens nåleskov svarer til hele 73.000
ha. Den høje gødningsmængde ved skovrejsning skyldes, at ungplanterne er følsomme over for tilgroning af ukrudt.
Tallene for skov skal ses som maksimumsværdier, da de er fra før ikræfttrædelsen af Skov- og Naturstyrelsens
pesticidstrategi fra 1996 (Miljø- og Energiministeriet, 1998a)
20 Pesticider kan udtrykkes ved kg virksomt stof (v.s.), hvilket betegner mængden af aktivt stof fratrukket diverse
fyldstoffer (især vand), som anvendes i forbindelse med sprøjtningen.
21 Det bør dog bemærkes, at der til beregning er brugt tal fra forskellige år, hvilket kan give en evt. fejlkilde.
55

Ã
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Gødskning af skovarealer medfører en forøget næringsstofpulje og dermed et forbedret
dyrkningsgrundlag. Ofte gødes der for at kompensere for fjernelsen af næringsstoffer ved
biomasseudnyttelse og udvaskning. En evt. overgødskning kan medføre øget udvaskning af
næringsstoffer, hvor især udvaskningen af nitrat er miljøproblematisk.
Nitrat er uønsket i grundvandet i områder, hvor der sker drikkevandsindvinding. Grundvandet
forringes og kan kun med store omkostninger anvendes som drikkevand. Generelt gælder det, at
koncentrationen af nitrat i jordvandet fra skovarealer er beskeden i forhold til fra landbrugsarealer.
Kvaliteten af grundvandet under skov er derfor bedre end under landbrugsarealer (Miljø- og
Energiministeriet, 1998b; Raulund-Rasmussen K., et al., 1995). Udvaskningen af nitrat fra
landbrugsarealer varierer meget og er afhængig af flere faktorer, bl.a. gødningstype, årstid, afgrøde
m.m.. I gennemsnit er nitratudvaskningen for landbrugsarealer beregnet til ca. 65 kg/ha/år, mens
udvaskningen for skovarealer er under 10 kg/ha/år. Man regner således med, at der fra skovarealer i
gennemsnit udvaskes 55 kg/ha/år mindre nitrat end fra landbrugsarealer 22 (Miljø- og
Energiministeriet, 1998a).
De seneste år er kvælstofindholdet i nedbøren over Danmark steget, primært som følge af
gødskning i landbruget. Det er især udkørsel med husdyrgødning på markerne, der på grund af stor
ammoniakfordampning øger luftens kvælstofindholdet. Når nedbøren falder over skoven kan det
medføre øget risiko for kvælstofovermætning af skovøkosystemet. Ved overmætning vil systemet
tabe kvælstof ved udvaskning af nitrat til grundvandet og omkringliggende ferskvand. Ovenstående
tal for nitratudvaskning bør derfor tages med forbehold, idet en større udvaskning af nitrat fra
skovarealer kan forventes fremover (Miljø- og Energiministeriet, 1998a; Miljø- og Energiministeriet,
1998b; Raulund-Rasmussen, K., et al., 1995). Nitratudvaskningen bevirker endvidere, at
næringstoffer som calcium, magnesium og kalium tabes, hvorved skovsystemets frugtbarhed vil
reduceres (Raulund-Rasmussen, K., et al., 1995).
ÃÃÃ
Mange årtiers gødskning og herunder kalkning af landbrugsjorden har været medvirkende til at
tungmetaller gradvis er blevet ophobet i de øverste jordlag (da kunstgødning indeholder
tungmetaller). Ved tilplantning af skov efter ophørt landbrugsdrift vil pH i jorden med tiden blive
56

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
lavere, bl.a. fordi skovarealer normalt ikke kalkes, men også fordi selve træernes vækst medfører
forsuring af jorden. Jo mere sur jorden bliver, des større er risikoen for, at en mobilisering af de
ophobede tungmetaller vil finde sted. Meget tyder på, at denne risiko for mobilisering af tungmetaller
er størst på næringsfattige jorde 23 , men omfanget af problemet er endnu ikke tilstrækkeligt
undersøgt. I en rapport fra DMU (Danmarks Miljøundersøgelser) er der ikke fundet belæg for at
anbefale generelle restriktioner med hensyn til skovrejsning på baggrund af faren for mobilisering af
tungmetaller (i forsøget er cadmium, Cd, undersøgt). Resultaterne viser dog, at skovrejsning på
permanente græsarealer kan føre til udvaskning af Cd. Har en jord derfor stort udvaskningspotentiale
anbefaler rapporten at mobiliseringen imødegås ved passende trævalg, driftsform og ved kalkning
(Miljø- og Energiministeriet, 1998a). Det har vist sig, at der sker større forsuring under nåleskov end
under løvskov. Vælger man derfor en træfordeling, som favoriserer løvtræer, kan dette være med til
at hindre tungmetaludvaskningen til grundvandet.
Skovrejsning på landbrugsjord vil medføre, at brugen af gødning og pesticider mindskes, hvilket
vil forbedre grundvandet. Det bør dog bemærkes, at man ved skovdrift får en mindre
grundvandsdannelse end ved landbrugsdrift, til gengæld er vandet under skoven renere.
Sammenfattende er skovrejsning set fra et grundvandsmæssigt synspunkt en god løsning, og
grundvandsinteresserne er da også en af de ting, amterne understreger, at der skal tages hensyn til,
når skovrejsning planlægges.
Meget tyder på, at det vil være mest fordelagtigt at forøge andelen af løvtræer i de nye danske
skove, hvilket bl.a. vil have en positiv effekt i form af større grundvandsdannelse samt en mindre
forsuring af jorden i forhold til ved nålebevoksningen.
ÃÃÃ
Et af dette årtis meget omdiskuterede emner er drivhuseffekten og den deraf mulige klimaændring.
Det, man taler om, er den menneskeskabte drivhuseffekt, der primært er forårsaget af udledning af
kuldioxid (CO2), Metan (CH4), lattergas (N2O) og CFC-gasser.
22
Man planlægger af denne grund at placere kommende drikkevandsboringer under skovarealer. (Miljø- og
Energiministeriet, 1998a).
23
Det er ofte disse næringsfattige marginal jorde, der er målet for skovrejsning.
57

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Skovrejsning kan bidrage til, at flere af disse såkaldte drivhusgasser ikke i samme grad vil
medvirke til øget drivhuseffekt.
ÃÃÃ
Den drivhusgas, der bidrager mest til den menneskeskabte drivhuseffekt, er CO2, som skønnes at
udgøre hele 55 % af bidraget (Jensen, S. J. K., 1998). Over halvdelen af den menneskeskabte øgning
af CO2 i atmosfærens skyldes kulstof frigjort fra jorder og biomasse (f.eks. som følge af
skovrydning), mens resten kommer fra afbrænding af fossile brændsler (Linddal, M., 1995).
Frigørelse af kulstof fra biologiske systemer er dog reversibel, og skovrejsning kan derfor være med
til at hente CO2 fra atmosfæren tilbage i biomasse. Skoven fungerer som et dræn for CO2, idet
træerne forbruger atmosfærisk CO2 til opbygning af biomasse. Det atmosfæriske CO2 lagres herved
som kulstof i vedmassen og i organiske dele i jorden (se figur 14). Linddal fra institut for Økonomi,
Skov og Landskab (på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole) pointerer at lagringen af CO2 klart
er en sidegevinst ved skovrejsning, der er værd at tage i betragtning. En fordobling af det danske
skovareal kan således permanent lagre godt 2 mio. tons CO2 årligt over 150 år (Lindal, M., 1995).
Hvis målsætningen om skovrejsning opfyldes, vil de danske skove derfor kunne lagre, hvad der
svarer til 3,3% af Danmarks årlige udledning af CO2 (1995-tal). Hertil kommer desuden en
besparelse af fossilt bundet kulstof ved brug af træ som energikilde. Linddal foreslår, at skovrejsning
kan være en del af samfundets indsats for at mindske CO2-emissionen. Der er dog endnu betydelig
usikkerhed ved beregning af lagringen af CO2 i skovøkosystemer, idet dette varierer alt afhængig af
bonitet 24 og træart. Meget tyder dog på at løvtræer har større CO2 lagringskapacitet end nåletræer
(Linddal, M., 1995; Miljø- og Energiministeriet, 1998b).
En reduktion på 3,3% af den årlige CO2-udledning på lyder måske ikke af meget, men overvejer
man, at halvdelen af den globale menneskelige CO2-udledning skyldes de voldsomme skovrydninger
(Jensen, S. J. K., 1998), bliver det klart, at skovrejsning er et vigtigt element i den globale CO2-
reduktion.
24 Jordens bonitet er dens ydeevne.
58

ÃÃ ÃÃÃ
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Figur 14: Lagring af CO2 pr. ha for en enkelt omdrift (skoven rejses og fældes, når den er
fældningsklar) og for en vedvarig skov (rødgran ca. bonitet 1), med løbende udskiftning (i den
vedvarige skov er der pga. den løbende udskiftning ikke lagret lige meget kulstof hele tiden)
Metan er den næstvigtigste drivhusgas, som skønnes at bidrage med ca. 15 % til den menneskeskabte
drivhuseffekt (Jensen, S. J. K., 1998). Metan dannes ved mikrobiel nedbrydning af organisk stof. Det
menneskeskabte udslip af metan knytter sig for Danmarks vedkommende især til husdyrhold samt
naturgasudnyttelse. I jorden findes mikroorganismer, der er i stand til at forbruge gasformigt metan
til at ”ånde” med (dette kaldes oxidation). Denne metanoxidation har vist sig at være større på
skovarealer end på landbrugsarealer. Skovøkosystemer virker derfor også som dræn for atmosfærisk
metan (Miljø- og Energiministeriet, 1998b).
Lattergas regnes for den tredje vigtigste drivhusgas, hvis bidrag skønnes at være ca. 6 % af den
menneskeskabte drivhuseffekt (Jensen, S. J. K., 1998). Man mener, at det øgede forbrug af gødning i
59

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
landbruget kan være den primære årsag til stigningen af lattergas i atmosfæren (Jensen, S. J. K.,
1998; Miljø- og Energiministeriet, 1998b). N2O-udslippet fra landbrugsarealerne er beregnet til at
være ca. 10 gange større end fra skovarealer (Miljø- og Energiministeriet, 1998b).
En fordobling af det danske skovareal kan forventes at medføre noget nær en fordobling af CO2-
lagringen, såfremt skovrejsningsarealerne pålægges fredsskovspligt. Skovrejsning kan derfor ses som
en del af samfundets indsats for at mindske CO2-emissionen. I EU er der planer om, at
skovrejsningen skal medregnes i CO2-regnskabet (Linddal, M., 1995), hvilket kan få stor betydning
for Danmarks planer om at reducere CO2-udledningen med 20% inden år 2005 (Geertsen, U., 1998).
Derudover vil overgangen fra landbrugsdrift til skovdrift bidrage til nedsættelse af emissionen af
drivhusgasserne N2O og CH4. I forhold til det globale CO2-regnskab er emissionen af disse to gasser
dog af mindre betydning.
ÃÃ
På godt dansk er det, man kalder biodiversitet, den biologiske mangfoldighed, der forekommer inden
for et givet område, hvilket kan være alt fra et lille vandhul til hele det globale økosystem.
Diversiteten er et udtryk for, hvor mange forskellige levesteder der er i dette område, hvor mange
forskellige plante- og dyrearter m.m. det huser, samt de enkelte arters genetiske variation 25 (Lincoln,
R., et al., 1998).
Skal diversiteten være stor, forudsætter det, at der er mange forskellige nicher 26 i området. Dette
kræver ikke kun plads, men også et meget varieret og dynamisk miljø, såsom et miljø med mange
forskellige terrænformer imellem hinanden. Kort sagt er et komplekst og dynamisk område med god
plads det mest artsrige (Begon, M., et al., 1996; Danielsen, F. & Fjeldså, J., 1996).
Sammenligner vi skoven med landbrugsland, er skoven klart den mest artsrige, netop fordi den
har mange forskellige terrænformer samt nicher i mange ”etager” (fra under jorden og helt op i
trækronerne) (Begon, M., et al., 1996). Skovrejsning er således et vigtigt led i påvirkningen af
biodiversiteten, både som kilde til at øge mængden af skov, og i særdeleshed i forbindelse med
25 Den à inden for arten afgør, hvor bredt individerne kan tilpasse sig i et område. Det vil sige at jo
større genetisk variation, jo bedre tilpasningsevne har arten.
60

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
bevarelse af de truede arter. Ud af de godt 9.000 kendte arter i Danmark idag, er ca. 3.000 truede,
og af disse er godt halvdelen tilknyttet skoven (Agger, P., 1994).
ÃÃÃ
Ved skovrejsning må man overveje, hvilken type skov, man ønsker - løvskov, nåleskov eller en
blandet skov. Løvskov er mere rig på nicher end en nåleskov og derfor også mere artsrig, men
nåleskoven har i nogle tilfælde sine egne arter (f.eks. topmejse), så begge typer må siges at være
vigtige. Den fremtidige skovrejsning vil dog prioritere løvtræer, bl.a. fordi størstedelen af
skovarealerne i dag er dækket af nål (Jensen, N. B., 1989), og derudover synes løvskoven at have
større rekreativ værdi.
Man bør generelt undgå indplantning af indførte arter, når der rejses skov, da dette kan nedsætte
diversiteten. Problemet med indførte arter er bl.a., at de ikke indgår i det samspil, der er mellem de
naturligt forekommende arter, som det f.eks. er tilfældet mellem mange danske træer og svampe
(Worsøe, E., 1989). Mange af de danske svampe er helt afhængige af deres symbiotiske forhold med
danske træer, hvorfor de ikke trives i skove med for mange indførte arter (Knudsen, H. &
Vesterholt, J., 1989). Trods disse problemer med indførte træarter, vil det dog i nogle tilfælde kunne
øge diversiteten, hvis man f.eks. planter enkelte nåletræer i en løvskov. Visse nåletræer har været i
landet så længe, at nogle arter som ovenfor nævnt nu er tilpasset nåleskov. I dette tilfælde vil en
blandingsskov af nåle- og løvtræer være dens mest artsrige.
ÃÃÃÃ
Skovens størrelse er også afgørende for diversiteten. En stor skov eller to små skove, der er
forbundet af et levende hegn (en spredningskorridor), indeholder flere arter end en lille, isoleret skov.
Rejser man derfor skov i forbindelse med eller i nærheden af anden skov, vil det kunne øge
diversiteten betydeligt (Wilcove, D. S., et al., 1986). Man mener for eksempel, at en af grundene til
at bestanden af egern faldt kraftigt i 1980’erne netop var, at deres levesteder var for små og isolerede
(Asferg, T. & Baagøe, H., 1989).
ÃÃÃÃ
26 En er et økologisk leverum for en art betinget af artens særlige livsgrundlag, nemlig den måde hvorpå arten
kan udnytte sit miljø (Biologi lommelex, 1994).
61

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
For at diversiteten skal være så stor som muligt, er det vigtigt ikke at rydde for meget op i skoven.
Driften af skoven skal helst holdes nede på et plan, hvor der er mulighed for at have områder i
skoven, som får lov at ligge uforstyrret hen, da mange af skovens organismer lever af at nedbryde
ved. En nedfaldet gren eller et væltet træ giver grobund for forskellige arter, og en pludselig opstået
lysning giver liv til en ny succession i skovbunden. Sådanne forandringer i skovens dagligdag er altså
med til at opretholde en høj diversitet, hvorfor en naturskov er at fortrække frem for en hårdt drevet
produktionsskov 27 . I modsætning til i produktionsskoven har man ikke ændret væsentligt på miljøet i
naturskoven, hvilket betyder, at der stadig er mange terrænformer, såsom små vandhuller, moser og
søer (Begon, M., et al., 1996; Jensen, N. B., 1989). Ved at lade dele af skoven stå urørt vil også
træboende arter blive mere mangfoldige. Mange fugle er for eksempel helt afhængige af gamle hule
træer, når de skal bygge rede (Asbirk, S., 1989), ligesom flagermusen kræver sådanne hule træer for
at kunne overleve vinteren (Asferg, T. & Baagøe, H., 1989).
Mange af skovens dyr bruger skoven i kombination med andre biotoper så som de
omkringliggende marker og enge, og her kommer skovbrynet til at spille en stor rolle både som
fourageringssted og som skjul. Skovbrynet er manglende i en stor del af produktionsskovene,
hvorfor naturskovene igen må siges at være den bedste driftsform i forhold til biodiversiteten
(Asferg, T. & Baagøe, H., 1989).
Skovrejsning er meget vigtig for den danske biodiversitet, idet skoven er en af de landskabstyper,
der har den største mangfoldighed (Begon, M., et al., 1996). En fordobling af skovarealet vil
mindske fragmenteringen, hvilket får positiv indvirken på arternes genetiske variation. Mere løvskov
vil med sine flere nicher fremme biodiversiteten, og valget af en driftsform, der prioriterer oprindelige
arter (eksempelvis naturskov) er derfor vigtig.
ÃÃÃ
I dette afsnit vil vi forsøge at belyse nogle af skovens immaterielle værdier, der ligesom de mere
materielle har haft stor betydning for skovrejsningstiltagene i Danmark. Især vil vi koncentrere os om
skovens rekreative værdi, herunder skovens mange muligheder for fritidsaktiviteter samt de
forskellige tiltag, der gøres for at gøre skoven så attraktiv som muligt for befolkningens rekreation.
27 I en typisk produktionsskov drænes skovbunden, og man rydder for nedfaldne grene og døde træer.
62

ÃÃÃ
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
I dag synes skoven at være den landskabstype, der er af størst rekreativ betydning for befolkningen,
hvorimod det i 1800-tallet var det åbne land, der opsøgtes. Dette hænger sandsynligvis sammen med,
at det åbne land i dag næsten udelukkende består af opdyrkede arealer, hvortil befolkningen kun har
begrænset adgang, og ikke i samme grad af de enge og overdrev, som før var målet for den
rekreative udfoldelse (se kapitel 3). Skoven er i dag måske netop af denne grund for mange blevet
indbegrebet af natur – når man skal ud i naturen, tager man i skoven (Olwig, K., 1994).
Mogens Pahuus mener, der er mange årsager til, at vi opfatter skoven som ressource for
rekreation og immaterielle værdier. Han forsøger i sin tekst ”At opleve skoven” at beskrive det
særegne i skovlandskabet og de former for livsfølelse og stemthed, som det at være i og færdes i
skoven, typisk kalder frem i os. Han beskriver malende, hvordan den nyudsprungne bøgeskov drager
os, idet man intet andet sted kan få et så stærkt indtryk af det, man – uden at være religiøs – kunne
kalde livsmiraklet, det at livet fornyer sig. Desuden fremhæver han det særegne rum, som man finder
i skoven (især løvskoven), et rum der hele tiden forvandler sig alt efter terræn, bevoksning og tæthed
m.m.. Men først og fremmest mener Pahuus, at det er skovens ro og stilhed, der fører os væk fra
hverdagslivet og dets ustemthed og ind i en forhøjet livsfølelse og stemthed (Pahuss, M., 1994).
Den følelse af stemthed, skoven hensætter os i, finder vi eksempler på mange steder i litteraturen.
F.eks. ser vi det i Johannes Jørgensens digt ”Nymfer”.
Der suser tungt i store Træer,
og Skovens Skygger flænges
af tusind Solskinsgnisters Hær
som over Løvet slænges.
Det bruser som et Bølgekor
fra Skovens dybe Bunde;
det hvisker langs den grønne Jord
som lattermilde Munde.
Det er, som et usynligt Kuld
igennem Løvet danser.
Jeg stirrer, tavs, forventningsfuld,
blandt Bøgens unge Lanser.
63

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Det hvisker som en Alfehær,
der lér med tusind Munde.
Jeg føler, der er Nymfer nær
i disse lyse Lunde. (Jørgensen, J., 1894)
Ã
Med tiden har ikke kun den natur, vi opsøger til rekreative formål, ændret sig, men også selve den
rekreative udfoldelse skiftet karakter. Hidtil har rekreation i naturen i det væsentligste været præget
af hvile og afslapning, men i takt med at arbejdets karakter i almindelighed har ændret sig fra fysisk
belastende til mere stillesiddende og psykisk anstrengende arbejde, har vores måde at bruge naturen
på ligeledes ændret sig. Kravene til fritiden har således skiftet fra krav om hvile til krav om mere
aktiv udfoldelse. Dette ses bl.a. ved, at voksende grupper af befolkningen bruger naturen mere aktivt
f.eks. til motionsløb, ridning, cykling, motorløb m.m. (Hansen, J. S., 1989).
Skovens fritidsliv er dog kendetegnet ved at dække et bredt spektrum af aktiviteter fra passiv,
stille sansning over mere aktive studier, skovture og fester til aktiviteter som jagt, orienteringsløb,
ridning m.m.. Skovens brede rekreative betydning afspejler desuden, at det er et bredt udsnit af
befolkningen, der opsøger skoven til fritidsaktivitet. Wolfgang Framkes parallelisering af
befolkningens sociale status med de naturtyper, der opsøges (jf. kapitel 4), synes altså ikke at gælde
for skoven – skoven opsøges af alle – veluddannet som ufaglært, ung som gammel (Miljø- og
Energiministeriet, 1998e). Enkelte befolkningsgrupper benytter dog skoven oftere end andre, og her
er der især tale om børnefamilier med børn i alderen fra 4 - 12 år, samt hundeejere (Hansen-Møller,
J., 1988).
ÃÃÃÃÃ
Skovens store rekreative betydning kommer til udtryk i såvel lovgivning som planlægning (se kapitel
5). Dette ses bl.a. ved, at skovrejsning prioriteres i bynære områder, således at så mange som muligt
får adgang til skoven. Desuden indeholder skovloven en række hensyn til befolkningens friluftsliv
(Miljø- og Energiministeriet, 1998b).
Når der rejses skov overvejer man udover skovens placering valget af træarter samt valg af en
driftsform, der gør skoven så publikumsvenlig som muligt. En af de faktorer, der især regnes for
vigtig for friluftslivet i skoven, er muligheden for variation i landskabet. I Miljø- og
Energiministeriets udkast ”Træartspolitik for statsskovbruget” findes således en ”opskrift” for
skabelse og opretholdelse af variation i skovlandskabet. Her står bl.a., at der af hensyn til variation
om vinteren kan veksles mellem løv- og nåletræer, og at der af hensyn til variationen om efteråret
64

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
kan veksles mellem forskellige løvtræer, der har forskellig høstfarver. Herudover foreslås det, at man
laver plads til særlige ”attraktioner” rundt omkring i skoven. Dette kan f.eks. være bevoksninger,
grupper eller alléer af træer med særlig løvfarve, frugtsætning eller blomstring. Gamle bevoksninger
eller enkeltstående træer er et andet eksempel (Miljø- og Energiministeriet, 1998c).
Miljø- og Energiministeriet er i udkastet også inde på, at det for dele af befolkningen afgjort
spiller en rolle, at træartsvalget er produktionsøkonomisk og ikke alene er bestemt ud fra et bevidst
hensyn til æstetik og publikum, således at der er tale om en skov frem for en park (Miljø- og
Energiministeriet, 1998c). En konklusion, der peger i samme retning, kommer Jette Hansen-Møller
frem til i sin undersøgelse af folks fritidsliv, idet hun finder, at de adspurgte ikke bryder sig om alt for
bymæssige stier gennem skoven med lys eller borde og bænke. Skoven må på ingen måde ligne en
park, men skal være så naturlig som muligt (Hansen-Møller, J., 1988).
ÃÃÃÃÃVariationen i skovlandskabet skabes ikke af trævalg og driftsform alene. Biodiversiteten har
desuden stor betydning for skovens rekreative værdi – skovturen er unægtelig en tand bedre, hvis
man finder kantareller, ser skovskaden eller er så heldig at få et glimt af et rådyr i det fjerne! (Begon,
M., et al., 1996).
ÃÃÃÃ
Udover de samfundsmæssige fordele, der miljø- og rekreationsmæssigt er ved skovrejsning, har
endnu et forhold bidraget til vedtagelsen om at rejse mere skov. Denne sidste grund har at gøre med
politik og økonomi, nærmere bestemt med EUs landbrugspolitik.
ÃÃÃÃÃ
Dansk landbrug er reguleret af EUs aftaler på landbrugsområdet, og indtil 1980’erne var disse aftaler
fokuseret på modernisering af landbrugene, således at man kunne opnå selvforsyning inden for de
Europæiske fællesskaber. For at nå dette mål regulerede man produktionen, bl.a. ved hjælp af
eksportstøtte, importafgifter og prisgarantier på landbrugsprodukter. I 80’erne resulterede
selvforsyningspolitikken i en massiv overproduktion, som medførte, at verdensmarkedspriserne på
bl.a. korn faldt. Finansieringen af prisgarantien blev derfor mere og mere kostbar, og samtidig
begyndte man at blive opmærksom på de miljømæssige betænkeligheder, der er ved en meget
intensiv landbrugsproduktion. På baggrund af disse erfaringer vedtog EUs ministerråd i 1992 en
65

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
reform af landbrugspolitikken (Jørgensen, C., & Wulff, H., 1995; Christensen, J. A., 1995, Andersen,
M. S., 1993).
Ã
Landbrugsreformen betød, at EUs tilskud blev lagt om. Hvor landmændene tidligere fik tildelt
prisstøtte på baggrund af den producerede mængde, får de nu i stedet hektarstøtte til arealer, som
dyrkes med bestemte afgrøder, primært korn. Til gengæld for hektarstøtten forpligter landmændene
sig til at tage en vis andel af deres jord (15 %) ud af produktion (braklægningsordningen) (Borgen,
A., et al.; Christensen, J.A., 1995). Desuden vedtog man en række tilskudsordninger - de såkaldte
ledsageforanstaltninger. Ledsageforanstaltningerne omfatter tilskud til miljøvenlige
jordbrugsforanstaltninger, støtte til økologisk jordbrug, støtte til førtidspensionering af landmænd 28
og støtte til skovrejsning, skovforbedring og læplantning (Jørgensen, C., & Wulff, H., 1995,
Andersen, M. S., 1993). Rent praktisk fungerer tilskudsordningen sådan, at EU betaler 50% af
tilskuddet, mens de enkelte medlemsstater selv betaler resten. Ordningen har fungeret siden 1993
(Jørgensen, C., & Wulff, H., 1995, Borgen, A., et al., 1993).
Valget om at støtte skovrejsning skal ses i forbindelse med, at EU på dette tidspunkt samtidig
med produktionsoverskuddet på landbrugsprodukter havde et væsentligt produktionsunderskud på
skovprodukter. Samtidig var man blevet opmærksom på, at mere skov sandsynligvis kunne reducere
drivhuseffekten (Borgen, A., et al.).
Faldende verdensmarkedspriser på landbrugsprodukter på grund af overproduktion og senere
muligheden for at få EU-støtte til ekstensivering af landbrugsdriften har altså sammen med skovens
miljømæssige og rekreative fordele været med til at overbevise det danske folketing om, at
skovrejsning er et nyttigt samfundsøkonomisk tiltag. Ideen var oprindeligt, at skovrejsningen skulle
foregå på marginale landbrugsjorder, som i forvejen gav et lille udbytte, en idé, man siden er gået
bort fra, hvilket vi vil komme ind på i næste kapitel. Her vil vi også se nærmere på, hvordan staten
med økonomiske midler har forsøgt at sætte gang i skovrejsningen.
28 Denne støtteordning blev dog ikke gennemført i Danmark (Andersen, M.S., 1993).
66

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃ
Som det fremgår af ovenstående kapitler, er der mange samfundsmæssige grunde til prioriteringen af
skovrejsning, og med baggrund i en langsigtet samfundsøkonomiske tankegang må man formode, at
skovrejsning er økonomisk rentabelt. Men skovrejsning involverer udover samfundets overordnede
økonomi også landmandens private økonomi. En god del af skoven skal plantes på landmandens
jord, hvis målet om de 20 % skov i Danmark skal opnås. Vi vil i dette kapitel diskutere de fælles
goder, der er ved skovrejsning, og hvornår det kan betale sig for landmanden at plante skov. Derefter
ser vi på, hvad staten gør for at ”overtale” landmanden økonomisk.
ÃÃÃÃÃ
Skov er en vigtig ressource, og træer har så mange anvendelsesmuligheder, at vi næppe tager fejl,
når vi siger, at vore efterkommere også vil sætte pris på skovene. Selvom de berømte flådeege, som
blev plantet med henblik på skibsbyggeri i det 19. århundrede og skulle sikre Danmarks position som
sømagt i det 20. århundrede, ikke tjente deres formål, er de dog nu af stor værdi som levende træer.
De bør ikke fældes, men bevares for deres skønhed og som (kultur)historiske minder (Dubgaard, A.,
1993).
Selvom det kun er den materielle produktion og i nogen grad jagt, som giver penge i kassen i et
skovbrug, og selvom træpriserne er lave, er der stigende efterspørgsel på de ydelser, som skoven
leverer i form af landskabelig skønhed, rekreative muligheder og bevarelse af biodiversiteten. Dette
er ydelser, som skovejeren frit stiller til rådighed for publikum. I økonomisk teori betegnes de som
“offentlige goder” eller “fælles goder”. Sådanne goder kan ikke omsættes på et marked bl.a. på
grund af manglende muligheder for at udelukke ikke-betalende brugere, eller fordi omkostningerne
ved udelukkelse ville være for store. Derfor kan goderne ikke komme til udtryk i en markedspris,
som kan sikre en aflønning af jordejeren (Svendsen, G. T., 1998). Hvis markedet skal bestemme,
hvor meget der skal "produceres", vil det resultere i, at udbudet af f.eks. landskabelig skønhed og
rekreative muligheder bliver for lavt. Men der findes andre metoder end markedsprisen til at
værdisætte fælles goder som rekreative og landskabelige værdier. Indenfor miljøøkonomien forsøger
man at værdisætte miljøgoder økonomisk, dvs. at afveje behovet for mere immaterielle værdier mod
almindelige materielle behov. Mange betragter denne værdisætning som umoralsk og som noget, der
kunne føre til en svækkelse af miljøbeskyttelsen. Økonomer påpeger dog, at eksempler fra USA
67

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
viser, at miljøbeskyttelsen er bedre garanteret, hvis man værdisætter miljøgoderne (Dubgaard, A.,
1993).
Vi vil her nævne tre af de metoder, man benytter til at værdisætte miljøgoder:
1) Direkte udspørgning af folk om, hvad de er parate til at betale (f.eks. over skatterne) for
bevarelsen af et bestemt miljøgode. Problemet med denne undersøgelsesmetode er, at der bliver
givet hypotetiske svar.
2) At opgøre, hvad folk indirekte betaler for en bestemt rekreativ oplevelse, f.eks. hvad det koster
at rejse til Mols Bjerge for at opleve deres skønhed.
3) At spørge interesseorganisationerne (f.eks. Danmarks Naturfredningsforening eller
Landbrugsrådet) til råds. Denne model er nok den mest almindelige i Danmark (Raffensøe-
Møller, M., 1998, Dubgaard, A., 1993).
På basis af en spørgeundersøgelse har økonomer regnet sig frem til, at de danske skove i deres
egenskab af ”dyb, stille ro” repræsenterer værdier, som svarer til 500-600 millioner kroner om året
(Meyer, G., 1998). Iberegnet i dette er altså kun de rekreative værdier og ikke de miljømæssige
værdier som lagring af CO2, bedring af drikkevand og den biologiske mangfoldighed. Sammenlignet
hermed er tømmerproduktionen vurderet til at være ca. 1300 millioner om året (Meyer, G., 1998).
Skovens miljømæssige og rekreative ydelser er altså fælles goder af stor værdi, som markedet
ikke kan sikre, og vil man bevare og forbedre disse goder, må staten gribe ind og sikre et
tilstrækkeligt udbud.
ÃÃÃ
Om den planlagte skovrejsning lykkes, afhænger af den jord som er til rådighed samt af
landbrugsøkonomien. Der findes tre grupper jordejere: landmændene, som ejer størstedelen af
jordene, andre private jordejere og det offentlige. Det er nemmest at få land under skovrejsning, hvis
det ejes af det offentlige eller "andre private jordejere", som ofte er mange slags organisationer eller
fonde med interesse i andet end landbrug (Dubgaard, A., 1993). Men da det meste jord ejes af
landmænd, må man overveje, hvordan det kan lade sig gøre at få plantet skov på landbrugsjord.
Der er forskellige årsager til, at landmanden forvalter jorden, som han gør. Han dyrker det, som
giver ham optimale indtægter, alt afhængig af, hvad hans jord og bygninger passer bedst til.
Derudover spiller tradition en vis rolle, idet mange landmænd viderefører faderens landbrug.
Spørgsmålet er nu, hvilken del af landbrugsjorden, der står til rådighed for skovrejsning.
68

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
På de fleste landbrugsarealer findes der både gode og dårlige jorder. Den dårligste jord kalder
man marginaljord. Marginaljorder er således landbrugsarealer, hvor det økonomiske afkast
(jordrenten 29 ) er nul eller negativt (Stryg, P. E., 1987). Jordrenten er bestemt af mange faktorer, bl.a.
Figur 15: Jordrente og marginaljord. A1 = økonomisk dyrkningsgrænse, A2 = Fysisk dyrkningsgrænse,
A2 – A1 = marginaljorder. (Stryg, P. E., 1987).
jordens bonitet, afstand til marked, prisniveau for produkter m.m. (Hansen, H. O., et al., 1987).
Dette kan illustreres på figur 15, hvor marginaljord defineres mellem punktene A1 og A2. Her finder
vi negativ jordrente.
Hvis man, sætter sig i den landmands sted, som ønsker et optimalt afkast af sin jord, skulle man
tro, at disse marginaljorde kunne stå til rådighed for skovrejsning, fordi det ikke betaler sig at dyrke
dem. Så enkelt er det ikke. Marginaljorder deles op i privatøkonomiske og samfundsøkonomiske
marginaljorder. Privatøkonomiske marginaljorder opdyrkes ofte, selvom teorien (figur 15) siger, at
det ikke kan betale sig. Dette skyldes dels hektarstøtte fra EU, som gives til arealer, hvor der plantes
korn (2.200 kr./ha) (se kapitel 6), dels faktorer som tradition og erfaring, der betyder, at den enkelte
landmand ikke kun dyrker jorden for det pengemæssige afkast, men også tillægger den andre værdier
(f.eks. værdien af at dyrke sin egen jord, værdien af en smuk udsigt osv.). Denne værdisætning er
afgørende for, hvornår anvendelsen af et givet jordstykke ophører og muligvis står til rådighed til
skovrejsning (Hansen H. O., et al., 1987).
29
Jordrenten kan defineres som det økonomiske afkast ved brug af et jordstykke, der ligger udover det afkast, som er
nødvendigt for at holde jorden i anvendelse.
69

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Når vi betragter marginaljordene samfundsøkonomisk, bliver det endnu vanskeligere at beregne
jordrenten. Det skyldes bl.a. de mange værdier, som ingen markedspris har, f.eks. rekreative værdier
og miljøpåvirkninger i øvrigt. Dette illustreres i et tænkt eksempel, som figur 16 viser .
Figur 16: Privat- og samfundsøkonomisk marginaljordsgrænse. A1 = samfundsøkonomisk dyrkningsgrænse,
A2 = privatøkonomisk dyrkningsgrænse, A1 – A2 = samfundsøkonomiske marginaljorder (Stryg P. E., 1987).
Her findes den privatøkonomiske dyrkningsgrænse i punkt A2. Men hvis vi tager hensyn til de
samfundsmæssige miljøomkostninger, falder jordrenten, og den samfundsmæssige dyrkningsgrænse
er nu i punkt A1. Arealerne mellem A1 og A2 udgør altså samfundsøkonomiske marginaljorder
(Stryg, P. E., 1987). Konklusion af disse tanker er, at det samfundsmæssigt ofte kan lønne sig at
støtte marginalisering af jord.
Ã
Staten forsøger på forskellige måder at sikre en samfundsmæssig tilstrækkelig mængde skov, dels
vha. lovgivning og planlægning (se kapitel 5), og dels ved hjælp af økonomiske styringsmidler. For
øjeblikket tildeler staten (Skov- og Naturstyrelsen) den enkelte landmand tilskud til skovrejsning
(tilskuddene finansieres delvis af EU).
70

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Som det ses af figur 17 kunne landmanden i 1998 få tilskud til forskellige former for skovrejsning.
Det ses også, at man giver mere tilskud til rejsning af løvskov end nåleskov 30 . Tilskuddene skal
dække:
Figur 17: Tilskudsstørrelser for skovrejsning (Skov- og Naturstyrelsen, 1998).
- en stor del af omkostningerne ved plantning eller såning
- pleje af skoven de første 5 år
- etablering af hegn
- kompensation for tabt indkomst i 20 år (blev først indført i 1997 (Jørgensen, K., 1999)).
- lokalitetskortlægning og/eller arealfastsættelse (Miljø- og Energiministeriet, 1998d).
30
En del af forklaringen er, at løvtræer er langsomtvoksende træer, mens nåletræer vokser hurtigere og dermed kan
fældes tidligere (Dubgaard, A., 1993).
71

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Tilskuddene er skattepligtige, men udgifter til nyplantning kan fradrages med op til 20 % årligt
(Skov- og Naturstyrelsen, 1998).
Det ses, at det er gjort meget til at fremme skovrejsning, men alligevel har man de sidste 10 år
kun fået 13.000 ha ny skov (Karsten, H. C., 1998). Altså er kun 1/3 af målsætningen om 5000 ha
årligt nået. Dette skyldes først og fremmest, at landmændene hidtil ikke har syntes godt nok om
skovrejsningsplanen og de tilskud, der gives. En landmand, der overvejer skovrejsning, fokuserer på
træproduktionen, men han kan ikke i nærmeste fremtid forvente en stor indkomst. Størstedelen af
fortjenesten kommer 50 - 150 år efter tilplantningen. Desuden gør EUs hektarstøtte til
landbrugsarealer det mindre attraktivt for landmanden at rejse skov. Yderligere er mange landmænd
ikke tilbøjelige til uden videre at ændre deres driftsform. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får
(Svendsen, G., T., 1999). På grund af dette er landmanden sjældent interesseret i at påbegynde
skovbrug på en jord som kan bruges til anden landbrugsdrift.
Men hvor store skal tilskuddene så være for at gøre landmændene interesseret i skovrejsning.
Dette forklares på figur 18.
Figur 18. Størrelsen på det tilskud, staten må give for at overtale landmanden til skovrejsning (Svendsen, G. T., 1999).
MB = marginal benefits(landmandens indtægter), MSB = marginal social benefit (samfundets indtægter/goder),
72

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
MC = marginal costs (omkostninger ved skovrejsning pr. hektar).
Hvis markedet bestemmer prisen (uden tilskud), vil landmanden maximalt producere q* skov til
prisen P*. Hvis staten på grund af de samfundsmæssige fordele vil have mere skov, må der gives
tilskud. Ønsker staten q1 mængde skov, kræver landmanden prisen P1. Men skal denne mængde skov
(q1) sælges til markedspris, vil landmanden kun få prisen P2. Derfor må staten give tilskud svarende
til det skraverede areal.
ÃÃÃ
Oprindeligt var skovrejsningsordningen tænkt som en måde at få landmændene til at tage deres
dårligste jorder ud af drift, men siden da er der sket en afgørende ændring med hensyn til, hvor
skoven bliver rejst. I dag bliver størstedelen af den nye skov rejst i nærheden af større byer, hvor
landbrugsjorden ofte er dyr (og god), hvilket kunne tyde på, at man er begyndt at lægge større vægt
på skovens rekreative værdier (Meyer, G., 1998). Det kan dog også skyldes, at skov plantet på de
allerdårligste jorder giver et usædvanligt dårligt afkast – i visse tilfælde taber man endog penge på
det (Dubgaard, A., 1993; Landbrugets Rådgivningscenter, 1998).
Som det fremgår, har skovrejsningsplanen ikke været en ubetinget succes de første 8-9 år. Man
har ganske vist fået plantet skov, men slet ikke så meget som planlagt (Miljø- og Energiministeriet,
1998e). Dette ses af figur 19.
Figur 19: Udviklingen i skovrejsning i Danmark (Kilde: Landbrugets Rådgivningscenter, 1998).
73

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
På figuren ses det, at størstedelen af de nye skovrejsninger er sket uden tilskud. Dette skyldes ifølge
Kaj Jørgensen fra Skov- og Naturstyrelsen især, at landbrugslovens dyrkningspligt kan ophæves, hvis
man rejser fredskov på landbrugsjorden (Jørgensen, K., 1999). Den mængde skov, der er rejst med
tilskud, har hidtil været ret lille, men der synes at være sket en ændring i de sidste 1-2 år. Dette kan
skyldes, at tilskuddene i 1997 blev lagt om, så landmændene kan få kompensation for tabt indkomst i
20 år, hvilket gør det økonomisk mere attraktivt for dem at plante skov. I stedet har man fået det
problem, at mange flere søger tilskuddene, end man har penge til (Jørgensen, K., 1999) .
Også andre forhold i landbrugssektoren kan dog have spillet ind. De stadigt lave priser på
landbrugsprodukter samt et generationsskifte i landbrugserhvervet (hvor landmandens børn hellere
søger uddannelse og arbejde andre steder end på gården) medfører, at der bliver færre og større
heltidsbedrifter og flere små fritidslandbrug. Fritidslandmændene er ofte mere interesserede i
skovrejsning end heltidslandmændene, eftersom de ikke skal leve af deres landbrug alene. Flere
fritidslandbrug betyder derfor mere skov (Christensen, J. A., 1995; samt personlige samtaler med
danske landmænd). Desuden ser det ud til, at et økologisk natursyn, hvor skovens immaterielle
værdier i højere grad sidestilles med skovens materielle afkast, vinder frem. Ifølge Landbrugsrådets
Rådgivningscenter spiller de immaterielle værdier stadigt oftere en afgørende rolle for, om en
jordejer vælger at rejse skov (Landbrugets Rådgivningscenter, 1998).
Alt i alt lader der til, at der vil være en større interesse for skovrejsning blandt landmændene i den
nærmeste fremtid.
74

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Man kan diskutere, hvor godt skovrejsningstiltagene har fungeret, men det er et faktum, at der
kommer mere og mere skov i Danmark. Som skovrejsningen foregår i øjeblikket, når man dog ikke
de 20 % af landets areal, som oprindeligt var målsat af regeringen. Indtil nu er under halvdelen af
den mængde skov, målsætningen kræver, blevet plantet om året. Problemet er, at skovens mere
immaterielle værdier ikke indregnes i markedsprisen, og markedet kan derfor ikke i sig selv sørge for
nok skov. Vil man have mere skov, må staten derfor træde til med økonomiske styringsmidler (med
mindre man gennem lovgivning ønsker at landmændene til at plante skov). Men selvom
Folketinget har sat sig en målsætning om en bestemt mængde skov, har man indtil nu ikke i praksis
fulgt op med at bevilge penge nok til, at den kan nås. Vi har dog på baggrund af oplysninger fra
Skov- og Naturstyrelsen en formodning om, at dette vil ændre sig, således at der vil blive bevilget
flere penge til skovrejsning i fremtiden.
Som vi har set i kapitel 6 gavner mere skov miljøet og biodiversiteten. Men ikke al skov og alle
driftsformer er lige gode til at sikre disse fælles goder. I forhold til biodiversiteten er naturskov klart
at foretrække, men naturskov udgør i dag kun en lille procentdel af det danske skovareal, og det er
formodentlig urealistisk at tro, at de nye skovrejsninger vil ændre billedet væsentligt. En produktivt
drevet løvskov har dog også mange fordele – både fra et grundvandsmæssigt synspunkt og med
hensyn til reduktion af drivhusgasser, ligesom biodiversiteten er højere i løvskov frem for nåleskov.
I skovrejsningstiltagene prioriteres løvskoven højere end nåleskovene, idet der gives højere
tilskud til løvskove både fra EU (Borgen A., et al., 1993) og fra den danske stat. Ønsket om løvskov
er dels begrundet i de miljømæssige hensyn, men man kan også forestille sig andre grunde til
prioriteringen. Som beskrevet i kapitel 4 opfattes løvskoven ofte som den oprindelige natur og
dermed et symbol på nationen. For mange mennesker er det derfor utroligt vigtigt, at Danmark har
en stor mængde løvskov – især bøgeskov (Hansen-Møller, J., 1991). Løvskovens symbolske
betydning har naturligvis også at gøre med dens rekreative værdi, og løvskov synes da også at have
større rekreativ betydning end nåleskov. Det er oplagt, at de rekreative værdier har fået stigende
betydning siden vedtagelsen af skovloven i 1989. Oprindelig var tanken med loven, at landmændene
skulle tage deres marginaljorde ud af drift for at plante skov på dem, men i dag planlægges og
plantes en meget stor del af den nye skov tæt ved de større byer. Dette kan dels forklares med, at
landmændene ikke har været tilstrækkeligt interesserede i skovrejsningen, men også med, at man i
det offentlige har fået en større interesse for befolkningens friluftsliv. Der synes at være sket et skift
75

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
fra en rent økonomisk tankegang, der bakker op om skovrejsning på marginaljorder på grund af
overproduktion i landbruget (et naturvidenskabeligt natursyn), til en tankegang, der lægger vægt på
mere immaterielle værdier (et mere romantisk natursyn).
Men er det så udelukkende godt med mere skovlandskab i Danmark? Der findes mange positive
sider ved skovrejsningen, men man må også tage i betragtning, at der findes gode argumenter
for meget skov. Biologen Jesper Fredshavn gør i et interview opmærksom på, at en del vilde dyr og
planter er afhængige af åbne områder. I de seneste år er der blevet langt færre udyrkede områder
(såsom græsningsarealer, enge og overdrev) i det åbne land, og sådan som skovdrift typisk foregår i
dag, findes der sjældent åbne områder i skoven. Mere (intensivt drevet) skov kan dermed blive en
trussel mod de vilde arters levesteder (Meyer, G., 1998).
En anden vigtig pointe er, at skov dækker for terrænets nuancer og landskabets geologiske form
(Olwig, K., 1994). Som det fremgik af kapitel 5 gør amterne dog en hel del for at undgå skovrejsning
i geologisk interessante landskaber, men skal man op på 20 % skov, kan man nok ikke undgå at
plante skov i områder, som efter nogle menneskers mening bør ligge fri. Kenneth Olwig gør
opmærksom på, at skov desuden hindrer det frie udsyn over landskabet (Olwig K., 1994), hvilket
også kan være udsynet til de kulturhistoriske minder som kirker, gravhøje osv. I det hele taget kan
man påpege, at det også er vigtigt at bevare det åbne kulturhistoriske landskab (Meyer, G., 1994).
Vores opfattelse er, at skovrejsning ikke bør ske på bekostning af andre vigtige naturområder
eller i områder af høj kulturhistorisk interesse. Men vi mener, at skovrejsningen på landbrugsjorder
generelt er forsvarligt og vil berige både biodiversiteten og landskabsbilledet.
At fordoble skovarealet i Danmark er en væsentlig forandring af landskabet, som det ser ud i dag.
Men vi forandrer også landskabet på mange andre områder - med vindmøller, nye veje, broer og
bygninger. Mennesker har i årtusinder omdannet landskabet, og vore dages ændringer er på denne
måde i princippet ikke noget nyt. Det nye er, at ændringerne i dag sker langt hurtigere og er mere
drastiske end tidligere.
At komme med en enkelt forklaringsmodel for, hvorfor landskabet ændrer sig, som det gør, er
ikke muligt. Feltet er komplekst, og mange forskellige faktorer er involveret. En analyse som vores
må derfor nødvendigvis sprede sig over flere faglige områder og inddrage både geologi, historie,
76

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
filosofi, lovgivning, planlægning, biologi, økonomi osv. Kun ved at være opmærksom på, hvordan
mange forskellige forhold påvirker hinanden gensidigt, kan man forklare, hvorfor udviklingen går i en
bestemt retning, f.eks. i retning af mere skov.
De mange ændringer, der er sket i landskabet gennem tiden, er foregået i vekselvirkning med
forskellige natursyn. I løbet af de sidste 200 år har især to natursyn præget hverdagen med forskellig
vægt – dem vi i denne opgave har kaldt det naturvidenskabelige eller industrialiseringens natursyn og
det romantiske natursyn.
Fra 1960’erne til 1980’erne var det især det naturvidenskabelige natursyn, der dominerede, og
landskabet blev i denne periode meget synligt påvirket af menneskers handlinger. Landbruget blev
mekaniseret, åløb rettet ud, byerne voksede, infrastrukturen spredte sig over landet osv. De sidste
årtier har man som en reaktion på disse menneskeskabte ændringer set en øget interesse for det
”naturlige” landskab – landskabet uden for mange (synlige) menneskelige påvirkninger. Nu skal der
rejses skov, genoprettes vandhuller og våde enge, el-ledningerne skal graves ned i jorden, tv-master
og lignende fjernes fra landskabet osv. Redskaberne til disse ændringer er lovgivning og planlægning,
der siden sidst i 60’erne er blevet rettet meget mere mod at beskytte værdifulde landskaber.
Interessen for det naturlige landskab kan ses som inspireret af det romantiske natursyn, men man ser
også en anden tendens, som har forbindelse til et natursyn, vi har kaldt opfattelsen af naturen som det
hele eller det økologiske natursyn. Dette nye natursyn, der ser naturen som en helhed af forskellige
processer, spirer frem på baggrund af ikke bare bekymring over de menneskeskabte ændringer i
landskabet, men også på baggrund af en stigende bekymring for miljøet. Det økologiske natursyn
adskiller sig fra det romantiske natursyn ved ikke i samme grad at være billedligt. Tankegangen
indebærer, at mennesket er en del af naturens processer, og at mennesket derfor ikke kan distancere
sig fra naturen og betragte den på afstand (Hansen, J. S., 1989; Hansen, J. S., 1995a). I opgavens
indledning beskrev vi, hvordan opfattelsen af naturen som et landskab er afhængig af distance og
perspektiv. I det økologiske natursyn ses naturen derfor ikke som et landskab, men snarere som et
sammenhængende økosystem.
Kommer dette nye natursyn til at dominere, vil det sandsynligvis få afgørende betydning for,
hvordan det danske landskab i fremtiden kommer til at forme sig. Man kan forestille sig, at det ville
resultere i en langt større vægt på miljø og mindre vægt på landskabets æstetiske værdier.
Værdisætningen af naturen er i det økologiske natursyn på den måde anderledes end i det romantiske
77

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
natursyn. Men selvom det økologiske natursyn har fået større betydning i løbet af de sidste to årtier,
er det ikke sandsynligt, at det naturvidenskabelige og det romantiske natursyn vil forsvinde ud af
vores tankegang. De to natursyn har afgørende betydning for vores måde at gebærde os i verden på,
og kan ikke uden videre slettes.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at menneskers opfattelse af naturen og landskabet er kompleks
og sagtens kan være sammensat af mange forskellige natursyn. Hvornår hvilket natursyn kommer til
udtryk afhænger af tiden, situationen og landskabet.
78

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Vi har i denne opgave vist, at mennesket gennem tiden har forandret og til stadighed forandrer
landskabet - og i dag sker det blandt andet gennem skovrejsning. Det er vores opfattelse, at
mennesker har så stor magt over landskabet, at vi formår at ændre det afgørende. Derfor er det
meget vigtigt at være opmærksom på hvilke beslutninger, der bliver taget, og hvordan de bliver
udført i praksis. Umiddelbart synes skovrejsning at være et skridt i retning af en mere
helhedsorienteret tankegang, der tager hensyn til både mennesket og dets omgivelser. Denne
udvikling er efter vores mening positiv. Men man må være klar over, at forudsætningen for at kunne
bekymre sig så meget om naturen er, at vi lever i et velfærdssamfund, som har råd til den slags
overvejelser. Hvordan landskabet kommer til at udforme sig i fremtiden, afhænger derfor ikke kun af
natursyn, men også af mere konkrete forhold som økonomi og politik.
79

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Ã
1994, Skoven og diversiteten. I: Ã. Viborg: Nørhaven.
Ã
1998, undervisning i miljølære vedr. naturtyper, den 10 okt. 1998.
ÃÃ
1993, ÃÃÃ. Århus: Cesam
Ã
1983,ÃÃ. London: Verso.
Ã
1989, Udviklingstendenser for skovens fugleliv. I: Ã. Sten Asbirk (red).
København: Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃÃÃ
1989, Udviklingstendenser for skovens pattedyr. I: Ã. Sten Asbirk (red).
København: Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃÃÃÃÃÃÃ
1996, , 3. udg., Massachusetts: Blackwell Science Ltd.
ÃÃÃÃ
1990, Skovene og lovene. I: ÃÃ nr. 3, 1990
ÃÃÃÃÃÃ
1993, ÃÃÃÃÃÃÃ. København: Center
for Alternativ Samfundsanalyse.
Ã
1994, Småbiotopernes udvikling i 1980erne og deres fremtidige status i det åbne land. I:
ÃÃ. Forskningsserien nr. 6. Kolding: Landbrugsministeriet og
Undervisningsministeriet.
Ã
1976, ÃÃÃÃÃÃÃÃ. København: Gyldendal.
Ã
1975, Naturfredningsrådet. I:Ã bind 11, Mennesket og naturen, Arne Nørrevang og
Torben Meyer (red). København: Politikkens forlag.
ÃÃ
1995, ÃÃ. http://www.meats-daily.dk/abbrastr.httm
80

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Ã
1983, ÃÃÃÃÃ. Oxford: Phaidon.
ÃÃÃÃ
1996, Hvad er biodiversitet. I:ÃÃÃ. Morten Stange (red). København: Elbo
Grafiske Hus A/S
ÃÃ
1994, Ã. København: De danske landboforeninger.
Ã
1993, Kan skoven betale sig? For hvem? I:ÃÃÃ. Århus: Miljølære, Aarhus
Universitet.
Ã
1996, Indlæg fra WWF-Verdensnaturfonden. I: ÃÃÃÃ
ÃÃÃÃ. København: Skov og Naturstyrelsen.
Ã
1995, ÃÃÃ. Århus: Clemenstrykkeriet.
Ã
1993, Om landskabet, rette linier og rundbuestil. I:ÃÃÃÃ. Sass (red).
Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed.
Ã
1989, Landskabsopfattelse, landskabspræferencer og landskabsplanlægning i Danmark.I:
ÃÃ. Lise Bek (red). Århus: ÅrhusUniversitetsforlag.
Ã
1998, Energipolitiske målsætninger. I: ÃÃ Uffe Geertsen (red). Det Økologiske
Råd. Skive: Handy Print
Ã
1996, Indlæg fra landbrugsrådet. I: ÃÃÃÃÃ
ÃÃÃ. København: Skov og Naturstyrelsen.
Ã
1975, Højmosen. I:ÃÃ bind 5, De ferske vande. Arne Nørrevang og Torben Meyer
(red). København: Politikkens forlag.
ÃÃ
1993, Skovrejsning: Baggrund, hensigt og status. I: ÃÃÃ Århus: Miljølære,
Aarhus Universitet
81

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
à ÃÃÃÃÃÃÃÃ
ÃÃÃÃ
1987, ÃÃ. Teknikerrapport nr. 6. København: Skov-og
Naturstyrelsen.
ÃÃ
1989, ÃÃ. Hørsholm: Stens byggeforskningsinstitut.
ÃÃ
1995a, Kulturens syn på naturen. I: ÃÃÃ. Stockholm: Nordiska Instituttet för
Samhällsplanering.
ÃÃ
1995b, Det kontrollerede rum. I: ÃÃÃ. Stockholm: Nordiska Institutet för
Samhällsplanering.
Ã
1988, Friluftsliv i bynære landbrugsområder, I: ÃÃÃÃ (1992). København:
DRS forlag, Landbohøjskolen.
Ã
1991, Skovtilplantning i regionplanerne og landskabsbilledets tilplantning. I: nr. 6, 1991
Ã
1989, Fra natur som rum til natur som tid. I: ÃÃ. Lise Bek (red).
Århus: Århus Universitetsforlag.
Ã
1975, Naturens udvikling siden sidste istid. I: Ã, bind 1, Landskabets opståen. Arne
Nørrevang og Torben Meyer (red). København: Politikkens forlag.
Ã
1969, Tidevandkysterne.ÃÃ, bind 4, Kyst, klit og marsk. Arne Nørrevang og Torben
Meyer (red). København: Politikkens forlag.
ÃÃÃÃÃÃÃ
1995, ÃÃ. Århus: Nucleus.
Ã
1969, Engene. Ã, bind 5, De ferske vande. Arne Nørrevang og Torben Meyer (red).
København: Politikkens forlag.
ÃÃ
1989, Udviklingen i statsskovens arealanvendelse. I:ÃÃ. Sten Asbirk (red).
København: Skov- og Naturstyrelsen.
82

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃ
1998, ÃÃÃÃÃÃ. Århus: Dept. of
Chemistry, Aarhus University.
ÃÃ
1998, Ã. Noter til miljølæreundervisning 24. september 1998.
ÃÃ
1995, Marsken. I: ÃÃÃ. Århus: Clemenstrykkeriet.
Ã
1996, Indlæg fra Danmarks Naturfredningsforening. I: ÃÃÃ
ÃÃÃÃÃ. København: Skov og Naturstyrelsen.
à ÃÃ
1995, ÃÃ. København: Jordbrugsforlaget.
Ã
1894, Nymfer. I: ÃÃ Århus: Miljølære, Aarhus Universitet.
Ã
1999, Personlig samtale 11.jan 1999. Skov- og Naturstyrelsen.
Ã
1998,ÃÃÃÃÃÃÃ,
http://www.mem.dk/sns/nyheder/pressemed/alnatur.htm
ÃÃÃÃ
1989, Udviklingstendenser for svampene i skoven. I: Ã. Sten Asbirk (red).
København: Skov- og Naturstyrelsen.
Ã
1969, Kystklitterne. Ã , bind 4, Kyst, klit og marsk. Arne Nørrevang og Torben
Meyer (red). København: Politikkens forlag.
Ã
1998, ÃÃÃ, den 23 okt. 1998.
Larsen, Gunner
1989, ÃÃÃ, Århus: Århus universitetscenters trykkeri
Ã
1975, De danske vandløbstyper. Ã , bind 5, De ferske vande. Arne Nørrevang og
Torben Meyer (red). København: Politikkens forlag.
ÃÃ
1995, ÃÃ. Odense: Menneske & Natur.
83

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃÃ
1998, ÃÃÃÃÃÃ, 2. udgave, Cambridge: University Press.
Ã
1995, Lagring af CO2 ved skovrejsning, I: ÃÉÃ . København: Miljøog
Energiministeriet, Forskningscenter for Skov & Landskab, og Undervisningsministeriet, Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole.
1994, Ã. København: Gads Forlag.
, ÃÃÃÃÃ Ã Ã
ÃÃ
1994,ÃÃÃÃ, København: Gads Forlag.
Ã
1979, Känslans Förvandling. I: ÃÃ. Jonas Frykman og Ovar Löfgren (red).
Lund: Etnologiska sälskapet.
Ã
1989, Landscapes and Mindscapes. I:ÃÃnr. 31
Ã
1998, Ã.I: ÃÃ, nr. 36, 1998. Århus: Det strategiske
miljøforskningsprogram.
ÃÃÃÃÃ
1993, ÃÃ. København: Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃÃÃÃ
1995, ÃÃÃÃ. København: Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃÃÃÃ
1996, ÃÃÃÃ. København: Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃ
1997,ÃÃÃÃÃ. Natur og Miljø 1997.
ÃÃÃÃÃ
1998aÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃ. København:
Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃÃÃÃ
1998b, ÃÃÃ,Ã. København: Miljø- og Energiministeriet, Skovog
Naturstyrelsen.
84

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
ÃÃÃÃÃ
1998c, ÃÃÃ). København: Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃÃÃÃ
1998d, ÃÃÃ. København: Skovpolitisk kontor.
ÃÃÃÃÃ
1998e, ÃÃÃÃÃÃ. Københabn: Skov- og
Naturstyrelsen.
1998, Lovbekendtgørelse nr. 835 af 1.november 1997 om naturbeskyttelse som ændret ved lov nr.
478 af 1.juli 1998
ÃÃ
1975, Landskabets tilblivelse. I:ÃÃ, bind 1, Landskabets opståen. Arne Nørrevang og
Torben Meyer (red). København: Politikkens forlag.
ÃÃ
1969, Fra natur til kultur. I:ÃÃ, bind 6, Skovene. Arne Nørrevang, Torben Meyer og
Stephan Kehler (red). København: Politikkens forlag.
Ã
1981, København: Politikkens forlag
Ã
1823, Der er et yndigt land. I: Ã. Odense: Forening for folkehøjskoler i
Danmark.
Ã
1993, Ã. I: Tidsskrift for Antropologi nr.27, 1993
Ã
1994, Landskabets ruiner. I: Ã. Stjernfelt (red). Viborg: Tiderne skifter
ÃÃ
1989, Guldalderlandskabet – hos malerne og i dag, I: ÃÃ. Lise Bek
(red). Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Ã
1994, At opleve landskabet. I: Ã. Stjernfeldt (red). Svendborg: Tiderne
skifter.
ÃÃ
1992, ÃÃÃ. Berkeley: University of California Press.
85

Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
1998 Lovbekendtgørelse nr. 563 af 30.juni 1997 om planlægning som ændret ved lov nr. 478 af 1.juli
1998 og lov nr. 479 af 1.jule 1998
Ã
1990, Det åbne lands planlægning – historisk oversigt. I: ÃÃÃÃ (1992).
København: DSR forlag landbohøjskolen.
Ã
1998, Undervisning på miljølære 20 oktober 1998.
ÃÃ
1992, ÃÃ. Skive: Miljøministeret, Skov-og Naturstyrelsen.
Ã., Callesen, Ingeborg. & Thormann, Anna.
1995, Kvælstofudvaskning fra de danske skove, I: ÃÉÃÃ.
København: Miljø- og Energiministeriet, Forskningscenter for Skov & Landskab, og
Undervisningsministeriet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
Ã
1975a, Kystlinjens form og forløb. Ã bd. 4., kyst, klit og marsk. Arne Nørrevang
København, Politikkens forlag.
Ã
1975b, Stjelkysterne. Ã bd. 4., kyst, klit og marsk. Arne Nørrevang
København, Politikkens forlag.
1996, Lovbekendtgørelse nr. 959 af 2.november 1996 af skovloven. København: Miljø- og Energiministeriet,
Skov- og Naturstyrelsen.
ÃÃ
1998, Ã. Hillerød: Skov- og Naturstyrelsen.
Ã
1989, Danmark dejligst, I: ÃÃ, Lise Bek (red). Århus: Aarhus
Universitetsforlag.
Ã
1994, Dyb, stille ro. I: Ã. Stjernfelt (red). Viborg: Tiderne skifter
ÃÃÃÃÃ
1987, ÃÃ. København: NOTEX.
ÃÃ
1998, ÃÃÃÃ. Cheltenham: Edward Elgar Publishing Ltd.
86

ÃÃ
1999, Personlig samtale 7.jan 1999.
Der er et yndigt land – landskabet og mennesket
Ã
1996, Det nationale landskab. I: Har de en æstetik?, De kulturelle bevægelsers brug og formning af
byens og landskabets rum. Algreen-Ussing, G. et al. (Red.). Hørsholm: Schultz Grafisk A/S
Ã
1996, ÃÃÃÃÃÃÃÃÃÃ. Anne Friis (red). Århus:
Phønix-Trykkeriet.
à ÃÃ
1970, Krat på overdrev. Ã bd. 7, Hede, overdrev og enge. Arne Nørrevang
København, Politikkens forlag.
Ã
1996, Forord. I: ÃÃÃÃ
ÃÃ ÃÃÃÃÃ
ÃÃÃÃÃÃÃI:ÃConservation Biology. Soulé, M. E. and
Wilcox, B. A. (red).Massachusett: Sinauer Ass.
Ã
1989, Udviklingstendenser for skovens planteliv. I: Ã. Sten Asbirk (red).
København, Skov- og Naturstyrelsen.
Ã
1994,ÃÃÃ. København: Miljøministeriet, Landsplanafdelingen.
Ã
1997a, Ã. Århus: Århus Amt.
Ã
1997bÃÃÃ. Århus: Århus Amt.
87