Jan Sonnergaard: Sidste søndag i oktober

1
5
10
15
20
25
30
Opgave 5, tekst 3
Boganmeldelse
Jan Sonnergaard:
Sidste søndag i oktober
Politiken 5. oktober 2000, Kultur og debat, side 1
Jan Sonnergaard spiller sikkert i sin nye novellesamling.
Jan Sonnergaard: Sidste søndag i oktober. (Gyldendal, 182 s., 195 kr.).
Udkommer i dag
Af Susanne Bjertrup
På den sidste søndag i oktober stiller vi urene tilbage. Sommertiden er
slut og forude venter mørke måneder, som man selvfølgelig godt kan
opfatte som en chance for at gå i hi og samle kræfter, men som symbolsk
set snarere er ensbetydende med kulde, depression og død.
I Jan Sonnergaards nye novellesamling, som netop hedder “Sidste søndag
i oktober”, er personerne fanget på tærskelen til en vintertid, de
ikke ønsker. De er fanget i et selvbedrag, der er kørt for langt ud, i et
samfund, som ikke har plads til dem, eller i en sygdom, som har sine
egne love, og fra nu af kan det kun gå én vej - nemlig ned - også i de
tilfælde, hvor en novelles fortæller virker stærkt tilfreds med sig selv og
sin egen kynisme.
“Sidste søndag i oktober” er den svære toer, den bog, der skal følge op
på debuten “Radiators” dundrende succes og konsolidere Jan Sonnergaard
som forfatter. Til den ende har han valgt at spille sikkert. Hvor
“Radiator” var et fyrværkeri af stilarter, der frejdigt sprudlede i alle retninger
og derfor hele tiden overraskede, har den nye bog langt mere
karakter af at være et værk. De enkelte noveller følger et skema, som går
ud på at opbygge en kontrakt af indforståethed mellem fortælleren og
læseren, som så rives i stykker med et snuptag.
Men når den samme model gentages for tit, ophører man som læser
med at indgå kontrakten, og pointerne mister lidt af deres bid. Så selv
om novellerne langt fra kan kaldes pæne i deres udsagn om den virkelighed,
danskerne går rundt i, gør deres samling i værkidéens helstøbte
form dem noget mindre frække og provokerende end deres sprælske
forgængere.
Nå, men det er jo ikke alle, der ikke kan se skoven for bar’ litterære strategier,
så hvis man et øjeblik forestillede sig, at Sonnergaards noveller
faktisk var den socialrealisme, de altid hævdes at være – men ikke er, for
i socialrealisme bliver kontrakten mellem fortæller og læser ikke brudt –
hvad er det så for et billede af Danmark, der tegnes? Der er i hvert fald
hip til Karen Jespersen, som får en hel novelle med dedikation. “Lille
skat” hedder den og handler om en mand, der går omkring i København
og er godgørende mod byens tiggere på en gennemført perfid måde. En
hjemløs’ hund bliver knipset til med tyvere som billede på, at nogle

35
40
45
50
55
Opgave 5, tekst 3
penge gør det ondt at modtage, og efterhånden slår mandens selvgode
ædelhed om i grusomheder af gyseragtige dimensioner. Bag det hele
aner man flere af Karen Jespersens floskler i grotesk forvrængning.
Heller ikke Hans Engells betonklods og Erik Ninn-Hansens tamilsag går
ram forbi i en novelle om en arbejdsløs, der havner blandt de rige på 1.
klasse i et IC3-tog. Her er moralen, at det er lettere at slippe fra store
synder, end fra ikke at have et arbejde, og novellens slutning er lige så
tykt ironisk som titlen på åbningsnovellen. “Frels de raske – skyd en
syg”.
Jan Sonnergaard dyrker det groteske optrin, hvor flere personer spiller
sammen, men også det koncentrerede portræt af en person (fortrinsvis
mand) som er langt ude. “Er der liv efter kærligheden?” driver kærestesorgens
selvydmygelse til randen, mens “Reprise på Krogs Fisserestaurant”
viser, hvor svært det er at finde kærlighed, hvis man først har
mistet tilliden til andre. “Jeg er ikke blind”, påstår fortælleren, når han
forudser kærestens utroskab, men det er lige, hvad han og de andre fortællere
i Sonnergaards noveller er.
Som helhed falder pointerne lidt mere demonstrativt tungt i den nye
samling end i den forrige, men Sonnergaard holder, som en god forfatter
med et fedt sprog og sans for provokation. Lidt mere frækhed i kompositionen
ville dog ikke skade næste bind i hans planlagte novelletrilogi.
(2000)