Isaac Melan – Borgerskab som Tobaks-Planteur ... - Roskilde Museum

Isaac Melan 

– Borgerskab som Tobaks-Planteur udi 

Roeskilde 1725 

Af Halvor Petersen 

De første fransk reformerte kolonister ankom 

til Fredericia i 1719 for at ernære sig som 

tobaksplantører. 30. september 1720 talte 

kolonien 93 personer, som 15. november 1720 

fik deres privilegier. Flere af kolonisterne 

udvandrede snart til andre af landets købstæder. 

Rigsarkivet. 

Der var spredte tilløb til at avle tobak i Danmark i slutningen af 1600tallet. 

Således blev Rådmandsvænget i Roskilde brugt som tobaksvænge 

i 1682 af købmand og rådmand Nicolai Nielsen. 1 Det vides 

ikke, hvorfra han havde den nødvendige kendskab til dyrkning af 

tobak, men det er tænkeligt, at han har benyttet sig af en kyndig 

tobaksplantør fra udlandet. 

Under Ludvig 14. ophævedes i 1685 forordningen, der havde garanteret 

de fransk reformerte – huguenotterne – religionsfrihed. Det blev 

indledningen til, at de i stort tal flygtede fra Frankrig. Flere tusinde 

fandt et sikkert tilflugtssted i Brandenburg i Nordtyskland, hvor de 

bl.a. ernærede sig ved tobaksdyrkning. 

Da indførslen af udenlandsk tobak i Danmark stadig voksede, inviterede 

regeringen i 1719 reformerte specialister i tobaksdyrkning fra 

Brandenburg til landet, hvor de på fordelagtige vilkår fik mulighed for 

i Fredericia at avle tobak på korrekt måde og i større målestok, end det 

hidtil var sket herhjemme. I foråret 1720 var der ankommet 44 refor- 

39

merte kolonister til Fredericia, og 30. september talte kolonien 93 personer. 

Da en uddannet tobaksplantør kunne skabe sig en fremtid i 

andre danske købstæder, drog flere af de reformerte plantører videre 

fra Fredericia til bl.a. Roskilde. Ved folketællingen i 1753 boede fem 

reformerte tobaksplantører med deres familie i byen. 

Allerede i 1723 befandt de reformerte tobaksplantører Jacob og 

Isaac Melan, der formentlig var brødre, sig i Roskilde, hvor en datter 

af Isaac Melan og hans hustru Anne Seller blev døbt Anne Catharina 

i domkirken 3. november. Jacob Melan stod fadder ved dåben. Han var 

blandt de første kolonister, som ankom til Fredericia i 1720. Her vandt 

han 18. april 1721 borgerskab, idet han angav at ernære sig med skomagerhåndværk 

og tobaksplanten. 18. marts 1723 opsagde han sit borgerskab 

for at rejse til Roskilde. 2 

Isaac Melan har senere fortalt, at han var kommet fra Brandenburg 

til Fredericia, hvor han kun havde opholdt sig en seks ugers tid, før han 

drog videre til Roskilde. 3 

De to tobaksplantører havde bopæl i Sankt Ibs rode 1724-25. 4 Her 

havde en tobaksplantør Jochum Palman af ukendt nationalitet sin 

plantage i 1721. Han er blevet kendt for i 1722 at leje loftet i Roskilde 

rådhus til ophængning af tobaksblade, der skulle tørres. 5 

Da den ældst bevarede skøde- og panteprotokol fra Roskilde er fra 

1727-42, har det ikke været muligt ad den vej at få belyst Jacob og Isaac 

Melans eventuelle ejerforhold i Sankt Ibs rode. Muligvis har de boet 

hos og arbejdet for Jochum Palman, der udover at avle tobak også 

spandt tobak. 

9. juli 1725 blev der afholdt offentlig auktion over Johan Caspar 

Seiferts sædevænge i Roskilde. Vænget lå vest for Vor Frue Stræde, øst 

for Store Allehelgens Stræde og nord for Bredgade og indeholdt 8 leje - 

boliger, en stald på 4 fag og et 6 fags teglhængt hus. Isaac Melan var 

mødt op og erhvervede ejendommen som højstbydende for 462 rigsdaler. 

6 16. november 1725 fik han skøde på stedet. 7 5. december 1725 

indfandt Isaac Melan sig i Roskilde rådstue og vandt borgerskab som 

tobaksplantør i byen. Samtidig fik Jochum Palman borgerskab som 

tobaksplantør og tobaksspinder. 8 

Nu var Isaac Melan blevet i stand til at avle tobak i sit eget vænge i 

Roskilde, hvor han ved sin opførsel snart skulle skille sig uheldigt ud 

40

Placeringen af Isaac Melans tobaksvænge markeret på Ehlers kort fra 1790-91. 

fra byens andre indbyggere. Jacob Kornerup har tidligere skrevet om 

en del af hans meritter i bogen ”Roskilde i gamle Dage”, og i det følgende 

fortælles lidt mere om hans synderegister. 

41

Tilknytning til den reformerte kirke i København 

De reformerte i Roskilde og Køge havde nær tilknytning til den reformerte 

kirke i København. Kirkebogen vidner om deres benyttelse af 

kirken ved dåb, vielse og begravelse. 

Isaac Melan og hans hustru Anne Seller fik som nævnt efter at være 

kommet til Roskilde en datter døbt i domkirken, men derefter gik 

turen til den reformerte kirke, når de skulle have et barn døbt. 

3. november 1726 gjaldt det Elisabet og 5. september 1728 Anne. Så 

melder kirkebogen, at de først havde dåb igen 31. januar 1734, hvor 

Jacob blev døbt. I den mellemliggende periode figurerer imidlertid 

tobaksplantør i Roskilde Isaac Melan og hans hustru Anne Duriau i 

kirkebogen som forældre ved dåben af Marie 22. oktober 1730 og 

42 

Den reformerte kirke i 

København. Trap, 1879.

Jeanne 18. maj 1732. Da der tilsyneladende kun fandtes én tobaksplantør 

med dette navn i Roskilde, er Anne Duriau formentlig identisk 

med Anne Seller. Da drengen Jacob lod vente længe på sig, leder navnet 

Duriau tanken hen på det franske ord for varighed durée. 

Efter Jacob melder kirkebogen, at Isaac Melan og Anne Seller fik 

døbt Susane 1. januar 1736 og Abigail 13. juli 1738. 

Da Isaac Melan døde 8. februar 1739, blev han begravet på den 

reformerte kirkes kirkegård. 

Dom for vold mod sognepræsts tjenestekarl 

En sommerdag i 1727 kom Jens Pedersen, der var tjenestekarl hos sognepræsten 

for Vor Frue kirke i Roskilde, gående ad vejen fra byen forbi 

Isaac Melans tobaksvænge. På ryggen bar han en ridehynde og et dækken 

og i hånden en pisk. Da Isaac Melan fik øje på ham, løb han efter 

ham, samlede sten op og kastede mod ham, da han mente at have set 

Jens Pedersen gå og slå hans tobaksplanter i stykker. Han indhentede 

ham og slog ham til jorden, bankede ham med næverne, slog ham med 

pisken og overøste ham med trusler. 

Sognepræsten anlagde sag mod Isaac Melan på sin tjenestekarls 

vegne, og byfogeden idømte ham 11. december 1727 efter lovens 6. 

bog 7. kapitel 8. artikel en bøde for ”stenshug, jordskuf og nævehug” 

på tre gange ”trende sex lod sølv”, samt for trusler 4 rigsdaler til byens 

fattige og i sagsomkostninger 6 rigsdaler. 9 

Dommen blev appelleret til Sjællands landsting, som 12. maj 1728 

befriede Isaac Melan for bøde for stenshug, da der ikke var tilstrækkeligt 

bevis for, at stenene havde ramt Jens Pedersen. Desuden skulle han 

heller ikke betale bøde for trusler, der ikke var omsat i handling, men 

sagsomkostningerne var nu steget til 12 rigsdaler. 10 

Sagen fik et efterspil, der resulterede i, at Isaac Melan ved en dom 23. 

december senere på året blev dømt for at have tiltalt byfogeden med 

meget grove ord, da han i retten afleverede nogle penge som afbetaling 

på landstingets dom. ”De penge skal I fortære på eders sygeseng, gid 

edder og kræft fortære eder”, sagde han, og det kom til at koste ham 

”trende 10 lod sølv” efter lovens 6. bog 9. kapitel 16. artikel samt en 

sømmelig erklæring til byfogeden og 4 rigsdaler i sagsomkostninger. 11 

43

Dom for gæld til købmand 

3. april 1728 modtog Isaac Melan fra en af Roskildes købmænd en 

tylvt fyrrebrædder og to 12 alen træer, som han formentlig skulle bruge 

til fremstilling af nogle mistbænke, men som han ”glemte” at betale 

for. Her i landet var det nødvendigt at opelske de spæde tobaksplanter 

i mistbænke, der var med eller uden vinduer, og som blev tildækket 

med måtter af langhalm mod kulden. 

Da købmanden 3½ år senere endnu ikke havde modtaget sin betaling, 

stævnede han Isaac Melan for betaling af 1 rigsdaler 4 mark og 8 

skilling, som retten i Roskilde 4. oktober 1731 krævede, at han betalte 

samt 3 rigsdaler for processens omkostning. 12 

Forbud mod indførsel af ”gemene” tobaksblade 

10. november 1729 havde den reformerte koloni i Fredericia sendt et 

bønskrift til kongen, hvori den klagede over indførslen af preussisk 

tobak, der ikke var bedre end tobak avlet i Danmark, men som skadede 

afsætningen af koloniens tobaksavl. Den anmodede derfor om, at 

det herhjemme blev forbudt fremover at indføre andre tobaksblade 

end kanaster, virginianske og hollandske. 13 

Politi- og kommercekollegiet sendte 16. januar 1730 en skrivelse til 

Fredericia, Vejle, Slagelse, Næstved, Køge, Roskilde, Nykøbing S og 

Hillerød samt fire dage senere også til Nykøbing F for at få at vide, 

hvor stort et forråd der var af tobaksblade avlet i disse byer, samt hvor 

meget tobak de herefter mente at kunne avle om året. Det samlede forråd 

var c. 340.000 pund, og den samlede årlige avl kunne fremover 

anslås til over 500.000 pund. 14 

Roskildes svar af 19. januar 1730 oplyser, at forrådet af byens ti 

tobaksplantørers avl af tobaksblade udgjorde tilsammen 31.900 pund. 

Heraf tegnede rådmændene Hans og Anders Rasmussen sig for tilsammen 

21.000 pund og Isaac Melan – en ”francos” – sig for 4.000 

pund. Tobaksplantningen var på et par år aftaget, men dersom indførslen 

af fremmed ordinær tobak blev forbudt, var der ved byen en 

god del jorder, hvor plantningen herefter kunne foregå. Svaret slutter 

med ønsket om, at ”nogle af de gode Penge, som aarligen udgaar for 

Røg og Aske kunde blive i Landet”. 15 

22. marts 1730 kom forbudet mod ”gemene” tobaksblades indførsel 

44

R. Færch Cigarfabrik havde udsmykket indersiden af låget til cigarkassen med 

”King Edward” for at understrege, at virginiatobak var noget ganske andet end 

dansk avlet tobak. Den gamle illustration viser, at europæerne krydsede 

Atlanterhavet for at købe tobaksblade nedpakket i tønder hos indianerne, som 

også kunne levere tobak spundet i ruller. R. Færch indgik i 1961 i fusionen 

Skandinavisk Tobakskompagni. Foto Flemming G. Rasmussen. 

i Danmark fra førstkommende nytår. Regeringen var bekendt med, at 

denne indførsel svækkede tobaksplantørerne i Fredericia og andre steder 

i landet, da de ikke kunne afsætte det store kvantum tobaksblade, 

som de havde liggende, og måtte nedlægge en stor del plantager, hvis 

denne indførsel ikke i tide blev standset. 16 

Når Isaac Melan 1. februar 1731 holdt svende til at spinde tobak foruden 

at arbejde i hans plantage, var det for selv at få sin avl af tobaksblade 

anvendt. 17 

45

Klage over universitetets ridefoged 

14. juni 1730 klagede Isaac Melan til stiftamtmanden over, at universitetets 

ridefoged Christen Knudson ved et byggeri havde inddraget 3 

alen af Bondetinget og 2 ½ alen af gaden ved sit eget hus. Klagen var 

stilet til amtmanden skrevet på tysk med en håndskrift, der bestemt 

ikke ligner Isaac Melands, men den er forsynet med hans underskrift. 

Stiftamtmanden sendte klagen til udtalelse hos Roskildes borgmester, 

der efter en undersøgelse fandt, at der intet hold var i den. Christen 

Knudson havde tværtimod ved reparationer af gårdene forbedret og 

prydet byen og fortjente tak af efterkommerne, og det var ønskeligt, at 

Isaac Melan og andre ville følge hans eksempel. 18 

Dom for krænkelse af Slangerups byfoged 

17. oktober 1730 ankom Isaac Melan agende til Slangerup marked med 

varer, som han skulle sælge. Da han i byporten blev afkrævet en portskilling 

for vognen, sagde han ”De penge som byfogeden så tager, 

tager han som en tyv”. 

Byfogeden i Roskilde fandt 12. april 1731, at selv om Isaac Melan var 

uvidende om byfogedens ret til at opkræve portskillinger af markedsfolk, 

kunne han for sit angreb på byfogeden med ærekrænkende ord 

have fortjent at lide efter lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel. Men da 

han var en fremmed såvel af nation som af religion, og da han for retten 

i Roskilde syntes at have undskyldt de omtvistede skældsord udtalt 

i hast samt at bede om forlig, så fandt retten, at Isaac Melan burde bede 

byfogeden i Slangerup om tilgivelse. Desuden blev han dømt til at 

betale 20 rigsdaler i mulkt til Slangerups fattige og 8 rigsdaler for processens 

omkostninger. 19 

Klage over indkvarterede grenaderer 

Indkvarteringen af soldater hos Roskildes borgere gav anledning til 

misfornøjelse på begge sider. Værterne klagede over soldaternes 

opførsel, og soldaterne klagede over deres kvarter. Da Isaac Melan 

mente sig bestjålet i sit hus af en indkvarteret grenader, havde han for 

krigsretten i København sagt, at han ville klage til kongen over, at grenaderen 

endnu ikke havde fået sin straf. Denne udtalelse foranledigede, 

at der indløb en klage til stiftamtmanden fra grenaderens overord- 

46

nede over Isaac Melan, som derfor blev kaldt op på rådstuen 18. januar 

1732 for at afgive forklaring. Her fortalte han, at han ville klage til 

kongen, fordi han var utilfreds med, at grenaderen var blevet afgivet til 

et andet kompagni uden straf. Samtidig kunne han fortælle om andre 

grenaderer, der havde begået tyveri i deres kvarter. 20 Der skete tilsyneladende 

ikke mere i sagen. 

Dom for ulovlig ansættelse af konferensråds fæster 

Det var ikke nemt for Isaac Melan at finde ud af, hvordan man skulle 

holde sig på lovens sti her i landet. 5. november 1733 blev han indkaldt 

til retten i Roskilde af konferensråd Peder Bentzon, fordi han uden 

dennes godkendelse havde ansat Sidsel Anders, som i Kamstrup var 

fæster i et hus, der tilhørte konferensråden. 

Ved afsigelsen af dommen 18. marts 1734 hed det, at Isaac Melan var 

en person uden nation og religion, og han forstod tilmed ikke at bruge 

det danske sprog, som han burde, når han agtede at procedere. Da han 

havde begået en ubesindig ja ulovlig handling, blev han dømt til at 

betale processens omkostninger med 4 rigsdaler samt en mulkt på 1 

rigsdaler til byens fattige. 21 

Da han et halvt år senere endnu ikke havde betalt, indfandt byfogeden 

sig ved hans hus for at eksekvere dommen. Her blev han modtaget 

af Isaac Melan med en stor lægtehammer i hånden og fik at vide, 

at han ikke kom over dørtærskelen og kunne spare sit liv ved at holde 

sig ude, thi han var en kujon og en hundsfot, der havde bedraget ham 

to gange tidligere. 27. januar 1735 kom han igen i retten og måtte lide 

dom for sin formastelige behandling og nærgående skældsord mod 

byfogeden. 

Han blev dømt til at bede byfogeden om forladelse samt ifølge 

lovens 6. bog 21. kapitel 4. artikel at betale 4 rigsdaler i mulkt til byens 

fattige for sin forseelse og ifølge lovens 1. bog 24. kapitel 29. artikel at 

betale 60 lod sølv ”som deles efter evne” for sin adfærd med opsætsighed 

mod retten. Desuden skulle han erlægge 10 rigsdaler til dækning 

af de ekstraordinære sagsomkostninger. 22 

47

48 

Artikler i Chr. 5.’s Danske Lov overtrådt af Isaac Melan 

6. bog 7. kapitel 8. artikel. 

For Stavshug og Steenshug og Beenshug og Nævehug og 

Haargreb og Jordskuf bødis trende sex Lod Sølv. 


Hvo som i Kirken, paa Kirkegaard, paa Ting, eller nogen 

anden Stæds, som Dom og Ret sættis, tager til Verie, høder, 

eller truer nogen Mand med vred Hue, eller væbnet Haand, 

enddog hand ingen Skade giør, bøde for hver Sinde hans Brøst 

saa findis trende tj Lod Sølv. 


Befindis nogen med skammelig Løgn, muntlig eller skriftlig, 

at ville sette deris Øvrighed, Geistlig eller Verdslig, eller 

andre hæderlige Folk og ærlige Hustruer, eller Møer, nogen 

Skandflik paa, bøde sine tre Mark, og derforuden trende 

fyrretyve Lod Sølv; Og hvis hand ikke haver at bøde med, 

da bør hand at slaais til Kagen og bære Steene af Byen. 


Ere Ordene ikke nogens Ære og Lempe for nær, og dog 

kiendis af Dommeren at være Utilbørlige, da maa de med 

Pengestraf forsonis, efter som de ere grove til; Og skal ingen 

Æredom udstædis for Ord, som Ære og Lempe ikke 

vedkomme, og ved hvilke ingen sigtis paa ærlig Navn og Røgte. 


Dersom den, der søgis med Nam, eller Indførsel, enten ved 

sig selv, eller sine Folk, griber til Verie, da bøde hand og 

hver af dem trediesindstyve Lod Sølv, om end skiønt de ingen 

Skade giøre; Giøre de nogen Skade, da bøde de derforuden for 

Skaden; Fanger hand, eller de, Skade derover, da have Skade 

for Hiemgield.

Chr. 5.´s Danske Lov er fra 1683, og sproget er fra dengang, 

så hvis teksten skal forstås i dag, kan det være nødvendigt at slå op i den 

store ”Ordbog over det danske Sprog”. 

Når bøder ofte udtrykkes i lod sølv, må man gå ud fra, at betalingen 

skete i mønt, hvori man kendte vægten af sølv. 

Vægten (1 lod = 15,58 gram) af sølv i bøden blev så omregnet til mønt. 

De reformertes deltagelse i rådhusbyggeriet 

I foråret 1735 begyndte opbyggelsen af et nyt rådhus i Roskilde som 

erstatning for det gamle, der brændte i 1731. Magistraten havde beregnet, 

at det ville koste 24-2500 rigsdaler, hvoraf 1800 var blevet skænket 

af kongen, og den havde besluttet, at byens indbyggere skulle yde 

pligtarbejde ved byggeriet, i stedet for at udrede de manglende 6-700 

rigsdaler. De reformerte plantører Isaac Melan, Abraham de Hon, 

Jacob Foerman og Jacob Feu klagede over, at borgmesteren tvært imod 

deres privilegier tvang dem til dette arbejde, og når de for at passe 

deres tobaksplantager ikke kunne møde lod dem pante for en mark om 

dagen. 23 

25. juni 1735 besluttede kongen, at de reformerte ikke kunne gøre 

krav på større frihed end andre privilegerede i købstæderne. Derfor 

skulle de ikke alene tage del i rådhusbyggeriet, men også give deres 

andel til delinkventudgifterne og bidrage til de offentlige gaders og 

brandvæsnets vedligeholdelse. Stiftamtmanden bad borgmesteren 

bekendtgøre beslutningen for vedkommende, og 4. juli 1735 blev den 

læst i de indkaldte reformerte plantørers påhør. 24 

Delinkventudgifterne blev fordelt på indbyggerne i Roskilde. I 1736 

var omkostningerne for den henrettede mordbrænder og de øvrige 

afstraffede forbrydere og arrestanter 157 rigsdaler og 3 mark. Heraf 

skulle de gejstlige, betjentene og de privilegerede tilsammen betale 1/5, 

hvoraf de fire reformerte plantører hver skulle svare 1 mark og 4 skilling. 

I 1738 havde de dog endnu ikke betalt, idet de foregav, at de efter 

deres frihed ikke skulle betale sådanne udgifter. 25 

49

Leje af de fattiges Bondegaard 

8. september 1735 blev boligen i Støden kaldet Bondegaarden og det 

derved liggende lille vænge samt sædevænget ved Lillehede – senere 

kaldt Bundtmagervænget – bortlejet ved offentlig auktion. Alt sammen 

tilhørte de fattige i Herluf Trolles boliger i Bredgade. 

En del liebhavere indfandt sig på auktionsstedet, hvor Isaac Melan 

blev den højstbydende på indfæstningen med 6 rigsdaler og 1 mark på 

efterfølgende konditioner. Han lovede at skaffe Lorentz Snedker, som 

var en vederhæftig mand, som kautionist. Hans bud blev indstillet til 

de høje herrer direktørers approbation. 

Konditioner 

1. Boligen kaldet Bondegaarden, som nu er i slet tilstand, skal den 

lejende inden tre år fra dato på egen bekostning sætte i tilbørlig 

stand, så den kan stå for et fuldt syn. 

2. Af boligen samt det derved liggende lille vænge og af Lillehede 

vænget skal den lejende årligt til de fattiges inspektører i Roskilde 

inden hvert års påske efter kapiteltaksten betale penge for 8 tønder 

byg samt desuden i rentepenge 1 rigsdaler. 

3. Jorden skal den lejende vel og forsvarligt gøde og dyrke og ej derved 

gøre ringeste fremlån til andre under fæstets fortabelse. 

Ligeså skal den lejende eller fæstende holde gærderne samt digerne 

i forsvarlig stand, så at de ved hans dødsfald eller fratrædelse 

kan agtes forsvarlige; thi i mangel deraf skal den fæstende eller 

hans arvinger være forbundne på egen bekostning at forbedre 

dem, således at ej noget derimod med billighed kan være at erindre. 

4. Som ingen besætning leveres ved stedet, så tilsvarer den fæstende 

ej heller noget ved fratrædelsen. 

5. Den fæstende tilforpligtes hermed, når reparation foretages på de 

fattiges huse i Bredgade, at gøre den sædvanlige hovning med ler 

og sands tilførsel uden ringeste vægring eller betaling. 

6. Den fæstende betaler selv de på auktionen gående omkostninger 

samt leverer stemplet papir til fæstebrevet. 

7. Beror det højeste bud af indfæstningspengene på de fattiges høje 

herrer direktørers højgunstige approbation. 

50

Det er nærliggende at antage, at han indgik dette lejemål for at for - 

øge sit dyrkede areal i Vor Frue rode, hvor familien havde sin bopæl. 

Boligen i Støden har næppe fristet som bopæl i sin slette tilstand, men 

alligevel måtte han tage til takke med den fire uger senere, da branden 

i Roskilde havde lagt alt i aske, hvor familien boede. 26 

Den forsvundne milepæl 

Isaac Melan var 25. august 1735 blevet stævnet til Roskilde byting af 

handelsmand Christopher Birch for at have udtalt ærerørige skældsord 

mod ham. 27 

I den anledning sendte Isaac Melan 5. september stiftamtmanden et 

brev, hvori han kort gjorde rede for forhistorien til stævningen, som 

han imidlertid ikke kunne godtage, da han påstod, at den ene stævningsmand, 

vægter Ditlev Nielsen, var en berygtet tyv. 28 

Stiftamtmanden sendte Isaac Melans brev til udtalelse hos magistraten 

i Roskilde, hvorefter byfogeden, Isaac Melan og Christopher Birch 

afgav forklaring i rådstuen 10. september. Her kom forhistorien, der 

handlede om en forsvunden milepæl frem. 

I efteråret 1734 havde Isaac Melan hørt, at en forsvunden milepæl, 

der havde ligget neden for milehøjen ved vejrmøllehusene uden for 

Ringstedgades port, befandt sig i Christopher Birchs stue. Han fortalte 

det til byfogeden og fulgtes med ham og hans to mænd til Birchs 

hus, hvor de fandt stenen i stuegulvet, brød den ud og fik den kastet 

tilbage ved milehøjen. Isaac Melan fortalte, at da han kørte forbi Birchs 

hus, nogle dage efter milepælen var blevet fjernet fra huset, kom Birchs 

hustru ud i døren og skældte ham ud for en kanalje og en tysk skælm. 

Byfogeden berettede, at Birchs tjenestefolk, før han forlod huset, 

havde oplyst, at de af deres madfar havde fået besked om at køre ud i 

marken og lede efter sten og hente dem hjem til at stene hans nyopbyggede 

hus med. Da de var kommet ud på vejen, havde de fået øje på 

den liggende milepæl og lagt den op på vognen sammen med de øv - 

rige sten. Deres madfar var ikke til stede, da de kom hjem. Christopher 

Birch erklærede, at han var aldeles uvidende om, at milepælen havde 

været blandt stenene, førend den under hans fraværelse var blevet fjernet 

fra hans stue. Da byfogeden fandt, at Christopher Birch var uskyldig, 

lod han sagen om milepælen falde. Nu et års tid efter havde 

51

Christopher Birch for at håndhæve sin ære stævnet Isaac Melan til 

Roskilde byting, og da Isaac Melan ikke ville frafalde sin beskyldning, 

måtte sagen gå sin gang. 29 

Magistraten sendte den nyligt tiltrådte stiftamtmand en afskrift af 

rådstueprotokollens omtale af mødet 10. september vedlagt et brev, 

hvori den skrev sin utilslørede mening om Isaac Melan. Han var en 

meget ubesindig og trættekær mand, ja en æreskænder og oprører, som 

det fremgik mange steder af rådstuens og bytingets protokoller. 

Magistraten bad indstændigt stiftamtmanden om ikke at have tiltro til 

Isaac Melan, da den var sikker på, at han efter sin gamle sædvane ville 

fremføre mange usandfærdigheder over for ham, som han havde gjort 

over for hans formænd. Han stolede meget på, at han for sin religions 

skyld samt uvidenhed om dansk lov til dato var blevet tilgivet sine forseelser 

og ulovligheder, men nu havde han haft så mange sager og 

været her så længe at slige undskyldninger ikke kunne gælde længere. 30 

22. december 1735 lod Christopher Birch sagen falde, da Isaac Melan 

ved den store ildebrand i byen var afbrændt og forarmet. 31 

Roskildes brand i 1735 

Isaac Melan blev hårdt ramt ved bybranden 4. oktober 1735. Hans specifikation 

ugen efter viser, at han led et tab på 671 rigsdaler 3 mark og 

13 skilling. Hans hus mod Guldsmed Stræde (i dag Allehelgensgade) på 

6 fag, to loft højt med kvist og tegltag, et tilgrænsende hus på 18 fag, 

et loft højt med halmtag og et hus i gården på 7 fag, et loft højt med 

halmtag – alt var lagt i aske. Hans liste over det brændte i husene viser, 

52 

Den forsvundne milepæl var formentlig 

¼-milesten stående ved landevejen til 

Ringsted neden for en milehøj omsat 

med kampesten med en sten på toppen, 

som vist på denne tegning fra 1693 

gengivet efter Lundbye og Hermansen: 

Roskilde Landevej gennem Tiderne, 

1927.

at 3.000 pund tobaksblade til en værdi af 150 rigsdaler gik tabt. Blandt 

indboet vidnede et tobak-spinderbord og en tobak-rok i husets stue 

om, at der var blevet spundet tobak, og 6 gamle vinduer på loftet har 

sikkert været til at lægge over mistbænkene. 32 

Året efter branden 

Det første år efter branden udviste Isaac Melan ikke samme adfærd, 

som han var blevet kendt for i sit borgerskab som tobaksplantør i 

Roskilde gennem 10 år, og som magistraten så rammende havde 

beskrevet for stiftamtmanden kort før branden. Der fandtes endnu 

ingen brandforsikring, og de mange mennesker, der var blevet ramt af 

den chokerende begivenhed, måtte se hen til den hjælp, som de måske 

kunne forvente fra kongen til genopbygning. 

Isaac Melans familie blev ikke husvild, for den havde huset i Støden 

at flytte ind i. Men da hans forråd af tobaksblade og alt indbo var gået 

op i flammer, må han have haft store økonomiske problemer. Hans 

oprindelige vænge var vel sagtens stadigvæk dyrkbart, men indtægt af 

det og af vængerne, der hørte til Bondegaarden i Støden, kunne han 

først forvente næste år efter høst, og det samme gjaldt for et vænge, 

som han lejede mortensdag 1735 ved Roskilde adelige Jomfrukloster. 

Dette lejemål havde sat ham i ny gæld, men da han var afbrændt og forarmet, 

slap han for udgifter, da Christopher Birch lod sagen om den 

forsvundne milepæl falde. 

24. december modtog han 5 rigsdaler og 2 mark for at pågribe en 

delinkvent i Kronborg amt og bringe ham til Roskilde. 33 Det har været 

en velkommen hjælp til en rejse til København for at få datteren 

Susane døbt i den reformerte kirke nytårsdag. 

4. marts 1736 fik han stillet 585 rigsdaler af brandhjælpen i udsigt, 

når han i Guldsmed Stræde på hjørnet af sit vænge opførte et 30 fag 

hus til gaden af forsvarlig egebindingsværkmur. 34 Dette byggeri blev 

ikke færdigt i hans levetid. Da han døde tre år senere, var der endnu 

ikke bygget mere end 10 fag af de 30, og de var endda ikke sat i fuldt 

beboelig stand. 35 

Da de fire reformerte plantører sidst i september 1736 endnu engang 

blev udpantet af magistraten for fattigskat, henvendte Isaac Melan sig 

til stiftamtmanden for at slippe fri for denne skat. 

53

Beskyldninger mod Roskildes magistrat 

Han sendte 11. oktober 1736 stiftamtmanden et brev, hvori han klagede 

over, at magistraten i Roskilde tvært imod de reformertes privilegier 

i det forløbne år havde sat dem i fattigskat og havde ladet dem 

udpante senest for 14 dage siden uden at tænke på, at de i København 

havde deres egen kirke og egne folk at bidrage til. Det var harmeligt at 

føde på liderlige kvinder, som intet godt havde udrettet i byen og efter 

at være kommet løbende der til havde født 2-3 horebørn, mens de 

reformerte med mange små børn skulle lide mangel på brød. Og så 

føjede han til, hvad han aldrig skulle have gjort, at mon ikke årsagen til 

sådanne byrder skyldtes, at magistraten havde bortsolgt og forødt de 

huse og grunde i byen samt jorder på markerne med mere, der var henlagt 

til byens fattige. Imidlertid håbede de reformerte på, at magistraten 

blev befalet at levere deres udpantede gods tilbage og forskåne 

dem for sådanne skatter i fremtiden. Brevet var underskrevet 

Isaac Melan 

på egne og samtlige interessenters vegne 

Jacob Fromo [ofte stavet Foerman] Abraham de Hon Jacob Feu 36 

Det er tænkeligt, at han netop i sine ny omgivelser i Støden havde hørt 

en masse mere eller mindre løse rygter, der inspirerede ham til at forsøge 

i brevet at finde en forklaring på årsagen til fattigskatbyrden. 

Måske havde han ramt et ømt punkt, men da han senere skred til mere 

yderliggående beskyldninger, blev det magistraten for meget. 

Stiftamtmanden havde sendt hans brev til erklæring hos magistraten, 

som 17. oktober indkaldte de fire reformerte plantører på rådstuen. 

Her blev de to tilstedeværende plantører Jacob Fromo og Abraham de 

Hon spurgt om, de havde underskrevet brevet. 

De svarede, at de intet kendte til de anførte beskyldninger og heller 

ikke havde underskrevet brevet eller bedt nogen underskrive det for 

sig. Derfor kunne de ikke gøre rede for indholdet, men overlod det til 

vedkommende. I en stor del af borgerskabets nærværelse beskyldte 

Isaac Melan derefter de afdøde fattiginspektører i byen for ikke alene 

at have bortsolgt de fattiges jorder og huse, men også for at have udrevet 

blade af protokollen, som senere kunne give oplysning om salget, 

54

Afslutningen på Isaac 

Melans uheldige brev til 

stiftamtmanden. 

I denne artikel er benyttet 

hans egen måde at stave 

sit navn på. Ofte voldte 

det skriverne besvær at 

stave til de reformertes 

navne, så hans efternavn 

kan også være skrevet 

Mejland, Maillan, 

Meilan, Meylan eller 

Maillain. 

og for at have hæftet andre blade ind i stedet og stukket pengene i 

deres egne tasker. 

På grund af disse skammelige beskyldninger mod afdøde brave 

mænd, nemlig provsten magister Paullin og borgmester Lunde, lod 

magistraten dette brutale menneske fastsætte og forvare i rådstuevagten, 

indtil der fra de afdødes enker var indhentet oplysning om, de 

fandt anledning til at anlægge sag. 37 

20. oktober forelå de to enkers svar. De afviste beskyldningerne, men 

havde ikke kræfter til at indlade sig i proces med et så uvederhæftigt 

menneske. Samme dag var hele magistraten igen forsamlet på rådstuen, 

hvor Isaac Melan var blevet hentet i arresten for at svare på nogle 

spørgsmål, bl.a. om han kunne stille garanti for sin tilstedeværelse, da 

han i så fald foreløbig kunne komme ud af arresten. Han svarede ikke 

med et eneste ord, men viste hånlige miner og ”løftede sine klæder op 

bag til og tog til sin rumpe”. 38 

Samme dag sendte magistraten et brev til stiftamtmanden vedlagt 

kopi af rådstueprotokollens omtale af mødet og af de to enkers udtalelse. 

Brevet var et omstændeligt forsvar for magistratens opkrævning 

af fattigskat hos de reformerte. Det var først og fremmest for at slippe 

for den skat, at Isaac Melan havde skrevet sit brev, men han havde 

forsynet det med nogle bemærkninger, der i starten fuldstændig stjal 

55

illedet fra hans egentlige hensigt med brevet. Nu kunne magistraten 

bevise, at den havde ren samvittighed med hensyn til at opkræve fattigskatten, 

idet den efterlevede kongens allernådigste befaling, og den 

afsluttede brevet med at bede om stiftamtmandens kraftige beskærmelse 

mod denne æreskænder. Isaac Melan sendte dagen efter mødet 

på rådstuen også et brev til stiftamtmanden og bad ham give borgmesteren 

ordre til, at han blev sat på fri fod for at forfægte sin sag, thi 

det kunne han ikke gøre i arresten. 39 

I sit svarbrev 22. oktober til magistraten nævnte stiftamtmanden 

Isaac Melans brev. Han syntes, at magistraten gjorde bedst i at slippe 

ham løs, så han kunne forfægte sin sag. 40 

25. oktober indfandt to mænd sig med en stævning i huset i Støden, 

hvor han havde boet siden ildebranden. Da han var fraværende, forkyndte 

de stævningen for hans hustru, og 2. november fandt det første 

retsmøde sted i sagen, som de fattiges inspektører sammen med 

byens magistrat havde rejst mod ham. Sagen blev stillet i bero til 15. 

november, hvor den blev stillet i bero i yderligere to uger, idet stift - 

amtmanden i en skrivelse af 10. november havde meddelt magistraten, 

at han og biskoppen ved det kommende landemode i Roskilde havde 

sat sig for at undersøge Isaac Melans beskyldninger. 41 

Efter landemodet sendte magistraten 4. december 1736 stiftamtmanden 

og biskoppen en lang skrivelse, hvori alle dette onde og skamløse 

menneskes beskyldninger blev tilintetgjort. Man bad de høje herrer 

om at henvende sig til kongen for at blive hjulpet til at opnå oprejsning 

for den uret, som denne aldeles uvederhæftige mand og ære - 

skænder havde forvoldt. Lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel dikterede 

straffen, som han sikkert kunne blive idømt. Men kunne man med 

kongens resolution få ham forvist fra byen, ville man gerne for hans 

kone og deres 6 små børns skyld lade ham rejse med æren i behold. 42 

12. januar 1737 skrev stiftamtmanden og biskoppen til magistraten, 

at de nøje havde gennemgået såvel Isaac Melans angivelse ved landemodet 

som magistratens erklæring af 4. december. Det fremgik klart, 

at Isaac Melans udtalelser ikke alene var ubeviste og ubeviselige, 

ugrundede og usandfærdige, men det blev overladt til dem selv, hvilken 

oprejsning de ville søge på lovlig vis hos ham. 43 

Da prokurator Lorents Broegaard, der førte sagen mod Isaac Melan 

56

Chr. 5.’s Danske Lov fra 1683 slået op på 6. bog 21. kapitel 7. artikel, som 

Isaac Melan to gange undgik dom for at have overtrådt. Sjællands Stiftsbibliotek. 

Foto Flemming G. Rasmussen. 

på magistratens vegne, fandt ham til stede i anden anledning ved 

bytingets møde 17. januar, ville han høre, om Isaac Melan nu for retten 

var villig at tilstå sin forseelse og bede sin øvrighed om forladelse 

for sin urimelige fornærmelse af de gode mænd. I så fald kunne han 

forsikre, at magistraten af medlidenhed med hans hustru og børn ville 

lade sagen bero indtil videre. For at Isaac Melan forud kunne vide, at 

han ingen anledning eller ret havde til så skammelige angreb, blev højøvrighedens 

brev af 12. januar oplæst for ham og andre tilstedeværende 

i retten. Der kom ingen undskyldning fra Isaac Melan, der var rede 

til i retten at bevise alle klager, som han havde indgivet til stiftamtmanden 

og mange flere unævnte, uretfærdige sager, som at byens 

grund, fattiges grund og domkirkens gods var blevet klippet på alle 

kanter af den nuværende øvrighed. 

Prokurator Broegaard måtte beklage Isaac Melans hustru og børn, 

57

som magistraten gerne ville bevare her, men da han halsstarrigt fremturede 

med ny ublu og skammelige beskyldninger, kunne de vel ikke, 

som de gerne ville, lade sagen bero in status quo, men måtte give sig 

fred og ro ved at søge oprejsning efter lovens 6. bog 21. kapitel 7. artikel, 

hvilket nu afhang af magistratens nærmere ordre derom. 

Retten spurgte Isaac Melan om, han havde noget at fremkomme med 

til sin sags tarv og forsvar og ikke siden klage over, at retten havde fornægtet 

ham det. Han havde mange indsigelser, men det var om emner, 

der faldt uden for denne stævning. 44 

Byfogeden sendte 24. januar et brev til stiftamtmand og biskop vedlagt 

kopi af justitsprotokollens omtale af hans opførsel ved oplæsningen 

af deres skrivelse af 12. januar. De frygtede lige så lidt hans ny 

som hans forrige snak, fordi den var og skulle forblive falsk, men de 

frygtede at indlade sig i en sag med et så desperat menneske. Thi den 

som ikke agter liv eller ære og intet har at bøde med er uangribelig. Dog 

var sagen ikke mere deres, da deres forhold og opførsel var fundet lovligt 

og forsvarligt. Nu kom det an på de høje herrers resolution, om en 

sådan æreskænder og foragter af overøvrighedens afgørelser således 

skulle triumfere over uskyldige folk samt foragte og tilsidesætte sin 

høje øvrigheds grundige og retsindige afgørelser. 45 

Hvis magistraten således havde håbet på at få strøget sagen af på 

overøvrigheden, fik den to dage senere klar besked om, at stiftamtmand 

og biskop aldeles ikke befattede sig med Isaac Melans sag, men 

overlod gerne til magistraten på lovlig måde at søge den oprejsning, 

som den fandt det rimeligt at æske. 46 

Isaac Melan undgik dom i sagen, men når han var til stede i bytinget 

17. januar, skyldtes det, at han efter at have overværet oplæsningen af 

højøvrighedens brev, var indkaldt til et retsmøde i en anden sag, han 

havde rodet sig ind i. De fattiges forstander Søren Andersen Blich 

havde stævnet ham, fordi han 23. og 24. november forrige år offentlig 

var blevet skældt ud for en gade- og jordtyv af Isaac Melan. 

Dom for krænkelse af de fattiges forstander 

Første retsmøde i denne sag fandt sted 6. december 1736, og i dommen, 

der faldt 4. april 1737, blev alle Isaac Melans ubesindige, ærerørige 

skældsord mod Søren Andersen Blich før og under processen på alle 

58

måder kendt ubeføjede og ubevislige og skulle være som utalte og 

uskrevne, døde og magtesløse, og ikke i nogen måde komme Søren 

Andersen Blich til forklejnelse på hans ærlige navn og rygte. Isaac Melan 

blev dømt til at betale 6 rigsdaler for processens omkostning, 5 rigsdaler 

til Roskildes fattige for sin uretsindige adfærd og 6 rigsdaler 4 mark og 8 

skilling til Justitskassen efter forordningen af 23. december 1735. 47 

De reformertes privilegier i Roskilde 

Ud over de to løbende retssager i december 1736 var Isaac Melan optaget 

af at få rede på de reformertes særrettigheder i Roskilde. De fire 

tobaksplantører, som var blevet pantet på grund af deres udeblivelse fra 

rådhusbyggeriet i foråret 1735, var underskrivere på et brev, som de 12. 

december sendte til stiftamtmanden, fordi borgmesteren behandlede 

dem som andre borgere i byen, selv om de ifølge deres privilegier lige 

som andre reformerte havde ventet at være befriet for alle byens tynger. 

De var utilfreds med, at de var blevet pantet både ved rådhusbyggeriet 

og for manglende betaling af fattigskat. Efter kongen havde 

besluttet, at de skulle tage del i byggeriet, havde de udført 8 dages 

arbejde ved rådhuset. Da de havde ønsket at få deres pant tilbage, 

havde borgmesteren kun givet Isaac Melan penge til at løse sit pant for, 

hvorimod han havde ladet de tre øvriges panter sælge på offentlig auktion. 

Nu forlangte de, at borgmesteren gav dem alle panter tilbage og 

ikke fremover tilsidesatte deres privilegier. 

Stiftamtmanden udfærdigede 15. december en resolution, hvori han 

grundigt behandlede de fire reformerte plantørers skrivelse, dog undgik 

han at komme ind på dens krav om, at borgmesteren ”mindelig fornøyer 

mig Isaac Meylan for paalagde Arrest”. Med hensyn til rådhusbyggeriet 

anmodede han magistraten om at tilfredsstille disse urolige 

hoveder ved at give enhver deres penge igen. Endvidere skulle de være 

fri for at holde vagt med andre borgere over delinkventer og indtil 

videre også være fri for at betale vægterskat. Derimod kunne de ikke 

fritages for fattigskat. De blev mindet om at gøre, hvad de skulle, leve 

roligt og fredeligt og være deres øvrighed lydig. Til gengæld skulle 

ingen ustraffet trænge ind på deres privilegier. 48 

De fire plantører mødte op i rådstuen 17. december og fik oplæst 

stiftamtmandens resolution. Derefter fik de tre af dem udleveret 1 

59

igsdaler 2 mark og 1 skilling for de panter, der var blevet inddrevet ved 

rådhusbyggeriet og solgt på auktion for dette beløb. 49 

Dom for gæld til Roskilde Jomfrukloster 

Da lejemålet for det vænge, som Isaac Melan havde lejet ved Roskilde 

adelige Jomfrukloster, var udløbet i efteråret 1736, og han stadigvæk 

skyldte klostret 10 rigsdaler, blev klostrets ridefoged Bech utålmodig 

og stævnede ham for retten, hvor han 22. august 1737 blev dømt til at 

betale sin gæld samt 3 rigsdaler for processens omkostninger. 50 

Da ridefoged Bech en måneds tid senere ved rettens hjælp ville lade 

dommen eksekvere, hindrede Isaac Melan med vold og magt rettens 

gang på samme måde, som han havde gjort, da byfogeden kom for at 

eksekvere dommen for ulovlig ansættelse af konferensråd Bentzons 

fæster. Fortørnet skrev ridefogeden 26. september til stiftamtmanden 

om episoden og bad ham foranledige, at Isaac Melan blev tiltalt og 

straffet for sin opførsel. 51 

Stiftamtmanden svarede 28. september, at da Isaac Melan havde forset 

sig så groft især imod byfogeden, der handlede på embeds vegne, 

burde han forfølges retsligt. Med hensyn til hans anholdelse blev det 

overladt til ridefogeden selv at henvende sig på rette sted. 52 

Isaac Melans død og hans tobaksvænge i årene efter 

Intet i Roskilde byfogeds justitsprotokol tyder på, at Isaac Melan igen 

blev stævnet for retten. Andre arkiver er også tavse om hans sidste 

levetid. Men han havde nået at gøre sig meget uheldigt bemærket 

blandt den halve snes reformerte borgere, der virkede som tobaksplantører 

i Roskilde i 1700-tallet. 

Kirkebogen for det fransk-reformerte sogn i København meddeler, 

at tobaksplantør i Roskilde Isac Meylan, der var født i Brandenburg, 

døde i København 8. februar 1739 og blev begravet på kirkens kirkegård 

11. februar. Da boets løsøre i beboelsen i Støden blev vurderet 

dagen før, var hans enke Anne Seller rejst til København for at besørge 

sin afdøde mands jordefærd. En søn og fem døtre, alle umyndige, 

var i live af deres børn. Byggeriet ved vænget i Vor Frue rode var 

endnu ikke afsluttet, så her fandt vurderingen først sted 12. februar 

1743, hvor skiftet blev endelig sluttet. 53 

60

Den reformerte tobaksplantør Martinus Succardt blev gift med Isaac 

Melans enke Anne Seller og fortsatte til sin død 15. oktober 1754 med 

at avle tobak i Isaac Melans tidligere vænge. Efter Succardts død blev 

stedet solgt på auktion 3. maj 1755. Den reformerte tobaksplantør 

Jacob Dehm var højstbydende og fortsatte med at dyrke tobak her. 

Enken Anne Seller blev boende til påske 1756. Jacob Dehm døde 9. 

august 1783, året, hvor den amerikanske uafhængighedskrig sluttede, 

og hvorefter den nordamerikanske tobak vendte tilbage og blev en 

alvorlig konkurrent for tobak avlet i Danmark. 

NOTER 

1. Karl-Erik Frandsen: Roskilde bys historie 1536-1850. Nedgangstider 1536-1753. 

1998, p. 104. 

2. N.C. Lukman: Fredericia-Kolonien. Vort lille Frankrig. 1939, p. 48, 61. 

3. LAS. Roskilde rådstue. B.1. Rådstueprotokol 1718-36, 4/7 1735, fol. 544. 

4. Som note 3, 17/3 1724, fol. 224 og 25/5 1725, fol. 246. 

5. Som note 3, 9/9 1722, fol. 173. 

6. LAS. Roskilde byfoged. Auktionsprotokol 1719-35, fol. 126. 

7. LAS. Roskilde byfoged. Skøde- og panteprotokol nr.1, 1727-42, fol. 47. 

8. Som note 3, fol. 253. 

9. LAS. Roskilde byfoged. Justitsprotokol 1727-34, fol. 12. 

10. LAS. Sjællands landsting. Justitsprotokol 1721-34, 12/5 1728, fol. 362. 


12. Som note 9, fol. 312, 316. 

13. RA. Danske kancelli D 109. Suppliqver 2. halvår 1729, 732. 

14. KS. Politi- og kommercekollegiet. Resolutionsprotokol 1726-30, p. 707 ff. 

15. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for ind- og udgåede breve 1717-36, fol. 183. 

16. Forordninger og åbne breve. 1730, p. 14. 

17. Som note 3, 1/2 1731, fol 418. 

18. LAS. Sjællands stiftamt. Korrespondance vedk. Roskilde 1730-33. 

19. Som note 9, fol. 264. 

20. Som note 3, fol. 440. 

21. Som note 9, fol. 649. 

22. LAS. Roskilde byfoged. Justitsprotokol 1734-39, fol. 71. 

61

23. RA. Danske kancelli D 109. Suppliqver 1. halvår 1735, 821. 


25. LAS. Roskilde rådstue. Kæmnerregnskaber 1730-40, bilag til 1737, nr. 6, 142. 

26. LAS. Roskilde rådstue. Fattigvæsenets indk. Sager 1682-1785. 

27. Som note 22, fol. 116. 

28. Som note 24. 

29. Som note 3, fol. 553 f. 


31. Som note 22, fol. 149. 

32. LAS. Roskilde rådstue. Sager vedr. brandene i Roskilde 1731-35, brandskadespecifikationer 

1735. 

33. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for udg. Breve 1737-59, fol. 13, 14. 

34. Som note 32, branden oktober 1735, repartition af 4/3 1736. 



37. LAS. Roskilde rådstue. B.2. Rådstueprotolol 1736-50, fol.13 f. 

38. Som note 37, fol 14 f. 



41. Som note 22, fol. 244, 246. 

42. LAS. Roskilde byfoged. Kopibog for ind- og udgåede breve 1717-36, fol. 303-308. 

43. LAS. Sjællands stifts bispearkiv. Kopibog over udg. Breve 5/1-21/9 1737, p.17. 

44. Som note 22, fol. 255. 


46. Som note 43, p. 26. 

47. Som note 22, fol. 270. 

48. Som note 42, fol. 373-379. 

49. Som note 37, fol. 21. 

50. Som note 22, fol. 319. 


52. LAS. Sjællands stiftamt. Stiftamtmandens kopibøger nr 9, 1737. 

53. LAS. Roskilde byfoged. Skifteprotokol 1737-44, fol. 400 ff. 

KS. Københavns Stadsarkiv 

LAS. Landsarkivet for Sjælland m.v. 

RA. Rigsarkivet. 

62

Isaac Melan – Borgerskab som Tobaks-Planteur ... - Roskilde Museum

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?